Introduktion
Brian Gellner var i topform, da han som 22-årig deltog i Eremitageløbet. Men på den sidste strækning kollapsede han på grund af alvorlig dehydrering. Under et voldsomt krampeanfald forlod han pludselig sin krop og oplevede en tilstand af dyb fred, hvor han følte sig fuldstændig accepteret og forstået. Denne erfaring ændrede fundamentalt hans syn på livet. Brian indså, at der måtte være en dybere mening med både smerte og vores tid her på jorden.
- Intro og præsentation (00:01 – 01:13)
- Baggrund og deltagelse i Eremitageløbet (01:13 – 03:17)
- Nærdødsoplevelsen (03:17 – 15:48)
- Forståelsen af oplevelsen og læsning af Raymond Moody (15:48 – 18:56)
- Refleksioner om hjernens potentiale og livets mening (18:56 – 28:17)
- Sjælens rolle og smerte som udviklingsproces (28:17 – 35:53)
- Reinkarnation og perspektiver på menneskelig udvikling (35:53 – 38:08)
- Råd til andre med og uden nærdødsoplevelser (38:08 – 41:07)
- Afslutning (41:07 – 41:32)
Transskription af podcasten
[Paul Bridgwater] (0:01 – 0:17)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Brian Gellner. Brian, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Brian Gellner] (0:18 – 0:36)
Jo, det vil jeg godt. Jeg er 59 år gammel, og jeg er far til tre børn. Jeg har to piger og en dreng, og jeg lever alene. Jeg er blevet skilt for små ti år siden. Jeg arbejder som litograf på Aller.
[Paul Bridgwater] (0:36 – 0:38)
Okay, hvad laver en litograf?
[Brian Gellner] (0:38 – 0:45)
Han laver magasiner, som man gør ude på Aller: Bøger, blade, magasiner, plakater.
[Paul Bridgwater] (0:46 – 0:47)
Hvad er det sidste, du har lavet?
[Brian Gellner] (0:49 – 1:00)
I går, på arbejde? Der laver jeg “Pensionisten” til Sverige, det er et kæmpe oplag på 240.000
[Paul Bridgwater] (1:00 – 1:00)
Hold nu op.
[Brian Gellner] (1:00 – 1:03)
Jeg laver omslagene til de forskellige magasiner.
[Paul Bridgwater] (1:03 – 1:10)
Okay, hvad gik der forud for din nærdødsoplevelse?
[Brian Gellner] (1:13 – 3:08)
Jeg vil godt starte med at sige, at jeg er opvokset i en arbejderfamilie i Tingbjerg, hvor vi ikke troede på noget som helst. Man kunne kun tro på det, man kunne se lige foran næsen, eller hvad man oplevede. Religion var ikke en del af vores familie.
Det var så slemt, at jeg blev fritaget for religionundervisning i skolen, fordi jeg ikke troede på noget. Jeg troede kun på det, jeg kunne se og høre, ellers så troede jeg ikke på det. Men til gengæld var jeg en fyr, som trænede meget, spillede meget badminton og løb meget. Det førte til, at jeg en dag skulle løbe et løb ude i Dyrehaven, Eremitageløbet – det kender folk nok, hvor jeg er med blandt de 500 første løbere. Og skal prøve at præstere endnu bedre, end jeg har gjort de tidligere år, der snakker vi om en ny personlig rekord. [Jeg har] en gammel rekord på 49 minutter.
Det der så gør, at vi begynder at løbe ud i Dyrehaven. Efter 10 km, hvor jeg hænger fast med en lille gruppe på 12 mennesker, efter 10 km er jeg simpelthen så træt, at jeg er ved at falde om. Så spørger jeg ham, jeg løber ved siden af, så siger jeg, hvad siger tiden? Så siger han 33.40. Det er altså hurtigt på 10 km. Dengang var kvalifikationskravet til et eliteløb på Frederiksberg, [et] verdenseliteløb, det var 34 minutter.
Og jeg havde løbt i 10 km på 33.40, og jeg var ikke løber. Og jeg var ikke i en løbeklub, som for eksempel Sparta, jeg var badmintonspiller. Men til gengæld var jeg i god form. Jeg troede godt, at jeg bare kunne hænge på. Så mine ben gik bare som trommestikker for at hænge med.
[Paul Bridgwater] (3:08 – 3:10)
Hvor gammel var du på det her tidspunkt?
[Brian Gellner] (3:10 – 3:14)
Jeg er 22 år på det tidspunkt. Det er i 87.
[Paul Bridgwater] (3:15 – 3:15)
Okay.
[Brian Gellner] (3:17 – 15:47)
Og som jeg sagde, jeg er i topform, og da jeg mangler 200 meter – jeg kan mærke, at jeg er træt der. Så tænker jeg, at nu må jeg lade dem løbe. Og så løber jeg bare og tænker, hvis jeg bare kommer ind i 45-46 minutter, så vil jeg være glad for den tid. Så løber jeg bare. Nej, det er faktisk 44-45, jeg løber og siger, så siger jeg 44-45, det er det eneste, jeg løber og tænker på. Og så er jeg 200-300 meter fra mål. Så begynder jeg at slingre, og så ryger jeg ud i grøften, og så er jeg væk.
Så ligger jeg bare i grøften. Så kommer der nogle samaritter og samler mig op. Folk kan jo godt se, at det er helt galt. Så bliver jeg båret ind i samaritteteltet. Jeg bliver lagt på en båre, og de siger…ja, der er jeg kommet til bevidsthed, og de begynder at give mig noget at drikke og “Slap nu af!” Du skal kun tænke på det. Hver gang du overhovedet kan, så drik. Drik, drik, drik. Det er en form for dehydrering, der er sket. Der var ikke tid til at drikke. Når det er det tempo der, så er der ikke tid til at drikke på de der 13 kilometer, ikke for mig i hvert fald. Jeg havde drukket for lidt. Og det, der sker, så ligger jeg på den båre, og så kan jeg høre, at der er en masse folk, der kommer ind i teltet. Det er efter, at jeg er vågnet op.
Jeg har været helt bevidstløs, da jeg ligger ude i grøften. Men da jeg så begynder at komme til mig selv, så kan jeg høre, at den der læge, han render og siger alle mulige mærkelige ting til folk, der kommer ind med kramper. Han siger, “Du skal lige strække fem sekunder der”.
“Ja, stræk der”, til dem der har kramper. Og jeg ved som sportsmand, at der ikke er nogen stræk, der på fem sekunder kan hjælpe dig til at komme ud af denne her krampe. Så tænker jeg, hvorfor er han læge i et løbetelt? Så kan jeg lige så godt være det. Så kan man blive hvad som helst. Det var en af de første tanker, jeg begyndte at få. Så tænkte jeg, at jeg ikke skal ligge her. Han ved jo ikke engang, hvordan han skal helbrede mig. Det er jo bare tilfældigt. Så rejser jeg mig op og vil gå ud af teltet. Så siger han: “Hvor skal du hen”? Så siger jeg, at jeg skal hjem. “Det er jo også fint nok. Men skal du ikke have dine sko med?” Så har de så pillet mine sko af mig, det har jeg ikke lagt mærke til. Jeg er stadig lidt omtåget. Så siger jeg: “Så bare giv mig mine sko”. Så får jeg mine sko i hånden. Så går jeg ud af teltet. Det er 25 meter henne, så sætter jeg mig ned på jorden, for at tage de her sko på. Da jeg sidder ned på jorden og begynder at snøre min snørebånd, så begynder jeg at få kramper.
Så udvikler de her kramper sig, så bliver det mere og mere intens. Så kramper det fra benene, det drejer sig op i hele kroppen, så får min krop fuldstændig spasmer. Jeg får fordrejninger. Jeg mærker så meget smerte i hele kroppen. Kroppen bliver forvredet: Hovedet, ansigtet, øjnene, ørerne. Jeg får neglepine, ørepine, hovedpine, alle de her piner, man kan have gennem et helt liv, det oplever jeg helt intenst. Jeg ligger bare og kramper fuldstændig sammen af smerte. Smerte, smerte. Jeg skriger bare.
Så lige pludselig så siger det “phh”, så ryger jeg ud på den anden side. Lige pludselig er der bare ro, kærlighed, der er et lys og en varme. Du kommer ud i et sted, hvor du ikke kan bruge menneskelige ord til at beskrive, hvor skønt det er. Men det, jeg oplever derude, er faktisk en forståelse for alting. Så de folk, jeg møder deroppe, de kender mig allerede, de nikker til mig. Denne her ro, jeg får lov til at være mig selv. Fordi når jeg kigger på folk, så er det også ligesom om, at de kigger tilbage på mig og bare nikker, og siger: “Du er god nok, du er godkendt”. Jeg kan lige sige, på vej derud, lige inden jeg møder lyset, hvor jeg også ligger i smerten, der kommer der en masse lysglimt, af mit liv, som er passeret. Jeg er 22 år, og jeg har oplevet en hel masse ting, og jeg ser nogle ansigter på vej deroppe, og sådan i hurtige glimt. Og det er ligesom folk, der har været en livsnerve, eller i hvert fald kan acceptere, eller sige: “Han er god nok.” Eller sige tommelfingrene op for mig. Fordi jeg aldrig har været uføre med nogen eller noget.
Men det er sjovt nok ikke min skolelærer, der hedder Birgit, som jeg har et meget tæt forhold til. Jeg havde hende netop gennem 10 år, som skolelærer, det var sjovt nok ikke hende. Det var min regnelærer, jeg så et ansigt af. Og så en person, der også var meget tæt på mig i mit liv, det var min svend, min læresvend, men det var heller ikke ham, jeg havde set, det var hans kammerat, som også arbejdede ved samme fabrik. Som havde stået på sidelinjen her og sagt: “God tur, Brian”. Det var bare det der med livet passerer revy lynhurtigt, og så kommer der bare en masse ansigter, duk, duk, duk! Som ligesom accepterer en. Som simpelthen giver en [fornemmelse af], at du er på rette vej.
Bare derudad. Så når man så er deroppe, så er det ligesom om, jamen, der har de også denne her historie med. Jeg tror ikke, at de ved, at jeg har set de her billeder. Men de kan jo se det i panden på mig.
Der er jo kommunikation uden ord. Så lige pludselig står man over for nogen, der forstår dig fuldstændig. Og siger, du er bare ren. Du er klar til at gå over på den anden side. “Kunne du tænke dig at blive heroppe?” Og alene det, at jeg får det her spørgsmål, ja, jeg har aldrig været et bedre sted. Lige pludselig har man ingen frygt. Du har ikke noget, du skal passe på med. Du har forståelse for alting. Og det her kommunikation uden ord. Det er guld værd. Altså fordi du ikke skal stå og analysere og gøre: “Mener han det, eller mener han det ikke?” Og så siger jeg selvfølgelig, at det vil jeg meget gerne. Og så i det, at jeg siger det, så tænker jeg…det er også bare i tankespind, men jeg tænker, at jeg ikke har sagt farvel til min kæreste. Og idet, at jeg tænker det, så siger det “huu”…så er jeg tilbage igen i min krop. Og så sidder der en oven på mig, ude i Dyrehaven, og sidder og klapper mig på kinderne.
Og så siger jeg bare: “Gå væk, jeg vil tilbage, hold nu bare, jeg vil tilbage, hvad skal jeg her?” “Jeg vil ikke være her.” De forsøger at rejse mig op, og så idet, de rejser mig op, så vender jeg mig lige om. Og så ser jeg faktisk en mand, der kommer gående. Og har virkelig ondt i hans ben. Han har nok også fået noget krampe, eller en fibersprængning. Jeg ser, at han slæber hans ben afsted. Og så siger jeg bare til ham: “Selvfølgelig, hold ud, der er en mening med, at du har ondt, jeg har selv været igennem den her smerte, der er en mening med det, det er fordi, du skulle kunne forstå smerten.” Det tænker jeg til ham. “Hold nu bare ud.” Det er det, jeg skriger. “Hold ud, selvfølgelig, selvfølgelig, hold ud.” Det skriger jeg bare hele tiden til folk, der er omkring mig. Men de rejser mig så helt op, og siger: “Du skal i stedet i samaritterteltet igen”, og tager fat i mig.
Og begynder at slæbe mig tilbage til samaritterteltet, som ligger 25 meter derfra. Da jeg kommer her op og står på mine ben, når de har rejst mig op, så kigger jeg ned over min krop. Så kan jeg bare se den er helt vansiret. De her kramper, jeg har haft, hvor jeg har ligget helt fordrejet, det kan jeg stadig se. Mine hænder sidder helt modsat, og jeg har det, som om mit hoved er drejet. Det er tværet helt ud, som om der er nogen, der har fat i det med fingrene, og så bare æltet det som en dej. Og alle de her smerter, når jeg kigger ned ad mig selv, det er en form for hallucination, fordi jeg ser en vansiret krop, og så siger jeg: “Det her kan jeg ikke leve med, jeg skal bare tilbage, jeg skal ikke give slip, jeg skal tilbage, jeg skal ikke noget.” Men de slæber mig ind i samaritterteltet, og jeg kommer ind i samaritterteltet, og så den båre, der jeg har rejst mig op fra, og gået fra, der bliver jeg lagt tilbage på.
Nej, det gør jeg faktisk ikke, jeg kommer ind i teltet, og så da jeg er inde i teltet, og lægen kommer mod mig, så siger jeg: “Jeg vil dø, jeg vil bare dø, jeg vil tilbage dertil, hvor jeg var, jeg vil dø.” Og så tager jeg fat om min hals, så begynder jeg at stå og kværke mig selv. Fordi jeg vil bare ikke være her. Fordi jeg er en toptrænet, ungdommelig fyr, som kun har min krop. Og ved… så jeg kan ikke, altså, mentalt kan jeg ikke leve med at være handicappet, vansiret, og skal ligne en spedalsk. Det er jo det jeg står og kigger nedad [og ser], så siger jeg: “Jeg vil dø, jeg vil tilbage dertil.” Og så tager jeg fat om min hals, og kværker mig selv.
Og jeg begynder at trykke så hårdt på min hals, så de bliver nervøse, og tager fat i mine arme, og forsøger at få dem fra mig, men jeg er jo superstærk, så de kan ikke få mine arme fra. Der står jo en mand og hiver i hver sin arm, og det lykkedes dem ikke at hive armene fra min hals. Og så lige pludselig, så passer jeg out, så er jeg væk igen. Og det næste jeg ser, det er, at jeg ser mig selv oppefra. Det vil sige, jeg ser en masse mennesker, der er ved den båre. Nu kommer vi tilbage til den båre, der som, hvor jeg… de står og arbejder ved den båre, som jeg har ligget på tidligere. Og det ser jeg faktisk, at de er ved at give mig en hjertemassage, og de forsøger at vække mig på alle mulige måder. Jeg kan ikke se mig selv der, så kravler jeg ligesom hen på siden af dem, og så opdager jeg at det mig selv, at det er mig de er ved at behandle.
Så idet jeg ser, at det er mig, så ryger jeg ind i kroppen. Og så vågner jeg op med at de sidder oven på mig, og forsøger at genopleve mig. Og der er der så blevet tilkaldt ambulanceassistance, hvor de kommer med iltmasker. Og jeg bliver kørt afsted på Gentofte Hospital. Og bliver indlagt med drop. Men på vej derhen, jeg har jo de her hallucinationer stadig, At jeg vil dø, jeg skriger bare hele tiden, at jeg vil dø, at jeg vil tilbage. Og i ambulancen på vej derhen, der er ambulanceføreren, han tager fat i mig, og hele tiden vil have sat den der iltmaske på, jeg hiver iltmasken af. “Jeg vil dø. Stop nu. Stop nu. Jeg vil dø. Jeg vil tilbage der.” Til sidst rejser jeg mig op, og så skubber jeg bare den der Falckfører over i hjørnet, fordi jeg er stærk nok. Så siger jeg: “Gå nu bare væk. Jeg vil dø”. Så er der faktisk en dame, som har været med helt ude fra hvor jeg sad og fik kramper, som har været med ind i teltet, og har valgt at tage med i ambulancen også. Og hun… hun siger: “Brian, hvorfor er det du siger at du er vansiret, og du vil dø?” “Hvad er det der gør det?” “Kan du ikke se min krop, kan du ikke se det, jeg skal dø!” Jeg sidder bare og siger: “Jeg skal dø.”
Så tager hun et, ned i sin håndtaske, så tager hun et spejl op. Og viser mig spejlbilledet af mig selv. Og da jeg ser mig selv, inde i spejlet, så kan jeg se, at jeg er helt normal. Men mine følelser, og alt hvad jeg har inde i hjernen, på det tidspunkt, siger at jeg er vansiret. Men lige pludselig, så kan jeg se mig selv normalt. “Gud, jamen, så er jeg jo ikke… jeg er jo ikke vansiret.” Så kigger jeg ned af min krop. Og så var den slet ikke vansiret, så var den hel normal. Og på det øjeblik, så slapper jeg af. Og det er jo sket i ambulancen, og så kommer jeg ud på hospitalet, og er helt afslappet. Og tænker bare. “Okay, what the fuck, hvad er der sket?” Og så får jeg en masse væske. Og det første jeg gør, når jeg vågner op, det er, jeg fortæller sygeplejersken denne her oplevelse. “Jamen det er hallucinationer. Det skal du ikke tage dig af”.
Og så snakker jeg med en læge senere på aftenen. Og fortæller ham lidt det samme. Så siger han. “Det skal du ikke tage det af, det er bare, det er ikke noget, du skal ikke tænke på det.” Jeg ved ikke hvad det hedder, jeg ved bare. jeg har været der, og det var smukt, og det var lykkesaligt, og jeg glæder mig til at komme tilbage dertil. Men det er jo klart, så går jeg i gang med at sige: “Hvad er der sket, hvad er der sket med mig?” Og heldigvis så har min mor og min storebror, de har lige læst en bog af Raymond Moody: “Livet efter livet.” Og de siger: “Det der, det er en NDO du har haft.” [NDO = en nærdødsoplevelse]
Jeg aner ikke hvad… jeg tror ikke på en Gud, jeg tror ikke på noget. Og NDO, og hvad, hvad er det? De giver mig så denne her bog, og så begynder jeg at læse i den, og så kan jeg se alle de ting, jeg har været igennem med. Det er, det er jo som spot on. Jeg kan se, at det, jamen, det er en NDO jeg har haft. Det er jeg ikke i tvivl om.
[Paul Bridgwater] (15:48 – 15:51)
Det er jo Raymond Moody’s bog. Fra 75. “Livet efter livet”.
[Brian Gellner] (15:52 – 18:55)
Ja, min mor hun var zoneterapeut. Og healer, og hun var inde i det okkulte også. Hun læste mange ting om sådan noget. Så hun vidste med det samme. Hun sagde det der… Og min storebror havde så også læst den. Så de sagde: “Læs lige den her bog”, så jeg fik hjælp, altså, ikke engang efter 14 dage. Så det var faktisk, med det samme, så, det, de siger det allerede til mig, da jeg fortæller dem historien, altså efter et par dage, det er, hvor jeg er kommet til mig selv derhjemme, og alt det der. Sådan, og føler mig rimelig frisk, men jeg har lyst til at fortælle historien, og så… så er jeg jo i gang med at læse den efter en uge.
Da jeg er i gang med at læse bogen, …og… så er jeg godt klar over, jamen, det er en NDO du har haft. Og selvom jeg ikke havde troet på, at det skulle nogensinde ramme mig, så bliver jeg jo nysgerrig! Og så begynder jeg jo at forske i hvad… hvad er der sket. Hvad er det? Hvorfor? Jamen alle de her, som du kommer ind på, med de mennesker jeg møder på vej deroppe. Er der en dybere mening med det hele? Hvad er det, der gør, at vi er her? Altså, man får jo en interesse for det, og så bliver jeg nødt til at, fordi meget af det er sådan, det er lidt religiøst, det her med denne her fulde forståelse for alting. Der har man, altså, så siger man: “Hvorfor har jeg det?” eller “Hvorfor havde jeg det, da jeg var deroppe, og hvorfor har jeg det ikke nu?” Og det bliver jeg nødt til at undersøge, og og denne her, der finder jeg ud af, faktisk, jamen, vi bruger jo ikke vores hjerne!
Det jeg sidder og læser mig frem til, det er at vi bruger 5, max 5 procent af vores hjernekapacitet, når vi er her på jorden. Fordi at vi er, blandt andet, er blokeret af vores reptilhjerne, [der] går hen og hele tiden vil beskytte os. Det er en af blokeringerne, der er oppe i hjernen, men, når jeg så også i samme moment også læser religioner, de forskellige religioner, så finder jeg ud af, jamen, hvis vi skal have vores hjerne til at fungere mere end de 5 procent, eller, der er nogle, hvis hjerne fungerer endnu mindre, men hvis vi skal have den til at fungere yderligere, eller mere, så vi kan måske gå hen og få fuld forståelse for alting. Så er det faktisk vi skal begynde at leve vores liv så let som muligt. Det vil sige, så begynder man faktisk at sige, jamen, de 10 bud, jamen, de er så sindssygt rigtige, fordi at hvis du ikke lyver, og du er ærlig over for alle, og du ikke vil begå mord, og alle de her ting, så begynder alting at blive nemmere for dig, Altså, du lever, så begynder hjernen, faktisk, at kunne fungere ordentligt, i stedet for at du har en masse ting, altså, som jeg siger, reptilhjernen, den, den laver blokeringer, ved at den skal passe på dig. Men så…hvis du lyver, og du, hvis du har lavet et mord, eller du stjæler, eller du… Alle de her ting, der står, at man ikke må, hvis du gør det, jamen, så bliver hjernen bare blokeret. Og ved at hjernen bliver blokeret, så, så, så, så fungerer den mindre og mindre. Og hvor vi faktisk skal have den til at, til at, Ja, vi skal have den til at være omvendt. Vi skal have verden – vi skal have hjernen til at fungere 100%.
[Paul Bridgwater] (18:56 – 18:56)
Mmh.
[Brian Gellner] (18:56 – 19:22)
Så, så det, altså, alle de her religioner jeg læser, jamen, det, det viser jo bare, jamen, de har allesammen en overordnet himmel, at man skal op til. Og de fleste religioner er jo også noget med, at vi skal behandle hinanden ordentligt. Og, og det jeg kun kan sige, deroppe, der er man ikke i tvivl om, der havde du ikke de her begrænsninger, du var ikke bange, Altså, reptilhjernen, den bliver sat ud af spil. Og det vil sige, jamen der fungerer din hjerne 100%.
[Paul Bridgwater] (19:22 – 19:33)
Mmh, altså, og du siger hjerne, men din hjerne ligger vel nede på, på briksen. Eller, eller, altså den ligger vel dernede, hvor at, du forlod kroppen, eller hvad?
[Brian Gellner] (19:34 – 22:06)
Ja, men, men det er også det, altså, men det er fordi jeg snakker, det er jo her, det er her jeg snakker om nu, det er jo noget jeg, efterfølgende, efter min, oplevelse begynder at sige. Hvad er det der gør, at vi er her på jorden, og hvad er det, der skal til, for at vi kommer hen og bliver de fuldt oplyste igen? Altså, hvad er det der skal til? Og, og jeg finder jo så ud af, øh, jeg bliver nødt til at dele det op. Og sige, jamen hjernen, øh, den kan hjælpe os på mange ting, øh, undervejs. Men, men jeg finder ud af, at der er en sjæl, og sjælen, den befinder sig ikke i hjernen. Sjælen er et andet sted, sjælen det er den, der, der, øh, lagrer vores øh, oplevelser, Og hjernen, den, den lærer os, de ting vi læser. Øh, men, men, vi bliver stærke af vores oplevelser. Det vil sige, vi skal opleve livet, vi kan ikke læse os til, vi kan ikke læse os til, hvordan en smerte er.
Det skal du opleve på din egen krop, og, derfor så mener jeg jo, øh, jamen, livet gør ondt. Der er så meget fysisk. Altså, nu oplever jeg de her fysiske smerter, hvad man får [gennem et helt liv], det oplever jeg jo på en halvanden minut, eller et eller andet, eller to minutter, da jeg ligger ude i Dyrehaven i kramper. Øh, der oplever jeg alt denne her smerte, du får fra barnsben, vokseværk, ørepine, tandpine, øjenpine, hovedpine. Det er helt, altså, alle de her smerter, dem oplever jeg.
Og det er jo kun, det rent fysiske. Men, men, vi har jo også den psykiske del, som er oppe, som foregår oppe i hjernen. Og som også laver smerte, og blokeringer, og derfor så siger jeg: “Jamen, livet gør ondt!” Altså, det gør rigtig ondt, og det gør ondt på mange. Men vi skal lære, vi skal lære af de her smerter, for at vi kan få den fulde forståelse for alting. Vi skal igennem de her smerter, for at forstå dem. For at det kan lagre sig, i vores, i vores sjæl.
Øh, fordi, at det du har læst dig til, jamen, det er ikke det samme, at læse sig til det. Man kan godt komme tættere på det, men når du først har prøvet det på egen krop, så bliver det lagret, som en del af dig. Og så lige pludselig opstår, og det er jo også noget der er kommet efter, øh, tanken for reinkarnation. Fordi, at vi kan ikke komme igennem alle de her fysiske og psykiske smerter, som livet jo er, øh, det kan vi ikke komme igennem i ét liv. Så vi bliver nødt til at skal herned igen, for at genopleve nogle andre fysiske og psykiske smerter, i en fysisk krop, for at når vi sidder deroppe, at vi ikke er i tvivl om at det er det bedste sted at være, overhovedet.
[Paul Bridgwater] (22:07 – 22:24)
Men der var lige en ting også, den anden ting jeg tænkte omkring oplevelsen, altså der er mange ting i det som er meget interessante, men det der med, at du ser din egen vansirede krop, øhm, og det er du godt klar over, altså det bliver du klar over er en hallucination, når kvinden i ambulancen holder spejlet op foran dig.
[Brian Gellner] (22:24 – 22:24)
Ja.
[Paul Bridgwater] (22:26 – 22:32)
Øhm, men det du oplever i lyset, er ikke en hallucination.
[Brian Gellner] (22:33 – 23:57)
Men der er jo forskel. fordi jeg, nej, da jeg er i lyset, der er der ikke noget jordisk omkring mig, der er slet ikke nogen af de her mennesker, der går rundt i en fysisk krop. Men da jeg kommer tilbage til jorden, så er jeg lige pludselig i min egen fysiske krop, og der er nogle begrænsninger. og så kigger jeg ned af mig, så er jeg vansiret. Og så er der den her hallucination, så den er anderledes, det er en helt anden måde, øhm, man ser det på, end da jeg er ude i lyset. Altså da jeg er på den anden side, der er der, der har du ikke, men, det er et helt, det er en helt, altså det, de der mennesker du møder, det er ikke rigtige mennesker, det er skikkelser, det er…
Du har det ikke som om, at det er “one to one”, altså det er ikke nogen du kan røre ved fysisk, men, men du møder, det er skikkelser, der stiller dig nogle spørgsmål, men, de vil, det er jo også klart, de får jo også svarene. For alle dem der er deroppe, er de fuldkomne, de er oplyste, så de, og de kender også din historie, fordi de kan læse den i dig, de kan se du har været en ren person. Og det er så det her, det går ud på [i] livet. Det er at du skal leve dit liv, så rent som muligt, og så ærligt som muligt. Og hjælpe dine medmennesker, for ligesom at udvikle din empati, og via din empati, øhm, så bliver du bare et godt menneske. Øhm, og det gør dig, til at du hurtigere når målet til at blive det fuldkomne menneske.
[Paul Bridgwater] (23:57 – 23:57)
Mmm.
[Brian Gellner] (23:58 – 24:04)
I stedet for at du er i gang med at slå folk ihjel, og det ene og det andet, øhm, så ryger du herned igen, fordi så er det fordi du ikke rigtig har lært hvad det er livet går ud på.
[Paul Bridgwater] (24:05 – 24:05)
Mm.
[Brian Gellner] (24:05 – 25:09)
Livet går ud på at vi skal have medfølelse, at vi skal have empati for hinanden, og det er, jeg synes kun det er blevet sundt, altså jeg, altså jeg har det også nemt. Og mit motto har også blevet bagefter, fordi at, nu er jeg jo godt klar over, der er en mening med alting, med de ting vi gør. Øhm, hvis du er ond, jamen så, så bliver du også ramt.
Øhm, af et eller andet, sygdom, eller et eller andet. Øhm, altså jeg mener, jo mere rent du lever, jo mere er du også i stand til at helbrede dig selv, for eksempel. Øhm, fordi, at din hjerne den fungerer. Altså den fungerer bedre, og det er dig selv, hvis du for eksempel bliver syg, jamen så er det dig selv der skal helbrede dig selv.
Men hvis du har alle mulige, planer, ulumske planer, eller du laver mærkelige ting, øhm, i hverdagen, så er din hjerne ikke i stand til at kunne hjælpe dig selv, at rydde op i din krop og dit liv. Så man skal leve rent, for at få kroppen til at være sund.
[Paul Bridgwater] (25:10 – 25:21)
Så, altså hvis jeg forstår dig rigtigt, så er det ikke et spørgsmål om, hvad skal man sige, skæbnen, der rammer dig, det er simpelthen fordi du ikke kan tænke klart, når du, når din hjerne er i det mode.
[Brian Gellner] (25:21 – 28:17)
Ja, det kan man… du kan faktisk godt sige at det er på den måde. Øhm, altså jo mere rent, din hjerne tænker, øhm, jo bedre går det da også. Vi kan også tage, du skal lytte til din sjæl, siger jeg, ikke? Fordi at du skal lytte til det inderste inde, det guddommelige i os alle sammen, det bor her et sted, lige, lige op over hjertet. Det bor ikke i hjernen, og tit og ofte, hvis du… Et eksempel er, hvis du kører ud af en vej, og vejen splitter sig i to, den drejer højre og venstre, og så er du begyndt at sidde og diskutere med dig selv, så tit og ofte, så overtager hjernen, og så drejer du efter hvad hjernen har sagt til dig. Øhm, og så drejer du forkert, øhm. Hvis du havde lyttet til din sjæl, øhm, så havde du taget svinget til venstre, og så var det den rigtige vej. Altså det gælder om at lytte til det eneste jeg,
Det eneste kærlige jeg, altså det vi alle sammen har, øhm, denne her kærlighed i os, og den er, altså vi bliver født med kærlighed. Der er ikke nogen mennesker, der ikke bliver født med kærlighed. Der kan godt, altså vi får nogle forskellige fysiske kroppe, der er nogen der bliver født med nogle handikap, men vi bliver født med kærlighed alle sammen. Men så er der så nogen der bliver udsat for forskellige ting, øhm, det vil sige den fysiske verden. Den pådutter os et eller andet. Og så er det at vi lige pludselig kan gå hen og opleve ondskab. Og folk, der ikke… folk, der lyver, folk, der gør det ene, folk, der gør det andet. Men man skal forsøge at dreje sig væk fra alt det her, jo mere rent… Altså, jeg kan også se at det er jo synd for et barn, der bliver mishandlet, som barn, fra barnsben. De kan jo næsten ikke andet end blive opfordret til at øge videre vold, eller fordi de ikke kender andet.
Men i bund og grund er det jo stadig deres eget ansvar, at komme tilbage til deres eget guddommelighed. Jeg tror alle onde menneskers de har altså også det her guddommelige i sig, og de egentlig godt kan se, at det er lidt forkert, det her de laver. Det tror jeg faktisk, men at de måske er svært ved at hive sig væk fra det. Men jeg tror at hvis vi lytter inderst inde, og vi lytter på vores sjæl, og vi ikke lytter på vores hjerne, for vores hjerne den laver krøllebøller med os oppe i hovedet.
Men lyt til sjælen og sig, det her det vil være det bedste for mig og mine medmennesker, at gøre sådan i min handling. Så er det at det går dig rigtig godt. Og så er det også at du lige pludselig begynder at kunne helbrede dig selv. Hvorimod, hvis du er stresset på dit arbejde, eller stresset af alle mulige ting. så går det faktisk kun værre for dig, fordi så begynder hjernen at lave krøllebøller. Og så begynder din krop at blive syg, fordi det er faktisk nemmere for dig at sige det er ondt i armen, end at du ved, at din hjerne ikke fungerer rigtigt. Og at du har alle mulige syge tanker, så jeg opfordrer bare folk til, i hvert fald at leve livet, men lev det så rent som muligt. Gør… Jamen, altså, hele tiden. Som jeg siger, lyt til din sjæl, ikke til din hjerne.
[Paul Bridgwater] (28:17 – 28:36)
Jeg tænker, hvordan var det så at komme tilbage? Nu er du på Gentofte Hospital, og du har oplevet det her fantastiske, du får læst bogen af Raymond Moody, det må være når du har kommet hjem engang. Men er du forvandlet?
[Brian Gellner] (28:39 – 30:15)
Ja, lige pludselig, jeg bliver jo nødt til at undersøge, hvad er der sket med mig? Hvorfor er min tankegang ændret så drastisk? Før havde jeg ikke empati for folk, jeg var ligeglad. Det drejede sig kun om mig selv. Hvad jeg kunne se og høre. Lige pludselig ændrer det hele sig. Jeg bliver meget mere forstående overfor mine venner, og jeg ændrer nok også personligheden. Der er nogen der…når jeg fortæller historien, så jamen, du har da helt mistet forstanden. Men det er jo bare deres opfattelse, jeg har lige pludselig en forståelse for det hele, at der er en mening med det.
Der er faktisk en mening med at vi er her på jorden. Vi er sat i livets skole. Vi skal lære af livet. Det vil sige, det nytter jo heller ikke noget, at sætte sig ned i hjørnet og bare kigge ud af vinduet, jeg vil gerne have at man stadig lever livet, fordi at du skal have alle de her indtryk. Du skal have så mange indtryk, på din… Derfor opfordrer jeg alle til at få sig en hobby, komme ud af hjemmet, integrere sig socialt, og være med andre mennesker.
Men være god med andre mennesker. Så kan det godt være at der er mange der synes du er idiot, eller er ond mod dig. Men så skal man, ligesom der også står i religionen, man skal tilgive, så tilgiv dog den person, og sig “du har haft en hård…” Bare tænk det, du behøver ikke sige det til ham, men der er måske en grund til at han bilder dig et eller andet ind. Og så bare sig, “der er en mening med alting”. Det redder mig gang på gang, det gør at jeg ikke bliver skuffet over folk.
Der er jo en mening med alting.
[Paul Bridgwater] (30:15 – 30:46)
Der er en mening med alting. Jeg havde lyst til lige at gå tilbage til den tilstand du var i, da du kommer ud af kroppen første gang og oplever det her kærlighed, som man ikke kan sige så meget om. Men hvis vi nu går igennem de forskellige sanser, lad os prøve det: Du forstår alt fordi omgivelserne kan kommunikere og læse dig fuldstændig. Eller ved hvem du er.
[Brian Gellner] (30:47 – 30:59)
Det er da jeg er på den anden side. Der kan de forstå mig. Der behøver jeg ikke engang fortælle dem, når jeg står overfor dem så kender de mig allerede, de kan se direkte igennem.
[Paul Bridgwater] (31:00 – 31:02)
Og kan du så forstå dem?
[Brian Gellner] (31:03 – 32:29)
Jeg får denne her ro, jeg skal ikke engang… De her spørgsmål der opstår deroppe, “hvad jeg laver her?” eller “hvad sker der her?” Der får jeg allerede en: “Du er bare velkommen og det er rart at du er her”. Og “Der er ingen der vil dig ondt.” Alt er godt. Alt er fint. Det oser af kærlighed. Det er bedre end sex, fordi det er så neutralt, det er så kærligt, det er så lyst, det er kærlighed på en anden måde end vi beskriver på jorden. Og den der lykkefølelse, du får af at være sådan et sted, hvor du forstår alt.
Og du ikke skal være bekymret om nogen ting. Der er ikke nogen der vil tage dig i røven. Du skal ikke koncentrere dig om at det går galt. Din fysisk krop er også væk, så den har du slet ikke at tænke på, deroppe, når du er på den anden side. Når du kommer tilbage og lige pludselig har det fysiske hylster, så bliver du nødt til at tage stilling til det.
Og sige, hvorfor har jeg det? Hvorfor har jeg de her begrænsninger? Og det har vi bare fordi vi er en del af verden. Og vi er en del af det her man kalder livet hernede. Men jeg mener ikke det her er det rigtige liv. Det rigtige liv kommer først på den anden side. Fordi det her vi lever i nu, det gør for ondt, for mange mennesker. Alt for mange mennesker. Der er jo ikke nogen mennesker der kan sige sig fri fra ikke at have smerte.
[Paul Bridgwater] (32:30 – 32:36)
Du kom tilbage fordi at du tænkte: “Jeg har jo en kæreste og hun bliver ked af det.”
[Brian Gellner] (32:36 – 34:10)
Jeg havde ikke sagt farvel til hende. Jeg står faktisk og jeg vil gerne blive deroppe. Men jeg tænkte, Gud, jeg har ikke sagt farvel til Lis. Ikke at jeg tænker jeg vil tilbage at sige farvel til Lis. Jeg tænker bare, Gud, jeg har ikke sagt farvel til Lis. Og så ryger jeg tilbage. Og det ville jeg ikke have været. Om det er så også fordi der er en der sidder og klapper mig på kinderne. For det er der. Der er en der sidder oven på mig og klapper mig på k… de vil have mig tilbage til bevidstheden. Jeg er væk. Jeg er helt væk.
Mit tøj er søllet ind i mudder derude. Jeg ligger og kramper. Og så forsøger de så at vække mig med de der flade, hvor de kan rejse mig op. Jeg siger bare selvfølgelig, der er en mening med det. Vi skal igennem alt den her smerte som er på jorden, vi har smerter alle sammen. Og livet er hårdt. Og det er hårdt fordi vi har de her smerter.
Jeg kan godt se at vi har der også gode stunder. Det er slet ikke det. Men hold da op, hvor livet bare er ondt mod alle folk. Blandt andet vores fysiske krop er ondt. Og det er nogle svar jeg finder som menneske, efter jeg er kommet tilbage. Men det er for at få en sammensætning på, hvorfor var det egentlig at jeg var så lykkelig deroppe? Så bliver jeg nødt til at undersøge, hvad er det der gjorde at jeg var så lykkelig i forhold til her? For her kan man jo også være lykkelig. Og man kan godt have nogle gode fester, og god sex, og vi har det sjovt til tider. Men livet generelt er hårdt for alle.
[Paul Bridgwater] (34:10 – 34:11)
Ja, det tænker jeg.
[Brian Gellner] (34:12 – 34:13)
Ja, det tror jeg.
[Paul Bridgwater] (34:15 – 34:19)
Og der, hvor du kunne se den andens tanke. Det var ham der løb.
[Brian Gellner] (34:20 – 34:21)
Ja, han gik. Han gik og trak på benene.
[Paul Bridgwater] (34:21 – 34:25)
Og det var der du oplevede at du kunne mærke hvordan han var?
[Brian Gellner] (34:26 – 35:53)
Jeg kunne… Han ligesom spurgte mig. “Hvorfor skal jeg have så ondt?” Der er den der kommunikation der var, så råbte jeg bare til ham, “Selvfølgelig, det går over, det går over. Der er en mening med det.” Fordi jeg kunne se hans smerte. Og han kunne ikke forstå den. Altså mennesker kan ikke forstå, “Hvorfor skal jeg miste mit barn?” “Hvorfor skal jeg blive kørt ned?” “Og sidde her og være forkrøblet?” Folk kan ikke se mening med noget, men der er en mening med det, og det er at det fører os hen til at blive meget mere empatiske og forstående. Så er der nogen, der slet ikke kan komme ned i gearene. Så sker der måske en ulykke, og det lyder ondt og brutalt, Men det er fordi at de skal udvikle sig. Deres sjæl skal udvikle sig. Og som jeg siger, det er jo også først noget jeg kommer tilbage til, det er at du bliver nødt til at tro på reinkarnation. Fordi du skal igennem alle de her helveder. Som der er hernede.
Men det er igen, du skal kunne forstå de her mennesker her. Du skal forstå alt hvad der er. Så du ved når du sidder deroppe, så er du den lykkeligste. Så det vil sige på et tidspunkt, så kommer du ikke hernede igen. Når du bliver den fuldt oplyste og har været igennem, Og forstået de her ting med din sjæl. Og det er ikke noget du kan sidde og læse dig til som læge. Men du har prøvet det på din egen krop. Så får du lov til at blive deroppe. Og så får du roen. Så kommer du ikke tilbage i din fysisk krop.
[Paul Bridgwater] (35:53 – 35:54)
Og det kan vi glæde os til.
[Brian Gellner] (35:57 – 37:02)
Det kommer an på hvordan man ser på det, det jeg synes man skal bare arbejde hen på, at man måske kan få lov til at blive deroppe. For det vil man faktisk gerne når man har været der. Men jeg tror på at vi kommer herned mange gange. Og så vil jeg tro, fordi jeg har haft denne her oplevelse. Og jeg er jo ikke den fuldkomne oplyste nu. Det er jeg ikke. Det må jeg indrømme. Men bare det jeg har fået den her forståelse, så er jeg måske to generationer, eller to reinkarnationer tættere på at komme op i himlen, end jeg var inden. Jeg tror jeg har rykket mig meget mentalt. Netop med at følge min sjæl. Hvis jeg bare har to liv tilbage, så synes jeg det ville være fedt. Men så er jeg jo også inde på, jeg vil ikke gøre selvmord. Livet har også gjort ondt på mig, jeg har også fået mine slag. Og jeg vil aldrig gøre selvmord, selvom man nogle gange synes ej – fuck det her mand. Og økonomien og “hvad med det” og “hvad med det?”
Man tænker jo tit, men det redder mig hele tiden det der med, der er en mening med det.
Der er en mening med alting.
[Paul Bridgwater] (37:03 – 37:07)
Så det er fortrøstningsfuldt.
[Brian Gellner] (37:07 – 38:08)
Jeg vil aldrig nogensinde gøre selvmord, fordi at du når til et liv, et tidspunkt i dit liv, hvis denne her inkarnation jeg er i nu, hvis jeg nu gjorde selvmord, på det her tidspunkt her, så vil jeg jo ikke få den erfaring, som jeg får videre i livet. Fordi at nu er jeg så stærk mentalt, på de her områder, fordi at jeg har fået så mange bøllebank, lad os kalde det det, igennem hele livet. Så nu har jeg jo udviklet en mental styrke, og er et sted i sindet, lige nu. Alting bliver jo nemmere, jo mere erfaring man får. Og det vil sige, Hvis jeg skal tilbage til den her sindstilstand, så skal jeg igennem Så skal jeg igennem det her lorteliv igen. For at nå til samme udviklingsniveau. Og det vil sige, hvis jeg skal udvikle mig videre, så bliver jeg nødt til at leve livet. Så lang tid jeg overhovedet kan. For at få denne her erfaring med mig. I stedet for skal jeg opleve livet en gang til, med alt det her, hvad der følger. Før jeg når til samme sted som jeg er nu.
[Paul Bridgwater] (38:08 – 38:20)
Det kan jeg godt forstå. Vi skal til at runde af. Og først: Har du nogle gode råd til dem, der har haft nærdødsoplevelser, som går og tumler med det?
[Brian Gellner] (38:22 – 39:26)
Nej. Det er også individuelt. Jeg selv har været ude i den situation. Jeg kunne ikke tale om det rigtigt. Jeg havde nævnt det for min mor og min bror. Og så nævnte jeg det for måske en vennekreds på 10 personer. Og fik meget modstand, da jeg var 22 år, og så begynde at sidde og ævle om sådan noget. Man skal være klar til det. Man skal være klar til at komme ud med det.
Men jeg vil sige, efter jeg… jeg har jo aldrig været i tvivl om jeg oplevede det. Så jeg har ikke haft noget imod at fortælle folk om det, hvis folk spørger. Men det er ikke sådan jeg går og prædiker det. Det gør jeg ikke. Jeg går ikke og prædiker liv efter døden. Man skal bare være forberedt på, at man kan få meget kritik. At folk ikke tror på det man siger. Men nu er jeg bare et sted, hvor det gør ikke noget. Jeg tager mig ikke [af det] Man skal være sikker på at man ikke tager sig det nært. Af at folk tramper en ned og siger, “Der er vist et eller andet galt”.
[Paul Bridgwater] (39:26 – 39:27)
Det skal man være klar over.
[Brian Gellner] (39:28 – 39:36)
Ja det skal man være klar over. Og der er jeg blevet så stærk, at sådan har jeg det bare. Det må de selv om. De må selv om hvad de tror på. Jeg tror på mit.
[Paul Bridgwater] (39:38 – 39:42)
Har du nogle gode råd til alle – alle os andre der ikke har haft nærdødsoplevelser?
[Brian Gellner] (39:43 – 41:01)
Næh, men jeg håber at…nej men det er jo bare igen det der, hvad jeg siger til folk, hvis du ikke har haft en nærdødsoplevelse, det er også okay.
Men du skal bare lære at forstå, at der er en mening med alting. Uanset hvad. Lev livet, og forstå at der er en mening med alting. Så gør det dit liv meget nemmere. Det gør alle folks liv, hvis de bare siger, “Gud, der er en mening med det!” Men jeg kan ikke se meningen lige nu, men den kommer. Så bliver du meget mere elskværdig. Du begynder at forstå, og så er det først om to tre… “Gud, jeg røg igennem det der.” “Det var det også derfor.”
“Så røg det i en helt anden retning, nu er jeg her, alle de små ting, der gør ondt på os her og nu.” Lige så snart det kommer lidt på afstand, Gud, så har jeg bare lært af det. Så begynder man faktisk lige pludselig at grine, selvom man godt kan være meget ked af det. Det er jo ganske forfærdeligt, hvis man mister sit barn, men man må bare indse, der er en mening med det. Og det er dig selv, der skal helbrede dig selv. Og lave din udvikling. Og prøve at forstå de ting der er. Men det kan være svært, når du ikke har haft den oplevelse som jeg har. Men hold fast i det. Hold fast i at der er en mening med det.
[Paul Bridgwater] (41:02 – 41:07)
Godt. Tak, Brian. Tusind tak fordi du vil fortælle din historie.
[Brian Gellner] (41:08 – 41:08)
Tak.
[Paul Bridgwater] (41:08 – 41:31)
Og jeg tror det er vigtigt at fortælle historier som din, som kan hjælpe andre folk, med at sætte deres liv i perspektiv. Og også gøre at folk ikke er helt så bange for døden. Og også ser en mening, hvor den kan være svær at se. Og tak til jer, der lyttede. Du kan finde denne podcast. Og andre artikler på hjemmesiden. healinghelp.dk Tak for nu.
[Brian Gellner] (41:31 – 41:32)
Selv tak.
