Rammerne for en healing spænder fra det helt uformelle til det mere ritualiserede, alt efter situationen. Der er også forskel på rammerne for fjernhealing og nærhealing.
Hvorfor rammesætte en healing?
Healing åbner bevidstheden mod den, man healer, og mod noget højere, som begge parter er en del af. Det kan kaldes det guddommelige, selv om nogle foretrækker at tale om universet, kilden eller noget andet.
Hvis man beder Kristus om hjælp i en healing, må man også forvente, at healingen foregår sammen med eller gennem ham. Derfor er det vigtigt, at der er en forståelse af, hvad man åbner sig imod. Det skal på en eller anden måde italesættes eller være accepteret af den, der bliver healet.
Virkning
Lov aldrig noget. Healing er efter min mening uforudsigeligt. Mange oplever ro og en vis lindring, mens virkningen andre gange er mindre tydelig. Der kan også være mere markante forandringer, men vi kender ikke mekanismen bag.
Er det placebo eller tro? Er det bevidstheden, der åbner sig mod noget større og interagerer med healerens krop, oftest hænderne, og med den, der bliver healet? Det sidste er den forklaring, jeg selv hælder til.
Andre taler om energityper, chakraer, meridianbaner og lignende, og det kan være, at sådanne forklaringer rummer noget væsentligt. Men mange intuitive healere ved, hvad de skal gøre, uden præcist at vide, hvad der sker. Derfor er det uforsigtigt at love en bestemt virkning. Som der står i Det Nye Testamente: “Ånden blæser, hvorhen den vil…”
Intention
For healeren er det afgørende, at ønsket om at hjælpe den anden er motivationen for at heale. Denne intention bør holdes så ren som muligt.
Der kan være andre underliggende motiver, som healeren er mere eller mindre bevidst om, for eksempel behov for anerkendelse, nysgerrighed, følelsen af et kald eller desperation. Det gælder om at være opmærksom på dem og minimere healerens ego i processen.
Beskyttelse
Når man begynder at heale, er det vigtigt at sikre sig en form for beskyttelse. Det enkleste er en bøn, hvor man beder om hjælp til, at healingen fungerer, som den skal.
Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os. Hjælp NN, og hjælp mig med at hjælpe NN så godt som muligt.
Bønnen kan siges højt eller inde i én selv.
Samtykke og grænser
Healing bør foregå med den andens accept. Det gælder både selve healingen og den måde, den udføres på. Ved nærhealing spørger man, før man berører personen, og man respekterer et nej. Det gælder også placeringen af hænderne. Man bør ikke berøre intime områder, og den, der modtager healing, skal kunne bede om en pause eller stoppe healingen når som helst.
Det er også vigtigt at respektere fortroligheden. Det, et menneske fortæller før, under eller efter en healing, bør ikke deles med andre uden vedkommendes samtykke.
Healeren skal samtidig kende sine egne grænser. Man behøver ikke sige ja til at heale, hvis man er træt, følelsesmæssigt påvirket, usikker på situationen eller vurderer, at personen har brug for en anden form for hjælp.
Fjernhealing
Når man fjernhealer, er det vigtigt, at den, der bliver healet, har accepteret det. Ellers kan det opleves som en grænseoverskridende.
Der er dog gråzoner. Det kan ikke være forkert at bede for et andet menneske. Her overlader man ansvaret til Gud eller til det, man nu beder til.
Hvis man beder for en anden, og ens hænder begynder at brænde, eller man oplever et ændret bevidsthedsniveau, må man stadig være varsom. Man kan søge en form for accept gennem en enkel bøn:
Kære Gud, hvis det er meningen, at jeg skal hjælpe NN gennem min tanke, tro og handling, så vis mig det.
Hvis man har en aftale om fjernhealing, for eksempel gennem telefon eller Zoom, er rammesætningen enklere. Her kan man begynde og afslutte på samme måde som ved nærhealing.
Nærhealing
Det uformelle
Du møder en person, du kender, som fortæller, at han eller hun har ondt i knæet. Du får måske straks en tilskyndelse til at tilbyde din hjælp. Her er det en god idé at tøve et øjeblik og spørge dig selv, hvad din intention er.
Er det ønsket om at hjælpe? Er det nysgerrighed? Begyndte dine hænder at brænde, før du overhovedet tænkte på at tilbyde hjælp? Tjek dine motiver, og bed eventuelt Gud om svar på, om det er meningen, at du skal hjælpe.
Hvis det fortsat føles rigtigt, kan du sige: Skal jeg se, hvad jeg kan gøre ved det?
Hvis personen spørger hvordan, kan du sige, at du arbejder med healing og måske kan gøre noget. Hvis vedkommende fortsat er interesseret, kan personen sætte sig på en stol. Bed en bøn inde i dig selv og gå i gang. Hvis healingen indebærer berøring, spørger du først, om det er i orden.
Det mere formelle
Hvis du har mulighed for at spørge mere ind til, hvad personen gerne vil have hjælp til, kan du få en bedre forståelse af situationen. Det styrker både intentionen og bønnen, fordi du kan være mere præcis.
Indgangsbønnen kan for eksempel lyde:
Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os. Hjælp NN med at der sker en lindring af smerterne i højre knæ.
Samtalen giver dig også en bedre idé om, hvor du skal holde hænderne, men placeringen skal ske med respekt for personens grænser.
Clairvoyance og intuitive indtryk
Nogle spørger efter beskeder eller vil gerne vide, hvad healeren selv oplever. Her skal man være forsigtig, fordi ens egne forudsætninger, erfaringer og fordomme kan spille ind.
Hvis du får et svar på noget, personen spørger om, kan det komme som et ord eller et billede, før du når at tænke. Men selv da kan det være dit eget ubevidste, der spiller ind. Derfor er det bedre at fortælle forsigtigt om det, du oplever, og spørge, om det giver mening for den anden.
I en periode så jeg næsten altid citroner, når jeg healede. Var det så den anden, der havde brug for citron, eller var det mig? Var det, fordi jeg selv holder af citronernes gule farve og smag? Det ved jeg ikke, og netop derfor skal man være tilbageholdende med at gøre intuitive indtryk til sandheder.
Afslutning af en healing
Sørg for at afslutte healingen uden at forhaste dig. Jeg bruger ofte denne enkle formulering:
Må denne healing bekomme dig vel. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Det vigtigste er, at man markerer overgangen fra healing til hverdag.
Giv personen tid til at lande, og tilbyd eventuelt et glas vand. Spørg, hvad vedkommende oplevede, og lad ofte svaret stå uden at fortolke for meget. Som healer har man også brug for at lande – et glas vand er også en god idé!
Min erfaring er, at den fysiske, mærkbare virkning af en healing kan fortsætte et stykke tid efter, at healingen er afsluttet, måske i nogle timer eller enkelte døgn. Nogle oplever også mere langvarige ændringer i for eksempel søvn, smerter eller psykisk velbefindende. Nogen mærker faktisk ikke noget. Det er også ok. Man skal ikke love noget, men heller ikke afvise, at en virkning kan komme senere.
Nogle oplever midlertidigt stærkere kropslige fornemmelser under eller efter en healing. Det bør ikke automatisk tolkes som et positivt tegn eller som en nødvendig del af processen. Hvis smerter eller andre symptomer fortsætter eller forværres, bør personen søge relevant sundhedsfaglig hjælp.
Hvis personen bliver utryg eller ønsker at stoppe under healingen, afslutter man healingen. Det er vigtigere at respektere den andens grænser end at gennemføre det, man selv havde forestillet sig.
Forbehold
Det kan være nødvendigt at gøre klart, at healing er en komplementær behandlingsform, som ikke kan erstatte autoriseret sundhedsbehandling.
Jeg synes, det er et skråplan at opfatte healing som et alternativ til lægelig behandling. Healing fungerer på andre måder og på andre præmisser. En faldgrube for healeren er ønsket om at bevise, at man kan gøre sig selv eller andre raske alene gennem healing.
Det er ikke healerens opgave. Opgaven er at hjælpe inden for de rammer, man kan stå inde for.