De fleste nærdødsoplevelser, vi hører om, er gennemstrømmet af lys, kærlighed, fred og en følelse af dyb accept. Det er fortællinger om at vende tilbage fra døden med en ny forståelse af livet – som i bøgerne “Til himlen og tilbage” af Eben Alexander eller “At dø for at leve” af Anita Moorjani.
Men der findes også en anden side af nærdødsoplevelsen, som sjældnere omtales: De forstyrrende eller ubehagelige oplevelser. Forskning viser, at ca. 17 % af alle nærdødsoplevelser falder i denne kategori. Det har bl.a. den amerikanske forsker Nancy Evans Bush beskrevet i bogen Dancing Past the Dark (2012), hvor hun analyserer 50 vidnesbyrd om netop disse ubehagelige erfaringer.
Tre typer af ubehagelige nærdødsoplevelser
Nancy Evans Bush identificerer tre hovedtyper:
1. Når lyset skræmmer
Den første type ligner på overfladen de klassiske nærdødsoplevelser: man forlader kroppen, ser sig selv udefra, måske i en tilstand fri for smerte. Men oplevelsen tolkes negativt. Et vidne beskriver det sådan:
“Jeg oplevede en fornemmelse af at svæve over rummet og så min krop ligge på bordet. Jeg råbte: ‘Jeg kan ikke lide det her!’ – men ingen hørte mig.” (Bush s. 27)
Det, der for én person føles som frisættelse, kan for en anden være foruroligende.
2. Tomrummet – The Void
Den anden type oplevelse beskrives som et mørkt tomrum, uden form, uden kontakt. For nogle er det fredfyldt, for andre dybt skræmmende. Nancy Evans Bush har selv haft en sådan oplevelse, hvor mørket blev ledsaget af en følelse af eksistentiel opløsning:
“Du har aldrig eksisteret. Dit liv har aldrig fundet sted. Det hele var en joke…” (Bush s. 4)
3. Helvedeslignende landskaber
Den tredje og mest ekstreme form involverer billeder, der minder om traditionelle forestillinger om helvede: ild, mørke, råb, forvredne kroppe. Ét vidne fra IANDs arkiv (www.iands.org) beskriver, hvordan han gik gennem en mørk dal og først troede, han så træer – men indså, det var forrådnede menneskekroppe plantet med hovedet nedad i jorden.
“Undervejs på den svagt oplyste sti gav jeg til sidst efter for fristelsen til at se nærmere på de krogede og golde træer […] Da jeg kiggede ind i mørket, opdagede jeg, at det slet ikke var træer, men livløse menneskekroppe, der var plantet med hovedet nedad i jorden, og deres forrådnede arme og ben stak op og snoede sig på grotesk vis over overfladen. Et rædselsvækkende syn.” (Hospitalized man visits grotesque landscape but is then surrounded by light, April 18, 2025)
Hvordan kan man forstå de ubehagelige oplevelser?
Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor er nogle nærdødsoplevelser så ubehagelige?
Ifølge Lee Witting, podcastvært, teolog og forsker i nærdødsoplevelser, handler det måske om bevidsthedens nærhed til kroppen. Jo tættere man er på det fysiske plan, desto mere påvirkes oplevelsen af den menneskelige psyke: frygt, begær, egoisme. Det er først, når bevidstheden bevæger sig længere væk fra det jordiske, at fred og kærlighed dominerer.
I min egen podcast har jeg mødt flere nærdødsoplevere, som bekræfter denne tanke. Fx Mette Thygesen, der på vej tilbage til kroppen oplevede parallelverdener fyldt med bedrag og griskhed: (https://healinghelp.dk/mette-thygesens-naerdoedsoplevelse/)
Nogle fortæller også, at oplevelsen ændrede sig, i takt med at de overgav sig og slap kontrollen. Det kan tyde på, at sindets eller sjælens tilstand er afgørende for, hvordan oplevelsen formes – og måske at det handler mere om forvandling end om dom. Cliff Greens nærdødsoplevelse er et eksempel på dette:
(https://healinghelp.dk/cliff-greens-naerdoedsoplevelse/)
En vej gennem mørket
Ubehagelige nærdødsoplevelser kan virke skræmmende, men de er ikke nødvendigvis negative i deres virkning. Tværtimod beskriver flere, hvordan de ubehagelige erfaringer blev vendepunkter i deres liv. At konfrontere og integrere skyggen er et velkendt Jungiansk greb. Mørket viser os, hvad vi frygter – men måske også, hvad vi skal tage ansvar for.