Dette er den 18. podcast i serien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”.
Camilla L. Bengtsson er kunstmaler og podcastvært for podcastserien “I Dødens Gemakker”, der beskæftiger sig med nærdødsoplevelser. Camilla har bevæget sig fra et traditionelt kristent ståsted, med en fast tro på himmel og helvede, til et mere åbent landskab, hvor hun selv undersøger, hvad folk oplever og ser, når de er ved at forlade denne verden. Hendes spiritualitet har også haft betydning for hendes kunst, hvor hun ser sin opgave i at følge sit hjerte og gøre andre glade.
Se mere om Camilla på www.milesofart.dk
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:18)
Kapitelinddeling:
00.00: Intro
00.41: Et kristent hjem
03.16: Nærdødsoplevelser
06.03: Mormor og Lagermans lakridskonfekt
08.55: Hvor kommer beskederne fra?
10.58: Healingsmalerier
13.23: Himmel og helvede
18.02: To billeder: “Træskæg” og “De to veje”
21.59: Om at hjælpe andre
24.50: På vej ind i healing og clairvoyance
27.57: Følg dit hjerte
28.35: Outro
Transkription
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger.” En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg kunstmaleren og podcastværten Camilla Lydia Bengtson. Camilla, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Camilla L. Bengtsson] (0:19 – 0:33)
Jo, det vil jeg gerne. Jeg hedder som sagt Camilla, og jeg er 46 år. Jeg bor lidt udenfor Roskilde, og så lever jeg af at være kunstmaler. Jeg har også en lille sidegesjæft, eller hvad skal man sige, jeg arbejder også på et hotel som morgentjener.
[Paul Bridgwater] (0:35 – 0:40)
Og du har jo selv lavet podcast om nærdødsoplevelser, nemlig “I Dødens Gemakker”.
[Camilla L. Bengtsson] (0:41 – 0:41)
Ja.
[Paul Bridgwater] (0:41 – 0:43)
Hvorfor har emnet været vigtigt for dig?
[Camilla L. Bengtsson] (0:45 – 1:15)
Jamen, jeg har altid været en del af et religiøst miljø eller en spirituelt verden, for jeg er vokset op i et religiøst hjem, et kristent hjem. Og så synes jeg, at det her med nærdødsoplevelser er spændende, fordi jeg selv har været enormt bange for at dø. Og så har jeg altid tænkt, at det egentlig er den måde, vi kommer nærmest på sandheden omkring, hvad der sker, når vi dør.
Og dermed kunne jeg måske blive lidt mindre bange for at dø.
[Paul Bridgwater] (1:16 – 1:20)
Har det så hjulpet dig med det her med at være bange for at dø?
[Camilla L. Bengtsson] (1:21 – 1:53)
Altså, jeg vil sige, at jeg er stadigvæk bange for at dø. Men jeg synes, hver eneste gang, jeg hører om en ny nærdødsoplevelse, og især, når det nu har været danskere, jeg har talt med, det sker også her i Danmark, at der er nogen, der har de oplevelser, så føler jeg mig tryg i det at høre dem. Fordi at de netop, alle dem jeg har interviewet, er blevet, eller de er ligesom ikke bange for at dø mere. De har en kæmpe tryghed i, at alt bliver godt, når man dør, eller man går bare videre. Altså, at der ikke er nogen fordømmelse.
[Paul Bridgwater] (1:57 – 2:06)
Hvad ligger der i at være bange for at dø? Hvad er det for dig, der er det rædselsvækkende, eller det angstskabende?
[Camilla L. Bengtsson] (2:07 – 2:37)
Det, at jeg ikke ved, hvad der sker. Også det, at jeg er vokset op i et kristent hjem, hvor denne her himmel- og helvedeforståelse er. Og så har jeg tænkt, at jeg kommer jo ikke i kirken mere, og så lander jeg nu i helvede, og skal brænde op til evig tid, eller udsættes for smerte til evig tid? Det er jo ikke særlig rationelt, men det er jo det, jeg er vokset op i, og det jeg er blevet præget af. Så det ligger der stadigvæk et eller andet sted, og det er nok derfor, at jeg stadigvæk er bange for at dø.
[Paul Bridgwater] (2:39 – 2:49)
Så det må alligevel have været svært at bryde med det miljø for at nå hen til et andet sted, hvis man har tanken om helvede spøgende i baggrunden?
[Camilla L. Bengtsson] (2:50 – 3:14)
Ja, det har det faktisk været, og jeg er jo stadigvæk lidt bange for at være rigtig åben med, at jeg er meget mere ovre i den spirituelle verden med healing og clairvoyance. Men jeg har i hvert fald følt, at igennem de sidste år især har det været muligt for mig at slippe det lidt mere, og ligesom hvile lidt mere i – altså, det er det her, jeg tror på er rigtigt.
[Paul Bridgwater] (3:16 – 3:28)
Og i din podcastserie, så har du nogle fine og rørende betragtninger om menneskets møde med det hinsides. Og har du nogle af de her beretninger, der har sagt dig mere end nogle af de andre?
[Camilla L. Bengtsson] (3:29 – 4:13)
Ja, på en måde. Jeg havde en kvinde, der hedder Mette. Hun møder sin morfar, da hun er i denne her tunnel af lys og kærlighed. Og det rørte mig rigtig meget, faktisk, at hun møder ham der, og han ligesom… ja, både møder hende kærligt, og jeg tror ikke, de havde et særligt tæt forhold, da han levede. Men hun kunne ligesom mærke hans kærlighed, og det rørte mig rigtig meget. Ellers, så synes jeg egentlig, at det er allesammen, der har rørt mig på den måde, at de ikke mere er bange for at dø efter den oplevelse, de har haft.
[Paul Bridgwater] (4:14 – 4:35)
Og kan du sætte en finger på, hvad det var ved det, der rørte dig? Fordi det er også noget, jeg selv har tænkt en del over, når jeg selv har hørt mange nærdødsoplevelser. At der er nogle øjeblikke, hvor man føler sig netop berørt, og som om det giver et større perspektiv. Og jeg har gået og funderet over, hvad det er.
[Camilla L. Bengtsson] (4:36 – 5:23)
Ja, det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Men det er jo især, når de møder nogen af deres kære. Og især nogen af dem, de også har holdt af, mens de levede. Så er der en, der møder sin mormor eller sin farmor. Ofte er det egentlig bedsteforældrene, de møder. Men jeg bliver også rørt over, når de møder de her væsener. Engle eller guider, eller hvad de forskellige folk kalder dem. Jeg kan ikke rigtig pinpointe noget bestemt, som gør, at jeg bliver rørt. Jeg bliver også meget rørt over de beskrivelser, der tit er, at alting er levende. Altså både blomster og træer. Ej, det vil jeg gerne opleve. Også farverne.
[Paul Bridgwater] (5:24 – 5:25)
Jeg var lige ved at sige farver.
[Camilla L. Bengtsson] (5:26 – 5:41)
Nu er jeg jo også kunstmaler, så jeg tænker… Nærmest alle siger, at de farver kender vi slet ikke her på jorden. Og jeg kan ikke lade være med at prøve at forestille mig de farver. Men det er jo selvfølgelig umuligt, eftersom jeg ikke har set dem. I hvert fald ikke i det her liv.
[Paul Bridgwater] (5:42 – 5:44)
Men du mediterer også en del, ikke?
[Camilla L. Bengtsson] (5:45 – 5:45)
Jo, det gør jeg.
[Paul Bridgwater] (5:45 – 5:48)
Ser du så farver, når du mediterer?
[Camilla L. Bengtsson] (5:48 – 5:54)
Nej, det gør jeg faktisk ikke så meget. Det er mere billeder. Jeg ser rigtig mange billeder.
[Paul Bridgwater] (5:55 – 5:57)
Ja, det giver jo god mening i forhold til det du laver.
[Camilla L. Bengtsson] (5:57 – 6:02)
Og forskellige landskaber. Tit, så er jeg mange forskellige steder i løbet af sådan en meditation.
[Paul Bridgwater] (6:03 – 6:13)
For at vende tilbage til det der med dem, man møder, som man har holdt af, eller som man er i familie med, så har du oplevet noget tilsvarende i dit liv?
[Camilla L. Bengtsson] (6:14 – 8:26)
Ja, jeg havde i hvert fald en oplevelse, da min mormor døde. Vi havde lige været nede og sige farvel til hende der, hvor hun boede. Hun var dement til sidst i hendes liv. Og hun var sådan sovet ind sent om aftenen. Og så da jeg kommer hjem igen, sidder jeg på min stol inde på mit værelse, og så er det ligesom om der er én, der lægger sådan et varmt tæppe rundt om min skulder. Ja, det var rigtig dejligt. Og jeg sad sådan helt stille, fordi jeg ville slet ikke have, at denne her følelse skulle gå over. Jeg tænkte, nej, tak for det, mormor. Og jeg havde også sådan gået og tænkt, at jeg håbede, at hun på en eller anden måde kom og sagde farvel.
Så har jeg også haft en anden oplevelse, også med min mormor. Jeg sidder og hører en podcast, hvor de snakker om det her med tegn fra dem, der er døde, som man holdt af, som man kunne se i sit eget liv. Og jeg tænkte, gad vide hvad min mormor ville sende mig af tegn, hvis hun kunne. Og jeg kunne ikke rigtig komme i tanke om noget. Godt nok havde vi været nede hos ismanden eller nede i kiosken, og vi havde gået ture i skoven, men det var ikke sådan på den måde, at hun kunne sende mig et tegn. Så jeg tænkte, hmm.
Og så det tænkte jeg over længe, og så slap jeg det lidt igen, og så gik jeg ud i køkkenet, og lige pludselig fik jeg sådan lyst til Lagermans lakridskonfekt. Og det slik har jeg ikke tænkt på i årevis. Og jeg tænkte, det var da mærkeligt, at jeg både kom i tanke om det, og fik lyst til det på en gang.
Og så slog det mig. Det var min mormors yndlingsslik. Og jeg tænkte, jeg fik helt kuldegysninger og jeg tænkte, wow, er du her, mormor? Og så måtte jeg lige ringe til min mor for at få bekræftet, at det var min mormors yndlingsslik. Og hun sagde så, at hun var rigtig, rigtig glad for Lagermans lakridskonfekt. Og stadig var jeg lidt i tvivl, så jeg sagde det inden i mig selv, men sagde: “Kan du ikke sende mig enten en pose Lagermans lakridskonfekt, eller der står en skål på et bord et sted, eller et eller andet, så jeg virkelig kan mærke, at det faktisk var dig, der var der.” Og så er jeg ude hos min bedste veninde en uge efter, og ja, der kommer hendes far med en pose Lagermans lakridskonfekt.
[Paul Bridgwater] (8:26 – 8:28)
Ej, fantastisk.
[Camilla L. Bengtsson] (8:28 – 8:51)
Ja, der fik jeg lige lidt tårer i øjnene, og så tænkte jeg, wow, tak for det. Så det er sådan den stærkeste oplevelse, jeg har haft. Jeg har også haft oplevelser i meditationer, både også hvor min oldefar kom, og jeg har oplevet nogle gange at se film for mit indre øje, som føles som beskeder.
[Paul Bridgwater] (8:55 – 8:57)
Altså, hvad for nogle beskeder kunne det være?
[Camilla L. Bengtsson] (9:00 – 9:44)
Jamen, det er ligesom om, at de beskeder, jeg får, dem skal jeg selv tyde bagefter. Og så kan der godt gå et stykke tid, inden jeg finder ud af, nå, det var det, jeg så. Jeg kan ikke lige på stående fod huske, hvad det har været.
Men faktisk har jeg også oplevet, når jeg står i badet, at der lige pludselig er et stykke musik, som jeg ikke har hørt længe, der spiller i mit hoved. Så tænkte jeg, okay, der er i hvert fald en besked. Jeg hørte, bl.a. Erann DD: “Much, much better” Og jeg tænkte, okay, tak for det. Det synes jeg var rigtig rart. Jeg kan ikke huske situationen, men jeg tænkte, tak for det, fordi det var lige det, jeg havde brug for at høre lige der.
[Paul Bridgwater] (9:44 – 10:16)
Altså, jeg tænker også, at der må være en forbindelse mellem det ubevidste, altså noget fra, som man ikke er opmærksom på, man ved, f.eks. det med Lagermans lakridskonfekt, og så det spirituelle. Det må være en form for landskab, hvor de spiller sammen, fordi at man husker en melodi, eller kan huske noget slik, man har haft sammen med din mormor. Det kan også være det ubevidste, der spiller ind, eller en blanding.
[Camilla L. Bengtsson] (10:16 – 10:45)
Ja, det er i hvert fald det, der giver følelsen af magien, eller følelsen af: “Wow, der kom lige!” Selvom det jo er noget, man har oplevet i livet, så er det noget, man ikke har tænkt på rigtig længe. Så det føles som en overraskelse. Og man kan ligesom mærke, at det ikke kommer fra en selv. Det er lidt svært at forklare, men det kommer lidt ligesom, når der er en tanke, der slår ned, og man tænker, hvor kom den fra? Det er den følelse, man får, hvor man tænker, hold da op.
[Paul Bridgwater] (10:45 – 10:52)
Ja, det ville også være mærkeligt, hvis der kom noget, man slet ikke havde nogen forbindelse med, så ville man ikke kunne forstå det.
[Camilla L. Bengtsson] (10:52 – 10:54)
Nej, så kunne man jo ikke tolke det heller.
[Paul Bridgwater] (10:58 – 11:10)
Du er billedkunstner, og der er også en forbindelse mellem, hvad skal man sige, det, du tror på, og det, du kommunikerer gennem kunsten. Kan du sige noget om det?
[Camilla L. Bengtsson] (11:11 – 12:05)
Ja, det kan jeg godt. Min kunst er jo ikke på den måde spirituel, fordi jeg mest laver bestillingsmalerier til folk, så de kommer til mig, jeg har den og den idé, og så laver jeg en skitse, og så godkender de den, og så er det ligesom derfra, jeg går i gang. Men jeg er ret god til at mærke, og det er sikkert også derfor, jeg godt kan lide at lave det, at jeg er ret god til at mærke, hvad folk godt kunne tænke sig.
Og jeg har også lavet det, jeg ville kalde healingsmalerier. Det vil sige, at jeg får et billede af en, og så går jeg ind og fornemmer, hvad for nogle farver skal jeg bruge, og hvad for et motiv skal det være, og så sender jeg eller afleverer det her maleri til folk, hvor de får den energi fra det billede, som de har brug for lige nu i deres liv. Og så kan det billede virke så lang tid, som de nu har brug for det.
[Paul Bridgwater] (12:07 – 12:19)
Og ser du det som en forbindelse mellem jer, at du kan mærke, hvad de har brug for, eller ser du det som en forbindelse opad til, at du får at vide, hvad de har brug for?
[Camilla L. Bengtsson] (12:19 – 12:47)
Jeg ser det helt klart som en forbindelse opad til, fordi jeg føler, at det er noget, jeg får tildelt. De giver mig lov til at se ind i deres liv på en eller anden måde, så jeg kan se, hvad de har brug for. Så det er helt klart spirituelt funderet. På en måde føles det mest som, at det er mellem den åndelige verden og dem. At jeg bare er kanalen for, at de får det, de skal bruge.
[Paul Bridgwater] (12:48 – 12:52)
Ja, så det fungerer næsten som ikoner, kan man sige.
[Camilla L. Bengtsson] (12:53 – 12:53)
Ikoner?
[Paul Bridgwater] (12:54 – 13:01)
Ja, altså religiøse motiver, som skal afspejle det guddommelige, ligesom et vindue.
[Camilla L. Bengtsson] (13:03 – 13:05)
Ja, altså jeg tænker, det er jo egentlig…
[Paul Bridgwater] (13:05 – 13:06)
Det er måske at stramme den.
[Camilla L. Bengtsson] (13:06 – 13:20)
“Du strammer den lidt nu”. Nej, det bliver på en eller anden måde for religiøst. Jeg tænker, det er mere som en hjælp til følelsesmæssigt at kunne takle nogle ting i deres liv.
[Paul Bridgwater] (13:23 – 13:35)
Du havde en religiøs opvækst, hvor du stillede spørgsmålstegn ved din tro. De spørgsmålstegn, var de begrundet i, at det var ulogisk, eller var det forbundet i en følelse af, at det her ikke kunne være rigtigt? Eller begge dele?
[Camilla L. Bengtsson] (13:37 – 14:11)
Jeg tror, det har været lidt begge dele. Der var nogle ting, der var helt ulogiske i min verden. Blandt andet var der en lang periode, hvor det var meget, meget syndigt at ryge.
Og der tænkte jeg – jo, ja, det er jo dårligt for vores krop, det ved alle. Men at det ligefrem er syndigt, og man næsten kan lande i helvede, fordi man ryger, det synes jeg nok var temmelig mærkeligt. Også fordi jeg tænker, at der er jo så mange ting her i livet, som kunne være syndigt.
Der er jo mange ting, der ikke er sunde for os at spise. Altså sukker, for eksempel.
[Paul Bridgwater] (14:11 – 14:14)
Ja, der står heller ikke noget i Bibelen om rygning, så vidt jeg ved.
[Camilla L. Bengtsson] (14:14 – 14:41)
Nej, og der står heller ikke noget om sukker. Så det virker meget ulogisk på mig. Så det har især været spørgsmålet omkring synd, der ligesom har gjort, at jeg har tænkt hmm, og så også det her med himmel og helvede. Hvis vi havde en Gud, som elskede os alle sammen så himmelhøjt, som der også bliver sagt, hvorfor er der så nogen, der skal lande i helvede? Altså, det kan jeg ikke forstå.
[Paul Bridgwater] (14:42 – 14:45)
Men omkring 10 procent af alle nærdødsoplevelser har beskrivelser af helvede.
[Camilla L. Bengtsson] (14:46 – 14:46)
Ja.
[Paul Bridgwater] (14:47 – 14:48)
Hvad tænker du om det?
[Camilla L. Bengtsson] (14:49 – 15:27)
Det er skræmmende, faktisk, synes jeg. At der er nogen, der har de oplevelser. Men de fleste kommer jo alligevel ud med en følelse af, at det var meningen, at de skulle have den oplevelse. Fordi de fleste kommer jo også ud af helvede igen. At de ligesom kalder på Gud, eller beder en bøn. Jeg hørte om en oplevelse, hvor han ligesom kom i tanke om en kristen vuggevise, som han så begyndte at synge. Og så lige pludselig så han lyset og blev ligesom hentet op af helvede igen.
[Paul Bridgwater] (15:29 – 15:30)
Var det Howard Storm?
[Camilla L. Bengtsson] (15:31 – 15:39)
Øh, åh, det kan jeg ikke huske… Jeg har læst og hørt om så mange nærdødsoplevelser, at jeg nærmest ikke kan filtre dem ud fra hinanden.
[Paul Bridgwater] (15:40 – 16:09)
Nej, men jeg har jo tænkt over det selv. Hvis man nu forestiller sig nærdødsoplevelser som en projektion af ens egen, hvad skal man sige, frygt på den ene side, eller forhåbninger på den anden side, at de ligesom også er formet efter vores egne forestillinger, så kan man jo godt gå rundt med en forestilling om helvede, som så bliver projiceret op til noget større.
[Camilla L. Bengtsson] (16:10 – 16:12)
Så jeg håber ikke, at jeg får en nærdødsoplevelse.
[Paul Bridgwater] (16:14 – 16:41)
Men måske omvendt kan man sige, at det matcher en virkelighed, som vi simpelthen ikke har ord eller begreber for at kunne forstå. Ligesom når du maler, så maler du ud fra en forestilling om, hvad det er. Og det er svært at frigøre sig helt fra de forestillinger, vi har. Så er det måske en virkelighed, der også er forbundet med vores forestillinger, uden at det gør det mindre virkeligt.
[Camilla L. Bengtsson] (16:41 – 17:26)
Jeg tror i hvert fald, at den åndelige verden bruger det, vi har oplevet, og det, vi forstår i de oplevelser, folk har, når de har en nærdødsoplevelse. Så det, de har oplevet i livet, og måske den religion også, de er vokset op i, så er det de billeder, de ser. Men der er jo også andre, der virkelig bliver overrasket.
Især folk, der ikke tror på noget. Som er sikre på, at vi dør bare, og så er der sort. Og så får de sig en gedigen overraskelse over det, der rent faktisk er der ikke. Mange af dem kan ikke forstå, at de er døde nu. Eller de prøver på at prikke til folk og snakke til folk, og der er ikke rigtig nogen, der reagerer. Så der går tid, inden de faktisk opdager, at de er ude af deres krop.
[Paul Bridgwater] (17:26 – 17:43)
En af mine favorithistorier, det er en, som kommer ind i tunnelen af lys, og der er tre prikker, der bevæger sig hen imod hende. Og så siger hun til dem, jeg troede, I var engle. Og så siger de tilbage, du tror jo ikke på engle.
[Camilla L. Bengtsson] (17:47 – 17:49)
Altså, de viser sig som hvad? Som guider?
[Paul Bridgwater] (17:49 – 17:58)
Ja, de viser sig som lysprikker, ikke? Som de her prikker af lys, som hun så kunne kommunikere med, men som netop ikke viser sig som engle, fordi hun ikke troede på engle.
[Camilla L. Bengtsson] (18:01 – 18:01)
Snappy comeback.
[Paul Bridgwater] (18:02 – 18:23)
Ja, nemlig. Nu tænker jeg, at jeg skal komme med nogle af dine billeder i den blog, som hører til podcasten. Hvis vi nu tager fat i et af dine billeder, kan du så beskrive dem for lytteren, og så kan vi så tale om, hvad det er, man ser.
[Camilla L. Bengtsson] (18:23 – 18:47)
Ja. Det ene billede er, hvad skal man sige, et billede af Træskæg fra Ringenes Herre. Nu ved jeg ikke, om folk har, eller dem, der lytter til denne her podcast, har set Ringenes Herre. Men det er et træ i en skov, der er levende. Det vil sige, at de her træer, der er i skoven, de er alle sammen levende, og har navne osv. Og Hr Træskæg, han er ligesom lederen.
[Paul Bridgwater] (18:48 – 18:49)
De er enter, ikke?
[Camilla L. Bengtsson] (18:49 – 19:16)
Jo, de er enter, ja. De kalder dem enter, de her store, gamle træer. Så det er ham, jeg har prøvet at afbillede.
Bare i en lidt mere, hvad skal man sige, hyggelig og glad version. I selve filmen er han lidt mere sådan… Han er både ældre, men også mere gammel, og det er mørkere farver, der ligesom er.
Så jeg har prøvet at lysne det lidt og gøre ham til sådan et rigtigt hyggeligt træ, man har lyst til at sidde i og være hos.
[Paul Bridgwater] (19:18 – 19:20)
Hvorfor valgte du det billede? Hvad er det, det siger?
[Camilla L. Bengtsson] (19:21 – 20:06)
Jamen, det har egentlig også forbindelse med nærdødsoplevelser. Når folk har sådan en oplevelse, så oplever de tit, at alt er levende. Blomsterne er levende, altså de har nærmest også følelser. Og træerne, altså alt i denne her verden er levende. Og det er jo ligesom billedliggjort i Ringenes Herre, også via bl.a. Træskæg. Så jeg tror, det var også noget af inspirationen.
Så synes jeg, det er vidunderligt at tænke på, når jeg selv går en tur i skoven. Tænk, hvis de var levende. Tænk, hvis de kunne tale om alt det, de havde oplevet, når folk er gået forbi dem her på denne her sti. Så er det sådan en fascination af en magisk verden. Altså, der er mere mellem [himmel og jord], end det, vi lige kan se.
[Paul Bridgwater] (20:07 – 20:12)
Ja, det kan jeg godt se. Og er det forbundet med noget af det, du vil med din kunst?
[Camilla L. Bengtsson] (20:14 – 20:55)
Altså, det er i hvert fald noget af det, jeg bedst kan lide at male. Det er denne her magiske verden også, fordi det udvider det, jeg kan med maleriet. Altså, jeg kan både bruge anderledes farver og jeg kan… hvis man i gåseøjne “bare laver et landskab”, så er der ligesom nogle regler for, hvad farverne er, og hvordan man skal gøre. Altså, alt er ligesom tilladt, hvis du kommer over i den magiske verden. Du kan lave alle mulige mærkelige væsener, og alle mulige underlige bygninger, og porte, og portaler og alt muligt. Så det er noget af det, jeg er meget fascineret af at male.
[Paul Bridgwater] (20:56 – 20:58)
Tak. Har du et mere?
[Camilla L. Bengtsson] (20:59 – 21:42)
Ja, jeg har også et, hvor der er lavet to veje. Et, hvor man går op imod noget lys, der er ligesom sådan en trappe og en lille sø ved siden af. Og så den anden åbning er, hvor du går ned mod en strand, mod en fantastisk, lækker, solbeskinnet by.
Så det er sådan, altså begge dele er jo godt. Tidligere er det sådan noget afbildet med, enten så går du til himmel eller helvede. Ja.
Så det kunne være fedt, fordi så bliver man rigtig meget i tvivl. Okay, hvilken vej skal jeg egentlig gå ved at gå op mod det der lys? Hvad er der oppe i det lys? Eller vil jeg ned mod den her by, hvad er det for nogle mennesker, der er nede i denne her solbeskinnede by?
[Paul Bridgwater] (21:43 – 21:52)
Ja, det er sjovt. Så på den måde er både Træskæg og det her billede et forsøg på at komme mørket til livs.
[Camilla L. Bengtsson] (21:52 – 21:59)
Ja, og det er egentlig også det, jeg altid har tænkt var min plads her i verden. Altså at skabe glæde og lys.
[Paul Bridgwater] (21:59 – 22:22)
Ja, og det kan være, at vi skal gå tilbage til det der med, at du har haft nogle erfaringer med at prøve at hjælpe andre på den ene måde, og så har du gået over til at hjælpe folk på den anden måde. Og jeg tænker på, at du har uddannet dig som pædagog, og du har også arbejdet i Tanzania, ikke?
[Camilla L. Bengtsson] (22:23 – 24:49)
Jo, jeg var i Tanzania sammen med tre andre piger, jeg havde gået på højskole med. Og vi gik ligesom på sådan en rejselinje. Og jeg gjorde det hovedsageligt, fordi jeg tænkte, at jeg skulle ud og redde verden lidt.
Min mormors søster og hendes mand var missionærer og er det for såvidt stadigvæk. De er nok i 90’erne, så de rejser knap så meget mere. Men de var missionærer i Israel og også især i Kenya. Så det var meget inspirerende for mig. Så jeg tog afsted med de her piger ud og skulle redde hele verden. Og det gik jo selvfølgelig sådan, at jeg godt kunne se, at jeg virkelig bare er en dråbe i havet. Selvfølgelig gjorde jeg hvad jeg kunne og sådan noget, men hvad har jeg egentlig hjertet med i? Det har været enormt vigtigt for mig. Også da jeg arbejdede som pædagog, kunne jeg godt se, at der var nogle af de andre, der rigtig havde hjertet med i det.
Det bekymrede dem virkelig, hvad der skete med de her unge mennesker. Og det gjorde det sådan set også for mig, men ikke på den måde, hvor jeg virkelig følte, at jeg havde hjertet med i det. Altså jeg havde ikke lyst til at engagere mig på den måde og finde ud af pædagogiske metoder, hvordan man kunne få den og den det og det sted hen.
Så jeg tænkte, det kan ikke være i plus, at jeg brugte rigtig, rigtig meget energi. Altså fordi jeg er et meget sensitivt menneske, så jeg tager andres følelser og energier ind. Så det her med at være pædagog, altså det var bare i virkeligheden ikke et job for mig.
Selvom jeg holder utrolig meget af mennesker, jeg har holdt rigtig meget af børnene, jeg har holdt rigtig meget af mine kollegaer, men når jeg så kom hjem, så havde jeg ikke noget energi. Så jeg tænkte, hvordan kan jeg så være i verden? Og igennem hele mit liv har kunsten været sådan sideløbende med. Jeg har altid elsket at tegne og male i malebøger og alle de her ting, og har fået en enorm ro og glæde ved det. Så det har jeg jo stille og roligt igennem årene udviklet. Og så mødte jeg en lærer også, da jeg gik på højskole, inden jeg så var ude som i gåseøjne “missionær”. Og han levede af at være kunstner også ved siden af sit arbejde der. Og der gik det ligesom op for mig, det kunne man måske også. Og så tænkte jeg, det var da i hvert fald en måde at kunne gavne her i verden og skabe glæde.
Jeg vil jo gerne fylde hele verden med glade farver, hvis jeg kunne komme til det.
[Paul Bridgwater] (24:50 – 24:58)
Det vil også have en god effekt, er jeg sikker på! Og så har du også bevæget dig ind i hele healing-området.
[Camilla L. Bengtsson] (24:58 – 25:17)
Det har jeg, ja. Det har været sådan flere år undervejs også. Jeg har egentlig også altid været lidt misundelig på det der med clairvoyance. Og så har jeg tænkt, hvordan kan jeg kombinere min kunst og så den spirituelle verden. Så ja, jeg har også prøvet at lave healing-malerier.
[Paul Bridgwater] (25:19 – 25:29)
Jeg kan forstå, at fra arbejdet med healing-malerier er du gået mere direkte til kernen i det, hvis man kan sige det sådan, at du er begyndt at uddanne dig som healer. Hvordan har det været?
[Camilla L. Bengtsson] (25:31 – 26:26)
Det har været en rigtig fantastisk oplevelse, hvor jeg virkelig har også kunnet mærke den åndelige verden. Jeg ville jo egentlig også gerne endnu mere ind i den verden. Jeg tror i virkeligheden kunne jeg jo egentlig godt tænke mig at blive clairvoyant, hvis jeg har evnerne til det. Men jeg har tænkt, at nu starter vi lige med healingen, også fordi jeg har fået at vide, at det er noget, jeg kan. Blandt andet hos en clairvoyant. Og så tænkte jeg, okay, så er det i hvert fald her, jeg starter.
For der føler jeg ligesom, at jeg allerede kan noget. Og det har været en rigtig god oplevelse. Og så har jeg også som sagt lavet de her healing-malerier, hvor jeg også har oplevet at få beskeder.
Jeg ved ikke, om det er noget, jeg skal leve af, men jeg kunne godt tænke mig at kombinere kunsten endnu mere med den spirituelle verden. For jeg kombinerer to store glæder og hjertesager i mit liv.
[Paul Bridgwater] (26:26 – 26:33)
Er det så noget, der giver energi? Fordi normalt vil man sige, at med healing så giver man energi. Men får du så energi af det?
[Camilla L. Bengtsson] (26:35 – 27:03)
Ja, det gør jeg. Jeg får energi af at føle, at jeg hjælper andre. Selvom jeg nogle gange har en 13-timers arbejdsdag med at male, så føler jeg stadigvæk, selvom jeg er træt, når jeg kommer hjem, så føler jeg stadigvæk, at jeg får energi.
Og det er jo det, jeg har oplevet med de andre slags arbejder, jeg har haft blandt andet som pædagog, at der bliver energien taget fra mig. Så jeg føler helt sikkert, at med kunsten og med healing, at jeg er ved at lande på den rette hylde.
[Paul Bridgwater] (27:03 – 27:13)
Og er det sådan, at den energi, du føler, er den samme, som du har oplevet i de mere kristne miljøer i din barndom eller er den anderledes?
[Camilla L. Bengtsson] (27:14 – 27:56)
Åh, det var et rigtig godt spørgsmål. Ja, egentlig. Især når jeg er inde i sådan en dyb meditation, så kan jeg godt få denne her følelse af, at Gud er i nærheden, som man vil sige i det kristne miljø, ligesom jeg oplevede nogle gange under møder og sådan noget. Og også inden udsendelsen gik i gang, sad vi jo også og talte om det her, når der så er flere til stede, hvor man mediterer sammen, eller når man er til et kristent møde sammen. Altså, den følelse ligner meget hinanden, synes jeg.
Selvfølgelig er det lidt forskellige settings og så videre, men selve følelsen af, at den åndelige og spirituelle verden er tæt på, den er den samme, synes jeg.
[Paul Bridgwater] (27:57 – 28:18)
Jeg plejer at ende de her podcast med gode råd, og jeg tænker, okay, har du nogle gode råd til, hvordan man ligesom skal bruge sig selv i forhold til at kunne hjælpe andre, hvilket jeg fornemmer har været det, du gerne ville hele vejen igennem.
[Camilla L. Bengtsson] (28:19 – 28:34)
Altså, det eneste gode råd, jeg har, det er at følge dit hjerte. Altså, mærk efter, hvor det er, du kan mærke, at du giver mest til verden. Der tænker jeg, så finder man ud af, hvad verden har brug fra dig.
[Paul Bridgwater] (28:35 – 28:40)
Det lyder som en god udgangsreplik. Camilla, tusind tak, fordi du vil fortælle din historie.
[Camilla L. Bengtsson] (28:41 – 28:44)
Selv tak, og tak fordi jeg måtte komme. Det har været rigtig spændende.
[Paul Bridgwater] (28:45 – 28:52)
Og jeg håber, at du ikke længere er bange for døden, selvom det kommer nok til os alle sammen, den der angst inden enden.
[Camilla L. Bengtsson] (28:52 – 28:59)
Ja, jeg er stadigvæk bange for at dø. Men ja, jeg arbejder på ikke at være så bange.
[Paul Bridgwater] (29:00 – 29:13)
Så tak, og tak til jer, der lyttede. Og hvis nogen gerne vil i forbindelse med dig, bestille et maleri, blive healet, hvad det nu kan være, hvordan gør de så?
[Camilla L. Bengtsson] (29:14 – 29:40)
Jamen, de kan skrive til mig på, eller de kan gå ind på min hjemmeside på www.milesofart.dk. Der kan de skrive en mail til mig. De kan også skrive på, igen, milesofart@hotmail.com. De må også gerne ringe til mig på 21 28 16 93, som er mit telefonnummer, hvis man må sige det.
[Paul Bridgwater] (29:42 – 29:43)
Det bestemmer vi jo selv.
[Camilla L. Bengtsson] (29:44 – 29:47)
Jamen det er fint, hvis der er nogen, der har lyst til det, så må de gerne.
[Paul Bridgwater] (29:47 – 29:49)
Okay, det lyder godt. Tak.
[Camilla L. Bengtsson] (29:49 – 29:50)
Selv tak.
