I podcasten taler jeg med Peter Skovhus, der lever med nyresvigt og har brug for en ny nyre. Han er familiefar, har egen konsulentvirksomhed og er i dialyse otte timer hver nat for at kunne fungere i hverdagen.
Samtalen handler både om den situation, Peter står i nu, og om det liv, der gik forud. Han fortæller om sin opvækst i Nordjylland, om et barskt skolemiljø og om den lille bæk, hvor han som barn begyndte at fiske. Senere rejste Peter til Canada og New Zealand, hvor han vandrede, fiskede og levede i et med naturen. I dag har han skov i Sverige, og naturen er fortsat det sted, hvor han kommer ned i kroppen og får bearbejdet det, der fylder.
Peter beskriver naturen som noget, man ikke bare iagttager, men kan være deltager i. Når han fisker eller går på jagt, bliver sanserne skærpet, og han oplever en forbundethed med noget større end sig selv.
Med i samtalen er Ruth Landbo fra Vital-Arkitekten, som har sat mig i kontakt med Peter. Hun taler om Peters livsvilje og om, hvordan erfaringer fra et liv kan “høstes”, altså samles og forstås på nye måder.
Podcasten sætter også fokus på organdonation og på, hvad en ny nyre vil betyde for Peter.
Transskription
1. INTRO (0:00 – 3:41)
[Paul Bridgwater] (0:00 – 1:40)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger.” En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Peter Skovhus og Ruth Landbo.
I dag er podcasten speciel. Den rummer både en livsfortælling, der handler om at være forankret i naturen, og den inddrager et andet væsentligt emne, nemlig organtransplantation. Min gæst, Peter Skovhus, har brug for en ny nyre.
Der er også en ekstra gæst, nemlig Ruth Landbo, som vil fortælle og kommentere Peters erfaringer. Det er Peters historie, vi skal høre, men der er aspekter af Peters historie, som det er naturligt, at Ruth kommer ind på. Vi hører hvordan lidt senere.
Jeg vil begynde med et citat fra en klassiker blandt danske ungdomsbøger, nemlig Torry Gredsteds “Paw”, en indianerdrengs eventyr fra 1918. “For Paw var tilværelsen egentlig tvedelt. Der var skoven og alt andet uden for den.
Alt, hvad der var i skoven, og hvad der hørte til den, var godt. Alt, hvad der var uden for, ondt.” Grunden til, at jeg begynder netop her, er, at der er en spænding mellem natur og civilisation.
Og på mange måder vil det løbe som en understrøm igennem hele denne samtale. Og nu Peter, vil du ikke allerførst fortælle lidt om dig selv? Hvem er du, og hvad fylder lige nu i dit liv?
[Peter Skovhus] (1:41 – 2:10)
Jamen, som sagt, så hedder jeg Peter og er først og fremmest familiefar. Og har en virksomhed, en konsulentvirksomhed. Og så det, der selvfølgelig fylder rigtig meget lige nu, det er, at jeg for halvandet år siden har mistet min nyrefunktion.
Og det betyder, at jeg er i dialyse otte timer hver dag. For ligesom at opretholde nyrefunktionen, selvfølgelig, men også at have et liv, hvor jeg kan fungere.
[Paul Bridgwater] (2:10 – 2:11)
Hvornår er du så i dialyse?
[Peter Skovhus] (2:12 – 2:39)
Jamen, det er jeg om natten. Så er det næsten som at være småbørnsforælder igen. For den ligger og larmer, så man vågner tit.
Og de slanger, man har tilkoblet, de rykker let i en. Så man vågner tit på grund af det her dræn, når der kører væske ind eller ud af en. Og det er jo denne her måde, man får renset sit blod på, når man har en nyre, der ikke fungerer.
[Paul Bridgwater] (2:39 – 2:48)
Så det er faktisk ikke, mens du sover, eller mens du ligger, det er den periode, hvor du…
[Peter Skovhus] (2:48 – 2:57)
Det er, mens jeg sover. Så jeg sætter den til om aftenen. Men jeg har svært ved at sove, fordi den selvfølgelig brummer og larmer og gør de her ting, som den nu skal.
[Paul Bridgwater] (3:04 – 3:06)
Familieliv… har du kone og børn?
[Peter Skovhus] (3:07 – 3:41)
Ja, jeg har en kone og tre børn. Sådan i forskellige aldre. Jeg har en datter på ni og så to andre.
Jeg har to teenagere, eller en, der ikke er teenager mere. En på 18 og en på 20. Som er lige ved at flyve fra reden, tror jeg.
[Paul Bridgwater]
Og hvor bor I henne?
[Peter Skovhus]
Vi bor meget tæt på dig, faktisk. Vi bor i Brønshøj.
Så bor jeg i København, og så arbejder jeg i Københavnsområdet, i min konsulentvirksomhed, men også engang imellem i udlandet, i Indien, Kina. Jeg har også været i USA et par gange.
2. OPVÆKST (3:42 – 7:57)
[Paul Bridgwater] (3:42 – 3:47)
Og du er vokset op i Nordjylland. Hvordan vil du beskrive din barndom?
[Peter Skovhus] (3:48 – 5:36)
Jamen, jeg er vokset op i en lille by, hvor tilværelsen var sådan lidt indskrænket, tror jeg, at jeg vil sige. På den ene side handlede det rigtig meget om, at man skulle leve op til nogle idealer og ikke skille sig ud. Og jeg synes, at skolemiljøet var meget barsk.
Jeg havde et par lærere, som drak, og som også var voldelige i klasserne nogle gange. Jeg kan huske, at engelsktimen altid startede med, at jeg skulle gå op til den lokale Brugs, og så skulle jeg hente 20 ligkistesøm, som dengang var Cecil uden filter, til min engelsklærer. Og det gjorde jeg så i engelsktimen, så det gik mine engelsktimer med.
Og tit skulle jeg tage en to-tre øl med til ham også. Og så skulle jeg sidde på forreste række, og så skulle jeg virkelig være klar, fordi han havde sådan en lineal. Den svingede han altid på et eller andet tidspunkt.
Og så skulle jeg være klar til at dukke mig. Og der gik sådan en joke i skolen, at jeg virkelig lærte at dukke mig, da jeg gik i folkeskolen. Og så husker jeg det der med, at man ikke rigtig bakkede hinanden op, så det der med at have sådan rigtig dybe venskaber, det lærte jeg faktisk aldrig dengang som barn.
Eller bagefter har jeg sådan forstået, hvad venskab egentlig er, og hvor lidt af det der var. Man blev hurtigt skilt ud af flokken, og så for alt i verden måtte man ikke være anderledes. Så man skulle sørge for at gå i det rigtige tøj, og man skulle sørge for at være sammen med de rigtige mennesker og være kærester med de rigtige piger, når den tid kom, og spille det rigtige, gå til den rigtige sportsgren.
Og man måtte for alt i verden ikke skille sig ud. Det er jo nok ikke unormalt i en børneflok, men her var det ret ekstremt, synes jeg.
[Paul Bridgwater] (5:37 – 5:49)
Hvis du tænker tilbage til, hvordan børnene i din klasse var, altså drengene og pigerne, hvad var det så, drengene gik op i? Hvilke fællesskaber havde de?
[Peter Skovhus] (5:50 – 6:51)
Fællesskabet var meget omkring sport, omkring at spille håndbold og fodbold. Det var sådan det, man gjorde, og det, man skulle. Og så var der selvfølgelig nogle outsidere.
Men det var meget vigtigt ikke at vise denne her, hvis man var anderledes. Jeg var af en helt anderledes natur end dem, jeg gik med i klassen, det følte jeg i hvert fald. Jeg havde en masse energi og lyst til at prøve noget andet og til at gøre nogle andre ting, men det var der simpelthen ikke plads til.
Og hvis man kom til at bevæge sig ind på den bane, så var der afregning ved første kasse. Så der blev man simpelthen bare skilt ud af flokken, og så kunne man ikke være med, og så kunne man få buksevand, eller man kunne blive slået efter skole. En gang blev jeg også bundet nede i det, vi kaldte de små haver, og så gav mine klassekammerater mig på skift trælår – sådan ret voldsomme ting, når jeg tænker tilbage.
Men dengang tænkte jeg jo ikke, at det var voldsomt, for det var bare en naturlig del af dagligdagen.
[Paul Bridgwater] (6:53 – 7:06)
Så du havde masser af ideer. Var du en stille outsider eller en outsider, der fylder? Hvordan agerede du?
[Peter Skovhus] (7:06 – 7:55)
Jeg var en meget stille outsider, men reagerede jeg så, når jeg kom hjem, så kunne der ske det, at jeg sparkede hul i vores døre. Jeg tror, jeg har sparket hul i alle vores døre derhjemme. Og så skete det, at min far lappede døren.
Og så blev der ikke snakket mere om det. Så jeg kan huske det der med, at tingene altid blev tystet ned. Så hvis jeg var sur, så skulle det helst gå tilbage til en normal tilstand så hurtigt som muligt.
Og omvendt, hvis jeg var meget glad, så skulle det også tilbage. Det var, som om man havde en lille kasse, man helst kunne bevæge sig indenfor. Og hvis man kom uden for den, så fik man det lynhurtigt at vide, at man skulle komme ind til et eller andet, der kunne kontrollere os, tror jeg.
[Paul Bridgwater] (7:56 – 7:57)
Det lyder ligesom en trykkoger.
3. DE FØRSTE NATUROPLEVELSER (7:59 – 12:51)
[Peter Skovhus] (7:59 – 8:57)
Meget. Jeg havde virkelig, altså fra jeg var helt lille, kan jeg huske, at jeg ønskede, at vandet steg, så jeg kunne fiske fra mit vindue derhjemme. Og jeg havde altid de der katastrofetanker, for jeg havde sådan en lyst til, at der skulle ske noget fuldstændig vildt, som man skulle overleve med de mekanismer, man nu havde i sig selv.
Så jeg havde sådan nogle tanker, der hele tiden kredsede omkring, hvad nu, hvis det hele brændte ned? Så skulle jeg leve med min flitsbue og fiskestang, og så kunne jeg klare mig selv. Og den tanke har jeg kredset om lige siden, jeg var meget, meget ung.
Også nu. Det kunne egentlig være en fed tilværelse at prøve at få skrællet alle lagene af sig, at komme ud og leve meget, meget simpelt. Og dengang havde jeg bare en flitsbue, jeg selv havde lavet af et elektrikerrør, kan jeg huske, og en tørresnor.
Men det var simpelthen, det var jeg fuldstændig overbevist om, at det kunne jeg godt leve af.
[Paul Bridgwater] (8:58 – 9:14)
Og det kommer måske tilbage til citatet, jeg startede med, nemlig Paw. Altså, Paw, det er en drengebog. Den er fra 1918.
Når man læser den i dag, er den lidt altmodisch. Men for dig, hvad betød Paw for dig?
[Peter Skovhus] (9:15 – 9:47)
Jamen, jeg kan huske, at jeg fik den læst, da jeg ikke var særlig gammel. På det tidspunkt var bogen faktisk allerede helt gulnet i kanten og virkelig gammel. Men min mor læste den højt for mig.
Det citat, du lige læste op, det kan jeg huske så tydeligt. Og jeg kan huske, at allerede dengang rystede det helt i kroppen, da jeg læste den. Og jeg har læst den for ti år siden, måske har jeg læst den igen, og for et par år siden, og det er den samme følelse.
Hårene rejser sig, jeg bliver sådan helt fyldt med energi og tænker, at “det er jo det”.
[Paul Bridgwater] (9:47 – 10:03)
“Det er jo det.” Og du havde et helt særligt forhold til naturen. Og du har fortalt, at du faktisk lærte at fiske, før du lærte at læse.
Kan du fortælle lidt om det?
[Peter Skovhus] (10:04 – 12:51)
Jamen, jeg var meget, meget ung, og jeg husker det, som om jeg var fem år gammel, og så fandt jeg den her fiskestang, vi havde stående i en tønde derhjemme, og gik ned til, der var en lokal bæk, og den bæk, hvis man kigger på den i dag, så er den jo udrettet og ødelagt af Hedeselskabet, og et sted, hvor man absolut ikke kunne finde på at fiske. Men for mig var det noget helt magisk. Der var rindende vand, og bækken var klar, og der var grødebuske, som var helt lysegrønne, og så levede der små bækørreder dernede.
Og jeg gik ned og fiskede, da jeg var fem-seks år, og jeg fiskede, og jeg fiskede, og der skete ikke noget som helst, men på en eller anden måde blev jeg bare ved og ved. Og så var der en dag, hvor jeg kan huske, det regnede, og vandet løb sådan ned og dryppede ned ad næsen på mig, og jeg stod og fiskede, og så lige pludselig fik jeg bid for første gang. Og så var jeg ligesom forbundet med en verden, som jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig eksisterede.
Og så var jeg lige pludselig deltager i noget, som jeg ikke havde forestillet mig, at man kunne være deltager i. Jeg kan huske de der hug, og de stød, der kom i fiskestangen, var helt magiske at opleve. Og lige pludselig var jeg connectet til en eller anden verden, som var helt ny og kæmpestor.
Og jeg fik bid på bid, og det fortsatte, som jeg husker det, i flere timer. Det kan sagtens have været få minutter. Men fisken blev ikke ligesom kroget, så jeg fangede ikke noget som helst.
Men jeg vidste jo heller ikke, hvad man skulle gøre helt præcis. Så det, der viste sig, var, at jeg havde sat ormen forkert på krogen. Så i stedet for at fange fisken, så fodrede jeg den faktisk bare.
Så det var de glade for. Men med tiden lærte jeg, hvordan man skulle sætte ormen på krogen. Og lige pludselig lykkedes det at fange to små ørreder.
Jeg kan stadig huske lugten af det. Jeg kan stadig huske, hvordan de så ud. Jeg vidste jo heller ikke, hvordan man skulle slå en fisk ihjel.
Så det skulle jeg også lige lære. Men jeg kan stadig huske den der fornemmelse og den der følelse, at jeg fangede de der to små fisk. Og jeg kan huske, at jeg puttede dem i min bærepose, de kunne nærmest ikke fylde et hjørne, så små var de.
Og jeg var så flyvende over den her oplevelse, at sådan noget overhovedet kunne lade sig gøre. Og så kom jeg gående hjem med de her fisk, og så mødte jeg én på vejen, og han spurgte, om jeg havde fanget noget. Så åbnede jeg den pose her og viste ham, at jeg synes, det var helt fantastisk.
Og så kiggede han på mig, som om der var et eller andet galt, kan jeg huske. Og det er først mange år senere, jeg har fundet ud af, at det selvfølgelig var, fordi jeg havde taget fisk med hjem, der var alt for små. Men for mig var det de der to små ørreder med røde prikker, og som så helt perfekte ud, men også havde sådan en speciel duft.
Og hele situationen var sådan noget, der var fuldstændig indprintet i hukommelsen. Og som man sådan genspiller en gang imellem.
4. IAGTTAGER OG DELTAGER (12:51 – 21:09)
[Paul Bridgwater] (12:51 – 13:03)
Ja, og du snakker om at føle dig connected. Altså i stedet for, at du er fiskeren, der, hvad skal man sige, skal have så og så mange fisk med hjem, som har en opgave for…
[Peter Skovhus] (13:05 – 15:23)
Ja, for der er jo ikke noget, for mig i hvert fald, så er der ikke noget mere intenst her i verden, end når man er en deltager i naturen. Og jeg tror også, når jeg kommer til at sige ordet natur, så er det sådan noget, man næsten skammer sig over, fordi det er sådan et begreb, vi finder på. Og det er jo meget mere end det.
Det er jo ikke en del, og det er ikke en ting, og det er ikke noget, vi kan tillade os at beskrive med ord. Det er jo en kæmpestor oplevelse. Og når man fisker eller går på jagt, så er man lige pludselig en deltager.
Så er du ikke en iagttager længere. Og ved at være deltager, så får jeg i hvert fald adgang til noget, som er meget, meget større. Og så er det enormt intenst.
Så når folk tænker, at når man tager på fisketur for at slappe af og for at hygge sig, det handler det slet ikke om. Alle sanser er spændte. Fisker man om natten, så bliver ens høresans bare forstærket 10 gange, og så lægger man mærke til ting, man overhovedet ikke havde forestillet sig. Man hører flagermus, man hører insekterne, man hører plask i vandet, hvis der er en fisk i nærheden.
Så ens sanser er sådan helt skærpet ind, og man bliver en jæger i den der natur. Og så er man lige pludselig en deltager, på godt og ondt. Når man hører i pressen nu, at natur er jo vigtig, og trepartsaftaler og rent drikkevand, alt hvad vi snakker om, det er jo sådan et menneskeskabt begreb, og jeg forstår det godt, men naturen er jo ligeglad, eller hvad vi skal kalde den.
Den er der jo bare, og vi er bare et lille stykke verdenshistorie, som egentlig er ligegyldigt, fordi naturen har jo den der enorme evne til at få ting til at hænge sammen, men også at søge mod balance, altid. Så lige meget hvad vi gør ved den natur, lige meget hvor meget asfalt vi putter på vores veje, på et eller andet tidspunkt, så begynder der at spire græs op imellem revnerne. Men det der med, at vi har naturen som et begreb eller som en ting, og så har vi så hele den her lyst til at kontrollere, og vi forbinder den jo med noget, og det gør jeg også selv nogle gange, jeg forbinder naturen med store flotte bøgeskove fra guldaldermalerierne, men det er jo ikke natur, det er jo kontrolleret, fordi vi forsøger at passe det ind i vores verdensspil.
[Paul Bridgwater] (15:24 – 15:31)
Men som ung, så rejste du så til Canada og så til New Zealand, hvis vi tager et hop væk fra barndomsårene.
[Peter Skovhus] (15:32 – 15:32)
Ja.
[Paul Bridgwater] (15:32 – 15:33)
Hvorfor gjorde du det?
[Peter Skovhus] (15:34 – 17:12)
Jamen jeg tror, den simple forklaring egentlig var, at jeg havde lyst til at komme så langt væk, som jeg overhovedet kunne, og så havde jeg lyst til virkelig at prøve, hvordan det var at være fuldstændig alene, og hvordan det var at være uden noget som helst. Så jeg rejste egentlig bare derned, og så havde jeg min fiskestang med, lidt som min livline. Men jeg blaffede egentlig øen rundt og levede nu af det, jeg tjente, når jeg arbejdede på en frugtplantage, eller nogle gange arbejdede jeg også for kost og logi.
Og så brugte jeg egentlig tiden på at vandre og fiske og kom længere og længere ud i naturen og dybere og dybere ud i naturen og kom helt dybt ind i New Zealand, hvor jeg levede meget for mig selv og levede utroligt simpelt, hvor alle de der lag udenfor langsomt blev skrællet af. Så man levede mere og mere enkelt, men egentlig på en eller anden måde mere og mere dybt, fordi man igen havde den her enorme forbundethed. Det var, som om man kunne mærke, at naturen hele tiden var i bevægelse.
Hvordan tingene hele tiden altid søgte både mod stilhed, men også mod balance og en eller anden form for sammenhængskraft, der var fuldstændig umulig at bryde. Så hvordan mos hænger sammen med svampe, hænger sammen med træer, hænger sammen med blomstring. Alle de der ting, det var sådan et stort kontrolleret virvar næsten, som har sin egen balance.
[Paul Bridgwater] (17:16 – 18:06)
Hvis jeg sammenligner det med det, som jeg kender lidt mere til, naturoplevelser, fordi dem har jeg ikke så mange af, så lyder det dels som det, mystikere beskriver, når de føler sig et med altet. Men der er alligevel en væsentlig forskel i, at jeg fornemmer, at det er dine sanser, der er meget vågne og registrerer alt omkring dig. Og du er meget til stede i en sanseverden og er både deltager og iagttager.
Altså, du er iagttager samtidig med, at du deltager, hvor mystikernes oplevelse ofte er ind i sig selv. At mærke en forbundethed til Gud eller universet, eller hvad det nu kan være. Så det er ligesom to forskellige veje at gå.
Altså, hvad tænker du? Eller er det bare noget vrøvl, jeg siger?
[Peter Skovhus] (18:06 – 19:26)
Nej, det synes jeg ikke. Det er, som om tingene klikker, når jeg er ude i det miljø. Så er det, som om man er derude i lidt tid, og lige pludselig, så er det, som om man hænger sammen med det hele.
Men man kan også fornemme og mærke, at nu sker der et eller andet. Nu er der en eller anden ændring her, der gør, at jeg fanger en fisk, eller der kommer et dyr frem i en lysning, som jeg måske kan skyde eller iagttage. Så det er, som om man er en del af det, og så kan man mærke, at nu kommer der en ændring.
Nu kommer der en tordenbyge, så dyrene bliver nødt til at gå ud af skoven og varme sig i solen, når den kommer bagefter. Og så begynder man at lægge mærke til utrolig små ting. Hvis man er på fisketur, så ser man lige pludselig, at insekterne begynder at klække, eller vandet falder.
Den grødebusk, der var der for et år siden, den er der ikke længere. Så er tingene flyttet sig lidt. Og så har man de her sjove feedback loops hele tiden.
Så hvis der er noget, der lykkes derude, så er der et feedback loop ind i en, der siger, hvorfor lykkes det? Hvad var det, der skete? Hvad var det for nogle omstændigheder, der var omkring de her ting, der egentlig gjorde, at det lykkedes for dig?
[Paul Bridgwater] (19:27 – 19:54)
Ja, så det er både en form for hypersensitivitet omkring sanserne, men også et analytisk apparat, der går i gang. Altså på en eller anden måde, så kobler hjernen til at overveje, hvis det sker, hvis tordenbygen kommer, så går dyrene ud i solen, og hvis de gør det, så har jeg mulighed for… Så der er både hele sanseverdenen, og der er den her refleksion, og så er der et feedback loop.
Lykkes det, eller lykkes det ikke?
[Peter Skovhus] (19:54 – 20:49)
Ja, og så er der sådan en naturlig begrænsning på en eller anden måde, det lyder måske underligt, men nogle gange, når jeg, jeg er så heldig at eje noget skov i Sverige, og nogle gange når jeg tager derop og har lyst til at gå på jagt, og nu skal jeg ligesom opleve alle de her ting, så kan jeg godt komme derop, så bliver jeg ramt af en mur, og så sidder jeg egentlig bare på en sten og kigger og lader aldrig riflen eller slår ikke teltet op, sidder bare og bliver sådan helt ramt, fordi man kommer i kontakt med sig selv, så der har man måske haft brug for bare at slappe fuldstændig af, at man ikke har opdaget det, før man kommer derop. Så man går ind i sådan en mur, og så har man egentlig bare lyst til at sidde og være der.
Og andre gange, så skal jeg være denne her helt dybe deltager, som prøver at fornemme, hvordan tingene hænger sammen, så jeg kan være heldig at se eller skyde et dyr, måske.
[Paul Bridgwater] (20:49 – 20:54)
Det er sjovt, det indre og det ydre, det veksler på den måde, altså med muren, der kommer, og du bliver nødt til bare at være.
[Peter Skovhus] (20:55 – 21:09)
Ja, fordi der er, selvom man siger, tingene er tilfældige, og du er heldig, så er det langt fra det. Det er i høj grad planlagt og intuitivt, at man skal gøre det rigtigt.
5. UNGDOM OG KARRIERE (21:12 – 28:16)
[Paul Bridgwater] (21:12 – 21:48)
Nå. Altså, der er alligevel sådan et spring, som jeg ligesom gik fra barndom og så til ungdomslivet, og der er endnu et spring, som går videre til det, at du bliver succesfuld ledelseskonsulent med familie og eget firma. Kan du sige lidt om de her overgange?
Altså, hvordan kom du fra A til B og fra B til C? Hvordan lykkedes det at komme videre fra din, vi starter der. Hvordan lykkedes det at komme videre fra din barndom og så til at realisere dig selv i New Zealand og Canada?
[Peter Skovhus] (21:51 – 23:27)
Det er et godt spørgsmål. Altså, der var en udlængsel, som bare gjorde, at nu skulle jeg bare afsted. Da jeg kom hjem, så tænkte jeg, nu skal jeg det hele i hele verden.
Og så blev jeg sådan ramt af, at nu er jeg jo tilbage i den her lidt begrænsede tilværelse, hvor man egentlig bare skal være, og man må ikke være anderledes, osv. Og det tog faktisk kun 24 timer, tror jeg. Og så derfor tænkte jeg, nu skal der simpelthen ske noget andet.
Og så sparede jeg penge sammen, så tog jeg ud at rejse igen. Og det gjorde jeg faktisk et par gange. Og så endte jeg med at tage en friluftsuddannelse, for jeg tænkte, det må jeg jo skulle.
Men det var sådan lidt kunstigt på en eller anden måde. Det er sådan lidt kunstigt at tage folk på tur og vise dem, nu skal I se, hvor flot det hele er. For det er jo ikke det, det handler om.
Det handler igen om at få en forbundethed og en nærhed med de her ting. Men så kom jeg… Så tænkte jeg, der må være noget med det her natur og formidling af naturen.
Så jeg læste til forstkandidat i København og blev uddannet der. Og da jeg var færdig, så tænkte jeg, så tog jeg til Skotland og arbejdede et års tid. Men kunne også godt se det her med at arbejde i naturen,
det føltes simpelthen forkert. Og jeg kan da ikke beskrive hvorfor, men den forbundethed forsvandt, selvom man var i naturen. Men når man gjorde det til sådan et arbejdsredskab, hvor man skulle skove noget træ i den ene side og måske plante noget i den anden side af skoven, og man skulle styre et sjak af medarbejdere, som skulle lave forskellige arbejdsopgaver i skoven.
Det var sådan… Det føltes meget forkert. Og jeg ved simpelthen ikke hvorfor.
[Paul Bridgwater] (23:27 – 23:29)
Du kan ikke gøre dit fristed til arbejdssted?
[Peter Skovhus] (23:30 – 24:57)
Ikke på den måde i hvert fald. Fordi jeg synes, det næsten er at bedrive vold på et eller andet. Og jeg kan ikke forklare hvorfor.
Det lyder måske meget helligt, for det skal man måske også… Men for mig var det ikke det rigtige. Og derfor…
Derfor da jeg var helt færdig som forstkandidat en dag, så var jeg heldig at blive optaget på et graduate-program i Novo Nordisk. Og var der i 10 år og begyndte at arbejde rigtig meget med optimering af processer, som så kørte mere og mere over i at være sådan en form for ledelseskonsulent. Og lavede mange forskellige ting i de 10 år, jeg var i Novo Nordisk.
Jeg synes, jeg prøvede nærmest alt. Som både var spændende og hårdt. Fordi jeg altid var involveret i noget, som var svært.
Og skulle altid få folk til at gøre noget anderledes. Og det har jeg egentlig arbejdet med også, da jeg blev konsulent. At tingene…
Der var altid en forandringsproces, der jeg skulle motivere på den ene og den anden måde. Så det gjorde jo, at jeg skulle være enormt opmærksom på, hvordan folk var, og hvordan de agerede, og hvordan de havde det. Og også, hvad skal jeg gøre, for at vi ændrer ting uden at bedrive vold på den måde, som vi er som mennesker.
[Paul Bridgwater] (24:58 – 25:07)
Så på sin vis spaltede dit liv sig i to. I civilisation og natur. Altså skoven i Sverige og arbejdet som ledelseskonsulent.
[Peter Skovhus] (25:08 – 26:46)
Ja, og ligesom som barn, der blev den der lille bæk og min hvide fiskestang, det blev helt sikkert min redning i den der kaotiske hverdag. Fordi det levede jeg jo fint i. Men jeg havde den der bæk, jeg altid kunne gå ned til og kunne fiske i og lære utrolig meget om på forskellige planer.
Og på samme måde er det egentlig i dag, at jeg har min skov, jeg har min fiskestang, så jeg kan altid redde mig selv, hvis der har været barske tider, eller der har været for meget fart på, så kan jeg altid tage derop, og nogle gange kører jeg derop midt på dagen måske og kommer hjem om natten, og det er egentlig rigeligt. Så har jeg egentlig fået afløb for nogle ting eller brugt det som ventil, og så er jeg egentlig tilbage, så er jeg egentlig nulstillet, fordi lige meget hvad, så har det der miljø igen en fantastisk evne til at afspejle sin egen balance i mig. Og så kommer man tilbage og bliver nulstillet, og lige meget, jeg arbejder jo meget i hovedet, når jeg får arbejdet, og lige meget om man vil det eller ej, så kommer man ned i kroppen, når man er i naturen.
Og der kan jo ske hvad som helst. Der kan både ske noget enormt vildt og spændende, men der kan også ske, at man bliver ramt af nogle ting, man måske ikke lige har tænkt over i løbet af ugen, som tit og ofte kan jo være, at man er ude for nogen, som har meget svært ved forandringer, som reagerer meget voldsomt på det, og det er jo bare en del af dagligdagen. Så når jeg kommer op i naturen eller kommer op i min skov, så kommer de der ting frem, og så skal de bearbejdes deroppe i stedet for.
[Paul Bridgwater] (26:46 – 27:11)
Ja, så det er det samme egentlig, altså kaos i skolegården eller på første række, hvor læreren slår, og så at lade op nede ved åen, og så næsten samme parallel her, med at navigere i kaos med stærke meninger og kunne få en forandringsproces i gang og så ud i den svenske skov og lade op.
[Peter Skovhus] (27:12 – 28:11)
Ja, og så det der med at lade op, det er en meget autentisk oplevelse. Ja, for naturen er jo ærlig. Når jeg har været på vandretur, så er det jo, hvis jeg brækker et ben, så er det bare ærgerligt, så kan man ikke komme videre.
Så må man jo ligge, og så være heldig, hvis der kommer en helikopter forbi og redder en, eller så er man der bare ikke mere. Så det er meget, meget, når man er deltager i naturen i hvert fald på den måde, så er man meget tæt på en eller anden form for nerve, der også fortæller en, om man går i den rigtige retning eller forkerte retning. Sådan lidt modsat, når man nogle gange er på arbejde, så er der jo alt muligt i spil med folk, der skal beholde deres job eller deres position, eller folk, der er meget overbeviste om, at den måde, de gør tingene på, den skal de fortsætte med at gøre tingene på.
Så der er alt muligt spil i gang, som man skal prøve at gennemskue. Det skal man ikke i naturen.
[Paul Bridgwater] (28:13 – 28:14)
Nej, måske ikke, hvis man er dig.
[Peter Skovhus] (28:15 – 28:16)
Nej, det kan godt være.
6. NYRESVIGT (28:18 – 31:59)
[Paul Bridgwater] (28:18 – 28:27)
Nå, og hvis vi vender os mod den situation, du er i nu med nyresvigt, altså hvordan takler du den?
[Peter Skovhus] (28:28 – 30:09)
Ja, altså for det første er det jo enormt begrænsende at have en nyre, der ikke fungerer. Så derfor, og det der med at være i dialyse, det er ret hårdt for kroppen. Det slider meget på kroppen.
Man har 8 timer, hvor man sidder i dialyse, der begynder man så at få renset de her affaldsstoffer ud. Men det vil sige, at normale mennesker, de har jo den her konstante rensning af kroppen, og det har jeg så 8 timer om dagen. Det vil sige, at man ophober nogle affaldsstoffer i kroppen, og så bliver de fjernet meget hurtigt.
Og det giver en enorm ubalance i kroppen. Og det gør, at man er træt, det gør, at man godt kan være lidt kognitivt langsom. Jeg har ikke oplevet så meget af det.
Men man er træt på en måde, hvor man ikke kan sove. Og det er næsten det værste. At man simpelthen ikke kan finde hvile.
Og det er halvandet år siden, at min nyre stoppede med at fungere. Så i halvandet år har jeg egentlig bare levet i en verden, hvor man også ryster lidt på benene og sådan noget. Men det er halvandet år siden, jeg sådan rigtig har sovet, som jeg kan huske.
Det er, fordi man gerne vil sove, men man kan simpelthen ikke sove ordentligt. Så jeg vågner sådan, jeg sover måske en time ad gangen, og så vågner jeg, og så sover jeg igen. Så det slider enormt på kroppen, og så slider det selvfølgelig på resten af organerne, man har.
Men jeg har også været i en heldig situation, tror jeg, fordi jeg stadig kan arbejde faktisk. Og jeg prøver at passe de otte timer ind med at tage til Sverige og gå på jagt. Så det kan stadig godt lykkes, men det er meget begrænsende.
Og det er selvfølgelig det, der fylder mest, det er, at der er en familie, der skal se på en syg far.
[Paul Bridgwater] (30:10 – 30:11)
Ja, klart.
[Peter Skovhus] (30:11 – 30:19)
Det er meget svært for mig også. Ens børn har brug for en på mange forskellige fronter, og der må jeg bare erkende, det kan jeg ikke altid honorere.
[Paul Bridgwater] (30:21 – 30:33)
Altså, i den britiske flåde, så mener jeg, at man brugte søvnmangel som en form for straf, at man vækkede folk hver time. Ja. Og de kunne ikke holde det ud.
[Peter Skovhus] (30:33 – 30:56)
Nej, og det er, jeg vil sige, man kan vænne sig til mange ting her i livet. Og det her kan man godt vænne sig til i en periode, men det har en udløbsdato. Så jeg er selvfølgelig enormt lykkelig for, at jeg er her i dag, på grund af at jeg kan få noget dialyse, så jeg trods alt kan overleve.
Men det er en overlevelsessituation.
[Paul Bridgwater] (30:57 – 30:58)
Er der nogen, der har sat en udløbsdato på?
[Peter Skovhus] (31:00 – 31:32)
Nej, altså jeg er jo på venteliste, det har jeg været i halvandet år nu. Og man kan godt leve rigtig, rigtig længe. Problemet er, at jeg blev nyretransplanteret for første gang, da jeg var 25 år.
Og så opbygger man langsomt nogle antistoffer. Og de antistoffer, den udvikling i antistoffer, bliver sådan set ved. Så på et eller andet tidspunkt har jeg så mange antistoffer i blodet, at jeg faktisk ikke kan få en ny.
Det er i hvert fald sådan, lægevidenskaben er lige nu.
[Paul Bridgwater] (31:32 – 31:38)
Okay, så i første omgang er udløbsdatoen lig med, at det er umuligt at få en ny nyre?
[Peter Skovhus] (31:38 – 31:50)
Det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det. Fordi det stadigvæk er sværere, eller risikoen er større for en afstødning, hvis man får nyre nummer to. Fordi man har lidt antistoffer.
[Paul Bridgwater] (31:50 – 31:55)
Godt. Men ja, du skal have en ny nyre. Og det skal gå hurtigt.
[Peter Skovhus] (31:56 – 31:59)
Ja, det skal det. Det vil ændre mit liv meget.
7. BEHANDLING AF DET HELE MENNESKE (32:00 – 43:31)
[Paul Bridgwater] (32:00 – 32:23)
Og Ruth, nu har du siddet virkelig stille igennem hele det her interview. Og det er faktisk dig, der har sat mig i kontakt med Peter. Du har været med i et par podcasts før.
Du arbejder med behandling af det hele menneske, i det, som hedder Vital-Arkitekten.
[Ruth Landbo] (32:23 – 32:24)
Ja, det er rigtigt.
[Paul Bridgwater] (32:25 – 32:35)
Krop, psyke og livssituation. Og Peter er en af dem, du hjælper. Hvad er det ved Peters historie og måde at tænke på, som du synes er vigtigt?
[Ruth Landbo] (32:36 – 34:10)
Altså, da jeg møder Peter, så får jeg faktisk, da jeg får et indblik i hans historie, lampefeber og tænker, at jeg virkelig skal møde noget, som vil kræve alt, hvad jeg har, for at være den gode sparringspartner, som han har brug for. Og det er sådan henset til, at jeg jo har en slags ærefrygt for at være et menneske som Peter, der er født med sådan en viljestyrke, som han har, fordi han er sådan en, der løber afsted med det liv, der er, som en slags selvfølge. Altså en form for selvfølgelighed.
Så det er ligegyldigt, hvad der sker i hans liv, så tager han bare afsted og sørger for at bringe en livshistorie frem. Og det synes jeg er virkelig stærkt. Og uanset lidelse, uanset at man skal tilbageholde sine følelser og ikke må vise, hvem man egentlig er, i det, man oplever i sit liv, så finder han alligevel nogle virkelig stærke veje og tager uddannelse og bliver leder og frontløber.
Og han skal helt sikkert noget med sit liv, som jeg tænker kommer til at betyde noget for andre mennesker også.
[Paul Bridgwater] (34:11 – 34:20)
Så hvad er det, du kan hjælpe ham med, hvis man kan være sådan meget konkret? Du behandler, han er hos dig. Hvad er det, du kan hjælpe ham med?
[Ruth Landbo] (34:21 – 35:08)
Altså, jeg vil ikke sådan kalde mig, jo, jeg er også behandler, men jeg er også en, der er rigtig god til at snakke med mennesker, og jeg er rigtig god til, har jeg jo fundet ud af gennem årene, min virksomhed er 30 år i år, og jeg er god til at se mennesket der, hvor det er, og hvad det er, der er i den historie, som har betydning. Og så også det at finde ud af at connecte alle de oplevelser, man har fået, alt det, man har i sin livshistorie, så det til sidst viser et billede af, hvad man skal bruge det til, eller hvad man kan bruge det til, og hvordan man kan komme videre på en meget mere let og glædelig måde, og også blive dygtig til ikke at gå for meget ned i den historie, der var svær.
[Paul Bridgwater] (35:10 – 35:40)
Du har et begreb, der hedder livshøsten, altså det, at man samler op på alle erfaringer i et liv og forsøger at høste det, man har nået.
[Ruth Landbo] (35:40 – 37:04)
Ja, fordi det er det, jeg mener, der sker, altså det har sådan en cyklus i vores liv, at vi i det første halve liv har travlt med at finde ud af, hvad det hele er for noget, og at det også er der, man ofte lider, fordi det er rigtig svært, det, man så går imøde. Og så er der nogen, der bare gør det, og som egentlig ikke har de store udfald i sit følelsesliv på det, eller man tager ikke rigtig egentlig skade af det, og man også kan være rigtig syg, så er det den der, jeg snakker om, som jeg kalder en sjælelig evne, altså at viljen bliver en sjælelig evne, man har med sig, og at det jo er det, der bliver drivkraften, og man kan ikke rigtig selv forstå hvorfor, og det er egentlig sådan nogle ting, jeg sidder og snakker med mennesker om, og det er sådan noget, der kommer til mig, at der er så meget, vi ikke forstår, at der er så meget at undersøge på, fordi forståelsens tid er ikke kommet endnu, den kommer først, når høsttiden kommer, hvor man så egentlig kigger ind i det livstræ, man har formet, og så skal man til at undersøge, hvad det er for nogle frugter, der sidder på, og hvordan man så egentlig kan tilberede noget ud af det, og som så bliver en mere, synes jeg jo, når jeg har set på alle de mennesker, der har gået processer igennem hos mig, så bliver det en mere let tid, altså en lettere tid at leve afsted med det, man kommer til at gøre med det, man har på sit træ.
[Paul Bridgwater] (37:06 – 37:26)
Du har sendt både Peter og mig to lyriske tekster, som du har skrevet om Peters situation, og jeg synes, vi skal starte med den sidste korte aforisme, nemlig: “At være i sit liv med vilje er midlet til at kunne vælge.”
[Ruth Landbo] (37:27 – 38:16)
Ja, altså det var det, jeg sagde lidt om lige før, at det ligesom er sådan en sjælelig evne, det her med at have en vilje, der driver en frem, at det ligesom er bevidsthedens drivkraft, at de tilskyndelser, som han i det her tilfælde får, dem følger han bare. Han stiller ikke så mange spørgsmålstegn ved, at han får lyst til at gøre noget. Han går også ned til bækken, da han er lille.
Han gør det, som han kan mærke, han har brug for at gøre, og det bliver han ved med, og det synes jeg er fantastisk. Det tager jeg virkelig hatten af for, at man forfølger det, eller bare løber med det og lever sit liv på den måde. Jeg synes, det er noget, vi kan lære noget af.
[Paul Bridgwater] (38:20 – 38:52)
Så i din forståelse af, hvad der skal til i Peters situation, så er der både noget fysisk, en nyre, og jeg ved også, du har et kæmpe netværk af læger, og jeg ved ikke hvad, som du henvender dig til i forbindelse med fysiske behandlinger. Men der er også den her idé, at et liv samler sig om noget, som man kan erkende i livshøsten.
[Ruth Landbo] (38:53 – 38:54)
Ja.
[Paul Bridgwater] (38:55 – 38:56)
Så hvad er det, der samler sig her?
[Ruth Landbo] (38:58 – 41:19)
Ja, hvad er det, der samler sig her, det er et meget stort spørgsmål. Men jeg tænker jo, at man godt kan tro, at man skal gøre lige så meget, som man har gjort den første hele del af sit liv. Og Peter er 51, mener jeg.
Og det er jo sådan lige der, hvor man tror, at man skal blive ved. Der kan også opstå en slags panik lige der, fordi man føler, man måske står i en rundkørsel. Der er alt for mange veje, man kan ikke finde ud af, hvor man skal gå.
Så plejer jeg at sige, at det, du skal nu, det er, at du skal få øje på, at der ligesom er en rund forhøjning med et træ på i midten der, ved alle de der til- og frafaldsveje. Og det er egentlig der, du lige skal sætte dig op under træet, lukke øjnene og bare slappe af. Og så når den lyd, du skal have, til hvilken vej du skal komme, så hører du det.
Du må vente, til den kommer. Så det er ligesom en selvransagelsens tid, man går ind i og ligesom samler op på historien. Jeg byder også på, at man kan lege.
At om lidt, så går vi ned i Bog & idé og køber bogen, der hedder Historien om Peter. Og det er jo en tyk bog. Og hvis Peter selv begynder ligesom at kigge ind i den, også de sider, hvor han umiddelbart ikke kan se noget skrift på, det er der, hvor man må igen sidde under træet og vente på, at skriften kommer frem på siden, så bliver man ligesom klar over, hvilken historie man har lavet.
Og den historie er jo næsten altid fuld af ressourcer og fantastiske løsninger og overlevelsesmekanismer, man har udviklet. Og i virkeligheden er der utrolig stor glæde i det ofte, selvom det også kan være svært at læse om alle de gange, hvor det var rigtig svært. Så har man jo faktisk selv produceret og designet mekanismerne til at få den adfærd, der har bragt en igennem det hele på rigtig god vis.
Og den skal man jo så til at høste af i dag og finde ud af at få det hele til at hænge sammen til, at man vil opdage, at man faktisk ved alt om, hvordan man skal gøre det hele. Og nu kan man så med det gå videre på den vej, som egentlig ikke er der endnu, men som er der for hvert skridt, man tager, så vil den forme sig.
[Paul Bridgwater] (41:20 – 41:41)
Så i stedet for at tænke på barndomstraumer som noget, der skal bearbejde sig frem i lyset, så er det egentlig et spørgsmål om at kunne anerkende de overlevelsesstrategier, man har haft, og den måde, man har kunnet møde situationen og komme videre, der er det vigtige.
[Ruth Landbo] (41:41 – 42:25)
Ja, fordi det er jo ofte genialt, hvis man kigger med mere positive øjne på det. Og det er egentlig det, jeg sidder og viser frem. Og så har jeg jo nogle evner, jeg er født med, hvor jeg ofte også kan se situationer, som jeg så spørger, om vi godt kan tage på bordet, fordi nu kommer der nogle gode eksempler fra ens liv, hvor man vil kunne se, hvis man vender det om, jamen så får man øje på den frodige del af det, altså hvor man nærmest kan blive frydefuld af lettelse over at finde ud af, at det måske var ret stærkt.
Altså det var faktisk ret godt gået, ikke? Så når man står med det på den måde i stedet for, så bliver det meget nemmere at komme til de ønsker, man har nede i dybet af sig selv, og så få dem til at blive til virkelighed.
[Paul Bridgwater] (42:25 – 42:55)
Ja, det er en rigtig god pointe. Og nu vil jeg læse en del af et digt, du også har skrevet, som handler om det samme.
“I nuet tror han, han er forvirret,
men i virkeligheden har erfaringsplanten spiret.
Her er åbent til at møde en indre rod.
Det kræver et særligt mod,
for Selvet skal bydes velkommen hjem,
uden at lade fordørens dør stå på klem.”
[Ruth Landbo] (42:55 – 43:31)
“Uden at lade fortidens dør stå på klem.”
Ja, altså det er jo rigtigt, som du siger, at det handler om det, jeg lige har talt om. Det her er et vers ud af ti vers, der kom frem til Peter.
Det er noget, der sker for mig mange gange imellem. Så får jeg en tilskyndelse til at skrive historien i sådan en form for lyrisk form. Og det kan godt gøre, at man opdager noget.
Der kan være et gemt budskab, som vedkommende selv forstår.
8. HJERTESPROG (43:32 – 45:26)
[Paul Bridgwater] (43:32 – 43:54)
Hvad gør formen? Altså man kan kalde det for didaktisk poesi eller rådgivende lyrik. Man kan kalde det mange ting.
Men hvad er det, formen gør? I stedet for at du bare siger til Peter: “Jamen nu skal du bruge de gode eksempler, du har fra tidligere, til at komme videre.” Det vil være sådan en prosaversion.
Hvad er det så, lyrikken kan give?
[Ruth Landbo] (43:56 – 44:19)
Jeg tror, at det rammer hjertet. Altså sproget fra hjertet og ikke sproget fra hjernen. Det er i hvert fald det, jeg ofte ser, når jeg også læser noget op, som jeg tænker kan have sammenhæng med det menneske, der lige er kommet ind ad døren.
Så kan jeg godt læse noget op, og så kan det virkelig ramme den følelsesgren, som trænger til at blive genoplevet eller blive i live.
[Paul Bridgwater] (44:22 – 44:23)
Peter, hvad tænker du om det?
[Peter Skovhus] (44:25 – 45:26)
Jamen, det er rigtigt, fordi jeg har altid skrevet dagbog, også da jeg nærmest ikke kunne skrive, tror jeg. Jeg har stadigvæk en masse af de der notater, men det har været enormt livsgivende, og jeg har aldrig skrevet dagbog for at fortælle om noget. Jeg har egentlig bare skrevet.
Og det har altid haft en eller anden klang, og det har altid haft den der måde at være intuitiv på. Det er jo netop igennem at skrive. Om det så er et digt eller en bog.
Der er selvfølgelig fagbøger, det forstår jeg godt, men der er også enormt mange bøger, hvor man snakker med en forfatter, og så siger de, jamen så var jeg i flow. Så skrev jeg jo bare, og så kom der en eller anden fantastisk historie ud af det. Så det er jo faktisk kernen til, hvordan vi mennesker bare skal være og kan være sammen, synes jeg.
Det kan være, det er meget svært at forstå nogle gange, men det er noget, der altid synker ind.
9. BEHOVET FOR ORGANDONATION (45:28 – 48:22)
[Paul Bridgwater] (45:28 – 45:49)
Et af formålene med podcasten er at sætte fokus på behovet for organdonation, og helt konkret behovet for nyredonorer. Og Ruth, du har både været i kontakt med Rigshospitalet og fået noget, som er vigtigt at få sagt på den rigtige måde. Så nu vil du læse det op.
[Ruth Landbo] (45:49 – 48:15)
Ja, vi kommer til at gøre vores bedste. Og ja, så har vi, for at gøre tingene rigtigt, det skal man, fordi der er nogle strikse regler omkring det her med donation, kontaktet Rigshospitalet, som er der, hvor den læge eller det team, der styrer Peters situation, er. Dem har vi fået nogle ord fra, og dem vil jeg gerne sige.
Så nu læser jeg nogle fakta om organdonation. Dem læser jeg bare op her. “Der er knap 2 millioner bekræftede organdonorer i Danmark i 2025.
Med et befolkningstal i Danmark på 6 millioner er der brug for flere donorer. Man kan donere organer, mens man lever, eller når man er afdød. Som levende donor skal man være fyldt 18 år.
Man skal skrive under på et samtykke, være uden for fare som donor og være uden konsekvens. Dertil har Europarådet stillet krav om, at den menneskelige krop ikke må blive genstand for økonomisk gevinst. Man kontakter tre transplantationscentre, som er Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital.
Her vil man under et udredningsforløb sikre, at donor er sund og rask, og at der foreligger et biologisk match. Så er det, hvad man får fra Rigshospitalet. I dette tilfælde har vi talt med Rigshospitalet og det ansvarlige lægeteam, som skriftligt bekræfter, at ved levende donation kender donor og modtager hinanden i modsætning til nyre fra en afdød, hvor man ikke ved, hvor nyren kommer fra.
Således er det sådan helt faktuelt, at hvis man ønsker en levende organdonor, så skal man kontakte et af de tre steder, jeg nævnte før, altså Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital. Og hvis man i forbindelse med denne her podcast har nogle korte spørgsmål, så tilbyder jeg, at man kan ringe til mig på Vital-Arkitekten på telefon 23 29 12 99.”
[Paul Bridgwater] (48:15 – 48:19)
Kan du lige gentage telefonnummeret?
[Ruth Landbo] (48:19 – 48:22)
Det er 20 29 12 99.
10. BETYDNINGEN AF EN NY NYRE (48:23 – 52:28)
[Paul Bridgwater] (48:23 – 48:27)
Peter, du har jo tidligere fået en ny nyre.
[Peter Skovhus] (48:27 – 48:28)
Ja.
[Paul Bridgwater] (48:28 – 48:31)
Kan du beskrive lidt om, hvordan det var?
[Peter Skovhus] (48:32 – 50:58)
Ja, det kan jeg. Jeg gik en 2-3 år og omkring lige efter, jeg var fyldt 20, så gik jeg en 2-3 år og blev behandlet for migræne. Jeg havde meget, meget hovedpine i meget lang tid.
Det var først, da jeg fik en blødning i mit venstre øje, at jeg kom til en øjenlæge, at hun målte mit blodtryk, og det var meget, meget højt. Så højt, at den manchet blev ved med at springe af. Så hun blev nødt til at holde begge hænder på det for at måle det.
Og en af de ting, som nyren regulerer, det er blodtrykket. Og hvis nyren mister sin funktion, så sætter den bare blodtrykket op, så der kommer mere blod igennem nyren, og det gør i hvert fald, at kroppen reagerer. Så jeg blev akut indlagt på Rigshospitalet, og man fandt så ud af, at jeg havde en nyrefunktion, der var et stykke under 20%.
Og det vil sige, der kom behovet for organtransplantation. Og jeg var heldig, at min mor så stillede sin nyre til rådighed. Og så blev jeg transplanteret.
Og det var sådan en operation på 4-6 timer. Men da jeg vågnede derfra, så var det, som om jeg vågnede i en anden krop. Og selvom jeg jo havde et kateter siddende og kunne slæbe rundt med det og havde et stort, stort ar, så gik jeg alligevel op og ned ad Rigshospitalets 13.
etage, der ligger på 13. etage, der hvor man blev transplanteret. Og jeg havde sådan en enorm energi, og det var først da, jeg fandt ud af, hvor syg jeg egentlig var.
Fordi det er jo en gradvis nedbrydning af nyren og en gradvis forværring af situationen, som man opdager, at jeg ikke helt var syg, jeg i virkeligheden er. Så den der oplevelse, den glemmer jeg aldrig. Folk beskriver det også som, at det er som at blive født til et nyt liv.
Fuldstændig nyt liv. Og det skiftede jo fuldstændig, da det ligesom var sket. Og mine venner kom forbi fra mit skovbrugsstudie dengang og fortalte, du ser jo helt anderledes ud, dine øjne er klare, din hud er helt anderledes.
Det er helt enormt. Så jeg fik jo en helt ny lyst til livet og en helt ny måde at leve på igen, uden at vide det.
[Paul Bridgwater] (51:01 – 51:09)
Hvis det samme kunne ske i dag, hvad for nogle tanker har du om det nye liv? Eller har du nogle?
[Peter Skovhus] (51:09 – 52:14)
Jeg har masser af tanker, ja. Men det er jo et kæmpe håb, man har, men samtidig også noget, man ikke helt tør at have, fordi man ved jo ikke, om man får en ny nyre. Så på en måde tror jeg, at jeg begraver mig lidt i arbejde.
Jeg har en fantastisk familie, som støtter mig hele vejen igennem med alt muligt. Så overgangen til at være i dialyse har måske ikke været så svær, fordi jeg har en familie. Men jeg tror, vi alle sammen prøver at drukne os lidt i hverdagsting, for at få hverdagen til at hænge sammen.
Fordi vi nok alle sammen venter. Min datter skriver et par digte en gang imellem og gemmer dem lidt for mig. Og viser mig dem en gang imellem, det er så hendes måde at ligesom bearbejde det her.
Så hele familien, vi sidder sådan lidt og holder hverdagen alle sammen. Og prøver at fylde dagen, selvfølgelig med glæde og sjov, men prøver nok også bevidst at fylde dagen med ret meget arbejde, for simpelthen at udstå ventetiden.
[Paul Bridgwater] (52:14 – 52:28)
Ja, det forstår jeg godt. Tak fordi du fik det med. Selvfølgelig.
11. ET GENSYN MED PAW (52:14 – 55:08)
[Paul Bridgwater] (52:14 – 52:28)
Ja, vi mangler lige at runde af omkring Paw. Han har også dukket op lidt senere i dit liv.
[Peter Skovhus] (52:29 – 52:52)
Ja, det har han faktisk. Og der er jo ikke noget, der er tilfældigt her i livet. For et par år siden købte jeg en skov mere i Sverige.
Og ham, jeg købte den af, havde lejet jagten ud til en. Og ham mødte jeg så og snakkede med ham, og han introducerede sig selv som Paw. Faktisk Paw med W, ligesom i bogen.
Og det viser sig, at han er opkaldt efter Paw i bogen.
[Paul Bridgwater] (52:52 – 52:53)
Ej, det er sjovt.
[Peter Skovhus] (52:53 – 53:05)
Så det stod næsten i stjernerne, at jeg skulle købe den skov.
Og jeg har så efterfølgende fået et rigtig godt forhold til ham. Og vi snakker jagtoplevelser dagen lang, når vi får chancen.
[Paul Bridgwater] (53:06 – 53:34)
Men tror du, det ender som Paw? Altså i Paw-bøgerne, så er det sådan, at han faktisk vender tilbage i Paw i Urskoven, som er sådan en senere bog, hvor han leder efter sin far i Surinam. Eller jeg ved faktisk ikke, om han leder efter faren, men han finder der, hvor faren har boet i Surinam.
Og han forsvinder i Urskoven. Og så that’s it. Altså Paw når aldrig at forlige civilisation og natur.
[Peter Skovhus] (53:34 – 54:14)
Nej. Nej, det er rigtigt. Jeg læste også bog nummer to, og jeg syntes selvfølgelig, at den var fin, men det var jo ikke i nærheden af, hvad bog nummer et var.
Så det var, som om det var sådan en tvungen efterfølger på en eller anden måde. Så den der forening, den så jeg slet ikke, at det egentlig var det, han prøvede på. Så den skulle egentlig være lidt forladt der med tvedeltheden, for det er nok den, vi ejer alle sammen lige nu.
Det er nok det, vi lever i alle sammen lige nu, hvis vi skal dybt ind og erkende, at der er en tvedelthed i de fleste mennesker, som måske ikke kan forenes.
[Paul Bridgwater] (54:14 – 54:25)
Nej, og det er også faktisk en beskrivelse af den moderne eksistens. Altså den der skelnen, vi har lavet mellem natur og civilisation.
[Peter Skovhus] (54:25 – 54:26)
Ja, i hvert fald.
[Paul Bridgwater] (54:26 – 54:32)
Og den der negligering af naturen. Så Paws splittelse lever i os alle.
[Peter Skovhus] (54:32 – 54:45)
Det tror jeg på, og vi har jo… Jeg ved ikke, hvor mange mennesker, eller hvor mange artikler, man læser i aviserne, men det betyder jo, at vi er på den forkerte vej.
[Paul Bridgwater] (54:45 – 54:47)
Ja, det må man sige.
[Peter Skovhus] (54:47 – 54:58)
Og vi kan snakke om diagnosesamfund, og jeg ved ikke hvad. Men alle ved jo, vi er begyndt at afvige fra noget, så vi går i en retning, som vi nok ikke bør fortsætte.
[Paul Bridgwater] (54:59 – 55:08)
Ja. Jeg tænker, vi skal til at afslutte. Er der noget, I mener, vi bør highlighte?
Nej, okay.
12. EN OPFORDRING (55:09 – 56:12)
[Peter Skovhus] (55:09 – 56:12)
Jeg har en enkelt ting. Og det er kun en opfordring. Når jeg har fortalt så meget om naturen og været derude.
Og jeg kan selvfølgelig kun opfordre til, at man går en tur i naturen, men man skal bruge lidt tid. Så prøv at tage ud alene, og sæt dig op ad et stort træ, et bøgetræ eller et fyrtræ. Det lyder underligt, men i noget blødt mos, og så læg dine hænder i det der bløde mos.
Og efter lidt tid tror jeg ikke, man kan undgå lige pludselig at begynde at mærke en sitren i sine fingre. Jeg ved, det lyder lidt vildt, men det har jeg prøvet masser af gange. Og det er en enorm…
Der er jo nogen, der går og mediterer, der er nogen, der får en healingseance, der er nogen, der går til psykolog. Men at gøre det der, at få den kontakt og den forbindelse, det er jo enormt rensende. Næsten som at få en ny nyre.
13. OUTRO (56:13 – 57:13)
[Paul Bridgwater] (56:13 – 57:13)
Det lyder jo fantastisk. Og Peter, tusind tak, fordi du ville dele din historie.
(Selv tak.)
Selv er jeg meget inspireret af dit forhold til naturen, som i bund og grund ikke er sentimentalt, men romantisk i den egentlige forstand, at man er forbundet til noget, der er større end en selv. Og så synes jeg, at det er en meget væsentlig pointe, det der med, at særdeles udfordrende barndomskår faktisk kan give kim til noget, der er helt fantastisk i det levede liv sidenhen. Og Ruth, tak fordi du introducerede mig til Peter og gjorde det muligt at sætte fokus på behovet for organdonation.
Du har lyttet til “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”, og du kan høre podcasten på Spotify, Podimo, Apple Podcasts og YouTube. Tak fordi du lyttede med.