Podcast nr. 12 i podcastserien: “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”. I 2017 havde Siri Agnes Karlsen en nærdødsoplevelse, der var med til redde hendes liv. Hun bekæmpede en bakteriel infektion og fik tre gaver med sig i form af styrke, evnen til at sætte grænser og beskyttelse. Siri Agnes Karlsen er forfatter til bogen: “Nær død – en oplevelsesrejse i videnskab og liv” (Gads forlag 2020).
Indhold
00.00: Intro
02.03: Nærdødsoplevelse i barndommen
05.09: Betydningen af nærdødsoplevelser for børn
09.49: Anden nærdødsoplevelse: Din vilje ske!
12.12: De tre scenarier: Styrke, klare grænser og beskyttelse
14.05: 1 scenarie – styrke: Dansen i globen
22.13: 2. scenarie – klare gænser: Den spanske donna
29.36: Renset og skrællet
36.56: 3. scenarie – beskyttelse: Isbjørneungen
42.42: Det nordiske
47.33: Kroppen og lidelsen
55.20: Råd til folk, der har haft en nærdødsoplevelse
58:06: Outro
Transkription af podcasten
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:33)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Siri Agnes Karlsen. Og det er en lidt rystende dag at lave podcast på, fordi Børsen står i flammer, og det er meget voldsomt, hvad der sker i den indre by. Og vi må håbe og bede til, at folk ikke kommer til skade. Vi sidder flere kilometer væk på Frederiksberg, og der er ret stille.
Men, Siri, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Siri Agnes Karlsen] (0:37 – 2:01)
Jo, i dag er jeg 60 år, og det har en betydning på den måde, at jeg hele livet levede i eftervirkningerne af min første nærdødsoplevelse, eller i mit bevidste liv, som jeg fik, da jeg var 4,5-5 år gammel. Og så skiftede det, da jeg var 53, og kom på Riget efter en lille ambulant operation, der udviklede sig fuldstændig ligesom flammerne på Børsen gør i dag. Og jeg så landede i koma, og det er så snart syv år siden.
Og i nærdødsforskningen, der peger man på sådan nogle stadier af, hvornår noget skifter efter sådan nogle oplevelser. Og når man har nogle oplevelser som voksen, og man er bevidst om det fra starten, så taler man om en fuld integration efter syv år. Og jeg nærmer mig, da jeg er gået 6,5 år.
Og det er meget opmærksom på tid, ikke kun på den måde, men generelt.
[Paul Bridgwater] (2:03 – 3:47)
Så i 2020 udkom din bog, “Nærdød – En opdagelsesrejsende i videnskab og liv”. Og i den beskriver du både dine egne nærdødsoplevelser, og samtidig giver du et overblik over den nyere forskning i nærdødsoplevelser.
Og jeg forestiller mig, at vi dykker ned i dine egne nærdødsoplevelser og forsøger at brede dem ud i deres betydning. Og i den første er du et barn på fire år, der er tæt på at drukne i Furesøen. Og jeg tænker, jeg læser den højt, og så er vi på side 17.
“Det var det mindst omfattende, stærke og smukke, intense lys, jeg nogensinde har set. Tiden var væk. Det var helt enkelt, stort og omfavnende.
Jeg følte mig forundret, let, velkommen, nysgerrig og elsket. Der var intet andet end kærlighed og lys, og jeg åbnede mig for det og ønskede mig mere. Også når jeg genkalder det nu, mærker jeg brystet løfte sig og en øm latter fuld af kærlighed og mit eget smil. Jeg var helt i synk med alt. Alligevel var mørket bag mig og lyset foran mig som en velkommen åbenhed, der kaldte uden at kalde. Jeg var fuldstændig vågen og nysgerrig forundret og helt fredelig på samme tid.
Jeg var mere levende end levende, og det samme var lyset. Og der var en kærlighed, fyldt og flydende af lattermild glæde og en dyb oplevelse af at være velkommen og elsket”. Kan du knytte nogle kommentarer til, hvad denne oplevelse har betydet for dig i dit liv?
[Siri Agnes Karlsen] (3:48 – 5:09)
Ja, altså igennem livet, så har jeg rendt mig ret mange staver i livet. Men oplevelsen, som du lige har læst op, har været et helle, har været en lykke, en glædesgiver, som jeg kunne vende tilbage til. Jeg havde ingen forestillinger om, at nærdødsoplevelser kommer med eftervirkninger.
Jeg forestillede mig, at det ligesom var en oplevelse, en afgrænset oplevelse, og som jeg altid fandt utrolig stor hvile og helle i, også i voldsomt turbulente perioder i mit liv. Det var først efter anden nærdødsoplevelse, hvor jeg udmærket godt vidste, hvor jeg havde været henne og oplevede det som en nåde, at jeg efter et halvt års tid begyndte at tænke, eller også var der gået halvandet, det har jeg ikke styr på, men det ved jeg, at jeg har skrevet min bog, men om der var andre, der havde det så mærkeligt som mig?
[Paul Bridgwater] (5:09 – 5:09)
Nej.
[Siri Agnes Karlsen] (5:09 – 7:46)
Jeg havde det utrolig mærkeligt, og så begyndte jeg at google det, og så kom jeg ind på IANDS hjemmeside. IANDS, det er I-A-N-D-S, og det står for International Association of Near Death Studies, og det er en organisation eller en forening, som har været i gang i 50 år cirka i USA, og der ved man utrolig meget om, hvad der sker med folk, der har haft nærdødsoplevelser. Man kan selvfølgelig ikke gå med ind i selve oplevelsen, den som alle mennesker er så interesseret i, men man ved, hvad der sker med os bagefter, og det er meget, meget præcist kollektivt ens.
Og da jeg så læste på deres hjemmeside, så fik jeg jo kvalme, og det tog mig lang tid, så efter jeg havde fundet deres hjemmeside og forening, så tog det mig utrolig lang tid at gå ind og læse om børnene. Så denne her forening består af lige dele forskere, oplevelser, mennesker, der har oplevet. Og da jeg læste om børnene, så var det sådan en fuldstændig A-B-C beskrivelse af mit liv, og det gjorde ufattelig ondt, fordi jeg tænkte, hvorfor har jeg ikke vidst noget?
Hvorfor har jeg ikke vidst, at alle de ting, alle de gener, al den fremmedfølelse, al den, hvad skal man sige, jeg har røntgen blik. Jeg ser ligesom sorgen før mennesket, jeg ser spillopperne før jeg ser øjnene. Jeg ser meget mere end de fleste, og samtidig har jeg ikke nogen, altså jeg kan ikke nødvendigvis sige, hvad hårfarve, eller hvordan ørerne sad, altså i den stil, men jeg ved noget dybt om mennesker, når jeg møder dem.
Og det medfører en fremmedfølelse, og det ville jeg gerne have vidst. Så det var faktisk grunden til, at jeg tænkte, det går simpelthen ikke, at der er flere forældre, der ligesom mine ikke ved, hvad der sker, når et barn fortæller, at det har set Lyset. Så skal forældrene faktisk vide, at det er fordi, de har haft en nærdødsoplevelse, og de skal vide, at det kommer med noget.
Og det var faktisk incitamentet til, at jeg skrev den her bog.
[Paul Bridgwater] (7:46 – 7:55)
Ja, og du skrev også så fint, “at leve med ét ben i himlen og ét på jorden”. Det var din oplevelse som barn.
[Siri Agnes Karlsen] (7:55 – 9:18)
Ja, sådan har jeg beskrevet mig selv så mange gange. Min apolitiske indstilling, min evne til at se tingene fra alle mulige sider, og så den her fremmedfølelse, den her afkoblethed, samtidig med, at lige nu, når vi taler, så tænker jeg alle de lidelser, der væltede ind over tærsklen. Det handler jo også om, at jeg skulle komme tilstede i livet. Altså, det var vigtigt, at jeg kom tilstede. Men det gør man ikke nødvendigvis som et barn, der oplever eller har oplevet noget, der er så skelsættende, fordi det er det virkelige. Altså, du kan spørge hvem som helst, der har haft en nærdødsoplevelse, og så vil de sige, at det er virkeligere end livet, det er virkeligere end den virkelighed, som vi går og deler med hinanden. Og når man har haft den, så ligesom jeg, altså, jeg troede jo, at alle mennesker vidste det, som jeg vidste, og at det af en eller anden grund var tabu. Altså, jeg var godt voksen før jeg forstod, at sådan er det ikke. At jeg simpelthen ikke vidste, at det var andet end tabu for de andre, og at jeg måtte holde min viden, og dermed det inderste af min livsglæde og min sjæl, skjult.
[Paul Bridgwater] (9:19 – 9:34)
Og den åbenhed, du havde der i forhold til omgivelserne, er måske også noget af det, som din nærdødsoplevelse i 2017 kommer til at arbejde med, altså at grænsesætning?
[Siri Agnes Karlsen] (9:34 – 9:43)
Fuldstændig. Fuldstændig. Jeg oplevede det sådan, at jeg skulle klædes på.
[Paul Bridgwater] (9:44 – 9:46)
Ja, klædes på til livet.
[Siri Agnes Karlsen] (9:46 – 9:47)
Ja, klædes på til livet.
[Paul Bridgwater] (9:49 – 10:22)
Og det må vi hellere tage fat i. Du har en række oplevelser i din anden nærdødsoplevelse. I september 2017 er du indlagt på Rigshospitalet i forbindelse med en livstruende bakterieangreb med nekrotiserende facitis, og det er også kaldt den kødædende bakterie.
Og du skriver i bogen: “Min anden nærdødsoplevelse som 53-årig indebar ikke lys. Den havde afsæt i et spørgsmål og gennemhejlede mig derefter med styrke, klare grænser og beskyttelse”.
[Siri Agnes Karlsen] (10:23 – 11:29)
Ja, det var faktisk meget overraskende. Det er et felt, og det er et felt uden lys, uden mørke, uden kulde, uden varme. Eller man kan sige, det er ikke koldt, det er ikke varmt, det er ikke lys, det er ikke mørkt.
Det er ikke tørt, det er ikke fugtigt, men det er alle tingene. Og i det felt, der hører jeg mig selv svare på et spørgsmål, der ligger latent. Kæmpe, kæmpe, kæmpe stort felt.
Jeg er ligesom helt svævende i det felt, og så hører jeg mig selv svare. Din vilje ske! Ikke min vilje ske! Men hvis jeg har noget som helst at skulle have sagt, så vil jeg gerne tilbage til jorden.
Og det kom virkelig meget bag på mig selv, fordi som jeg lige har sagt, så var livet vanskeligt. Jeg løb mig virkelig mange staver i livet, og jeg mistede, og jeg mistede, og jeg mistede. Og jeg kunne ikke få fat, og jeg har en god uddannelse, og har en rimelig hurtig tankegang, og det hjalp mig ikke.
[Paul Bridgwater] (11:29 – 11:30)
Nej.
[Siri Agnes Karlsen] (11:30 – 11:58)
Nej. Så det felt, og det at høre mig selv svare sådan, det var meget voldsomt, vil jeg sige. Og så er det ligesom, så går det i gang.
Så går der nogle scenarier i gang på den baggrund. Okay, men hvis du skal tilbage til jorden, så skal du altså lige klædes på til det. Fordi det er meget tydeligt, at jeg har ikke haft de redskaber.
[Paul Bridgwater] (11:58 – 11:58)
Nej.
[Siri Agnes Karlsen] (11:58 – 12:12)
Jeg har ikke haft, jeg har ikke haft, altså jeg har ikke haft, jeg har ikke haft. Jeg vidste godt, jeg var beskyttet, men jeg har ikke haft muligheden for at beskytte mig selv.
[Paul Bridgwater] (12:12 – 12:12)
Nej.
[Siri Agnes Karlsen] (12:12 – 13:35)
Jeg har lukket alt muligt ind. Stærke narcissister, og grænsene til psykopater, og folk der har snyltet, og alle mulige. Altså når man: “Det kan Siri, det kan Siri, og aflevere bare det til Siri.” Ligesom jeg har været sådan en, næsten sådan en vindbøjtel, sådan en ryggraden kunne svinge og sveje, og hele tiden sådan, så kunne jeg indrette mig på. Og i min anden oplevelse, der fik jeg fuldstændig klar adgang til at ro med min egen styrke, som helt klart har været for meget. Jeg kan ikke fortælle, hvor mange gange i mit liv, jeg har fået at vide, “Ah du er bare for meget”, eller “er det nu nødvendigt”, eller, og jeg kan sætte fuldstændig dato på, hvornår jeg lukkede ned for min vrede. At den havde ikke nogen mulighed for at være her. Nu bliver jeg meget vred, men jeg kan samtidig være logisk. Så jeg fik min styrke, jeg fik min evne til grænsesætning, og jeg fik en fuldstændig, altså hvad skal man sige, eksplicit beskyttelse.
Der er ikke noget, der skal gå ind og hente i lyset. Det er noget, jeg har fuldstændig ro med hver eneste dag.
[Paul Bridgwater] (13:35 – 13:47)
Og det, jeg synes, det er så vildt, det er, at de her ord, Styrke, Klare grænser og Beskyttelse, de kan næsten være overskrifter på de tre scenarier, som kommer i din anden nærdødsoplevelse.
[Siri Agnes Karlsen] (13:47 – 13:48)
Ja, fuldstændig.
[Paul Bridgwater] (13:48 – 14:01)
Og jeg synes, vi skal tage dem en for en. Og lad os tage den første med globen. Og det er på side 23. Måske du skal læse den her gang.
[Siri Agnes Karlsen] (14:05 – 17:30)
Jeg dansede i en globe. Jeg afviste en myldrende sort bakterie, og da jeg var allersvagest, kom der en isbjørneunge og hjalp mig på sin helt egen måde. Alt i alt forstod jeg langsomt, at jeg blev klædt på til den tid, der skulle komme.
At min fremtid i færden afhang af, om jeg klarede det. At danse i globen var vanvittigt hårdt og lige så meget på kanten af min formåen, som stedet var på kanten af alt det, jeg kender i verden. Globen var lavet af et fletværk, som længde- og breddegrader i metal. Den var måske 200 meter i diameter, for mens vi rykkede og svarede og gav efter, gravede den sig 15 meter ned i jorden og havde desuden helbredende kraft til området omkring. Det foregik i Nordnorge, der hvor ø-gruppen Lofoten møder fastlandet. Dansen udstrålede alene rå kraft.
De andre mennesker, der var ikke mange, der var bare en spredt håndfuld, de forekom nøgne, rene, ekstatisk vuggende, rykkende, bevægelige muskler og led, indadvendt koncentrerede, fulde af pulserende og strømmende indre væsker. En stærk ægte sammenhæng af fysisk tilstedeværelse, skønt de var adskilt og hver i sit. På en både underlig og forunderlig måde var jeg indledningsvis samtidig dansende og betragter, men en sej, sendrægtig, pågående og krævende rytme, der blev ved, trak mig nærmere. Langsomt var der intet andet at gøre end at give mig hen, løsne flowet i kroppen og mærke rygraden svaje og krumme, sveden fra huden og løsrivelsen i led og sener og gå helt ind i dansen. Rytmen og lyden insisterede, de var overalt inden i mig og det stoppede ikke, det overtog styringen af mine celler. Selve rytmen bankede og kværnede mig i kontakt med globen. Det bankede fra jorden og fra min hals og fra min strube, ud i mine ører, mine tænkeevner, alt det jeg var vant til at beskytte. Jeg var blottet, blotlagt og mit blod bankede ubarmhjertigt i en insisterende, ustoppelig rytme, jeg ikke kunne undgå. Jeg mærkede, at jeg var bundet på hænder og fødder og rytmen gav sig ikke, før jeg overgav mig, overtog, dansede med og gik ind i. Så eksploderede hele jeg i en enormt ekspanderende og forsinkede kraft, indefra og udefra. Min styrke var enorm. Min fysik var rå, rå kraft og sej dynamik, der brændte og eksploderede.
Og det var frivilligt, det var mig, det var min styrke. Og i samme øjeblik, jeg vidste det, så forsvandt mine lænker. Jeg ville min styrke, jeg kunne pludselig ikke få nok.
Jeg holdt fast, og jeg gav mig langt ud over grænsen for min formåen, som jeg kendte den, og efter en lang, lang tid, udmattet og næsten kræftesløs, vældede endnu ukendte bølger og ren sprængladning frem; De sidste diger indeni blev blæst igennem, og jeg vidste, at jeg havde løftet mig til et nyt niveau. Som en skal, der sprænges eksplosivt, vældede lyset frem, og mit eget brøl, alle mikroskopiske dele var smeltede, fuldstændig frygtindgydende, klar og ren ild. Jeg var den ild. Jeg var den forløsning til lys. Alt, hvad der var falsk eller skabt i forfængelighed, forsvandt.
At blive som et vedvarende fyrværkeri af urkraft, at forankre globen i jorden, og at være i forbindelse med den, var mit nye jeg, eller snarere, mit fremkaldte, længe forsømte jeg.
[Paul Bridgwater] (17:30 – 18:04)
Det er vildt. Det er simpelthen så vildt. Den kan så meget.
Den har globen som en global symbol, og samtidig også forankret i Nordnorge. Og du danser alene, og samtidig danser du med andre. Og dit jeg er meget jegagtig, og samtidig forstørres den til det hele.
Du siger, at det er den oplevelse, du forundres mest over i dag. Nu er det gået fire år siden, du skrev det, og forundres du sig stadig?
[Siri Agnes Karlsen] (18:05 – 20:16)
Jeg tror, at det, jeg forundres mest over i dag, det er det, som jeg beskrev før med det felt, hvor spørgsmålet var i feltet. Men det er helt klart, at på det tidspunkt, hvor jeg skrev, der havde jeg også valgt, at ikke klage over hospitalet overhovedet, men gøre opmærksom på, at det her forløb var gået helt amok. Og det betød, eller det indebar en ansøgning om erstatning, for at der er en paragraf, der siger, jeg tror, det er paragraf 22, at man ikke må komme ind på hospitalet med en lillebitte undselige skade, og så komme ud og dø, eller være lige ved at dø, sådan som jeg gjorde. Og i det forløb har jeg hørt mig selv, altså helt nede fra bunden, skære fuldstændig ud i pap, altså med min styrke og mine grænser. Ved du hvad, makker, her går du over stregen. Blandt andet den læge, der så havde opereret mig, og jeg kom til at spørge ham: “Hvad er det værste, der kan ske for en læge?” Og han kom til at svare. “Hvis ens kolleger synes, at man har lavet et dårligt stykke arbejde”, og så fik han ellers med mig at bestille. Og jeg kunne virkelig mærke det som sådan en fuldstændig klarhed, at det her var et helt andet niveau. Altså at nej, makker, det er, hvis der er en af dine patienter, der er ved at dø, det er simpelthen, hvis de dør mellem fingrene på dig. Og så kan du komme med alle dine, “hvad tænker de andre” ting. Men helt indtil benet, så handler det om liv. Og det er min familie, der står i chok.
Det er min søn, der flere år efter, ikke kan, hvad skal man sige, slipper opmærksomheden på sin mor, fordi – “Smutter hun i svinget? Eller hvor er hun egentlig henne?”
[Paul Bridgwater] (20:17 – 20:30)
Vi må hellere også sige, hvad det var, du kom ind for, fordi vi har slet ikke, jeg har bare sagt noget om, nå ja, det var kødædende bakterier. Så du kom ind med en ganske lille…
[Siri Agnes Karlsen] (20:30 – 22:12)
Ja, jeg skulle have foretaget en lille bitte ambulant operation. Jeg skulle have fjernet en polyp. Og de fleste går på arbejde bagefter.
Og jeg kørte hjem og blev mere og mere syg. Og så opererede de på en mistanke, da jeg kom ind på hospitalet igen, og først afviste de mig og sagde, “Nej, du blev opereret i livmoderen, og du siger, at du har ondt i maven”. Det er en lang historie, den står i bogen, men det korte af det lange er, at jeg blev virkelig, virkelig, virkelig, virkelig sejlende syg, og min læge siger i dag: “Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan du nogensinde kom op ad den trappe for at hente hjælp.” Og det viste sig, efter at de havde opereret, de havde både taget livmoderen, og så havde de om aftenen åbnet mig, og alle indvolde og alt muligt er jo blevet skyllet igennem for bakterien, at den var vandret ud i flanken, i min venstre flanke. Så det blev 10 operationer i fuld narkose inden for 13 dage, og den første lille for polypen, den var jo ikke i fuld narkose, den var jo bare lokalbedøvelse. Så det blev et ekstremt forløb og to døgn i koma, og det er i koma, at de her skelsættende oplevelser sker for mig, og det er nok det, der er det vigtige her.
[Paul Bridgwater] (22:13 – 22:22)
Lad os tage fat i oplevelse nummer to, altså hvor vi skifter til en anden – fra Nord til Syd.
[Siri Agnes Karlsen] (22:22 – 22:24)
Fra nord til syd, ja.
[Paul Bridgwater] (22:25 – 24:12)
Du er en spansk donna, og nu læser jeg din beskrivelse højt. Fuld af kraft og overblik, men indledningsvis også helt klar over, at dette var en prøve, blev jeg en spansk donna, og det oplevedes som om en forhandling allerede havde fundet sted. Jeg var til stede alene for at bekræfte: “Gå, vig mig for livet, NEJ!”. Igen og igen på spansk: no, no, no! Detener! NO! I dekolleteret rød kjole med vidde i skørten og sorte sko stansede jeg det, som kom kravlende hen af gulvet: bakterien i bugtende, spredende tilsyneladende flydende og dog benbåret form. Al min vilje, al min magt, al min nyvundende, gennemgribende sikkerhed og styrke skulle bruges, manifestere og rense mit rum. Detener! I koma vidste jeg, at jeg ikke kendte ordet på spansk. Arretér? Anhalt? Fermarsi? Stop? Var de europæiske sprog virkelig så forskellige på så afgørende et punkt?
Bakterien forstod mig. Jeg ville ikke invaderes! At opøve myndighed som en spansk donna, at virkelig gå ind i denne modus af grænsesætning og klar dominans, det var meget.
Det var ikke gjort med et enkelt “nej”, og “nu skal du høre hvad jeg siger”. Det var NEJ! Nej, nej, nej, nej, nej, nej! På liv og død. Og jeg ville ikke dø, hvis jeg selv havde noget som helst at skulle have sagt. Jeg øvede mig i grænsesætning og fik, hvad jeg kom for.
Ja, du satte grænser. Og hvorfor en spansk donna? Og det er anden gang, vi har en dans i spil.
[Siri Agnes Karlsen] (24:13 – 24:15)
Det kan jeg jo ikke svare på.
[Paul Bridgwater] (24:16 – 24:16)
Nej?
[Siri Agnes Karlsen] (24:16 – 26:07)
Nej, det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan, der kommer ud fra sine oplevelser. Hvorfor en spansk donna? Hvorfor var jeg dekolateret?
Jeg plejer at gå meget anstændigt klædt, men her kunne jeg se ned ad mig selv og se denne her ret smukke barm. Og det var meget, meget anderledes og underligt. Og billedet er større end det, som jeg har taget med i bogen.
Men det er ligesom essensen af det. Og hvorfor er dansen vigtig? Altså, du er den, der peger på, at der er dans i spil.
Og det er meget rørende. Jeg har selv været utrolig optaget af, hvad de scenarier har givet mig. Jeg har ikke selv tænkt over, at dansen er med begge steder.
Men umiddelbart, så tænker jeg, at der er temperament, og der er meget stor tydelighed. Og der er en interaktion i spil, når i den spanske dans… Altså, du danser ikke alene. Det gjorde jeg i Globen, men der var andre, men dem så jeg aldrig i øjnene. Men alligevel, der var det mere en interaktion med hele området omkring. Det var meget, meget tydeligt, at det var en socialgeografisk ting.
Hvor det her, det er jo en dig og mig. En dialogisk, umiddelbar..
[Paul Bridgwater] (26:08 – 26:10)
Ja, og det er dig og den her frygtindgivende…
[Siri Agnes Karlsen] (26:10 – 26:49)
Ja, den var meget, meget voldsom. Men der sad mennesker, især mænd, sad på bænkene i det her sted. Og det var ligesom “no bullshit”. Og det måske, det ved jeg ikke. Måske har jeg forbundet, eller måske er det det billede, som kan gives til mig. Fordi jeg har associeret det med, hvad ved jeg, at man er meget tydelig med, hvem man er.
[Paul Bridgwater] (26:49 – 26:53)
Ja, og kender ens værd.
[Siri Agnes Karlsen] (26:54 – 27:54)
Ja, kender ens hver, og kender en interaktion. Og det er jo det, som jeg ikke har fattet et klap af. Det er ligesom at Siri i version 1, at fordi jeg har haft mange kræfter, så har jeg brugt dem til, at andre kunne få lov til at flyde ind over mig. At andre kunne få lov til, fordi de havde måske ikke så mange kræfter. Altså dybest set har jeg tænkt meget over det med respekt siden de her oplevelser. Fordi sand respekt er jo egentlig at tiltro et andet menneske, at det har kræfter nok til at leve sit liv.
Men det jeg gjorde i liv version 1, det var, at jeg gik ind og understøttede og hjalp. Og det tager jo dybest set musklerne fra andre mennesker. Og det skjuler faktisk også min egen styrke, fordi det bærer kun i forhold til dem. Jeg får ikke gjort tydeligt heller ikke for mig selv, hvem jeg er. Og hvorfor jeg er her.
[Paul Bridgwater] (27:56 – 27:57)
Nej, det kan jeg godt se.
[Siri Agnes Karlsen] (27:58 – 29:35)
Ja, og det er jo voldsomt ulykkeligt. Altså det er jo en ulykkelig situation at være så ubalanceret. At kunne mærke det her på et eller andet ekstremt dybt plan, og aldrig kunne få adgang til det.
Og der kommer vi til det, som jeg synes har været noget, som også var det første jeg sagde på hospitalet, uanset om det var dem der kom og fejede, eller dem der kom og spurgte om jeg ville have lidt mad, eller om det var en sygeplejerske der skulle skifte en pose, eller om det var en læge der kom og hjalp mig. At min middelbarhed forsvandt. Jeg havde et slør, en lag mellem mig og mig hele livet.
Og det har været meget sorgfuldt. Det har været meget diffust. Også en tristhed, ligesom om at hver gang jeg skulle til at kæmpe for, jeg kunne kæmpe for alt muligt.
Jeg kunne kæmpe for min nabo og hvad som helst. Også dem jeg ikke var enig med. Men jeg kunne ikke kæmpe for mig selv.
Hver gang jeg skulle træde ind og sige, hør her, det her er altså min boldt, eller det kan jeg, eller det blev du nødt til at stole på, eller hvad det kunne være, så kunne jeg bare mærke armene hænge ned. Jeg kunne slet ikke få kontakt. Al min styrke rendte ud af mig. Ligesom om at jeg ikke var noget, som var værd at kæmpe for. Og det er jo en meget voldsom ting, samtidig med at du næsten kan løfte de andres, eller løfte verden.
[Paul Bridgwater] (29:36 – 29:57)
Ja, fordi jeg har også tænkt på det der med middelbarhed, og jeg kan huske, at jeg har også blandet det samme med mellemværende. Men middelbarhed, altså for dig, altså umiddelbarhed, det forstår jeg godt. Det er, hvis man er sådan spontan og i kontakt, og man er sig selv i det. Og en middelbarhed, er det som om, at livet er i parentes?
[Siri Agnes Karlsen] (29:57 – 33:07)
Det står uden for den egentlige sansning af dig selv. Og det er ikke fordi, jeg har haft hverken dårlig kropskontakt, eller dårlig sjælskontakt. Men der har været et eller andet, som jeg har kapslet ind.
Og det er det, der sker, når man som barn, det som er det allermest virkelige for en selv, at det på en måde bliver fornægtet. Og det kunne ikke blive andet, i den kontekst, i den tid, som jeg levede som barn i. Nu taler vi om krystalbørn, og vi taler om alt muligt, og lad børnene komme til på den måde.
Men sådan var det ikke. Og jeg tænker til og med, at ordet umiddelbar, rummer en middelbarhed. Fordi alene det, at du kan ligesom ordfæstne det, eller hvad man skal sige, at mit liv, version 2, er blevet et nærvær, er blevet et tilstedevær. Og det er utrolig mærkeligt, fordi jeg tror, noget af det handler om, det var det der med tid, vi snakkede om før, at jeg tror, noget af det handler om, at vi har indrettet vores, altså vi har sådan en skabelon, vi passer ind i den her, nogenlunde, i 24-7-rytme alle sammen, på en eller anden måde. Vi skal sove, vi skal spise, og så skal vi helst gå på arbejde fra 8 til 4, og så videre. Men det, jeg oplevede i tiden efter koma, det var, at min tid fungerer fuldstændig anderledes. Altså, jeg har vågnet klokken 5 om morgenen, i version 1, og været glad, og haft min alenetid, inden de andre vågnede, og inden livet gik i gang. Altså nu, så kan jeg simpelthen, før jeg overhovedet har fået børstet tænder, så er klokken jo 12. Jeg vågner ikke på det tidspunkt.
Hvis jeg vågner, så vågner jeg midt om natten, og er helt lysvågen, og så sover jeg igen. Og jeg sover mange, mange, mange timer i dag. Men det er ligesom om, at det nærvær, det giver en anden form for fravær, i forhold til, hvordan folk ellers lever.
Men jeg kan jo se, at det er dem, der er fraværende. Ja, ja, ja. Nu er det blevet anderledes.
Folk kæmper for at komme tilstede, og sidder i skrædderstilling, og spiser vegetarisk, og så videre. For på en eller anden måde, at komme tæt på noget. Men det er for mig.
Jeg er det felt. Og det er en helt anden livsmodus. Og samtidig er jeg jo asynkron, med det, jeg oplever rundt om mig.
Men jeg er ikke asynkron med mig.
[Paul Bridgwater] (33:07 – 33:08)
Nej.
[Siri Agnes Karlsen] (33:08 – 33:13)
Og det er utrolig dyrbart. Det vil jeg da ikke bytte for noget.
[Paul Bridgwater] (33:14 – 33:27)
Nej, selvom du også bruger udtrykket “At blive skrællet af”. Der er også noget sårbart ved de billeder, du har af at miste din nødvendighed.
[Siri Agnes Karlsen] (33:28 – 33:37)
Det er enormt sjovt, for det er det, du tillægger det. Altså “renset og skrællet”.
[Paul Bridgwater] (33:37 – 33:38)
Renset og skrællet, ja.
[Siri Agnes Karlsen] (33:38 – 34:07)
Det er blevet ved. Jeg er renset og skrællet, og det er godt. Så jeg oplever det som, at hele det her slør, som jeg har levet hele livet med.
Hvad forstår de andre? Hvad forstår jeg? Eller hvad ser de?
Hvad ser jeg? Det er væk. Og det oplever jeg som noget godt.
Og jeg oplever, at liv og lys og kærlighed, det er det samme. Og det er også noget godt.
[Paul Bridgwater] (34:08 – 34:08)
Ja.
[Siri Agnes Karlsen] (34:09 – 34:44)
Og det er jeg slet ikke sikker på, er andet end det, som andre mennesker længes efter. Altså blandt andet kan det være grunden til, at vi sidder her i dag og prøver at fortælle. Fordi jeg kan godt forstå mennesker længes efter det.
Men som en kvinde, der skrev til mig fra den Dominikanske Republik, hun havde to ønsker i livet. Og den ene var at blive præsident. Første kvindelige præsident i den Dominikanske Republik. Og den anden, det var, at hun gerne ville have en nærdødsoplevelse.
[Paul Bridgwater] (34:44 – 34:49)
Det er nogle kæmpe ønsker. Ja, det må man sige.
[Siri Agnes Karlsen] (34:49 – 36:20)
Ja, men hun skrev, fordi jeg har skrevet mine oplevelser ind på sådan et videnskabeligt, tilgængeligt fora. En vidensbank, hvor vi kan skrive vores oplevelser ind. Og der skrev jeg, altså skynd dig alt hvad du kan og prøv at kæmpe for at blive præsident.
Fordi lige så snart du får en nærdødsoplevelse, så forsvinder den ambition. Den drøm. Altså hele det der ambitiøse.
Haha. Det er fint nok, men det er jo meget en menneskelig ting. Jeg tænker mennesket som et begrænset system for vores dybe, dybe, dybe selv.
Altså vores øjne peger i en retning. Det betyder, at vi er lidt snæversynede. Der er vinkler, vi ikke kan få øje på.
Vi rækker ud efter hinanden og kan nå hinanden med vores hænder eller vores blik. Men i det vi tager hinanden i hånden, så er vi jo også fuldstændig bevidste om, at vi er adskilte. Ja.
Vi er for evigt adskilte som mennesker. Og sådan kan du ikke gå igennem alle sanserne. Det er en eftervirkning, noget jeg har.
[Paul Bridgwater] (36:21 – 36:23)
Ja, men det er rigtigt.
[Siri Agnes Karlsen] (36:23 – 36:54)
Ja. Og det er bare ikke det, der sker i en nærhedsoplevelse. Der er du fuldstændig din identitet, men du har ikke de begrænsninger, som kroppen giver.
Så du har ikke den biologiske begrænsning. Det er bare en helt anden måde for væren. Og samtaler foregår uden at det er nødvendigt at sige noget.
Man kan sige noget, men behøver ikke at sige noget. Ja.
[Paul Bridgwater] (36:56 – 37:05)
Og vi skal til den tredje scenarie.
[Siri Agnes Karlsen] (37:05 – 37:32)
Ja. Jeg ved godt, at de her ting er ikke spor private, men det er meget rørende for mig. Det er meget rørende for mig.
Tænk, at noget så smukt og så vildt og så stort og så hvidt som en isbjørn kommer og hjælper mig.
[Paul Bridgwater] (37:33 – 37:44)
Ja. Jeg synes også… Det er en meget stærk oplevelse, så jeg glæder mig til at høre dig læse den op.
[Siri Agnes Karlsen] (37:45 – 41:54)
I koma kom der en isbjørne unge. Den nærmede sig snusende. Den var stadig en unge, men ikke en ny unge.
Den kom langt væk fra. Den nærmede sig sikkert og sagde det. Isbjørnen snusede sig frem til mig, og der var en ro over den, sammen med bevidstheden om, at den kunne skade.
Den kunne vise overlegenhed og magt. Jeg skulle ikke prøve på noget, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg både holdt vejret og trak det så lydefrit som muligt, mens den snusede rundt om mig. Jeg kunne mærke, at jeg var svag, også alt for svag til at forsvare mig. Alligevel tænkte jeg over, om jeg skulle være bange, om jeg var det. Isbjørnen var ram og vild i fedtlaget under de øverste hår.
Den snusede rundt om mig og viste mig tænderne i dybe, rå lyde, mens nakken vred hovedet og munden opad, og jeg mærkede den varme, rene, rå lugt af dens åbne gab. Ram. Den lod sin klør falde, sagte det over min kind. Jeg kunne mærke det i huden, stærkt nok til at blive riset og mærket, og til at alvoren forplantede sig angst og nåde. Også på min underarm. Ritsch. Helt let på huden. Den viste mig tænderne i dybe, rå lyde. Den vil sikre sig, at jeg vidste, hvem der havde overtaget og initiativet, så jeg ikke i panik eller angst brugte min kniv, som den vidste, at jeg havde.
Den ville mig intet ondt. Den markerede bare, at jeg ikke skulle prøve på noget. Det kunne jeg heller ikke.
Jeg var alt for svag. Mine armer og hænder hang ned langs siderne, og jeg kunne ikke løfte dem. Jeg havde ikke kræfter nok.
Jeg sad bare. Isbjørnen skubbede let til mit hoved med snuden, lugtede til mit øre, gik rundt om min højre og gik rundt om mig højre om. Og så bed den.
Flænsede rent et ordentligt bid lige under mit venstre skulderblad, og jeg skreg. Skriget hang i ørene og gjaldede over isen, mens smerten lyste og eksploderede hver celle i mit system, både på én gang og forskudt: Når eksplosionernes fragdele ramte andre eksplosioner, udløste det nye smerter, som forplantede sig gennem fra bidet og tværs gennem min torso og ud i mine arme og hænder og ben, et issplintrende univers indtil det langsomt klingede over i gråd. Og isbjørnen tyggede. “Det er farligt.” “Du kan skade dig.” Jeg kommunikerede til bjørnen, men den var ikke forskrækket, hverken over mit skrig eller min gråd. Den tyggede bare videre og fordøjede, og jeg så for mig, hvordan den sorte bakterie blev kværnet i munden og slugt, mens jeg forstod, at den vidste det og netop kunne klare det. At det var meningen.
Dens indre system kunne få bugt med det, mens blodet, der randt frisk fra såret, rensede mig. Og jeg lagde hele ansigtet ind i dens tykke pels og græd. Langt inde i det beskyttende fedtede lag af pelsen mærkede jeg, at der også fandtes hud og varme og liv og modstand mod mit tryk, og jeg undredes over, at jeg kunne trække vejret så varmt og frit. Og med næsen helt ind mod det uigennemtrængelig tætte, ind mod pulsen i siden på bjørnens krop, mærkede jeg rytmen i blodet bagved, lungernes vidnesbyrd om tryghed. Rytmen i dens krop beroligede, styrkede forsikrede og krævede alt, der var tilbage af liv i mig at begynde at samarbejde, gøre mig smidig og dynamisk, netop dynamisk: “Hold fred, kæmp og stræb, vær stille, ånd ud, sug ind af mit overskud, lad det brede sig i dig, samle dig”. Og så puffede den mig omkuld og lagde sig bag mig, dens krop mod min ryg, mit hoved mod højre overben, mine fødder mod bagbenene, en hule mellem dens ben og labber. Uro for, om såret med det varme blod kunne få bakterier fra dens pels. “Nej.” “Sov.” “Hvil.” “Hel.” Lad mig om det, du ikke kan selv. Jeg sov i dyrets arme, mellem ben og labber, ryg mod mave, mens jeg vidste, at jeg både ville overleve og blive udhvilet. Jeg var beskyttet.
[Paul Bridgwater] (41:56 – 42:08)
Ja. Og i den spanske donna, der sætter du en grænse, og her kommer isbjørnen og gør det af med bakterien. Ja.
Det er meget smukt.
[Siri Agnes Karlsen] (42:08 – 42:21)
Og der er faktisk også, det har jeg heller ikke reflekteret over, der er faktisk også sådan en dansende bevægelse i den her. Altså der er faktisk også sådan et rytmisk mellem os.
[Paul Bridgwater] (42:23 – 42:35)
Og det kommer også igennem sproget. Når du læser det op, så kan man fornemme en rytme, der kommer. Ja.
Det er vildt. Det er det. Ja.
[Siri Agnes Karlsen] (42:38 – 42:40)
Ja, altså.
[Paul Bridgwater] (42:42 – 43:15)
Jeg spørger jo til det her med lande og så videre. Og jeg ved godt, det virker måske lidt perifære, men jeg har tænkt lidt over. Du har Nordnorge.
Du har en isbjørn. Der er en passage i bogen, hvor du beskriver, at du næsten taler telepatisk finsk med din søster. Der er ikke meget traditionel religion over de her billeder.
De er mere shamanistiske. Måske forbundet med samer. Måske forbundet med andre.
Har du gjort dig nogle tanker over det?
[Siri Agnes Karlsen] (43:16 – 47:25)
Åh, det åbner for et meget stort felt. Altså, jeg hører jo til nordpå. Jeg har altid opfattet mig selv som nordisk.
Som skandinav. Som nordboer. Som europæer.
Som verdensborger. I den rækkefølge. Jeg har aldrig opfattet mig selv eksklusivt fra et land.
Og det har også en helt fysisk historie. Mine forældre kom fra Norge. Jeg fik mange klarsyn som barn. Jeg havde mange klarsyn. Jeg havde haft mange klare drømme. Jeg har haft mange indsigter eller visheder på forhånd. Det har været meget tydeligt. Det har også været meget tydeligt for mine omgivelser. Nogen kunne mægtig godt lide det, andre træk bare på skuldrene og siger hvis du siger sådan, så er det sådan. Det har vi erfaring for. Så passer det. Denne her sanselighed på et tidspunkt var den så voldsom, da jeg boede i Island, at jeg var nødt til at bede om at få lukket ned. Men det er ikke kun shamanistiske billeder. Det er også moder Maria. Det er også kristuskontakt.
Det er også et par af mestrene. Og det er også et par af de store engle. Så på den måde så har mine indsigter, der føltes rolige og naturlige for mig, en større bredde. Og så i den anden oplevelse, så er det klart at det var en naturlighed. Jeg synes det er meget vigtigt at sige at det er ikke mennesker med det er ikke bare mennesker af nogen som helst for på spirituel lægning, der får nærdødsoplevelser. Det rammer i flæng.
Det rammer simpelthen hvem som helst, hvor som helst, når som helst og gerne inden man kommer til hospitalet hvis man for eksempel er i et biluheld så “crash”. Altså det er hvor vores fysiske system oplever sig fuldstændig udsat og på grænsen. Det er simpelthen der hvor nærdødsoplevelser kommer hvis de kommer.
Så man kan ikke sådan pænt sidde og vente på et hjertestop eller et eller andet. De er sket længe før. Men når det er sagt, så så var jeg jo hvad skal man sige med hele det væsen jeg så har som baggrund, så var det jeg oplevede i koma ekstremt stærkt, men ligesom for andre var det ikke fremmed. Når man først kommer derind så opleves det ikke fremmed. Det bliver meget sådan hov, nå ja altså meget naturligt, meget virkeligt. Men men bagefter så har jeg da selvfølgelig tænkt over at at nu udvider det sig igen.
Altså det her med at bede om at få lukket ned og og altså når vi sidder her og snakker så kan jeg næsten ikke styre det vel?
[Paul Bridgwater] (47:25 – 47:27)
Nej. Det åbner sig.
[Siri Agnes Karlsen] (47:28 – 47:33)
… Det var jeg lidt uforberedt på.
[Paul Bridgwater] (47:33 – 48:02)
Ja. Jeg havde én [Rachel Goodwin], som kom herind som altså tabte meget med en, hun kaldte for Sarah, hvor jeg spurgte hende, kan du sige om Sarah har et budskab til os i dag? Eller til dem der lytter til den her podcast?
Og så tykkede hun lidt på det og så sagde hun, “Ja den handler meget om at integrere kroppen i det man laver”. Det var sådan lidt overraskende.
[Siri Agnes Karlsen] (48:02 – 51:53)
Nej det synes jeg ikke er overraskende. Det synes jeg faktisk er rigtig fint, fordi jeg tror jo at det er det vi skal her på jorden. Altså jeg tror at jordkloden er jo en ret tung planet.
Og at hele ideen er – ja altså i mit bevidsthedsunivers så er der liv over alt i universet. Også, hvad skal man sige eller især på måder som vi ikke er vant til at se og høre og føle. Og når vi som mennesker, altså når vi inkarnerer, når vi er her som mennesker i en… altså det karnivore betyder det kødelige, altså når vi er iklædt kød og blod så skal vi arbejde med den meget tunge materie. Altså det er vigtigt at vi går helt ind i den krop vi har fået tildelt. At vi virkelig dufter til vores roser. At vi smager på vores kys.
At vi tager den smerte på os som nu engang kan komme. Altså om vi skærer i vores hud eller om vi et biluheld ligesom før. Eller hvad det nu kan være.
Hele det menneskelige. Jeg er fuldstændig sikker på at det at være menneske bidrager med nogen erfaringer til universet som er vigtige. Altså at på indre plan så er der ikke nogen af os der lider.
Vi indser lidelsen og vi indser forskellige vinkler fra lidelsen. Altså for eksempel en har en nærdødsoplevelse hvor han får lov til at være den der ligger underst. Han stiger ud i sin bil og giver en person bank.
Og så ser han sit liv i revy. Og det er der utrolig mange der gør i deres nærdødsoplevelser. Det gjorde jeg ikke.
Men det er der mange der gør. Og så går han faktisk ind i den krop der ligger underst. Og han modtager de bank.
Sådan at han forstår noget om at være den anden. Og jeg tror at selve den menneskelige form er skabt til at alting skal foregå langsomt. Vi vender jorden langsomt.
Vi lider langsomt. Det tager lang tid hvis vi mister et barn. Hvis vi bliver skilt.
Hvis der er nogen der fornærmer os. Vi tager dem ind i søvnen til næste dag osv. Altså at vi på en meget detaljeret plan graver os ind i det som vi på indreplan når vi mødes i nærdødsoplevelser så er alt – nåh ja, en selvfølgelighed. Der er ikke nogen begrænsninger i kommunikation. Og jeg forstår hvorfor du har gjort som du gjorde. Og jeg forstår noget mere om mig selv at der ikke er en dommedag hvor der står en og vurderer.
Men jeg vurderer mig. Jeg kigger på mig. Det er meget tydeligt fra de nærdødsoplevelser.
Man ved jo ikke noget om hjernen. Man ved jo simpelthen forbavsende lidt. Vi tror vi ved utrolig meget.
Men når du hører en hjerneforsker med respekt for sig selv så fortæller de at ja vi kan fortælle om den her. Men det er stadigvæk 1-2-3% hvis vi skal gætte. Altså at hjernens formåen ved vi ikke.
Tænkes tankerne i hjernen? Eller er det sådan som med mobiltelefonen? At stemmen kommer ikke ud af telefonen.
Men telefonen filtrerer den. Og sådan taler…
[Paul Bridgwater] (51:53 – 51:55)
Det er det der billede med hjernen som en filter for bevidstheden.
[Siri Agnes Karlsen] (51:56 – 53:33)
Præcis. Præcis. Og det samme med kroppen forestiller jeg mig, altså resten af den at vi skal virkelig, virkelig, virkelig ind i materien.
Vi skal virkelig, virkelig lide på den måde. Det interessante er lige nu i den her verden hvor vi har krig her og krig der og endnu mere krig et tredje sted og utrolig mange mennesker på flugt. At lige præcis de situationer er jo det sted hvor der produceres flest nærdødsoplevelser overhovedet.
Man estimerer at 5% af jordens befolkning, altså på kryds og tværs og uafhængigt af tid og sted, får nærdødsoplevelser. Men det er klart at der er en fortættelse der, hvor at når man har hjertestoppatienter for eksempel, der regner man med at cirka af voksne hjertestopoplevere, der er der cirka 20% der får det. Og med børn der er det helt oppe på 70% tænker man.
Altså når de får hjertestop så får de også en oplevelse. Og i krig der kommer du jo meget tæt på og bliver sprængt i stumper og stykker. Så der forestiller jeg mig at dem der er soldater ved frontlinjen eller hvor huset bliver bombet eller hvad, at der faktisk er en ophobning af nærdødsoplevelser. Og jeg spekulerer selvfølgelig på om vi altså om det er en del af jordens oplysthed.
[Paul Bridgwater] (53:35 – 53:51)
Og det er jo selvfølgelig altså lige siden Leibniz sagde at det her var den bedste af alle verdener har det været vidt provokerende at tænke sådan. Men på den anden side hvis lidelsen skal have en mening, så må det også være et perspektiv.
[Siri Agnes Karlsen] (53:52 – 55:03)
Jeg ved ikke om lidelsen har en mening men jeg tror at lidelsen i hvert fald bidrager til en erfaring som er væsentlig. Og det er helt fint for mig hvis vi kun tager det der til at at den der selv har været barn af en alkoholiker kan mærke det andet menneskes lidelse ved at være barn af en alkoholiker for eksempel. At vi har større empati når vi selv er blevet prøvet i livet.
At det kan lade sig gøre at gå sådan happy go lucky igennem livet. Men altså dels så tror jeg det er de færreste der gør det, dels synes jeg faktisk ikke det er særlig interessant. Altså jeg ønsker ikke lidelse for mit barn.
Omvendt ønsker jeg mig ikke at mit barn bliver et fuldstændig utiltalende uempatisk “Nå men du kan da bare finde ud af det”. person som er 70 år. Det ønsker jeg mig jo ikke.
[Paul Bridgwater] (55:03 – 55:10)
Det er nok derfor at Fætter Højben er ikke særlig interessant i forhånd til Anders And. Selvom Anders And ser ikke ud til at tage ved lære af sin lidelse.
[Siri Agnes Karlsen] (55:12 – 55:29)
Jeg ved ikke om man skal tag ved lære af lidelsen. Men jeg tror det kan godt give noget godt at man virkelig så oplever lidelsen. Okay nu er jeg i lidelsen og der skal nok være en diamant i det mudder til mig.
Og det tror jeg virkelig på der er.
[Paul Bridgwater] (55:30 – 55:34)
Har du nogen råd til andre med lignende oplevelser?
[Siri Agnes Karlsen] (55:34 – 58:02)
Jeg tror ikke jeg har nogen råd til andre med lignende oplevelser, andet end at opsøge hvad du kan af viden og gerne en gruppe. Altså vi har sådan en nærdødsgruppe, der mødes online en gang om ugen, og det vil jeg simpelthen råde til, fordi at vi bliver næsten sådan altså “hold dig op jeg troede det var mig der var mærkelig” – og så viser det sig at vi faktisk alle oplever på samme måde. Det er også en ting, at vi hører om de her tunneler og at livet passerer revy og så videre – hvad der sker i nærdødsoplevelser. Men det, der dybest set sker for os alle sammen fordi vores oplevelser er faktisk langt fra ens, selvom der forekommer samme komponenter hos nogen og især det her med lyset går igen eller mørket det er det er at det er måden vi oplever på og det er det, der gør at du kan have en drøm eller en oplevelse og den kan du ikke igen fortælle fuldstændig enslydende, der spiller hjernen også et pus men der er lavet undersøgelser på at når du kommer ud af din oplevelse umiddelbart efter fortæller du på en måde så går der to år så fortæller du præcis det samme, stort set ordret det samme.
Du går otte år og der går 25 år og det er fordi at man kan leve sig fuldstændig ind i det fordi at det er på cellulært niveau den erfaring er skilt altså du er fuldstændig til stede den primære erfaring, den nærdødsoplevelse du har den sker på et cellulært niveau fuldstændig klart alt er fuldstændig åbent, alt står bladfra også selvom at vi ved at der er nogen der ser sin krop oppefra og du har forladt kroppen men det er den måde vi oplever på det er så stærkt et nærvær at det er derfor vi oplever at det er mere virkeligt end virkeligheden fordi vi kan godt stå og tale med et menneske og så kan vores tanker drifte til om jeg skal også huske at købe mælk eller åh nej, nu kommer jeg for sent i børnehaven nu skal jeg se at få afsluttet den her konversation eller et eller andet sådan er det ikke at være der det er nærvær
[Paul Bridgwater] (58:06 – 58:28)
Siri, tusind tak fordi du ville fortælle din historie og jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt historier som din og det kan hjælpe andre til at sætte deres liv i perspektiv og så forhåbentlig også gøre at folk ikke er så bange for døden og tak til jer der lyttede og du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Siri, tusind tak!
[Siri Agnes Karlsen] (58:28 – 58:30)
Tusind tak for at du inviterede mig, Paul!