For lidt over en uge siden blev jeg, sammen med to filosofikolleger fra Gefion Gymnasium, inviteret ud til middag af en tidligere elev. Det var hyggeligt. Vi sad i en baggård på Nørrebro til ud på aftenen, drak rødvin og fik talt om stort og småt. Alt fra Hegels syn på rettigheder til konfirmationstaler.
I løbet af samtalen gjorde de tre mig eksplicit opmærksom på, at de var ateister. Og ligesom det er interessant at overveje, hvad det egentlig vil sige at tro på Gud, så er det også interessant at overveje, hvad det så er ateister ikke tror på.
Derfor jeg har forsøgt at omskrive Johannesevangeliets prolog. Inspireret af Hegel, kan der måske komme åndelig dialektisk bevægelse ud af det. Det kan måske kalde på nye svar.
Og hvorfor? Som chefredaktør på Information Rune Lykkeberg så flot skriver i sin bog “Hegel – for et større publikum” (Informations forlag, 2020)
“[…] vi tilhører et fællesskab af mennesker, som gennem historien lærer og inspirerer hinanden, og som forsøger at skabe mening og fornuft, frihed og retfærdighed i den stadige kamp mod alle vores dæmoner” (s. 27).
Her kommer min omskrivning af Johannesevangeliet kapitel 1, vers 1 til 13.
Muligheden for lighed og forskelle
I begyndelsen lå der en mulighed for lighed og forskelle. Denne mulighed lå allerede i det første der var. Hvad det første var, og hvor det kom fra, ved vi egentlig ikke. Men det, at der var noget og det, at det kan udvikle sig forskelligt, har evolutionsmæssigt ført til liv. Ikke alene liv som sådan, men menneskers liv. Så menneskets mulighed ligger allerede i det første, der var.
Ikke alene er der mennesker, men der er også det enkelte menneskes perspektiv. Det enkelte menneske kan fornuftsmæssigt begribe verden og sig selv, uden at forstå, at andre mennesker er vigtige. Men når man gør det ene, fører det også til det andet. Der kommer en tid, hvor det enkelte menneske må forsøge at forstå verden, sig selv og de andre.
Det at forstå verden, sig selv og de andre kan mange synes er spild af tid. Men for alle dem, der giver sig i kast med det, giver det en mulighed for at forstå den dybe sammenhæng, der er mellem os og vores ophav. Og det kan forhåbentlig føre til en afklaring af hvor vi som individer hører til.
Her kommer bibeloversættelsen fra 1992, som unægteligt er smukkere:
Ordet
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mødet, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidensbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
En reaktion
Jeg har nu l æst din omskrivning af Johannes evangeliets prolog. Jeg kender ikke meget til Hegel ud over, at hans samfundssyn og historiesyn er bygget op over formlen: tese, antitese og syntese, hvor sidstnævnte igen bliver ny tese. Hegel kunne ikke lide denne reducerede beskrivelse af hans tanker. Men jeg synes, det er lidt af et kup, at du moderniserer og gør vedkommende med din tretrinsraket. Men kan afklaringen af, hvor vi som individer hører til, lede til tro?
Jeg synes, det er interessant,at du lægger Hegel ned over den gamle tekst.