En blæsende og kold torsdag i februar var jeg i Darum Kirke for at holde oplæg. Jeg blev hentet i Bramming af gårdejer Kresten, og vi kørte gennem snelandskabet de cirka fem kilometer ned til den lune sognegård. Det blev en forrygende aften med stor spørgelyst og engagement. Tak til sognepræst Thea Bom Nielsen og aktivitetsudvalget for invitationen – og tak til organist og fløjtenist Tina Horsbøl for at akkompagnere til fællessang. Også tak til alle dem, der trodsede vejret og dukkede op. Jeg håber jeg kommer forbi Darum igen!
Oplæg i Darum Sognehus 5. februar, 2026
Jeg hedder Paul Bridgwater, jeg arbejder som chefkonsulent i Børne- og Undervisningsministeriet og har tidligere været gymnasielærer i fagene engelsk og filosofi. Jeg har nu arbejdet privat med healing i over 20 år, de seneste år i en folkekirkelig ramme. Jeg har siddet i Lindevang menighedsråd i otte år, og har healet i Flintholm Kirke i over to år.
Da jeg var teenager havde jeg en skelsættende oplevelse i forbindelse med en gudstjeneste i Elim kirken i København. Det var en karismatisk kirke med gospelmusik og tungetale. Efter gudstjenesten oplevede jeg noget forunderligt på vej hjem i bilen. Det føltes som om jeg blev tændt af et meget stærkt hvidt lys indefra. Det var en meget fysisk fornemmelse. Det var en uforglemmelig oplevelse, men også en, der var svær at håndtere. Så efter en del psykologiske og sjælelige udfordringer lagde jeg oplevelsen bag mig og fokuserede på at få mig et normalt liv med kæreste, studie og job.
Så i 30erne, i forbindelse med en livskrise, begyndte jeg at drømme om healing. Så efter en lidt tøvende start begyndte jeg at afprøve det på familie og venner. Efter hånden blev det mere etableret. Fra at leje mig ind i andres lokaler, fik jeg egne lokaler. Fra at arbejde på fuldtid gik jeg på deltid.
Som healer har jeg altid ment at der var klare paralleller mellem healing og håndspålæggelse, sådan som det beskrives i Det Nye Testamente. Folkekirken er netop et kirkeligt fællesskab, hvor der er stor spændvidde trosmæssigt, fra det Grundtvigske til Indre Mission. Fra Tidehverv til moderne mere spirituelle strømninger. Så på den måde, så har jeg ment det var oplagt at folkekirken også kunne finde plads til healing. Det er så det, dette foredrag handler om. Hvordan kan den det?
Når jeg taler om healing, taler jeg ikke om at gøre noget ved et andet menneske, men om at åbne et fælles rum, hvor noget kan ske.
Det er ikke enkelt at definere, hvad healing er. Den Store Danske (nu Lex) definerer healing som overførsel af lægende energi gennem håndspålæggelse eller bøn. Det er en nøgtern og beskrivende definition, men efter min mening er den ikke tilstrækkelig til at indfange, hvad der faktisk foregår.
Som jeg forstår det, er healing snarere en åbning af et fælles felt mod det, der er større end os selv. Som mennesker er vi forbundne – med hinanden og med vores ophav. Set i det lys kan healing forstås som et bevidst arbejde med denne forbindelse. Det ophav kan man kalde Gud.
Denne forståelse er smukt formuleret i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5).
I den forstand kan healing også forstås som en form for kropslig, ordløs bøn – beslægtet med meditation og stilhedspraksis – hvor der ikke handles på et andet menneske, men åbnes med et andet menneske.
Når jeg holder hænderne så tæt på kroppen som jeg gør under healingen, oplever jeg ofte varme, prikken eller en form for respons i hænderne. Samtidig falder min egen bevidsthed til ro. Tanker og følelser træder i baggrunden, og der opstår et flow, som jeg bedst kan beskrive som en ordløs bøn.
Der er klare paralleller mellem healing og håndspålæggelse i og med at healing også omfatter berøring med det formål at hjælpe nogen til at få det bedre, og healer og klient kan have en oplevelse af overførelse af kraft eller energi. Og det er oplagt at håndspålæggelse i Det Nye Testamente og healing omfatter en henvendelse til det, der er større end os selv.
Men der også et klart spændingsfelt i forhold til folkekirken og healing, som jeg er meget opmærksom på.
Folkekirken og folkekirkens forskellige retninger er et resultat af mangeårige traditioner, hvor fornyelsen sker over tid. Der har altid været et spændingsfelt imellem en rationel, fornuftspræget tilgang til troen og mere følelsesmæssige, oplevelsespræget tilgange. Det er vigtigt at finde en balance mellem skepsis og erfaring. At tage skepsis med ind i erfaringen, hvis man kan sige det sådan. Skepsis er vores fornufts rationelle kvalitetssikring, når hjertet løber af med os.
Man bliver nødt til at skelne mellem to niveauer: fysisk helbredelse og åndelig heling i Det Nye Testamentes beretninger:
Helbredelse handler om det konkrete: den blinde, der kan se, den døve, der kan høre. Heling handler derimod om at blive hel, forstået relationelt og eksistentielt.
Der er mange eksempler på helbredelser:
- Jesus helbreder Peters svigermor. Jesus tager hende ved hånden, og feberen forlader hende. (Matthæusevangeliet 8,14–15)
- Jesus helbreder den blinde i Betsajda. Jesus lægger hænderne på den blinde mand – i to omgange og han kan se. (Markusevangeliet 8,22–25) Helbredelsen er en proces.
- Jesus helbreder den krumbøjede kvinde. Jesus lægger hænderne på en kvinde, der i 18 år har været bundet af sygdom, og straks retter hun sig op. (Lukasevangeliet 13,10–13)
Helbredelserne peger videre end den konkrete handling til noget større. Helbredelserne er altid en del af en relation. Det opleves, som om der åbnes mod noget, der er større. I den forstand kan helbredelserne forstås som tegn på Guds riges nærvær. De er også helende.
Og hvad med healing, er der den samme forhold mellem helbredelse og heling?
Det er min erfaring, at healing ofte medfører en umiddelbar lettelse af lidelse – typisk mindre fysiske problemer som smerter, spændinger eller uro. Men meget ofte sker der også noget andet. Folk finder ro, bliver trøstet, ser farver, oplever energistrømme i kroppen, sover bedre – og er ofte ret forundret over det, der er sket.
Der kan skelnes mellem den konkrete helbredelse og heling i Det Nye Testamente. Og der kan skelnes mellem helbredelse og healing i dag. Det som begge dele etablerer er en form for troserfaring.
Så hvis helbredelser og heling er så centralt i evangelierne som et tegn på hvordan Guds rige åbner sig – hvorfor er det da næsten fraværende i kirkens praksis?
Der kan peges på fire klassiske barrierer.
Blufærdighed og anonymitet
Den moderne kirkegænger værdsætter ofte anonymiteten. Troen kan leves privat i en fælles ramme. Når man træder frem og beder om healing, brydes denne anonymitet. Kroppen bliver synlig, og erfaringen bliver personlig.
Magt, autoritet og karismatik
Folkekirken er demokratisk organiseret. Præster og menighedsråd er bundet af strukturer og ritualer. Det skaber stabilitet, men også en tilbageholdenhed over for trosoplevelser. Hvem autoriserer healeren? Og hvad betyder det for fællesskabet?
Ansvarsplacering i forhold til sundhedsvæsenet
I det danske samfund er sygdom og behandling primært placeret i sundhedsvæsenet. Healing befinder sig i et grænseland mellem krop, psyke og tro. For Jesus var denne skelnen ikke tydelig – frelse og helbredelse hang sammen. For os er den blevet markant.
Historiske skrækeksempler
Kirkehistorien rummer eksempler på kvaksalveri og åndeligt overgreb. Præster og ledere, som mente at handle på direkte guddommelige tilskyndelser, har gjort stor skade. Det gør skepsis forståelig. For mig at se er skepsis ofte et udtryk for ansvarlighed. Men det kan også skyldes frygt, at ånden kommer ud af flasken.
Men hvordan er de forløbige erfaringer, som jeg har gjort mig?
Rammer
Først et par ord om kirken: Flintholm Kirke er en moderne sognekirke på ydre Frederiksberg- Den nuværende kirke blev opført i 1960. Der er lidt over 10.000 indbyggere i Flintholm Sogn. Kirken er meget aktiv med vægten lagt på arbejdet med børn.
Der er healing den første tirsdag i måneden fra 14 til 17 – alle årets måneder, bortset fra juli. Healing foregår på en stol i præsteværelset eller i FDF lokalerne i tårnværelset. Der er en fra menigheden, der hjælper med at modtage gæsterne, indsamle evalueringer, svare på spørgsmål efterfølgende osv. Selve healingen varer ca. 20–25 minutter. Jeg arbejder primært med hænderne og holder dem typisk cirka 1 cm fra kroppen – ved skuldre, hoved, ryg, solar plexus og knæ. Berøringen er minimal eller fraværende, men jeg holder opmærksomhed på processen.
I rammesætningen overfor menighedsråd og gæster henholder jeg mig til at healing sker i stilhed. Dvs. der tilbydes ikke en samtale om helbred eller tro. Det er vigtigt i forhold til at afgrænse healing fra andre diakonale opgaver. For samtaler om tro er præsten den vigtige at henvende sig til. For samtaler om helbred – er det lægen eller en sundhedsprofessionel. På den made så kommer healingen til at “være nok i sig selv”, uden at gå ind over andre professionelles felt.
Evalueringerne er vigtige, fordi jeg gennem dem løbende kan orientere præster og menighedsråd om hvad der sker, og samtidig får jeg værdifuld feedback om hvad der kan justeres. Jeg har netop afleveret en årsrapport til menighedsrådet baseret på evalueringer fra gæsterne.
Og hvad oplever deltagerne så?
Deltagernes erfaringer
Når man læser evalueringerne på tværs, træder nogle tydelige mønstre frem. Det mest gennemgående tema er oplevelsen af ro. Ro nævnes direkte i langt de fleste besvarelser og beskrives både kropsligt og mentalt. Flere deltagere skriver fx til spørgsmået “Hvad var godt ved healingen”
“Roen – afslapning. En til en.” “Det gav dyrebar ro.” “En rolig og fin pause i en (pt) urolig og forvirrende tid.” “Ro og fordybelse.”
Roen forbindes ofte med stilhed og afspænding:
“Stilheden, roen, tilliden til effekten af behandlingen.” “Jeg slappede af i kroppen under healingen.” “Blev meget afslappet.”
Et andet meget tydeligt tema er oplevelsen af tryghed og nærvær. Mange beskriver, at de føler sig set og lyttet til.
Eksempler:
“Følte mig tryg. En meget behagelig oplevelse. Følte mig set.” “Man føler sig set, hørt og mærket.” “Det var samlet meget positivt, imødekommende og favnende. Følte mig både set og lyttet til.”
Nærværet beskrives ikke kun som relationelt, men også som noget, der præger selve rummet:
“Alt er smukt og fredfyldt.” “Varmen, nærvær og fredfyldt.”
Mange deltagere beskriver kropslige fornemmelser, særligt varme, energi og afspænding. Disse erfaringer fremstilles gennemgående nøgternt og uden falbalader.
Fx:
“Følelsen af varme i mit smertepunkt i lænden.” “Den varme kærlige energi.” “Varmen og roen.”
For enkelte er oplevelsen også forbundet med følelsesmæssig forløsning:
“Sorg og smerte løb ud via tårerne.” “Udrensning af dårligdomme.”
Healing i kirkeligt regi – mening og taknemmelighed
Et særligt markant træk i evalueringerne er den måde, deltagerne forholder sig til, at healingen foregår i kirken. Flere nævner dette eksplicit og knytter det til mening, næstekærlighed og taknemmelighed.
Fx:
“Jeg er taknemmelig over, at det er en mulighed i kirkeligt regi.” “Det hører hjemme i kirken.” “Meget smukt, meget beroligende og virkningsfuldt. Og meget relevant i kirkeligt regi.” “Jeg er meget begejstret for, at du healer i kirken og med bøn. Det er meget smukt.”
Taknemmelighed udtrykkes ofte direkte:
“Tusind tak.” “Er dybt taknemmelig.” “Tak – nu også smil i øjnene.”
Nu vil jeg tage fat i nogle typiske spørgsmål jeg får stillet – og jeg håber de giver anledning til, at I vil stille flere.
Er healing noget, alle kan?
Jeg tror man kan sammenligne det lidt med det at være musikalsk. Det er sjældent man møder nogen, der overhovedet ikke kan lide musik, selvom de nok skal findes. Der er nogen der spiller lidt på klaver – og andre, der øver sig meget – og bliver meget dygtige. Sådan er det efter min mening også med healing. Alle har en vis potentiale for at lære healing, men det kræver måske også at man kan se en mening med det, og øver sig. Jeg tror man vil have en fornemmelse, eller interesse for det og så må man undersøge og prøve det af.
Et andet typisk og meget relevant spørgsmål handler om hvorvidt healing ”bare” er suggestion, placebo eller psykologi.
Er healing mest suggestion, placebo eller psykologi?
Healing handler også om suggestion, placebo og psykologi. Healing indeholder et psykologisk element, fordi det tildels handler om bevidsthed og intention. Når bevidsthed og intention er tilstede, så er troselementet der også – altså placeboeffekten. Placeboeffekten er svær at vurdere, men formodentlig ligger den mellem 20 og 40 procent. Men healing er ikke kun tro og psykologi. For som healer så påvirker healingen mig fysisk – det brænder og stikker i mine hænder – og det påvirker også den jeg healer fysisk. De mærker ofte varme eller strømme i deres krop. I øvrigt er suggestion, placeboeffekten m.m. også noget der selvfølgeilg virker når man går til læge og får ordineret medicin.
Mine erfaringer med healing tyder på at tro, tvivl og forventninger har en vis betydning – men ikke en afgørende betydning. En åben holdning og en sund skepsis – og nysgerrighed er et godt udgangspunkt – og bedre end det at tro at man skal tro – eller at man ikke tror nok.
Bliver folk afhængige af healing – af hjælpen udefra?
Healing er efter min mening hjælp til selvhjælp. Det åbner nogle muligheder for den enkelte som de måske ikke helt har haft øje for: betydningen af bøn og meditation. Betydningen af kroppen og det at være opmærksom på egne tanker og forestillinger. Det giver også andre muligheder for at forstå hvad nadveren drejer sig om – eller sammehængen imellem krop og ånd i gudstjenestnen. Jeg har ikke oplevet ”trang til healing” eller ”trang til at blive healet”. Det er ligesom at træde ind i værelset ved siden af og tilbage igen.
Hvad kan man heale? Kan man heale alt?
Healing er ikke det oplagte tilbud for håndtering af pludselig opstået kritiske sygdomstilstande: Brækkede ben, hjertetilfælde, osv. Men healing er smertelindrende, og hjælper til at håndtere ens livsvilkår.
Hvordan er forholdet mellem healing og sundhedsvæsenet?
Der er en begyndende samarbejde i andre lande mellem healere og sundhedsvæsenet. I England er der healere tilknyttet en lang række hospitaler, hvor det tilbydes cancerpatienter på linje med massage eller samtaleterapi. I Denmark har healernes brancheforening HealerRingen dialoger med sundhedsrådet. Healing kan bruges i mange sammehænge, men jeg tror det er bedst ikke at regne med at målet er fysisk helbredelse. Det er en komplementær behandlingsform, der kan være et fint supplement til lægelige behandlinger.
Jeg er stor tilhænger af, at healing bliver en normal del af vores dagligdag. Det er ikke sådan at man behøver en stor rammesætning. Meditation, bøn og healing er en måde bedre at kunne håndtere en almindelig hverdag på. Min drøm er at healeren ikke er noget særligt, men svarer til det, at man sætter pris på en god fodterapeut.
Har healing ændret dit eget Gudsforhold?
Arbejdet med healing har ændret min egen tro og forholdet til Gud. Det har gjort min tro mere praksisnær og mit forhold til Gud mere levende. Jeg har ikke længere overvejelser om jeg tror på Gud eller ej. Spørgsmålet holder op med at være særlig vigtigt. Troen bliver mere noget jeg gør, end noget jeg spørger til. Gud er stadig fjern og nær – og hele tilværelsen er et stort mysterium. Vi ser som i et spejl, en gåde…
Hvad håber du på at opnå med healing i folkekirken?
Jeg håber healing i folkekirken kan danne bro imellem alternative og spirtuelle miljøer, der ofte har opgivet folkekirken som værende irrelevant. Og vise at salmerne og evangeliet har en dybde, som kan kvalificere og give en øget forståelse af vores kulturarv – man behøver ikke kun søge mod Østen for at finde åndelig inspiration. Jeg håber også at folkekirken kan udvikle sig, så den bliver knap så forskrækket over personlige troserfaringer.
Så det er mit ønske at healing kan være med til at danne bro mellem spirituelle miljøer og folkekirken. Og gøre at vi alle bliver mere opmærksom på vores porøse virkelighed, at evigheden altid er med os nu.
Tak for i aften!