I denne episode af Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger taler jeg med Vickie Bak Laursen om, hvordan smerte, intuition og spiritualitet har været drivkræfter i hendes liv.
Vickie fortæller om en farverig opvækst, arbejdet med film og teater, årene som socialrådgiver og leder og om en tilbagevendende oplevelse af at blive guidet mod det næste skridt. Et afgørende vendepunkt bliver det, hun kalder “Miraklet i Valby”, hvor en intens indre proces åbner for stærke kropslige og spirituelle erfaringer.
Siden følger en pilgrimsrejse, oplevelser med Kundalini og lyssprog og en gradvis erkendelse af, at healing skal være en del af hendes liv. Samtalen handler om at bruge kriser til forandring, lytte til intuitionen og åbne sig for noget, der opleves som større end én selv.
Se en optagelse af Vickie, der healer podcastværten: https://youtube.com/shorts/X7fIq9BkzgM?feature=share
Læs mere om Vickie på hendes hjemmeside: www.karismatisk.dk
Instagram: @karismatisk_heling
Kapiteloversigt
1. Miraklet i Valby – 0:01–6:47
2. Smerten som motor og sjælens sorte nat – 6:48–12:00
3. Barndom, relationer og utryg tilknytning – 12:00–16:39
4. Spiritualitet, Lars Muhl og bøn – 16:39–20:32
5. Intuition, mål og vejen gennem film og teater – 20:33–29:24
6. Socialrådgiver, Reden og Gadens Stemmer – 29:27–37:16
7. Kundalini, pilgrimsrejse og lyssprog – 37:17–47:00
8. At begynde at heale – 47:01–54:26
9. Healing som fortsat udvikling – 54:28–56:42
Miraklet i Valby
[Vickie Bak Laursen] (0:01 – 6:47)
Det er det, jeg kalder “Miraklet i Valby”. En frostklar decembermorgen, hvor solen skinner fra en skyfri himmel. Der er jeg på vej ud i en lejlighed i Valby, hvor jeg skal have en lang terapisession.
Jeg er endnu en gang ramlet ind i et mønster, jeg har gentaget mange gange i mit liv, som handler om relationer. Og når relationer bliver svære, og et mønster, som jeg har arbejdet med gennem mange år og er helt utrolig træt af, og troede, at jeg var færdig med og havde bearbejdet og helet. Men det her viser endnu en gang, at det havde jeg ikke.
Så jeg bliver kørt ud til den her meget lange session, som skal vare en halv dag, af en veninde. Og på vej i bilen siger jeg til min veninde, at i dag sker der et mirakel. Jeg havde bare en fornemmelse af, at der ville ske et eller andet helt usædvanligt, og jeg var så fast besluttet på, at der skulle ske noget grundlæggende anderledes.
Så jeg kommer ud i lejligheden og gør mig klar til at starte den her session, som har en ceremoniel karakter. Så jeg har nogle intentioner med mig og prøver at forbinde mig også til det spirituelle for at bede om hjælp til, at det også er til stede i rummet den dag. Jeg kommer ret hurtigt i en meditativ tilstand.
Jeg sætter mig for at starte sessionen med at meditere og kommer ret hurtigt i en dyb meditativ tilstand. Hvor jeg faktisk bliver siddende i mange timer uden fysisk at bevæge mig. Og den her tilstand bliver til, som jeg oplever det, en lang indre tilgivelsessession.
Hvor jeg får vist de her forskellige relationer, jeg har været i, som har været svære. Og får fra et åbent hjerte sagt farvel til dem og tilgivet mig selv for at have gået ind i dem, og de andre personer for den rolle, de har haft i det. Jeg har tårerne trillende ned ad kinderne på mig i alle de her timer.
Så det er sådan en meget sorgfuld proces, men på en meget fin måde. Så jeg har en indre dialog kørende og får skrevet nogle smukke breve og får sluppet fra et meget dybt sted i mig. Og får sluttet fred med, at det ikke handler om de her forskellige mennesker, jeg har interageret med. Men handler om mit eget sår. Og det er ligesom det, der skal heles grundlæggende, for at jeg kan træffe nogle nye valg. Og da jeg har fået sagt farvel og tak fra det dybeste i mig, så rejser der sig en energi i mig.
En kraft i mig, som jeg aldrig før har prøvet. Som opstår sådan nede fra jorden af, op igennem mine fødder og min krop. Sådan så jeg også fysisk rejser mig op meget abrupt.
Med en meget stærk kraft, og der følger en følelse med af rent raseri. En ren følelse af raseri, som jeg aldrig nogensinde før har været i kontakt med. Og det var ikke på nogen eller på noget.
Men det var helt klart en oplevelse af, at det her skulle ud af min krop. Fordi det skulle ud via stemme, og det skulle ud via krop. Der bliver jeg meget opmærksom på, at jeg er inde i en lille lejlighed i Valby, og tænker: “Bare jeg havde været i en skov.”
Fordi jeg havde en fornemmelse af, at der var kommet et primalskrig fra det dybeste sted, som andre ikke skulle belemres med. Men jeg får samlet nogle puder og madrasser sammen og får alt det her ud via stemme, råb og krop ned i de her puder og madrasser. Og da den her seance er slut, så sker der en ny energetisk bevægelse i mig, som jeg heller ikke før har oplevet.
Energien skifter karakter. Jeg får simpelthen en følelse af, at jeg bliver bevæget af noget større end mig. Det føles selvfølgelig fremmed, men stadig meget trygt.
Og det føles også helligt. Jeg bliver selvfølgelig meget forundret, men alligevel tryg i det, så jeg går med det. Jeg slipper min krop ind i det og lader den her energi bevæge mig.
Det er meget rytmiske bevægelser. De er meget cirkulære. Der er også musik i rummet, så det bliver en dans, som jeg ikke selv er herre over.
Det bliver en meditation i en slags energi. En energetisk og kropslig meditation, som jeg bliver i igen i flere timer. Jeg kan godt mærke, at der er sket noget grundlæggende, og der er noget, der har åbnet sig.
Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg føler mig dybt taknemmelig og nysgerrig. Og går ligesom med det. Og det er det, jeg kalder “Miraklet i Valby.”
Det er cirka to år siden, det skete. Og herfra åbner der sig en helt ny verden og nogle nye muligheder i mit liv.
Introduktion
[Paul Bridgwater] (6:48 – 8:09)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag taler jeg med Vickie Bak Laursen.
Vickie har et ret usædvanligt livsforløb. Hun er uddannet socialrådgiver, men har de sidste mange år været leder. Hun har tidligere været leder af “Reden” i København, og i dag er hun leder af NGO’en “Gadens Stemmer.”
Hun har arbejdet med mennesker i meget udsatte livssituationer. Og hun har samtidig en baggrund i film og teater. Hun har blandt andet medvirket i Broen.
Og så i dag, efter dette gennembrud, arbejder Vickie også aktivt med healing. Altså man kan sige, at der er to sider til Vickies historie. Man kan kalde dem for motoren og målet, eller drivkraften og destinationen.
Og vi taler om drivkraften først, og så bagefter vender vi os mod destinationen. Vickie, vil du sige lidt om motoren, drivkraften, til at bruge smerte til at vågne op? For det har været sådan et tema, som vi har talt om tidligere.
At det har været smerte, der gjorde, at du måtte vågne.
[Vickie Bak Laursen] (8:11 – 9:11)
Ja. Altså herfra, hvor jeg står nu, og med den viden og erfaring, jeg har nu, og kigger tilbage. Der har jeg kun set, at alle de gange, jeg har taget nogle store transformerende valg ind i min personlige psykologiske udvikling eller en spirituel udvikling, der har det været på baggrund af en smertefuld oplevelse eller en krise eller noget, der har gjort rigtig ondt.
Og det er jo ikke usædvanligt, det tror jeg, at mange mennesker oplever, at kriser kan man jo bruge til at vokse med. Og det har jeg, når jeg nu kigger tilbage, gjort meget kontinuerligt. Det er ligesom der, jeg har taget de nye store ryk eller udviklingsskridt, hvis man kan sige det sådan.
[Paul Bridgwater] (9:12 – 9:17)
Hvornår fandt du ud af, at det var noget, du kunne lære noget af, altså frem for noget, du skulle flygte fra?
[Vickie Bak Laursen] (9:22 – 10:18)
Der, hvor jeg først bevidst bliver opmærksom på det. Det er cirka 20 år siden, efter jeg er blevet skilt, og efterfølgende er jeg i en rigtig svær relation. Der begynder jeg også at bruge spiritualiteten ret bevidst, fordi det bliver tydeligt for mig, at jeg har brug for mere end det, psykologien kan tilbyde mig, for at navigere i de svære perioder, jeg er i i mit liv.
Og i det bliver jeg bekendt med Lars Muhls forfatterskab. Så det er faktisk meget gennem ham og alle hans bøger og den måde, han tolker kristendom på, at jeg bliver bekendt med begrebet “Sjælens sorte nat.”
[Paul Bridgwater] (10:19 – 10:20)
Ja, det lyder rigtigt.
[Vickie Bak Laursen] (10:24 – 11:09)
Det er ikke et begreb, han har opfundet, men det er ligesom igennem hans bøger. Hvordan det er muligheden for at komme ind i en dyb transformation, og hvordan det er muligheden for at blive en bro til de spirituelle lag. Så der bliver det en bevidst ting for mig, men det bliver også noget, jeg forstår med hovedet.
Og der er langt fra at forstå noget med hovedet til at mærke det og agere efter det med krop og med sjæl. For jeg forstår det, og de 20 år, der er gået, har været skridt på vejen, hvor jeg har erfaret noget mere, lært noget mere, mærket noget mere og forstået noget mere.
[Paul Bridgwater] (11:09 – 11:15)
Men har det været gennem bøgerne alene, eller var der nogle fællesskaber, du søgte ind i, eller var der nogen, du talte med?
[Vickie Bak Laursen] (11:18 – 12:00)
Det var i mange år gennem bøgerne, og jeg var så også lidt i kontakt med ham, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med nogle af de ting, jeg gik og tumlede med. Så jeg havde også mulighed for at få noget hjælp. Men nej, jeg har ikke været i et fællesskab i Danmark på den måde.
Så det har været noget, jeg rigtig meget har læst mig til eller lyttet mig til og erfaret gennem meditationer, som jeg også begyndte på denne her tid. Der begyndte jeg også at meditere og begyndte at have en praksis on and off.
Barndom og relationer
[Paul Bridgwater] (12:00 – 12:13)
Hvis vi tager et skridt længere tilbage i dit liv, før du vidste, hvordan du kunne bruge smerten, hvis man skal sige det så instrumentelt. Hvad for et hjem kommer du fra? Hvad er din baggrund?
[Vickie Bak Laursen] (12:14 – 14:03)
Jeg kommer fra en meget farverig familie. Jeg kommer fra en kreativ familie med højt til loftet. Det er en familie, som beskæftiger sig med sang, musik, skuespil og dans.
Og det er også en familie med meget høje ambitioner. Så det er en familie, som, ja, lever af at være i de her kreative fag. Jeg er vokset op, jeg plejer at sige, på de danske teatre, i Tivoli og på Bakken og på danseskole og synes jo i mange, mange år, at jeg havde et rigtig festligt og farverigt liv. Modsat mange af mine venner, hvor jeg tænkte: Det er da lidt kedeligt at sidde der hver aften og spise hakkebøffer med mor og far. Men det var også et liv, som jo ikke var et 9-til-4-liv.
Mine forældre arbejdede jo om aftenen eller andre steder. Så jeg er også vokset op med mine bedsteforældre og med barnepiger for eksempel. Så selvom jeg oplevede det som lidt af en fest, så har det også været et liv og en barndom, som har været præget af uforudsigelighed.
Og måske ikke helt den form for tryghed, som børn har gavn af. For i hvert fald at få en tryg grundtilknytning. Så på den måde har jeg jo fået noget med mig, og det er vi jo mange mennesker, der har.
Og som jeg nu betragter som en motor i min udvikling.
[Paul Bridgwater] (14:04 – 14:18)
Kan vi måske blive lidt mere konkrete på, hvad smerten egentlig er? Du nævnte noget med relationer, men jeg kan næsten ikke tænke på nogen, der ikke har knas i relationer engang imellem. Så hvad er det, der er på spil?
[Vickie Bak Laursen] (14:22 – 15:53)
Den psykologiske forklaring er jo, at jeg er blevet utrygt tilknyttet eller ambivalent tilknyttet, kan man sige. Og det handler jo om, at det grundsår, der er i det, er ikke at have fået den tryghed, man skulle have, da man var helt lille. Og så er det en oplevelse af at blive forladt.
Og det sætter sig i nervesystemet blandt andet. Så jeg har jo et overbelastet nervesystem og en grundforståelse af, at jeg er og bliver forladt. Så det er jo et mønster, som følger med ind i mine relationer.
Og her mener jeg jo især til mænd. Hvor det på en eller anden måde genudspiller sig. Hvor jeg jo på den ene side ønsker en relation, hvor det jo nu bliver bevist, at jeg ikke bliver forladt.
Og jo dermed er værd at elske. Og samtidig er vi mennesker jo så dejlige og ubevidste, så man falder jo også tit for noget, der er genkendeligt. Og det, der er genkendeligt for mig, er det uforudsigelige og det intense.
Og ikke det trygge og stabile. Så det, jeg bliver tiltrukket af, er ikke det, jeg har brug for. Eller det, der giver mig den trygge, stabile, dybe kærlighedsrelation, som jeg tror, vi alle sammen længes efter.
Så det er det mønster, jeg bliver ved med at gentage.
[Paul Bridgwater] (15:55 – 16:06)
Så bagsiden af medaljen er det der festlige, sprudlende, kreative miljø, som også er uforudsigeligt. Og den uforudsigelighed skaber også utryghed på vrangsiden.
[Vickie Bak Laursen] (16:08 – 16:39)
Ja, jeg ved ikke, om det kun var miljøet, men min opvækst og den måde… Jeg havde også nogle meget unge forældre, som måske også lige skulle finde deres ben, som også selv skulle blive voksne. Så der var en masse omstændigheder, som gjorde, at det er i hvert fald det, jeg har fået med mig.
Jeg forsøger at aflære det eller forsøger at arbejde med at få det her trygge nervesystem.
4. Spiritualitet, Lars Muhl og bøn
[Paul Bridgwater] (16:39 – 16:46)
Og hvad gav Lars Muhl-bøgerne dig? Hvad var det? Hvad hjalp de dig til?
[Vickie Bak Laursen] (16:49 – 18:05)
Jamen, det var et indblik i det metafysiske, som spiritualiteten kan tolkes som, og også er min oplevelse, at det er det, det er. Så det gav mig den her forståelse af, at det er noget, man forbinder sig til. Det er ikke noget, man skal forstå med sit hoved.
Det er noget, vi alle sammen er forbundet med, er en del af. Det er særligt et sted, vi forbinder os fra hjertet. Og det gav mig også den her forståelse af, hvad det er, når vi taler om Jesus eller Maria Magdalene.
At de er energiformer, at de tilbyder healing. Jesusfiguren er jo, nu skal jeg ikke sige er, men sådan som jeg forstår det, og de mennesker, jeg orienterer mig mod, så er han jo en healer. Og hans budskab var jo, at den healer er vi alle sammen.
Det har vi alle sammen adgang til og mulighed for at være for os selv og for andre mennesker.
[Paul Bridgwater] (18:06 – 18:28)
Og rent konkret, hvordan gik du så i gang med din meditations- og bønspraksis i forbindelse med bøgerne? Eller hvordan manifesterede din forbindelse til at få hjertet med ombord eller få hjælp fra Jesus, hvis man skal sige det direkte. Hvordan foregik det?
[Vickie Bak Laursen] (18:28 – 19:15)
Ja, for det blev faktisk mine lærebøger jo. I forhold til at Lars Muhl beskriver jo helt konkret, har også lavet bøger helt konkret, som er meditations- og bønspraksisser. Så det var dem, jeg har brugt.
Fordi det var jo det, der talte til mig, så på den måde kan man mene, var mig. Så det er jo sådan nogle mantraer for eksempel. De bønner, som vi blev præsenteret for i Folkekirken, det er sådan set de samme.
De er bare en lille smule omskrevet, så de repræsenterer lidt mere den bevidsthedsenergi og ikke så meget en “Vor Herre”, for eksempel, men de himmelske energier.
[Paul Bridgwater] (19:16 – 19:40)
Jeg ved jo også, at han søger tilbage til det aramæiske og forsøger at gendanne det, som Jesus må have talt til sine disciple, for eksempel i forbindelse med undervisning i fadervor. Kan du fadervor, som Lars Muhl ville sige det? Nej! Okay, det må vi høre.
[Vickie Bak Laursen] (19:40 – 20:32)
Den bruger jeg jo hver dag, men der sker jo det faktisk, at når jeg siger den, så aktiverer hele min krop, så jo, apropos det metafysiske, så lad os se, hvordan det går. Så jeg skal se, om vi kan holde den i ro.
“Himmelske ophav, du som er overalt, velsignet være din hellige vibration.
Tænd i mig din klarheds ild, her og nu og i al evighed. Og åbn mit hjerte for medfølelsens kraft, og løs mig af de bånd, jeg binder mig selv og andre med. Led mig ud af vildfarelse, og lad mig hvile i mit højere selv, så jeg kan være nærmere dig.
Tilgiv, og lad mig tilgive, indtil mine handlinger er ét med dit hellige øjeblik.”
Amen.
Intuition og mål
[Paul Bridgwater] (20:33 – 21:49)
Ja, det er jo stærkt. Og jeg kan også se, at dine øjne bevæger sig, altså næsten ligesom i REM-søvn, de begynder at bevæge sig hurtigt. Du har nogle ufrivillige bevægelser, vil man kalde det, men det virker sådan en lille smule mærkeligt at kalde det, når det er Ånden, der griber en, at kalde dem ufrivillige.
Men der er noget, der sitrer i ansigtet, og det ved jeg ikke, om kan formidles gennem lyd, men nu har jeg sagt, hvordan det ser ud herfra. Og selv kan jeg mærke, at energien stiger i rummet, så det er jo også ret stærkt. Så smerten som motor, men så er der også den anden vej, nemlig målet.
Og noget af det, der slår mig ved din historie, det er, at du igen og igen har sat dig mål. Vi er ikke kommet så meget ind på det her, men hvis man tænker det igennem, så ja. Leder af “Reden”.
Skuespiller i “Broen”. Nu også leder af NGO’en “Byens Stemmer”.
[Vickie Bak Laursen] (21:50 – 21:51)
“Gadens Stemmer.”
[Paul Bridgwater] (21:51 – 22:28)
Undskyld, “Gadens Stemmer.” Og nu har jeg jo hørt lidt om din tilgang til healing. Du dokumenterer hver eneste healing.
Du sørger for at registrere, hvad der er sket. Du er meget målrettet, hvilket er spændende. I forbindelse med, at når du healer, så arbejder du faktisk næsten rent intuitivt.
Men lad os sige lidt om det målrettede. Hvor kommer det fra? Hvad er det for noget?
[Vickie Bak Laursen] (22:29 – 23:19)
Jeg tror lige, for at opsummere, at du rammer hovedet meget godt på sømmet, at det er to bevægelser i mig. Det er meget intuitivt og så også mit store behov for noget ret konkret. Så jeg tror, det er derfor, jeg har håndteret det, som jeg har.
Det målrettede. Jeg tror oprindeligt, at jeg har fået det med mig hjemmefra. Den familie, jeg kommer fra, er ekstremt målrettet og meget ambitiøs.
Og bliver også rigtig dygtige til det, de gør. Det er også en opvækst, hvor “the sky is the limit.” Du kan, hvad du vil, så længe du lægger kræfter og energi i det.
Og det har jeg også set gang på gang være muligt.
[Paul Bridgwater] (23:22 – 23:34)
Der er vist en historie om, at som teenager, så besluttede du, hvad du ville være. Også hvor mange år der skulle gå. Eller jeg ved ikke helt, i hvilken rækkefølge det skulle ske.
Hvad var nu det?
[Vickie Bak Laursen] (23:35 – 25:16)
Jamen, det er mere den intuitive side. Det er ligesom den anden del. Den beslutsomme side er den handlekraftige.
Og den viden, jeg har med hjemmefra af, at du kan, hvad du vil, hvis du putter energien og handlingerne og tiden bag det. Den anden side er den intuitive side. Og det er noget, jeg altid har haft med mig.
En meget, meget stærk fornemmelse af indre viden. Den er der jo ikke altid. Så den opstår ofte, for eksempel om morgenen, kan der komme en meget stærk intuitiv fornemmelse.
I forhold til, når jeg skal træffe nogle større livsvalg eller lave nogle store skift. Men det, du refererer til her, er, da jeg er teenager, eller jeg tror, jeg er sådan noget 13 år gammel. Så har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg lige pludselig kommer i tanke om noget.
At jeg sådan tænker: Gud, jeg har jo helt glemt. Først skal jeg arbejde med film, og så skal jeg også lige være skuespiller. Og når det så er slut, så skal jeg ud og arbejde med mennesker.
Og så vil jeg gerne være socialrådgiver. Og så kan jeg virkelig lave det, der er meningen, jeg skal. Og så glemmer jeg jo alt om det igen.
Det er bare sådan en erindring, jeg har. Og ganske rigtigt, så begynder jeg at arbejde med filmproduktion, da jeg er 18. Jeg arbejder med filmproduktion i sådan 12 år.
[Paul Bridgwater] (25:17 – 25:23)
Hvad laver du? Hvordan kommer man ind i film? Hvordan starter du med det?
[Vickie Bak Laursen] (25:24 – 28:26)
Nu er jeg jo vokset op i det miljø. Og hele min familie er i det miljø. Så på den måde var det nemt nok for mig at få mit første job, kan man sige.
Fordi netværket var stort. Men man startede med at lave kaffe og hente skuespillere. Det er noget, der hedder “runner.”
Stå meget tidligt op om morgenen og komme meget sent tilbage. Og det er sådan “learning by doing.” Så lærer man om alle de forskellige funktioner, der er.
Og på den måde så tog det ene job det andet. Så næste gang bliver man ansat som produktionsassistent. Til sidst var jeg så produktionsleder i mange år.
Og så sker der det samme. I sluttyverne vågner jeg op en morgen og får det her meget klare syn. Gud, jeg havde jo fuldstændig glemt, at jeg skulle være skuespiller.
Hvilket jeg overhovedet ikke havde tænkt i 15-20 år, hvor meget der er gået. Og når jeg får den indre viden på den måde, så er beslutningen truffet. Så er det ikke et spørgsmål om, nej, en fjollet idé, det skal du selvfølgelig ikke.
Det er som om, så må jeg hellere komme i gang. Så det gjorde jeg. Så jeg stoppede med at lave filmproduktion, og så gik jeg i gang med at uddanne mig til skuespiller.
Og så fik jeg lov ligesom at arbejde med det i nogle år. Og jeg havde sådan en meget stærk målsætning om, eller billede på, at jeg skulle have en gennemgående rolle i en DR-serie. Det var ligesom åbenbart vigtigt for mig på det tidspunkt.
Og det lykkedes. Så da tiden kom, og jeg fik den her gennemgående rolle i “Broen 2”. Og jeg også på det tidspunkt havde lavet min egen teatergruppe sammen med nogle andre mennesker.
Og vi turnerede rundt i Danmark på alle de store teatre, som jeg var vokset op på. Og havde lavet de her supersjove og velskrevne stykker, som vi var meget stolte af. Og da de to ting kulminerede, at jeg både lykkedes med at skabe mit eget og havde den her rolle.
Så stod jeg på en premiereaften på Avenue T og havde det sådan: “Nå, men nu har jeg jo gjort det, jeg skulle med det.” Det var som om, nu var checklisten, og jeg kunne mærke, at det stak ikke dybt nok i mig.
Det var jo super privilegeret og virkelig sjovt at få lov at arbejde med, og jo også svært. Og alle de her ting meget lærerige. Men jeg kunne mærke, at nu skulle jeg i gang med det, som for alvor havde en eller anden større dybde og mening for mig.
[Paul Bridgwater] (28:27 – 28:34)
Og hvad for en rolle var det i “Broen 2”? Altså hvis man nu skal ind og prøve at leje den på Blockbuster, eller hvad ved jeg?
[Vickie Bak Laursen] (28:36 – 28:59)
Jeg tror ikke, at Blockbuster eksisterer længere, eller det ved jeg ikke. Jamen, det var en karakter, der hed Pernille, som var en politiassistent, som var hevet over fra Danmark på politistationen over i Sverige. Og havde sådan en relation til en af hovedkaraktererne, Kim Bodnias karakter.
[Paul Bridgwater] (29:01 – 29:03)
Og hvad var det for et teaterstykke, I turnerede med?
[Vickie Bak Laursen] (29:04 – 29:07)
Jamen, det var et stykke, som hed “Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig!”
[Paul Bridgwater] (29:09 – 29:10)
Haha, sjovt!
[Vickie Bak Laursen] (29:11 – 29:24)
Som var, synes vi selv, helt utroligt sjovt og skarpt skrevet af én, der hedder Kirstine [K. Høgsbro].
Som var en satire over parforholdets ulideligheder.
Socialrådgiver, Reden og Gadens Stemmer
[Paul Bridgwater] (29:27 – 29:45)
Ej, det er godt. Jeg ved ikke, om man kan opstøve optagelser af det, men nu ved man, hvad det hedder i hvert fald. Okay, så det er jo første aften, og så tænker du, det er nok nu, nu har jeg prøvet det.
Hvad så?
[Vickie Bak Laursen] (29:46 – 31:58)
Jamen, så blev det meget tydeligt for mig, at nu skal du i gang med den uddannelse til socialrådgiver. Og så gjorde jeg det. Og så fik jeg et arbejde på Reden, som vikar først, og var der i nogle år.
Og da jeg så blev uddannet, så fik jeg mit job der som socialrådgiver. Og ret hurtigt derefter blev jeg faktisk spurgt, om jeg ville overtage ledelsen af Reden. Det gjorde jeg på den baggrund, at jeg jo havde en masse ledelseserfaring fra, da jeg var i filmbranchen og havde været produktionsleder i mange år.
Men det var jo stadig et meget nyt område for mig, det socialfaglige felt, og det var jo en stor opgave. Det er nogle ekstremt udsatte mennesker, udsatte kvinder, der kommer på Reden. Nogle kvinder, der har haft nogle meget svære livsvilkår og har det rigtig hårdt, for at sige det mildt.
Så det var en meget stor opgave og en meget fantastisk opgave. Jeg kan sige det sådan, at da jeg første dag trådte ind ad døren i Reden, der havde jeg en fuldkrops-déjà-vu-oplevelse, som jeg hverken har prøvet før eller siden. Hvor jeg træder ind og har det, som om jeg har været her 100 gange før, og at jeg kendte det. Reden er bygget op om nogle lejligheder, der er sat sammen.
Og jeg kendte lejligheden, og jeg vidste, hvor alting var, og jeg kendte kvinderne, og det på trods af, at jeg aldrig havde arbejdet med den her målgruppe eller været i kontakt med den via familie eller noget andet. Så det var en meget særlig oplevelse, og det var en meget stærk oplevelse af faktisk at komme hjem og en oplevelse af at høre til, at det er helt sikkert meningen, at jeg skal være her. Og nu med de overbevisninger, at jeg har de briller, jeg ser verden igennem, som også er den spirituelle måde at forstå tingene på, når jeg kigger på det baglæns, tænker jeg også, at der var en hånd, der førte mig, fordi også den måde, at jeg blev leder ret hurtigt, tænker jeg, at der var en rolle, jeg skulle udfylde der.
[Paul Bridgwater] (31:58 – 33:05)
Og det sjove ved det er, at jeg tror sådan set, at reinkarnation må være nogenlunde udelukket som forklaring, fordi din alder taget i betragtning, så kan du ikke nå at dø, blive genfødt og havne det samme sted, som du har været tidligere. Og det gør det jo måske endnu mere interessant, fordi på en eller anden måde, så er der noget bevidsthed på spil, som er lidt større end os selv, som virker som en form for forklaring på den der hjemmefølelse. Du talte om, at der måtte være en mening med det, eller noget du skulle, eller et eller andet, at der er en åbning til noget viden om stedet, som er nødvendigt for, at du kan navigere i det, som bliver åbenbaret på en eller anden mærkelig måde.
Nå, men det er jo alt sammen spekulationer, men alligevel. Okay, men du er ikke leder for Reden mere, så hvordan skiftede det? Var det det samme, at du tænkte, at nu skal jeg altså videre?
[Vickie Bak Laursen] (33:08 – 36:24)
Jeg fik et kollaps af stress under corona, og for at gøre det ganske kort, så var det en meget stor opgave at stå med under corona. Det meste lukkede jo ned, og alt det offentlige, eller det der kunne lukkes ned, lukkede ned. Men sådan nogle akutte institutioner som vores, vi valgte ikke at lukke ned, og det havde jeg en stor beslutningskraft ind i, fordi hvor skulle kvinderne ellers være?
Men det var en meget stor opgave, og fordi der var så meget usikkerhed, der var ikke nogen retningslinjer. Vi skulle hver dag finde på måder, på sikkerhedsinstrukser og måder at beskytte os selv og hinanden og kvinderne på. Så jeg arbejdede i døgndrift og i meget usikkerhed, også i forhold til, at det var ikke bare kvinderne, der var usikre, det var alle medarbejderne også. Uden, du ved, et stort supportsystem bag, fordi alle var i gang med at opfinde det, mens vi gjorde det.
Jeg trivedes faktisk rigtig godt i den krisesituation, det var. Umiddelbart virkede det, som om jeg var god til at være i det akutte, men da Danmark åbnede op første gang efter den første akutfase, der kollapsede jeg med stress. Jeg havde simpelthen overbelastet mit system. Og den stressperiode, der fulgte, og den restitution, der ligesom var, og de tanker, der var, gjorde, at jeg kunne mærke, at jeg havde været i Reden i syv år på det tidspunkt, at jeg kunne mærke, at jeg aldrig rigtig ville finde den ro igen det sted, fordi det er et sted, der er hårdt at være i. Så jeg tænkte, jeg skal nu finde et andet sted, hvor der er lidt mindre tempo og lidt mindre intensitet.
Så jeg sagde op og fandt et arbejde i “Gadens Stemmer” efterfølgende, som på faktisk smukkeste vis kombinerer alle de forskellige fag, jeg ligesom havde uddannet mig til undervejs. Fordi det er socialfagligt med den samme målgruppe af meget udsatte mennesker med de her erfaringer med hjemløshed, stofbrug og psykisk sygdom. Så det havde jeg arbejdet med i “Reden”.
Det er en virksomhed, som sælger byvandringer i form af storytelling af de her personlige fortællinger, de her udsatte mennesker har været igennem. Så det var al min erfaring fra at fortælle historier og skuespil, og så var det ledelseserfaringen, som jeg også havde med mig. Så da det her job kom, selvom jeg faktisk på det tidspunkt ikke ledte, fordi jeg stadig var i gang med at restituere, så tænkte jeg, det var som skabt til mig.
Og der har jeg så nu været i over fem år, og det er en fantastisk indsats, der giver rigtig god mening.
[Paul Bridgwater] (36:24 – 36:25)
Er det i Aarhus og København?
[Vickie Bak Laursen] (36:26 – 37:16)
Det er i København, og så har vi afdelinger i Odense, Vejle og Aalborg. Så vi har i de sidste fem år skaleret virksomheden til at have lokale afdelinger rundt omkring i landet. Det er 1600 byvandringer om året og 24.000 gæster, så det er jo oplysning til samfundet om, hvordan det vil sige at leve et udsat liv. Og det er et møde mellem mennesker, som ellers ikke normalt mødes ude på gaden, for at få en større sammenhængskraft. Og så er det jo arbejde til nogle mennesker, som ellers ikke har en plads på arbejdsmarkedet og heller ikke selv tror måske, at de ved, hvad de skulle byde ind med, hvilket arbejde de skulle kunne varetage. Og der bruger vi jo deres erfaringer som kompetencer og uddanner dem som formidlere.
7. Kundalini, pilgrimsrejse og lyssprog
[Paul Bridgwater] (37:17 – 37:36)
Vi tager et spring nu frem til “Miraklet i Valby.” Der er gået nogle år. Hvad skete der efter selve besøget i lejligheden i Valby, hvor du gennemgik de her transformative oplevelser?
[Vickie Bak Laursen] (37:39 – 43:27)
I tiden efter kan jeg jo mærke, at der er den her uforklarlige energi, som jo strømmer igennem mig. Og jeg mærker det særligt, når jeg mediterer dagligt. Når jeg forbinder mig ind i meditation, så begynder energien at bevæge min krop.
Og det er på sådan en ret… den strækker simpelthen min krop. Også i konkrete yogapositioner for eksempel. Eller når der er musik på, i en mere dansende form.
Men jeg kan ligesom mærke, at den her energi har sin egen bevægelse og sin egen vilje. Og jeg forsøger bare at tillade det og have tillid til det. Og jeg ved jo ikke rigtigt, hvad der foregår.
Jeg har godt hørt om noget, der hedder en Kundalini-opvågning eller en Kundalini-rejsning. Men det er ikke noget, jeg på den måde ved særlig meget om. Så det begynder jeg selvfølgelig at undersøge og finde ud af, at det måske er det, der er på spil.
Og en Kundalini-rejsning er jo en latent energi, vi har siddende nede ved halebenet, som ligesom kan vågne eller kan rejses op gennem hele vores energisystem og vores krop. Og det er i den spirituelle forståelse det, der skal til for at få en spirituel opvågning. Så jeg arbejder ligesom selv med den her energi og lader det være, hvad det er.
Og jeg kan godt mærke, at der er nogle ret konkrete ting, der sker i min krop. Min ryg retter sig. Så jeg går med en ret ryg, som jeg ikke har haft nogensinde.
Jeg har ikke lyst til at spise kød, drikke alkohol, ryge cigaretter. Alt det, som vi alle sammen godt ved ikke er godt for en, det falder bort med det samme. Og jeg kan mærke, at min bevidsthed udvider sig.
Det er svært at forklare, men det er en fornemmelse af at blive løftet på en eller anden måde. Jeg skal ud at rejse kort tid efter på en 3 måneders pilgrimsrejse, hvor jeg skal fordybe mig i alle mulige forskellige praksisser i flere forskellige lande. Jeg skal ud, hvor der er en dyb forbundethed til det spirituelle.
Ud til nogle forskellige læremestre, som er opvokset i de her kulturer. Og det er lige fra buddhistiske munkeklostre, hvor jeg skal meditere. Eller op og vandre i Himalaya.
Eller Vipassana, silent retreats og kropslige praksisser og åndedræts… Jeg skal ud og smage på det hele i 3 måneder. Og jeg ved jo godt, at jeg derude kommer til at møde en masse læremestre, som har en viden om noget af det, jeg er i gang med at gennemgå.
Og ganske rigtigt. Jeg møder jo mange mennesker, som jo selv har været igennem det, jeg har været igennem. Og som jo har nogle forståelsesrammer, som jeg skal bruge, når jeg kommer derud.
Så jeg får et blik udefra på det, der sker. Og det er jo højst sandsynligt den her Kundalini, der er vågnet. Og det har sit eget liv rigtig længe med de her voldsomme kropslige bevægelser, der stikker i alle mulige retninger.
Også så meget, at jeg faktisk bliver øm. Som om jeg har dyrket sport. Og der er nogen, der forklarer mig, at det er fordi, at energien skal kunne flyde friere.
Og jeg skal have stærkere strøm igennem dig. Så mine strømkabler er ved at blive udvidet, og der er ved at blive skabt adgang. Så er det et billede, jeg kunne forstå.
For igen, selvom jeg har min spirituelle forståelse og erfaring og fornemmelse af bevidstheden, så er jeg også meget konkret. Så jeg har brug for også at få hovedet på. De her tre måneder går, og jeg er alle de her forskellige steder, som jo viser sig at være igen designet ret fantastisk i forhold til lige præcis det, jeg gennemgår.
Og undervejs så begynder den her energi at forme sig mere til et sprog. Og det starter i kroppen. Det begynder at forme sig til et sådan kropsligt sprog.
Det bliver til nogle tegn med mine hænder og mine arme og min krop. Og derfra går det på min stemme. Jeg får nogle meget intense oplevelser, hvor min stemme åbner sig.
Det føles faktisk lidt som en fødsel. Også en oplevelse, som var utroligt skræmmende at være i, fordi energien blev så intens. Men en eller anden initiering af min stemme, der åbner sig.
Og derfra begynder der at komme et ugenkendeligt sprog ud af min mund. Jeg har aldrig hørt det før eller talt det før. Og på samme tid føles det også mærkeligt genkendeligt.
Det er det, som man i nogle forståelsesrammer ville kalde at tale i tunger. Eller nu i et moderne sprog kalder det “lyssprog”. Man kan også tale om det som frekvenser og vibrationer.
Eller et sjælsprog. Det er ikke et lineært sprog. Det er ikke meningen, at man skal forstå det med sit hoved.
Men det taler til sjælen eller energien i en selv eller i andre. Og det er aktiverende.
[Paul Bridgwater] (43:28 – 44:03)
Det har jeg også selv erfaret, at når du healer, så resonerer det med kroppen, når du bruger sprog. Det går lige ind. Og kroppen kan også reagere med spjæt og ryk, når man ligger der på briksen, og du arbejder rundt om kroppen.
Så det kan jeg sagtens sætte mig ind i, at det ikke er noget, som taler til fornuften, men går lige ind i knoglerne, hvis man skal sige det.
[Vickie Bak Laursen] (44:08 – 47:00)
Ja, ligesom for at opsummere de to år på den måde, så alt det her åbnede sig for mig. Og jeg fik noget hjælp fra nogen, der havde bud på, hvordan jeg skulle forstå det og arbejde med det. Så jeg havde jo og har jo en praksis med at tillade, at den her energi flyder igennem mig.
Og at det kan bruges til at heale med, både mig selv og andre. At det er meget kraftfuld energi, der flyder igennem, som jeg kunne bruge som kanal til at give videre. Så det var jo ikke noget, jeg nogensinde havde forestillet mig.
Det var første gang i mit liv, at jeg ikke havde set et billede på, hvad det var, jeg skulle næste gang. Jeg havde hele tiden vidst, hvad det næste skridt var, og det havde faktisk også undret mig i et par år, at jeg ikke kunne mærke: Men hvad er det, der skal ske efterfølgende?
For jeg har altid haft den stærke fornemmelse og intuition af: Men så skal jeg jo det her. Og jeg kunne ikke forstå, hvorfor der ikke kom den her intuition. Og det tror jeg simpelthen var, fordi det havde jeg ikke forstået.
Det lå så langt fra det, jeg havde gang i, at skulle heale, så måske var det derfor, at jeg skulle erfare det først. Så da det åbnede sig, da jeg forstod, at det var det, jeg kunne og skulle med, blev jeg dybt taknemmelig. Tænk – sikke en gave at få foræret.
Og ville jo bare gerne i gang med at give det videre. Og opsøgte jo forskellige healere, da jeg kom hjem. Jeg tænkte, jeg bliver nødt til at have nogen, der har en erfaring, jeg ikke har.
Også en erfaring med det intuitive og det kanaliserende. Fordi det var jo ikke en uddannelse, jeg skulle tage nu, fordi jeg har jo den her åbning, så det er den, jeg skal finde ud af at kunne navigere i. Så jeg kom hjem og kontaktede nogle forskellige healere, der har healet i over 20 år.
Og fik ligesom hægtet mig på, gjort mig selv til en mentee. Og har siden arbejdet med mentorskab og med at praktisere det. Fordi de råd, jeg fik af de forskellige mentorer, heriblandt jo dig, det er jo også bare at gøre det.
Så det er at praktisere det, og det er derigennem, at det udvikler sig og udfolder sig.
Healingpraksis
[Paul Bridgwater] (47:01 – 47:05)
Så du tænker, du skal i gang, du skal praktisere. Hvad gør du så?
[Vickie Bak Laursen] (47:08 – 49:01)
Altså helt konkret tog jeg faktisk over til Lars Muhl. Jeg spurgte, om jeg måtte få lov at komme over og besøge ham. Fordi jeg havde det, som om jeg skulle have tilladelse fra nogen, der var i kontakt med noget.
Så jeg fik lov at komme over og tage en snak med ham. Og han spurgte: “Er du kommet for at få lov?” Og så sagde jeg ja.
Og så sagde han: “Du skal bare gå i gang med det samme. Og der er ikke nogen skole, den skole, der er, det er at gøre det.” Og så tog jeg hjem fra Aarhus med den besked.
Og så fandt jeg et lokale, jeg kunne være i. Og så sagde jeg til nogle mennesker omkring mig: “Har I ikke lyst til at komme og prøve en healing?” Og det ville de gerne.
Og derfra så gik det bare af sig selv. Så havde nogen været der, og så sagde de det til nogen. Fordi der var respons, eller det kunne mærkes.
Folk havde jo alle de her forskellige mærkbare oplevelser. Og det, der også var lidt interessant, var, at de fleste af de mennesker, der har været hos mig, ikke nødvendigvis er spirituelt anlagt. Så det startede, fordi de kendte mig.
Så jeg tror også, at for nogen føltes det ekstra øjenåbnende. Øjenåbnende netop fordi de ikke havde en forventning om at kunne mærke energi på den måde. Så det var noget, de fortalte videre og anbefalede til andre.
Så på den måde kom der et flow af mennesker, der gerne ville have den her energiudveksling.
[Paul Bridgwater] (49:02 – 49:04)
Vickie, hvad oplever du, når du healer?
[Vickie Bak Laursen] (49:05 – 50:09)
Jamen, jeg har en oplevelse af energi, der strømmer igennem mig.
Og det opleves jo meget fysisk, fordi jeg får alle de her bevægelser gennem hænder og arme og min stemme. Så kan jeg også opleve ekstrem varme eller kuldestrømninger. Jeg kan faktisk også få fysiske fornemmelser af smerter, som jo så viser sig at være der, hvor der er en skade eller noget fysisk i den klient, jeg er i gang med at heale.
Jeg kan også få billeder og intuitive beskeder om, hvor jeg ligesom skal være omkring kroppen. Jeg har jo lige healet dig her, inden vi gik i gang. Og jeg er jo meget nysgerrig på, hvordan du oplever at blive healet af mig.
Hvad er det, du mærker?
[Paul Bridgwater] (50:10 – 53:02)
Ja altså, det sjove ved det var, vi aftalte 20 minutter, og bagefter kan vi se, at det tog 40. Og du havde også sagt, at du normalt healer en time.
Så det tog nok den tid, det skulle tage. Du har jo faktisk healet mig flere gange. Og denne gang skete nogle af de samme ting, der sker.
For det første er det typisk, at min krop bevæger sig med ufrivillige bevægelser. Og det er noget, jeg har oplevet før også med andre healere, at når der kommer meget energi ind i kroppen, så er det, som om kroppen reagerer meget fysisk på det og spjætter. Og jeg formoder, at det har noget at gøre med, at man giver slip på nogle spændinger, der er i kroppen.
For da jeg startede som healer for snart mange år siden, så var der forskellige seancer, hvor jeg spjættede rigtig voldsomt. Og det gør jeg faktisk ikke så meget mere. En anden ting, jeg oplevede, var meget stærk varme.
Specielt på et tidspunkt, da du holdt hånden under min lænd og under min nakke, så var der en stærk varmefornemmelse, der bredte sig gennem de nederste dele af ryggen og så langsomt op mod skulderbladene. Og så oplevede jeg perioder, hvor bevidstheden slog fra, og jeg gik ind i en form for meditativ tilstand. Jeg så ingen farver, men jeg søgte heller ikke efter det.
Du spurgte mig, hvad intentionen var med healing. Hvad jeg gerne ville få ud af det, før vi gik i gang, og jeg sagde helst noget ro. Og det oplevede jeg også kom.
Måske er det også interessant, at jeg mærker tydeligt, når du begynder at tale lyssprog, så skulle jeg faktisk holde igen for ikke at tale med. Og det gjorde jeg ikke, fordi jeg vidste, at vi var ved at optage det og skulle bruge det til noget. Og jeg tænkte: Okay, hvis der er to, der taler lyssprog på én gang, så bliver det temmelig forvirrende for dem, der kigger på.
Men umiddelbart, hvis jeg havde givet fuldstændig slip, så var det det, der var sket. Det var en meget behagelig følelse. Jeg kunne mærke varmen bagefter, når vi skulle sidde og optage podcast.
Så ja, det var det, jeg mærkede. Er det typisk, tænker du?
[Vickie Bak Laursen] (53:03 – 53:39)
Ja, det synes jeg summer meget godt op, det jeg ofte hører. De healinger, vi laver, når jeg er i rum med dig, også fordi du jo har adgang og også meget er forbundet med de helende energier. Det er, at der er smæk på, når vi er i rum sammen på den måde.
Jeg mærker også energien meget kraftigt, når jeg skal heale dig. Jeg får det rigtig varmt, og der er meget sprog og meget krop på. Der er meget energi, der strømmer igennem mig.
[Paul Bridgwater] (53:39 – 54:26)
Jeg tænkte også, at der er en form for triggereffekt. Hvis jeg siger ganske lidt, så slår du over i lyssprog, og det går tilbage til den tilstand, jeg er i. Men grundlæggende har jeg også en teori om, at healing er reciprokt.
Det er noget, der sker sammen med den, man healer. Det er en fælles proces, fordi netop bevidstheden åbner sig. Det gamle billede af energioverførsel er en lille smule snævert, medmindre man forstår energioverførslen som begge veje over det hele.
Efter du har healet et stykke tid, er der så et mål, der er kommet med det?
Fortsat udvikling
[Vickie Bak Laursen] (54:28 – 56:09)
Der er i hvert fald en meget stor lyst og en meget stor nysgerrighed og passion, og den bliver på ingen måde mindre. Jeg er dybt fascineret og optaget af, hvad det her energiarbejde kan gøre for mig selv og jo også i mødet med andre mennesker og i de her healingsessioner. Jeg har allerede i år været afsted i Peru i 14 dage og gået med shamaner op i bjergene og lært fra dem og deres traditioner.
Jeg har arbejdet med de shamanistiske traditioner gennem mange år på flere forskellige måder. Jeg har også været afsted og arbejde med healing gennem stemme med en meget dygtig “vocal healer” fra Australien, og jeg er faktisk også på vej til Mexico om tre uger for at arbejde med en anden healer, der arbejder gennem rygraden og nervesystemet. Jeg har faktisk utrolig mange andre ting allerede, jeg godt kunne tænke mig at lære, så jeg føler faktisk, at det på ingen måde – det er begyndelsen.
Jeg kan mærke, at tingene udvikler sig hele tiden og fordyber sig og forandrer sig, så jeg har en fornemmelse af, at der er et større eventyr, der ligger derude med det her healing- og energiarbejde. Som jeg siger ja tak til!
[Paul Bridgwater] (56:13 – 56:38)
Det lyder rigtig godt, og det er måske også et godt sted at slutte. Vickie, tusind tak, fordi du ville være med i den her podcast. Jeg tror, det kan være inspirerende for mange at følge et mål og prøve at slippe smerten og åbne sig mod det, der er større end os selv, fordi det har en forvandlende kraft i sig selv at gøre det.
Så tak for det.
[Vickie Bak Laursen] (56:38 – 56:40)
Tak, fordi jeg måtte komme.
[Paul Bridgwater] (56:42 – 56:42)
You’re welcome!