Som 16-årig ligger Desirée Nielsen alvorligt syg med høj feber, da hun pludselig oplever at forlade kroppen. Hun ser sig selv ligge i sengen, møder lysende skikkelser og står foran en tunnel fyldt med lys – men vælger at vende tilbage.Senere i livet følger flere oplevelser tæt på døden, erindringer om tidligere liv og en gradvis åbning mod healing og klarsyn. Da Desirée som 59-årig rammes af blodpropper i hjernen, står hun igen over for et valg: Vil hun leve?I denne episode fortæller hun om døden, troen, healing og om det, der efter et langt liv med usædvanlige erfaringer er blevet centralt for hende: at finde glæden, lære af livet og dele det, man har erfaret.
Transskription
[Paul Bridgwater] (0:02 – 0:45)
Velkommen til podcasten “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger.” Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag taler jeg med Desirée Nielsen, som havde en nærdødsoplevelse som ung og har haft døden tæt inde på livet mange gange. Vi sidder ude i Nordvestkvarteret, og man kan svagt høre børn, der leger i baggrunden.
Det er en solrig dag, og lejligheden er fyldt med, ja, man kan sige ånd. Der er mange ikoner, og der er en meget rolig stemning her. Det er dejligt.
Så kan du kort fortælle lidt om dig selv, Desirée?
[Desirée Nielsen] (0:46 – 1:45)
Ja, jeg er vokset op i en lille by i Nordjylland, som jeg plejede at sige, syv banker og en svømmehal. Hvor jeg ikke fandt meget næring, så det, jeg gjorde, var, at jeg læste alt, hvad mine forældre havde i reolen, og sidenhen af alt, hvad der var på biblioteket, nærmest. Det var med til ligesom at…
Ja, det gav mig noget energi. Jeg blev mobbet i skolen, fordi jeg tænkte for meget over tingene, og måske også var lidt for kvik i pæren. Så det var noget, der egentlig…
Jeg følte mig ikke særlig opbakket i det miljø, jeg var i i skolen. Og så blev det bedre efterhånden, som jeg kom i realen og i gymnasiet, hvor der var flere ligesindede, som også tænkte mere over tingene, man ellers gør i den alder.
[Paul Bridgwater] (1:46 – 1:48)
Hvor gik du i gymnasiet hen?
[Desirée Nielsen] (1:48 – 2:02)
Jeg gik på Aalborghus Statsgymnasium i Aalborg. Jeg valgte at tage den længere tur med bussen om morgenen, fordi der kunne man få musiksproglig linje, hvad man ikke kunne på de andre.
[Paul Bridgwater] (2:03 – 2:05)
Det har da været usædvanligt.
[Desirée Nielsen] (2:06 – 2:35)
Jeg var meget interesseret i musik, og jeg spillede klassisk guitar. Jeg var 11 år gammel. Jeg havde spillet klaver, siden jeg var 6, men det syntes jeg ikke, jeg var god nok til.
Så jeg gik over til den klassiske guitar, og det blev en del af mit bærende fundament. Det var faktisk ligesom min meditation, hvor jeg kunne hente energi, når jeg spillede eller i øvrigt studerede musik.
[Paul Bridgwater] (2:37 – 2:40)
Du havde din første nærdødsoplevelse som 16-årig.
[Desirée Nielsen] (2:41 – 2:41)
Ja.
[Paul Bridgwater] (2:42 – 2:43)
Der gik du i gymnasiet, eller hvad?
[Desirée Nielsen] (2:44 – 3:22)
Der gik jeg i 1.g., og det var så om foråret, eller i marts-april-måned, hvor jeg pludselig fik en voldsom infektion. Jeg lå i sengen i 10 dage med 41 grader i feber. Først kunne de ikke rigtig finde ud af, hvad det var, men det viste sig at være en smitsom leverbetændelse.
Ved nærmere efterforskning kom det op til Amtslægen, at den kun var på et plejehjem i hele regionen, så man kunne meget præcist spore det tilbage.
[Paul Bridgwater] (3:23 – 3:24)
Så det var ikke noget med stoffer?
[Desirée Nielsen] (3:25 – 3:50)
Overhovedet ikke. Det spurgte mine søde forældre også om, hvad jeg blev meget fortørnet over. Men det var simpelthen bare, at jeg havde drukket en kop kaffe, og det er en leverbetændelse, der smitter ved dråbeinfektion.
Så jeg havde drukket en kop kaffe hjemme ved en sygeplejerske, der arbejdede på det plejehjem. Så man mente meget præcist, at det var nok det, det var kommet sig af.
[Paul Bridgwater] (3:51 – 3:54)
Så du lå hjemme med høj feber i 10 dage?
[Desirée Nielsen] (3:54 – 3:54)
Ja.
[Paul Bridgwater] (3:55 – 3:56)
Hvad skete der så?
[Desirée Nielsen] (3:58 – 4:32)
Jeg havde jo ondt over hele kroppen, ligesom når man har en influenza, bare dobbelt eller tripelt. Og så pludselig steg smerten og blev meget, meget intenst. Men det var ligesom, jeg gik ind i et andet rum.
Og så var jeg pludselig oven over mig selv. Og ligesom den der med: “Hov, nu ligger jeg dernede, men jeg har en bevidst…”
Altså, jeg tænker herfra, hvad er nu det for noget?
[Paul Bridgwater] (4:33 – 4:34)
Var det hjemme?
[Desirée Nielsen] (4:34 – 4:35)
Det var hjemme.
[Paul Bridgwater] (4:35 – 4:35)
Det var hjemme?
[Desirée Nielsen] (4:35 – 7:15)
Det var hjemme.
Og så kiggede jeg mig omkring, og der var sådan nogle lidt tågede skikkelser rundt omkring mig. Der var nogle hvide skikkelser, og der var nogle grå skikkelser. Men det var ligesom, jeg følte, der var nogen, der passede på mig.
Og det kan lyde mærkeligt, men jeg var overhovedet ikke bange, mens det skete. Jeg havde været nervøs, mens jeg lå og havde ondt i sengen. Men nu var smerten jo væk, og så var jeg i det her rum, og der blev sådan ligesom klarere og klarere.
Og så gik der noget tid med det. Jeg kan ikke sige, hvor lang tid, fordi det var en helt anden fornemmelse af tid og rum. Men så lige pludselig, så stod jeg over sådan et kæmpe, rundt hul, hvor der ligesom var en tunnel foran mig.
Og der var fuldstændig lys inde i tunnelen. Og det føltes sådan set behageligere, end at gå rundt den almindelige dag og være sig selv og raske. Og der stod jeg så, og så kom jeg i tanke om, at jeg tænkte egentlig meget pragmatisk.
Jeg tænkte, “Gud, det der er det, jeg har læst om, det er, når man skal over på den anden side.” “Jeg må da hellere lade være med at gå ind i den tunnel.” Altså, jeg var ligesom klar over, at så var jeg færdig, hvis jeg gjorde det, eller, hvad jeg opfattede som mig selv.
Og i det øjeblik, jeg tænkte, der skal jeg ikke ind. Bang, så var jeg tilbage i min krop. Og så begyndte smerterne det samme split-sekund.
Det sjove var jo, at jeg havde læst en lille bitte paragraf i en eller anden bog om det her med den tunnel, og hvordan mange kan opleve den situation. Men det var sådan ligesom nok for mig. Nå, men så vidste jeg bare, hvad det var.
Og så, ja, lægen kom, og der var sådan set ikke rigtigt nogen, der opdagede, at… Jeg fortalte det ikke til nogen, og der var ikke nogen, der opdagede, at det var gået så galt. Men alligevel, så efter en uge eller ti dage med 41 grader feber, så ringede lægen efter ambulancen, og jeg blev indlagt på Brovst Sygehus, et lokalt Regionssygehus, der er lukket nu, ikke?
Men hvor jeg så lå i to måneder i en seng i kælderen i isolation.
[Paul Bridgwater] (7:16 – 7:36)
Ja, det må have været en ret hård oplevelse. Hvis jeg lige vender tilbage til nærdødsoplevelsen, så de her skikkelser, du så, de grå og de hvide, var de genkendelige, eller har du nogle tanker om, hvem eller hvad det var?
[Desirée Nielsen] (7:37 – 9:10)
Altså, det er jo faktisk noget, der kom til mig senere, under en anden åbning i sindet, mange år efter, hvor jeg lige pludselig, altså jeg har jo altid kunne huske det her, og har tænkt det igennem nogle gange i mit livsforløb, og der kunne jeg se, at de hvide, det var englene, der var der for at hjælpe mig, det var åndelige skikkelser, der var rent hvidt lys, og der udstrålede en meget, meget positiv, blid og blød energi, og meget nærværende. Jeg følte virkelig, at jeg fik hjælp, men det var ikke noget, jeg tænkte over under oplevelsen, det var ligesom bare en selvfølge, nå, der var de.
Og så kunne jeg ligesom mærke i den her genhuskning af det, at de grå skikkelser, det var jo menneskene, det var dem, der var levende og gik rundt i huset, og når man er i den der tilstand, så kan du se inde i alle rummene, det er lige meget, at der er en væg, du mærker bare, at der er en energi, eller sådan halvvejs ser, så det var jo egentlig også meget betryggende, der var ingen ånder eller mærkelige væsner eller noget som helst, det var egentlig bare familien og lægen.
[Paul Bridgwater] (9:11 – 9:30)
Jo, så du tænkte, der er menneskene, og der er englene, og alt er godt. Og overgangen fra det ene til det andet, var det sådan, at du så ned på din krop, eller var det bare sådan, at du havnede i situationen i lyset? Var der en form for overgang imellem de to tilstande?
[Desirée Nielsen] (9:33 – 9:48)
Altså, lige da jeg røg op, der kunne jeg se, at der lå jeg, eller der lå hun, eller jeg, nede i sengen, men jeg var klar over, at jeg ligesom var et andet sted. Det har jo så kun været bevidstheden, der har flyttet sig.
[Paul Bridgwater] (9:49 – 9:54)
Og var det klart at se ned på dig selv? Var det et klart billede af dig selv?
[Desirée Nielsen] (9:56 – 10:05)
Ja, altså, det var egentlig ligesom, at jeg lå der. Det var egentlig ligesom, at jeg var gået op igennem taget og kigget ned. Der lå jeg i min seng.
[Paul Bridgwater] (10:07 – 10:29)
Og smerterne forsvandt. Nu ved jeg godt, at det kan blive en anelse detaljerede med hensyn til det her, men det er jo en fascinerende beskrivelse. Altså, hvis du tænker igennem, hvilke sanser du havde, var der lugte, var der farver?
Kunne du høre noget?
[Desirée Nielsen] (10:32 – 10:59)
Ikke nogen lugte, men jeg så faktisk, ligesom jeg ser med øjnene på dig lige nu, så så jeg mig selv der i sengen. Og så, da jeg holdt op med at kigge den vej, så var jeg ligesom bare inde i mit hoved, ligesom man opfatter tingene omkring sig. Helt normalt.
[Paul Bridgwater] (10:59 – 11:07)
Okay, altså, men de var ikke så tydelige, de her skikkelser? Eller hvordan? Eller det var deres energi?
[Desirée Nielsen] (11:09 – 11:28)
Jamen altså, jeg kunne se dem som sådan lidt, altså, det var ligesom, der var ingen konturstreg rundt om tegneseriefiguren, men hele figuren var der, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det var bare energi, det var ren energi.
[Paul Bridgwater] (11:28 – 11:33)
Ja, all right. Og tunnelen, var det det samme, eller var det bare et meget stærkt lys?
[Desirée Nielsen] (11:34 – 11:38)
Det var et meget stærkt lys, men også en meget stærk følelse.
[Paul Bridgwater] (11:38 – 11:38)
Ja.
[Desirée Nielsen] (11:40 – 12:07)
Nu har jeg jo tænkt mange, mange tanker siden dengang, for nu er jeg 66, men dengang var det, altså, det var bare strålende klart, og det var ligesom, det var hjemligt, og det ville have været så let at tage det skridt ind i tunnelen, men der må have været noget i mig, der vidste jeg ikke skulle afsted endnu.
[Paul Bridgwater] (12:07 – 12:11)
Ja, ja. Ja, men alligevel, det er jo en meget rationel beslutning, ikke?
[Desirée Nielsen] (12:11 – 12:12)
Ja.
[Paul Bridgwater] (12:12 – 12:14)
Nå, nej, der skal jeg ikke.
[Desirée Nielsen] (12:15 – 12:23)
Jamen, det var helt pragmatisk, ligesom hvis man står på en gade og siger, nu skal jeg gå den vej, eller nu skal jeg gå til højre i stedet for til venstre.
[Paul Bridgwater] (12:25 – 12:35)
Nå, og så bliver du indlagt der i kælderen på Brovst sygehus. Kan du fortælle noget om den oplevelse?
[Desirée Nielsen] (12:36 – 14:02)
Ja. Ja. Det var ligesom om, altså, jeg var så mild, jeg var taknemmelig over at have overlevet, fordi det vidste jeg godt med mig selv, det sagde lægerne jo ikke, det var dengang man var mere tys-tys med at sige tingene ligeud.
Jeg var så taknemmelig for at være her stadigvæk, og så spurgte jeg hver gang i stuegang, “kan jeg nu overleve?” “Er I sikre på, at jeg kan overleve?” Og der var en af lægerne, der sagde, “ja, det er vi faktisk, nu er du kommet så langt her.”
“Men vi var ikke helt sikre i starten.” Det var en meget voldsom leverbetændelse. Så var jeg blevet gul over det hele, og gul i øjnene, og jeg kunne ingenting spise, og jeg kunne slet ikke spise kød.
Jeg har faktisk ikke spist kød stort set siden. Jeg har prøvet, men jeg bad hele tiden… jeg ville have agurkemadder, og tomatmad, det var det eneste, jeg kunne få ned.
Så et eller andet, der var sket noget meget stort med min krop, og det var ligesom, det illustrerede det meget, at jeg ikke kunne spise den mad, som jeg plejede at spise.
[Paul Bridgwater] (14:04 – 14:12)
Var du ensom, eller var du træt? Hvordan fik du tiden til at gå? Det var temmelig længe, du lå der.
[Desirée Nielsen] (14:13 – 14:46)
Jeg var meget, meget træt. Jeg var dødtræt, faktisk. Når jeg så havde spist de her to madder, med agurk og tomat, så blev jeg nødt til at sove igen.
Det var nærmest ligesom, det vidste jeg ikke dengang, og det tænkte jeg ikke på, men det der med, det er jo en reel genfødsel. Altså ligesom en lille baby, der starter med at sove døgnet rundt, og så gradvist begynder at være vågen flere og flere timer.
[Paul Bridgwater] (14:51 – 14:58)
Fik du hjælp fra dit gymnasium, eller hvordan? Det var 1.g. Var det om vinteren?
[Desirée Nielsen] (14:59 – 15:01)
Det var i marts-april.
[Paul Bridgwater] (15:01 – 15:13)
Så du har været der på gymnasiet i de der 7-8 måneder. Hvad gjorde du med hensyn til dine studier og sådan noget?
[Desirée Nielsen] (15:14 – 16:15)
Jamen det var jo frygteligt. Jeg var dybt engageret i dem, og jeg læste dobbelt studier, fordi at jeg ville vide, hvad de forskellige mente. Så hvis jeg havde en socialistisk lærer, så læste jeg det hele fra en borgerlig side, og hvis jeg havde en borgerlig lærer, så læste jeg det hele fra en socialistisk side.
Jeg manglede næring. Det var stadig det her med, at jeg søgte næring, og jeg ville vide om verden, hvordan er tingene reelt. Jeg fik en bog om de politiske partier i Danmark.
Der var en klar beskrivelse af hvert parti, og der var et principprogram, og et handlingsprogram, og så blev jeg simpelthen så skuffet over politik, at jeg startede med at prøve at gøre noget ved det, og så efter nogle år, så gav jeg fuldstændig op, fordi jeg syntes, det var frygteligt. Nå, men de siger jo, at de mener det her, og det her, det er det, de ville gøre.
[Paul Bridgwater] (16:16 – 16:18)
Hvad var problemet?
[Desirée Nielsen] (16:18 – 16:25)
Det var, at principprogrammet ikke var svaret overens i handlingsprogrammet.
[Paul Bridgwater] (16:25 – 16:35)
Nå, så det var langt fra idé til handling. Hvad med musikken? Hvordan kunne du vedligeholde det?
[Desirée Nielsen] (16:36 – 17:30)
Jamen, der skete det, at en af mine gymnasielærere forbarmede sig over denne her unge pige, der var blevet udelukket fra alt, og så tog han simpelthen Fjerritslevbussen op til Brovst, hvor sygehuset lå, og så havde han hentet ting i depotet, altså makulerede bøger. Der var nogle romaner, der var nogle sprogbøger, så jeg kunne øve mig i fransk og engelsk og det hele, og forskellige geografibog, der var alt. Og så havde han taget en gammel guitar, der var ligesom også stået til udsmidning, eller var taget ud af musiklokalet.
Og så kunne jeg jo spille på den, og som han sagde, så kan vi bare smide den væk bagefter, altså jeg måtte ikke få noget med ud af lokalet, havde jeg allerede fået at vide.
[Paul Bridgwater] (17:30 – 17:34)
Nå, det var derfor, så bøgerne var selvfølgelig ikke makulerede endnu, men de skulle makuleres.
[Desirée Nielsen] (17:35 – 17:42)
Ja, ja, lige præcis. Så der var sådan et stempel i dem, på mange af siderne, rødt stempel, der stod “makuleres”.
[Paul Bridgwater] (17:42 – 17:57)
Ej, hvor vildt. Altså, har det ændret dig? Altså du sagde, at du var mild.
Ændrede det dig, altså den her oplevelse?
[Desirée Nielsen] (17:57 – 19:17)
Jeg var nok pæn mild af temperament i forvejen, men der var ligesom en, der var en fylde eller en sødme i det, jeg ikke havde følt før. Det var ikke noget, jeg tænkte over, det var bare sådan, det var. Altså alt det her, det var helt sådan, helt nede på jorden, der var ikke noget højsvunget eller noget ved det.
Så det var mere sådan en, det var sådan en fornemmelse af tryghed. Jeg skal nok blive rask. De siger, jeg skal nok blive rask.
Og det jeg stolede på, altså jeg kaldte det ikke Gud, jeg troede selv, jeg ikke var so minded, hvad hedder det? Jeg troede selv, at jeg var ateist, fordi jeg havde haft nogle meget uheldige oplevelser med præsten i min folkeskole. Mens jeg sad til konfirmationsforberedelse, så sad jeg og tænkte, hvis de er så onde ved børn i denne her kirke, så vil jeg ikke være med.
Og nu tænker jeg, det er jo egentlig mærkeligt, fordi i virkeligheden, så har jeg haft en tro altid. Jeg vidste, der var noget, det var det her lys, jeg havde set, jeg vidste, der var noget, der passede på mig. Og det omskrev jeg ikke på det tidspunkt til ordet Gud, men det har jeg gjort senere.
[Paul Bridgwater] (19:18 – 19:30)
Ja. Men altså, senere fik du igen en oplevelse tæt på døden, og det var i 88, tror jeg, hvor du blev opereret?
[Desirée Nielsen] (19:32 – 20:00)
Ja, jeg havde fået en meget voldsom underlivsbetændelse. Jeg lå i seng i flere dage igennem høje feber, og der blev indlagt, og så sagde de, nu skulle jeg opereres for blindtarmsbetændelse. Det var bare det, at da jeg kom ud fra operationen, så sagde de, ved du hvad, din blindtarm fejlede ingenting.
Så vi har egentlig fejlopereret dig, men nu kan du komme ud i junglen og ud i ørkenen.
[Paul Bridgwater] (20:02 – 20:03)
Hvad mente de med det?
[Desirée Nielsen] (20:03 – 20:24)
Ja, de mente, at, fordi, det gør man ved opdagelsesrejsende, hvis de skal ud og være i junglen i mange måneder. Eller ligesådan, hvis man skal være i ørken, så er det bedst ikke at have sin blindtarm. Fordi hvis man får blindtarmsbetændelse, er der meget langt til hospitalet.
[Paul Bridgwater] (20:25 – 20:27)
Men hvad var det så, hvis det ikke var blindtarm?
[Desirée Nielsen] (20:28 – 20:29)
Det var underlivsbetændelse.
[Paul Bridgwater] (20:29 – 20:30)
Nå ja, det startede du med at sige.
[Desirée Nielsen] (20:32 – 20:55)
Og det var så det, der havde givet den voldsomme feber. Nu var jeg jo dobbelt plaget, fordi jeg skulle komme over begge dele. Og så fik jeg en meget, meget voldsom antibiotikakur med drop, som egentlig lavede en hel masse rod.
Det ødelagede bl.a. mine tarmflore. Det har taget mange år at reparere det.
[Paul Bridgwater] (20:57 – 21:04)
Men var der en oplevelse, som svarede til det første? Eller altså en nærdødsoplevelse? Eller hvordan?
[Desirée Nielsen] (21:04 – 21:29)
Altså, den var ikke tydelig, mens det foregik. Men det var mere, mens jeg lå og blev rask. Så kom der sådan nogle små flashes.
Det var ligesom, jeg havde været oppe på bænken igen. Altså, det var sådan en, det man kalder et life-review. Men det kom sådan til mig i fragmenter i tiden efter.
[Paul Bridgwater] (21:30 – 21:32)
Kan du give et eksempel på, hvad du så?
[Desirée Nielsen] (21:34 – 22:06)
Ja, nu skal jeg se. Ja, fordi der var ligesom ikke nogen personer i. Det var ligesom, du ved ham der, Neil Donald Walsh, han siger “samtaler med Gud”, eller det hedder hans bog: “Samtaler med Gud.”
Det var ligesom bare lyset og mig, der var til stede i det. Jeg var ligesom klar over, at jeg ville, ikke at jeg skulle, men at jeg ville gøre nogle ting anderledes, når jeg kom tilbage, når jeg blev rask.
[Paul Bridgwater] (22:06 – 22:24)
Så det var ikke fordi, at du fik altså en life-review, som sådan altså en et gennemgang af dit liv hidtil. Det var mere en samtalesituation eller en klargøring af noget, som du skulle eller kunne.
[Desirée Nielsen] (22:25 – 22:34)
Ja. Jeg var klar over, at jeg skulle altså arbejde med mig selv.
[Paul Bridgwater] (22:35 – 22:35)
Ja.
[Desirée Nielsen] (22:36 – 22:45)
Og at jeg skulle jeg skulle blive stærkere i konfliktsituationer, og jeg skulle stå mere ved mig selv.
[Paul Bridgwater] (22:46 – 22:46)
Ja.
[Desirée Nielsen] (22:48 – 23:26)
Og det her, det mundede så ud i nogle år senere, det var faktisk først i 92, men det mundede ud i, at jeg fik nogle oplevelser med healing og klarsyn, som kom meget bag på mig. Jeg havde egentlig jeg havde altid sådan jeg havde altid sådan et skyldfølelse, eller troede, at jeg ikke gjorde nok, eller ikke gjorde tingene godt nok. Men det var ligesom om, jeg fik en følelse af, at jeg kunne ændre det, der skulle justeres, og skulle jeg bruge det til at hjælpe andre mennesker med.
[Paul Bridgwater] (23:27 – 23:28)
Kan du give et eksempel?
[Desirée Nielsen] (23:31 – 24:24)
Ja, så tror jeg, jeg vil nævne, hvordan jeg opdagede, at jeg kunne give healing til andre mennesker. Fordi det var faktisk en juleferie, hvor vores fællesjul var blevet aflyst, eller familiejul var blevet afløst, fordi min far havde influenza, og måtte blive hjemme i Nordjylland. Og så sad jeg hjemme hos mig selv, og holdt jul med mig selv, og for dem, deroppe, eller hvad man skal sige.
Og så tænkte jeg, at jeg havde ondt i tanden. Helt meget ondt i kæben og i tanden. Og så tænkte jeg, at jeg havde det læst, at så skal man ligesom tage det i hånden, og smide det ud af vinduet.
Og så gjorde jeg det. Jeg tog smerten og smed den ud af vinduet, smerten ud af vinduet, og så gik tandpinen væk, og så blev jeg Jeg var helt forskrækket.
[Paul Bridgwater] (24:24 – 24:25)
Ja, det kan jeg godt forstå.
[Desirée Nielsen] (24:26 – 25:49)
Fra det virkede. Og så tænkte jeg jo i tiden efter, det må jeg da se, om man kan bruge det til noget, om man kan bruge til at hjælpe andre med, der har ondt eller har en eller anden ting, de døjer med. Så jeg fortalte vennerne eller udvalgte af mine venner, at det havde haft denne her oplevelse, og hvis de ønskede at prøve det, så var de velkomne til det.
Og jeg tog ikke noget for det. Det gjorde jeg heller ikke i mange år. Men det var faktisk spændende, og jeg begyndte at opdage, at der fulgte nogle visioner med.
En af mine gode venner havde forfærdelig ondt i ryggen, og så lavede vi sådan en healing-situation. Jeg beder altid om beskyttelse først, og om det, der hedder non-interference, at der ikke er noget, der blander sig i det. Og så lagde han sig på min sofa, og så prøvede jeg sådan at mærke hans aura over det hele, og da jeg kom til hans ryg og hofte, så gav det sådan et smæld i min hånd.
Så tænkte jeg, at det er der, det sidder. Og så lavede jeg den der med at smide det ud af vinduet, ligesom jeg havde gjort med tandpinen. Og det lindrede faktisk, og hjælp på det.
[Paul Bridgwater] (25:49 – 25:49)
Ja.
[Desirée Nielsen] (25:51 – 26:47)
Og mens jeg så det, så så jeg ligesom et liv, hvor han ja, altså han var faldet i havet, og der kom sådan nogle meget store bølger og slog ind over ham, og så var det ligesom han brækkede ryggen, eller han fik sådan et voldsomt slag på ryggen af de der bølger. Og så så jeg ikke mere, men så sagde jeg, om han ville høre fortællingen om det, jeg fik med i informationen, det ville han gerne. Og det var ligesom, at hans krop kunne mærke, det var der noget i.
Han vidste ikke rigtigt, men han synes det lød rigtigt eller genkendeligt for hans krop. Så det var jo ret spændende. Så prøvede jeg samme procedure med forskellige andre, som jeg kendte.
[Paul Bridgwater] (26:48 – 26:52)
Og skete det samme, det der med, at der dukkede syner op, eller var det forskelligt fra gang til gang?
[Desirée Nielsen] (26:53 – 28:00)
Det kunne det godt være, men det var tit, at der kom visioner med. Det var det altså, at det gav mening. Og det sjove var, at nogle gange kunne folk selv lige pludselig bidrage med noget, der hang sammen med det.
Eller andre gange i livet, hvor de havde mærket de smerter. Så jeg tog det som bekræftelse på, at det var rigtigt nok at gøre det. Og nu tror jeg faktisk, at den der ressource med den gudsoplevelse, jeg havde vi den første nærdøds oplevelse.
Den var jo blevet hos mig, men jeg sådan tænkte, at jeg vidste bare, at jeg skulle bruge det rigtigt. Jeg må ikke bruge det her forkert. Jeg må ikke bruge det for egenvindings skyld.
Og jeg må aldrig gå ind og prøve at dirigere det i menneskets tanker. Jeg skal bare spørge åbent til det. Og det har været mit principgrundlag lige siden.
[Paul Bridgwater] (28:01 – 28:24)
Ja. Altså du har været ude for nogle temmelige voldsomme oplevelser i dit liv. Men hvis man skulle spørge med hensyn til din oplevelse med healing og første nærdødsoplevelse og de her syner, hvad har det så betydet for dit syn på livet og døden?
[Desirée Nielsen] (28:29 – 28:49)
Det er næsten svært at sætte ord på, men det er, at der er altid noget, man kan gøre. Der er altid en vej, også når man dør. For en af grundene til, at vi kan klare de oplevelser, det er, at vi har levet og døde mange gange før.
[Paul Bridgwater] (28:50 – 28:54)
Ja, altså en tanke om reinkarnation.
[Desirée Nielsen] (28:55 – 29:02)
Ja, det kan man sige. Ja, helt bestemt. ja.
[Paul Bridgwater] (29:02 – 29:13)
Jeg tænker på, er det noget, som du har kunnet genkende gennem det, det du har læst, eller er det noget, du har erfaret fra noget andet, at det skulle være sådan?
[Desirée Nielsen] (29:14 – 29:37)
Jamen, det er meget vigtigt at pointere, at alle de her ting, jeg nu har delt, det er nogen, som er kommet til mig, altså uden forklaring og uden forvarsel, men der var en eller anden faktor inden i mig, der godt vidste, hvad det var. Og som sagt, var jeg fuldstændig uforskrækket igennem hver af de nærdødsoplevelser, jeg har oplevet.
[Paul Bridgwater] (29:38 – 30:01)
Jamen, det forstår jeg godt. Jeg har tænkt mere altså tanken om reinkarnation er noget andet. Altså, dine nærdødsoplevelser har umiddelbart ikke, så vidt jeg har hørt dem i hvert fald, en ide om reinkarnation, men det har været noget, du har været sikker på, så tænkte jeg, hvor kommer det så fra? Altså…
[Desirée Nielsen] (30:01 – 30:10)
Ja. Jamen, så var jeg ude med sproget jo, fordi jeg har haft erindringer fra tidligere liv, siden jeg var 19 år gammel.
[Paul Bridgwater] (30:10 – 30:14)
Nå, okay. Okay, godt. Jamen, så er svesken på disken.
[Desirée Nielsen] (30:15 – 30:57)
Ja, det er det. Og det var, jeg havde mit første sådan rigtig kærlighedsforhold på kanten til voksenlivet. Det var en kollega, jeg havde.
Vi havde været til fest, og så var vi lige pludselig smeltet ind i hinandens arme, uden nogensinde at have tænkt over det før. Han sagde også, det var fordi jeg var blevet klippet, så havde han pludselig set mig på en anden måde. Men det var så intenst, og så kærligt, og så dybt, så det lukkede ligesom op for noget.
Og jeg kunne huske nogle brudstykker fra liv sammen med ham.
[Paul Bridgwater] (30:57 – 30:59)
Hvad kunne du huske?
[Desirée Nielsen] (30:59 – 31:03)
Jamen, jeg kunne huske, at vi havde været i et kærlighedsforhold før.
[Paul Bridgwater] (31:03 – 31:03)
Ja.
[Desirée Nielsen] (31:04 – 31:06)
Vi var ved sådan et hof.
[Paul Bridgwater] (31:06 – 31:07)
Ja.
[Desirée Nielsen] (31:10 – 31:41)
Hvor man altid skulle være så pæn, og jeg har altid været så diplomatisk, og så dygtig til at få folk til at fungere sammen. Det var sådan noget, jeg lavede ved det der hof. Og han var jo så, jeg kan ikke huske, hvad han lavede, men han var jo sådan en slags ridder ved det der hof, og var nogle gange ude på togter, og så når han var hjemme, så ja, så det var ham, jeg satte mit sløjfebånd ved i hvert fald.
[Paul Bridgwater] (31:42 – 31:42)
Ja.
[Desirée Nielsen] (31:43 – 32:11)
Og så desværre, så skete der et, at han havde gjort noget, som jeg aldrig troede på, at han havde gjort, men han skulle altså henrettes, og så stod jeg oppe på sådan en gang, sådan en svalegang, højt oppe i slottet, og jeg turde næsten ikke kigge ud, men jeg ville være der for ham, så jeg kiggede ud og håbede, at han vidste i sit hjerte, at jeg var der.
[Paul Bridgwater] (32:12 – 32:16)
Det har været svært. Ja. Det kan jeg se.
[Desirée Nielsen] (32:20 – 32:50)
Det er ligesom meget karakteristisk for mit liv, at jeg har måttet fordøje sådan nogle indsigter, og vel at mærke uden at nævne dem for nogen. Det var først mange år senere, da jeg vågnede til healing, og det der, at jeg ligesom begyndte at dele det med nogen, der kom til healing, fordi jeg mente, at det kunne hjælpe dem at høre, at der kunne ligge noget bag i et tidligere liv.
[Paul Bridgwater] (32:51 – 32:51)
Ja.
[Desirée Nielsen] (32:51 – 32:53)
Altså de lidelser, man nu gennemgik.
[Paul Bridgwater] (32:54 – 33:45)
Ja. Ja. Det kan jeg godt se.
Ja. Tak fordi du fortalte det. Det var ikke helt nemt.
Nej. Ja. Du har uddannet dig indenfor klassisk guitar.
Du har været i Spanien. Du har læst spansk. Og det lyder som om, at det er en normal, i gåseøjne, karrierevej.
I hvert fald er det sådan så, at det er noget helt andet end tidligere liv og nærtøds oplevelser og healing, ikke? Ja. Så der har været en eller anden form for ikke nødvendigvis konflikt, men spænding imellem de to dele af dit liv.
Eller sådan oplevede du det måske, ikke?
[Desirée Nielsen] (33:45 – 33:52)
Jamen det kan man godt sige, men altså jeg havde jo valgt fra start af egentlig ikke at tale om det.
[Paul Bridgwater] (33:52 – 33:52)
Ja.
[Desirée Nielsen] (33:54 – 33:58)
Til andre end dem, der kunne have brug for det, jeg kunne hjælpe med.
[Paul Bridgwater] (33:58 – 33:59)
Ja.
[Desirée Nielsen] (34:03 – 34:51)
Men det blev meget sådan aktiveret, mens jeg var i Spanien, for det er jo faktisk en meget spirituel kultur, hvor folk går meget mere åbent ind til de ting, end vi normalt har her i Danmark i hvert fald. Og der fik jeg nogle oplevelser, hvor det så åbnede sig endnu mere. Det år havde jeg kærestesorg, og havde måtte slå op med en, jeg havde været sammen med i to år. Og var sådan ret ked af det, og skulle lige stille om på livet igen, og blive alene i stedet for.
Og så min veninde Esperanza i Sevilla, hun foreslog, at vi gik hen til sigøjnersken, og fik læst tarotkort.
[Paul Bridgwater] (34:51 – 34:53)
Nej, nej, nej.
[Desirée Nielsen] (34:54 – 36:09)
Og fordi jeg stolede meget på Esperanza, det er jo ikke noget, der ville have ligget lige for mig selv, men hun kendte hende jo, og havde været der mange gange, så tog vi det her hen. Og så læste hun, det var især to vigtige ting, at hun kunne læse det der med, at der var kærlighedssorg, skræmmer og udfordringer. Men hun kunne også læse, at min mor hjalp mig.
Min mor var død en del år før. Hun døde da jeg var 21. Hvad der også blev en meget stor forandring for mig.
Og stor sorg. Min mor var det sødeste menneske. Og når man er 21, så regner man med, at vi alle sammen holder hele vejen.
Og jeg havde jo selv overlevet det umulige allerede, så jeg havde egentlig ikke lige tænkt på, at der var andre, der kunne blive syge. Men det gjorde hun altså, og det var meget hurtigt. Det var en pludselig død, og jeg valgte på det.
Nu kan jeg selv mærke, at jeg roder lidt i det.
[Paul Bridgwater] (36:10 – 36:18)
Nej, nej, det er fint nok. Men tilbage til Esperanza og tarotkortene, og hun kunne se, at din mor…
[Desirée Nielsen] (36:18 – 36:41)
Min mor vågede over mig som skytsengel. Og jeg havde sådan tit ligesom kunne fornemme min mors… Altså følelsen af at være sammen med min mor, men jeg havde egentlig ikke sådan…
Jeg havde ikke spekuleret over, hvor konkret det var. Men det var det så åbenbart, fordi tarotlæseren kunne se det.
[Paul Bridgwater] (36:41 – 36:43)
Du kunne ikke huske, hvad kort der var, vel?
[Desirée Nielsen] (36:44 – 36:51)
Nej, det kan jeg ikke. Og hun brugte faktisk nogle spanske spillekort.
[Paul Bridgwater] (36:51 – 36:52)
Okay.
[Desirée Nielsen] (36:53 – 37:01)
Så det var simpelthen… Det var ren clairvoyance, det hun lavede. Og så sagde hun, at de gaver ville også komme til mig.
[Paul Bridgwater] (37:03 – 37:04)
Hvad mente hun med det?
[Desirée Nielsen] (37:04 – 37:22)
Hun mente, at jeg også ville få den åbning til at udføre… Ja, det ord undgår jeg helst, men udføre clairvoyance… Jamen, fordi jeg har nemlig alle tide sagt, at jeg vil ikke…
Jeg vil ikke læse på fremtiden.
[Paul Bridgwater] (37:22 – 37:24)
Nej, nej. Det forstår jeg godt.
[Desirée Nielsen] (37:24 – 37:26)
Fordi det er noget tricky noget.
[Paul Bridgwater] (37:26 – 38:13)
Ja, man binder. Altså det binder folk til nogle forventninger, ikke? Altså hvis man siger, du vil møde min kæreste om to år, så spekulerer de så, hvem er det så, hvornår kommer det, og er det den og den, og så har man ligesom ødelagt den del af deres liv.
Eller man har ikke ødelagt det, men man har ligesom… Ja, man har ændret det, der skulle ske, på en uhensigtsmæssig måde. Da vi skrev sammen før podcasten, så nævnte du, at det var vigtigt, at vi fik to udtryk med, og den ene er “living with joy”, og den anden er “learning and sharing”.
Hvis vi starter med det første, altså hvad vil det sige, living with joy? Hvordan fortolker du det?
[Desirée Nielsen] (38:14 – 38:28)
Det er, at man selv skal søge glæden, og man selv skal arbejde med den, for at beholde den, og for at gøre den til et flow i ens liv.
[Paul Bridgwater] (38:29 – 38:29)
Hvordan gør man det?
[Desirée Nielsen] (38:30 – 39:18)
Jeg gør det bl.a. ved at meditere, og lave åndedrætsøvelser, men også ved konkret at finde de ting, hvad er det i livet, der gør mig glad? Det er jo langt hen ad vejen andre mennesker selvfølgelig, gode relationer, interessante udvekslinger, at have nogle ligesindede i livet, som man kan udveksle med, og at gøre noget for at være der for andre, for at hjælpe andre, men fra et ægte lyttende synspunkt, hvor man hører personen ud, og hvis man eventuelt har nogle forslag, så kommer de til sidst, og hvad kan man gøre ved det og det, som personen måske kæmper med?
[Paul Bridgwater] (39:20 – 39:24)
Er det der, det der ligger i “learning and sharing”, eller er det noget lidt andet?
[Desirée Nielsen] (39:24 – 39:54)
Det er der, hvor det går over i det, fordi nr. 1, det er at beholde en ildmaske til sig selv, og kunne trække vejret, og kunne finde glæden, og det har jeg kunnet i de mærkeligste livsomstændigheder, fordi det har været noget, jeg satte mig for, efter at jeg havde haft de her barske oplevelser som ung, med at komme så tæt på døden både mine egne og andres så tidligt.
[Paul Bridgwater] (39:55 – 39:57)
Ja, og det der med “sharing”, hvad ligger der i det?
[Desirée Nielsen] (39:58 – 40:22)
Der ligger det i det, at jeg vil ikke sige, at jeg er en lærer. Nu har jeg haft en nærdødsoplevelse, jeg har haft tidligere livsoplevelser, jeg har haft alt muligt. Jeg er bare en, der har oplevet disse ting, og gerne vil dele det, jeg har lært af det, eller støtte personer i selv, og finde deres vej med, hvad de støder på i livet.
[Paul Bridgwater] (40:22 – 40:31)
Ja, så det er ikke så meget guruen, eller læreren, det er mere træneren eller hjælperen.
[Desirée Nielsen] (40:32 – 41:03)
Ja, lige præcis. Og at vi har alle sammen store, små og dybe oplevelser. Så det gør ikke en til noget ophøjet.
Jeg er stadigvæk mig, som jeg sagde til en sidste uge, jeg tager stadigvæk en nævekamp med livet, hver gang det er. Så ved man lige pludselig alt muligt. Man er nødt til at arbejde videre med sig selv hele vejen.
[Paul Bridgwater] (41:04 – 41:11)
Ja. Og du har også mødt mennesker, som selv har haft nærdødsoplevelser. Hvad oplever du, at de har brug for?
[Desirée Nielsen] (41:12 – 42:07)
Jamen, det er netop det, jeg selv oplevede de første mange år, at man føler måske, at man er bange for at sige det til nogen, fordi det er ikke noget, man taler om slet ikke her i Danmark. Og der er jo masser af mennesker, der har haft de oplevelser. Og med den sygdomsrate, der er i Danmark og de lidt begrænsede muligheder for at søge spirituelle råd og vejledning i vores land.
I Indien har du altid en eller anden vismand eller en eller anden yogi, du kan gå hen til. Og det er der bare ikke så meget af her. Så jeg synes, det man kan uddrage af, det er, at vi må være vores egen og hinandens hjælpere og støtte igennem sådan nogle oplevelser.
[Paul Bridgwater] (42:08 – 42:29)
Ja, det synes jeg er en meget smuk tanke. Men ja, altså nu har vi haft tre nærdødsoplevelser eller ting, der ligner nærdødsoplevelser, erfaringer af det evige hvis man skulle kalde det det. Men jeg ved, at vi også skal afslutte med en fjerde.
Det synes jeg er spændende. Kan du sige lidt om det?
[Desirée Nielsen] (42:30 – 43:00)
Ja. Jeg fik blodpropper i højre hjernehalvdel, da jeg var 59 år. Det er jo ret tidligt, men det var egentlig ikke så overraskende på en eller anden måde, fordi jeg har jo været ude ved kanten, og kigge ud over.
Så blev jeg kørt over på Bispebjerg Hospital og lå i en seng, mens hele min venstre side satte ud.
[Paul Bridgwater] (43:01 – 43:03)
Ej, det var igen voldsomt.
[Desirée Nielsen] (43:03 – 43:50)
Jamen, jeg var ikke spor bange. Det blev jeg først set. Så kommer det der forskrækkelse på.
Men jeg vidste, ligesom under de andre oplevelser, der er nogen, der passer på mig. Der er noget eller nogen, der passer på mig. På et tidspunkt begyndte jeg faktisk at sige inden i mig selv, “Kære Gud, lad mig leve.”
Men så… Det var jo ikke sådan en stemme eller noget op fra himlen. Det var bare indeni, så var der ligesom noget, der sagde, “det bestemmer du selv.”
Og så svarede jeg til det. Så vælger jeg at leve, uanset, hvad der er tilbage af mig.
[Paul Bridgwater] (43:51 – 44:16)
Så i første omgang, så er det sådan, at du lægger det op og beder om, at du må leve. Altså, at det ikke er dit ansvar, men på en måde Guds ansvar eller hvad det nu er. Og så får du svaret, det bestemmer du selv.
Og så må du ligesom, okay, det er ligesom noget lidt andet. Så skal man ligesom selv tage ansvaret og for at vælge det. Og så valgte du det.
[Desirée Nielsen] (44:16 – 44:41)
Så valgte jeg det, og så gik jeg i gang med genoptræningen for fulde kraft. Og det var så sygeplejerskerne, de troede, at jeg ikke gad at træne, og jeg ville hele tiden sove. Men så gik fysioterapeuterne ind og sagde til dem, det er fordi hun træner så hårdt, hun bliver fuldstændig udmattet bagefter.
Så det var jo lidt en anden sag.
[Paul Bridgwater] (44:43 – 44:46)
Og hvor lang tid siden skete alt dette?
[Desirée Nielsen] (44:47 – 44:49)
Det skete i 2018.
[Paul Bridgwater] (44:49 – 44:53)
Okay, så det er relativt få – 8 år siden.
[Desirée Nielsen] (44:56 – 45:40)
Jeg har stadigvæk en restlammelse til venstre side, men den er stadig trænbar, det er det man går efter. Og jeg træner meget intensivt to eller tre gange om ugen og laver også hjemmetræning. Jeg har et godt liv, nu må jeg så bruge bortset fra hjernetrætheden, så må jeg bruge det energi, der er til overskud til at tage de her samtaler med mennesker, der har brug for det.
Jeg er begyndt at kalde det livssamtaler i stedet for at kalde det healing, fordi det indbefatter egentlig alt, hvad der sådan kan komme på bordet.
[Paul Bridgwater] (45:40 – 45:44)
Hvordan gør du det? Hvordan foregår en livssamtale?
[Desirée Nielsen] (45:44 – 46:04)
Altså, ideelt set foregår den ved, at folk kommer her hjem til mig. Jeg har svært ved at klare transporten nogle gange. Eller også foregår den på nettet, altså på alle de her platforme.
[Paul Bridgwater] (46:04 – 46:09)
Ja, det ved jeg ikke. Er du på Facebook? Hvad bruger du for nogle platforme?
[Desirée Nielsen] (46:09 – 46:20)
Den bruges jeg sjældent, fordi den er for let at blive aflyttet på, men jeg bruger Zoom, for eksempel.
[Paul Bridgwater] (46:20 – 46:20)
Okay.
[Desirée Nielsen] (46:22 – 46:51)
Og så kan altså, jeg har vænnet mig til i mange år at kunne foretage de her healings, for eksempel over altså på distancen, som jeg hedder det fjernhealing. Men det er heller ikke altid så meget kroppen mere. Det er mere, at jeg stiller ind, og så bidrager, når personen har fortalt, hvad de går igennem, at så kan jeg få nogle meddelelser ind, som jeg giver videre.
[Paul Bridgwater] (46:52 – 47:00)
Er du interesseret i, at folk, der lytter til denne her podcast, kan kontakte dig? Eller tænker du, du har faktisk nok på din tillærken i forvejen?
[Desirée Nielsen] (47:02 – 47:17)
Det har jeg jo nok, men i sjældne tilfælde, hvor man ikke kan finde nogen hjælp, så er det nogle gange, at det kan lade sig gøre. Så kan jeg få lov. Jeg spørger guiderne først, mine åndelige vejledere, om jeg kan, om jeg må tage en sag.
[Paul Bridgwater] (47:18 – 47:19)
Hvordan finder folk dig?
[Desirée Nielsen] (47:22 – 47:26)
De finder mig på Facebook under navnet Desirée Nielsen.
[Paul Bridgwater] (47:27 – 48:06)
Okay, det er jo ikke så svært. Okay. Ja, men så…
Man kan ikke sige, at det er en opfordring til at kontakte Desirée, tænker jeg, men hvis man er desperat, så kan hun altid sige nej. Godt. Desiree, tusind tak, fordi du ville fortælle din historie.
Det var dybt interessant, synes jeg, med mange forskellige facetter, som man kunne blive ved med at prøve at dykke ned i. Og tak til jer, der lyttede med. Mit navn er Paul Bridgwater, og du har lyttet til podcasten Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger.
Tak for nu.