I denne episode taler jeg med præst Annette Molin Brautsch om tro, meditation og åndelige erfaringer. Hun fortæller om sit præstekald, om arbejdet med børn og konfirmander og om, hvorfor stilhed, billeder og sanselighed kan åbne nye rum i kirken.
Vi taler også om healing i Flintholm Kirke, om menneskers oplevelser af nærvær efter dødsfald og om opstandelse og evigt liv. For Annette handler tro ikke om at have alle svarene, men om at kunne være i usikkerheden og samtidig åbne sig for det, der opleves som større end os selv.
Kapiteloversigt
1. Kaldet til præst og troen fra barndommen – 0:02–6:11
2. Meditation med børn – Kristuskransen og Slap af i Kirken – 6:12–17:41
3. Healing i Flintholm Kirke – 17:41–22:13
4. Trosoplevelser, fødsel og mødet med det uforklarlige – 22:14–31:12
5. Det horisontale og det vertikale – mening, Prædikeren og korset – 31:12–36:36
6. Opstandelse, håb og det evige liv – 36:38–45:25
7. Billeder, sanser og troens sprog – 45:26–49:11
8. Sanselig formidling – kirke, teater og læring – 49:13–54:56
Transskription
1. Kaldet til præst og troen fra barndommen
[Paul Bridgwater] (0:02 – 0:52)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Annette Molin Brautsch.
Annette er præst i Flintholm Kirke og religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift. Hun har i mange år arbejdet med børn, konfirmander, meditation og fordybelse i kirken. Hun er også forfatter til bogen “Slap af i Kirken”, 10 meditationer, som udkom i 2022. I dag skal vi tale om tro, meditation og åndelige erfaringer, og om hvordan folkekirken kan være et rum for mange forskellige mennesker med forskellige tilgange til trospørgsmål. Annette, vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv?
[Annette Molin Brautsch] (0:52 – 1:32)
Ja, det vil jeg da gerne. Jeg hedder Annette og er præst her på Frederiksberg, i Flintholm Kirke, og som du sagde, er jeg også konsulent i religionspædagogik, som er omkring, hvordan vi er en kirke for børn og unge.
Så er jeg opvokset ude i Hellerup, hvor jeg har gået i skole og gymnasie. Jeg tror, det var meningen, at jeg skulle have været skuespiller. Det var det, jeg gik efter dengang.
Men der skete også nogle ting i mit liv, som gjorde, at lige pludselig var det bare præst, som jeg skulle være, og det havde sit eget kald.
[Paul Bridgwater] (1:32 – 1:35)
Der er jo også et eller andet sammenligneligt mellem præst og skuespiller.
[Annette Molin Brautsch] (1:36 – 3:12)
Ja, det er der nok. Man siger jo, at Ulf Pilgaards far også var præst, og så endte han på de skrå brædder, men han skulle have været teolog. Så der er ret meget, der hænger sammen med det at stille sig frem og tage et rum, kan man sige.
Og så kirken og teatret, det har bare altid været spændende, synes jeg faktisk. Hvad kan det? Det er jo stadigvæk det at sætte noget i scene.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle være, og pludselig en dag møder jeg den studievejleder, der var på gymnasiet. Hun boede tæt på os, og jeg har aldrig ført en samtale med hende. Jeg havde det der sabbatår, og så siger jeg til hende, at jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal være.
Og så siger hun til mig: “Hvad kunne du lide i gymnasiet?” Jeg havde da latin på højt niveau, og så havde jeg da også stor glæde ved oldtidskundskab, religion, historie, dansk og drama. Og så siger hun til mig: “Hvad med at læse teologi?”
Og der sad jeg og stod på vejen, og så tænkte jeg, at teologi, det aner jeg ikke, hvad er. Og så siger jeg: “Det ved jeg ikke, hvad er. Hvad er det?” “Jamen, det er jo læren om Gud. Du har jo haft latin. Det betyder læren om Gud, teologi. Så kan man blive præst.”
Og det er ligesom om – det er kaldet, som jo egentlig er en lidt mærkelig oplevelse, at få et kald – et præstekald. Og jeg står og kigger direkte op på den kirke, jeg er blevet konfirmeret i, og så ved jeg bare, at det er det, jeg skal.
[Paul Bridgwater] (3:13 – 3:17)
Det er, når hun siger det, så tænker du, at “det er mig?”
[Annette Molin Brautsch] (3:17 – 5:05)
Der faldt 10-øren, som man siger. Det var bare hånd i handske. Det var det, jeg skulle, og jeg var ikke i tvivl om det. Og det er jo lige så hårene rejser sig, når jeg fortæller om det, fordi det var faktisk ret skelsættende. Og så siger hun, at det kræver selvfølgelig, at du skal på universitetet, og så siger jeg, at så kommer det ikke til at ske, fordi det har vi aldrig haft i vores familie.
Jeg er den første student i familien. Så det der med at skulle noget som helst andet efter det, det var ligesom et lukket land. Så siger hun, at du skal jo starte, og det skal du nok klare.
[Så siger jeg]: “Hold da op, hvad er det, man skal?” Så siger hun: “Du skal jo skrive dine egne manuskripter i forhold til skuespil, og du skal kunne tale med mennesker i alle livssituationer. Du skal undervise, og du snakkede jo lidt om, at den der lærergerning, den synes du også var lidt spændende, men så spændende var den heller ikke. Og du skal ligesom have mange facetter, og så skal du prædike. Men det kræver selvfølgelig, at du tror på Gud.”
Og der var det jo bare sådan: “Jamen, det gør jeg.” Fordi jeg havde altid til mine eksamener haft mit Dagmarkors med, som jeg fik til min konfirmation og barnedåb. Der havde jeg haft nogle forskellige, og så min salmebog. Det var også vigtigt for mig, da jeg blev konfirmeret, at jeg havde min egen salmebog, og jeg ikke fik min mors gamle, men min egen.
Og de sider, der er guld – på det tidspunkt, de var sådan helt hvide, fordi jeg havde bladret så meget rundt i dem. Altså, jeg havde simpelthen søgt efter ord og ikke rigtig vidst hvordan og hvorledes. Så det var faktisk utroligt sådan, ja, nu vidste jeg bare, hvad jeg skulle.
Og så var det jo bare at gå i gang, og så må vi jo se, om jeg kunne gennemføre det studie, når det nu var en universitetsuddannelse. Men det gik jo.
[Paul Bridgwater] (5:06 – 5:24)
Ja, det gjorde det jo. Og altså i den grad. Så har troen så altid været der?
Du kan ikke sætte det et bestemt sted, hvor du tænker, okay, det er der, det kom i dit liv. Men du har ligesom tænkt, okay, det er rigtigt nok. Det er rigtigt nok.
Der er noget der.
[Annette Molin Brautsch] (5:25 – 5:57)
Jeg har, siden jeg var lille, altid sådan tænkt, at der var noget mere. Og jeg kan huske, da mig og min bror, jeg har en lillebror, da vi var mindre, så fandt jeg selv ud af, at vi skulle bede “natbøn”. Og det var i virkeligheden Fadervor, aftenbøn, vi kaldte det natbøn.
Og så kan jeg huske, hvis der var noget, der var svært, noget sygdom, en bedsteforælder, vi havde en farfar, der var syg på et tidspunkt. Det der med at bede, nu skal vi lige samle tankerne, det gjorde jeg sammen med ham.
[Paul Bridgwater] (5:57 – 5:59)
Okay, jamen altså.
[Annette Molin Brautsch] (5:59 – 6:00)
Og han gjorde bare, hvad jeg sagde, kan man sige.
[Paul Bridgwater] (6:01 – 6:02)
Hvor mange år yngre var han?
[Annette Molin Brautsch] (6:02 – 6:03)
Fire.
[Paul Bridgwater] (6:03 – 6:11)
Okay, ja, det var så passende til det. Okay, men du har også arbejdet med meditation for børn i mange år. Hvorfor er det vigtigt?
2. Meditation med børn – Kristuskransen og Slap af i Kirken
[Annette Molin Brautsch] (6:12 – 6:57)
Ja, altså, jeg har jo haft konfirmander alle årene, jeg har været præst, og det er jo faktisk 20 år, jeg har været præst nu. Jeg startede egentlig med at tænke konfirmander og minikonfirmander, som er 3.-klasseelever.
Der skal bare fart over feltet og stjerneløb rundt i hele kirken og nogle opgaver og nogle lege, og jeg skal komme efter dig. Og så var det faktisk for en del år siden, at jeg egentlig også opdagede værdien af, at de kommer ind og får lov at dvæle. Og det var faktisk Kristuskransen, som først fik mig til at opdage, hvad det kunne.
Også fordi jeg faktisk hørte nogle mandlige præster sige, at de brugte det til deres.
[Paul Bridgwater] (6:57 – 6:58)
Hvad er en Kristuskrans?
[Annette Molin Brautsch] (6:58 – 9:06)
Det er et lille armbånd med nogle bestemte perler, som er sat sammen af, nu er han død, men det var Martin Lønnebo, som var en svensk biskop, der ligesom sagde: Okay, vi kender Rosenkransen fra den katolske kirke, hvor man sådan sidder og kan tælle, og det giver ro. Og hvad nu, hvis man lige tog nogle perler? En gudsperle, en perle, der symboliserer mig selv, en perle, der symboliserer for eksempel det mørke, vi nogle gange skal igennem.
En perle, der symboliserer kærlighed, faktisk to slags, både den, du giver ud, og den, du får hjem, den, du får, og den, du giver. Og perler, der ligesom hver især har et symbol for noget. Hvis man tager den lille krans og giver den til en konfirmand og beder konfirmanden lægge sig ned på en kirkebænk og så ligge og bare filosofere lidt over den særlige perle, der er lige nu, og ikke skal tænke så meget over så meget andet, for eksempel dåbsperlen: Hvad er det så at være døbt?
Hvad er det at være i Guds hånd? Hvad er det at være mig i den her store sammenhæng? Og så bare ligge der.
Det har været ret magisk for mig at opleve, hvordan i særlig grad konfirmander tog imod og har taget imod og stadig tager imod ro, som du kan give dem i kirkerummet og give dem oplevelsen af at lægge sig ned på en kirkebænk. Det er der ikke så mange, der prøver. Man kommer som regel ind og skal sidde på en kirkebænk, og den kan måske føles lidt hård.
Og det er den også at ligge på, vil jeg sige. Men stadigvæk ser du altid meget horisontalt ud. Men når du lægger et menneske ned, som det jo ofte er konfirmanden her, så kigger du jo op.
Og det der at kigge op, der er altså ret meget at kigge op i i sådan et kirkeloft. Nogle steder er det jo vildt flot dekoreret. Den kirke, jeg har selv, den er ikke dekoreret, men det er stadigvæk et andet perspektiv.
[Paul Bridgwater] (9:07 – 9:32)
Ja, men jeg har jo selv haft stor glæde af Kristuskransen, og perlerne har også nogle virkelig… Altså, Nattens Perle, det er jo virkelig et navn, som giver mange associationer i mange retninger. Og så er det jo…
Altså, Lindevang har jo noget, der ligner lænestole, og Flintholm, hvor du er, har de der hårde kirkebænke. Men så kan man jo finde ud af, hvordan man ligger bedst.
[Annette Molin Brautsch] (9:32 – 9:36)
Ja, jeg tror, man sidder ret godt i Lindevang Kirkes stole. Der har jeg da siddet nogle gange.
[Paul Bridgwater] (9:36 – 9:38)
Men du er låst i den der siddeposition.
[Annette Molin Brautsch] (9:39 – 10:09)
Du kan ikke lægge dig ned på de bænke der. Men det kan du så i Flintholm. Og det, der er fordelen ved at ligge ned på en kirkebænk, som er lukket, det er jo, at i Flintholm Kirke er bænken lukket, så når du beder 50 konfirmander eller 20 konfirmander, hvor mange du nu har, om at lægge sig på kirkebænkene, så kan de ikke ligge og kigge ind til hinanden eller ligge og stikke en lille ting ind til den anden, fordi der er lukket ned.
Du kan faktisk ikke noget lige nu.
[Paul Bridgwater] (10:10 – 10:15)
Nej, det kan jeg godt se. Altså, det er faktisk et privat rum, der opstår der, fordi det er en kirkebænk.
[Annette Molin Brautsch] (10:15 – 10:23)
Ja, og vi voksne går måske ikke så meget op i at ligge og stikke til hinanden, men det gør konfirmander. Og fordelen er, at de ikke kan se hinanden.
[Paul Bridgwater] (10:24 – 10:52)
Nå, men vi skal jo tilbage til, at det blev videreudviklet. Altså, det startede med Kristuskransen, men du har lavet denne fine bog, vi har fået, “Slap af i Kirken”, både et vejledningshæfte til præster og hvem der ellers kunne undervise i det, og så også en elevbog. Og ja, kan du fortælle lidt om, hvordan den blev til i bogen, og hvordan den bliver brugt?
[Annette Molin Brautsch] (10:53 – 12:26)
Ja, jeg lavede materialet i forbindelse med “Børn i kirken”, som er, kan man sige, en digital værktøjskasse for præster, kirkekulturmedarbejdere og andre, der arbejder med børn i kirken, hvor man ligesom kan dykke ned og sige: Hvad kan vi give det her barn i de her aldersgrupper? Og sådan fra du bliver sådan en 10 år og kommer deropad, så bliver du jo både betweenager og teenager, og der sker bare noget omkring det at træde i eksistens, når du kommer op, det er omkring 10-årsalderen og op til efterkonfirmationen også, hvor du bliver mere usikker på dig selv, du bliver mere opmærksom på, hvad andre tænker om dig, og vi ser jo også, at mobiltelefonen er der som et spejl hele tiden ud på TikTok og Instagram og hvad det alt sammen hedder, og det vil sige, at du bliver hele tiden påvirket af, hvad andre synes. Og derfor synes jeg, at det var vigtigt at lave noget til den her aldersgruppe, som kunne give noget dybde og give noget fordybelse.
Og jeg valgte at lave meditationer til børn fra 10 år og opefter, som alle sammen er indtalt af mig selv og kan findes inde på den der hjemmeside og via bogen, så man kan faktisk lytte til dem. Og bogen er til eleven, eller til barnet, lavet som sådan et årshjul.
[Paul Bridgwater] (12:26 – 12:28)
Ja, hvad er det, vi ser her?
[Annette Molin Brautsch] (12:29 – 14:25)
Der ser vi et årshjul, som er det her hjul med de 10 måneder, og hver meditation har en farve og en titel, og i januar, februar og marts, så kører den rundt sådan: perlen, dynen, lyset, liljen, frugten, ilden, brødet, spejlet, stjernen, gaven, og gaven passer til jul. Så det har været hele året rundt. Og for hver meditation er der en farve, det vil sige, at når barnet bliver bedt om at lægge sig ned på bænken, så får det at vide, at det skal slappe af selvfølgelig, altså komme til stede, kan man sige, del.
Og så bliver det bedt om, altså kan man sige imaginært, at blive puttet med en dyne med den farve, meditationen har, det vil sige, at jeg ligesom farvemætter dem. Og så følger jeg dem op ved at fortælle en bibelsk reference, det vil sige placerer barnet i en opbyggelig historie, hvor det bibelske får plads. Og det vil sige det her med at være set, at være elsket, at være god nok, at have en plads.
Det er sådan nogle ting, jeg fortæller via historier fra Paulus og evangelierne. Og de varer cirka 10 minutter. Og så ligger der i bogen her, til alle de her meditationer, nogle fordybelsesopgaver, som man kan lave sammen med børnene bagefter.
Og det er netop det der med at dvæle og hengive sig til noget, der er roligt. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man som kirke giver børnene det sted og den stund. Fordi så bliver kirken også et sted for dem, der indebærer det her helle, som kirken jo er.
[Paul Bridgwater] (14:27 – 14:31)
Og det er til minikonfirmander, til konfirmander.
[Annette Molin Brautsch] (14:31 – 15:03)
Ja, men jeg har også brugt det til voksne. Jeg har faktisk skrevet dem, øvet dem, det vil sige prøvet dem af på flere voksne. Og har også kørt meditationsgudstjenester ved min egen kirke, faktisk også ovre i Lindevang, hvor vi har brugt dem til voksne.
Men hvor man måske så har sagt, at man kan blive siddende på sin stol. Fordi voksne er bare lidt en anden størrelse. Så nogle gange er det mest komfortabelt for en voksen person at blive siddende på stolen.
Og så modererer man det en lille smule efter det.
[Paul Bridgwater] (15:04 – 15:10)
Hvordan har modtagelsen af bogen været? Altså, hvad synes børn om det? Hvad synes betweenagers om det?
[Annette Molin Brautsch] (15:10 – 16:14)
Ja, de synes, det er rigtig dejligt. Jeg vil sige, at der er flere ting. For det første, den kom i 2022, men de her små meditationer blev indtalt og sendt ud under coronaen, faktisk til en start.
Og ud til præster i hele landet via den her “Børn i Kirkens” Facebookside, som også er sådan et lille netværk. Og der er rigtig, rigtig mange præster, der har brugt den og stadig bruger de her meditationer og sætter det på som en del af undervisningen til deres konfirmander. Og de siger, det har været så rart at gøre det.
Plus, hvis du har lidt solokonfirmander, det kan være socialt angste, der kan være nogle andre ting, der gør, at det er svært at komme afsted. Så det at kunne sende en lille opgave hjem og sige: Jeg vil godt bede dig om at finde lidt maling frem og lidt sulfo og noget vand. Så kan du nemlig gøre med en pensel sådan, at hvis du maler på et lille lys, så sidder det fast. Det kan man godt gøre derhjemme.
Og så skal man tage et billede til præsten og sige: Nu har jeg malet det her lille lys med de her symboler.
[Paul Bridgwater] (16:14 – 16:32)
Jeg skulle også nemlig til at spørge dig om, det er nogle opgaver forbundet med dem. Alle meditationerne er fordybelsesopgaver, men de er alligevel aktiviteter, hvor man skal lave noget med hænderne. Hvorfor har du sat det på?
[Annette Molin Brautsch] (16:33 – 17:41)
Fordi der er det her fænomen “Psychology Craft.” Det er godt for et menneske at have en analog ting i hænderne. Det er godt for os at sidde og skulle sætte noget sammen, kreere noget, skabe en lille ting.
Måske er det ikke så meget. Måske er det bare helt enkelt. Men det der enkelte lige at skulle lave noget med sine hænder, det giver ro i hovedet.
Så når jeg siger stilhed og konfirmander eller stilhed og minikonfirmander, så skal man huske, så er de altså ikke bumstille. Så er det sådan lidt hyggesnak og lidt summen. Det må der gerne være.
Men hvis koncentrationen ligger nede i den ting, de så er med til at frembringe, så er der jo faktisk frembragt meditativ ro. Og det er blevet vel modtaget. Det er faktisk sådan, at inde på Pastoralseminariet, hvor alle præster bliver uddannet, både i København og i Aarhus, der har jeg de sidste mange år efterhånden, siden den kom, undervist alle præster i meditativ og kontemplativ tilgang til deres konfirmander.
3. Healing i Flintholm Kirke
[Paul Bridgwater] (17:41 – 18:25)
Det er sjovt, ikke? Det starter med Kristuskransen, hvor der også er noget analogt i at røre ved perlerne, og så slutter det med et årshjul, som også kan betragtes som en perlekæde, hvor der er forskellige farver og forskellige øvelser, men der er altid noget taktilt i forbindelse med det meditative. Så det ikke bare bliver en aktivitet i hovedet.
Altså, Flintholm Kirke, det er jo en af de få folkekirker i landet, hvor der er en healer tilknyttet, nemlig mig. Og det er måske ikke så vildt, som man skulle tro, når det kommer til stykket. Men hvad fik dig til at sige ja til det?
[Annette Molin Brautsch] (18:25 – 20:37)
Ja, det er der jo også nogen, der spørger om indimellem, fordi det er lidt kontroversielt. Der er jo ikke så mange steder, som du selv siger, der lige har fundet på den kombination.
Men grunden til, at menighedsrådet har sagt ja til det, er en åbenhed. Der er ikke nogen, der er bange for, hvad det skulle være. Nu kender vi dig og har fundet ud af, at du jo faktisk er rigtig flink.
Men også det at kunne lægge sine hænder på et menneske og på den måde sige, at jeg healer dig. Altså, vi lægger også hånden på panden af det syge barn og siger, at du har feber. Vi lægger også hånden om skulderen på den, vi kan mærke, ikke har det så godt, så får man et kram.
Og det vil sige, at kropskontakt jo ikke er noget, som er os fremmed. Så det at kunne lægge en hånd, måske bare sitrende hen over, uden at det bliver for meget, det er jo meget ordentligt, det hele. Det synes jeg faktisk ikke er mærkeligt.
Og så tror jeg også, at det er noget med at afmytologisere, hvad det egentlig er for noget. Eller afmystificere det lidt. Hvis du kigger i Bibelen, så har Paulus, apostlen, jo skrevet i sit Første Korintherbrev, kapitel 12, om Åndens gaver.
Og Åndens gaver, de er mange. De er ligesom beskrevet lidt. Han siger, nogen er gode til at tale, nogen er gode til at gøre ting for andre, og nogen er gode til at, kan man sige, være visionære. Og så er der nogen, der er gode til at lægge hænder på med helbredelse.
Og det gjorde Jesus jo også. Og jeg har det sådan lidt: Det vil jeg ikke være dommer over. Vi har et menighedsråd, som har taget det helt afslappet og sagt, det lyder spændende.
[Paul Bridgwater] (20:38 – 21:19)
Jamen, jeg er også rigtig glad for det. Og det har altid undret mig lidt, den der forbindelse, der er mellem beskrivelsen i Det Nye Testamente, at man så ikke forsøger at gøre det i nogle rammer, som ikke nødvendigvis er, hvad skal man sige, dogmatiske. Fordi tro er en levende størrelse, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder.
Og hvis man begynder at sige, det kan du ikke, og det kan du godt, og nej, det kan kun være den og den, der gør det, og forstå Åndens gaver meget firkantet, så begynder man at arbejde inklusivt og eksklusivt. Men nu er det ikke mig, denne her podcast handler om.
[Annette Molin Brautsch] (21:19 – 21:49)
Nej, nej, men jeg var jo faktisk inde i din klinik for lige at være dobbelt sikker: Hvad er egentlig kristen healing? Og det er jo meget udramatisk. Du står jo faktisk meget stille ved siden af en eller rundt om en og beder et Fadervor til sidst, og man har en kort samtale, og så henviser du til præsten, hvis man gerne vil snakke mere. Det vil sige, der er en meget fin balance i det.
[Paul Bridgwater] (21:50 – 22:04)
Tak skal du have. Og så kommer sådan et lidt mere nærgående spørgsmål.
Har du selv haft oplevelser, hvor du har mærket Gud eller noget åndeligt på en måde, der var mere end tanke eller overbevisning?
[Annette Molin Brautsch] (22:05 – 22:06)
Ja.
[Paul Bridgwater] (22:09 – 22:13)
Ja, det er problemet med et lukket spørgsmål. Så skal vi spørge: Hvordan?
4. Trosoplevelser, fødsel og mødet med det uforklarlige
[Annette Molin Brautsch] (22:14 – 24:15)
Jeg vil tro, at når du taler om lige præcis tro og Gud. Når jeg forklarede her i begyndelsen af podcasten om et kald – præstekaldet – så skulle det være underligt, hvis ikke stort set alle præster kunne sige, at der var en forbindelse dér, der var ud over det så vanlige. Man kan være kaldet til læge, man kan være kaldet til alt muligt.
Men præstekaldet hedder det jo også, fordi når man føler sig kaldet til noget og gør det, så er det, fordi der er nogen, der har kaldet på en. Og det er selvfølgelig mennesker, men øjeblikket var et specielt øjeblik. Og så har der været andre øjeblikke, som jeg tror, mange kvinder måske kan opleve med fødsler.
Det har jeg også fortalt Charlotte Rørth på et tidspunkt, da hun interviewede mig i forbindelse med en podcast, at de gange, jeg har fået lov at få børn, der har der været en underlig stemning om natten i forhold til at føle, at her er en port, hvor der er åbent mellem to verdener. Og det er meget specielt, og man er bare stille og lille, mens man sidder og har fået en gave, et mirakel. Du sidder der med et barn i dine hænder, og selvfølgelig har du gjort noget for at få det.
Det er klart. Men der er jo så meget, man ikke har kontrol over. Og jeg tror, at det der kontroltab fuldstændig, man er lidt prisgivet og utrolig velsignet, der i den der stilhed om natten de to gange, der er det ligesom, der er åbnet for en eller anden form for…
Det er bare specielt. Det er svært at forklare.
[Paul Bridgwater] (24:17 – 24:50)
Grunden til, at jeg spørger, og grunden til, at der er stor blufærdighed om det blandt præster, er det der med: Hvor er det egentlig, vi placerer trosoplevelser? Har du nogle tanker om det? Altså den der dobbeltrolle med at bestride et embede, hvor man skal repræsentere en kirke, og så det der med, at man selv har trosoplevelser, eller at folk fra ens menighed har trosoplevelser. Det felt, hvordan er det, at du arbejder i det og er i det?
[Annette Molin Brautsch] (24:53 – 26:57)
Det er rigtigt nok. Der er jo hele tiden balancen mellem vanviddet og så normaliteten.
Altså, er du ved at blive tosset, fordi nu har du oplevet det og det? Eller er du… Vi kan bedst lide det normale – hverdagen, ikke?
Men der er jo folk, der kommer til præsten i sjælesorgssamtaler og fortæller ting, de har oplevet. Og det er ofte i forbindelse med dødsfald, hvor de føler, at den døde er hos dem, eller pludselig så føles det, som om skikkelsen var i huset. Altså alle de der lidt specielle ting, hvor de tænker: “Nu tror du nok…”
For det første, du kan ikke gøre for det. Det kommer jo ligesom til dig.
Og du er der jo bare. Og så lad det være, lad det passere. Og det er da godt, du fortæller om det.
Og hvis ikke du kunne fortælle det til præsten, hvem skulle du så kunne snakke med det om?
Jeg er i hvert fald virkelig sådan, at det er ikke mig, der dømmer. Gud er dommeren, ikke? Og derfor: Hvor er det godt, du har oplevet det her.
Det er også en trøst faktisk for mange at føle: Der var han lige. Eller: Jeg følte, hun lige kom der i den sommerfugl og satte sig. Eller solsorten pippede lige der på taget, da jeg sad der, og der var det som en hilsen.
Og altså, de der små oplevelser, det synes jeg kun er smukt, hvis det kan give mening. Og så plejer hverdagen jo ligesom at gå ind og tage over. Normaliteten, virkelighedens verden, som er den, vi er i her, går ind og bliver det nye normale, og så bliver oplevelsen til en oplevelse. Og det er faktisk bare helt fint.
[Paul Bridgwater] (26:57 – 28:21)
Jeg tror også, det, du nævner med hensyn til fødslen, at det er kontroltabet, der ligesom giver mulighed for, at portene åbner sig. Og her også i forbindelse med dødsfald, at der kommer et kontroltab. Du kan ikke styre processen.
At det er sådan en vigtig indgang til hele det her område, at det er, når man slipper det rationelle, normale, hverdagsagtige. Eller bliver nødt til det på grund af den situation, man er i. Nu har du snakket lidt om, hvordan du reagerer som præst, når nogen fortæller dig sådan noget.
Hvad tænker du så teologisk om det? Altså i en større ramme? Jeg ved ikke, om det er en større ramme, men for eksempel oplever mange nærdødsoplevere ting, der både svarer til kristendommen og så alligevel ikke svarer til kristendommen.
Og tanker om en fugl, der kommer og sætter sig, er jo ret alment. Men der er ikke noget i Bibelen – jo, der er meget om fugle i Bibelen – men der er ikke nødvendigvis noget om fuglene, der kommer og snakker. Jo, jeg tror, der er faktisk en profet i Det Gamle Testamente, men skidt med det. Man skal langt for at finde fuglene, der taler til mennesker i Bibelen.
[Annette Molin Brautsch] (28:21 – 30:50)
Ja, det er nok rigtigt. Det har du ret i. Så hvad tænker jeg om det teologisk?
Jamen, teologisk skal du altid, synes jeg, være lidt påpasselig med, hvad du udtaler dig om i forhold til sådan nogle ting, fordi det er jo meget personlige oplevelser, som du selv siger. Altså de her ting, folk kan komme med, der er det vigtigt for mig at forholde mig til. Teologien er jo at vise taknemmelighed over for det liv, du har.
Vise taknemmelighed over for det, du får og ser og oplever. Og teologisk ser vi også, at det handler om en velsignelse. Det er et vigtigt ord for mig, at vi er velsignede med de gaver i det, at vi møder andre mennesker, i det, vi møder, hvad der nu rører sig på vores planet her.
Altså organismer, planter, dyr. At man ikke tager ting for givet, det synes jeg er en teologisk rød tråd. Og at vi er til stede i verden og siger, at der er en meningsfuldhed i det her, som handler om mere end bare mig.
Og mere end det, vi kan se. Det har jeg faktisk, apropos kontroltab, ingen kontrol over.
Når Gud i Det Gamle Testamente siger, i Prædikerens Bog, så bliver der jo ligesom sagt, at det vise ord er, at du har jo ikke kontrol over noget som helst. Alting har en tid. Og der er en tid til det ene, og der er en tid til det andet.
Og du prøver at regne den ud, og bare fortsæt med at prøve på det, fordi jeg har den faktisk. Altså som Gud, der ved jeg godt, hvordan det er. Jeg var der, da du blev født.
Jeg var der, da du blev undfanget. Jeg var der, da du var i dødsriget. Jeg var der, da du kom i den evige tid, osv.
Så teologisk set vil jeg også holde mig lidt tilbage med at sige, hvad der er rigtigt og forkert, sådan set, fordi jeg prøver jo også at regne den ud. Og vi er et eller andet sted, uanset om vi er præster eller ej, så er vi alle præster. Nogle har uddannet sig til det, men alle har de samme, mere eller mindre, kan man sige, dårlige svar, for vi kan alligevel ikke regne det ud.
Så det er mit teologiske svar faktisk på det.
[Paul Bridgwater] (30:51 – 30:54)
At man faktisk skal tillade sig at være i usikkerheden.
[Annette Molin Brautsch] (30:55 – 31:12)
Tillade sig at være i usikkerheden, tillade sig at være i, at der er et nærvær af noget. Og at jeg er velsignet, at jeg fik lov at opleve det. Og at det er en taknemmelighed, at det kom med på min vej.
5. Det horisontale og det vertikale – mening, Prædikeren og korset
[Paul Bridgwater] (31:12 – 31:51)
Altså, når jeg hører dig sige det, så tænker jeg på, om det vertikale, som man kalder forbindelsen opad til Gud, og det horisontale i virkeligheden er et forkert skel for dig. Fordi jeg spørger dig om noget om det evige, eller hvordan man ligesom skal tage imod de trosoplevelser, der kommer hinsides fra, hvis man skulle bruge det udtryk. Men du svarer med et horisontalt svar.
Og så tænker jeg videre, det kan være et udkast til en kosmologi, fordi der er ikke nogen, der kan regne den ud, som du siger. At du i virkeligheden ikke adskiller de to så stærkt. Er det rigtigt?
[Annette Molin Brautsch] (31:52 – 32:00)
Ja, sådan har jeg faktisk ikke tænkt på det før. Du siger det der med det vertikale spørgsmål og det horisontale svar.
[Paul Bridgwater] (32:01 – 33:13)
Ja, fordi en af mine anker, hvis man skal sige det sådan, mod den protestantiske kirke er, at det altid går horisontalt, når der er vertikale ting på spil. Og så slog det mig bare i den måde, du svarede på, at måske er der for dig ikke den store forskel, at vores omgang med hinanden og med naturen i virkeligheden har et dybere lag, som ikke nødvendigvis handler om noget hinsides, men handler om noget i nuet. Men det er bare et udkast. Jeg prøver at forstå, hvad du lægger i det her usikre rum.
Også med Prædikeren. Han er jo meget: Alt er tomhed. Det er en af mine favoritbøger.
Fordi det rammer. Du kan ikke komme hen til en position, der er mere selvfølgelig for mennesket, at vi føler os som et sandkorn, eller vi føler os som ingenting, eller vi føler os som græs. Og det er jo en erfaring, som mange af os har.
Hvad er meningen?
[Annette Molin Brautsch] (33:14 – 33:22)
Det største spørgsmål, vi alle stiller os. Hvad er meningen? Hvorfor er jeg her?
Hvad skal jeg egentlig? Og hvad skal det alt sammen ende med?
[Paul Bridgwater] (33:23 – 33:33)
Og så ved jeg godt, at man kan hoppe fremad til Det Nye Testamente og sige: Nå ja, men evangeliet giver jo også en mening. Og så tænker jeg, ja, men altså, Prædikeren har også noget at sige. Den her position er også en af vores erfaringer.
[Annette Molin Brautsch] (33:33 – 36:16)
Jeg tror da lige præcis, at nu hæver jeg selv den frem, ikke? Og lige før hæver jeg Paulus frem, fordi han netop taler om det på en dejlig, konkret måde. At vi alle er lemmer, og vi alle har, altså apropos meditationsbogen, det der med, at til jul er en gave.
At vi alle er en gave til den her verden. Og om du så føler dig lige så lille som en lille fingernegl, og hvad skal det altså ende med? Hvorfor er jeg her?
Jamen, så har du også en funktion. Og det er vigtigt, at du er her, fordi du hører til på kroppen, ikke? Og når du siger det der med det horisontale og det vertikale, så er det jo ligesom korsformen, og det får mig jo over i evangelierne.
Fordi du har jo evangelierne om Jesus, som kommer til verden i øjenhøjde med mennesker. Og er, altså, our second chance. Det kan godt være, at du laver nogle dumme ting indimellem, men nu kommer Jesus, and he will save the day.
Og det gør han jo også. Og den tro på, at der er en, der har taget den for dig. Det er jo kristendommen.
Det skal jo ikke blive en sovepude, men det er jo en meget, meget stor støtte i min tro, selvfølgelig, at den der korsform, han hænger på, han hænger jo på et kors, og det er jo det horisontale og det vertikale sat sammen i et tydeligt symbol. Og du er jo som menneske hele tiden spredt ud til hinanden. Når du rækker dine hænder ud, så får du det horisontale, og så kan du gribe fat i andres hænder rundt om et juletræ, for eksempel. Der går du jo også rundt og holder i hånd rundt om et træ. Og det er ung og gammel og også nogen, du ikke kender, hvis du er til juletræsfest. De findes ikke så meget mere, men der er steder.
Og det er det horisontale, at du hele tiden skal række ud og gøre noget der, hvor du er sat. Kæmpevigtig ting. Men så har du jo også din egen krop, som er vertikal, og står du op foran et juletræ, så er der jo en stjerne deroppe på toppen, og den stjerne symboliserer jo selvfølgelig Betlehemsstjernen, der hang over krybben.
Og den minder os jo hele tiden om, at vi er forbundet til noget, der er større end os selv. Og at der er noget, som hele tiden er på spil vertikalt. Så ja, jeg vil sige, selvfølgelig nærvær og være til stede, men det er måske rigtigt nok, du kan ikke rigtigt adskille de to ting. Det er hele tiden vertikalt og horisontalt.
Gud er med i alting.
[Paul Bridgwater] (36:17 – 36:18)
Ja, det mødes i midten.
[Annette Molin Brautsch] (36:19 – 36:20)
Måske.
[Paul Bridgwater] (36:21 – 36:31)
Tak.
Opstandelse og det evige liv. Det er store ord.
[Annette Molin Brautsch] (36:31 – 36:32)
Ja.
[Paul Bridgwater] (36:33 – 36:36)
Kan man sige. Hvad betyder de for dig?
6. Opstandelse, håb og det evige liv
[Annette Molin Brautsch] (36:38 – 39:50)
Det betyder en tro, en længsel, et håb og en trøst. Og man kan tale om et positivt opstandelsesbegreb, som jo er, at de gamle virkelig troede på, at du rejste op og så gik du rundt deroppe. Grundtvig skriver, at jeg skal sidde i lyse sale og have en fest sammen med alle dem, jeg kender.
Altså med venner i lys, vi taler. Det er jo en ret fin lille… Og det der i princippet er noget at glæde sig til, det er jo måske så stort sagt.
Det vil jeg jo nok ikke sige. Men jeg har nok et positivt billede af, eller begreb om, at vi bliver taget imod, og der er lyst og godt at være. Og så den opstandelse, som evangelierne taler om, handler jo hele tiden om, selvfølgelig den opstandelse, der er, når vi når det sidste, eller når døden er der.
Men også hverdagens små opstandelser, det der med, at ting kan forandre sig, dø og gro op igen på nye måder, bare i det liv, vi har her også. Så det er både, når vi får en chance mere, når noget er gået fuldstændig i stå og i stykker. Og man synes, man er…
Altså det der med “fri os fra det onde” eller “vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, som man også siger i Trosbekendelsen. Hvad er det?
Hvad er det djævelske? Hvad er det mørke? Hvad er det onde?
Jamen, det er jo også det, der kan æde dig op indvendigt, det, der kan give dig et fængsel, du synes, du er havnet i. Jeg er ikke god nok. Det kan også alt sammen være lige meget.
Alt er meningsløst. Alt er tomhed. Når du bliver fanget i det fængsel, i den grav, så synes jeg, at evangeliet med sit opstandelsesbudskab er med til hele tiden at hive os ud.
Og det er jo også det, jeg synes, at Jesus gør. Hvorfor er det så fedt med ham, den Jesus der? Det er jo, fordi han kommer her og hele tiden hiver mennesker ud af deres mørke.
Så opstandelsestro og evigt liv er at blive hevet ud af mørket. Og det kan ske på… Altså, det kan ske i det liv, vi har her.
Og heldigvis sker det forhåbentlig mange gange for folk, at de ikke bliver forladt og efterladt. Så det er også den der med, at mennesket ikke lever alene, men at Gud er med både i denne verden og i den næste verden, som du faktisk også siger ved barnedåben. At Gud er med dig i din udgang af det her liv og i din indgang til det næste liv.
Så det er der med i billedet af Gud. Det er en boble, og det er den der ting, det gør. Fra evighed til evighed.
[Paul Bridgwater] (39:51 – 40:30)
Altså, jeg tænker på det der med “at leve i hans opstandelses kraft”, som er fra den bog, Mogens Müller sidst har skrevet. Så slog det mig, at hans forståelse af opstandelse netop er, at det er det enkelte menneske, der forvandles gennem Kristus. Og hvor man flytter fokus fra det historiske med graven, der var tom.
Og Jesus, der viser sig for sine disciple i Galilæa. Og hele den historiske beretning og flytter det til individet. Og det lyder også, som om det er lidt den bevægelse, du også foretager dig.
Er det rigtigt?
[Annette Molin Brautsch] (40:30 – 41:16)
Ja, altså, at vi lever i den opstandnes tidsalder. Det er også noget, der er blevet sagt. Altså det her med, at vi jo lever efter hans opstandelse.
Og efter den historie er blevet fortalt. Og det vil sige, at vi hele tiden lever på det håb og den nådegave, det jo er at få at vide, at det aldrig kan gå helt galt. Der er et løfte.
Der er en ny chance. Der er et nyt liv. Og på den måde forstår jeg godt det der.
Det med lige at sige: Jamen, man lever i hans opstandelseskraft. Og det er jo en lille katapult for et menneske, når det er.
[Paul Bridgwater] (41:20 – 41:38)
Altså, du har jo været lidt forsigtig med det, men hvis jeg nu siger: Hvad håber du eller tror du selv, der sker, når vi dør? Så har du sagt “gyldne sale” og noget med, at det ender godt, eller det er min formulering. Men altså, du kom ikke nærmere ind på det der.
[Annette Molin Brautsch] (41:40 – 44:23)
Nej, fordi for et eller andet sted, hvis du spørger mig personligt, så vil jeg jo være lige så god til at gætte som dig. Eller det ved jeg ikke, det vil jeg tro. Men jeg har da billeder af det. Altså, jeg holder jo mange begravelsestaler. Og det vil sige, når du skal bisætte et menneske, der har levet, så er det jo også det der med, at det er på dette håb, at vedkommende i dag bliver bisat, og vi siger farvel.
Og i minderne omkring den her person, der vil vi komme til at grine. Ej, kan du huske, han sagde det? Det var typisk hende at lave den der.
Og det har vi altid gjort. Så kommer den her person jo ligesom op og bliver en aktualitet og et minde, som bliver: Nå ja. Og pludselig kan du dufte hende igen eller åbne en skuffe, og der har vi mormor.
Fordi det ligger der i tørklædet eller sådan noget. Og hvad sker der så med mormor eller de andre? Jeg synes faktisk, “Du som har tændt millioner af stjerner” er jo en salme, som egentlig blev skrevet til en FDF-lejr, tror jeg engang.
Som en aftensalme. Og den er jo brugt rigtig meget til bisættelser, fordi den takker for livet. Tak for den lyse dag, der er gået.
Tak for de gaver, dine hænder har rakt. Og så er det jo faktisk Gud, vi taler om. Og jeg tror, mange mennesker tænker, det er personen, der har rakt gaver, og tak for alt det, der kommer, og tilgiver os det, vi ikke fik noget.
Men det er jo egentlig Gud, der giver de ting. Og ham, der har tændt millioner af stjerner, der tænker jeg sammen med mange andre, at der hænger også en stjerne. Altså, min far er død, og vi taler jo altid om, at han er en stjerne.
Så på den måde lytter jeg jo faktisk også meget til, hvad folk selv tænker. Og på de fleste hospitaler og hospicer bliver der åbnet et vindue. Og så kan du sige: Ah, sikke noget pjat.
Men i det øjeblik er det faktisk ret vigtigt, at det vindue bliver åbnet. Og igen det der med at stille sig dommer og sige: Det står der ikke noget om i Bibelen. Ej, altså.
Der er også noget, der hedder nærvær og tilstedeværelse, der betyder rigtig meget. Så jeg tror, der er i hvert fald et godt billede i, at det bliver en stjerne. Selvom når du taler med børn for eksempel, så kan det være lidt svært at sige: Nu ligger han der, om lidt skal han ned i jorden eller brændes, og så ender han deroppe.
Så kan de jo spørge: Jamen, hvordan foregår det?
[Paul Bridgwater] (44:24 – 44:27)
Ja, men det er også 1.000-kroners-spørgsmålet.
[Annette Molin Brautsch] (44:27 – 45:25)
1.000-kroners-spørgsmålet.
Og hvordan har du så tænkt dig, at det skal ske? Og der må man jo spørge barnet selv og sige: Hvad tænker du egentlig selv? Hvad er det?
Hvad tænker du selv? Og så kan jeg huske, der var et barn, der sagde på et tidspunkt: Jamen, jeg tænker, at når det dugger på mormors briller, så skal jeg tage hende i hånden.
Og det vil sige, at når mormor bliver ked af det over at have mistet morfar, så ved jeg, at jeg skal være sød ved hende. Og det er jo også en tro. Så er det måske ikke så vigtigt, hvor vedkommende er henne.
Men at vi må trøste hinanden. Altså lidt ligesom da Jesus hænger på korset og siger til Maria, hans mor, og til Johannes, hans discipel: Nu har I hinanden. Nu skal I to passe på hinanden og dem, der er.
Fordi jeg har ikke mere på den måde. Så det her med, at vi bliver givet til hinanden.
7. Billeder, sanser og troens sprog
[Paul Bridgwater] (45:26 – 45:56)
Altså, noget af det, som jeg har tænkt over i forbindelse med din bog og også med hensyn til de mange nærdødsoplevelser, jeg har hørt, det er, at man bevæger sig fra en tænkning, hvor det er enten-eller, til noget, der er mere åbent. Altså, i dine meditationer bruger du bevidst billeder og sprog og farver og andre sanselige virkemidler til at komme ind i en verden, der ikke er så entydigt ja-nej.
[Annette Molin Brautsch] (45:57 – 45:58)
Det er rigtigt.
[Paul Bridgwater] (45:58 – 46:17)
Og i den forbindelse tænker jeg, at der måske er et naturligt, hvad skal man sige, felt, som man bruger automatisk. Altså, du har taget “Du som har tændt millioner af stjerner”, det er jo også et billede, og “de gyldne sale” er også et billede.
[Annette Molin Brautsch] (46:18 – 46:18)
Ja.
[Paul Bridgwater] (46:19 – 46:36)
Altså, jeg tænker selv på de der nærdødsoplevelser, at mange af trækkene er meget genkendelige fra den ene til den anden, og mange af dem er meget personlige. Altså, hvor det personlige er vidt forskelligt fra person til person.
[Annette Molin Brautsch] (46:36 – 46:36)
Ja.
[Paul Bridgwater] (46:37 – 46:53)
Men de er som regel en anderledes billed- og sanseverden end den, som vi har i logikken. Nå, det var bare en bitanke.
[Annette Molin Brautsch] (46:55 – 49:11)
Men det, ja, tak for det. Det har jeg faktisk også forsøgt at ramme og bygge den, der lytter, op med bibelske fortællinger. Altså, det er jo flere ting. Perlen handler jo om, at troen er en perle, og det der med, at perlen ligger på bunden af havet eller inde i en lille musling, og det kan se forskelligt ud, men det er Kristus, der er perlen, og den tro, det kan give, og det der med at finde sin skat.
Og lyset, som også er sådan en aprilmeditation, handler jo om, da kvinderne kommer ud til graven og er nærmest sneblinde af at møde den her engel.
Prøv at sætte den enkelte ind i den fortælling, der bliver fortalt. Og hele tiden placere den enkelte, der lytter, som en del af den her store fortælling. Og det er jo også det, som kristendommen er, og det, som kirken gør. Altså, vi bruger jo et andet sprog, og der er ånd på spil, og der er også dannelse. Altså, hvad vil det sige at være et menneske?
Og den måde at tale på er jo anderledes, når du kommer fra: Jeg er ansat i en eller anden bank, og nu går jeg i kirke. Eller: Hvad er det, du laver? Jeg arbejder i Netto, og så går jeg i kirke. Altså, det er to forskellige verdener.
Og opgaven for kirken er jo også at sørge for ikke at blive fuldstændig som en klostertilværelse, der er helt afskåret fra virkeligheden. Så det er hele tiden katedralen og markedspladsen, for at sige det som det er, at du har de her to verdener, og hele tiden at bygge bro, åbne og tænke dørtærsklen, så folk kan gå ind og ud og få et Guds ord med på vejen og så gå ud og tilbage igen. Og der er jeg nok meget glad for at være.
Jeg er glad for det flow, der er der.
8. Sanselig formidling – kirke, teater og læring
[Paul Bridgwater] (49:13 – 49:58)
Og jeg tror, jeg vil gerne ind på et sidste spørgsmål i hvert fald, og det har noget at gøre med måden… Altså, nu har jeg været med til gudstjenester med dig, og jeg ved også, hvordan du arbejder med børnene gennem materialet, og noget af det, der har slået mig, er, hvor sanseligt det er. Der er farver, du lægger altid stor vægt på lyd og lydbaggrund, du sørger også for selv at være, hvad skal man sige, prøve at vise, eller prøve at… Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det.
[Annette Molin Brautsch] (49:59 – 50:04)
Jeg synes, det lyder spændende. Fortsæt du bare. Jeg vil gerne høre, hvordan det så virker.
[Paul Bridgwater] (50:05 – 50:51)
Jamen, du gør noget for det sanselige rum, hvor jeg faktisk ikke selv er den type. Jeg er sådan en tænketype, typisk. Men jeg kan godt fange det. Jeg tænker: Wow, nu har du taget et blad med, fordi det er efterår.
Nu har du sørget for at have den her dragt på, eller messehagel på, som er meget flot. Så der er et eller andet, og det her er et langt og forvirrende spørgsmål, som jeg tror, jeg måske skal klippe noget af ud. Skidt med det. Hvad tænker du om det?
Hvad er det for noget, du er inde på her? Hvorfor gør du det på den måde? Hvad er det med farverne og lyset?
[Annette Molin Brautsch] (50:55 – 52:44)
Jeg tror egentlig, nu ved du hvad, vi er jo lidt tilbage ved min start omkring: Hvad skulle jeg egentlig have været? Altså skuespiller, teater, kirken og teater. Der er noget ret specielt.
Jeg hørte Kasper Holten holde et foredrag på et tidspunkt, altså lederen af Det Kongelige Teater. Og han sagde, det skal være en fuldstændig fortryllende oplevelse at gå i teater hver gang. De skal grine, de skal græde.
Jeg har det bedst, hvis de græder. Og de skal også grine lidt. Altså noget i den stil, sagde han.
Og man tænker: Ah ja, få lige lidt ro på, ikke? Og slå koldt vand i blodet, ikke? Men der er et eller andet dér, hvor vi siger: Nej, der skal ikke slås koldt vand i noget blod her.
Nu skal det rulle. Og der er et eller andet med det sanselige for mig, når jeg fortæller noget, og når jeg laver meget… Jeg laver rigtig meget med børnegudstjenester også. Men det, du gør for børn, fungerer som regel også meget godt for voksne.
Og man skal ændre lidt ved det, ja. Men der er et eller andet med at tage en ting frem, og så er der en koncentration i det. Jeg har taget det her æble med i dag.
Hvad sker der, hvis jeg skærer det på den ene led? Så er kernehuset sådan. Hvad sker der, hvis jeg skærer det på den anden led?
Hov, så er det faktisk en stjerne. Der var ting her, jeg ikke lige vidste. Det bliver meget konkret.
Og det tror jeg simpelthen også bare er den måde, jeg selv tænker på. Det er også en form for memoteknik. Men der er også et eller andet i iscenesættelse i det, som jeg godt kan lide.
Og som jeg bruger i forkyndelse og i formidling. Så ja. Det er bevidst og ubevidst.
[Paul Bridgwater] (52:45 – 53:01)
Ja, og på den måde kommer det også til at ramme mange associationer. Ligesom stjerner rammer mange associationer. Hvis det bliver sanseliggjort på en måde, så betydningen er flertydig og kan ramme ind i fantasien og i forestillingsevnen.
[Annette Molin Brautsch] (53:02 – 53:59)
Ja. Ord er rigtig, rigtig vigtige. Men i forhold til læring generelt, så vil du jo sige, at det faktisk er ret få ting, vi lærer eller husker, ved at der kommer flere ord.
Tonefald betyder rigtig meget. Kropssprog betyder rigtig meget. Og hvis du vil lære nogen noget, og især børn og unge, men også voksne, så er det vigtigt, at der er noget for øjet, der er noget for øret, der er noget for hænderne, og der er noget for kroppen, altså din kinetik, eller hvad det hedder.
Altså, der er noget til hele legemet. Sådan så du både skal have nogle informationer, du skal se noget æstetisk og smukt. Noget, der inspirerer dig.
Og så skal du selvfølgelig også kunne lave noget craft selv med dine hænder. Og så skal du have et eller andet, hvor du lige skal op og stå.
[Paul Bridgwater] (54:01 – 54:06)
Det kan jeg godt se. Og på den måde er podcast faktisk et medie, som er ret reduceret til audio.
[Annette Molin Brautsch] (54:07 – 54:12)
Men til gengæld går nogen en tur eller laver havearbejde eller sidder og broderer, mens de hører det.
[Paul Bridgwater] (54:12 – 54:56)
Ja, det har jeg selvfølgelig ikke tænkt på. Nå, tusind tak, Annette, fordi du ville være med her. Og det er jo nogle vigtige emner, vi er inde på, og noget, der optager os begge to.
Altså, hvordan er det, at det glade budskab kommer igennem, og ikke så meget måske, altså for mig i hvert fald, en fasttømret idé om, hvad evangeliet består af, men at man kan åbne sig mod det, der er større end en selv, og hvordan er det nu, man kan det. Og det kan man i hvert fald også i kirken. Og så tak, fordi du ville være med her.
Og tak til jer, der lyttede med, og du kan finde denne podcast og flere artikler på hjemmesiden healinghelp.dk. Tak for nu.