Dette er den 13. episode i podcastserien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”
Lige siden den første syngeskål var Bodil Thomassen klar over at forbindelsen mellem klang og meditation kan noget særligt. Tankerne blev stille, sindet blev åbnet og hun oplevede at der kunne blive plads til en dybere forbindelse til sjælen. Gennem klangmassage og klangmeditationer giver Bodil nu sine indsigter videre. Podcasten indeholder uddrag af klangmeditationen fra Lindevang Kirke i marts 2024 med Bodil og John Søncksen.
00.00 Intro
01.30 Er klangmeditation et kald?
02.32 Gongen
05.14 Er klangmeditation musik?
07.39 Den første syngeskål
09.40 Klangmassage
12.15 Hvordan det hele startede
14.50 Kirkerummet
17.07 Energi i kroppen
18.23 Jeg kommer her for at blive det, jeg altid var
23.27 Forskellige traditioner for klangmeditation
26.00 Gode råd
27.35 Velsignelsen og Ocean Drum
29.28: Outro
Link til hele klangmeditationen i Lindevang Kirke den 26. marts, 2024
Transkription af podcasten
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:29)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. I dag skal det handle om klangmeditation, og vi kommer til at høre en livsfortælling om et liv med klang. Bodil, du har arbejdet med syngeskole og klangmeditation i mange år, ofte i kirker. Typisk kommer der 60-70 kirkegængere, når Lindevang Kirke slår dørene op til klangmeditation. Bodil, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Bodil Thomassen] (0:29 – 1:29)
Jo. Jeg hedder Bodil Thomassen, jeg er 58 år, og jeg bor på Frederiksberg. Jeg er udlært boghandler for mange år siden. Jeg har også været omkring filosofistudiet ganske kort.
Og jeg har altid været meget søgende i det åndelige, i livets store spørgsmål. Jeg har altid været sådan, hvad var jeg før jeg kom? Hvad sker der, når jeg ikke er her mere?
Jeg har altid gået meget op i, hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor tænker jeg, som jeg gør? Hvorfor er der noget, der er nemt for mig?
Hvorfor er der noget, der er svært for mig? Hvorfor drømmer jeg, som jeg gør? Jeg har også søgt inden for selvudvikling.
Og jeg har søgt rigtig meget inden for den spirituelle verden, inden for det åndelige. Hvad er det, der sker med det her liv? Når jeg er mere, end jeg bare er en krop og en kvinde, der går rundt og lever et liv i verden.
Jeg er så meget mere indeni.
[Paul Bridgwater] (1:30 – 1:51)
Og det måske, det fører mig videre til det spørgsmål omkring, om hvor vidt det er et kald det her med klangmeditation. Fordi du gør det for det meste uden honorar. Du spiller udenfor, og du spiller i kirker, og du spiller i forsamlingshuse, hvis Huset Innanna kan kaldes for et forsamlingshus. Og du har også spillet til jazzfestival. Kan du sige, at det er en form for kald?
[Bodil Thomassen] (1:51 – 2:29)
Ja, det er det helt sikkert. Da jeg først opdagede syngeskålene, så blev det et kald. Det var pludselig som om, at der var noget her, jeg kunne.
Der var noget, der gav mig noget, som var meget, meget stort for mig. Jeg elsker at sende en klangmeditation videre til mennesker. Jeg elsker at se, når mennesker lige pludselig giver slip, lige pludselig slapper af, og finder det rum, jeg gerne vil sende videre. Og jeg kan ikke lade være. Jeg bliver nørdet i det, og skal have mange skåle, og skal prøve noget nyt hele tiden, og er meget, meget glad for det.
[Paul Bridgwater] (2:32 – 3:37)
Vi skal høre en sekvens fra en optagelse af en klangmeditation i Lindevang Kirke. Og efter vi har hørt den sammen, så vil jeg bede dig at sætte nogle ord på, hvad vi har hørt. Hvad hører vi her?
[Bodil Thomassen] (3:38 – 5:12)
Ja, det er gongen, vi hører, og det er fra meditationen i Lindevang Kirke, hvor vi laver en klangmeditation, som varer næsten en time. Og vi starter altid timen med at guide, sådan lige for at få kroppen til at falde til ro, og komme tilstede. Og komme sig sted, både i kroppen og i kirken, og være sikker på, at folk nu sidder godt, og har det godt.
Og så læser vi noget tekst op, og umiddelbart efter den første tekst, så bruger vi gongen. Vi har to gonger, vi er to der klanger dernede. Og vi slår på gongen, for at sætte et gang i selve meditationen.
Gongen er meget voldsom, det er en meget stærk lyd, og det er en meget stærk vibration. Så den er med til at slå folk lidt ud. Man bliver sådan lige, nu kan man godt sidde stille, nu er det i gang.
Nu er det med at finde stillheden. Og kroppen får hjælp til at falde fuldstændig til ro. Og den voldsomme gong gør, at man sådan, fordi kirken i Lindevang er meget stor, den er også fyldt med træ. Så når vi slår på gongen, så er det ikke bare sådan, som vi nu skal høre på her, når det bliver afspillet. Men hele kirken bliver fyldt med gongens toner, og overtoner, og de vibrationer. Det er et kæmpe kirkerum, der bliver fyldt.
Så det har en meget, meget stærk virkning Og man falder helt automatisk til ro, fordi man ikke rigtig kan andet.
[Paul Bridgwater] (5:14 – 5:25)
Nu lægger jeg mærke til, at du siger, både I er klangere, og det er klang, du siger ikke, I er musikere, og det er musik. Hvorfor det?
[Bodil Thomassen] (5:25 – 5:32)
Det er, fordi det ikke er musik. Det er slet ikke musik. Jeg bliver tit spurgt, hvad det har med musik at gøre.
[Paul Bridgwater] (5:33 – 5:34)
Du har jo spillet til jazzfestivalen.
[Bodil Thomassen] (5:34 – 7:39)
Ja, det lyder som om det er musik, men det er det ikke. Det er meditation. Det er en let og behagelig måde at lære at blive stille på.
Skålene har, når man slår på en skål, nogle overtoner. De overtoner er sådan nogle kaotiske nogen, der altid er sig selv. Og det der er meningen, det er, at vi sender lydene afsted, og vibrationerne afsted, og så skal de modtages som en ren tone, en ren lyd, som går ind og hjælper gæsterne i kirken til at finde stillheden, hvor man netop ikke forventer noget. Hvor man ikke har en idé om, hvad man måske kommer til at høre, hvornår noget begynder, hvornår noget slutter. Musik har som regel en intention. Det er en melodi.
Det er noget, der vil noget over en tid. En begyndelse og en slutning. Musik har en… Man er mere vågen. Man lytter til musik. Det er ikke meningen, man skal lytte til klangene.
Man skal mærke dem. Og det kan man selvfølgelig også med musik, men det er en anden måde, vi gør det på. Og jeg går meget op i at sige, at det ikke er musik, fordi jeg slet ikke er musikalsk på den måde. Jeg spiller ikke på noget instrument. Så det er den rene klang, den rene lyd, som skal trænge ind i kroppen og trænge ind i tankerne, i sindet. Og ligesom gøre det stille derinde, hvor man netop bliver så stille, at man ikke forventer noget.
At man ikke rigtig lytter. Man har ikke en idé om, at nu kommer der sådan og sådan. Nu er det den og den melodi.
Det er at være meget til stede i den rene lyd og den rene vibration, så man netop kan opnå et tomrum. Et tomrum mellem tankerne. Når man har siddet til klangmeditationen i et stykke tid, så falder man mere og mere til ro.
Og så opstår der det, at kroppen er blevet meget stille, fordi vibrationerne går ind og giver en afslappen. Så helt fysisk går det ind og har en virkning på kroppen.
[Paul Bridgwater] (7:39 – 8:00)
Okay. Foran os på bordet, har vi en skål. Jeg ved ikke om den er af messing, det tror jeg sådan set ikke. Den er bronzefarvet i hvert fald. Den er 20 cm i diameter, måske 8 cm høj, og den er på en lille fin tæppe. Kan du sige lidt om skålen?
[Bodil Thomassen] (8:01 – 8:03)
Ja, jeg vil lige prøve at sætte den i gang, så man kan høre den.
[Paul Bridgwater] (8:07 – 8:14)
Man kan mærke, at den gør noget ved kroppen.
[Bodil Thomassen] (8:14 – 9:15)
Ja, det gør den. Og den har også en meget lang efterklang, så nu lader vi den bare klange ud. Men det er min første syngeskål, efter jeg havde stiftet bekendtskab med syngeskålene og været på lidt workshops og undersøgt en hel masse, så har jeg det sådan, at jeg får nogle penge hver jul fra min far, og så skal jeg selv købe min julegave.
Og så gik jeg ud og købte denne her skål. Jeg fik den pakket flot ind, og så havde jeg åbnet den juleaften. Og samme juleaften, der gav mine børn mig en massagebriks. Jeg har altid givet meget massage, men aldrig haft en briks Og så var det ligesom, lykken var gjort. Jeg havde den bedste jul nogensinde.
Og jeg gik rundt med denne her syngeskål omkring en briks, og af og til kunne jeg få min børn eller en veninde til at ligge på den, men meget ofte gik jeg rundt alene, hvor det bare var en tom briks, og forestillede mig, hvordan jeg skulle gøre alting. Og den skål, den har jeg øvet mig på så ufattelig meget.
[Paul Bridgwater] (9:15 – 9:30)
Jeg synes faktisk, at du skal prøve at gøre det på mig, lige nu, som om du giver mig en massage. Du må gerne rejse dig op, og så prøver jeg at beskrive, hvad der sker samtidig, hvis jeg kan det.
[Bodil Thomassen] (9:30 – 9:34)
Så tager jeg jo den her af, så kan jeg ikke sige noget samtidig.
[Paul Bridgwater] (9:34 – 9:38)
Jo, jeg tror nok, at mikrofonen opfanger det alligevel.
[Bodil Thomassen] (9:38 – 9:39)
Jeg tager den her af.
[Paul Bridgwater] (9:40 – 9:48)
Du kommer nok til at lyde lidt svagere end jeg, men jeg sidder her og venter, er forventningsfuld, sidder og slapper af.
[Bodil Thomassen] (9:48 – 10:19)
Det jeg gør, når jeg sætter en skål i gang, meget ofte, så sætter jeg den i gang lidt på afstand, for så vender man sig lidt til skålen, og skålens klang og vibration får lov til at fylde rummet, før den kommer til at fylde dig. Når jeg så slår på den, nu prøver jeg at holde den lidt væk på mikrofonen, men så slår jeg på den og holder den helt foran dit ansigt, og så når jeg kører den op foran dit ansigt, så vil du kunne mærke en meget kraftig effekt, når den når din pande.
[Paul Bridgwater] (10:26 – 10:45)
Ja, det hold da op! Ja, altså jeg kan mærke, at skålens vibrationer, de er perifære ind til lige midt for panden, og så, det er jo ikke som et køleslag, men der går lyden rent ind, det er en meget særlig fornemmelse. Hvad gør det så?
[Bodil Thomassen] (10:45 – 12:05)
Det går ind og knocker af, på en eller anden plan, og så går det ind og giver en pause, og samtidig med, at vibrationerne jo går ind, og masserer, vibrationerne ryster vandet i kroppen, og det er det, der sker rent fysisk, som man kan måle, som der er lavet masser af forskning i, og det er det, den meditative tilstand, som kroppen kommer i. Når man så får den op tæt på hovedet, så sker der det, at dine tanker kan ikke så meget alligevel, som de gik og troede, og det bliver sådan helt svært, fordi det er så voldsomt, og af en eller anden årsag, så rammer vi det tredje øje, lige i panden. Nogen mener, det er der, sjælen simpelthen sidder. Og lige når det sker, så får man sådan nogle bølger, der går ligesom ud på hver sin side, og breder sig fra panden og ud mod ørene, eller også er det omvendt, det er faktisk ikke rigtigt til at vide. Så sker der sådan en hel energimæssig ting, som jeg jo ikke rigtig kan sætte ord på, for jeg ved ikke præcis, hvad det er, men der sker noget inde i den måde, vi modtager lyden på, som gør, at vi lige pludselig opfatter os selv som en helhed, og vi opfatter os selv opad. Og det er en fantastisk ting at opleve, og det er en fantastisk ting at gøre, og jeg håber, du synes det var.
[Paul Bridgwater] (12:06 – 12:12)
Det synes jeg, jeg kan mærke det stadigvæk i panden, så det har haft en stor effekt. Tak for det.
[Bodil Thomassen] (12:13 – 12:13)
Selv tak.
[Paul Bridgwater] (12:15 – 12:18)
Kan du sige lidt om, hvordan du kom i gang med at arbejde med klang?
[Bodil Thomassen] (12:18 – 14:44)
Ja, altså efter den famøse jul, hvor jeg klangede og havde en massagebrik, for første gang, så gik jeg i gang og så tog det hurtigt om sig. Jeg begyndte at købe flere og flere skole, og jeg begyndte at gå på forskellige workshop, og jeg begyndte at lave sådan forskelligt derhjemme. Det var jo alt sammen nærmest mig alene, og så en veninde en gang imellem, eller mine børn.
Hvem endnu kunne få til at ligge på den her briks, så jeg kunne øve mig. Men så fik jeg kontakt til Huset Innanna på Østerbro, og jeg ledte efter nogle legekammerater. Jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt, at der ikke er nogen, der har den samme ivrighed omkring de her skåle, som jeg har. Og det var der jo. Så jeg fandt Huset Innanna, og derovre er der en klanggruppe, hvor der er mange forskellige mennesker, som alle sammen har en interesse for klang. Og der startede jeg som gæst, og så begyndte det jo at brede sig.
Jeg tog derover, og var der egentlig bare som gæst, men hurtigt kom jeg til at lege med dem. Og så tog jeg på kursus og lærte at give klangmassage. Og så tog det fart.
Og så begyndte jeg, jeg begyndte allerførst efter Innanna at lave klangmeditationer i Frederiksberg Hospitalskirke. Der var et lille meditationshold om onsdagen, og så blev jeg spurgt, om ikke jeg havde lyst til at prøve at være lidt med. Og det vil jeg gerne.
Og så lige så stille og roligt, så endte det med, at jeg var derhenne, fast engang om måneden, i lang tid. Og så var jeg også samtidig med det begyndt at gå i Lindevang Kirke til meditativtime om tirsdagen. Og dernede var der så også en, der spurgte, om ikke jeg havde lyst til at komme og klange.
Og det havde jeg jo rigtig meget lyst til, for den kirke var jo stor og flot. Så den første gang, jeg var dernede, var det med ikke særlig mange skole, og det var ikke særlig lang tid. Det var en del af den normale meditative time. Men det kunne noget, jeg rigtig godt kunne lide. Og noget af det var, at det voksede jo, men noget af det var at stå i den kirke med syngeskåle og mærke, hvad de kunne gøre ved mig. Ved rummet.
Ved hele meditationen. Ved hele min idé om at være meditativ.
[Paul Bridgwater] (14:44 – 14:48)
Har det en særlig betydning, at det er en kirke og ikke et indkøbscenter?
[Bodil Thomassen] (14:50 – 16:05)
Ja, det har det. For det første så er det sikkert også sjovt at lave det i et indkøbscenter. Men det, at man går ind i en kirke.
Kirken kan noget, som er helt specielt, fordi kirken er fyldt med mange traditioner. Den er fyldt med mange energier. Den er for det første det fysiske rum.
Det er et lækre rum. Det er et stort rum. Lindevang kirke har meget træ.
Det er et behageligt rum. Man bliver pakket ind i noget blødt, bare ved at være i rummet. Og så det, at det er en kirke, hvor der ligesom er meget tro.
Der er i forvejen meget åndelighed. Der er i forvejen meget Kristusenergi. Der er i forvejen bøn.
Der er i forvejen meditation. Bare ved at være i rummet. Og det kan jeg rigtig godt lide, fordi det ligesom er tiladt på en anden måde. Og de mennesker, mange i hvert fald, der kommer i kirken, i det øjeblik de træder ind ad døren, så har de ligesom lagt noget af deres hverdag og det de kommer fra. Stress og jag, hvad det nu er. De har lagt noget fra allerede det, de går ind.
Fordi det er et rum, hvor det er tilat at have tro. Det er tiladt at være stille. Det er tiladt at finde ind i sig selv.
[Paul Bridgwater] (16:05 – 16:16)
Det er sjovt, du vinkler den vej rundt, fordi mange ville sige, at kirken repræsenterer nogle forventninger til tro eller opførelse. Men du vender den ligesom rundt og siger, at kirken er et fristed.
[Bodil Thomassen] (16:16 – 17:06)
Ja, det er det så også. Det er jo et fristed, hvis man kommer uden, fordi selvfølgelig er det jo folkekirken. Den har jo nogle meget faste rammer.
Og det kan godt også nogle gange være et problem, fordi hvad er det for noget med de her syngeskåle? Men for mig er det ikke, fordi de rammer er fint hjerte, og de skal også blive ved med at være der, synes jeg. Fordi de er gode at have.
Det er godt at have nogle rammer. Men det der med at putte det enkelte individ ind i kirken og få lov til at sidde og ligesom bruge den energi, der er der i forvejen. Fordi når jeg tænker på, når jeg træder ind i en kirke, så er det meget, at der er bedt rigtig meget i den kirke.
Der er fantastisk gode oplevelser, og der er fantastisk sørgelige oplevelser. Der er liv, og der er død. Der er ligesom det hele, og så er der en meget stærk energi.
[Paul Bridgwater] (17:07 – 17:30)
Ja. Og altså, du bruger både ordet Kristusenergi, og her igen, du siger, at der er meget stærk energi. Det er jo nok noget, som altså, hvad skal man sige, ligger i en anden tradition, end den gængse altså, teologiske forståelse af Guds kraft og sådan noget, ikke?
Har du nogle overvejelser? Hvad mener du med energi?
[Bodil Thomassen] (17:31 – 18:23)
Jeg mener den kontakt, jeg kan få, og de mennesker, der kommer til klang, kan få i den pause, vi får, når vi kommer i kontakt med os selv. Når vi bliver så stille inde i, så kommer der en energi. Jeg kalder det kristusenergi.
Engleenergi. Der er sikkert mange forskellige måder at sige. Netop den energi, som jeg skal ind i mig selv, for at finde frem, så jeg kan gå ud af kirken, og være stærkere og sundere, og have det bedre med mig selv.
Et menneske, der simpelthen vokser af at gå i kirke. Jeg har ikke brug for at gå i kirke for at få at vide, at jeg skal gøre noget bestemt. Men jeg har brug for at gå i kirke, for at der er et rum, der åbner sig, hvor jeg får åndeligheden, hvor jeg får Guds nærværet, hvor jeg får lov at bruge den energi på den måde, jeg skal bruge.
[Paul Bridgwater] (18:23 – 18:50)
Ja, det giver god mening. Vi skal høre en sekvens mere fra kirken, og der er stille spil på små skåle, og så bryder du ind med en sætning, hvor du siger “Jeg kommer her for at blive det, jeg altid var”. Og så er der en sekvens, hvor du får skolene til at synge formentlig ved at spille på kanten af dem.
Men det får vi at høre. Vi hører det sammen, og så stiller jeg et spørgsmål bagefter.
[Bodil Thomassen] (19:21 – 19:26)
Jeg kommer her for at blive det, jeg altid var.
[Paul Bridgwater] (20:05 – 20:13)
Ja, du siger Jeg kommer her for at blive det, jeg altid var. Hvad betyder ordene, og hvad betyder det, når de sættes sammen med klangene?
[Bodil Thomassen] (20:15 – 22:01)
Ja, lige præcis den bøn, det er Helle Søtrup, der har skrevet det. Og jeg kan godt lide den, den er meget kort jo. Men den fortæller meget kortfortalt det, der egentlig er det, der sker, når man går ind i kirken og hører klangmeditation.
Man kommer for at være den, at blive den, og opdage den, man altid var. Og det er det med at trænge sig ind i sig selv, gå ind i, det er den pause, der opstår mellem tankerne, når man bliver helt stille og skålene ligesom har taget over. Så når man er i det rum, det indre rum, hvor der er helt fuldstændig stille, så er man den, man altid var.
Og den, man altid var, er både før og efter. Det er det, jeg kommer fra, som rent sjæl, og det er det, jeg bliver til den gang igen. Det er en kontakt.
Og så er det en styrke, som også fortæller, at det, jeg altid var, det menneske, jeg er, som er uforandret igennem hele mit liv. Vi har alle sammen både været børn, voksne, unge, vi har gjort forskellige ting i vores liv, men der er en konstant, der bliver ved med at være den samme, der ikke har nogen alder, der ikke har noget køn, erhverv, mening. Der er noget, der bare altid er mig, der er noget, der altid er hver især.
Og den kan jeg godt lide, når man får kontakt med igennem klangmeditationen i det stille rum, fordi jeg synes, den er meget åndelig og den er meget sjæl. Det er også vigtigt for mig, at teksterne bliver en oplevelse, som man bare trækker ind i sin krop og sit sind. At det ikke bliver noget, man lytter til og skal lære noget om.
Det bliver ikke en teori, jeg kan. Det bliver noget, jeg bare mærker i min krop, i min stillhed. Så sætter det i underbevidstheden på et eller andet plan.
[Paul Bridgwater] (22:02 – 22:12)
Så ligesom klang ikke er musik, så kan man sige, så er det heller ikke et digt som sådan, eller et stykke litteratur. Det er egentlig ordene, der skal skabe resonans.
[Bodil Thomassen] (22:12 – 23:24)
Ja, det skal skabe en stemning, som hvert enkelt menneske kan tage ind eller lade være. Men det kommer ind i kroppen i hvert fald med en god intention om, at det bare skal understøtte det, der i forvejen er. Når et menneske, når vi sidder som menneske og har en pause, hvor vi er helt stille, så kommer der forskellige stemninger.
Så kommer der en klang, der lyder på en bestemt måde. Så kommer der nogle ord, der lyder på en bestemt måde. Vi hører dem ikke bevidst.
Vi tager dem bare ind, fordi det er dem, der gør, at vi rent faktisk er stille. Og i det rum, der finder vi os selv. Der finder vi kernen.
Der er det rum med den energi, som er vores sande. Det er jo virkelig tæt. Det er jo helt derinde, hvor det kun er mig, der ved, hvordan det har være mig. Og den er stærk. Og hvis vi kan få folk til at komme ind i det rum, det synes jeg er vidunderligt. Jeg synes, det er en gave at få lov at opleve de der små pauser, hvor man pludselig har været et andet sted end i verden.
Men man er stadigvæk sig selv. Man er ikke i tvivl om, at man er den, man er.
[Paul Bridgwater] (23:27 – 23:40)
Der er forskellige traditioner inden for klangmeditation. Nogle spiller meget følsomt og stille, og andre mere voldsomt. Og nogle planlægger nøje ved de spiller, og andre spiller mere intuitivt.
Hvad er din egen tilgang til klang?
[Bodil Thomassen] (23:42 – 26:07)
Min egen tilgang er, at jeg prøver at blande det lidt. Jeg kan godt lide, i kirken, og vi gør det også i Huset Innanna, at gå meget tæt på folk. Jeg kan godt lide at sætte lidt voldsomt gang i dem.
Der kommer mange skåle på én gang. Fordi det giver et rum, der bare er helt fyldt med klang. Så man kan simpelthen ikke lade være, at man bliver knock outet.
Det er godt nok voldsomt. Og så slår man fra. Man bliver stille, fordi man får rigtig meget hjælp til at blive stille.
Og det kan jeg godt lide. Og så kører vi, både i alle de steder, jeg klanger, der kører jeg meget op og ned. Så det bliver de store, tunge skåle, og mange skåle på én gang.
Så bliver det sådan en rummende, summende, og meget jordbunden lyd. Man falder virkelig hen. Kroppen bliver enormt tung, men samtidig bliver man enormt let inden.
Fordi man kan ikke tænke så meget. Man kan godt ikke tænke så hurtigt. Og så andre gange, så kører vi op i det lidt højere, hvor det er små skåle, der synger, og pipper lidt mere. De går mere opad. Og der er det mere op i vores hoveder. Det er mere sådan, at man slipper tankerne.
Det er der, man faktisk får den store kontakt, hvor man kan se noget. Hvor man nogle gange kan opleve sig selv. Måske på sjælsplan, der lige pludselig slår koldbøtter, eller der pludselig gør nogle ting inde i en selv. Og så er der forskel på, om vi gør noget hurtigt eller langsomt. Om der er sådan en enkelt skål, der bliver slået an, og den får lov til at fade meget ud, før vi starter på en anden. Det er en helt anden måde at gøre det på.
Vi gør det indimellem. Fordi de små pauser, der kommer indimellem, er gode til, at det hele ikke bliver, hvor man er sådan helt slået ud. Det kan godt blive meget for voldsomt.
Men at man kører sådan lidt op og ned, så man en lille smule vender tilbage til rummet, under meditationen. Og så lige pludselig, så er man helt væk igen. Der er meget forskel på, hvordan forskellige klangere gør det. Der er nogle, der er meget milde og blide, og har meget få skåle. Hvor det er sådan en enkelt vibration, der får lov at gå ind i kroppen. Det er en måde at gøre det på.
Og så er der den, hvor man gør det på mange skåle, på én gang. Hvor man ligesom siger, det her skal kunne mærkes, det skal være voldsomt, for at ligesom sige til alt, hvad der er inde i kroppen, om at slappe af.
[Paul Bridgwater] (26:08 – 26:13)
Hvis du skulle hjælpe nogen i gang med at klange, hvad gør de så?
[Bodil Thomassen] (26:15 – 27:34)
Mit bedste råd, tror jeg, ville være at komme til nogle klangemeditationer, gribe fat i dem, der klanger, og spørge, hvordan man gør, hvor man kan gå hen. Jeg har klangmeditation i Lindevang Kirke. Vi svarer altid på største måde.
Vi har Huset Innanna, der er nogle gange klangeworkshops, hvor man kan lære grundprincipper. Det er to-tre timers varighed, og så får man en idé, om hvad det er. Man kan også få vejledning til, og hvis man vil købe en syngeskål, hvad er egentlig smart for det enkelte menneske?
Hvad for en type skal jeg købe? En stor, en lille, en tung, en let? Der er også sådan, hvor vi kan fortælle lidt om, hvad man gør.
Og så er det egentlig mest bare at gå i gang. Find nogle legekammerater Der er nogen, der gider det samme.
Gå i gang med at gøre det på hinanden. Gå i gang med at mærke efter, hvad der sker. De kurser og workshop, jeg har været på, de har lært mig rigtig meget godt af teori. Det er rigtig godt at kunne ramme for, hvordan jeg laver en klangmassage. Det er rigtig godt at kunne ramme omkring noget meditation. Men det er ikke der, jeg har lært det.
Jeg har jo lært det ved at gøre det. Og det tror jeg, at de der skal til. Man skal have interessen, og ville det.
Og så finde nogen, og gøre det sammen med dem.
[Paul Bridgwater] (27:35 – 27:59)
Jeg synes, at vi skal afslutte med med velsignelsen fra optagelsen i kirken. Og så kan vi håbe, at dens virkninger også kommer ud i æteren. Og så er der også sådan, så efter velsignelsen, så er der et helt andet type lyd, som lyder som skaller på en strand, eller en rislende bæk, hvor det virker som om, det ikke er skåle.
[Bodil Thomassen] (28:01 – 28:19)
Det er noget, der hedder en ocean drum, som får det til at lyde som vand, eller som blæsten i træ. Og vi har næsten altid til klangmeditationer, en anden lyd med os, for at supplere, og give lidt vækst i virkningen, så man kan køre lidt frem og tilbage.
[Paul Bridgwater] (28:19 – 28:20)
Men lad os høre det sammen.
[Bodil Thomassen] (28:23 – 28:35)
Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred. Amen.
[Paul Bridgwater] (29:09 – 29:25)
Ja, så kan man mærke, at det blev stille. Nå, men Bodil, tusind tak, fordi du ville være med til at sige mere om klangene. Jeg var ved at sige oplyse, men det tror jeg er det forkerte metafor, for det har ikke noget med lys at gøre, det har noget med lyd at gøre.
[Bodil Thomassen] (29:25 – 29:27)
Det har noget med lyd at gøre, ja, det er rigtigt.
[Paul Bridgwater] (29:28 – 29:54)
Men det var en stor oplevelse, og jeg håber, at du bliver ved, og at din klange kommer flere til gode, også gennem denne podcast. Du kan høre denne podcast, og flere podcasts med lignende emner, ved at gå ind på www.healinghelp.dk og hvis du vil høre Bodil, så er det sidste tirsdag i måneden i Lindevang Kirke. Tak for nu.
