At ride på universets toner – en samtale med Thula Christina Wamberg Kronaie

[Paul] (0:02 – 0:16)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Thulla Christina Wamberg Kronaie.

[Thulla] (0:17 – 0:17)
Kronaie.

[Paul] (0:18 – 0:41)
Kronaie. Thulla er musiker, forfatter og podcastvært på Den Åbne Kanal. En kanal, som – ligesom denne kanal – beskæftiger sig med nærdødsoplevelser.
Men Thulla, måske er det bedst, du selv lægger ud. Og vi kan lægge ud med et citat af Oscar Wilde, som står på din hjemmeside. Der står:
“Be yourself; everyone else is already taken.”
Okay – og hvad vil det sige at være dig?

[Thulla] (0:42 – 1:40)
Ja, det kan jeg nok ikke sådan sige helt kort. Men jeg synes, at det er sådan et fascinerende citat, fordi jeg synes, mange af os – inklusiv mig selv, forhåbentlig tidligere og ikke så meget mere – er meget optaget af, hvordan andre er. Og vi sammenligner os konstant med andre.
Og det er jo i virkeligheden det, man ikke skal gøre. Altså, man skal forsøge at finde frem til, hvem man selv er, og så hvile i den, man er. Fordi så bliver man ikke så påvirket af, hvad andre mener om en.
Og man skal sige, at jeg er selv optaget af folk, som jeg fornemmer er sig selv og ikke forsøger at være et klon af andre. Fordi vi er alle sammen unikke på hver vores måde. Og hvis vi prøver at efterabe andre, så går vi jo væk fra den der unikhed, vi har.

[Paul] (1:41 – 1:51)
Ja. Og din livsbane har også været ret unik. Og måske skal vi også sætte noget kontekst på ved at beskrive lidt af din livsbane – for folk, der ikke kender dig.

[Thulla] (1:51 – 1:51)
Ja.

[Paul] (1:52 – 1:56)
Kan du sige, hvad har du beskæftiget dig med?

[Thulla] (1:56 – 4:12)
Ja. Jamen, jeg har beskæftiget mig med mange ting. Altså, jeg var mange år om at finde derhen, hvor jeg egentlig gerne ville være.

Altså, da jeg var helt ung og gik i gymnasiet… Jeg gik i gymnasiet, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle. Sådan et varmestuesyndrom.
 Og sådan et socialt syndrom. Og så, efter gymnasiet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Og søgte rundt, og så er jeg uddannet zoneterapeut – hvilket jeg jo er da meget glad for.
 Fordi jeg er meget interesseret i kroppen og så videre. Så har jeg gået lidt på universitetet, og det var ikke noget. Og det dræbte min kreativitet totalt, synes jeg.
 Selvom jeg er meget interesseret i litteratur og elsker litteratur og læser utrolig meget. Men det var ikke det, jeg skulle.
 Så jeg kom ind i musikkens verden, fordi jeg blev kæreste med en studieejer, som også selv skrev musik, som havde noget, der hed Bløndals Studio.
 Og der var det ligesom første gang, hvor jeg tænkte: Wow.
Fordi han sagde: “Du kan garanteret synge.” Og så proppede han mig simpelthen ind i sådan en sangboks.
Og jeg skrev nogle sangtekster, og så lavede vi et nummer sammen.
Og så gik jeg i gang med at synge. Og det viste sig faktisk bagefter, at jeg havde 39,8 i feber – men det glemte jeg, fordi det var fuldstændig vidunderligt at stå i den der sangboks og synge det der nummer.
Og det var ligesom om: Hold da op – jeg føler, jeg er kommet hjem.
Og det har jeg også holdt fast i siden – musikken, kan man sige.
Jeg har udgivet 11 CD’er, tror jeg, hvor jeg primært har skrevet min egen musik. Det har jeg så været på engelsk.
Og skrevet tekster også. Og været i den verden i mange, mange år. Og turneret med orkestre og kom ind i jazzverdenen.
Selvom jeg ikke er jazzsangerinde. Men jeg synes, at jazzverdenen er den bedste skole at gå på, fordi man lærer at improvisere, og du bliver bare kastet ud i det på en eller anden måde.
Og det gjorde jeg, ikke? Og sådan en total autodidakt. Jeg kan ikke noder eller noget.
Så jeg synes, jeg har gået i skole – meget – i jazzens verden. Selvom jeg ikke er jazzmusiker. Og elsker musik.
Men stadigvæk følte jeg ikke, at det var 100 %. Altså, det var ikke sådan: Yes, nu er jeg hjemme.
Altså, jeg har aldrig rigtig fundet min tribe.

[Paul] (4:12 – 4:13)
Nej.

[Thulla] (4:13 – 4:13)
Hvis du kan følge mig.

[Paul] (4:13 – 4:14)
Nej.

[Thulla] (4:15 – 4:29)
Det har jeg nok stadig ikke helt. Men jeg synes, jeg er kommet meget mere hjem i mig selv – efter jeg faktisk næsten har holdt op med at synge og har fundet mit nye, fuldstændig magisk, fantastiske instrument:
Der hedder en theremin.

[Paul] (4:29 – 4:30)
En theremin?

[Thulla] (4:30 – 4:31)
Ja.

[Paul] (4:31 – 4:32)
Det bliver du nødt til at forklare, hvad det er.

[Thulla] (4:32 – 4:32)
Ja.

[Paul] (4:32 – 4:34)
For det er et fantastisk instrument.

[Thulla] (4:34 – 8:45)
Jamen, det er det. Og på en eller anden måde – en theremin, det er verdens første elektroniske instrument. Og det er opfundet af en russer, der hedder Leon Theremin i 1919.
Han var radioingeniør og så var han cellist. Og en theremin, det er også på en eller anden måde en blanding af en radio – og så kan man sige, en cello også – fordi lyden kan godt være lidt cello-agtig eller lidt violin-agtig.
Men det, der er det fede ved det her instrument, det er, at du spiller på det uden at røre ved det.
Ja. Så du spiller nærmest i luften. Og det er ikke så mystisk, som det ser ud, fordi det er elektromagnetiske felter mellem to antenner, som man ligesom afbryder med hænderne, kan man sige.
Og det er det, der frembringer lyden.
Men det er vanvittigt svært at spille på, kan jeg fortælle dig. Og det er også derfor, at der er så få, der spiller på det.
Fordi du kan godt stå og lave nogle lyde og sige wheeuu og sådan noget, men det, synes jeg, er uinteressant. Det er musikken, der interesserer mig.
Og første gang, jeg hørte om en theremin, det var tilbage i nullerne, hvor min veninde var til en musikfestival langt oppe i Sverige – i en jernmine.
Og så fortalte hun: “Prøv lige at høre her – der er en kvinde, der står og spiller på et instrument uden at røre ved det. Det er fuldstændig magisk.”
Og der havde jeg sådan et eller andet, som om jeg blev ramt i hjertet.
Så tænkte jeg: Det der instrument – det kommer jeg til at spille på.
Og så gik der jo mange, mange år. Og så fik jeg en theremin i 2012, som jeg sådan…
Men jeg synes, den var fed, og jeg brugte den også, når jeg var ude at spille, som effekt. Men jeg kunne ikke mestre den – slet ikke.
Det var først i starten af 2022 – ja, det er jo faktisk lidt over tre år siden – der fik jeg en ny theremin, en, der hedder en Claravox.
Og det er sådan en limited edition-model, som på en eller anden måde kan lidt mere… Altså, den lyder bare bedre. Princippet er det samme, men den lyder bedre.
Og det gjorde, at jeg gik i gang med at øve mig fuldstændig vanvittigt på den, simpelthen.
Og begyndte at spille små klassiske værker. Jeg startede med at øve mig på at spille et nummer, der hedder The Swan fra Dyrenes Karneval.
Fordi første gang, jeg hørte… Altså, der er en, der hedder Clara Rockmore, og hun er den største virtuos, vi nogensinde har haft på theremin.
Og jeg hørte hende spille The Swan i 2012 på den der theremin – og seriøst, jeg har aldrig hørt noget så smukt. Det er fuldstændig vanvittigt.
Så det var jo klart, at jeg skulle begynde at spille den der The Swan, og jeg ved ikke hvorfor, men i løbet af tre uger eller sådan noget, så kunne jeg spille den sådan nogenlunde.
Altså, det er lidt mærkeligt, ikke?
Og så tænkte jeg: Det går nok an – jeg smider det på Facebook, ikke? Og det gjorde jeg så.
Og så fik jeg så mange reaktioner.
Og så var der en kvinde, som spurgte – Ditte, som jeg kender lidt i forvejen, som var poet – som spurgte, om jeg ikke ville være med til at spille på Nordisk Kammer Musikfestival.
Så det var nærmest min debut.
Og det var måske lige en lidt hård debut, fordi jeg er så god, og jeg er jo heller ikke…
Men vi lavede et show, hende og mig, hvor hun fremsagde nogle digte, og jeg havde skrevet noget musik og spillede theremin – og det gik rigtig fint.
Men jeg var også meget nervøs.
Men så, synes jeg, efterfølgende er jeg kommet meget mere efter det og har udviklet det utrolig meget.
Og det er simpelthen, på en eller anden måde, at jeg føler, at den theremin har reddet mig fra druknedøden.
Fordi jeg var løbet tør med musikken – jeg synes ikke rigtig, at jeg kunne komme videre.
Jeg havde ikke rigtig… Jeg synes ikke helt, at det var det, jeg skulle, vel?
Så kom den der theremin.
Og jeg føler seriøst – og det kan jeg jo godt sige til dig – at jeg føler, at der er nogen, der hjælper mig.
Fordi hvordan kan det være, at jeg kan spille på det her mærkværdige instrument? Og jeg har selv lært mig det, ikke?
Altså… Og jeg er så lykkelig. Jeg er så lykkelig.

[Paul] (9:33 – 9:39)
Som jeg også nævnte i indledningen, så har du beskæftiget dig med nærdødsoplevelser. Hvorfor det?

[Thulla] (9:39 – 12:07)
Ja, hvorfor det? Altså, jeg har… Jeg synes egentlig altid, siden jeg var barn, har jeg været meget interesseret i… Hvad skal jeg sige?
Hvad skal man kalde det? Livet efter døden har jeg været meget interesseret i – også som barn. Og jeg synes, at jeg gik som barn også og kiggede så meget op i himlen og tænkte, at der må være et eller andet deroppe.
Og jeg havde også nogle lidt halvmystiske oplevelser, synes jeg, som barn. Også sammen med min far, som egentlig også var et meget spirituelt menneske.
Og så, du ved, så render man ind i den der ungdom, og så bliver der lagt meget til side om, at jeg skulle ud og feste og alt muligt.
Men så i starten af nullerne også, så synes jeg, at jeg tog det op igen. Fordi at jeg… Ikke sådan noget med: Nu tager jeg det op igen. Altså, det kom bare til mig.
At jeg faldt over en bog af en, der hedder Michael Newton, som hedder Livet mellem livene. Det vakte altså min nysgerrighed – livet mellem livene.
Jeg tænkte: Okay, er der et rum der – sådan liv mellem livene? Den bog må jeg læse. Og så læste jeg den.
Og det var som en stor genkendelse for mig. Jeg tænkte bare: Ja ja, selvfølgelig – sådan er det jo. Jamen det ved jeg.
Altså, det er ligesom, der er bare den der viden.
Og så blev jeg bare ved med at have læst utroligt mange bøger om såkaldt spirituelle emner.
Jeg bryder mig ikke så meget om ordet spirituel, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det.
Og så, da min far døde i 2020 – som jeg var meget knyttet til – så var det ligesom, det udløste noget, for jeg tænkte: Hvor er han?
Og jeg synes, at han – ikke bare jeg synes – han sendte mig nogle budskaber. Og det var meget tydeligt.
Og det gjorde så, at det åbnede op for, at jeg tænkte: Nej, nu… Jeg vil simpelthen vide, hvor han er.
Og så synes jeg, det, der ligesom kommer tættest på den anden… The other side, som de jo konstant siger i USA – det er altså nærdødsoplevelser.
Jeg synes ikke, man kommer tættere på en fortælling, eller folk der forklarer, hvordan der er på den anden side, når man dør.
Det, du kommer tættest på… Det er ikke bare sådan noget. Men det er ikke videnskab, det er… Ja, hvad skal jeg sige?

[Paul] (12:08 – 12:11)
Selv kalder de dem erfaringer frem for oplevelser.

[Thulla] (12:11 – 12:32)
Jamen, det er det jo også.
Og det er ikke sådan noget: Om jeg tror på det, fordi – hallo – der er tusindvis af dem.
Altså, ligesom hvis du fortæller mig: Nu har jeg lige været nede i Irma. Nå, det vil jeg da gerne høre om.
For mig er det lige så selvfølgeligt at høre om folk, der har haft en nærdødsoplevelse.
Det er sådan noget som: Nå, lad mig høre om det.
Altså, det er jo erfaringer, jeg får på mig.

[Paul] (12:33 – 12:36)
Kan du sige noget om, hvad du genkendte hos Michael Newton?

[Thulla] (12:36 – 14:24)
Jo. Jamen, det var… Han fortalte, at vi alle sammen har…
Altså, når vi dør, så kommer vi op i et eller andet rum, hvor mange af os snakker med et ældreråd, som ligesom gennemgår det liv, vi har haft.
Og når vi så skal ned og have et nyt liv, så er det ligesom om, man sidder og ser på en skærm, og så kan du faktisk vælge: Okay, er det det liv, jeg skal have – eller er det det liv?
Og det er ikke sådan noget med: Nå, hvad er sjovest?
Fordi din sjæl ønsker at udvikle sig bedst muligt.
Og derfor har man, når man er deroppe, så har du en trang til, at du gerne vil udvikle dig bedst muligt.
Fordi det gør vi også samlet set – altså som individer.
Og så vælger man så det liv, der udvikler sig bedst muligt.
Og det bliver så slættet af hukommelsen, og så ryger du ned igen.
Og så har du en sjælefamilie – jeg mener, han kalder det sådan klaser, altså sådan nogle sjæleklaser.
Og de der familier der – dem er du sammen med igen og igen og igen. Liv efter liv efter liv.
Du har bare nogle andre, altså… Ja, og det ved jeg jo ikke noget om – så kan det være, at ens mor bliver ens søn næste gang, eller whatever.
Men de der sjæle – det synes jeg bare, jeg kunne genkende.
Det virkede bare sådan fuldstændig, at jeg sad bare og nikkede: Jamen det er jo selvfølgelig sådan, det er.
Altså, det var bare klangbund.
Det var bare sådan: Ja.
Og sådan har jeg det også, når jeg hører om nærdødsoplevelser. Jamen, jeg ved bare, det er sådan, det er.
Selvom jeg ikke selv har haft en nærdødsoplevelse.
Men det er bare så selvfølgeligt.

[Paul] (14:24 – 14:27)
Og der kommer noget genkendeligt – eller det er genkendeligt.

[Thulla] (14:27 – 14:28)
Fuldstændig. Fuldstændig.

[Paul] (14:29 – 14:29)
Jamen, det kender jeg godt.

[Thulla] (14:29 – 14:30)
Jeg gør du ikke det.

[Paul] (14:34 – 15:07)
Ja, og det her med de forskellige roller – og det her med, at i det ene liv kan man være en far, den næste gang en søn, den tredje gang en mor, en datter, dut, dut, dut…
Det har måske også noget at gøre med forskellige roller, som man kan gennemspille. Ikke kun i det enkelte liv, men også i løbet af et liv.
Og der tænker jeg, okay – du har lavet den her fantastiske bog: Mit Hoved er et Radioteater fra 2021. Og den har jeg haft stor glæde og inspiration af at lytte til.

[Thulla] (15:08 – 15:09)
Tak, det er jeg glad for.

[Paul] (15:10 – 15:48)
Og det er et ret ambitiøst projekt, fordi samtidig med at du skriver bogen, så vil du ride på tanken – og der er ikke noget, der må slippe – så du må nedfælde det.
Også kritiske stemmer i forhold til dit eget projekt med at skrive.
Du er hudløs ærlig og selvudleverende. Og det er et kunstnerisk projekt, men det er også et terapeutisk projekt.
Alt er med. Altså, det du kunne forestille dig, andre ville tænke om dig, dine egne tanker – de kritiske, de neutrale, de konstruktive.
Du endte også med at blive en stemme inde i mit hoved, efter jeg havde hørt den.

[Thulla] (15:49 – 15:49)
Åh, din stakkel!

[Paul] (15:51 – 16:02)
Hvad er det med stemmerne? Hvad kan de? Hvordan hjælper de dig med at blive dig?
Fordi umiddelbart skulle man tænke: Nu spalter det ud i alle mulige varianter af Thulla.

[Thulla] (16:04 – 18:02)
Jeg ved heller ikke, om de hjælper mig til at blive mig, men jeg vil sige, at denne bog er lidt et eksperiment.
Fordi jeg har haft lyst til at skrive mange, mange år – og jeg elsker at skrive. Jeg har også meget nemt ved at skrive.
Men den der for store, forkromede slægtsroman landede bare ikke hos mig.
Og så tænkte jeg: Gad vide egentlig, hvad det er, der forhindrer mig i at skrive? Hvorfor kommer det ikke?
Er det måske mine egne tanker? Eller hvad sker der egentlig inde i hovedet for mig? Er det måske dét, jeg skal skrive om?
Og så tænkte jeg: Okay, det synes jeg egentlig er lidt spændende – at prøve at skrive ned, hvad der foregår inde i mit hoved.
Også om alt muligt – måske ligegyldigt, eller…
Og det var dét, der skabte den.
Så jeg ligesom ville lave et vidnesbyrd om min egen indre liv- og tankevirksomhed.
Også fordi jeg har haft kæmpe store problemer – har stadigvæk – med de sociale medier.
Jeg synes, at Facebook er så rædselsfuldt. Selvom der også sker gode ting på Facebook, så er det meget rædselsfuldt – hele det der med de sociale medier.
Fordi det er så narcissistisk.
Og vi lever i en meget narcissistisk kultur, hvor vi skal fremstå så fantastiske alle sammen.
Og vi skal være så smukke, og vi skal være så succesfulde og sådan noget.
Og jeg kunne bare mærke, at der skete et skræd ind i mig, hver gang jeg gik på Facebook.
Så derfor var jeg nødt til at tage det med i min bog.
Hvad sker der, når jeg har en dejlig dag – og så går jeg på Facebook?
Og så synes jeg lige pludselig, at jeg er jordens største fiasko. Og det har jeg også skrevet om.
Så det er blevet en del af det projekt.
Så – at filtrere tre af de der stemmer ud, for ligesom at vende tilbage til dit spørgsmål – så er det noget med, at jeg finder ud af, at jeg er faktisk en hel del stemmer.
Der er nogen, der taler ned til mig. Han hedder altså Sorthat Muleby.
Ham, der ligesom nedgør mig og synes, at jeg er en klovn og sådan noget.

[Sorthat Muleby] (18:04 – 18:19)
Altså, hvis du virkelig ønsker at skræmme folk væk og kede dem til døde, så synes jeg, at du skal fortsætte i de der spor.
Det ender med, at du også får skræmt mig væk. Jeg keder mig.

[Thulla] (18:20 – 18:37)
Og så er der også en mere spirituel, kvindelig stemme, som faktisk hjælper mig igennem.
Og hende, synes jeg jo nok, at jeg gerne vil have meget mere af.
Jeg mærker, at luften omkring mig bliver mere pastelfarvet.
Min kvindelige forsvarer kommer mig til undsætning.

[Kvindelig forsvarer] (18:39 – 18:49)
Hold nu bare fast. Du skal ikke lytte på ham.
Lad være med at tænke for meget. Du tænker lidt for meget i øjeblikket.

[Thulla] (18:51 – 19:19)
Og så er der en neutral stemme – som sådan en 3D human body-figur – som lander ved siden af mig og i virkeligheden bare spørger mig og hjælper mig med at have en fortællerstemme, så jeg kan komme videre i døden.
Han er meget neutral. Så jeg synes egentlig, at de bare hjælper mig på en eller anden måde fremad og hjælper mig med at finde ud af…

[Paul] (19:20 – 19:32)
Men i begyndelsen af bogen er der mange forskellige stemmer.
Der er en vrimmel af stemmer, og så kalder du dem alle sammen til orden, og så siger du, at nu må vi have orden på det her.
Og så udkrystalliserer de her stemmer sig i de her tre.

[Thulla] (19:32 – 19:33)
Det er rigtigt.

[Paul] (19:37 – 19:48)
Men jeg har også på fornemmelsen, at de fortsætter i dit liv.
Selvom du har skabt dem, så gør de ikke altid, hvad du forventer.

[Thulla] (19:49 – 20:13)
Nej, det gør de ikke.
Men det er jo også sådan, det er. Man kan jo ikke tjekke på sig selv.
Jeg kan jo heller ikke vide, hvordan min dag bliver.
Der sker jo ting hele tiden. Jeg bliver jo hele tiden suset i forskellige retninger.
Og sådan synes jeg også, at det er inde i ens hoved.
Altså… Ja, som nogenlunde i hvert fald.
Man er jo ikke helt vanvittig – men forstår du, hvad jeg mener?

[Paul] (20:13 – 20:20)
Ja. Har de forsvundet, efter du skrev bogen?
Eller er de dukket op igen? Eller er det bare nogle nye stemmer?

[Thulla] (20:21 – 21:23)
Nej, jeg synes faktisk – hvis jeg skal være helt ærlig – synes jeg, at den bog har hjulpet.
Stemmerne osv. i projektet har hjulpet mig på en eller anden måde, så jeg har lagt det lidt bag mig.
Som du også sagde – det var jo også et terapeutisk projekt, og jeg håber virkelig ikke, at det er blevet for privat.
Fordi det må det jo ikke være.
Men ja, jeg synes på en eller anden måde, at jeg har fået filtreret det meget væk.
Og jeg synes, at jeg har nået meget mere hen til dér, hvor jeg gerne vil være.
Men det har jo også været ved hjælp af min theremin, som er kommet ind i billedet.
Så de spøger ikke mere.
Altså, Sorthat Muleby – han har faktisk… han snakker slet ikke til mig mere.
Fordi den der theremin har altså virkelig frelst mig for meget.
Også fordi jeg synes, at den har – altså, min spiritualitet er jo i den grad med i min theremin.
Så jeg behøver ikke spalte. Jeg synes ikke, jeg savner noget mere.

[Paul] (21:24 – 21:34)
Og måske… Du skriver, at bogens formål – eller altså, du skriver, at bogen har flere formål – men ét af dem er at forenes med din tro.

[Thulla] (21:34 – 21:34)
Ja.

[Paul] (21:37 – 21:39)
Og hvad vil det sige?

[Thulla] (21:39 – 22:36)
Jeg vil nok lige sige, at jeg skriver, at jeg stiftede bekendtskab med en bog, der hedder I Ching.
Og det er sådan en flere tusind år gammel kinesisk – hvad hedder sådan noget – orakelmetode, som er meget, meget vis.
Og det var den mand, jeg er sammen med nu, som sagde: Skal vi ikke lægge en I Ching?
Det gør man med nogle mønter og sådan noget.
Fordi jeg var sådan: Hvad skal jeg leve af med i mit liv?
Det er mit evige spørgsmål: Hvordan får jeg mit liv til at hænge sammen – også økonomisk og i det hele taget?
Det er sådan et tema, der er kørt i årevis hos mig.
Og så kom den der kloge I Ching og sagde: Du skal forene dig med din tro.
Og det var bare sådan: Wow.
Jeg blev enormt glad for at høre det – og også lidt rystet.
Jeg tænkte: Hvorfor har jeg ikke taget mig sammen? Nu må jeg gøre det.

[Paul] (22:36 – 22:44)
Men det er ikke – som jeg forstår det – det er jo ikke en bestemt tro?
Fordi du er både inspireret af buddhisme, men du har også I Ching indover og meget andet.

[Thulla] (22:44 – 23:43)
Ja.
Jeg mener jo, at religion er noget menneskeskabt.
Jeg mener, at op over det hele – altså dér, hvor vi hiver religionen ned fra – det er jo deroppe, jeg synes, det foregår.
Religion er sådan noget, folk – mennesker – har brug for.
Men, hvad skal jeg sige, budskabet og kilden – det er jo den samme.
Om du lever fra Ny Guinea eller hvor du kommer fra – så er kilden den samme.
Og det er klart, at når vi så skal møde… Vi er jo opdraget med Jesus, for eksempel.
Så det er måske ikke så mærkeligt, at hvis vi får et eller andet syn, så er det jo ofte Jesus i denne del af verden.
Men jeg tror ikke, de ser Jesus på Ny Guinea.
De vil tænke: What?
Men kilden er den samme.
Men vi skal jo ligesom kunne genkende det, når vi møder det.

[Paul] (23:47 – 23:49)
Så troen er forbindelse til kilden i virkeligheden?

[Thulla] (23:50 – 25:32)
Ja.
Men jeg kan også helt kort fortælle – og det vil føre for vidt, hvis jeg går i detaljer – men da jeg mødte min mand, så havde han mistet sin kone halvandet år inden.
Og har en forretning, hvor der så pludselig kom en kvindelig shaman ind i hans forretning og kom med et budskab til ham fra hans tidligere kone.
Og det budskab var så klart, fordi det er kun hende og ham, der ved det, som shamanen snakkede om.
Så han var nødt til at høre efter.
Og hun beskrev mig. Hun sagde: Du kommer til at møde en, og hun ser sådan ud, og hun rider på universets toner – og beskrev min hårfarve.
Så da han så mødte mig, så tænkte han: Okay, så meget gang er det ikke hende.
Og så fandt vi jo sammen og har en kæmpe historie sammen – også af spirituel art osv.
Men det var så overbevisende, det der.
Altså, jeg følte faktisk, at jeg trådte ind i en ny inkarnation på et afbud – i denne her inkarnation, jeg er i nu.
Som om de havde siddet deroppe og byttet rundt på nogle brikker og tænkt: Ah, jeg tror sgu egentlig godt, at Thulla er klar nu. Kan vi ikke lige… vi bytter om her.
Så stærkt var det, simpelthen.
Og det gjorde, at jeg var nødt til det.
Så for mig er det ikke en tro – for mig er det en viden.
Det er noget, jeg har oplevet.
Jeg kan ikke bortforklare det.

[Paul] (25:34 – 25:37)
Og thereminen er jo faktisk at ride på universets toner.

[Thulla] (25:38 – 25:41)
Ja, helt præcis. Det er meget flippet, det hele.

[Paul] (25:45 – 26:03)
Og i slutningen af bogen er der et afsnit om din far, der netop handler om døden og liv efter døden.
Og du har nævnt, at du oplevede noget der, som også bestyrkede din viden – hvis man kan bestyrke en viden – om den anden side.

[Thulla] (26:03 – 26:03)
Ja.

[Paul] (26:04 – 26:15)
Jeg synes, vi skal høre et uddrag af Mit hoved er et radioteater, hvor du netop fortæller om din fars død.
Og så kan vi vende tilbage og fundere lidt over, hvad det så betyder.

[Thulla] (26:16 – 26:51)
Men jeg er fysisk.
Vi lever et jordisk liv her nu. Og det gør min far ikke mere.
Hans vibration er en anden. Det er dét, der er så ubegribeligt og så svært at acceptere og forstå.
Selvom jeg har set med mine egne øjne, at kroppen blot er en tom skald, når sjælen er væk, er det et mysterium.
Og så kold den bliver. Altså kroppen. Is. Iskold.
Hvordan kan kødet blive så isende koldt, når blodet ikke ruller mere?
Hvorfor bliver det ikke bare stuetemperatur? Forstår du det?

[3D human body] (26:52 – 26:59)
Det er der helt sikkert en god forklaring på, som du kan slå op i ethvert lægeleksikon.

[Thulla] (27:00 – 27:21)
Jeg forestillede mig, at min far ville snige sig udenom døden.
Han passer ikke til at efterlade sig et tomt hylster.
Alle andre måske. Bare ikke ham.
Han burde have fortsat med at leve som den eneste i verdenshistorien. Det havde været på sin plads.
Eller også burde han have taget den fysiske krop med sig over i døden.

[3D human body] (27:22 – 27:23)
Hvordan det?

[Thulla] (27:24 – 28:12)
Jamen, ligesom Jesus, der forsvandt ud af grotten efter sin død.
Jeg ville bedre kunne acceptere, hvis min fars legeme havde fortonet sig som røg og var forsvundet.
Så ville jeg nu gå og vente på hans genkomst.
Samtidig synes jeg, at det er en evne at kunne dø.
Ligesom det er en evne at være for eksempel trapezkunstner.
Alle, der dør, har dette særlige talent, som jeg undres over, hver gang jeg er i berøring med et dødsfald.
Tænk dog, har du også det der talent – at du kan dø? tænker jeg om den døde.
Og så bliver jeg lidt imponeret.
Jeg vil jo ikke kalde døden et mirakel.
Men hvad er det så?
Enhver fødsel er et mirakel.
Ethvert liv er et mirakel.
Døden burde således også være en art mirakel.
Men glosen mirakel passer bare ikke til det at dø.

[3D human body] (28:13 – 28:52)
Men det er vel ikke en evne at kunne dø.
Man kan fremprovokere sin egen død ved hjælp af for eksempel piller, fordi man ved, at pillerne får ens organer til at sætte ud.
Det er jo ikke et talent, man opøver i så fald.
Man kan ikke øve sig gennem livet på disciplinen at dø – for så, den dag evnen er tilstrækkeligt udviklet, at dø ved egen kraft.
Det afgørende greb, der adskiller liv og død, kommer udefra.
Fra en lovmæssighed, der får hjertet til at stoppe med at slå.

[Thulla] (28:53 – 28:56)
Jeg ved det jo godt.
Men du forstår ikke, hvad jeg snakker om, vel?

[3D human body] (28:56 – 28:58)
Ikke helt.

[Thulla] (28:59 – 30:52)
Jeg var meget, meget – og er meget – knyttet til min far. Jeg elsker min far.
Et eller andet sted har jeg altid gruet lidt for, når han døde.
Og tænkte bare: Gud nej, hvad så?
Og han blev en gammel, gammel mand. Vi kan jo ikke leve evigt.
Men for mig var det virkelig mærkeligt alligevel.
Jeg troede egentlig ikke rigtigt, at han kunne dø.
Og for mig var det egentlig mere mærkeligt, at han forsvandt – end hvis han ikke havde forsvundet. Forstår du?
Efter han var død, så skulle jeg ud i mine forældres hus og rydde op derude.
Og var alene derude.
Og stod oppe i min fars arbejdsværelse, hvor der var proppet med bøger og papirer og alt muligt andet.
Og stod og kiggede rundt.
Og så lige pludselig sagde min mobiltelefon en lyd – som den aldrig har sagt før.
Og så gik jeg hen og kiggede på den.
Og så stod der, at du har et minde i dit fotobibliotek.
Og så tænkte jeg: Okay, hvad er det?
Og så trykkede jeg på det – og så var det min far.
Og du ved, jeg kan godt huske situationen, hvor jeg havde taget et billede af ham.
Men jeg vidste ikke, at jeg havde taget det i det, der hedder live – altså det vil sige, at han bevæger sig på det billede.
Og så sidder han og bliver ved med at bevæge sig på det der billede.
Og jeg tænkte: Nej, nej, nej…
Og så trykkede jeg på et billede igen – og så kom der et andet billede frem.
Og han laver sådan noget, du ved, sådan noget futtelifut med mig, med sådan fingrene op i panden, som han altid gjorde til mig, da jeg var barn.
Og jeg er godt klar over, at jeg har taget de billeder.
Men hvorfor kom de lige der?
Hvorfor siger min mobiltelefon en lyd, mens jeg står i min fars arbejdsværelse?
Det var for mig… og jeg blev så glad.
Jeg tænkte: Yes.
Fordi, da jeg sendte hans urne ned – du ved, som jeg havde gjort inden – der havde jeg sat sådan en lille seddel ved, hvor jeg skrev:
Kære far. Kære elskede far. Vil du ikke godt give mig et tegn fra den anden side?

[Paul] (30:53 – 30:53)
Og det gjorde han så.

[Thulla] (30:53 – 31:48)
Og det gjorde han så.
Og efterfølgende vågnede jeg også en nat, hvor han simpelthen sad henne ved væggen.
Og han var så glad.
Og så sad han og lagde hånden på sit hjerte, mens han kiggede så kærligt på mig.
Fuld af glæde.
Der kom han også.
Og så har han jo masser af gange siden…
Altså, hans yndlingstal var 13.
Og du ved, så fik jeg sådan en eller anden meddelelse om – nærmest – at: Du skal bare vide, at når du ser tallet 13, så er det altså mig, der siger hej.
Og jeg kan jo ikke fortælle dig, hvor mange gange – når jeg ser på, tilfældigvis, du ved, bilen, på mit ur – så står der 13:13.
Eller 13:31.
Eller når jeg tænder for radioen i bilen, så kommer der noget Chopin, som han har spillet.
Og på den måde synes jeg, at jeg har masser af kontakt med min far.
Jeg vil gerne have endnu mere.

[Paul] (31:49 – 31:51)
Ja, det kommer jo nok.

[Thulla] (31:51 – 31:54)
Ja, det gør det nok, når den dag er inde.

[Paul] (31:56 – 32:25)
Og så kommer vi til din podcast. Og det er noget, som jeg i høj grad er blevet inspireret af.
Også fordi jeg har kunnet… Jeg har interviewet nogle af de samme personer – altså Tobias Stripp, Dorte Brighton – og så har jeg kunnet køre til Ruds Vedby, og så har jeg hørt din podcast på vej derud.
Fordi jeg har tænkt både, at jeg selv ved mere om personen, jeg skal til at interviewe, men også at en eventuel lytter kan træde videre på næste trædesten.

[Thulla] (32:25 – 32:26)
Ja, smaddergodt!

[Paul] (32:27 – 32:31)
Hvad fik dig til at lave podcasten? Det har du beskrevet allerede.

[Thulla] (32:32 – 32:42)
Ja, altså, det der, som jeg sagde – jeg synes, det, som bringer mig tættest på den egentlige kilde, det er folk, der fortæller om deres nærdødsoplevelser.

[Paul] (32:42 – 32:44)
Men hvorfor lave den? Det kan du jo bare høre.

[Thulla] (32:44 – 33:37)
Okay, yes, yes. Det er fordi, jeg begyndte jo – ligesom du også kender – Lee Witting.
I USA er de jo meget længere fremme på beatet, end vi er med de her ting.
Og de har deres egen Near-Death Radio, og værten hedder Lee Witting.
Og han har siden 2013, en gang om ugen, lavet interviews med folk, der har haft nærdødsoplevelser.
Så du kan nok regne ud, hvor mange tusinder det er blevet til.
Og dem gik jeg i gang med at lytte til i 2020 – sådan fuldstændig vanvittigt – de der Lee Witting Near-Death Experience Radio.
Og så tænkte jeg efterfølgende: Hvorfor har vi ikke en nærdødsradio herhjemme?
Eller… hvorfor?
Så sagde jeg: Nå, så må jeg jo lave den.
Og så kastede jeg mig ud i det.
Og så fik jeg kontakt med de der folk – som du jo så også, mange af dem, har haft kontakt med.
Fordi så mange er der jo heller ikke endnu.

[Paul] (33:37 – 33:39)
I hvert fald ikke nogen, der går offentligt med det.

[Thulla] (33:39 – 33:48)
Nej, netop. Og jeg vil bare så gerne – ligesom du også gerne vil – jeg vil så gerne bringe håb ud.
Jeg vil så gerne ud med budskabet. Og jo flere, jo bedre.

[Paul] (33:49 – 33:51)
Ja, det er jo det. Jo flere, jo bedre.

[Thulla] (33:51 – 33:51)
Ja, synes jeg.

[Paul] (33:52 – 33:56)
Har du lært noget nyt af at være podcastvært på de her?

[Thulla] (33:57 – 34:19)
Jeg synes, det er mega fedt at sidde sammen med folk af kød og blod, som fortæller om det her – hjemme.
Det synes jeg er skønt.
Og jeg elsker hver gang, jeg ligesom får gaflet en ny nærdødsoplever, ikke?
Og høre vedkommendes story.
Jeg synes, det er… Jeg elsker det.
Altså, jeg kan ligesom ikke få nok af det. Jeg synes, det er så dybt, dybt fascinerende og interessant.

[Paul] (34:20 – 34:23)
Ja, jeg er jo helt enig.

[Thulla] (34:23 – 34:28)
Ja. Men jeg vil lige tilføje, at det er ikke kun nærdødsoplevelser.

[Paul] (34:28 – 34:28)
Nej.

[Thulla] (34:28 – 34:36)
Det er i det hele taget – altså, livet efter døden, som det kredser om også, ikke?

[Paul] (34:36 – 34:43)
Ja, okay. Så det kunne også være apparitions, altså visninger af afdøde og lignende?

[Thulla] (34:44 – 35:10)
Ja, det kan det godt.
Jeg har også interviewet Jens Johansen, hedder han, flere gange – som er formand for Dansk Spiritistisk Trosamfund.
Fordi han har jo meget kontakt med åndeverden og så videre.
Og jeg kender ham godt og har været hos ham flere gange.
Han er vanvittigt dygtig.
Og det er heller ikke sådan noget fake noget. Altså, han er 100 %.
Så har han også snakket med mig – for det synes jeg jo også er meget spændende – åndeverden.

[Paul] (35:10 – 35:11)
Ja.

[Thulla] (35:12 – 35:16)
Der kan vi bruge den til. Og hvad vil de også?
Sådan, hele det der felt interesserer mig.

[Paul] (35:19 – 35:25)
Altså, og forbindelsen mellem åndeverden og så verden hinsides – altså, hvordan forstår du den?

[Thulla] (35:29 – 35:55)
Øh… jamen, det er jo sjæle, som ikke er her fysisk mere.
Men vores sjæl lever jo videre.
Så det er hele det felt, som jeg synes er så interessant.
Og jeg synes også, det er interessant, at de fleste nærdødsoplevere – ja, faktisk alle nærdødsoplevere – siger, at den verden deroppe er meget mere virkelig end den verden, vi har hernede.

[Paul] (35:55 – 35:56)
Ja, det er rigtigt.

[Thulla] (35:57 – 35:58)
Ikke?

[Paul] (35:58 – 35:58)
Jo.

[Thulla] (35:58 – 35:59)
Er det ikke vildt?

[Paul] (35:59 – 36:00)
Jo, det er vildt.

[Thulla] (36:01 – 36:05)
Så vi sidder her og tror, at det her er den virkelige verden – men det er det ikke.

[Paul] (36:06 – 36:08)
Det er det måske også.

[Thulla] (36:09 – 36:09)
Jo!

[Paul] (36:10 – 36:42)
Når du spiller theremin, så har jeg lagt mærke til, at du har de mest fantastiske kostumer.
Altså nogle i grønt – og også nogle hovedstykker.
Man kan gå ind og søge på Thulla på YouTube, og så kan man finde det.
Det er virkelig spektakulært.
Men det er også forskellige figurer – det er forskellige roller. Eller er det det?

[Thulla] (36:42 – 37:09)
Nej. Egentlig ikke. Altså, hvad skal jeg sige…
På en måde, ja og nej.
Altså, så mange har jeg jo heller ikke lavet endnu.
Men det, som jeg performer, det er, at jeg kommer fra en anden planet.
Så jeg ligner jo en – var jeg ikke? – fra en anden planet.
Og så taler jeg.
Altså, jeg spiller jo ikke hele tiden.

[Paul] (37:10 – 37:10)
Nej.

[Thulla] (37:10 – 37:59)
Jeg taler mellem numrene, og der taler jeg igennem noget, der hedder en vocoder, så min stemme lyder sådan meget space-agtigt.
Sådan mærkeligt, ikke?
Fordi jeg foregiver – hvilket jeg tror – at når man er fra andre planeter, også i livet efter døden – det siger de – så telepaterer man.
Det vil sige, at når jeg er denne her person, der står og performer med min theremin fra en anden planet, så kan jeg jo ikke tale med et stemmebånd.
Så jeg er nødt til at tale gennem en mærkelig maskine, for ellers kan jordmenneskerne ikke forstå mig.
Så det gør jeg.
Ja, og folk synes, det er virkelig enormt sjovt, når de køber den.
Også fordi jeg har det her udstyr på.
Jeg tror også, det er fordi, at jeg føler ikke, at nu skal jeg spille skuespil – jeg føler faktisk, at det er ligeså meget mig som…

[Paul] (37:59 – 38:00)
Ja, der er en identifikation.

[Thulla] (38:00 – 38:16)
Ja, det er der.
Og jeg kan betro dig, at da jeg var yngre, følte jeg, at jeg kom fra en anden planet.
Og da jeg så blev indlagt på hospitalet på et tidspunkt, så sagde jeg: Nu finder de ud af det. Nu finder de ud af, at jeg ikke har menneskeblod. Nu bliver jeg afsløret.

[Paul] (38:17 – 38:17)
Ej.

[Thulla] (38:18 – 38:27)
Men der var jo ikke noget.
De stod og så helt normale ud.
Og jeg havde jo menneskeblod.
Men altså, så dybt ligger det faktisk i mig.
Ej, det lyder, som om jeg er en eller anden galning.

[Paul] (38:28 – 38:43)
Nej, men det passer måske sammen med de der interesser for Michael Newton og liv mellem liv.
At der er en anden forståelse af, hvem man er – og hvor man kommer fra.

[Thulla] (38:43 – 38:43)
Ja.

[Paul] (38:45 – 38:50)
Som man godt kunne formulere som fra en anden planet. Eller det kunne rent faktisk også være fra en anden planet.

[Thulla] (38:51 – 38:52)
Altså… Nobody knows.

[Paul] (38:52 – 38:53)
Nobody knows.

[Thulla] (38:53 – 38:53)
Nej.

[Paul] (38:54 – 38:55)
Nej.

[Thulla] (38:55 – 39:00)
Men i hvert fald synes jeg, det er også meget sjovt at lege med det, når jeg er ude med det her spacede instrument.

[Paul] (39:00 – 39:01)
Jo, klart.

[Thulla] (39:01 – 39:05)
Altså, jeg synes, det er oplagt, at jeg ikke står i cowboybukser og spiller et mærkeligt instrument.

[Paul] (39:05 – 39:28)
Ja.
Vi skal slutte med nogle gode råd, tænker jeg.
Du må selv vælge, tænker jeg – fordi man kan have gode råd til nærdødsoplevere.
Man kan have gode råd til dem, der ikke har haft nærdødsoplevelser.
Man kan også have gode råd til dem, der laver podcasts.
Og man kan have gode råd til folk i almindelighed.
Så – har du nogle gode råd?

[Thulla] (39:30 – 39:31)
Det var uuh…

[Paul] (39:31 – 39:33)
Det var alt for mange valgmuligheder.

[Thulla] (39:33 – 39:42)
Jeg har netop spist “Professorens grønne grød”.
Hvad tænker du? Hvad kunne du godt tænke dig at høre, vil jeg hellere spørge.
Jeg synes, jeg har ævlet.

[Paul] (39:43 – 39:52)
Nej, det synes jeg nu ikke.
Hvad har folk brug for derude?
Hvem ved, hvem der lytter?

[Thulla] (39:53 – 40:50)
Jamen, jeg tænker – okay.
Dem, der bliver tiltrukket af din podcast, det er helt sikkert også nogen, som er interesseret i det hinsides og alle de her ting, vi har siddet og snakket om.
Og der kan jeg jo kun sige, at: Hvor er det fedt, at du laver den her podcast, fordi jeg synes, at…
Jeg vil hellere sige, at hvis ikke man har håb, så har man ingenting.
Og for mig er håb og inspiration nogle meget, meget vigtige nøgleord.
Og hele den her verden, vi to har siddet og snakket om nu – det giver mig håb og inspiration.
Og er der noget bedre i virkeligheden?
Så det er det, jeg gerne vil viderebringe.
Det er håb – og forhåbentlig inspiration.
Altså, hvis man bare kan bidrage lidt med det og noget glæde, så synes jeg virkelig, så er det ikke helt skidt, altså.

[Paul] (40:51 – 40:55)
Det er et helt fantastisk sted at slutte.
Thulla, tusind tak, fordi du ville fortælle.

[Thulla] (40:56 – 40:57)
Tak, fordi jeg måtte.

[Paul] (40:58 – 41:05)
Om din kunst og dit liv.
Tak til jer, der lyttede.
Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk.