I 2020 vandt Thomas Vinterbergs Druk en Oscar som den bedste udenlandske film. Filmen viser fire mandlige gymnasielæreres jagt på den optimale promille. Det er en god film. Men jeg kan godt have en vis bekymring for at filmen blåstempler druk blandt unge. Når lærerne i filmen drikker, så er det et eksperiment, men når eleverne drikker i begyndelsen og slutningen af filmen, er det helt normalt.
At druk er et samfundsmæssigt problem i Danmark kan ses af statistikkerne. Hvert år bliver 28.000 patienter indlagt med alkohol som årsag. Hvert år får 1.800 mennesker kræft pga. alkoholindtagelse. Hvert måned dør der ét ungt menneske i Danmark pga. alkohol. (Kilde: https://alkohologsamfund.dk/viden-om-alkohol/tal-om-alkohol)
Der er en buddhistisk tekst fra det 12. århundrede, der også beskriver alkoholens glæder og sorger. Teksten er en del af et værk, der hedder “Hvordan vil du tilbringe din sidste dag”, skrevet af den japanske forfatter og digter Kamo no Chōmei (ca. 1155-1216).
Teksten er bygget op som en klassisk buddhistisk meditation: Du kan frigøre dig fra afhængighed ved først at meditere over dét, der frastøder dig, og dernæst meditere over dét, der tiltrækker dig. Med tiden indser du, at det at blive frastødt og det at blive tiltrukket er flygtige følelser, der kun begrænser dig og kun medfører lidelse.
Jeg har oversat teksten fra et lille hæfte, der hedder “Three Japanese Buddhist Monks”, Penguin 2020 s. 82-85
***
Uddrag fra “Hvordan vil du tilbringe din sidste dag?” af Kamo no Chōmei
Der er mange uforståelige ting i denne verden.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk bruger enhver lejlighed til at tage brændevinen frem og få andre til at drikke. Den, det går ud over, skærer ansigter og forsøger at sige stop. Han prøver at skaffe sig af med sit glas, uden at andre lægger mærke til det. Han forsøger at komme væk, men så tager man fat i ham, holder ham fast og får ham til at drikke glas på glas. Selv en dannet mand bliver forvandlet til en galning og begynder at opføre sig som en nar. En ellers sund og rask fyr får det pludseligt dårligt og dejser om. Sikken en måde at fejre en festdag! Næste morgen har han ondt i hovedet, han kan ikke spise noget, og han ligger der og ømmer sig. Alt fra dagen før er glemt, som om det skete i et tidligere liv. Vedkommende svigter sine pligter både derhjemme og i sit embede – med katastrofale følger. Det er både ondsindet og bøvet at udsætte andre for en sådan behandling. Den, det går ud over, fyldes med væmmelse og ærgrelse. Hvis udlændinge hørte om vores skikke, ville de både være forundret og forarget.
Man bliver trist bare ved at overvære det. En ellers eftertænksom og kultiveret mand bryder ud i tankeløs latter og taler som et vandfald. Hans fine lakerede hat fra hoffet sidder skævt på hovedet, kåbens bånd er løse, og han viser sine skinneben frem. Han glemmer sig selv og bliver helt forvandlet. En kvinde skubber kækt sit hår væk fra ansigtet, kaster hovedet tilbage og griner helt skamløst. Hun griber fat om hånden på ham, der skænker op, mens de grovere kvinder måske tager noget mad og fodrer andre med det – eller spiser det selv. Hvor ulækkert! Alle råber for fulde gardiner, alle synger og danser rundt. Så får man en gammel munk til at optræde, han viser sin møgbeskidte nøgne skulder frem. Han vrider kroppen rundt, så man næsten ikke kan holde ud at se på det, og man kan heller ikke holde de andre ud, som sidder der og synes, det er så sjovt.
Man bliver pinligt berørt: Nogle bliver storskrydende og praler, mens andre bliver triste og græder. Underklassen sviner hinanden til og kommer op og toppes i voldsomme og forfærdelige slagsmål. Tilsidst, efter al mulig forkastelig og ynkelig opførsel, så snupper den fulde person ting fra huset uden at få lov – og ender med at gøre skade på sig selv ved at falde ned fra verandaen eller ned af hesten eller ud af vognen. Hvis han er til fods, så vakler han ned ad vejen og gør unævnelige ting ved folks mure eller porte. Det er også ret ulækkert at se den gamle munk i sin sorte kappe vakle afsted. Han må støtte sig til drengen med sin hånd på hans skulder, mens han vrøvler usammenhængende.
Hvis det at drikke gjorde gavn enten i denne verden eller i den næste, så var der ikke noget at sige til det. Men i denne verden så fører det til alskens ulykker og medfører sygdom og fattigdom. Folk siger at vin skulle være “den bedste af alle lægemidler”, men faktisk er den årsag til alle sygdomme. Nogle hævder at man kan glemme sine sorger ved at drikke, men i min erfaring så ripper det op i gamle sorger, når man får noget at drikke. Med hensyn til den næste verden når man har mistet den visdom man var født med, brændt alt sin gode karma af, etableret et lager af onde gerninger og overtrådt alle buddhistiske leveregler, så er det klart at man havner i helvede. Husk på at Buddha fortæller os at den, der løfter vinglasset til egne eller andres læber, kommer til at gennemleve femhundrede liv uden hænder.
Men selvom det kan synes forkasteligt, så er der situationer, hvor en kop sake er svær at sige nej til. På en nat med måneskin, en morgen med sne eller under blomstrende kirsebærtræer. Det tilfører øjeblikket noget særligt at tage sakekopperne frem for at sætte sig roligt ned og tale sammen, mens man drikker lidt. Det er også hyggeligt at drikke sammen, når der kommer en uventet ven forbi, når tiden går lidt langsomt. Og det er helt vidunderligt, når man får sake og lidt mundgodt serveret af en lidt fjern og elegant kvinde.
Det er rart at sidde overfor en god ven i et hyggeligt lille hjørne om vinteren, hvor man rister mad på kullene og drikker masser af sake. Det er også dejligt, når man rejser, at sidde sammen i græsset i en lille hytte ved vejen eller ude i det fri, hvor man drikker og måske savner lidt at spise til. Og det er da også i orden lige at presse én, der hader sake, til at prøve at smage. Man bliver da beæret, når en vigtig person tager fat i én og skænker lige en kop mere, mens de siger “Tag lige lidt, man kan jo knap nok mærke på dig, at du har fået noget at drikke”. Og det er ret heldigt, når den man gerne vil lære at kende er en, der drikker, og vedkommende bliver særligt åbenhjertig efter et par glas.
Faktisk er en fulderik så morsom, at man godt kan tilgive ham hans fejltrin. Tænk på den charmerende situation, hvor herremanden slår døren op hos sin tjener, som sover sødt efter en nat i byen. Den stakkels forfjamskede fyr styrter afsted, mens han gnider søvn ud ad øjnene. Han er uden hat, og man kan se hårknuden. Halvpåklædt slæber han resten af sit tøj efter sig. Med bare behårede ben løber han afsted i det fjerne – en typisk dranker!
***
Men tilbage til filmen Druk: Lærerne i filmen griber til naturvidenskabelige metoder i deres forsøg på at opretholde et kontrolleret forbrug af alkohol. De forsøger at finde balancen for den optimale lykkerus. Kamo no Chomai forsøger at finde balancen i sit eget sind ved at overveje alt det, han hader ved alkohol og alt det, der tiltaler ham. Filmen Druk slutter med en scene, hvor Mads Mikkelsen i kådhed springer over en bænk i en dionysisk fejring af studenternes dimission. Studenterne griner, klapper… og drikker.
Mon Kamo no Chōmai ville være så imponeret. Frihed findes ikke i rusen, men at frigøre sig fra rusens tiltrækning. Måske gennem en meditation over følelsers ustadige natur.
