Uden fortiden har vi jo ingen forudsætning for at forstå, hvor vi er nu. Og uden fremtiden – ingen retning for, hvor vi bevæger os hen. Derfor har jeg altid haft svært ved at se, hvordan fokus på nuet skulle kunne være en løsning på tankemylder og stress.
Nu indser jeg, at min forståelse af hvad Eckhart Tolle egentlig mente var for overfladisk. Eckhart Tolles grundlæggende idé er, at sindet fører os på afveje, når det hele tiden holder regnskab med os selv og andre: Hvad vi burde have gjort, og hvad vi nu bør gøre. I stedet handler det om at iagttage vores egne sindsbevægelser – og gennem det blive nærværende.
Tidligere har jeg ofte forbundet nærvær med et skærpet sanseapparat rettet mod omgivelserne: at høre vindens hvislen i bladene, at se lysets spil gennem grenene eller at dufte til jorden efter regn. Det er bestemt en del af det. Men Eckhart Tolle går et skridt videre. Når vi ikke er fanget eller forført af vores egne tanker og følelser, får vi mulighed for at mærke efter, hvordan vi har det i kroppen. Kernen i nærvær handler altså ikke først og fremmest om verden omkring os, men om at blive opmærksom på, hvordan vi reagerer på verden omkring os. Denne indsigt gav pludselig mening for mig.
Jeg har altid oplevet en tæt forbindelse mellem mindfulness, nærvær og healing. Når jeg arbejder med healing, er det først og fremmest kropsfornemmelserne, der er afgørende. Når bevidstheden bliver stille, når tankerne glider i baggrunden, og jeg mærker, hvad der sker i hænderne og i kroppen, opstår der en forunderlig spejling af den andens tilstand. Tolle beskriver det sådan:
Nærvær er ren bevidsthed – bevidsthed der er blevet hentet tilbage fra sindet, fra formernes verden. Den indre krop er din forbindelse til det Umanifesterede, og i sit dybeste aspekt er den det Umanifesterede – den Kilde, fra hvilken bevidstheden stråler, som lyset stråler fra Solen. Bevidsthed om den indre krop er bevidsthed, der husker sin oprindelse og vender tilbage til kilden.
Da jeg læste dette, tænkte jeg: Ja, præcis sådan er det. Og det forklarer, hvorfor healing ikke blot handler om intention eller teknik, men om evnen til at bringe sindet til ro – så man kan være fuldt til stede i kroppen.
Efter at have læst Eckhart Tolle har jeg fået en ny måde at forstå nærvær, healing og forbindelsen til kroppen på. Eller måske – som han selv ville sige – var forståelsen der hele tiden, men sindet stod i vejen.
Om Eckhart Tolle
Eckhart Tolle (f. 1948) er en verdenskendt spirituel lærer og bestsellerforfatter. The New York Times kaldte ham i 2008 for den mest populære spirituelle forfatter i USA. Tolle tilhører ikke nogen bestemt religion, men er inspireret af mange forskellige kilder. Nuets kraft er solgt i over fem millioner eksemplarer på verdensplan og mere end 80.000 i Danmark.
En reaktion
Ja det kan jeg godt nikke genkendende til, jeg har lyttet til Eckhart Tolle når han har holdt foredrag rundt i verden og jo ældre jeg er blevet har jeg mærket det på mig selv og set det hos andre og det er jo det forunderlige ved selve livet.