De fleste, der har en nærdødsoplevelse, fortæller om et vidunderligt og altomsluttende kærlighedslys, som de bevæger sig hen imod. Men nogen beskriver noget helt andet, fx en rejse ind i The Void – tomrummet.
En af de nærdødsoplevelser, der beretter om tomrummet, er Garys. Han fortæller:
“Der var ikke smerte, der var ikke varme, der var ikke lys, intet smag, ingen følelse overhovedet. Jeg havde kun en mærkelig fornemmelse af, at jeg rejste utrolig stærkt. Jeg vidste, at jeg var ved at forlade jorden og alt andet, alt det fysiske. På det tidspunkt blev det ubærligt, det blev forfærdeligt. Tiden gik, og jeg havde ingen følelser, ingen sanser, intet lys. Jeg begyndte at gå i panik og bad til Gud, og gjorde alt, hvad jeg kunne – og jeg kommunikerede med min afdøde søster. Så kom jeg tilbage til min krop og befandt mig på hospitalet.” (Bush s. 31)
Jeg kunne genkende noget af Garys beskrivelse. For omkring 20 år siden deltog jeg på et buddhistisk kursus med Maria Damsholt i Center for Bevidst Liv og Død (nu Center for Visdom og Medfølelse i København). Her lavede vi en klassisk buddhistisk dødsmeditation, hvor man i bevidsthed og ro træder gennem lagene af tilknytning – og slipper sanserne én efter én.
I selve meditationen skete der ikke så meget. Men om natten drømte jeg, at jeg var et væsen uden krop – kun bevidsthed. Jeg havde intet navn, intet køn, ingen relationer, ingen ejendele – kun det ene: jeg var til stede. Midt i denne rene væren kom der en blå sommerfugl flyvende. Og jeg vidste, at sommerfuglen rummede hele universet. Alt.
Jeg var heldig. Jeg nåede ikke at føle tyngden af den eksistentielle tomhed, før noget kom mig i møde. Men tanken om at forblive i tomheden, som Gary beskriver, eller som teologen Dorothee Sölle skriver: “at føle sig forladt af Gud og af alle andre”, er næsten ubærlig. Det kan føre til en dyb følelse af meningsløshed og isolation.
Men hvad hvis intetheden rummer mere, end vi tror? Psykiateren Stanislav Grof kalder tomrummet for et potentiale:
“This emptiness is thus, in a sense, pregnant with all of existence, since it contains everything in a potential form.” (Bush s. 33)
Måske rummer mørket også spiren til alt liv. Det er i hvert fald en tanke, man kan finde trøst i, hvis man føler sig fanget der.
Disse refleksioner er opstået efter at have læst Nancy Evans Bushs bog Dancing in the Dark – Distressing Near-Death Experiences (2012). Bogen giver stemme til de nærdødsoplevelser, der ikke passer ind i den lyse og trøstende fortælling – og den kan varmt anbefales.
HVIS du har haft en nærdødsoplevelse, og gerne vil dele den med andre, så er min podcastserie “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger” måske en mulighed. Du kan finde den på Spotify, Podimo, Apple Podcasts m.m.