“For du tror jo ikke på engle”
En af mine favoritfortællinger fra nærdødsoplevere er historien om en kvinde, der oplever at bevæge sig ind i den lysende tunnel, der udgør forbindelsen fra denne verden til den næste. Altså den typiske overgang, hvor man bevæger sig mod guddommelig kærlighed og lys. Denne kvinde ser tre lysende prikker svæve imod sig. Hun siger så til dem, at hun havde troet, at hun ville møde engle, og de tre prikker svarer: »Men du tror jo ikke på engle.«
Ud over at historien måske kunne indikere, at det guddommelige har humoristisk sans, synes jeg, den er vigtig, fordi den illustrerer nogle af de udfordringer, der er i kommunikationen mellem os og det, der er større end os selv. Hvis der overhovedet skal være en forbindelse, må den gå gennem skikkelser, billeder eller væsener, som vi har et forhold til. For eksempel engle. Her er det altså, som om det guddommelige eller den anden verden henvender sig på lidt humoristisk vis i en form, som kvinden kan acceptere og genkende.
Lorna Byrne
Det er også en af pointerne hos Lorna Byrne i hendes bøger om engle, for eksempel “Engle i mit hår” (2008). Lorna Byrne er en irsk mystiker, som har skrevet en række bøger om sin kommunikation med engle, noget hun fortæller, at hun har oplevet siden barndommen. Mange af hendes læsere er blevet inspireret af bøgerne til selv at forsøge at opbygge en kontakt med engle, noget Lorna Byrne også opfordrer til. Hun er samtidig nøgtern og hverdagsagtig, når hun beskriver, hvordan det foregår. Hun fortæller blandt andet, at hun kan se en udvikling i den måde, englene viser sig for hende på. Da hun er barn, viser de sig som skikkelser, hun kan opleve som trygge. Da hun bliver ældre, ændrer deres fremtræden sig til noget mere voksent.
Det er interessant, for det rejser spørgsmålet om, hvor meget af det, vi oplever, der kommer fra englene, og hvor meget der kommer fra vores egen forestillingsevne.
Den græske filosof Xenofanes, ca. 570–475 f.Kr., sagde noget i retning af, at hvis heste kunne forestille sig guder, ville guderne ligne heste. For ham var det religionskritik, altså en kritik af det forhold, at mennesker forestiller sig guder, der ligner dem selv. Men efter min bedste overbevisning kan man også vende det om. Hvis vi overhovedet skal kunne forstå det guddommelige, er det guddommelige nødt til at iklæde sig en form, som vi kan forstå. Det må vise sig i billeder, skikkelser og symboler, som giver mening for os.
Hvad så med englene? Er de fantasifostre eller virkelige? Lorna Byrne afskriver slet ikke fantasiens rolle. Hun siger for eksempel, at børn kan kalde englene det, der passer børnene bedst. De kan hedde Squiffy eller Stinky eller noget helt tredje. Navngivningen kommer altså fra børnene og ikke nødvendigvis fra englene.
Er engle fantasi eller virkelighed?
Så rejser der sig et nyt spørgsmål: Hvordan adskiller man fantasi fra virkelighed? Og er det overhovedet vigtigt at kunne gøre det, når det drejer sig om engle? Det mener jeg, at det er. Spørgsmålet bliver særligt relevant ved healing, fordi healere ofte arbejder med billeder, intuition, beskeder eller oplevelser af åndelige væsener.
Selv inden for nærdødsoplevelser ser man, at oplevelserne kan have meget forskellig karakter. Nogle er præget af lys, kærlighed og en følelse af enhed, mens andre kan være mere urolige eller skræmmende.
I min egen podcastserie “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger” kan man se eksempler på det. Mette Thygesen oplever parallelverdener, som bliver mere præget af egoisme og griskhed, jo tættere hun kommer på jorden. Lisbet Nielsen fortæller om en oplevelse, hvor hun befinder sig forholdsvis tæt på operationsbordet og oplever slanger, der forsøger at kvæle hende. På det fysiske plan viser det sig samtidig, at hun er forbundet med slanger og ledninger i forbindelse med operationen.
Det fortæller i hvert fald, at vores fantasi og forestillingsevne kan være meget virksom, når vi befinder os i grænseområder mellem forskellige bevidsthedstilstande. Det betyder ikke nødvendigvis, at alt er fantasi, men det betyder, at vores egne billeder, erfaringer og kropslige sansninger kan være med til at forme det, vi oplever.
Hvad er himmelsk, og hvad er jordisk?
Det næste spørgsmål er selvfølgelig, hvordan man kan differentiere mellem de forskellige lag. Hvad er himmelsk, og hvad er jordisk? Hvornår er en engel et guddommeligt væsen, og hvornår er den fri fantasi?
»På deres frugter skal I kende dem,« står der i Det Nye Testamente, da Jesus taler om, hvordan man skal skelne mellem falske og sande profeter. Måske gælder det også for engle. Hvad kommer der ud af oplevelsen? Fører den til mere kærlighed, mere ro, mere nænsomhed og større ansvarlighed? Eller fører den til frygt, forvirring eller selvoptagethed? Det er måske et mere brugbart spørgsmål end, om man kan bevise, at englen findes objektivt.
Nuvel, hvad er så en engel? En engel er en budbringer. Engle kan fortælle noget, som man har brug for at vide, både i og uden for en healingsession. Det kan for eksempel være en besked som: »Frygt ikke« eller »Gud er med dig«. Men der kan også være langt mere konkrete beskeder.
Jeg har selv haft besøg af en engel. Det var i en periode, hvor jeg måske kunne have været mere nænsom over for min kone. Den lidt forpjuskede engel så ud, som om hun havde bevæget sig langt fra sit ophavssted. Hun var klædt i gult, og hun sagde til mig, at jeg skulle styre mine vredesudbrud, og at jeg skulle lade være med at drikke alkohol. To meget konkrete råd, kan man sige. Hun sagde også, at hun ville besøge mig én gang mere, før jeg døde. Og det var det.
Der var i oplevelsen også en forestilling om, at der er et stykke vej fra Himmerige til jorden. Det var, som om det havde været svært for hende at komme ned på mit niveau. Tingene bliver tungere og mere besværlige, jo tættere på jorden man kommer.
Filosofiske og religiøse traditioner
Der er flere filosoffer og religiøse traditioner, som har arbejdet med samme forestilling. Plotin, ca. 204/205–270 e.Kr., er måske en af de mest kendte. Hos ham er der en bevægelse fra det Ene, det højeste guddommelige princip, og ned gennem forskellige niveauer af væren til den materielle verden.
Og forestillingen dukker også op i middelalderen. Hos Dante Alighieri, 1265–1321, er der niveauer i både Helvede og Paradiset, og mennesket bevæger sig gennem forskellige lag af virkeligheden. Man har også forestillingen om The Great Chain of Being, som mange, der har læst Shakespeare i gymnasiet, vil kende. Altså en forestilling om, at der er forskellige niveauer af væren, og at det, der står højest, er det rent guddommelige, mens det derefter på forskellig måde spalter sig ud eller manifesterer sig i andre former. Teosofien har det også. Kabbala har det også.
Når man ser på de mange forskellige beskrivelser af rejsen fra dette liv til det næste, er det tydeligt, at de i høj grad er betinget af kultur, forestillingsevne og personlige livserfaringer. De forskellige guddommelige væsener bliver så at sige iklædt en dragt, som mennesket kan forstå. Omvendt ser det for mig ud, som om det guddommelige også må bruge det, vi kan forestille os, som en måde at kommunikere med os på.
Og her vender vi så tilbage til udgangspunktet med de tre prikker, som sagde: »Men du tror jo ikke på engle.«
Engle og healing
Hvor befinder vi os i forhold til healing? I nogle former for spirituel healing og englehealing bruger man ærkeengle som en del af det kosmologiske udgangspunkt. Gabriel, Michael, Raphael og Uriel er blandt de engle, man ofte møder. Og det er jo fint nok. Men så kan man spørge, om disse manifestationer er virkelige.
Ja, det er de måske i den forstand, at de gennem århundreder er blevet brugt som kanaler og billeder, både af mennesker og måske også af det guddommelige, til at formulere noget, som vi kan forstå. Englene kan ses som bestemte aspekter af det guddommelige. Gabriel er budbringeren. Michael er den, der kæmper mod det onde. Raphael er healeren. Uriel forbindes blandt andet med lys og visdom. På den måde bliver forskellige sider af det guddommelige formuleret i en ret håndgribelig form, som mennesker kan henvende sig til og bede til.
Det ubevidste
Her vil jeg lige lave en lille digression om det ubevidste. Selvfølgelig er den måde, vi forestiller os himmelske væsener på, præget af vores egen fantasi. Vores ubevidste har tilsyneladende brug for symboler og fantastiske væsener for at kunne tale til den mere rationelle hverdagsbevidsthed.
Men i stedet for at se det ubevidste som noget, der udelukkende er bundet til den enkelte, synes jeg, det giver bedre mening at tage udgangspunkt i Jungs psykologi. Carl Gustav Jung (1875-1961) taler om det kollektivt ubevidste og om arketyper, altså billeder og grundmønstre, som går igen på tværs af mennesker og kulturer.
Man ser for eksempel moderen, faderen, barnet, helten og den vise gamle igen og igen. Og måske også engle. Man kan altså se de religiøse skikkelser som forskellige måder, hvorpå mennesket forsøger at forstå det guddommelige. Men det behøver ikke at betyde, at de kun findes inde i os. Måske er psyken netop et af de steder, hvor noget, der kommer udefra eller ovenfra, kan få en form, vi kan forstå.
Mellem menneske og Gud
Kristus-skikkelsen er i kristendommen både menneskelig og guddommelig. Og englene befinder sig på en måde også mellem det menneskelige og det guddommelige. De er en måde at italesætte og forestille sig forbindelsen mellem os og Gud. Engle kan både forstås som åndelige væsener, symbolske former og formidlere mellem det guddommelige og menneskelig bevidsthed.
Men prøv selv at tale med englene. Det kan være, de vil fortælle mere om det selv.
Noter
Kunstneren, der har lavet blogindlæggets billede er Kristiane Hauer (2003).
Lorna Byrnes hjemmeside med tilbud om retreats er her: https://lornabyrne.com.
Xenofanes citatet lyder i sin helhed således: “Hvis nu okserne, hestene og løverne havde hænder og kunne male med hænderne og skabe kunstværker som menneskene, ville hestene male også gudernes skikkelse som heste, og okserne som okser, og de ville forme gudernes legemer hver især efter deres eget udseende.”
Mette Thygesens beretning om sin nærdødsoplevelse findes her https://healinghelp.dk/mette-thygesens-naerdoedsoplevelse/
Lisbet Nielsens beretning om sin nærdødsoplevelse findes her: https://healinghelp.dk/lisbet-nielsens-naerdoedsoplevelser/
Udtrykket “på deres frugter skal I kende dem” er et berømt citat fra Jesu bjergprædiken i Matthæusevangeliet (kapitel 7, vers 16 og 20).
Dantes mest berømte værk er “Den Guddommelige Komedie”. Den findes på dansk: Den guddommelige komedie (O. Meyer, Overs.). Gyldendal. (Oprindeligt udgivet ca. 1320).
For mere om “The Great Chain of Being”, se Christensen, J. R., Løndahl, M., & Vadmand, O. (1991). Life and Literature. The English Handbook. Gyldendal.
Teosofi er en åndelig filosofi, der søger en fælles kerne bag verdens religioner og ser mennesket som del af en større åndelig udvikling.
Kabbala er en jødisk mystisk tradition, der undersøger Guds væsen, skabelsen og menneskets forhold til det guddommelige.
Jolande Jacobi: C.G. Jungs psykologi. Gyldendal, 1987. er skrevet som en kort og forholdsvis tilgængelig introduktion til hovedtrækkene i Jungs analytiske psykologi.