Kan healing afhjælpe angst?

Dersom et Menneske var et Dyr eller en Engel, da vilde han ikke kunne ængstes - Kierkegaard

Ifølge Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Psykiatrifonden, har coronakrisen 'alle de elementer, som forværrer folks psykiske tilstand.’ Flere ringer til psykiatriske hotlines, og som praktiserende healer oplever jeg flere henvendelser end ellers fra mennesker, der lider af angst. 

For at håndtere angst er det nødvendigt at der sker en ændring, enten i de ydre forhold, der udløser angsten eller i de indre forhold, der reagerer med et angstanfald. Det er ofte sådan, at man ikke umiddelbart kan ændre på de ydre forhold, der udløser angst, fx COVID-19 eller klimaforandringer. Derfor er det nærliggende at kigge nærmere på subjektets egne muligheder for håndtering af angst.

Healing er ikke nemt at definere. Politikens ordbog definerer det som sygdomsbehandling udført af en healer. Der står endvidere at “en healer er en alternativ behandler, som helbreder sygdom ved hjælp af psykiske kræfter, fx håndspålæggelse el. koncentration. Denne definition er lidt misvisende. Jeg vil snarere sige, at healing er en subjektiv terapeutisk behandlingsform, der kombinerer det sensoriske (krop) med det kommunikative (ånd), hvor behandleren og den behandlede henvender sig til noget eller nogen, der er større end dem selv: naturen, universet, eller det guddommelige.

Det dobbelte fokus på den fysiske krop og det metafysiske betyder muligheden for at erfare andre måder for personligheden at være til på, fordi personlighedens muligheder udvides fra bevidste tanker og følelser til det, der ligger over, under og bagved disse. At behandlingsformen er subjektiv betyder to ting. Dels er det sådan, at healing tager udgangspunkt i subjektet selv og ikke i en objektiv naturvidenskabelig diagnose. Dels betyder det subjektive udgangspunkt, at man kun kan tale om oplevelsen af det metafysiske som ens egen oplevelse, der ikke nødvendigvis har relevans eller gyldighed for andre.  

Nogle filosoffer (fx Kierkegaard og Heidegger) skelner mellem frygt og angst. Frygtens genstand er noget bestemt, hvorimod angsten ikke har en genstand. Altså kan man frygte sygdom, flyrejser eller edderkopper, hvorimod angsten er en tilstand, hvor den egentlig årsag er ukendt, et intet, ville Kierkegaard sige. Men i terapeutisk praksis viser det sig ofte at være svært at skille frygt og angst ad: Et angstanfald kan fx udløses af en vedvarende frygt for sygdom. En dagligdags hændelse kan vække minder til live om en traumatisk begivenhed fra fortiden, der så fører til angst her og nu.

Beskeden “tag dig sammen” virker ikke på en, der har angst. Og de mange velmenende råd: at trække vejret dybt, være i nuet og tænke positivt har normalt heller ikke den store effekt. 

Subjektets udfordringer ligger i, at det ikke er nemt med ens forstand at ændre på personlighedens normale reaktioner. I den klassiske freudianske skelnen imellem overjeg, jeg og id, er det typisk for angst, at overjegets kontrolmekanismer ikke er tilstrækkelige. Subjektets værdisæt og idealer, og dermed også individets selvopfattelse, krakelerer. Det er ikke muligt længere at være “den gode mor”, “den værdsatte arbejdskollega”, eller hvad det nu er for et selvbillede, subjektet forsøger at opretholde. Derfor er det også sådan, at terapiformer, der er afhængige af overjegets fornuft: fx adfærdspsykologi eller eksistentialistisk psykologi, ofte må suppleres af en indgriben i det somatiske, fx gennem angstdæmpende medicin.

Det er netop det, at personligheden ikke kan opretholde sin normale måde at håndtere virkeligheden på, der giver muligheden for en forandring, en omkalfatring af ens selvopfattelse. Psykologien ser ofte angst som et sammenbrud. Men filosoffer og tænkere som Platon, Jakob Böhme, Søren Kierkegaard og C.G. Jung ser angsten som en mulighed for et gennembrud. 

Angstforeningen anbefaler kognitiv terapi som første valg til behandling. I min optik er kognitiv terapi en god begyndelse, men den kan med fordel suppleres af metoder, der i større grad inddrager kroppen og andre niveauer af personligheden end det kognitive, fx mindfulness, bøn og healing. 

 En typisk healing af angst har i min praksis følgende trin: 

  1. En indledning, hvor rammerne for healingen sættes gennem en henvendelse til det metafysiske
  2. En dialog med klienten om de fysiske områder af kroppen, hvor angsten kan mærkes
  3. Håndspålæggelse eller fokus på de pågældende områder
  4. Eventuelt kommunikation mellem healer og klient, hvor healeren og klienten sætter ord og billeder på det, som kroppen og sindet meddeler. Det kan fx ske igennem en drømme- eller fantasirejse. 
  5. Stilhed
  6. En afslutning, hvor der rundes af
  7. En kort opsamling på de erfaringer, der er gjort undervejs.

De oplevelser, som klienten har undervejs, kan være stærke, og de billeder, der opstår både igennem suggestion, men også spontant, åbner bevidstheden for nogle lag, der ikke normalt er til rådighed for hverdagsbevidstheden. De erfaringer, som en klient kan gøre i løbet af en healing, kan ændre opfattelsen af den situation, vedkommende er i. Fra at føle sig betragtet som objekt kan han/hun føle sig myndiggjort som subjekt. Eksempelvis kan oplevelser af overnaturlige væsener: helgener, engle eller andre hjælpere være stærke nok til at synes virkelige og virkningsfulde. Og dermed kan opfattelsen af angst ændre sig fra en klinisk diagnose til frihedens mulighed, eller det, som Kierkegaard kalder det: Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden. Angsten har givet mulighed for et gennembrud.

Så kan healing afhjælpe angst? Ja, det kan det, men en forudsætning er, at man tager springet ud af hjernekassen, ned i kroppen og op i det metafysiske. Og bagefter kan man vende hjem til sig selv igen, beriget med nye erfaringer og måder at forstå sig selv og sin omverden på.