Podcast nr. 17 i serien: “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”
Anna Wacker – The Shaman’s Disease
Anna Wacker er Reikihealer af 4. grad, lydhealer med speciale i tibetanske skåle, raw vegan chef og facilitator samt organisator af retreats for kvinder i blandt andet Himalaya. Siden barndommen har Anna haft en åben forbindelse til det åndelige, men det var først efter et langvarigt og smertefuldt sygdomsforløb, at hun fandt modet til fuldt ud at følge sin egen intuition og leve livet med et åbent hjerte.
Kapitel inddeling
00.00: Intro
00.53: Opvækst og nomadeliv
05.25: Sygdom
14.44: Vendepunktet
18.33: Kreta
22.34: The Shaman’s Disease
32.18: Om at være healer
36.46: Reiki
47.44: Krystaller
50.06: Det åbne hjerte
58.50: Retreat i Himalaya
1.05.29: Gode råd
1.07.50: Outro
Transkription
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:51)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Anna Wacker. Anna, du er jo både Reikihealer af fjerde grad, og du er lydhealer med speciale i tibetanske skåle. Du er raw vegan chef, og du er facilitator og organisator på retreats for kvinder, ikke kun i Himalaya, men over hele verden. Og så er du ikke så gammel, i hvert fald ikke i forhold til mig.
Du er 30, så det er lidt vildt at nå så meget. Jeg tænker måske vi skal starte med lidt om dig. Hvad var forudsætningerne for, at du kommer ud og rejser så meget? Hvad ligger der i det?
[Anna Wacker] (0:53 – 1:42)
Jamen, jeg er vokset op i en familie, hvor eventyrlysten løber i årene. Med en far, som stikker afsted, fra han er 17, tror jeg, med første stop i Østen, som er Nepal. Senere hen finder han min mor på en kro i Sønderjylland, og sammen rejser de jorden rundt, indtil jeg kommer til verden, og min bror kommer til verden.
Og så tager vi afsted alle fire. Så jeg er vokset op i en rygsæk. Jeg er vokset op omkring templer i Sydøstasien. Jeg har gebærdet mig i forskellige kulturer og religioner, med forskellige slags mennesker, i forskellige sociale lag og klasser. Og siden jeg har været tre år, har jeg følt mig som en del af verden.
[Paul Bridgwater] (1:43 – 1:44)
Så du har været en nomade?
[Anna Wacker] (1:44 – 2:10)
Jeg har været nomade i mit voksne liv, fra jeg er omkring 20. De sidste ti år har jeg rejst jorden rundt som nomade, og er vokset op med… For eksempel, når jeg havde hjemve til Danmark som barn, og sagde “Far, jeg vil gerne hjem”. Så kiggede han på mig. “Jamen, skat, din rygsæk står her!” Det er her, vi bor.
Så wherever my backpack is has been my home, ever since I was a child.
[Paul Bridgwater] (2:12 – 2:17)
Og det gør måske også, at du ubesværet bevæger dig fra engelsk til dansk?
[Anna Wacker] (2:17 – 2:33)
Ja, det har jeg været lidt nervøs for på podcasten i dag. Det her med, at jeg kun skulle snakke på dansk. Men hvad end der kommer naturligt, kommer til at flowe. Jeg prøver at holde mig på dansk og engelsk, og ikke daffe over i flere sprog end det. Men ja, det er meget naturligt for mig at tale engelsk også.
[Paul Bridgwater] (2:36 – 2:38)
Hvad lavede dine forældre?
[Anna Wacker] (2:39 – 4:20)
Jeg har begge to. Mine forældre er humanitarian people, så min far er stifter og leder af en NGO, som er stiftet her i København, da jeg lige kommer til verden. Som beskæftiger sig med de allermest udsatte borgere, som vi har. Folk der prostituerer sig selv, er drug addicts of different kinds, bor på gaden o.s.v.
Min mor har lavet forskelligt arbejde. Blandt andet har hun som ung været den der sad på stuerne på hospitalerne, når folk har overdoseret på narkotika. Har vågnet og ikke haft nogen ved deres side, så er det hende,,,, der har siddet der. Det har ikke været en del af deres arbejde nødvendigvis at rejse.
Men det har været en del af livsformålet også at vise deres børn verden. Fordi den dag i dag er det jo blevet mere trendy og mere in at man tager sine børn med, og man tager ud og rejser, og man laver sociale medier og YouTube omkring det. Den gang var det mine forældre, der var nede og kæmpe på skolekontoret og sige, det kan ikke passe at vi ikke kan få lov at få vores datter med ud og se, hvordan det egentlig hænger sammen. Med et løfte om også, at skulle jeg få lov, så skulle jeg nok komme hjem og få straight A’s all the way. Fordi min far også troede på, at systemet ikke nødvendigvis lærer børn, hvordan man skal være åbne, hvordan man drager omsorg for andre, hvordan man kan gebærde sig i forskellige kulturer. Det er noget som verden kan lære dig. Og det var en vigtig del for ham at give mig med, og jeg er så taknemmelig for at jeg har haft så farverig, omend vild, men meget farverig og tryg opvækst.
[Paul Bridgwater] (4:21 – 4:28)
Ja, det må da også have været fantastisk. Men du gik i gymnasiet i Danmark?
[Anna Wacker] (4:28 – 4:34)
Ja, det gjorde jeg. Jeg kom hjem og skulle tage det lidt alvorligt og starter på gymnasiet inde på Vesterbro.
[Paul Bridgwater] (4:34 – 4:35)
Hvordan var det?
[Anna Wacker] (4:35 – 5:19)
Det var en omvæltning på mange måder. Der var meget mere strikse rammer og struktur. Jeg er egentlig god i struktur, så længe jeg kan føle mig fri. Gymnasiet var lidt en restriction på min frihed, men jeg elskede at lære. Jeg tog til mig det, som jeg allerhelst ville, som var samfundsfag, historie, kulturfag og sprog. Alt der hed tal og matematik o.s.v., noget der kun havde én løsning, det var ikke lige mig. Det blev så firkantet, men det var intenst. Og det er jo også der, at mit liv ændrer sig meget kraftigt.
[Paul Bridgwater] (5:20 – 5:24)
Hvordan gør det det? Hvad sker der, som gør, at dit liv ændrer sig så pludselig?
[Anna Wacker] (5:25 – 7:14)
Jeg er 15 år ung og oplever pludseligt et kollaps i min krop, som fører til et kollaps i mit liv. Et kollaps af hvem jeg er, af min identitet, af alt jeg nogensinde har bygget mig selv op på. Jeg bliver alvorligt syg og ligger for døden i flere omgange. Og det går fra den ene dag til den anden. På det tidspunkt lige inden det sker, der er jeg sportsudøver, løber i skole og dyrker sport hver eneste dag. Jeg er meget populær og social og har det fantastisk og fester og går i skole. Og så lige pludselig får jeg smerter. Jeg bliver ramt. Følelsen er, at jeg bliver ramt af et lyn. Jeg får smerter. Jeg får meget alvorlige, kroniske smerter, som gør, at jeg bliver lagt i min seng og har meget svært ved at komme op. Det udvikler sig i årene efterfølgende.
Fra at være sengeliggende – lidt op igen – sengeliggende – og det bliver hele tiden værre og værre. Og jeg skraber, hvad man kalder kroniske sygdommen til mig. Og når også et punkt i mit liv, hvor jeg har op til, hvad man kan diagnostisere som 50 forskellige kroniske sygdomme. Alt fra, at jeg besvimer dagligt uden varsel – midt på gader og stræder inde på Nørrebro eller Vesterbrogade kan jeg bare falde om. Til at jeg har to hjertestop. Ikke kan spise. Hvis man rører min hud, skriger jeg, fordi jeg bliver betændt i nogle centrale nerver. Som gør, at alt på mig er i smerte. Og bare det, at være, bliver ulideligt.
[Paul Bridgwater] (7:15 – 7:17)
Er du så på hospitalet?
[Anna Wacker] (7:17 – 8:26)
Jeg er ind og ud af hospitalet. Jeg er på diverse forskellige afdelinger. Og hos nogle af de aller, aller dygtigste og mest anerkendte overlæger i Danmark. Som også søger råd andetsteds, fordi man ikke har set en så voldsom case, som den jeg var igennem. Og det opfører sig som en snowball. Altså, den ene ting tager den næste, tager den næste, tager den næste. Jeg får blodforgiftninger. Hele min krop – min hud begynder at få nogle store vabler. Jeg har ekstreme smerter. Klør mig selv til blods. Så det er meget, meget, meget voldsomt. Og det bliver ensomt. Det bliver ensomt, fordi jeg tror, at det er ensomt at have smerter. Det kan det i hvert fald være. Både fordi at man kan komme til at forlade sig selv og sit eget center. Fordi smerten bliver uudholdelig. Men også fordi, at til trods for kærlighed og omsorg fra dem, der står en nær og folk, der velvilligt siger, at vi kan godt forstå det. Og så videre – drager omsorg på den måde. Så ved man godt inderst inde, at det kan de ikke. Fordi der er ikke nogen, der kan tage dem fra dig. Der er ikke nogen, der kan mærke det udover dig selv.
[Paul Bridgwater] (8:27 – 8:28)
Hvor lang tid varer det her?
[Anna Wacker] (8:28 – 9:10)
Jeg var syg i on and off otte år. Ja, næsten et årti. Hvor jeg har perioder, hvor jeg får en lille bitte pause, og så kan jeg rejse til Indien. Men så bliver jeg fløjet hjem med akut fly fra Himalaya, fordi jeg er så syg og ender i en kørestol. Og har fire år, hvor jeg er ikke gående eller svært gående. Og ikke fordi jeg var lammet, men fordi jeg ikke havde kræfter i min krop. Det var som om, at batteriet var taget ud af min qi, som er den bevidste livskraft, som vi alle besidder. Simpelthen er drænet ud af mig. Ja, meget voldsomt.
[Paul Bridgwater] (9:10 – 9:18)
Og så søgte du kun hjælp hos det gængse sundhedsvæsen, eller søgte du også hjælp hos alternative behandlere?
[Anna Wacker] (9:19 – 11:00)
Jamen, jeg søgte alt hvad jeg kunne. Og “the Western medicine” – eller hvad man kalder sundhedsvæsenet og hospitalvæsenet herhjemme var jeg igennem hele molevitten, på godt og ondt. Men samtidig søger jeg også i den naturlige healing.
Jeg søger alt alternativt, jeg kan komme i nærheden af. Og hører fra de dygtigste af de dygtigste, som tager mig ind. Også som case study, fordi folk ønsker også at undersøge mig.
Fordi det er så out of the blue, intenst, voldsomt. Så jeg er hos diverse homøopater, energibehandlere, you name it. “Herbal people”, hvad end der kan komme til. Jeg rejser også rundt omkring i verden i en periode. Meget svækket, men rundt omkring for at søge svarene. Men uden held.
Jeg når til et punkt inde på Rigshospitalet, hvor jeg sidder med en af overlægerne. Og der skal åbenbart så voldsomt et fald til, som det der kommer til at ske. Til at jeg ligesom trækker mig fra autoriteterne, fra “the Western medicine world”. Så jeg sidder på hans kontor, jeg er blevet båret ind i stolen. Og jeg siger til ham, at jeg skal nok kunne komme til at gå igen. Det er mit mål, selvfølgelig skal jeg komme til at gå igen.
Fordi på trods af hvor syg jeg var, så blev jeg aldrig mentalt eller følelsesmæssigt ramt. Forstået på den måde, at jeg er clear. Og jeg er klar, og jeg er villig til at kæmpe. Jeg går ikke ned med en depression, eller med angst, eller andre svære tanker. Fordi jeg ved, at jeg skal over det her. Der er et eller andet i mig, som brænder. Som ved, at jeg skal brænde igennem den her sygdom. Og finde ud af, hvordan jeg skal være på jorden.
[Paul Bridgwater] (11:01 – 11:04)
Og ved du, hvad det kommer fra, eller er det bare en vished, du har?
[Anna Wacker] (11:05 – 13:18)
Siden jeg var helt lille, har jeg konverseret med, hvad vi kalder det hinsides. Den åndelige verden. Min mor så det første gang, da jeg ligger på puslebordet.
Og kan tale med folk, der er i rummet, som ikke nødvendigvis af det almindelige øje kan ses. Så den her følelse kommer af at have så stærk en forbindelse til det ophøjede. Til det, som nogen af os kan se og mærke og føle.
Helt fysisk, og det kan jeg selv. Men det er at være født med en vished om, at jeg skal være her, og jeg er her af en årsag. Og jeg egentlig også godt ved, hvad det var, eller hvad det er.
Og også godt vidste fra barnsben, men har skubbet det så langt væk. Fordi at i mit eget stille selv, var det fint at se ånder i krogene. Eller konversere med hvem, der kom ned og havde brug for at tale igennem mig.
Men da jeg bliver ældre, og især omkring teenageårene, der er det også noget, jeg ønsker at benægte. Jeg har ikke lyst til længere at opleve at røre ved folk. Tag på deres arm, og de begynder at græde, fordi de mærker åbning.
Eller de mærker, hvad end det var, de mærkede. Jeg har jo været barn og bare oplevet, at det nærvær og den tilstedeværelse, jeg har haft, har været meget bemærkelsesværdig for mange. Og jeg har alle dage kunne mærke, hvis folk var syge fx.
Mærket, hvis folk har haft kræft. Og ikke bare mærket det på dem, men mærket det i egen. I min krop.
Simpelthen kunnet kanalisere mig selv så dybt ind i andre celler, at jeg mærker inde i mig selv, hvor smerten sidder. Så jeg lukker ligesom af for alle de her ting i en lang periode, og tænker, åh nej. Jeg har ikke nogen at snakke med om det, jeg har ikke nogen at sparre med, jeg aner ikke, hvad der foregår. Så jeg tænker, at jeg parkerer det her, og begraver det faktisk. Men da jeg så bliver syg, så dukker det jo op som en ild i mig. Vi har jo snakket sammen før, Paul, hvor jeg ligesom beskrev, at det føles som at have en kugle af lys placeret i brystet. Men kun mit hoved sidder på, kroppen er ikke forbundet. Og det er jo også det, der ender med at ske – kroppen bliver syg.
[Paul Bridgwater] (13:19 – 13:22)
Så lægen fortæller dig, eller du siger til lægen?
[Anna Wacker] (13:22 – 13:27)
Jeg siger til lægen, at jeg skal komme til at gå igen, og så kigger han på mig, og så griner han.
[Paul Bridgwater] (13:27 – 13:28)
Det er jo også uforskammet.
[Anna Wacker] (13:29 – 14:42)
Det er uforskammet, men det er også interessant.
Fordi der skal åbenbart noget så grufuldt til, at jeg tør steppe ind i min egen autoritet og min egen kræft. Så han griner og siger, “ha, regner du med, at du skal gå igen?” Så siger jeg, hvorfor skulle jeg ellers sidde her?
Hvorfor skulle jeg ellers igennem alle de her ting? Hvorfor skulle jeg ellers være her? Han foreslår, at jeg skal ind og ud af hospitalet for good resten af mit liv, ind og ud af hospitalsindlæggelser, og jeg kan få morfin for at tage smerterne. Det er det, han kan tilbyde mig. Så kigger jeg på ham og siger, så tror jeg, at jeg skal videre, så skal jeg væk herfra. Så siger han, “ha, regner du med at kunne gå om en måned”? Er det det? Kan du gå om en måned? Så kigger jeg på ham, siger ikke mere, kigger over på den kæreste, jeg har med ind til den her konsultation, og beder ham at bære mig ud af stuen og ud af hospitalet og væk derfra. Og det gør han så. Og da jeg har det her møde med den her læge, der har jeg været igennem alle andre afdelinger og udredninger, og det har jo varet årevis, men jeg når til et punkt, hvor jeg egentlig må acceptere at være, hvad jeg vidste fra start. Svaret ligger ikke der.
Ikke blot i vestens medicin eller på hospitalet, men den ligger heller ikke i andre mennesker.
[Paul Bridgwater] (14:44 – 14:50)
Så hvornår er det så, det vender? Du har den her vished om, at du nok skal klare det, men derfra og så til at kunne gå…
[Anna Wacker] (14:54 – 16:33)
Ja, det vender, da endnu et lyn slår ned i mig. Jeg ligger i min seng i København, uden mulighed for at kunne bevæge mig. Jeg har også hukommelsestab, hukommelsesvigt, jeg kan ikke læse, jeg har oplevet delvis blindhed, det er meget, meget hæftigt. Men jeg er, jeg har overgivet mig til at have ondt, og til at det her, det jeg er sådan nuet er lige nu, but that’s not how it’s gonna continue. Og jeg ligger der og kigger ud på skyerne, og pludselig slår lynet ned igen. Og på det her tidspunkt har jeg haft i hvert fald to hjertestop, og flere hjerteanfald, og det slår ind, og mit hjerte begynder at kalibrere.
Og jeg mærker ekstreme smerter, jeg er alene hjemme på det her tidspunkt, og jeg mærker ekstreme smerter af brystet og tænker, shit, nu er der endnu et hjertestop. Men det er der ikke, jeg hører en stemme i stedet for. Som om jeg bliver åbnet og cracked open, som bare siger: “Du skal tage til Kreta.” Og jeg tænker, Kreta? Det der turist-danske-Gyrosparty? Ej, det tror jeg så ikke, men det er så tydeligt, at det er det, jeg skal, og jeg betvivler det ikke.
De dage efterfølgende, der sker de ting, at jeg ligger ned med lukkede øjne og prøver at meditere, og begynder at downloade. Jeg hører stemmer fortælle mig, på engelsk, sjovt nok, at “If you want to live, you have to stop eating death”. Hvilket oversat vil sige, at hvis du gerne vil leve, så må du stoppe med at indtage døden.
[Paul Bridgwater] (16:34 – 16:35)
Og hvad vil det sige så?
[Anna Wacker] (16:35 – 18:25)
Det fandt jeg så ud af, var døde dyr. Altså, animalske produkter. Eller fried stuff.
Og jeg begynder at tappe ind i, hvad som har været med mig fra barnsben af, men jeg begynder bevidst at arbejde med vibration, med frekvens. Fordi ting, jeg har oplevet undervejs i sygdomsforløbet, var blandt andet, at jeg kunne ikke være omkring folk, der var bange. Det var som om, at jeg ikke havde et stærkt nok energifelt omkring mig, sjælefelt, aurafelt, hvad end der resonerer for lytteren at høre ind i. Jeg havde ikke et stærkt nok felt til at kunne rumme en vibration af frygt, en frygt – i særdeleshed på mine vegne. Måske dør hun. Måske kommer hun ikke til at klare det her.
Jeg kunne ikke være i det, fordi det sænkede, hvad jeg fandt ud af i senere hen, min qi, min egen livskraft. Der var heller ikke tid til at være bange, Paul. Der er ikke tid til at være ked af det, eller ængstelig om min situation, fordi jeg er bare i overlevelse.
Men det er både den åndelige bevidsthed om, at jeg skal være her, men det er også så dyb en higen efter livet. Og efter ikke at overleve min tilværelse, men få lov at leve livet så sanseligt, så stort og så magnificent, som jeg kan, der gør, at jeg bliver her. Så jeg skriver en liste en nat.
Jeg kæmper mig fra sengen over til vinduet og kravler simpelthen op og sætter mig der, tager en kuglepen i hånden og prøver at skrive. Jeg har jo smerter, så det er svært. Så skriver jeg en liste, som bliver et promise, et løfte om, at før jeg tager videre fra den her realm, i denne her omgang, før jeg flyver videre fra Moder Jord, så skal det her ske. Og den liste krydser jeg stadig af den dag i dag.
[Paul Bridgwater] (18:33 – 18:34)
Så kommer du til Kreta?
[Anna Wacker] (18:36 – 20:22)
Jeg kommer til Kreta med hjælp fra en ekskæreste, som var meget imod det. Tynget af frygt, forståeligt nok. Men jeg får ham til at love mig, at han vil rulle mig ind i kørestolen i flyet, om han så skal med eller er irrelevant, fordi jeg skal ned og røre den jord.
Og det gør jeg så, han tager med. Og da jeg lander, der er det første, der sker. Det er, at jeg tager mine sko af.
Og så har jeg ikke sko på i tre år. Jeg skal groundes ned i jorden. Der er nogle mennesker, som er født på jorden. Født med jordens tyngde gennem deres fødder. De mærker jordens hjertebanken gennem deres rødder. Og så er der andre, som er født i stjernerne. Født fra oven. Og dem, som er født på jorden, deres søgen i deres liv bliver ofte at åbne op. Helt ned fra jorden og åbne op gennem deres krone.
Op gennem deres krone, som sidder op på toppen af hovedet til det hinsides. Og ønske åndelige experiments. Og ønske at sidde i en ayahuasca ceremoni. Og ønske at tage på retreat, chante og meditere osv. Og så er der den gruppe, som jeg tilhører. Eller hvad man kan sige.
Som kommer ovenfra. Og hvor livsformålet bl.a. bliver at integrere det hinsides, som vi kender. Og den forbindelse, som jeg så stærkt har. At blive rodfæstet på jorden. Og jeg tror, at det er det, der sker, når jeg tager mine sko af. Og jeg ender med at bo i en lang periode i naturen.
Altså på sandet. Jeg bor udenfor. Enten i et telt eller en hængekøje. Eller direkte på jorden. I langt, lang tid. Jeg begynder at tappe ind i urter. Jeg begynder at tappe ind i mad. Og jeg begynder at overgive mig.
[Paul Bridgwater] (20:22 – 20:29)
Nu er jeg jo sådan meget pragmatisk. Altså hvordan får du penge til at…
[Anna Wacker] (20:29 – 22:28)
Det var der ikke. Der var ikke penge. Vi havde som par 500 euro.
To our name. Det er 3.500. Det var billetten. Og lige at kunne klare den.
Men der har jeg ikke nogen frygt. Og det som jo ender med at ske, det er… Der er jo mange af de her historier i mit liv.
Jeg tager på markedet. På grøntsagsmarkedet. Fordi det er de ting, jeg begynder at spise.
Jeg begynder at spise levende, high frequency fruits and vegetables. Og jeg står på de her markeder. Og før jeg køber noget, så går jeg over med min hånd.
Bare intuitivt. Lægger hånden over. Bare rører det. Mærker det. Og jeg får udslet meget hurtigt. Jeg kan se røde plamager på mine hænder. Hvis der er pesticider på maden. Min krop begynder at skulle så meget ned til et nulpunkt, at jeg kun kan bygge den op med det allerklareste, det mest clean nature product, der er. Og i den forbindelse for eksempel, der møder jeg Jorgos.
En farmer, som har de mest skinnende tomater, jeg nogensinde har set. Liggende der på markedet. Og jeg går bare direkte over til ham og siger, hvor er de her groet henne? De er fuldstændig magiske. Og så siger han, på mit land. Hvor bor du henne?
Nogle kilometer herfra. Må jeg komme hjem og besøge dig. Jo, det må du vel gerne, siger han så lidt forvirret.
Og jeg tager med ham hjem og møder hans familie. Og flytter ind. Og der bliver jeg nogle måneder. Og det er sådan, det har været lige siden de sidste 10 år, jeg har boet med og har nu. Jeg er så blessed at have familie. Sjælelig familie. Valgt familie. Og venner i hele verden. Fordi at jeg spørger.
Og fordi jeg har en dyb tillid til, at verden faktisk har mig. Den blev brudt i en periode, fordi jeg mistede tilliden til, at min egen krop kunne selv, fordi den kollapser. Men jeg har en dyb tillid til, at mennesker er kind.
Og at verden virkelig, til trods for alt det vi også oplever, og den rædsel og lidelse vi også ser, så må vi også huske hinanden på, at verden er et godt sted at være. Ellers havde jeg ikke siddet her med dig i dag.
[Paul Bridgwater] (22:31 – 22:34)
Nej, nej. Og vi kan ikke mærke noget som helst til, at du har været så lang tid syg.
[Anna Wacker] (22:34 – 23:47)
Nej, det er dejligt. Men det er også fordi, at der er forskel på, to get well, and to heal. To get well, altså at blive rask, kan handle om, at symptomerne forsvinder.
At du får det godt. At heale er en transformation. Og jeg er også i perioder af sygdomsforløbet i knæ.
Forstået på den måde, jeg sidder på mine fysiske knæ, også i Grækenland, også i Thailand, også rundt omkring i Østen, hvor jeg ender med at rejse, på knæ, og kigger op mod himlen, og råber, om det er til Gud eller hvad det er til, men råber til en form for source. “What is it that I need to learn?” “Please”. Og selvom jeg lever, på det her tidspunkt, sundt, og stærkt, og godt, så bliver jeg ved med at være syg. Og nogle ting bliver også forværret. Det var som om jeg skulle helt ned, og næsten knække for at knække åben. For at forstå, at jeg skal leve med mit hjerte åbent, og at det, som også er blevet mig tildelt i det her liv, er en meget særlig healende kraft.
[Paul Bridgwater] (23:50 – 23:56)
Det tænkte jeg også på med hensyn til det der med – er det så lærdommen: At leve med et åbent hjerte? Er det det, der er?
[Anna Wacker] (23:59 – 30:41)
Ja, det er det blandt andet. Det er at forstå hjertets kraft. If you don’t believe that you are worthy of love, if you don’t believe that you are love – som er den højeste frekvens og vibration, vi kan tappe ind i, så er det også svært at hele. Men det er også, vi to har jo snakket om det her med, hvorfor er det egentlig, at jeg skal blive så syg? Det spørgsmål stillede jeg jo mig selv i mange år, og det fandt jeg først ud af, da jeg blev rask. Jeg møder en kvinde, som får en brøkdel af den historie, jeg aldrig har delt med dig, og med lytterne derhjemme nu, og hun siger, jeg hørte engang, nogle shamaner fortælle, shamaner er et udtryk for, awakened person, medicinmand, spirituel guru, what not, vejleder af en eller anden form, sige at “the shaman’s disease”, handler om, at et menneske bliver så syg, at hverken det ene system, eller det andet system, eller nogle eksperter, kan gøre dig rask, they will get, de vil komme til kort, de vil ikke vide, hvad de skal stille op, og hvis personen så tapper ind, vælger det, og healer sig selv, fra det som, man ellers stod for døden for, then you will become a healer, og det var også det, som skete. Det er, at jeg fuldstændig tapper ud af det vestlige hospitalsvæsen, men også en oplevelse, hvor jeg sidder overfor, en af de dygtigste healere, jeg kender, som har arbejdet i 50 år med tusindvis af patienter, og som jeg kommer meget tæt på, jeg er med ham i 3 år, og jeg kan se, der er noget galt en dag, der er noget galt mange dage, men med ham er der noget galt. Jjeg bliver båret ud fra konsultationsrummet, ud til disken, og bliver sat foran ham, og han vil ikke kigge mig i øjnene, han siger, hvad er der?
Så begynder hans tårer at trille, og så siger han til mig, Anna, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke, hvad det er, jeg kan ikke hjælpe dig, og så er der noget i mig, som finder kræfterne til at strække min arm frem, lægge min hånd åben foran ham, bede ham om at tage min hånd, og kigge mig i øjnene, og hvor jeg med så dyb en vished, og tillid, siger til ham: “Det er OK, jeg skal nok finde ud af det”, og det var så det jeg gjorde. Lytte til urterne, se alle dele af mit liv, som en ceremoni, så når jeg går i havet, eller bliver båret i havet, så beder jeg til englen af vandet, om at ændre frekvensen, så den vil være mest nærende og healende for mig, at rense det energifelt, som er tilsmudset af folks frygt, og folks mangel på mod overfor mig. Jjeg beder til solen, om at penetrere min hud, så cellerne igen kan blive varme, fordi jeg er kold, kold når jeg er syg. Alting jeg spiser, mærker jeg først af med lukkede øjne, jeg forestiller mig at have et bord fyldt med grøntsager, og det er med hænderne, skannende over grøntsagerne, med lukkede øjne, at jeg udvælger de ting jeg skal spise, fordi jeg dybt ved og mærker, at det er det der vil heale mig. Jeg begynder at arbejde med frekvens, og finder ud af at mennesket, afhængigt af hvordan man lige har det den dag, og hvad man ligesom går igennem, vibrerer mellem 4.500 til 6.500 Ångstrøm, Ångstrøm er den måleenhed vi måler frekvens og vibration i, hvordan at plantebaseret mad, lad os sige dampede zucchini, squash, eller kartofler, salater o.s.v., det vibrerer med det samme, 4.500 til 6.500, pasta eller hvedebrød, mere de her processed foods, vibrerer med en frekvens af 2.000. Jeg troede at alt havde en frekvens, hvis for eksempel, at jeg var samme frekvens, som det bord vi sidder og ser på, så ville jeg kunne stikke hånden gennem, men det er det ikke. Jeg finder så ud af at der er en ting, som ikke har en frekvens, fordi kød som er råt, vil have en lille form for frekvens, bl.a. på grund af den adrenalin, som stadig pumper rundt i kødet, efter at dyret er blevet slagtet, men når det er stegt eller tilberedt, så har det en frekvens på 0, rå grøntsager, som er økologiske, på 7.000, og frugt, den højeste af dem alle, på 10.000, så jeg begynder, det vi snakkede om i starten, med at være raw veganer, jeg begynder kun at spise rå mad, helt intuitivt af det der sker, for jeg besvimer, for jeg er så energisensitiv, finder jeg jo også ud af. Jeg besvimer ved at spise kogte kartofler, jeg besvimer ved at spise en dampet rødbede, så jeg begynder udelukkende i 5 år, at leve på jorden og leve af naturen, kun råt, kun vildt, kun friskplukket. Og det der sker, det er at jeg hæver mig selv og min fysiske krop ind i et andet frekvenslag, og med det begynder jeg også at kunne downloade og kanalisere energien bedre. Følelser har jo også frekvens, Paul, altså hvis man er, lad os sige man har tendens til at blive ramt i det mere mentale, nu har jeg en tendens til det fysiske, men er det det mentale, man har angst, frygt, de her ting man kan gå igennem. De vibrerer – skam og frygt vibrerer med en effekt på 2.000 Ångstrøm. Hvis man så hele tiden spiser sig ned i det frekvenslag, hvor de følelser trives, så vil det også være svært at få en opvågning.
Så med at spise raw, levende og vildt, så kommer de emotionelle, hvad jeg kalder bobler, altså traumer, som ligger begravet i min krop, de åbner sig, og jeg går igennem en vild transformation, hvor jeg simpelthen ikke kan andet end at åbne hjertet, tillade processen, og lytte til min intuition, for jeg ved godt hvad det er jeg skal, jeg ved godt hvad den her urt gør, jeg kan ikke forklare dem der spørger mig, når det er jeg ligger og har blodforgiftning, men jeg ved hvorfor jeg skal tage den her, hvordan jeg skal spise den, og hvorfor det skal være om 5 minutter, altså så specifik som det kan være, og det er den rejse, der gør at jeg går igennem den her shaman’s disease, et kollaps af selvet, de historier jeg har bygget op om mig selv. nået ned til et nulpunkt, hvor det eneste jeg kan mærke, er i mig, det er en vibration af sjæl, fordi kroppen føles død, kroppen føles seriøs, som en rygsæk jeg aldrig ville kunne bære.
[Paul Bridgwater] (30:42 – 30:49)
Så er det en opmærksomhed på mad, er det en meditativ praksis også?
[Anna Wacker] (30:49 – 32:17)
Ja, det er det absolut, fordi at alt bliver en ceremoni, fordi jeg begynder ikke at se mig selv som separeret fra noget som helst, det vil sige, hvis frugten vibrerer højt, og den er nær mig, så vil min egen vibration hæve. Hvis jeg er omkring mennesker, som mærker frygt, og jeg ikke selv er i min power, så vil min frekvens falde, og for at få mere livskraft, qi, livsenergi igennem mig, så må jeg tappe ind til højere vibrationer, som også er det hinsides, samtidig med, at jeg skal grounde, og finde ud af, hvordan jeg skal være et menneske. Så må det jo have været en mega proces, fordi det var aldrig ensomt at være syg, fordi jeg havde det åndelige, men det var ensomt på jorden, fordi smerterne gjorde, at jeg dissocierede fra mig selv, jeg svævede ud af min krop, og havde mange nærdødsoplevelser, og mange ud af kroppen oplevelser i det daglige, fordi smerterne blev uoverkommelige. Men det var valget om at komme hjem, og forstå, at i smerten ligger også svarene, fordi smerte er bare et udtryk for kommunikation, det kan vejlede dig, det handler om, at skulle være så modig, at skulle sætte sig og skulle lytte. Og smerten, selvom den manifesterer sig fysisk, så kan smerten godt være emotionelt rodfæstet, det vil sige, det viser sig som ondt i hoften, med måske er det seksuelle traumer, der ligger i det. Nogle af de her ting, og ligesom at tappe ind i det, og turde at være med mig selv, for hvis jeg ikke kan være der, hvorfor skulle kroppen så have lyst til at trives, og blive rask?
[Paul Bridgwater] (32:18 – 32:51)
Det er i hvert fald noget, som mange nærdødsoplevere har som en udfordring, det er, at de savner det hinsides, og har svært ved at lande på jorden igen. Men man kan sige, det var måske dit udgangspunkt, at du skulle lære at være her, men du har en meget stærk vilje til at være her. En ting er så at blive rask, men en anden ting er så at blive underviser, og facilitator, og hvad det nu ellers er, healer, så det må have været endnu en rejse, eller måske en rejse sideløbende med. Kan du sige lidt om det?
[Anna Wacker] (32:51 – 37:32)
Det kan du tro. Jamen, jeg starter med at heale folk, da jeg er, jeg tror jeg er 22 eller 23, med bevidsthed om, at det er det, jeg gør. Det er noget, der har bevæget sig igennem mig siden barnsben, men nu er det med en bevidsthed om, at det er noget, jeg kan, men det er også noget, jeg stadig frygter i den periode.
Jeg frygter det, fordi jeg mærker, hvor folk er syge, og jeg mærker det inde i mig selv, og tænker, åh nej, hvad nu, hvis jeg modtager mere sygdom? Du kender det måske, hvis man har været sammen med en ven eller et menneske, hvor man føler sig drænet, efterfølgende – puh ens energisystem er fuldstændig – . Så jeg frygter, at jeg bliver syg igen.
Men det der er problemet i hele den situation, det er frygten. Det er, at mit hjerte er stadig lukket. Det er ikke fuldt åbent, og har ikke fuldt tilladt den kraft, der skal igennem, for fuldt af heale. Så det er først, når jeg begynder, også med i dag, at expose mig selv fuldt u, at jeg også møder mennesker, som ser mig, og som kan vejlede mig. Og noget af det, som sker, det er, at jeg bliver kaldt til Nepal.
Det gør jeg for, hvad er det, 4-5 år siden. Jeg havde været der som ung, også som yngre, men det er 4-5 år siden, at jeg mærker kalder. Jeg var nu rodfæstet i kretansk jord, og nu skulle jeg åbenbart flyve til verdens tag. Fordi der er også forskel på lande, og deres frekvens, og hvordan folk bevæger sig i dem.
Og i Nepal, der går jeg rundt i Kathmandu. Jeg er alene, jeg er på egen hånd, vil jeg hellere sige, jeg er solo, aldrig alene, men jeg er solo. Går rundt der, og så kommer der en mand over til mig, så bukker han foran mig på gaden. Tak for at komme hjem.
Og de oplevelser bliver ved med at ske, og ske, og ske. Jeg tjekker ind i et healing center i Kathmandu, fordi jeg vil begynde at arbejde med lyd. Lyd i form af sound healing, lydterapi, og tibetanske skåle. Blandt andet fordi, at mit ønske om at leve, kommer også af et ønske om at forbinde mig. Forbinde mig med jordens puls, med solens varme, med det hinsides, og med mennesker, med hjerter, og at rejse så meget. Nu kan jeg en del sprog, men det er ikke alle sprog jeg kan. Så jeg elsker at tappe ind i, hvad der er universelle sprog, som kan være lyd. Som vi har snakket om, man kan lytte til en sang på spansk, og man kan ikke et ord på spansk, men den kan ramme en nerve i menneskets sind, og det kan få dig til at græde. Det samme kan lyd, det samme kan lydhealing. Hvilket som helst menneske kan ligge foran mig på en madras, og jeg kan begynde at spille og tune dem, tune deres chakraer, deres energicentre, og de vil forstå, enten consciously eller subconsciously, hvad det er jeg fortæller dem, og hvor vi skal hen. Så jeg tjekker ind i Kathmandu, på det her healing center, og bliver uddannet lydterapeut, en af de første pionerer af lydhealing i Nepal. Og da jeg er færdig, så skal jeg videre, jeg skal over at se nogle bjerge, jeg skal ud og leve mit liv, og dele glæden. På vej ud ad døren, så ser jeg lige en af facilitatorerne, og spørger ham sådan lidt henkastet, underligt nok: “Undskyld, hvad er det der Reiki egentlig, jeg har set at der er nogen her, der laver noget”, og så kigger han på mig, lidt forvildet i øjnene, og siger, “No, no, no, no”. Og jeg siger, hvad mener du? When are you coming back, Anna? Hvornår kommer du tilbage til Kathmandu, spørger han mig.
Jeg skal op i bjergene en måned, så kommer jeg tilbage, og han siger, okay, kom tilbage her, så vil der være en, der venter dig. Og jeg tænker, fint, fint, jeg er bare så høj på livet og på healing, og så grateful for, at jeg lever, og ikke bare overlever, at smerterne er væk, at jeg står i min kraft og jeg står min power, at lyset har fundet mig, og jeg har tilladt det at skinne igennem mig. Så jeg kommer tilbage efter en måneds tid, har fundet ud af, at de har ringet efter en Reiki master og fortalt ham, at der er en pige i Kathmandu, som han skal komme ned og møde, og han vil komme ned og undervise mig én til én privat. Kæmpe ære, jo, så jeg sidder i lotusstilling på gulvet, når han kommer ind, i bedeposition, i min ærbødighed og respekt, bukker for ham. Og så kigger han på mig, Paul, og så smiler han sådan lidt quirky, og det var ikke det, jeg havde forventet af en master, fordi jeg jo også skaber historier omkring, hvad det skal betyde at være. Og så siger han, “Ah, in 25 years of teaching, I haven’t sat with someone like you”.
[Paul Bridgwater] (37:29 – 37:31)
Ej, det er smukt.
[Anna Wacker] (37:31 – 37:32)
Ja, det er smukt.
[Paul Bridgwater] (37:32 – 37:33)
Det er også lidt stort.
[Anna Wacker] (37:33 – 37:59)
Det er også vigtigt at holde mig selv grounded, og ikke lade egoet tage over, fordi det er ikke egoet, at jeg kanaliserer, og det er ikke egoet, at kærligheden mærkes. Så jeg sidder der, og så siger han til mig, “But Anna, I’m not gonna teach you anything”. Og så bliver jeg sådan lidt, Nå, det var da ikke det, jeg kom for. “I’m not gonna teach you anything, but I’m gonna give you words for what you already know, what you’ve always known.”
[Paul Bridgwater] (37:59 – 38:02)
Så han vil give dig ord for det, du allerede ved.
[Anna Wacker] (38:02 – 41:11)
Ja, og han fortæller mig, at jeg begynder at vise ham, hvad det er, jeg gør, hvad det er, jeg mærker, hvad det er, jeg kan. Og vi sidder bare i mange dage, ham og jeg alene, åbner ikke bogen, eller pensum, og taler om Reiki, som er oversat fra japansk, er bevidst livsenergi, qi. Og det her med for eksempel, at jeg siden barnsben har kunnet mærke ind i andre mennesker, hvor de er syge, eller hvor jeg skal røre dem, så de mærker relief, det kalder man byosen. Det er at være highly, highly sensitive, at kunne gå ind i andre folks energifelt og mærke det på egen krop. Jeg lærer, hvordan jeg skal beskytte mig selv, ikke i frygt for sygdom, men beskytte mig selv, så jeg kan fortsætte at være i min power. Jeg lærer, hvordan jeg skal gebærde mig med den sensitivitet, jeg mærker, og hvordan det kan være en force. Og hele den proces, og ham der sidder på dag to og spørger, om jeg vil være Reiki master allerede nu, og mig der siger, nej, nej, nej, nu må vi lige holde os ydmyge her, det tror jeg lige jeg venter nogle år med, er en kæmpe del af rejsen. Og Nepal er blevet mit hjem, mit spirituelle hjem, der hvor jeg næste gang holder retreat, der hvor jeg samler kvinder fra hele verden, fordi det har en særlig frekvens. Vi er så højt oppe på jorden, som vi kan være, vi har Mount Everest i baggrunden, vi er så tæt på the other realm, som vi kan være, og det mærkes. Spiritualitet løber effortlessly, som blod i venerne, gennem Nepals bjerge, og gennem Nepals folk. Det er noget helt andet, så der hvor jeg ofte afholder gatherings, der hvor jeg oftest underviser, og hvor jeg afholder retreats, healende retreats, transformative retreats, det er i Grækenland og Nepal. Fordi det handler om, at vejlede, undervise, og være fra et sted af embodiment. Jeg kan ikke lære dig noget, jeg kan ikke vise dig noget, jeg kan ikke undervise dig i noget, som jeg ikke selv har gennemlevet, som jeg ikke selv har mærket, dyrket, forstået, og integreret i mit sind, i mit sjælsvæv, i hvem jeg er. For ellers vil du ikke lytte, du vil ikke kunne forstå det, det vil ikke give mening, og jeg oplevede i mit sygdomsforløb, hvordan det var lettere for en læge bare at give en diagnose, i stedet for at sige, Anna jeg er kommet til kort, jeg ved det ikke. Der mangler en vis ydmyghed, både i “western medicine”, men jeg oplever også mere og mere, hvordan den mangler i den holistiske, alternative del, fordi som healer skal du have svaret på det hele. But I do not, jeg har ikke svaret på det hele, men de svar jeg har, de kommer fra et sted af at have gennemlevet dem. Vi snakker om embodiment, og jeg tror at den awakening, jeg skulle igennem, blev min realignment til livet, jeg skulle igennem de her ting, og jeg skulle mærke det på egen krop, for nogensinde at kunne dele lyset, fortælle dig om det, og lære dig, hvordan du lever med hjertet åbent. Jeg skulle selv brækkes helt åbent.
[Paul Bridgwater] (41:11 – 41:28)
Jeg bliver interesseret i det der embodiment, fordi i en kristen kontekst, så ville man kalde det inkarnation, at “karna” er kødet, og at det bliver til kødet, og man kunne også sige en kropsliggørelse.
[Anna Wacker] (41:28 – 42:28)
Det tror jeg ville være mere, for incarnation kan også blive, at komme tilbage, det kan også blive en sjæl, jeg tror en kropsliggørelse, giver også god mening, det her med, at you have to live it, before you can be it. Det giver ikke mening for mig, altså det giver mening for mig, lad mig heller sige det sådan, at tale om sygdom, disease, og smerter, fordi jeg ved hvad det vil sige. Det kan være svært at gå til en healer, som måske ikke har oplevet det samme. Ikke fordi det ikke er muligt, ikke fordi folk ikke er meget dygtige, men for mit eget vedkommende, har embodiment været ekstremt vigtigt, når det er jeg faciliterer retreats, og ikke vil sidde og lære folk, noget som jeg egentlig ikke selv helt tror på, eller ved hvad er. It has to come from me to be true.
[Paul Bridgwater] (42:28 – 42:37)
Ja, det har måske noget med genkendelse at gøre, at du har sådan en, det er ikke kun det at kende, men det er en dobbeltbevægelse, i at genkende.
[Anna Wacker] (42:38 – 43:15)
Og det er også, jeg tror vi kender det fra alle mulige forskellige aspekter af livet, at når noget bare rammer, så resonerer det. Du mærker i dine celler, hvad det er den anden siger, fordi det har genklang, eller genkendelse, eller resonans, og det er der, vi lytter. Det er der, vi spidser ører, og det er der, vi måske føler os set, og noget af det, som jeg selv har oplevet værende det allermest healende, det er at blive set. Men for at blive set, må vi også være modige nok til at vise os selv. Og det er virkelig en rejse.
[Paul Bridgwater] (43:17 – 43:20)
Vi skal spole frem til dine eksamen i Reiki.
[Anna Wacker] (43:20 – 43:52)
Ja. Jeg ved hvad du leder efter. Jamen, jeg tager tilbage til Nepal, for min 4.
grad, for min mastergrad, for nu må jeg simpelthen tillade mig selv at være grand. Det er det, der ligesom sker, når min Reiki-master står i lang tid og siger, “Anna, hvornår kommer du?” “Du er klar”..men jeg skulle selv være klar. Jeg skulle selv være rodfæstet i det, før jeg ligesom kunne modtage mere. Så jeg tager tilbage, og får min mastergrad, og er færdig, og lykkelig, og lettet, meget taknemmelig, jeg sidder med ham her.
[Paul Bridgwater] (43:52 – 43:53)
Er det et stykke papir?
[Anna Wacker] (43:59 – 47:44)
Ja, det også et stykke papir, men det er min tilladelse. Jeg tillader mig selv at gøre det, og blive så grand, og få papir på det, som jeg har kunnet altid. Og selvfølgelig få mere erfaring, og mere viden, og nogle begreber, som gjorde, at jeg kunne forklare det rent menneskeligt, hvad det er.
For jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg kunne gøre dit, dut og dat, men den begrebsverden, han gav mig, ved at jeg blev undervist i Reiki, var en kæmpe gave. Så jeg sidder der med ham, og vi er færdige, og jeg er bare afslappet, jeg skal ikke mere, jeg skal sikkert ud af noget ris og nogen bønner, og jeg har det godt, og så siger han til mig, Anna, nu vil jeg gerne have du healer hende her. Vi er alene, vel og mærke. Så han tager sin telefon frem, og viser mig et billede af en kvinde.
Jeg spørger ikke twice, jeg siger, det kan jeg godt, det vil jeg da gerne. Og så siger jeg, hvor er hun henne? Så siger han, det er irrelevant.
Okay, må jeg få hendes navn? Så fik jeg hendes navn. Og så siger han “Og nu skal du glemme alt, hvad jeg nogensinde har fortalt dig. Jeg kigger på ham og tænker “der er er noget i gære her”. Men jeg er egentlig rolig nok, og jeg har tillid. Så han siger, glem alt, hvad du har lært, og vis mig, hvad Anna gør. Vis mig, hvad du er, hvad du kan.
Så siger jeg okay, og han sætter sig lige foran mig, og siger, skal du sidde der og se på mig, mens jeg gør det? Så siger han, jep, glem det, gør det, vis mig det. Så lukker jeg mine øjne, og ændrer tyngdekraften i min egen krop, dvs. jeg flyver ud af kroppen Det er også noget af det vi gør, det er også noget af det, vi lærer, men jeg gør det nu, med bevidstheden om, hvordan jeg også kommer hjem. Så jeg rejser ud, og leder efter hende, og finder hende. Og det første, der sker, det er, at mine hænder begynder at brænde, og de lægger sig på hendes venstre lunge. I særdeleshed venstre, toppen oppe ved kravebenet,, hele området, og jeg ligger bare der og kanaliserer qi, det vil sige livsenergi, livskraft, healing, ind i hende. Og det er som om, mine hænder bliver suget ind på hendes lunger. Og jeg er der i lang tid, og når man er ude af kroppen på den her måde, så er det meget naturligt at miste fornemmelsen af tid. På et tidspunkt, så tænker jeg, jeg må lige scanne resten af hendes krop, så jeg går om bagved hende, og går ned gennem alle hendes rygsøjleled. Og så ser jeg på T3, oppe i nakken, inde i hendes rygsøjleled, der sidder i en form for, hvad kan vi kalde det, spænding, en eller anden ubalance, som gør, at hele venstre skulder har smerter. Jeg begynder at kanalisere energi der, begynder at heale hende der. Pludselig er der gået en vis mængde tid, jeg er ikke opmærksom på hvor længe, men jeg husker på, at jeg sidder i Katmandu, min krop er der, og jeg nok hellere må komme hjem. Så jeg cutter forbindelsen, trækker min energi hjem, og lander i egen krop, åbner øjnene, til min master, som sidder med store øjne, og kigger på mig. Og så siger jeg, hvad så? Så siger han, nu skal du være helt stille, og kun fortælle mig præcis, hvad der er sket. Og jeg forklarer ham det, jeg lige har forklaret dig, og det jeg lige har forklaret jer.
Så kigger han på mig, og så siger han: “Du har bestået”. Så siger jeg, “Var jeg ikke det, tak!”, så sager han “Anna, det her er en kvinde, som jeg healer”. Det er en patient af mine.
Hun er lige kommet ud af hospitalet, efter en lungeoperation, og har lige skrevet til mig, at hun har haft ondt i venstre skulder. Hun er i Japan. Du er bestået.
Og der blev jeg ligesom bekræftet i, at tid og sted og separation er en illusion. At vi virkelig er samlet, og at vi virkelig er ét. Og at jeg er meget beriget, omend ydmyg, men meget heldig, og beriget, at jeg har mødt mennesker, der kunne vejlede mig. Og jeg selv tog valget. Om når det var, at når døden stod for døren, at jeg var modig nok til at sige, heck no, det her liv, det skal leves. Det skal eddermame leves. Jeg skal ikke overleve resten af mit selvværelse, jeg skal ud og leve.
[Paul Bridgwater] (47:44 – 48:01)
På bordet foran dig der har du to krystaller. En lilla krystal, og en bjergkrystal. Du må hellere fortælle, hvad det er for nogen, og hvad de kan.
[Anna Wacker] (48:02 – 48:21)
Jamen, jeg har et tigerøje i hånden. Jeg har en ametyst liggende foran mig, og jeg har en stor bjergkrystal, pegende ind mod mig, og en om halsen, fra forskellige steder i verden, som føltes som om, de skulle med i dag, som kaldte på det.
[Paul Bridgwater] (48:21 – 48:24)
Og har de en frekvens, ligesom maden har en frekvens?
[Anna Wacker] (48:24 – 50:04)
Ja, det kan du tro, de har. Absolut. Man kan sige, bjergkrystallen i sig selv er en amplifier.
Den amplifier energi, det vil sige, den forstærker energi. Hvis man lægger, lad os sige, en rosakvarts er meget kendt blandt mange, og er en vidunderlig krystal, hjertets krystal, meget med en kærlighedsfrekvens. Hvis du lægger en bjergkrystal, med spids på, og placerer den foran, eller bagved, selve rosakvartsen, så vil dens energi, rosakvartsens kærlighedsfrekvens, amplifies. Og jeg havde taget den med i dag, fordi jeg skulle være modi og dele om nogle af de ting, som på mange måder har været svære at snakke om i et samfund som Danmark, for mig i hvert fald.
Så den er med, fordi den minder mig om det græske. Tigerøjet i min hånd handler også om mod, og den bjergkrystal, jeg bærer rundt om halsen, er fra en veninde i Costa Rica, og den hjælper mig med at tappe ind, tappe ind i en lysfrekvens, sammen med ametysten dernede, som handler meget om intuition, og som også er min stjernetegnsten, jeg er vandmand. Blandt andet så skulle de med som som mine livsvidner, de har været med på mange rejser, og de skulle med som, kærlige reminders om, at jeg er safe, og det her er en vigtig historie at dele.
[Paul Bridgwater] (50:07 – 50:18)
Og det fører måske videre, til det der med hjertet, fordi du startede med at sige noget om, at hjertet, at du lærte, at hjertet skulle være åbent.
[Anna Wacker] (50:20 – 50:21)
Det gjorde jeg.
[Paul Bridgwater] (50:21 – 50:55)
Og… men samtidig er det også en meget sårbar position at være i, specielt hvis du kan mærke, andre folks smerter, og der er vel en eller anden form for valg, man skal træffe, når man vælger, når man mærker andre folks smerter, og man skal, og man kan mærke det, hvad man gør ved det, og normalt vil man måske sige, at man skulle, skærme sig, men, hvad tænker du?
[Anna Wacker] (50:56 – 58:49)
Jamen, hjertets kraft, er, den mest healende, mennesket kan opleve, ifølge, alt hvad jeg indtil videre har lært og ved, det er det stærkeste manifestationsfelt vi har, og det er derigennem, at qi løber, vores livskraft. Lad os sige det sådan her, hvis det er, at man lukker hjertet, i frygt for at blive såret, så lukker man også af for sin egen livskraft, sin egen power, og den kraft, der kan heale ens selv. Vi er født med hjertet åbent. Vi er født med den muskel, det er jo en muskel, den muskel afslappet, og åbent pumpende, i et vist tempo. Men, gennem de historier, vi bliver fortalt, fra omsorgspersoner, “pas nu på, skærm dig af, beskyt dig selv”, klassikere, en form for omsorg, omend lidt misvisende, men en form for omsorg, er jo givet her, Og ifølge de ting, som vi oplever igennem livet, vi oplever – mange af os oplever jo smerter i hjertet, hjertesorg, heartbreak, hvis man bliver skilt, hvis man går igennem det ene og det andet og det tredje, så vi skal ligesom skærme hjertet, for at det ikke gør ondt. Men ved at gøre det, så lukker vi vores egen kraft, og jeg tror, jeg har observeret det, siden jeg var helt lille, og rejste rundt, hvordan jeg fik at vide, af min elskede far, Anna, luk nu hjertet, pas nu på, det er for sensitivt, du er nødt til. For jeg kunne sagtens finde på at stå og græde midt på gaden, hvis jeg mærkede en energi komme ned, der var i smerte, sagtens, og jeg har consciously, bevidst sat mig i meditation, fra omkring 8-9-årsalderen, og prøvet at lukke hjertet, Prøv at luk, luk, luk, luk, luk. men det har jeg aldrig kunnet lade sig gøre, Det jeg så i min teenage år, begynder at lægge mærke til, det er rigtigt, folk græder ikke, som jeg gør, de bliver ikke påvirket, af den der film vi ser, eller af hunden som er hjemløs, eller kvinden som ligger og har det svært, de bliver ikke påvirket på samme måde, men heller ej griner de så højt som jeg gør, så det var det der med, at hvis man vil tillade livets fulde spektrum, så må hjertet være åbent, for at kunne modtage det hele, for lige så meget som jeg kan mærke smerten, eller sorgen, lige så meget kan jeg grine, og være elevated, og være glad og joyful, og det er i valget i at leve med hjertet åbent, og bevidstheden om, at der aldrig fra mit vedkommende, vil være nogen omstændighed, nogen situation, eller noget menneske, som vil lade det være værd for mig, at lukke mit hjerte. Så man kan sige, jeg går ind og lærer mere og mere om hjertet, også i forbindelse med at skulle blive rask, fordi det er også den vej, jeg kanaliserer igennem, det er igennem hjertet, og det er også den vej, jeg laver grænser fra. Det er ligesom min detector, og et eksempel jeg kan give det er, hvis man snakker om, at man kan danne samskaraer, som er en form for traumer i hjertets rum, rent fysiologisk er det også det, der sker, så jeg ser traumer i den her forbindelse, som energibobler, simpelthen bobler af energi, som ikke er blevet forløst, eller er løbet igennem dig. Så lad os sige, at du er i en situation, hvor nogen verbalt overfalder dig, begynder at råbe af dig, det er virkelig voldsomt, det er virkelig ubehageligt, du kan ikke rigtig processe det, så det der sker, det er at deres energi rammer dig, du indtager den, lad os lade som om du sluger den, og så fordi du ikke ved, hvordan du skal processe, og være omkring det der foregår, så indkapsler du den her situation, og det her indtryk i hjertet, og det bliver en traumabobbel, det bliver hvad vi kalder en samskara, så du lever med det. Det er fint, du lægger ikke så mærke til den, og så lige pludselig, så popper det op igen. Jeg kendte et eksempel fra en kvinde, hun havde været sammen med en kæreste, som var hende utro, det havde gjort hende enormt ked af det, hun havde skubbet ham væk ud af sit liv, og igennem en proces, var hun blevet okay igen, der går 10 år, hun er gift, hun kører rundt i Italien, har to børn på bagsædet, er lykkelig, har det godt, i Tuscany, i Toskana, hvor hun kører rundt, der kommer på den modsatte side af vejen, en blå bobbelbil, har hun forklaret det som, og inden i den bil er to mennesker, en mand, mørkhåret, og en lyshåret kvinde, og så venter hun lidt, hun tænker sig lige om, at hendes ekskæreste, havde faktisk en blå bobbelbil, og vent lige lidt, den der kvinde han var utro med, hun var da lyshåret, var det egentlig ikke dem. Og lige pludselig begynder hun at genspille, og husker alle historierne, mærke alle følelserne, sidder ligesom i det, og hun kommer tilbage til nuet, til at sidde i sin egen bil, med den familie hun har skabt, i kærlighed med to børn,g sover på bagsædet og tænker, hvor hoppede jeg lige hen?
Det er udtrykket for en samskara, som lige pludselig bliver prikket til, altså en energibobbel i hjertet, vi ikke har kunne slippe, som kommer til overfladen igen, og med den intensitet, som vi slugte den med. Jo flere samskaraer man har i sit hjertekammer, i sit hjertefelt, jo sværere bliver det at opleve nuet, for hvad det er, fordi vi vil opleve det, vores perception vil være lavet ud af de negative oplevelser, som vi endnu ikke har sluppet, eller de positive, som vi ikke nænner at slippe. Lad os sige, en positiv samskara kan være, at man bliver friet til, og kvinden står, vi har også snakket om det her, kvinden står og holder sig på hjertet og siger, oh my god, jeg kommer aldrig til at glemme den her følelse, og jeg vil huske det for evigt, og det er jo en smuk ting, men det er også en attachment, for jo mere vi holder fast, jo mere vil vi også sammenligne andre relationer, og hvordan denne her følelse er, at skulle være elsket skal være, og derved er vi ikke frie. Vores hjerte bliver spættet, fyldt op med indtryk, som gør, at vi har svære ved at kanalisere ren qi, ren livskræft, og kunne opleve nuet som det er. Så det med at skulle arbejde med hjertet, det handler rent fysisk om, at du sætter dig nu, det kan I også gøre derhjemme, man sætter sig ned, så begynder man at bevæge sin bevidsthed ned i brystet, og mærke hjertets muskel, mærke pumpen, så begynder du at slappe af, slappe af i musklen, og slappe af i hele brystet, se om du kan slow down your heartbeat, og lad det åbne.
Det lyder simpelt, det er det også, men det kan være rigtig, rigtig udfordrende for mange, for det der ofte sker, det er at folk begynder at græde, eller siger, oh nej, stop, stop, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, det var ikke det, jeg sagde ja til fordi det at leve med hjertet åbent, for mange betyder, så står jeg jo mere sårbart. Men det der er forskellen, det er at hvis jeg står med hjertet åbent, og bliver verbalt overfaldet, så i stedet for at jeg kapsler det, og kobler det, og laver et samskara, som jeg så senere hen skal heale, så lader jeg energien løbe igennem mig, så jeg kan gå fri derfra. Det kan godt være jeg lige renser mit aurafelt og brænder lidt salvie efterfølgende for at hjælpe processen. Men jeg lader det ikke tilstoppe mig, jeg lader ikke energien blive en del af min bevidsthed, en del af den jeg er, inde i hjertet, jeg holder mig åben. Fordi we will get hurt, vi vil opleve smerte, eller heartbreak, men det at turde og være i det, det gør også at når glæden kommer, så kan vi opleve den mere rent, mere fuldendt, så et åbent hjerte er en stor del af det som jeg arbejder med for at hjælpe folk til at heale.
[Paul Bridgwater] (58:50 – 58:54)
Tak, det synes jeg var en meget fin forklaring.
[Anna Wacker] (58:55 – 58.57)
Nå, det er det dejligt, tak for det.
[Paul Bridgwater] (58:57 – 58:58)
Vi skal på retreat.
[Anna Wacker] (58:59 – 58:59)
Det skal vi!
[Paul Bridgwater] (59:03 – 59:15)
Og jeg har valgt et citat fra en, som jeg formoder har været på retreat, jeg ved det faktisk ikke, men det går jeg ud fra. Og det er ikke Dahlia.
[Anna Wacker] (59:15 – 59:16)
Det er Dahlia.
[Paul Bridgwater] (59:19 – 1:00:55)
Jeg tager både på engelsk og dansk, fordi det har mest punch på på engelsk, men det kan være det hjælper, at folk hører på dansk. Og hun skriver om dig, Anna.
This woman is as real as it gets. Thank you for making space for sensitivity, vulnerability, strength and bravery all at the same time. You are the most badass and kind-hearted woman I know. Thank you for never choosing less than the most loving possible and for pushing me and seeing a whole me.
Og så har jeg lidt ubehjælpsomt oversat det til:
Denne kvinde er så ægte som det kan blive. Tak for at skabe plads til følsomhed, skrøbelighed, styrke og mod – alt sammen på en gang. Du er den sejeste og mest åbenhjertige kvinde, som jeg kender. Tak fordi du aldrig går på kompromis med kærlighed for at skubbe mig videre og for at favne hele mig.”
Og det skulle nok have været “den sejeste sild”, hvis du skulle være badass. Men det jeg gerne vil med det her, det er, at det er en, der har været på din retreat, og jeg kan se, at din retreat er for kvinder. Og jeg tænker, at det er måske noget af det, der er vigtigt. Også at kvinder får den plads, som de får, som også hun nævner her.
Og så tænker jeg straks, hvad jeg så med mændene. Hvordan er det med det kvindelige og det mandlige? Hvordan tænker du, at det altid skal være sådan med dine retreats?
[Anna Wacker] (1:00:56 – 1:04:23)
Grunden til det er, at jeg endnu en gang kun ville undervise og holde space ud fra embodiment. Og jeg skulle selv på en kæmpe rejse i at finde ud af, hvad vil det sige at være kvinde. Hvad vil det sige at tappe ind i den feminine energi, når vi er i et samfund, som er meget mandsdomineret? Ikke bare mandsdomineret, men også hvor mange af de ting, vi tillægger værdi, udspringer af den maskuline energi. Gøren, handlen, der skal være succes, der skal være dit, dut og dat. Jeg skulle igennem en kæmpe proces i at finde ud af, hvem jeg var som kvinde.
Og i den proces, så er det mig så naturligt nu at holde rum for kvinder. Det kom også af at jeg i sygdomsperioden søgte og ledte efter rum og spaces, som kunne facilitere nogle af de her ting, jeg havde brug for. For eksempel, at maden – ikke blot at maden er clear, clean, økologisk, lokal. At vandet kommer fra en water source, som er levende. Men også at de, der har rørt ved maden, som har forberedt den, har hjertet åbent. At det, som vi sover i, de omgivelser, vi er i, at der ikke er kemikalier, der ikke er ting, der går ind og forstyrrer vores vibration, så vi faktisk begynder at rejse ud af kroppen og grounde dybt ned i jorden. Der var mange ting, som jeg søgte, som jeg tænkte var det mest naturlige på et healing retreat, men som jeg ikke fandt. Og da jeg ikke fandt det, tænkte jeg, så er det jo nok, fordi det er mig, der skal facilitere det. Og uden så meget, hvad kan man sige, nervøsitet, så begyndte det bare at skabe sig selv. Og meget organisk mødte jeg mennesker, hvor jeg bare tænkte, nåh, der kom du, det er dig, der skal hjælpe mig med det her. Jeg udvælger meget, meget nøje de mennesker, der er en del af retreatet. Alt fra kokken, selvfølgelig, men også ham, der kører os, den, der hjælper med meditationen, dem, som har selve the venue, altså det sted, hvor jeg lejer os ind, og så videre og så videre, fordi det er så vigtigt, at det er gennemsyret af kærlighed, og det er et sted, hvor folk kan være rigtig trygge, fordi det er i trygheden, at vi overgiver os. Det er i trygheden, at vi slipper, og det er trygheden i hjertet, at vi kan mærke kraften af os selv. Så jeg holder space for kvinder, fordi jeg holder space for mig selv, og fordi den rejse, jeg har skullet igennem, har inspireret mange, og jeg supergerne vil dele ud af, at jeg elsker at være sammen med kvinder. Noget som jeg ikke gjorde, da jeg var yngre, men noget som jeg også fik healet. Så mange siger, eller jeg siger, tror jeg hellere jeg vil sige, at når kvinder samles, så flytter bjergene sig.
Altså seriøst. Og nu denne her gang tager jeg dem med til Nepal, og jeg er simpelthen så spændt. Det er jo også at vise dem, hvordan livet også kan leves.
Nogle gange er vi ofte bange for det, vi ikke kender, så nu tager jeg dem med ud af noget, som de aldrig nogensinde har set før, og det er med spirituelle ceremonier, det er med traditionelle nepalesiske ceremonier. Vi skal ud på hjemmebesøg og besøge mennesker, som har gået igennem forskellige ting, være en del af festivalerne, lave udstrækning, yoga, pilates og danse, til udsigten af Himalaya bjergkæden, og sammen skal vi sidde og spise, og grine og chante, og græde og skrige og råbe, fordi det er også tilladt Jeg føler mig nødsaget til at holde rum for det fulde spektrum, for det er i det fulde spektrum, at du kan føle dig set, og det er i at blive set, at vi tør stå ved, hvem vi er, og vi healer.
[Paul Bridgwater] (1:04:24 – 1:04:26)
Og hvad er det for en retreat, og hvornår sker det?
[Anna Wacker] (1:04:26 – 1:05:25)
Det er til oktober. Det er den 10. oktober, og det starter faktisk, hvis man ønsker det, den 9., for man får en oplevelse, en tur, en gratis overnatning af mig et andet sted, så det starter egentlig den 9. og det slutter den 18.
Under retreatet, så kommer der til at være, og det er meget bevidst lagt på den måde, en super full moon. Det vil sige, ligesom en bjergkrystal er en amplifier, altså en forstærker af energi, så kan du tro, at månen også er, og månen har rigtig meget at gøre med det feminine aspekt af vores krop, både for mænd og kvinder. Den feminine og den maskuline energi kommer ikke uden mænd og kvinder, men ud i yin og yang, ud i energi. Så det bliver 8-9 dage, i Himalaya-bjergene, man flyver til Kathmandu, en af mine yndlingsbyer i hele verden, og så tager man enten flyet, eller den lokale bus, og krydser Nepal til Pokhara. Pokhara er en by, som man kan sige, Nepal ligger jo i bjergene, det er en stor bjergkæde, men der er vand, og vandet er i Pokhara.
[Paul Bridgwater] (1:05:29 – 1:05:54)
Til sidst Anna, har du nogle gode råd til dem, der lytter til podcasten, som bare gerne vil tage et første skridt. Altså hvordan er det, at de skal starte på at ændre sig til det, de gerne vil, eller blive den, de gerne vil blive?
[Anna Wacker] (1:05:46 – 1:07:49)
Det er nemlig lige præcis det, de skal ikke ændre sig, de skal blive hvem det er, de ved de er. Med det der kommer der er et naturligt kollaps, af alle de historier, vi har bygget op om os selv. Tillad dem.
Tillad dig selv, at fare vild et øjeblik, det er ikke fordi du er lost, det er fordi du ikke har gået de veje, du går på lige nu. Søg likeminded people, og tag fuldt ejerskab over dit eget liv. Hvis vi søger for mange svar, uden for os selv, så oplever vi også, en energetisk lækage.
Træk energien hjem, træk poweren hjem. Vær modig nok til at leve dit liv, og ikke bare overleve din tilværelse. Alt for tit hører jeg om folk, der siger, “jamen, den dag jeg”, og “når det er at jeg”, det er dagen i dag. Lyt, tab ind til intuitionen, og vid, at hvis du virkelig gerne, hvis du ønsker at leve et stort liv, et liv i det fulde spektrum, så kommer det også til at kræve, at du træffer modige beslutninger. Men tro, at du kan. Når det er, at vi bliver stripped away, fra alt hvad vi kender, alt hvad vi er, så finder vi også ud af, hvor modige vi er.
Så lev med hjertet åbent, og jeg har selv, gennem et helt liv, haft et mantra, godt nok på engelsk, som jeg har levet efter, som er, “If I’m ever in doubt, I choose love” Hvis jeg nogensinde er i tvivl om den skillevej jeg står på, om jeg skal vælge dit eller dat, så vil vi også kunne mærke, subtilt eller mere tydeligt, at det ene er mere frygtbaseret, og det andet sætter os fri. Og du fortjener at være fri, i din fulde vildskab, og i dit fulde udtryk, og vi har brug for det. Vi har brug for, at folk tør.
Og jeg vil så gerne favne jer, og alt hvad der følger med.
[Paul Bridgwater] (1:07:50 – 1:07:58)
Anna, tusind tak, fordi du vil fortælle din historie. Det har været superinspirerende at høre. Og hvis lytterne gerne vil i kontakt med dig, hvordan gør de så det?
[Anna Wacker] (1:08:00 – 1:08:15)
Jamen, de finder mig på sociale medier. Man kan finde mig på Instagram. Der er min Instagram, Anna Wacker.
Wacker staves W-A-C-K-E-R. Og ellers så går man ind på min hjemmeside, www.sacredsoulshine.com.
[Paul Bridgwater] (1:08:15 – 1:08:18)
www.sacredsoulshine.com. Okay.
[Anna Wacker] (1:08:18 – 1:08:53)
Og så finder man mig derigennem. Retreatet til oktober er halvt booket. Kvinder fra hele verden, fra USA, fra Iran, fra Grækenland, fra Danmark, kommer allerede, og de skal være meget velkomne.
Men ræk ud. Jeg rejser jo rundt og er fuldtidsnomade, så jeg arbejder både online og globalt, hvor jeg er vejleder og guider, hvor man kan finde mig der. Og hvis man ser mig in person, så kom over og sig hej.
Og bestil en tid til den næste destination, jeg kommer ind i, hvor man kan opleve at få Reiki healing eller lydterapi. Det vil være mig en ære.
[Paul Bridgwater] (1:08:54 – 1:09:04)
Og hvis du vil finde flere podcasts af denne type om nærdødsoplevelser og livsfortællinger, så findes de på min hjemmeside, www.healinghelp.dk/blog.
