I denne episode af Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger taler jeg med Rikke Rømming Thomsen om hendes vej fra pædagogarbejde og alvorlig stress til kropsbevidsthed, healing og livsguiding.
Efter et stressforløb mistede Rikke blandt andet evnen til at mærke, hvad hun selv havde brug for. Vejen tilbage kom gennem kroppen og arbejdet med blandt andet yoga og Fascial Flow. Hun fortæller også om Martinus’ kosmologi, healing og sit arbejde med mennesker med demens, hvor kropssprog, musik og nærvær blev vigtige redskaber.
Samtalen kredser om en rød tråd i Rikkes liv: ønsket om at hjælpe andre uden at glemme sig selv – og om at lære at lytte til kroppen og intuitionen.
Kapitelinddeling
1. Barndom, fodbold og fællesskab – 0:01–8:36
2. Pædagogkaldet og sammenbruddet – 8:37–13:37
3. Stress, identitet og Martinus – 13:39–19:09
4. Fra hovedet ned i kroppen – 19:10–27:20
5. Fingerspiraler, kropssignaler og mikrovæsener – 27:21–33:17
6. Krop og Relationer – og vejen til healing – 33:23–36:41
7. Demens, kropssprog og at møde mennesket i nuet – 36:41–44:47
8. At gøre det mest kærlige – 44:47–46:46
9. Den røde tråd, intuition og livsguiding – 46:47–49:27
Transskription
Kapitel 1 – Barndom, fodbold og fællesskab
[Paul Bridgwater] (0:01 – 1:15)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag taler jeg med Rikke Rømming Thomsen. Rikke har hele sit voksenliv været optaget af, hvad der skaber det gode liv, og hvordan vi kan have det godt i kroppen, i vores relationer og med os selv.
Og samtidig har hun beskæftiget sig med de store spørgsmål om mening og sammenhæng. Hun er uddannet pædagog, men efter et alvorligt stress- og udbrændthedsforløb, så vendte det. Hun nåede et nulpunkt, hvor hun havde mistet evnen til at mærke, hvad hendes egen krop havde brug for.
Og vejen tilbage kom derfor til at gå gennem kroppen. I dag arbejder hun med kropsbevidsthed, healing og det, som hun kalder for livsguidning. Eller livsguiding, faktisk, uden “n”.
Og det er tanken om, at kroppen, andre mennesker og selve livet kan fortælle os noget, hvis vi lærer at lytte. Rikke, hvis vi begynder ved begyndelsen. Hvor kommer du fra, og hvad prægede dig som barn og ung?
[Rikke Rømming Thomsen] (1:16 – 4:26)
Ja, jeg er vokset op i Aalborg i Nordjylland, i udkanten af det sydlige Aalborg, hvor jeg havde en rigtig god og kærlig barndom. Jeg havde nogle gode forældre og en dejlig familie, som jeg husker som ren lys og kærlighed. Dog havde jeg, da jeg var et halvt år gammel, en oplevelse, hvor jeg var alvorligt syg, og lægerne ikke troede på mine forældre.
Allerede dengang havde jeg måske lidt svært ved at lytte til min krop. I hvert fald sagde lægerne til min mor, at hun ikke er syg, vi tror ikke på, at hun er syg, for hun græder ikke. Jeg var jo så som sagt en lille baby, og det er jo den måde, en baby kan udtrykke, at der er noget galt.
Så min dejlige, kærlige mor bankede i bordet og fik til sidst lægerne overbevist om, at der var altid noget galt. Så de åbnede mig og fandt ud af, at jeg havde en farlig omgang tarmslyng, og fik opereret et stykke af min tarm væk, og dengang tog man jo også bare blindtarmen, fordi så var vi ude over det. Og siden da har jeg så haft nogle problemer på det område, men det, jeg er allermest taknemmelig for, er, at min mor allerede dengang, eller mine forældre, bankede i bordet og passede på mig.
Og det er egentlig den følelse, jeg er opvokset med hele mit liv. Vi var måske ikke decideret rige og heller ikke decideret fattige, men jeg følte ikke, at jeg manglede noget. Jeg havde alt det, jeg skulle have af kærlighed.
Jeg tror, at mine udfordringer med at føle mig som en del af flokken kom, da jeg måske har været en ti-tolv år. Hvor jeg i nogle sammenhænge oplevede, at jeg ikke havde lyst til at gøre det, som de andre gjorde. For eksempel, jeg voksede op i 80’erne, og der kom det her med at gå i Lacoste- og Kappa-tøj, sådan noget modetøj, som var meget fancy og meget dyrt, og det sagde mig ingenting.
Og der var det her sådan en form for gruppepres om, at man skulle have det på for at være en del af flokken. Og det gad jeg bare slet ikke. Og jeg kan huske, at min mor på et tidspunkt var rigtig dygtig til at sy.
Hun havde syet sådan en joggingdragt, som var virkelig blød og lækker at have på. Og jeg er nok sådan en, der er komfortabel. Altså, hvis det er lækkert at have på, så er jeg ligeglad med, om det er moderigtigt eller fint, eller andre synes, det er flot.
Så jeg gik bare i den her joggingdragt, og de andre gik i deres fine Lacoste-tøj og Kappa-tøj. Det tror jeg da også, jeg har hørt for. Ja, det er ikke noget, jeg husker, men altså…
Så på den måde, når det bliver for meget med det der med, når det bliver for svært at tilpasse sig ind i flokken, så trak jeg mig for eksempel til skolebiblioteket, hvor jeg bare kunne sætte mig over og sidde og læse i et frikvarter, hvis jeg ikke lige havde lyst til at være en del af fællesskabet der. Jeg husker også, at jeg tit var med til at spille fodbold i frikvartererne eller hoppe i sjippetov, så det er ikke sådan, jeg husker det som en forfærdelig tid. Men det var bare lidt svært, altså det der med at skulle finde sig selv.
[Paul Bridgwater] (4:26 – 4:32)
Ja, altså havde det noget at gøre med, hvad skal man sige, forholdet mellem kønnene?
[Rikke Rømming Thomsen] (4:34 – 5:14)
Man kan i hvert fald sige, at jeg måske ikke syntes, det var så interessant, alt det der med at skulle begynde at jagte drengene og gøre sig til og sådan noget, det sagde mig slet ingenting. Men det var måske også, fordi i den periode havde jeg en eneste passion, ud over selvfølgelig bøgerne, men det var mere sådan bare hygge, men det var fodbold. Altså jeg var virkelig fodboldfreak der i 80’erne og totalt passioneret og trænede hele tiden, både for mig selv og med andre og mit hold, så det var min eneste passion, det var det.
Så det der med at skulle gå op i, og det har selvfølgelig også været med til at gøre mig anderledes, kan man sige, at jeg ikke hoppede med på det tog.
[Paul Bridgwater] (5:15 – 5:21)
Men du var også FDF’er, så du havde haft pladen fyldt, både i skole og uden for skole.
[Rikke Rømming Thomsen] (5:21 – 5:57)
Ja, jeg var FDF’er i to omgange, først i en kreds, som det hed, som barn, som måske en 7-8-9-årig, og så stoppede jeg, begyndte på hele fodboldeventyret i 5-6 år, og efter jeg så var stoppet med fodbold, fordi jeg fik en dårlig træner, der tog al passionen og alt det sjove ud af fodbolden, så startede jeg igen til FDF i en anden kreds, og det var her, hvor jeg for alvor fandt, for mig var det en virkelig lys periode, jeg fandt virkelig fællesskab og sammenhold, og det her med at gøre noget godt for andre, det var virkelig fantastisk.
[Paul Bridgwater] (5:58 – 6:01)
Hvilken rolle havde du i FDF? Hvad fandt du glæde ved?
[Rikke Rømming Thomsen] (6:03 – 8:16)
Altså, det, der for det første var nok det allermest motiverende, det var det der med at være en del af noget større, hvor der også var andre, der også var sådan nogen, der måske heller ikke passede ind andre steder. Jeg havde en veninde, der på et tidspunkt kaldte det losers club, fordi det var måske ikke så sødt sagt, men det passede måske meget godt på den måde, at det var alle os, som sådan ikke passede ind alle andre steder. Vi var mange som, jeg vil ikke sige særlige, men mange mennesker, som var anderledes end det normale i Aalborg, kan man sige.
Det er jo meget med at gøre de samme ting og have nogle lidt faste rammer for, hvordan man lever sit liv. Så det her med at møde nogle andre mennesker, som også bare var, som de var, var lidt specielt. Der var rigtig mange kreative mennesker, rigtig mange musiske mennesker.
Vi lavede rigtig meget med fællessang og sad omkring bålet og spillede guitar og sang. Så det var den ene del af det, det var det med fællesskabet, med andre ligesindede, kan man sige. Ikke fordi vi var ens, men vi kunne bare være, som vi var.
Og den anden del af det var meget det her med at have et fælles tredje, vil jeg jo så kalde det som pædagog. Altså det her med, at vi gjorde noget godt for børnene. At vi var i et tildels fattigt kvarterområde i Aalborg, hvor der var mange børn, der kom fra svære kår med familier, der ikke havde så mange penge.
Så noget af det, vi brugte rigtig meget tid på, det var at skaffe nogle penge, så vi kunne holde medlemskontingentet så lavt som muligt, så alle kunne være med. For eksempel gik vi med telefonbøger to gange om året, og det var virkelig hårdt. De var virkelig tunge dengang, de her store, tykke telefonbøger, der skulle deles ud til brevkasserne, til alle folk.
Så det her med at have et større formål, altså at gøre noget godt for de her børn. Og i praksis var det jo så, at vi lavede alle mulige aktiviteter for dem. Lavede bål og tog på ture og byggede med rafter og hvad man nu gør som spejder.
[Paul Bridgwater] (8:17 – 8:17)
Ja.
[Rikke Rømming Thomsen] (8:18 – 8:36)
Så det var virkelig noget, der rørte mit hjerte, det her med både at kunne være til gavn og glæde for andre og så kunne være en del af et fællesskab, og at man kan sige, at min kompetence kunne bruges til noget godt.
Kapitel 2 – Pædagogkaldet og sammenbruddet
[Paul Bridgwater] (8:37 – 8:42)
Vi skal til din tid som pædagog. Fortæl lidt om det.
[Rikke Rømming Thomsen] (8:42 – 13:28)
Ja, og det startede jo sådan set nok med, at jeg virkelig følte, at jeg havde et kald for det her med at være pædagog. Og det følte jeg startede, dengang jeg var FDF’er. Det her med at ville gøre noget godt for andre.
Og dengang var det meget børn, jeg gerne ville arbejde med. Jeg fandt stor glæde i at arbejde med børn og ville virkelig gerne hjælpe især de svageste. Og jeg tænkte, at nu skal jeg virkelig arbejde som pædagog.
Jeg er måske også lidt socialt belastet, fordi min mor også er pædagog. Og hun har faktisk sagt, at jeg allerede som treårig sagde, at jeg ville være pædagog. Men jeg ved ikke helt, om jeg tror på den.
Jeg følte det i hvert fald først bevidst, dengang jeg var FDF’er. Men ja, jeg læste til pædagog, og det var fantastisk. Jeg elskede den uddannelse.
Virkelig en dejlig, spændende, kreativ, lærerig uddannelse, som jo også meget handler om personlig udvikling. Fordi man jo som pædagog er sit eget vigtigste redskab. Så flyttede jeg til København på et tidspunkt og fik arbejdet som pædagog også.
Det har været i 2008. Og det var egentlig, fordi jeg på et tidspunkt stod in-between jobs. Og så tænkte jeg, okay, jeg er lige ved at få et job ude i en børnehave i en forstad til Aalborg.
Og hvis jeg gør det, så kommer jeg aldrig væk herfra. Så jeg tænkte, at jeg havde boet i København som helt ung, og jeg havde stadigvæk venner og sådan noget herovre. Så jeg tænkte, ej, jeg ville sgu gerne til København.
Jeg synes, det er et dejligt sted at bo. Man får helt vildt flere muligheder for at uddanne sig. Og i det hele taget, så elsker jeg bare at være i København.
Så rykkede jeg til København, fik job i en børnehave og var der i 7-8 år, tror jeg. Indtil der så skete det her, ja, jeg fik det her stress-udbrændthedsforløb. Og igen, det er som sådan ikke børnene, der er noget galt med.
Der var bare for mange børn på for lidt plads til for få voksne. Og jeg havde måske i et års tid godt kunnet fornemme, at jeg gerne ville væk derfra. Det var svært, og der var mange børn, og det var svært at skabe ro, og det var svært at gøre det, jeg gerne ville for dem, der havde brug for det.
Jeg var begyndt sådan at tænke, at jeg lavede meget sprogarbejde på det tidspunkt. Hjalp de børn, der havde sproglige vanskeligheder. Det kunne være udenlandske børn, det kunne være danske børn, der havde noget med sproget.
Og det syntes jeg egentlig var virkelig spændende. Men den allermest spændende del af det var nok samarbejdet med forældrene. Altså det her med at guide forældrene til, hvordan de kunne hjælpe deres børn med sprogproblemer.
Så jeg prøvede sådan: Kan jeg på en eller anden måde komme videre og arbejde med det, i stedet for PPR eller undervisning eller et eller andet? Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af at komme væk. Jeg synes, jeg blev hele tiden stoppet.
Så havde jeg ikke de rigtige uddannelser, eller så var min pædagoguddannelse forældet. Så var det der kursus lige gået i gang. Altså, jeg mødte hele tiden sådan stopklodser på vejen til at komme væk fra det at arbejde i børnehave.
Og så var det så lige pludselig en dag, slam, så røg jeg bare ned. Og jeg husker stadig den dag, vi var på tur ind til Botanisk Have med hele min stue, som det hedder, 22 børn, 3 voksne. Og det var et mareridt, fordi de der børn, de løb bare rundt alle mulige steder, og der var vand, og der var trafik, og det var virkelig stressende.
Og da vi så var på vej hjem, så sidder vi i bussen, og så er der et barn, der sidder bag ved mig og sidder og sparker mig ind i ryggen. Og jeg kan bare huske, at jeg vender mig om på et tidspunkt, og så råber jeg af det her barn: “Nu stopper du!” Og så tænkte jeg også: “Ups, nu er min karriere, hvor jeg arbejder med børn, vist slut.”
Man skal ikke råbe af børn, det skal man bare ikke. Og så da jeg skulle hjem fra arbejde der lidt efter, så var jeg også bare mega stresset og faldt ned ad en trappe og forstuvede min ankel, og så lå jeg hjemme på sofaen med den her ankel, der bare gjorde mere og mere ondt, og så tænkte jeg, ej, nu er det slut med at arbejde med børn. Så vidste jeg bare, nu går den ikke længere.
Både det der med at være stresset, at råbe af det her barn og også bare simpelthen falde ned ad den her trappe og forstuve min ankel, og at det virkelig var, som om der blev spændt ben foran: Nu skal du stoppe. Hvad skete så? Jamen, så skrev jeg til min læge, hvordan jeg havde det, og han sagde, jamen, det lyder da ikke for godt.
Og så blev jeg sygemeldt. Og så vidste jeg godt, jeg kommer aldrig tilbage.
[Paul Bridgwater] (13:28 – 13:29)
Nej, nej.
[Rikke Rømming Thomsen] (13:29 – 13:37)
Det var simpelthen slut. Og igen, det er ikke børnene, der er noget galt med, det er jo omstændighederne, kan man sige.
Kapitel 3 – Stress, identitet og Martinus
[Paul Bridgwater] (13:39 – 13:40)
Hvordan kom du ovenpå igen?
[Rikke Rømming Thomsen] (13:41 – 15:06)
Jamen, det var jo en hård proces, det der med, fordi inden da havde jeg nok tænkt, at ja, visse vasse, stress, kom i gang! Altså, hvor svært kan det være? Og det er jo også forskelligt fra person til person.
For mig ramte det på mange forskellige måder, især det kognitive, altså med hjernen, synes jeg, det ramte mig på. Jeg havde jo som sagt været en bogorm, og lige pludselig kunne jeg faktisk ikke læse mere. Jeg kunne hverken koncentrere mig om det, jeg kunne ikke huske noget, jeg blev hurtigt træt.
Jeg kunne ikke overskue socialt at være sammen med folk ret lang tid, og hvis jeg endelig var, så tog det mig flere dage at komme mig over det. Jeg var i det hele taget grådlabil, altså det her med bare at græde uden at være ked af det. Og jeg kan huske, at min chef på det tidspunkt sagde til mig, at det er utroligt, for du har altid været sådan en, der kunne alt.
Og lige pludselig, så kan du ingenting. Jeg kunne ikke engang finde ud af at ringe til en psykolog. Det måtte hun gøre.
Så det her med pludselig at miste ikke bare mig selv, alt det, jeg havde været god til, men også at vide hele min identitet – jeg kan ikke arbejde som pædagog mere. Jeg kan ikke arbejde med børn mere.
Hvis jeg ikke kan det, hvem er jeg så, og hvad kan jeg så? Så det var en hård periode.
[Paul Bridgwater] (15:06 – 15:07)
Ja, det må det have været.
[Rikke Rømming Thomsen] (15:09 – 18:16)
Men jeg kan også huske, at min læge sagde til mig, at det eneste, han ligesom kunne komme med, det var, at han sagde, at han syntes, at jeg skulle gå til en kognitiv psykolog. Men jeg kunne desværre ikke få tilskud til det, fordi jeg ikke havde tegn på depression. Og det var selvfølgelig rart, at jeg ikke havde depression, men det var da noget dyrt at gå til denne her psykolog.
Så på den måde kunne jeg da godt have ønsket, men sådan set i bakspejlet, så tænker jeg, at grunden til, at jeg nok ikke havde depression, fordi det var virkelig slemt, men det var, at jeg alligevel trods alt følte, at der var en eller anden mening med galskaben. Jeg tror, det her med, at der er en mening med lidelserne, det har jeg haft meget stor gavn og glæde af at studere Martinus’ åndsvidenskab, Martinus’ kosmologi. Jeg kom til at lære det allerede tilbage i 1997, da jeg var i praktik som pædagog, hvor jeg sad i en pause med en kollega og talte om “Den Lille Prins”.
Så siger hun på et tidspunkt: Det lyder meget som Martinus, kender du til det? Jeg var sådan, nej, det gør jeg egentlig ikke, men det lyder da interessant, hvad er det for noget? Så lånte jeg sådan nogle samlehæfter med nogle månedsblade, nogle blå bøger, der var måske 4-5 stykker, jeg lånte.
I tiden derefter gik jeg sådan og tænkte, nok kan vide, hvad Martinus egentlig ville sige til den her problemstilling. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det var, jeg tænkte dengang. Så slog jeg op i en tilfældig bog et tilfældigt sted, og så var der svaret på det, jeg lige havde tænkt.
Så allerede da jeg er tilbage i 1997, så tænkte jeg, det her er vist noget, jeg lige skal studere nærmere. Så begyndte jeg at studere den her åndsvidenskab og syntes egentlig, der var rigtig meget, der gav mening. Blandt andet det her med, at vi er en form for kosmiske rejsende, der har en evig sjæl og altid er på evig rejse i sådan en form for spiralkredsløb, hvor vi veksler mellem at være såkaldt levende og såkaldt døde.
Så når vi er døde, så er vores sjæl egentlig bare i en åndelig verden uden en fysisk krop. Men det bliver også lidt kedeligt på et tidspunkt, for man kan ikke rigtig mærke noget eller opleve noget uden en fysisk krop. Så på et eller andet tidspunkt har man en længsel efter et ønske om at mærke noget, opleve noget, og så inkarnerer vi i det, vi kalder fødsel, og bliver mennesker og har ligesom mulighed for at skabe og opleve igen og mærke de her fysiske konsekvenser af vores tanker og handlinger på egen krop.
Det begynder sådan at blive inkorporeret i mit liv som menneskesyn, kan man sige, det her syn på det gode i alting. At der altid er en eller anden større mening med det, vi oplever, og at man altid kan vælge at få noget ud af det. Noget godt ud af det.
Det er den del, jeg vælger at køre med, kan man sige. At vi er frie mennesker, der har frit valg til at gøre, hvad vi vil. Og for mig handler det om, at jeg kan lige så godt prøve at gøre det, der giver mening.
Det, der ligesom er, hvor jeg kan få det bedste ud af det.
[Paul Bridgwater] (18:18 – 18:30)
Og stadigvæk på det her tidspunkt, så er det jo stadigvæk, hvad skal man sige, mest en tanke… Hvad skal man sige… En konklusion, som er, at du er nået til ved hjælp af tankerne og læsningen.
[Rikke Rømming Thomsen] (18:31 – 18:31)
Jo, teoretisk.
[Paul Bridgwater] (18:32 – 18:33)
Vi har ikke nået frem til kroppen endnu.
[Rikke Rømming Thomsen] (18:33 – 18:34)
Nej, nej, nej.
[Paul Bridgwater] (18:34 – 18:35)
Men det kommer vi så til nu.
[Rikke Rømming Thomsen] (18:35 – 19:09)
Ja, og der tænker jeg jo på en eller anden måde, at det nok har været meget sundt for mig, det her med at få lukket ned for intelligensen på en eller anden måde, eller få skruet lidt ned for den, for at jeg kunne få skruet lidt op for følelseslivet, det her med at mærke mig frem til det i stedet for at tænke mig frem til det. Og jeg tror også, eller jeg oplever, at det her med, at jeg har fået mere balance i intelligens og følelse, gør også, at jeg har åbnet op for mere af det intuitive. At jeg føler meget, at jeg bliver intuitivt guidet til at gøre det mest kærlige.
Kapitel 4 – Fra hovedet ned i kroppen
[Paul Bridgwater] (19:10 – 19:35)
Ja, men det er så det tredje trin. Nu er vi jo stadigvæk henne ved kroppen. Så fra hovedet ned i kroppen, kan man sige.
Hvordan lærer du at komme ned i kroppen, eller hvordan bliver kroppen en del af din rejse, (forfærdeligt ord) din tilbagevenden til livet? Hvordan sker det? Det er jo ikke bare noget.
Du er jo hos en kognitiv psykolog, de er jo ikke sådan særlig kropslige.
[Rikke Rømming Thomsen] (19:35 – 20:17)
Nej, altså det var fint nok, men det gav måske ikke så meget. Men jeg var så heldig at bo i Rødovre Kommune, som sendte mig på et stresskursus. Hos et firma, der hed Stress & Co.
Det eksisterer desværre ikke mere i dag. Men det var sådan nogle afspændingspædagoger, hvor det var meget kropsligt. Meget kropslig læring.
Og hvor vi havde forskellige øvelser, vi lavede. Det var Qigong, Yoga, Fascial Flow. Meget det her med at mærke kroppen.
Og især det med Fascial Flow endte jeg med at blive rigtig begejstret for. Fordi jeg kunne mærke, at det kunne noget. Det her med det langsomme, det kropslige.
Men også med, at det var en blanding mellem både noget fri bevægelse og noget lidt guidet bevægelse.
[Paul Bridgwater] (20:17 – 20:19)
Hvad er Fascial Flow? Hvad står Fascial for?
[Rikke Rømming Thomsen] (20:21 – 20:51)
Fascial, det står for fascia, som man også kan kalde bindevæv. Bindevævskæder. Så det er meget det her med at få løsnet op for bindevævet i kroppen.
Og få flow i det, så man nemmere kan bevæge sig. Men også for, at det hele nemmere kan samarbejde inde i kroppen. Så Fascial, det er bindevævsdelen.
Og Flow, det er det her med at få løsnet op inde i kroppen. Så der kan komme flow inde i kroppen.
[Paul Bridgwater] (20:51 – 20:57)
Okay, og hvordan gør man så? Skal man gøre det selv? Skal man bruge andre til det?
[Rikke Rømming Thomsen] (20:58 – 21:39)
Jeg startede jo så med at prøve det på det her stresskursus. Og så begyndte jeg at gå til det hos en, der underviste i det på et lille hold. Og lavede også øvelserne derhjemme selv.
Og nu er jeg jo sådan meget: vil gerne lære ting. Så jeg skrev noter ned efter hver gang og lavede dem derhjemme. Og trænede og trænede.
Og så tog jeg en uddannelse som Fascial Flow-guide tilbage i 17-18, tror jeg. Så i første omgang var det for, at jeg selv kunne lære noget. Og så begyndte jeg også at få den her længsel efter at kunne give det videre til andre.
[Paul Bridgwater] (21:40 – 22:07)
Okay, men vi har også en øvelse. Men jeg synes måske, vi har sprunget lidt hurtigt hen over. Du er nede i et hul.
Og du begynder med det her kursus i Rødovre. Og der er noget, der virker. Og hvad er det?
Den proces der. Kan du komme nærmere ind på det? Også fordi jeg tænker, at det kan være godt for folk derude, der tænker: “Okay, jeg kan ikke mere.
Det eneste, jeg kan, det er at lytte til den her lidt mærkelige podcast. Hvordan kommer jeg videre?”
[Rikke Rømming Thomsen] (22:07 – 23:55)
Ja, og det kan jo være, at jeg har en eller anden ubevidst trang til at hoppe væk fra det, der er ubehageligt. Det skal man jo ikke kunne sige. Sådan er vores krop jo også indrettet for overlevelse.
Alt handler jo om overlevelse. Kroppen er jo designet til overlevelse. Blandt andet det her med fortrængning og til at komme væk fra det, der er ubehageligt.
Men ja, det, der jo har været min rejse, det har jo været det her med netop – jeg tror, at en af grundene til, at jeg fik stress, var, at jeg havde lukket af mellem hovedet og kroppen. Fordi jeg simpelthen ikke ville lytte til de signaler, der kom.
For eksempel, mens jeg stadigvæk arbejdede i børnehaven, vågnede jeg en morgen, hvor min krop føltes fuldstændig lammet. Og jeg tænkte: “Gud, gad vide, om jeg har fået en blodprop nu eller hvad.”
Men det gik så over igen, når jeg kom afsted på arbejde. For jeg tænker, at det har været min krops måde at prøve at standse mig i at tage på arbejde. Kroppen har simpelthen prøvet at lamme mig og sige: “Hallo, stop, du skal ikke afsted.”
Men jeg var sådan: Jeg har jo ikke feber, så jeg er jo ikke syg, så selvfølgelig skal jeg på arbejde. Så det her med ligesom at få åbnet op mellem den bevidste del med hovedet. Og så med at lytte til kroppens signaler.
Så det her med at øve mig i at mærke, hvad er det egentlig for nogle signaler, kroppen giver mig. Hvad er det egentlig for nogle helt konkrete udtryk, der kommer.
Hvad er det for eksempel, hvis jeg ligger på gulvet, hvad mærker jeg så? Jeg mærker måske, at gulvet er hårdt, gulvet er koldt. Jeg mærker måske, at gulvet støtter mig, holder mig.
Så det her med virkelig nærmest som en videnskab at undersøge, hvad er det, min krop forsøger at kommunikere til mig?
[Paul Bridgwater] (23:56 – 24:20)
Det er sjovt, ikke? Fordi det jo alligevel lidt er en omvej. I stedet for at handle efter, hvad kroppen gør, så tænker du, okay, hvad er det, min krop forsøger at sige mig?
Der skal en oversættelse til på en eller anden måde. Jeg kan huske, at du har fortalt mig et sjovt eksempel om, når du er begyndt at komme der, og du er begyndt at mærke efter noget med, at du i supermarkedet skal vælge et eller andet. Jeg kan ikke huske, hvad det var.
Kan du ikke fortælle den?
[Rikke Rømming Thomsen] (24:21 – 25:38)
Det var faktisk en kognitiv terapeut. Det var mine første lektier, eller kognitiv psykolog. De første lektier, jeg fik, altså der var lidt godt i det alligevel.
Han sagde, at jeg skulle prøve at mærke, hvad jeg havde lyst til, og så skulle jeg gøre det. Efter jeg havde været inde ved ham, så stod jeg ovre i Brugsen og tænkte, og jeg mærkede: “Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg lyst til?” Og så kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til juice, og så kiggede jeg op på hylden, og der var tre forskellige slags juice. Der var æblejuice, appelsinjuice og multijuice.
Så jeg hoppede jo straks op i hjernen og tænkte: Æblejuice, det er godt for det og det, appelsinjuice, der er C-vitaminer i, og multijuice, det har det hele, så hvad vil det være bedst at vælge? Og så tænkte jeg: For hulen, det var jo ikke det, der var øvelsen, hvad der er bedst at vælge, det var, hvad jeg havde lyst til. Og jeg kunne slet ikke vælge.
Jeg havde virkelig sådan noget handlingslammelse, beslutningslammelse, og der gik det også op for mig: Gud, det er slemt det her. Jeg kan ikke engang mærke, hvilken juice jeg har lyst til. Oh my God!
Jeg kan tænke mig til, hvilken juice der er smartest at drikke, men jeg kan ikke mærke det.
[Paul Bridgwater] (25:38 – 26:17)
Tror du, det kunne være et resultat af, at du virkelig har en dedication og et kald til at gøre det optimale, det bedste for andre. Og det har ligesom fulgt dig hele vejen igennem. Du vil gå din egen vej, du vil vælge det, der føles rigtigt.
Men det rigtige i denne forbindelse var i virkeligheden at gøre noget for dem, der havde udfordringer. Det var ikke så meget, hvordan jeg maksimerer lykken for mig selv. Det har netop været kaldsaspektet.
Hvad er min opgave her på jorden?
[Rikke Rømming Thomsen] (26:19 – 27:20)
På et tidspunkt opfandt jeg faktisk et begreb, som jeg kalder at være helpaholic. Det her med at være afhængig af at hjælpe andre. Det bliver nærmest som en drug.
Og ja, når man er pædagog, eller når man hjælper andre, så kommer man jo til at være ovre i andre. Men det handler jo hele tiden om at aflæse, hvad har det her andet menneske brug for? Et barn, for eksempel.
Og man må jo hele tiden også undertrykke sit eget behov. Ja, det kan godt være, at jeg har brug for at gå på toilettet lige nu, men jeg står faktisk alene med 22 børn, så den må jeg ligesom undertrykke, den der trang. Så ja, hele det der med at arbejde med andre og ville gøre det bedste for andre har gjort, at jeg både af nød og måske også af lyst, altså jeg havde lyst til at gøre mere for andre end for mig selv, så har jeg måttet lukke ned for mine egne behov og min egen, hvad jeg selv havde lyst til.
Så det er rigtigt.
Kapitel 5 – Fingerspiraler, kropssignaler og mikrovæsener
[Paul Bridgwater] (27:21 – 27:30)
Okay, men du har været hos din kognitive psykolog og har haft et forløb der, og du har været i gang hos Stresskursus.
[Rikke Rømming Thomsen] (27:31 – 27:31)
Stresskursus.
[Paul Bridgwater] (27:32 – 27:37)
Hvad hed de nu?
Stress & Co. Stress & Co. Det er altså et ret sjovt navn, men det er desværre, at de er der ikke mere.
[Rikke Rømming Thomsen] (27:37 – 27:38)
Stress & Company.
[Paul Bridgwater] (27:38 – 27:40)
Ja, ja. Ja, men det tænkte jeg nok, at du havde set.
[Rikke Rømming Thomsen] (27:40 – 27:41)
Ja, ja, ja.
[Paul Bridgwater] (27:41 – 28:07)
Nå, og der begynder det ligesom at ændre sig, fordi du får nogle redskaber, yoga, Qigong, Fascial Flow. Og så, du har vist mig en fingerøvelse, og vi har faktisk også optaget den på video, så man kan kigge på den og se, og man selv kan lave den derhjemme. Det er noget, der hedder fingerspiraler.
[Rikke Rømming Thomsen] (28:08 – 29:36)
Det kalder jeg den i hvert fald. Det er det her med, altså, det er med igen med det ene, jeg har lært i Fascial Flow, og så har jeg selv lidt videreudviklet på den. Det er her med, at man laver nogle spiralbevægelser med fingrene.
Rent videnskabeligt, naturvidenskabeligt kan man sige. Vi har 27 knogler i hver hånd, og mellem alle de knogler er der bindevæv blandt andet. Der er jo også blod og andre ting.
Men så det er med at løsne, få løsnet det her bindevæv imellem fingrene, og ligesom også kunne få givet ro i kroppen. Fordi det her med, at det samarbejder, nervesystemet og bindevævet samarbejder og hænger sammen, så bare det her med langsomt at bevæge fingrene, det gør faktisk, at man også får ro i kroppen. Så jeg plejer altid at sige til folk, det hurtigste, du kan gøre for at få ro i kroppen, det er at trække vejret med næsen, og det næsthurtigste er at lave den her fingerspiraløvelse.
Så vi ved jo fra naturvidenskaben, at vi har de her DNA-spiraler inde i vores celler, som har den her, ligesom pastaskruer, den her spiralform. Så for kroppen, det er i hvert fald min oplevelse, at det for kroppen er rigtig rart, det her med at lave spiralbevægelser eller cirkelbevægelser. Det føles rart for den.
[Paul Bridgwater] (29:37 – 29:48)
Når du bruger kroppen som en form for vejviser for, hvad du har lyst til, eller hvad der er det vigtige her, hvad kan den så fortælle os, som vi ikke kan tænke os frem til?
[Rikke Rømming Thomsen] (29:50 – 31:14)
Altså igen, det er jo så noget, der er kommet til mig her med årene, stille og roligt, som en udvikling. Både det her med, at jeg er begyndt at se mere og mere cellerne som også små, levende væsner, der lever deres eget liv, men som også arbejder i den helhed, som lige nu er min krop, kan man sige. Så de har deres egne livsopgaver, og det er for eksempel at være en celle nede i hjertet og sørge for, at det ligesom gør det, det skal.
Men samtidig kommunikerer det jo også med andre organer i kroppen og med mig. Så man kan sige, hvis der er et eller andet galt, f.eks. hvis jeg er stresset, så kan det være, at mit hjerte banker hurtigere, og så er det jo op til mig, kan man sige, at lytte til det her signal. F.eks. har jeg lært efter den der øvelse, eller dengang jeg gik ned med stress, at når jeg begynder at vrikke om på mine ankler, så ved jeg, at jeg er stresset. At det er f.eks. et signal, min krop siger til mig: Nu skal du vist lige slappe lidt af. Og jeg tænker, at det er helt konkret, at når jeg vrider om på mine ankler, så er det jo, som om jeg kommer ud på ydersiden af foden, og det vil sige, at jeg ikke har så meget jordforbindelse, fordi jeg måske er oppe i hovedet. Og stress starter ofte oppe i hovedet.
[Paul Bridgwater] (31:16 – 31:17)
Hvad gør du så?
[Rikke Rømming Thomsen] (31:17 – 32:06)
Så tager jeg det som et advarselssignal. Hov, der er vist et eller andet her, jeg måske lige skal have aflyst nogle aftaler, eller måske lige skal lave lidt øvelser, måske skal gå en tur i naturen, kramme et træ eller se på noget hav. Det er det bedste, jeg ved, det er at være ved havet.
Og når jeg får ondt i halsen, så er det som regel også, fordi jeg er udmattet, altså overtræt, og igen så ved jeg: Nu skal jeg lige give mig selv noget egenomsorg, gøre noget af det, der er godt for mig og min krop. Det kan være at lave nogle øvelser, spise noget sund mad, gå tidligt i seng, nogle af de der helt basale egenomsorgsting. Så det er på den måde, jeg efterhånden har lært at prøve at tolke de signaler.
[Paul Bridgwater] (32:07 – 32:14)
Og de her mikrovæsener, som sådan set er cellerne, kan et organ være et mikrovæsen?
[Rikke Rømming Thomsen] (32:16 – 32:58)
Ja, vi findes jo i forskellige størrelser, ligesom vi er måske også et menneske, er måske også en form for mikrovæsen for helheden. Jeg tænker, vi er også en form for mikrovæsener for det, vi kalder Guddommen, Altet, Universet eller Helheden. Der er vi også bare en lille bitte celle.
På samme måde er der jo inde i vores krop, det bliver mindre og mindre. Så er der organerne, så er der cellerne, så er der atomerne, og så ved jeg ikke, hvad det hedder, neutroner og protoner, hvad de nu hedder, mikro… Så jeg tænker, at vi kommer i forskellige former og farver, vi væsener.
Der er jo også dyr og planter og stjerner og planeter, vi findes jo både store og små.
[Paul Bridgwater] (32:59 – 33:06)
Så hvis du begynder at tale ligesom Dronningen og siger vi, så skal det forstås som dig og mikrovæsenerne?
[Rikke Rømming Thomsen] (33:06 – 33:17)
Ja, os, os tilsammen. Jeg har tænkt på det nogle gange, for det kommer nogle gange til at føles, som om vi er en samarbejdende helhed.
Kapitel 6 – Krop og Relationer – og vejen til healing
[Paul Bridgwater] (33:23 – 33:31)
Ja, fortæl lidt om, hvad du laver, du har en klinik, ikke? Jo, her på Frederiksberg.
Hvad hedder klinikken?
[Rikke Rømming Thomsen] (33:32 – 34:15)
Mit firma hedder “Krop og Relationer”, og så lejer jeg mig ind et sted, der hedder “Behandlerkollektivet”. Det havde jeg faktisk lidt svært ved i starten. Jeg elskede at komme der lige fra starten, men selve navnet havde jeg det lidt svært med, for jeg ser egentlig ikke mig selv som behandler.
Jeg ser mere mig selv som en guide. Jeg elsker ordet guide, at jeg guider mennesker til, hvordan de selv kan guide sig selv. På et tidspunkt fandt jeg på et lille slogan: Bliv din egen behandler.
Det var ligesom en måde at komme uden om det her med, at jeg ikke følte, at jeg var behandler. At det er noget, der hjælper folk til, hvordan de kan behandle sig selv og blive deres egen behandler.
[Paul Bridgwater] (34:15 – 34:27)
Ja, og så kan de i hvert fald behandle deres mikrovæsen ordentligt. Ja, det var det. Du arbejder jo også med healing, forstår jeg?
[Rikke Rømming Thomsen] (34:28 – 34:44)
Ja, det er noget, der er begyndt at komme de senere år. Kom snigende, stille og roligt ind. Igen har jeg måske også haft lidt modstand på det, fordi jeg netop ikke synes, at jeg skal gøre noget for folk.
Jeg synes netop, at det fede er, når man selv lærer at gøre noget godt for sig selv.
[Paul Bridgwater] (34:45 – 34:51)
Hvad forstår du som healing, og hvad er det så, der gør, at du tænker, okay, det er alligevel noget, jeg gør?
[Rikke Rømming Thomsen] (34:52 – 35:45)
For mig er healing i bund og grund en form for energioverførsel mellem to levende væsener. Det kan være mellem mig og min egen krop, og det kan være mellem mig og et andet væsen. Jeg tænker, at nogle gange kan det være godt at få en kickstart, hvis man har brug for hjælp til at gøre det bedste for sig selv, gøre det mest kærlige for sig selv.
På den måde kan jeg godt give en healing til et andet menneske som en gave til det her andet menneske, til at kunne få det så godt, at den person selv kan aktivere sine egne selvhealende ressourcer og komme i gang. Begge dele er jo godt. Jeg synes, jeg brænder bare mest for det her med at hjælpe eller guide folk til selv at kunne gøre noget for at gøre det bedste for sig selv.
[Paul Bridgwater] (35:45 – 35:47)
Hvordan opdagede du, at du var healer?
[Rikke Rømming Thomsen] (35:48 – 36:41)
Det var faktisk ude til en yoga-session i Fitness World, hvor jeg tror, underviseren havde, jeg tror faktisk, det var hendes ankel, det var hendes fod i hvert fald, og så sagde jeg: Nu skal jeg lige prøve at lægge mine hænder på. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige sagde det. Det blev jeg nok guidet til.
Så sagde hun: “Gud, du har jo healende hænder.” Jeg var sådan, okay. Det var egentlig meget nyt for mig.
Det havde jeg aldrig nogensinde tænkt på. Jeg har altid haft varme hænder, men jeg har aldrig tænkt på, at det var healende hænder. Det er måske otte år siden eller et eller andet.
Så har jeg egentlig ikke gjort så meget ved det, men er begyndt de senere år at udforske det lidt, fordi jeg også godt kunne mærke den her, at når jeg fik lyst til at hjælpe et andet menneske f.eks., så kan jeg mærke den her stikkende, sitrende fornemmelse i hænderne, og så tænkte jeg: Hvad er det for noget?
Kapitel 7 – Demens, kropssprog og at møde mennesket i nuet
[Paul Bridgwater] (36:41 – 37:07)
Nu tager vi et spring, og det er også, fordi du faktisk har vundet en pris, og det synes jeg er imponerende. Det skal vi da først, nu skal jeg lige finde ud af, hvad det var for en pris. Det er Social- og Ældreministeriets pris, “Pårørende Prisen”, for arbejdet med at skabe et fællesskab og modvirke ensomhed og facilitere rum for trivsel, livskvalitet og glæde for demente.
Hvad var det for et projekt, du fik en pårørendepris for?
[Rikke Rømming Thomsen] (37:07 – 37:46)
Det bliver nok svært at gøre det kort, men jeg skal prøve at gøre det så kort, som jeg kan. Først og fremmest vil jeg gerne lige sige, at noget af det vigtigste, jeg har lært, det er, at det her med at kalde mennesker med demens for demente, at det er bedre at sige mennesker med demens eller demensramte, fordi det er jo stadigvæk et levende menneske, som har en sygdom. Så det her med, at når man siger demente, så er det lidt ligesom at sige, at det er sygdommen, der er alt, hvad der gør dem til mennesker.
Så det var faktisk noget af det vigtigste, jeg lærte, tænker jeg, det her med, at der er et menneske, som har en sygdom.
[Paul Bridgwater] (37:47 – 37:51)
Ligesom hjerneskader? Ja. Er du hjerneskadet, eller har du en hjerneskade?
[Rikke Rømming Thomsen] (37:51 – 39:56)
Er du Per med en hjerneskade? Ja, så det er faktisk noget af det, og jeg ved også godt, vi siger det, fordi det er det nemmeste, bare lige at sige autister eller demente eller hjerneskadet eller et eller andet. Men jeg tror, det er vigtigt at holde fast i det her, at der faktisk er et menneske inde bagved.
Og det er også noget af det, i det her samværstilbud, som jeg skabte og drev for Københavns Kommune, i samarbejde med selvfølgelig alle mulige, hvad vi hedder, samarbejdspartnere, i Center for Demens og med frivillige og med interne og eksterne samarbejdspartnere. Men det var mig, der ligesom havde den daglige drift og fandt på, hvordan det her samværstilbud skulle være. Og der hæver jeg meget fra min pædagogiske erfaring omkring det her med, hvad er det egentlig, et menneske har brug for?
Og det er jo meget det her med, hvad har et menneske brug for? Et menneske har brug for at blive mødt, set, hørt og anerkendt, kan man sige. Det her med at blive mødt som den, man er, hvor man er, med det, man ligesom har at komme med.
Og kunne være en del af et fællesskab, kunne have noget livskvalitet. Livskvalitet har også altid været et vigtigt ord for mig. Så jeg prøvede at skabe det her samværstilbud, det skal lige siges, det var under corona.
Så det var lidt svært at stå og sige til syge, ældre mennesker, kom og vær sammen med fremmede, når de i fjernsynet sagde, at man skulle blive hjemme og ikke være sammen med nogen, man ikke kendte. Det var lidt op ad bakke, vil jeg sige. Men det, der var, jeg prøvede at sige, jamen hvordan kan vi møde de her mennesker i nuet, hvor de er?
Det kan godt være, at de har en sygdom i hjernen, som jeg forestiller mig er demens, altså ligesom hjernen ruster op. Men kroppen har stadigvæk en hukommelse, cellerne, mikrovæsnerne har stadigvæk en kropslig hukommelse, som måske ikke er så nedrustet, eller hvad skal man sige, rustet op, som hjernen er.
[Paul Bridgwater] (39:56 – 40:07)
Så at møde folk i nuet, det lyder så meget, hvad skal man sige, new age-agtigt. Det er jo, hvad vi skal være i nuet. Hvad betyder det helt konkret?
[Rikke Rømming Thomsen] (40:07 – 41:15)
Ja, og det er det slet ikke. For mig er det netop meget konkret, men virkelig, virkelig også svært, vil jeg sige. Altså det der med, for mennesker med demens, det, man oftest opdager det ved, det er jo for eksempel hukommelse.
At folk glemmer ting. Så det her med, for eksempel havde jeg også nogle frivillige, der hjalp mig, og det her med at træne i, hvis du spørger et menneske med demens: Har du haft en god påske? Eller så kan det godt være, at det her menneske overhovedet ikke kan huske, at der har været påske.
Og det kan jo også være, at den demensramte har glemt, hvad er begrebet påske egentlig? Altså hvad betyder det egentlig? Hvad går det ud på?
Så på den måde, så vil man allerede, når man stiller det spørgsmål, af en god mening selvfølgelig, en god intention: Har du haft en god påske? Allerede der har man gjort noget i kontakten med det her menneske og gjort, at det menneske måske føler sig, åh nej Gud, jeg er forkert, der er et eller andet her.
Jeg burde vide noget om, som jeg ikke ved noget om.
[Paul Bridgwater] (41:15 – 41:23)
Hvordan skulle man starte en samtale, altså på en god måde, som ligesom anerkender den, der er der i nuet?
[Rikke Rømming Thomsen] (41:23 – 41:56)
Ja, altså noget af det, jeg opdagede var det allervigtigste, det var kropssprog. Altså simpelthen at smile, at have øjenkontakt og gerne også kropslig kontakt, altså for eksempel med hænderne, eller hej, hvor er det dejligt at se dig. Så det er ikke så meget af ordene, men mere af det budskab.
Man siger jo også, at 85 % af vores kommunikation egentlig foregår med kroppen. Så det er på en eller anden måde noget med at skrue ned for ordene og op for det ordløse.
[Paul Bridgwater] (41:57 – 42:11)
Okay, så det er en god start, så man er positiv, man kommer ind med god energi, og “hej, hvordan går det?” Nej, vi siger ikke, hvordan går det, vi siger: “Hej, altså se nogle flotte briller”, eller et eller andet, som er helt konkret.
[Rikke Rømming Thomsen] (42:14 – 44:47)
Og hvad så? Og så skal man jo hele tiden igen, på en eller anden måde, vende alt op og ned, hvad man er vant til her, for eksempel i vores kultur, handler det jo meget om at spise, drikke og snakke, når vi er sammen. Så det er noget, man siger, okay, vi kan selvfølgelig godt spise sammen en gang imellem og drikke sammen, men hvis vi ligesom skal noget, der ikke indebærer det at snakke og samtale, hvad kan vi så lave?
Og det må jeg sige, det var også noget af en udfordring, men igen det her med hele tiden at tænke, hvad kan vi egentlig have sammen, i fagsprog kalder vi det fælles tredje, hvordan kan vi bruge nogle af de her andre kompetencer end sproget? Så det var jo selvfølgelig meget noget med at bruge kroppen og også gerne noget med at, altså fordi demens kan jo godt blive lidt trist og lidt deprimerende, og snakke om alt det, der er hårdt, så det her med også at prøve at lave et rum, hvor der også er plads til selvfølgelig alt det triste, alt det svære, alt det hårde, men også hvor vi egentlig bare hygger og har det sammen og griner lidt af os selv og hinanden og bare har det sjovt. Så det var også meget noget med, at jeg fandt på nogle lege, for eksempel gode gammeldags lege. De skulle selvfølgelig ikke være barnlige, fordi altså mennesker med demens, man siger ofte sådan lidt, de går i barndom, men det gør de jo ikke.
Det er jo bare, at der er nogle kompetencer, der ruster, kan man sige. Så det her med at lave noget sjovt, det kunne være noget med en bold, det kunne være noget med at lave stafetter eller danse, høre musik. Det her med musik er jo virkelig også en genvej ind til kroppen, for det er jo ikke kun hjernen, man hører musik med, men det er jo også kroppen, der husker, åh, den der “Solen er så rød, mor”, man kan jo nærmest mærke stemningen, bare man lige hører første tone eller første linje.
Så meget det her med at bruge de ikke-sproglige aktiviteter og kropssprog som det fælles tredje. Og igen, nu sagde du selv det der med energi, altså det er jo igen meget energioverførsel. Lidt ligesom med healing, det er en energioverførsel mellem mennesker.
Så hvis man kan få skabt den her gode energi ved selvfølgelig sit kropssprog, ved sin intention, igen, jeg bruger rigtig mange gange hver dag det her: Hjælp mig til at gøre det mest kærlige.
Kapitel 8 – At gøre det mest kærlige
[Paul Bridgwater] (44:47 – 44:58)
Og der er jo også et spørgsmål, så hvem er på den anden ende af bønnen om at hjælpe mig til? Hvem er det, der skal hjælpe?
[Rikke Rømming Thomsen] (44:59 – 45:30)
Altså for mig er det ikke en person eller en gud, for mig er det mere helheden. Jeg forestiller mig, at jeg sender den både ind til mine trillioner af mikrovæsener, jeg sender den ud i helheden. Altså for mig, der er Gud eller guddommen, helheden, det er summen af alting, alt, hvad der eksisterer.
Så når jeg sender den her bøn eller intention ud, så er det til alt, hvad der eksisterer, både det, jeg kender til, og det, jeg ikke kender til.
[Paul Bridgwater] (45:31 – 45:34)
Så det er en form for, at man må blive en del af det her, som giver mening.
[Rikke Rømming Thomsen] (45:36 – 46:46)
Og det er både for mig, for mine mikrovæsener og for andre mennesker i min nærhed, men også for helheden. At det hele skal ligesom give mening, det er ikke nok, det kun er godt for mig. Og det kan jo godt være lidt svært, hvis man selv skal prøve at styre det hele.
Nogle gange er det nemmere bare at sige, det her er min intention, jeg vil virkelig gerne prøve at gøre det mest kærlige. Og så ligesom, for eksempel da jeg arbejdede i børnehaven, så skulle jeg nogle gange have nogle svære samtaler med nogle forældre om deres barn, der havde brug for hjælp. Og allerede der begyndte jeg: Hjælp mig til at gøre det mest kærlige.
Og så oplevede jeg faktisk, at jeg fik hjælp til at sige de ting, som gjorde, at forældrene ikke blev sure eller gik i baglås eller kunne tage imod den hjælp. Og på samme måde med pårørende til mennesker med demens, at det der med at møde dem, hvor de er, og møde dem i både det, der er svært, men også give dem håb om, at du stadigvæk kan gøre noget selv. Også prøve at få det gode ud af det.
Prøve at få det bedste ud af det.
Kapitel 9 – Den røde tråd, intuition og livsguiding
[Paul Bridgwater] (46:47 – 46:56)
Hvis du skulle kigge tilbage på dit liv og finde en rød tråd, hvad er den røde tråd?
[Rikke Rømming Thomsen] (46:57 – 47:03)
Hvad er den røde tråd? Ja, det er jo sjovt. Jeg havde lige lyst til at synge den, men jeg tænkte, ah…
[Paul Bridgwater] (47:03 – 47:04)
Det kan du gøre.
[Rikke Rømming Thomsen] (47:07 – 47:40)
Jeg kan jo se flere røde tråde. Blandt andet det der med, at jeg allerede som baby blev opereret og faktisk ikke gav udtryk for, at det gjorde ondt.
Det synes jeg allerede er en læring, der hører til mit personlige udviklingsområde. Det her med at lytte til kroppen. Det synes jeg jo er en rød tråd allerede der.
Men ellers er det jo meget det her med at ville gøre noget godt for andre. Det er jo meget det, der har været min røde tråd. Og så passe på ikke at blive for meget helpaholic.
Kom ikke for meget over i andre, men også husk mig selv.
[Paul Bridgwater] (47:40 – 47:41)
Og ikke glem dig selv.
[Rikke Rømming Thomsen] (47:42 – 47:55)
Og der har det jo netop for mig. Der giver det meget god mening, det her med at se mine celler, mine mikrovæsener, som andre levende væsener. Så kan jeg snyde mig selv på den måde, at jeg jo faktisk er næstekærlig, når jeg gør noget godt for mig selv.
[Paul Bridgwater] (47:56 – 47:57)
Det kan jeg godt se.
[Rikke Rømming Thomsen] (47:57 – 47:59)
At det er næstekærligt at være egoistisk.
[Paul Bridgwater] (47:59 – 48:00)
Ja.
[Rikke Rømming Thomsen] (48:01 – 48:03)
Eller give egenomsorg, kunne man også sige.
[Paul Bridgwater] (48:03 – 48:17)
Ja. Og så kan man sige, at næste trin, som vi nok ikke når at komme ind på, det er jo faktisk at springe. Det er at snyde sig igennem tanken selv.
Det er at gribe direkte til intuitionen. Hvor man ikke har brug for omvejen over tanken.
[Rikke Rømming Thomsen] (48:17 – 49:03)
Ja, og det er jo blandt andet også det, jeg er begyndt at kalde livsguiding. Og så her for en måneds tid siden, da jeg gik i seng, så bad jeg. Og normalt så siger jeg bare: “Kære Gud”, fordi jeg tænker, det er helheden.
Hjælp mig med det her. Men lige nøjagtigt den her aften bad jeg faktisk: “Kære Gud, engle og guider.” Og jeg aner ikke, hvor det kom fra.
Fordi det er egentlig ikke noget, jeg sådan har tænkt over eller tror på som sådan. Men: “Kære Gud, engle og guider, hjælp mig med at finde det her ene ord, som jeg føler, jeg mangler.” Og så gik jeg i seng.
Og cirka to-tre timer efter skulle jeg ud at tisse. Og så vågner jeg, og så ser jeg bare det her ord for mig nærmest inde på bagsiden af panden, at det står skrevet sort på hvidt. Livsguiding.
[Paul Bridgwater] (49:04 – 49:04)
Livsguiding.
[Rikke Rømming Thomsen] (49:05 – 49:08)
Og jeg tænker: Det er sgu egentlig rigtigt!
[Paul Bridgwater] (49:09 – 49:27)
Rikke, tak fordi du vil dele din livsfortælling og dine tanker om kroppen, healing, livsguiding og om, hvad det vil sige at være menneske. Du, altså ikke Rikke, men I derude, har lyttet til Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. Mit navn er Paul Bridgwater.
Tak fordi du lyttede med.
En reaktion
Meget nyttige og interessante oplysninger. Mange tak, Rikke.