Dorte Brighton har haft tre nærdødsoplevelser – den første som 10-årig, de to seneste i 2023 og 2024 i forbindelse med alvorlig sygdom. I denne samtale deler hun, hvad hun oplevede under de bevidsthedstilstande, hvor kroppen var tæt på at give op: en blomstereng i lys, mødet med sin afdøde mormor, en tydelig fornemmelse af nærvær – og en mand i hvide klæder, som hun genkendte som Jesus. Ved den tredje oplevelse blev hun inviteret ind i “det hvide broderskab” og fik besked om at bringe konkrete indsigter og øvelser med tilbage til livet. Dorte fortæller åbent og klart om, hvordan hendes oplevelser har påvirket hendes arbejde, hendes forståelse af livet – og hendes blik på døden.
Kapitel 1 – Velkomst og introduktion (0:04 – 0:38)
Paul Bridgwater byder velkommen og introducerer Dorte Brighton og temaet: nærdødsoplevelser.
Kapitel 2 – Barndommens spirituelle oplevelser (0:39 – 3:54)
Dorte fortæller om at se ånder som barn, hvordan familien reagerede, og hvordan hun blev stemplet som anderledes.
Kapitel 3 – Den første nærdødsoplevelse (som 10-årig) (4:24 – 7:31)
Beskrivelse af oplevelsen med at blive ramt af lyn og hvordan det påvirkede hendes spirituelle udvikling.
Kapitel 4 – Ungdomsår og den første anerkendelse (9:12 – 10:45)
Dorte møder venindens mor, som genkender hendes evner og hjælper hende med at acceptere dem.
Kapitel 5 – Livet i to verdener (11:15 – 13:37)
Dorte fortæller om ungdomsliv, diskoteker, håndbold og hvordan hun levede et dobbeltliv – både almindeligt og spirituelt.
Kapitel 6 – Nærdødsoplevelsen i 2023 (14:02 – 19:41)
Oplevelse på hospitalet: ud-af-kroppen, blomstereng, møde med mormor og Jesus, og hjemkomsten til kroppen.
Kapitel 7 – Reaktioner og forandringer efter 2023 (24:07 – 26:34)
Dorte mærker ændringer i krop og sind, og føler sig fyldt med ny viden og behov for at dele.
Kapitel 8 – Nærdødsoplevelsen i 2024 og det hvide broderskab (27:23 – 33:17)
En ny nærdødsoplevelse fører til et møde med “det hvide broderskab”, hvor Dorte får dybere indsigter og opgaver.
Kapitel 9 – Indsigter og spiritualitetens opgave (33:18 – 35:27)
Dorte fortæller om sin mission, betydningen af små og store handlinger, og forskellen på hierarkier i himlen og på jorden.
Kapitel 10 – En øvelse i at grounde sig (36:47 – 38:58)
Dorte deler en enkel øvelse til at forbinde hjerte og hjerne – et redskab, hun har fået fra sine oplevelser.
Kapitel 11 – Spirituel praksis og hverdagsliv (40:02 – 41:50)
Om at balancere det spirituelle arbejde i klinikken med familielivet – og hvordan oplevelserne har givet større mod.
Kapitel 12 – Om angst og veje til lindring (42:10 – 43:12)
Dorte giver en enkel metode til at håndtere angst ved accept og ikke ved kamp.
Kapitel 13 – Mørke hænder og mellemverdenen (43:24 – 44:53)
Dorte fortæller om sorte skygger og hænder på vej tilbage fra broderskabet og om sjæle, der hænger fast.
Kapitel 14 – Livets tunghed og menneskets magtstrukturer (45:00 – 48:15)
Dorte reflekterer over, hvorfor livet på jorden føles tungt – magtsyge, konkurrence og hierarkier.
Kapitel 15 – Råd om dødsangst og svigt (49:19 – 52:19)
Om frygten for at dø – og for at miste. Hvordan svigt og traumer kan ligge bag dødsangst, og hvordan man kan arbejde med det.
Kapitel 16 – Afslutning (52:22 – 52:58)
Paul runder af og takker Dorte for hendes åbenhed og indsigt.
Transskription af podcastepisoden
[Paul Bridgwater] (0:04 – 0:38)
Velkommen til “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”. En podcast, hvor vi undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag er jeg i Ruds-Vedby for at møde Dorte Brighton.
Dorte har haft flere nærdødsoplevelser, den første som 10-årig, og de seneste her i 2023 og 2024. I dag skal vi høre hendes historie og de indsigter, hun har fået med sig. Dorte, velkommen til.
Vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv? Hvem er du, og hvad har formet dig som menneske?
[Dorte Brighton] (0:39 – 1:45)
Jo, det vil jeg i hvert fald gerne. Tak skal du have. Jamen, hvad har formet mig som menneske?
Det er svært at svare på nogle gange. Det er selvfølgelig alt det, jeg har været igennem i livet. Både mine nærdødsoplevelser, men også alt muligt andet.
Jeg har jo været et spirituelt menneske hele mit liv, men er ikke blevet mødt med det. Altså ikke blevet anerkendt, før jeg var omkring 15 år. Men allerede som 3-årig, kan jeg huske, at der stod en mand i mit værelse.
Jeg var ikke bange for ham overhovedet. Jeg kendte ham heller ikke, men det var helt naturligt for mig, at der skulle han bare stå. Jeg havde ikke snakket med ham på det tidspunkt, som jeg har med ånderne nu.
Det er klart, at det er det spirituelle, men selvfølgelig også min familie, der har bygget mig op og hjulpet mig med at blive den, jeg er. Selvom jeg ikke er blevet mødt med anerkendelse af at være spirituel, så har det alligevel gjort mig stærk i min tro på, at jeg er spirituel.
[Paul Bridgwater] (1:48 – 1:55)
Ham der manden, som 3-årig, hvorfor var han der, tænker du? Hvordan så du ham som 3-årig?
[Dorte Brighton] (1:56 – 2:58)
Jeg så ham lige så tydeligt, som jeg ser dig. Fuldstændig, en mand med rød skjorte på og arbejdsbukser. Og virkede lidt, ikke sur, men sammenbidt.
Jeg var ikke bange for ham. Jeg har så senere fundet ud af, at han stod der, fordi han var en af mine hjælpere. Som den, der skulle støtte mig i, at det var okay at være spirituel.
Det er som 3-årig, der blev det bare sagt, at det var min fantasi, når jeg pegede på ham og sagde, at han var der. Men jeg tror, jeg var ikke mere end omkring 6 år, da jeg første gang blev sendt til psykolog, fordi jeg blev ved med at påstå, at jeg kunne se noget. Og så fik jeg også senere konkrete oplevelser omkring, at nu sker der en ulykke ude på gaden eller et eller andet i den stil.
Eller min mormor blev syg og sådanne ting, kan jeg huske, var det også engang jeg fik at vide. Det var bare min fantasi. Det var det, de sagde i familien i hvert fald.
[Paul Bridgwater] (2:59 – 3:05)
Var du skræmt af det, at vide, hvad der skete med folk, eller var der noget andet, der var problematisk?
[Dorte Brighton] (3:09 – 3:54)
Selve oplysningen omkring det gjorde mig egentlig ikke bange. Det kan jeg mest se her som voksen. Det, der måske mest gjorde mig forskrækket, var, at dem omkring mig, som i min familie, ikke så de ting og hørte de ting.
Så jeg fik også stemplet: “anderledes”, og følte mig også anderledes ved, at dem omkring mig ikke så det eller hørte det. Det, det nok har gjort også, er, at jeg var ikke bange for selve oplevelsen af at vide, at der skete nogle ting. Men det her med, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved det, og jeg gik til en voksen og nærmest følte, at jeg blev skubbet væk eller gjort til grin-agtigt noget.
Det var svært for mig at rumme.
[Paul Bridgwater] (3:55 – 3:56)
Og hvad gjorde psykologerne?
[Dorte Brighton] (4:00 – 4:15)
Jamen, det jeg kan huske tilbage, det er jo ikke, fordi der nok ikke har været noget. Det har sikkert været dygtige psykologer. Men det var altid sådan, at jeg var bare et barn med livlig fantasi.
Det var ikke, fordi jeg fik en eller anden diagnose eller et eller andet. Men jeg var bare et barn med livlig fantasi.
[Paul Bridgwater] (4:17 – 4:24)
Du havde din første nærdødsoplevelse som 10-årig. Kan du tage os tilbage til den dag? Hvad skete der, og hvad oplevede du?
[Dorte Brighton] (4:24 – 7:31)
Ja, det var få måneder fra, at jeg blev 10, og vi stod inde i skolegården, mine klassekammerater og mig. Og jeg kan huske, at vi hørte torden ude i baggrunden, og min lærer, han råbte efter os, at vi skulle komme ind. Og jeg kan huske, at vi var en 3-4 stykker, der blev ude, og så var der nogen, der gik ind lige efter igen.
Så min veninde og jeg blev ude i gårdspladsen, og så begyndte det at småregne, og så gik hun ind. Og så råbte jeg til hende, at jeg kom lige om lidt. Jeg var både fascineret af torden, men jeg var også sådan lidt, at de skulle dælenme ikke bestemme over mig.
Jeg kan huske, at jeg stod og kiggede i midt i skolegården, og kiggede ud til venstre side, hvor jeg kunne se torden komme tættere på mig, og så se lynene komme tættere på mig. Jeg mærkede ikke sådan, som jeg egentlig havde forestillet mig, det ville være at mærke et lyn ramme mig, for jeg tænkte, jeg ville nok have fået noget smerte med det samme. Det gjorde jeg ikke, men jeg fik denne her følelse af en kæmpe varme, der røg mod min krop, og så røg jeg bagover.
Og så har jeg jo landet på asfalten, men det at lande på asfalten, hvis jeg i dag lod mig falde bagover og lande på asfalten, det ville gøre ondt. Men den smerte følte jeg heller ikke. Og så kan jeg ikke huske mere, før jeg vågnede på sygehuset.
Oppe på sygehuset stod der selvfølgelig en masse mennesker omkring mig, og det var ligegyldigt for mig, at de var der, kan man egentlig sige. Det meste var denne her følelse af, at der var sket noget omkring mig. Jeg kan huske, at jeg fornemmede nogen, altså ligesom om der var nogen ånder, det kunne jeg godt fornemme.
Men jeg kunne ikke fornemme det lige så tydeligt, som manden, jeg så som treårig, for det kunne jeg slet ikke. Jeg så ikke nogen, og havde heller ikke kontakt med nogen, jeg kunne bare fornemme, at der var nogen omkring mig og passede på mig. Det, der var mest markant faktisk, det var ikke selve oplevelsen på sygehuset, det var også ligesom: “nu har du været det igennem, se nu og kom videre”, det var min følelse, både fra lægernes side til også sygeplejersker og også fra familiens side.
Men bagefter, der følte jeg meget, at det var blevet anderledes. Det var rigtig, rigtig svært at forklare faktisk, især dengang. Også fordi jeg gik enormt meget alene med det, så jeg pakkede det meget ind i mig selv, fordi både klassekammerater og sådan noget, de var begyndt at se mig lidt som lidt anderledes og lidt mærkeligt på det tidspunkt.
Men det gjorde, at jeg fik flere og flere indsigter i, at det spirituelle var okay. Jeg kan huske, at jeg fik en oplevelse omkring en, der sagde til mig, nu har du oplevet det her, det er okay, kan jeg huske. Jeg fik det som sådan en stemme ind i hovedet og smed det egentlig også lidt væk igen, kan man sige.
Fordi som i den alder der, der har man jo ikke lyst til at være anderledes. Så det der med at smide det væk, det var ret vigtigt for mig at få skubbet det væk i det hele taget.
[Paul Bridgwater] (7:31 – 7:45)
Så det var ikke fordi, at der var den helt store oplevelse i nærdødsoplevelsen, men der var nogle ting efter, som gjorde, at der var en større åbenhed eller accept af det spirituelle. Er det rigtigt?
[Dorte Brighton] (7:45 – 7:58)
Ja, det er rigtigt. Det var meget mere følelsen af, at jeg ligesom selv skulle ind og anerkende, at det var rigtigt, at der foregår nogle andre ting, end bare at gå sådan her nede på jorden.
[Paul Bridgwater] (7:58 – 7:59)
Jo.
[Dorte Brighton] (8:04 – 8:37)
Men en gang imellem kommenterede jeg sådan et eller andet til mine klassekammerater – veninder, der sagde, at nu har jeg oplevet, at nu har jeg set en dame stå over ved skolegården. Jeg husker, at der var en dame derovre, der stod tydeligt derovre og sådan nogle ting, men de grinede jo bare af mig hver gang. Det var ikke noget, jeg gjorde ret tit, men hvis jeg forsøgte at gøre det og sige noget til nogen, så blev det bare grinet af mig, og så lavede jeg jo også bare sjov selv med det og sagde, at det var løgn og sådan nogle ting.
Fordi det gør man vel i den alder, når man bliver skubbet væk. Netop det, at man ikke vil være anderledes.
[Paul Bridgwater] (8:40 – 9:11)
Når man siger, at lynet ramte en, så er det også et tegn på indsigt. Det må man sige. Der var noget indsigt, der kom med det.
Hvis du så skal spole frem og tænke, hvad er den næste oplevelse i dit liv efter det, hvor du fandt ud af, at det er fint nok at kunne det, du kan. Det er ikke et tegn på en livlig fantasi eller noget. Hvad var det så det?
[Dorte Brighton] (9:12 – 10:45)
Jamen det var som cirka 15-årig, hvor jeg fik en ny klassekammerat, som blev min veninde, som jeg betroede mig til, at jeg blev ved med at se de her ånder og fik besked og så dem lige så klart, som jeg så hende. Jeg kan huske, at da jeg sagde det til hende, så tænkte jeg lidt, at hun griner sgu nok også af mig. Men hendes reaktion var faktisk bare, at det kan min mor da også.
Og så et stykke tid efter, så var jeg så hjemme hos hende, og der havde hun så fortalt sin mor om det. Og så tog moderen fat i mig og sagde, at hun havde hørt, at jeg også kunne nogle af de her ting. Bare det at møde et voksen menneske, som sagde til mig, at hun var ligesom mig, det var en fantastisk lettelse.
Helt vildt, virkelig. Det var også lidt som om, at jeg turde leve et andet liv. Det lyder måske mærkeligt, men det var også virkelig som om, at derfra for alvor, der turde jeg åbne op og sige, at jeg kan faktisk de her ting.
Stadig ikke alle mennesker, jeg sagde det til, men jeg turde sige det til dem, der betød noget omkring mig. Hun hjalp mig også, venindens mor, hvor vigtigt det er at beskytte sig selv. Jo mere du åbner op og hører efter foran i verden, jo mere og mere åben bliver dine energier.
Der kan godt være nogen derude fra, altså almindelige mennesker, mennesker er jo ikke de onde, men der kan godt være nogen, der ligesom misbruger ens energi alligevel, uden at de måske er bevidste om det.
[Paul Bridgwater] (10:46 – 11:13)
Jeg har hørt en glimrende podcast, der er på “Den åbne kanal” med Tulla, som interviewer dig. Jeg har også læst, der er en fin artikel i “Ude og Hjemme”. Du levede jo et ungdomsliv alligevel, altså du fik tidligt børn.
Det virkede som om, der var rimelig meget gang i den. Hvordan harmonerede det med den anden side af virkeligheden?
[Dorte Brighton] (11:15 – 12:04)
Jamen, egentlig meget godt. Jeg var sådan en, der gik i byen torsdag og fredag, og havde gang i en masse ting, men jeg tror også, det var nødvendigt for mig, for at komme til at føle mig lidt normal også. Ja, ikke fordi jeg ikke havde det sjovt, for det havde jeg også, men jeg tror, for at jeg overhovedet kunne rumme at være spirituel, så tror jeg, det var vigtigt for mig at virke så normal, som alle de andre – også at gøre de ting, som alle de andre også gjorde.
Det var ret vigtigt, men jeg kan godt mærke, altså hvis jeg spoler tilbage og sætter mig i de situationer igen, som jeg siger, jo, selvfølgelig havde jeg det sjovt ind imellem, men tit og ofte var det egentlig, ja, så gjorde jeg det bare. Altså jeg havde ikke rigtig følelser med det. Det var ligesom om, at jeg skiller mig selv ad for at være i to verdener, kan man sige det sådan, livet i to verdener.
[Paul Bridgwater] (12:05 – 12:16)
Og for ligesom at give et billede af, hvor vi er henne i verdenen, er vi i byen, på landet, hvor er det, de unge mennesker samles, hvad lavede de, altså hvad laver du, altså hvor er vi henne?
[Dorte Brighton] (12:17 – 12:38)
Altså jeg boede i en lille by, der hed Holme-Olmstrup, tæt på Næstved, men det var i Næstved, jeg var i byen, fordi der skete ikke noget i Holme-Olmstrup, det var virkelig en landsby. Men de fleste af mine ungdomsår, det var i Næstved. Og så begyndte jeg sådan lidt at komme andre steder, og sådan lidt Slagelse og sådan noget, men det var primært i Næstved i rigtig mange år, ja.
[Paul Bridgwater] (12:39 – 12:44)
Var det altså Tordenskjold [et diskotek], eller hvad lavede man i Næstved? Altså hvad var mulighederne?
[Dorte Brighton] (12:45 – 13:06)
Jamen altså det var diskoteker, og nogle gange mødtes vi privat også hos hinanden og sådan noget, men det var meget primært, altså ude i de forskellige diskoteker til langt ude på natten, og så, ja, vi drak og vi festede og det var sådan nogle ting. Så interesserede jeg mig meget for håndbold, dengang jeg var ung, og gik meget til håndbold også, ja.
[Paul Bridgwater] (13:06 – 13:08)
Okay, så har du spillet også?
[Dorte Brighton] (13:08 – 13:09)
Ja, jeg spillede også håndbold, ja.
[Paul Bridgwater] (13:10 – 13:13)
Hvad var din foretrukne rolle på banen?
[Dorte Brighton] (13:13 – 13:37)
Jamen, ja, altså jeg var ude helt ude i siden, jeg kan ikke engang huske, hvad det hed, men jeg var altså helt ude i venstre side, kan jeg huske altid, jeg stod meget derude, var sådan den der, der var den, når der blev spillet lidt på banen, og så var jeg sådan den, der blev trukket frem, og så scorede jeg mål, ikke, så ja. Men altså efterhånden, som det blev mere og mere med, så begyndte jeg at finde kærester og sådan nogle ting, og så blev det det der håndbold, det er bedre at spare ud, ikke.
[Paul Bridgwater] (13:41 – 13:55)
Men så har du haft to nærdødsoplevelser, altså for nyelig i 2023 og 2024, og de er ret bemærkelsesværdige, fordi de har et ret, hvad skal man sige, rigt indhold i forhold til den første, ikke?
[Dorte Brighton] (13:55 – 13:56)
Jo, det er meget, ja.
[Paul Bridgwater] (13:59 – 14:02)
Kan du beskrive, hvad du…lad os starte med den fra 2023.
[Dorte Brighton] (14:02 – 19:41)
Ja, altså jeg lå derhjemme med influenza-tegn, og kunne godt mærke, at jeg blev mere og mere syg, og fik noget betændelsestilstand i benet, og en af dagene kom min mand hjem, og fik sendt mig på hospital og sådan nogle ting. Og jeg fik jo selvfølgelig noget behandling deroppe, det er jo klart, antibiotika og så videre, men det der var det om natten der, der kunne jeg mærke, at jeg fik en enorm varme i min krop, og så ligesom om, så faldt jeg i søvn lige efter, at jeg mærkede den her varme, og så var det ligesom, at jeg følte, at jeg blev hevet ud af min krop, ikke som om min hånd tog og hev mig ud, men ligesom om alligevel, jeg følte den der forladelse af kroppen, det kunne jeg godt mærke.
Og så kunne jeg se mig selv ligge på sengen, men ikke, at der var kommet nogen ind til mig på det tidspunkt. Og så følelsen af, at jeg så lige pludselig så en kæmpe blomstereng på min venstre side med bjerge langt væk, eller sådan ude i horisonten, eller hvad man skal kalde det. Følelsen af, fra jeg forlod min krop og dertil, det var jo i et split sekund, det var ikke som om, der skete ikke noget i mellemtiden, det føltes ikke som ingenting, eller hvad man kan sige nærmere.
Så så jeg min mormor, hun dukkede op derude, i den der blomstereng, og jeg kunne også se andre familiemedlemmer, men sådan længere væk. Min mormor har altid været mit holdepunkt i mit liv, kan man sige det sådan. Hun er også, selvfølgelig savner jeg andre i familien også, men hun er virkelig den, jeg virkelig tit bruger og tænker på.
Hun dukkede op der, og jeg ville gå over til hende, og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne komme ind på blomsterengen, jeg kunne måske lige fornemme, at jeg stod lige i kanten, og så er det som om, der blev bygget en glasmur op der. Og da jeg stod og tænkte, hvordan kommer jeg ind og ligesom prøve, så kan jeg høre ude i min højre side, der blev der rømmet. Og jeg kiggede derovre, og selvfølgelig var jeg jo nysgerrig, at se, hvad der sker derovre.
Og så kunne jeg se Jesus stå derovre, og jeg er slet ikke i tvivl, og jeg er ellers ikke en, der er, altså jeg går ikke i kirker, eller jo, hvis vi er inviteret til bryllup, eller noget andet, så gør jeg det. Det gør jeg aldrig, eller beder, eller noget som helst, så har jeg aldrig brugt Jesus på nogen måde. Ikke at jeg har noget imod det, men jeg har bare aldrig gjort det.
Men han stod der helt tydeligt, og det var ligesom, at han med sin hånd viste mig, at jeg skulle gå væk igen. Og så tænkte jeg, at det skal han ikke bestemme, fordi min mormor hun trak virkelig meget i mig, og jeg kan godt høre det lød lidt provokerende, når man siger sådan, men sådan havde jeg det virkelig. Min mormor hun trak virkelig meget i mig, og jeg ville derovre.
Så jeg vendte mig rundt mod hende igen, og tænkte, hvordan skal jeg da komme over til min mormor, og kunne man godt mærke den her lidt ked-ad-det-hed, eller frustration, eller hvad man skal sige over, at jeg ikke bare kunne holde om hende, nærmest. Så rømmede han sig igen, og så kiggede jeg over på ham, og så var det ligesom, altså jeg kunne ikke mærke en hånd, der skubbede mig, men det var ligesom, at jeg alligevel følte energierne, at jeg blev skubbet, og så kunne jeg mærke, at jeg var på vej ned mod jorden igen. Og på vej ned mod jorden, der kunne jeg godt mærke, at det blev tungere og tungere, jo længere tættere jeg kom på.
Ikke voldsomt depressivt eller sådan, det er ikke sådan på den måde, men jeg kunne bare ligesom godt mærke, at puh ja, det havde jeg egentlig slet ikke lyst til, at komme tilbage, og det er ikke fordi, jeg ikke var selvmordstruet, eller noget som helst, det var ikke på den måde, og jeg ville for enhver pris ikke have undværet min mand og mine børn. Men følelsen af, jeg skal tilbage til hvad skal man kalde det, sorte eller mørke verden, eller hvad det er, vi har, fordi der sker så mange ting hernede, som folk ikke forstår.
Og da jeg så var nede igen, der var selvfølgelig en masse mennesker rundt om, og det er jeg også, men der var ikke så meget snak til mig i det her, men allerede nu, jeg husker, at jeg faldt ret hurtigt i søvn faktisk igen, efter at jeg var kommet tilbage i min egen krop, så faldt jeg ret hurtigt i søvn. Og da jeg så nogle timer efter, jeg kan ikke huske, hvor lang tid, der gik, så gik der nogle timer, så snakkede jeg med en sygeplejerske, og hun sagde til mig, altså jeg fortalte hende, hvad jeg havde oplevet, og hun hørte på mig, men jeg kunne godt mærke, at hun vidste ikke rigtig, altså om hun skulle tro på mig, altså hun var sød at høre på mig, men jeg kunne godt mærke, at hun sådan tænkte, ah, det er lidt mærkeligt det der, men jeg blev slet ikke mødt med, altså jeg blev ikke mødt med ordene direkte, at det var underligt, eller det var en god fantasi, det gjorde jeg ikke, der var de søde og sådan nogle ting, men jeg havde den mest, da jeg kom hjem, der havde jeg enorm behov for at fortælle alt det, det var lige før jeg gik ud og stoppede folk på gaden og sagde det, det gjorde jeg ikke helt, men det var lige før lysten var der, og det jeg glemte lidt i det desværre, det var jo lidt sådan, at folk jo bliver ked af det, når man fortæller, at man har været gået bort, men for mig var det jo bare en kæmpe lykke, at jeg havde været oppe på mærke denne her, både det her indsigt jeg føler, jeg fik, men også glæden af at kunne se familien, og glæden af at mærke, at det er så rigtigt, det er så stille og roligt, jeg ved godt, når jeg har lavet afdøde kontakt til andre mennesker i mit spirituelle arbejde, det er en helt, helt anden følelse, altså det er svært at forklare den der dybde, når ikke man har prøvet det selv, som der virkelig kommer i det, ikke?
[Paul Bridgwater] (19:42 – 20:15)
Ja, det kan jeg godt forestille mig, og jeg tænker, jeg ved ikke, hvor vigtigt det er, men alligevel, der er flere, der beskriver denne her blomstereng, altså der er, i de podcasts jeg har lavet, så har Ruth Landbo beskrevet det, og i de udenlandske, så er der mange, der kommer til en blomstereng, kan du beskrive blomsterengen, altså hvordan?
[Dorte Brighton] (20:15 – 21:01)
Ja, altså den jeg så, det var jo et hav af sindssygt mange farver, altså jeg kunne ikke, jeg kan ikke sætte mig ned og sige, der var valmuer, der var smørblomster, på den måde så jeg dem ikke så tydeligt, men jeg kunne bare se, det var en kæmpe blomstereng med en masse farver. Efter mine, begge mine nærdødsoplevelser, to sidste her, jeg har haft her, der har jeg haft spurgt op til, hvorfor er det, fordi jeg netop har haft hørt med andre, at de har hørt, eller set de her blomsterenge, så hvorfor er det, vi ser dem? Og der har jeg simpelthen fået at vide, det er for at give os ro, når man kommer, fordi man kan næsten ikke undgå, uden at blive glad, når man ser en kæmpe blomstereng, der blomstrer og alle de der farver. Så det er simpelthen for, at det første man møder, det er denne her ro. Men det er ikke alle, der møder den, som det første.
[Paul Bridgwater] (21:01 – 21:16)
Nej, der er mange andre muligheder, men det er bare sjovt, at det ligesom er noget, der går igen i flere af dem. Og jeg tænker også, det var din mormor, og var det en følelse af din mormor, eller lignede hun din mormor?
[Dorte Brighton] (21:18 – 21:58)
Begge dele. Jeg kunne tydeligt se hende, som jeg kan huske min mormor så ud, både i ansigtet og det tøj, som hun gik med, den måde påklædningen var på. Men også min følelse med et enormt afsavn til hende.
Jeg var virkelig ked af, at jeg ikke fik lov til at kramme hende. Det havde jeg virkelig brug for kunne jeg mærke på mig selv. Og jeg føler også, at den glæde, jeg kunne se i hendes ansigt, da hun så mig, det føltes også som om, den var virkelig, det var virkelig noget, jeg kunne mærke intenst.
[Paul Bridgwater] (22:04 – 22:11)
Men Jesus var faktisk på den samme side af glasset, som du var.
[Dorte Brighton] (22:12 – 22:13)
Ja, det var han.
[Paul Bridgwater] (22:15 – 22:21)
Mange er interesseret i, hvordan er Jesus, hvordan ser Han ud, hvordan føles det? Kan du sætte nogle flere ord på det?
[Dorte Brighton] (22:21 – 23:15)
Jeg kan godt prøve, men jeg har jo ikke sådan kontakt med ham på den måde, følelsesmæssigt eller med min ord, som jeg havde med min mormor. Når jeg så ham, så var han… Jeg har hørt mange, der beskriver ham, med et kæmpe lys omkring sig.
Det så jeg slet ikke. Jeg så ham bare som en almindelig mand, som jeg ser dig, men med hvide klæder. Jeg kan ikke beskrive ham, som med detaljer i ansigtet.
Det var mere en følelse af, at han var ikke magtfuld, men højerestående, end jeg er, end vi er hernede. En følelse af en meget blid og meget rolig energi. Han var ikke sådan en, der kom og skubbede mig og sagde, at det her, det skal du gøre.
Han guidede mig og sagde, “det ville være klogt”, kunne man egentlig sige, uden at han brugte det ord.
[Paul Bridgwater] (23:20 – 23:23)
Altså, kunne du lægge mærke til farven på hans øjne, eller noget specielt ved ham?
[Dorte Brighton] (23:24 – 23:38)
Det kunne jeg slet ikke se. Jeg kunne se de her lange hvide klæder, han havde på, og så kunne jeg, ligesom om jeg kunne se ansigtet, men jeg kunne ikke beskrive, at han for eksempel havde et ar på kæben. Det havde jeg ikke set.
Nej, det kunne jeg ikke dengang.
[Paul Bridgwater] (23:42 – 24:05)
Okay. Så kom du tilbage og ville fortælle alle om det. Det er også kendt fra mange nærhedsoplevelser, at man har en ubændig trang til at udbrede det glade budskab for alle, og så tænker de andre: “hmm, det kan godt være, men jeg har ikke set det”.
[Dorte Brighton] (24:07 – 26:34)
Nej, jeg tror også for at mærke den enorme intenshed, så jeg tror også, at man skal have oplevet det selv. Ja, ret hurtigt, jeg tror der gik en 4-5 måneder, så på Facebook så jeg et opslag om en, der beskrev noget om en nærhedsoplevelsesgruppe, og der var så en, der kendte hendes telefonnummer. Jeg ringede så til hende, formanden for det der, og fortalte hende lidt om det, og jeg var sgu spændt på, om hun ville grine ad det og det der. Men man blev virkelig mødt af en forståelse, og var så med i et møde, så online, og lige meget hvad jeg næsten sagde, så var det bare sådan, ja selvfølgelig siger du sådan, selvfølgelig har du oplevet det, og det var jo en kæmpe lettelse for mig.
Men i forhold til min egen personlighed, derhjemme, i min hverdag, var det ikke, fordi der skete meget, det var jeg virkelig mærket markant, det var sådan noget kød, jeg kunne næsten ikke klare at spise det. Altså for at sige, jeg måske godt kunne spise to skiver flæskesteg til aftenen før, hvor det kunne næsten vende sig i mig, bare en halv skive, det var virkelig svært ved det at få det ned. Og ikke fordi, jeg ikke var så spiseglad, jeg kunne bare mærke, at det mad, der var usundt for mig, det kunne jeg bare ikke rigtig klare at have i mig, og det var meget markant efter den oplevelse i 23, at det skulle jeg tænke meget over dér.
Og så følelsen af, at være fyldt op af en masse viden, uden at kunne sætte ord på, den var meget stor også der. Og følelsen af, hvad kan man sige, hvis jeg havde et glas fuld af de spirituelle ting, så var det måske fyldt halvt op, eller to tredjedele op, og nu der blev det fyldt næsten helt op. Det var ligesom om, at min viden omkring, den var også meget større, og mere naturlig for mig.
Hvor før, der havde jeg været sådan lidt, jeg vil ikke sige bange, men holdt mig lidt langt væk fra, at snakke om sygdom for eksempel. Og jeg snakker også det, jeg altid har gjort, og så snakke med døden om folk, men jeg har aldrig gjort det, hvis ikke folk selv har taget fat i det. Og nu der blev det mere naturligt, altså jeg fortæller ikke folk, hvornår de dør, det gør jeg stadig ikke, men det blev mere naturligt for mi at navne det, hvis folk har været i sorg på en eller anden måde, så vi snakkede lidt om – omkring, hvordan er det så folk, når de er døde, og hvad skal der ske, og alle de der ting,
det blev meget større naturlighed for mig.
[Paul Bridgwater] (26:34 – 26:43)
Så begge nærdødsoplevelser, både den, du havde som 10-årig, og så denne her, betød begge en større åbning, og en større tillid til egne evner.
[Dorte Brighton] (26:43 – 26:44)
Ja, helt sikkert.
[Paul Bridgwater] (26:46 – 27:23)
For dem, der måske har haft en nærdødsoplevelse, som mangler nogle at tale med, så er det Mette Thygesen, som du ringede til, og det er “Foreningen af Nærdødsoplevere i Danmark”, der kan man søge det på nettet og det er ndo.dk. Jeg kan jo kun anbefale, at I ringer til Mette, hun er meget sød at snakke med. Godt, så skal vi til, altså du har simpelthen så meget, så er der en nærdødsoplevelse mere i 2024, hvor du fik endnu et hjertestop, og du kom tilbage til blomsterengen. Men denne gang skete der noget nyt.
Kan du fortælle, hvad du oplevede der?
[Dorte Brighton] (27:23 – 33:17)
Ja, altså det er jeg egentlig godt lige, hvis det er okay, jeg starter lidt forfra, så fik jeg de der symptomer, men ikke helt lige så kraftigt derhjemme, og jeg var også hurtigere til at reagere, fordi min egen læge havde sagt til mig, at hvis det kom igen, så skulle jeg ikke bare blive liggende hjemme i sengen, så skulle jeg reagere med det samme. Så vi kørte til læge, og altså det gik sindssygt stærkt, fordi jeg fik målt mine infektionstal om morgenen eller om formiddagen, og det var ikke ret stort, og så klokken fire om eftermiddagen var det steget sindssygt højt, og så blev jeg så indlagt, og var et døgns tid på en afdeling, og så blev jeg flyttet til en anden afdeling, hvor jeg blev lagt ud på gangen nogle timer, fordi de skulle lige gøre et værelse klar til mig, og så kan jeg huske, at sygeplejersken spurgte mig, om jeg ville have saftevand, og det sagde jeg nej tak til, og så kan jeg huske, at så vågnede jeg op på et tidspunkt og tænkte, “nå, han har stillet saftevand alligevel”, og så kunne jeg mærke den der følelse af varme og ro i min krop igen, og så tænkte jeg, det var en underlig varme, jeg følte mig beskyttet på en eller anden måde, uden at kunne rigtig forklare hvorfor, og så kan jeg huske, at jeg tænkte på mig selv, det er nok bare fordi du er så træt, og så lagde jeg mig faktisk til at sove igen, og det næste jeg så oplevede, det var, at jeg følte, at jeg gik imod denne her meget stærke arkitektlampe, faktisk noget som lyste på mig, og så vendte jeg mig om og kiggede, og så kunne jeg godt se, at jeg lå der, men var sådan…ikke ligeglad, det ved jeg ikke om er det rigtige ord, men det betød ikke så meget for mig, at jeg bare lå der, og så var jeg oppe igen, og så den her blomstereng, og kunne også godt lige svagt se min mormor og nogle andre silhuetter langt væk, men det var ligesom, de ret hurtigt viskede ud, og så havde jeg faktisk sådan en, nu rømmer Jesus, sig nok lige om to sekunder igen, men det gjorde han ikke, og jeg kan også huske, at jeg kiggede over på højre side og tænkte, gad vide om Han står der, men det gjorde han ikke, og så kiggede jeg så over med min mormor og tænkte, at nu vil jeg der over, og så besluttede jeg mig for, at denne gang, der skulle jeg nok finde ud af at få brudt igennem denne her glasvæg her, men ligesom skråt højere oppe for mig, sådan, så kunne jeg høre en masse, der snakkede, uden at jeg kunne høre, hvad de snakkede om, der var bare en sindsyg masse snak, som om der var 100 mennesker eller et eller andet, så jeg vendte mig om og kiggede deroppe, og følte mig sådan ligesom tiltrukket, at jeg skulle gå deroppe, og vendte mig så om og kiggede mod, mod min mormor og blomsterengen igen, og det var sådan ligesom slørret væk, jeg kunne kun sådan se, meget få detaljer tilbage, og jeg kiggede så over mod, det her store mængder af, det lignede mennesker, men jeg kunne godt se de var ånder, da jeg kom tættere på, og gik så op imod dem, og jo mere jeg nærmede mig, jo færre og færre blev der, ligesom de smuldrede ikke væk, men ligesom de bare blev opløst, eller sådan så det ud nærmest, og det var egentlig ikke underligt for mig, det var faktisk helt naturligt for mig, at det var sådan det var, så da jeg kom helt tæt på, så så jeg et kæmpestort, hvidt, ovalt bord, og så var de alle sammen forsvundet, undtagen de 11 af dem, og så stod der en, sådan bag ved mig, som hev den 12. stol ud, og så blev det bare sagt, her skal du sidde, og velkommen til det hvide broderskab, men jeg turde ikke sætte mig. Jeg havde lige sådan en tanke, “er det så nu, jeg ikke skal tilbage igen”, fordi det havde jeg bestemt ikke lyst til, jeg ikke skulle, men de læste jo mine tanker, lige med det samme deroppe, så der blev sagt til mig: “Bare rolig, du skal bare lære”. Og så satte jeg mig ned, og da jeg satte mig ned, der kunne jeg se Jesus igen, og jeg kunne se, altså sådan Ærkeenglen Mikael, og Jomfru Maria og de er sådan dem, når jeg kigger op på dem nu, så vil jeg sige, de er jo mega meget hævet op over mig, men da jeg sad rundt om det her bord, så føltes det fuldstændig som, hvis dig og mig vi sidder og drikker kaffesammenagtigt noget, det føltes slet ikke som om, de var højt hævet op over mig, og igen så havde de også kunnet læse mine tanker, fordi det var også den besked, jeg fik: “vi er ikke mere end jer andre”, og da jeg sad der, det foregik ligesom, som om der blev proppet ord ind i hovedet på mig, og så kunne jeg høre de ord, men ikke som en samtale, som dig og mig vi har nu, det var ikke helt sådan det foregik, og det jeg virkelig meget fik at vide, det var sådan at, altså ligesom naturen, jeg skal gå ned og hjælpe verden med, at få en bedre natur, men jeg skal ikke gå ned og bonke folk i hovedet, fordi jeg skal se det som, at der er nogen, der når der til, hvor de siger, okay nu holder jeg op med at smide slikpapir ud af vinduet, og det er jo super fedt, og så er der andre, der når der til, hvor de kan gøre en masse store projekter, og det er lige så fedt, men der er ikke noget ad det, der er bedre, det er bare en del, det er ligesom det hele er en puslespilsbrik for at få os til at få det bedre hernede, ikke? Og så fik jeg en masse indsigter selv, omkring det jeg skulle gå ned og gøre, det var lige til kæmpe store projekter, til bittesmå øvelser, som jeg skulle gå ned og servere for mine kunder, og så fik jeg at vide, at jeg drypvis ville få noget hen ad vejen, og det sker, det skal jeg eddermame love for, undskyld mit sprog. Der kom bare noget hele tiden, og det gør der stadigvæk næsten dagligt, eller nej, når jeg siger dagligt, så er det faktisk næsten mere om natten, at de hiver fat i mig, og giver mig en besked, om en ny uddannelse, jeg skal sætte op, eller hvordan jeg også kan se det anderledes, fra kundernes sider, eller hvordan jeg bedre får kontakt, eller sådan forskellige ting hele tiden.
[Paul Bridgwater] (33:18 – 33:59)
Ja, altså, jeg har også tænkt lidt over det der med, nu nævner du jo, altså det der med slikpapiret, og så store projekter, det fylder lige meget, og det er også en af de ting, som jeg har observeret, jeg har været nede og besøge en polsk præst, der hedder Piotr Kotziel, og han var lige så nænsom, og lige så opmærksom på en, der kom ind med forkølelse, som en som kom ind med en alvorlig sygdom. For ham, så var det det samme nærvær, det samme energi, han brugte på det, og måske er det lidt af det samme, hvad tænker du om det, det der med, altså, men i virkeligheden, så er det den enkeltes, ja, jeg ved ikke, hvordan forklarer man at tingene er…
[Dorte Brighton] (34:04 – 35:15)
Det de sagde til mig deroppe var, at det at vi skulle nede og forklare var det er jo ikke, fordi man har mindre midler, eller noget som helst, men nogle mennesker, er jo bare fyldt mere op med andre ting, og vi skal ikke allesammen være fokuseret på, at nu skal vi redde naturen helt vildt, eller nu skal vi bede forbøn for folk, eller nu skal vi heale, eller noget som helst, vi har ligesom hver vores mission hernede, og der er jo bare nogle der hernede, der har den her mission i, at de skal være menneskelige, og koncentrere sig om at få verden til at fungere hernede, og andre vi skal få sammenhængen mellem dem deroppe også til at fungere, og det er sådan på den måde, vi har vores forskellige, og det er jo, sådan har jeg nok egentlig altid haft det, jeg er ligeglad med, om jeg sidder og snakker med en direktør, eller jeg sidder og snakker med en narkoman, jeg mærker jo, hvad er det for en sjæl der er, og jeg har også haft venner, som både har været direktører, og været narkomaner, og det hele, og jeg har aldrig rigtig set forskel, og det er ikke fordi overhovedet skal højne mig selv på nogen måde jeg tror, det, der er blevet det dumme hernede, i vores verden, at nogle folk tror man er mere, bare fordi man har flere penge, hvor folk glemmer at mærke sjælen.
[Paul Bridgwater] (35:17 – 35:27)
Ja, og vi skal nok tilbage, til det hvide broderskab, i hvert fald, jeg er interesseret i at vide, okay, det hedder broderskab, var der også kvinder?
[Dorte Brighton] (35:28 – 36:34)
Ja, det var der, der var jo bl.a. Jomfru Maria, og der var også nogen, hvor jeg ikke helt er klar over, hvem de var, men jeg tror heller ikke det betød så meget, hvem der egentlig sad der, jeg tror mere det betød noget, at vi var et fællesskab, der vi sad rundt om der, og det er jo ikke fordi, at i min hverdag, der går jeg jo ikke og tænker på, nu har jeg siddet til bords med dem, eller noget som helst, jo nu ligesom vi lige snakker om det nu, så kommer det jo selvfølgelig op, men så er det jo ikke, når jeg tænker over min hverdag, jeg skal heller ikke, det der bare er i det, det var ligesom, grunden til at jeg var deroppe, grund til at jeg var rundt om det her hvide broderskab, det var fordi, jeg skulle få øje på, at jeg kan gå ned og gøre nogle ting hernede, og nogle gange er det jo “bare” i gåseøjne at jeg kan lave en eller anden fed øvelse, hvis jeg holder et foredrag, så laver jeg lige en øvelse, hvor I alle sammen kan lære at grounde jer selv, eller lære at få en bedre forbindelse til sin egen sjæl, eller hvad ved jeg, og det er ikke fordi, det behøver fylde en masse, og min mission hernede, den er jo skabt forbindelsen oppe til og hertil, det er der ingen tvivl om.
[Paul Bridgwater] (36:35 – 36:46)
Jeg tænkte også i podcasten med Tulla, så nævner du nemlig en øvelse, jeg tænkte det kunne egentlig være sjovt, er det muligt at forklare en øvelse her, i podcasten, til dem der lytter om, hvordan de skal grounde sig, eller hvordan de skal…
[Dorte Brighton] (36:47 – 38:08)
Jeg har i hvert fald en god øvelse, fordi det der er rigtig mange der gør, at de holder sig til hovedet, de arbejder meget op i hovedet, altså tankerne deroppe, det der med at få hovedet og kroppen til at arbejde sammen, det kan være svært for rigtig mange, og selvfølgelig sidder det sammen, det ved jeg godt, men det kan være rigtig svært for mange, og en øvelse jeg fik deroppe, faktisk i 23 der, det var at man skulle have fokus på sit hjerte, og man sådan lige, altså sætte sig ned i ro, hvor der ikke er en masse mennesker omkring en eller noget, men sætte sig nede i ro, og trække vejret dybt, og så har jeg fokus på hjerteområdet, vi ved alle sammen cirka nogenlunde, hvor hjertet, det sidder henne. Så laver man en snor, eller en kanal, fra hjertet op til hjernen, og fra hjernen og ned til hjertet, og så leger man, altså visuelt forestiller sig, at det kører igennem de informationer, man har i hjertet, eller den følelse man har i hjertet, den kører op til hjernen, og fra hjernen og ned igen, fordi så kommer en flow rundt. Når man har gjort det hver dag i fem dage, så er det ligesom det bliver mere og mere naturligt for en, og så bliver det en del af en.
Og nej, det virker som regel ikke, hvis man bare har gjort det en gang, det er de der fem-seks dage, når man lige skal gøre det. Man kan jo gøre det, som at sige, at hvis man lige vågner, og så lige har taget benene ud af sengen, så kan man jo gøre den der, den tager jo to sekunder.
[Paul Bridgwater] (38:11 – 38:25)
Selvom det er lidt usandsynligt, det kan lade sig gøre, men nu prøver jeg lige, jeg mærker efter mit hjerte, er det så følelserne, jeg skal have fat i, eller den fysiske fortælling det har.
[Dorte Brighton] (38:25 – 38:35)
Ja, du skal starte med, at visuelt forestille dig det, at du laver den der snor, eller kanal, fra hjertet op til hjernen, og så fra hjernen og ned til hjertet.
[Paul Bridgwater] (38:36 – 38:37)
Er det den samme snor?
[Dorte Brighton] (38:37 – 38:58)
Nej, en ny, og så kører det rundt i den cirkel, der, det er følelserne, der sådan kører rundt du mærker, det er lige meget, hvad du forestiller dig – jeg havde en dame en dag, der sagde, at hun forestilleede sig det er blod, der cirkulerer rundt og det er også fint. Det er lige meget, hvad det er, der cirkulerer rundt, for at få det til at hænge sammen, forestille sig, at det hænger sammen.
[Paul Bridgwater] (39:02 – 39:13)
Okay, det kan jeg godt. Der kommer i hvert fald nogle idéer på, lige med det samme, hvad det er. Det håber jeg, at man prøver af derhjemme.
[Dorte Brighton] (39:13 – 39:14)
Det kunne være godt, ja.
[Paul Bridgwater] (39:16 – 39:21)
Og du sagde, det var i 23, men det var i 24, det var det hvide broderskab, vi skal bare have orden i tingene.
[Dorte Brighton] (39:22 – 39:38)
Det var i 23, jeg fik den øvelse, ja. Det var i 23, jeg fik den øvelse allerede, men det var i 24, at jeg var oppe ved det hvide broderskab. Fordi du spurgte efter en øvelse, og så sagde jeg, den her er rigtig god til at bruge.
Det er jo tit, hvis man serverer en øvelse, der tager en halv time, så står folk af.
[Paul Bridgwater] (39:41 – 40:01)
Okay, hvordan har det påvirket din livsbane, at have de her oplevelser? Altså, hvis du tænker tilbage, der er alligevel et stort hop fra 10 år, til jeg ved ikke, noget i 50’erne måske.
[Dorte Brighton] (40:02 – 41:50)
Ja, 25, nej. 53, da jeg fik den i 23, så er jeg 55 nu. I min hverdag, når jeg bare er kone og mor derhjemme, altså jeg har jo mand derhjemme, og har tre voksne børn, og de to er blevet flyttet hjemmefra, men der vil jeg ikke sige, at det påvirker mig så meget.
Altså jeg prøver lige så snart, jeg går ud af min klinik hernede, så prøver jeg ikke at være spirituel, når jeg kommer hjem, for jeg tror heller ikke på, at vi kan rumme at være spirituelle hele tiden, fordi jeg netop også kan forholde mig til verden derude. Men hernede i min klinik, når jeg har kunder til det spirituelle, så er det ikke… jeg oplever tit at folk, de bestiller en clairvoyance, men når de sidder i stolen, så er det ikke, fordi jeg sidder og siger, at nu ser jeg en engel bagved dem, eller fortæller dem, at om fem år kan jeg se, at de får en ny bil. Jeg arbejder rigtig meget ned i trauma, og angst, og de områder der på folk.
Det fylder jo sindssygt meget hos folk, og der kan jeg mærke, at jeg har fået noget dybere indsigt omkring det, og heller ikke er blevet så bange for det. Jeg har jo altid serveret sandheden, men jeg har nok været lidt bange for, hvor dybt skal jeg gå ned i folk, hvad kan de tåle, hvor nu er det jo ikke, fordi jeg overrumpler folk, men jeg gør også lidt for at presse dem, kan man sige, mere nu. Hvis jeg bare skal sidde og stryge folk på kinden, det kunne de ligeså godt få en veninde til, det jo ikke det, de skal bruge mig til.
Det er jo netop for at skubbe folk lidt, og den oplevelse er jeg blevet mere modig omkring, og fået større indsigt, og mere redskaber til, hvad jeg skal gøre.
[Paul Bridgwater] (41:51 – 42:10)
Jeg tænker også, meget af det må være personligt, at der er noget, som folk skal forholde sig til som individer, men er der nogle generelle ting omkring angst, hvor du tænker, okay, det er faktisk vigtigt, at folk ved det her, det er vigtigt, at der er nogle generelle håndtag, man kan tage fat i, eller redskaber man kan bruge.
[Dorte Brighton] (42:10 – 42:45)
Ja, altså det jeg har fundet ud af, altså jeg har selv lidt af angst for 30 år siden, eller sådan noget i den stil, ikke, og rendte rundt til psykologer og fik alle mulige redskaber og sådan noget men det jeg efterhånden fandt ud af det er at tage angsten så naturligt som muligt, for jo mere du prøver at bearbejde den, jo mere kommer den til at fylde i dig. Man kigger på angsten og siger, okay, jeg har set dig, jeg har hørt dig, nu skal vi videre, nu må du godt smutte igen. Så bliver den en naturlig del af en, og så ebber den faktisk mere og mere ud.
Det er i hvert fald en, som der er rigtig mange, der har gavnet af det der.
[Paul Bridgwater] (42:45 – 42:55)
Ja, så man faktisk ikke så meget dyrker årsag til angst, eller følelsen af angst, men man ligesom anerkender det, og parkerer det og siger, okay, du er der, fint nok.
[Dorte Brighton] (42:56 – 43:12)
Og sådan er det egentlig også med mange ting generelt, det hele taget. Altså det der med, vi kan ikke spole tilbage og lave noget som helst om. Og der er mange ting, vi egentlig “bare” i gåseøjne har gavn af er at kigge på det i overskrifter og så lidt komme videre.
[Paul Bridgwater] (43:14 – 43:23)
Så skal jeg lige se, hvordan det går med optagelsen her. Det går meget godt. Er der noget, vi mangler, synes du?
[Dorte Brighton] (43:24 – 43:57)
Ja, jeg kunne godt tænke mig at fortælle lidt omkring, da jeg kom tilbage, den dag i 24, da jeg kom tilbage til jorden igen. Det var den der tunge følelse igen, jeg havde. Men denne gang, der så jeg også, ligesom nogle sorte skygger, eller hænder ude i siden.
Og det var ligesom jeg forholdte mig ikke så meget til det. Altså jeg syntes, det var tungt, men jeg forholdte mig ikke så meget til det. Men efter nogle måneder her, der har jeg haft dykket lidt ned i det, kan man sige det sådan, og spurgt lidt op til, hvad var det for noget, kan man sige det?
[Paul Bridgwater] (43:57 – 44:12)
Vi skal lige have placeret de her hænder. Du er på vej tilbage fra det hvide broderskab, og så på vej tilbage, så oplever du en mellemtilstand, hvor der er nogle hænder, der rækker ud efter dig.
[Dorte Brighton] (44:13 – 44:53)
Ikke noget, jeg har skabt kontakt til, på nogen måder overhovedet. Men efterfølgende her, nogle måneder efter her, har jeg fået at vide, ved at skabe kontakt opadtil, at der er folk, som lander lidt i mellemverdenen, som ikke kan finde ud af at give slip på jorden, som ikke tør give slip på jorden. Men igen også denne her meget, altså det har jeg også fået at vide, det kan jeg ikke gøre noget ved, jeg kan jo ikke gå ind og redde “alle” i gåseøjne, eller sende alle videre og sådan på den måde.
Men det, der var meget, meget markant denne gang, det var, hvor tungt det var at komme tilbage. Igen nej, jeg er bestemt ikke selvmordstruet, og ønsker overhovedet ikke, at forlade min familie på nogen som helst måde. Men igen denne her enorme tunghed, at komme herned.
[Paul Bridgwater] (44:55 – 44:59)
Hvorfor er her så tungt? Altså hvad er det, der gør, at der er tungt hernede?
[Dorte Brighton] (45:00 – 46:12)
Jeg tror, det er fordi, at der er så mange, der er så magtsyge. Jeg tror simpelthen, det er dem, der gør det, fordi der er rigtig mange mennesker, der føler, de er mere værd, hvis de har magten. Der er jo mange, der kigger på det spirituelle og det alternative og siger, det er sådan lidt rosenrødt det hele.
Men altså bare sådan helt personligt, så får jeg mig også nogle ordentlig nogen over næsen engang imellem fra kollegaer, hvis jeg får trådt lidt for meget frem. Altså bare da jeg laver den her podcast nu her, der kan være, at der er nogen, der sådan lidt banker med nogle spydige bemærkninger. Jeg har svært ved både at forholde mig til det, at selvfølgelig ved jeg godt, jeg er jo heller ikke bare helt lalleglad hver eneste dag, men jeg har sådan lidt svært ved det her med, at mennesker i det hele taget, ikke bare mine kollegaer, men også sådan lidt i det hele taget, at man ikke kigger på og siger, okay, har jeg det svært på det her område, så kan det være, at jeg kan lære noget af den anden, i stedet for at blive super negativ. Ja, ligesom vores politikere og sådan noget, det skal ikke være politisk det her slet ikke, men der er jo også mange af dem, der er magtsyge og sådan nogle ting. Jeg tror, det er det, der går rigtig meget galt i vores verden i det hele taget.
[Paul Bridgwater] (46:15 – 46:49)
Det er også de øjeblik, hvor jeg tænker, okay nej, min podcast kunne godt være større, eller jeg kunne godt være en bedre healer, eller den og den kan mere end mig, og alle de der ting. Så er det vel en eller anden form for manglende tillid til, at man er der, hvor man skal være, eller hvad tænker du med det? Det er jo sådan, magtsyg, det lyder som om, jeg ved godt, jeg er ikke særlig magtlidelig selv, men det er faktisk ikke der, den ligger.
Den ligger lidt andet sted med konkurrence, eller lige at tænke, kan man lige optimere lidt, kan man lige…
[Dorte Brighton] (46:49 – 47:36)
Ja, og det er jo blevet tilrettelagt et eller andet sted, for der kommer jo dem til os, der skal komme. Og det er jo ikke meningen, vi skal kigge på os og sige, hvem er den bedste, for den, som er den bedste til dig, er måske en, der aldrig nogensinde ville opsøge mig eller omvendt. Jeg har også haft kunder, jeg har bedt om at gå igen, fordi jeg har kunne mærke, at de passer ikke til mig i energierne, givet dem et telefonnummer og sagt, prøv en anden i stedet for, for vi kan bare ikke hjælpe med andet.
Det er jo ligesom, hvis du får nogle venner, det er jo heller ikke alle, der er de bedste venner. Der er jo nogen, der sidder lidt længere ude, jeg kan kalde dem kaffesøstre. Men det er ikke meningen, vi skal kigge på os selv og sige, er vi lige så gode som de andre?
Nej. Fordi du er så god, som du skal være.
[Paul Bridgwater] (47:36 – 47:43)
Så der er en eller anden tyngde, der ligger i det hele tiden at skulle positionere sig.
[Dorte Brighton] (47:44 – 48:15)
Og det er jo menneskeskab, det er jo bestemt ikke noget, sådan ser de ikke på deroppefra. Når jeg kigger på Jesus eller på Jomfru Maria, så ser jeg dem som meget højtstående. Men jeg fik det jo meget tydeligt at se, da jeg sad rundt på det der bord og blev budt velkommen til det hvide broderskab, at jeg var lig med de andre.
Men når jeg så kommer tilbage på jorden igen og tænker på dem, så ser jeg dem jo igen som meget højstående og op over mig. Det gør alle jo, hvis de kigger på Jesus og Jomfru Maria, og så tænker man, hold da op.
[Paul Bridgwater] (48:17 – 48:26)
Det er sjovt, fordi det svarer lidt til noget af det, som Jesus sagde. Disciplerne spørger, hvem er den største af os? Og så siger Jesus, I har misforstået det hele.
[Dorte Brighton] (48:26 – 48:27)
Ja, det er rigtigt.
[Paul Bridgwater] (48:34 – 48:41)
At børn…at himmeriget kommer til dem, som er som børn. Så der er et eller andet med hierarkier, som er…
[Dorte Brighton] (48:43 – 48:56)
Jeg er da godt glad over, at i en virksomhed, der er nødt til at være en chef, men lad være med at kalde dem for chef, for at holde dem for tovholder i stedet for. Det ville da jo ske noget helt andet i vores hierarki, hvis vi gjorde det, ikke? Jeg tror ikke, vi kan rette på det.
[Paul Bridgwater] (48:57 – 48:57)
Nej, det tror jeg ikke.
[Dorte Brighton] (48:58 – 49:07)
Men der ville jo ske noget helt andet, fordi bare ordet direktør eller chef har jo en helt anden klang over sig end tovholder for eksempel, ikke? Og det er jo egentlig lige med det samme, ikke?
[Paul Bridgwater] (49:09 – 49:11)
Nå, er der andet, vi mangler, tænker du?
[Dorte Brighton] (49:11 – 49:12)
Det tror jeg ikke, nej.
[Paul Bridgwater] (49:13 – 49:15)
Nej, altså jeg tror, vi kunne blive ved, ikke?
[Dorte Brighton] (49:15 – 49:17)
Jo, det tror jeg også, men ja.
[Paul Bridgwater] (49:19 – 49:34)
Måske, altså, jeg tror mange hører nærdødsoplevelser, fordi de altså, frygter døden eller gerne vil forsikre sig om, at der er en mening med det hele. Har du nogle gode råd til dem? Nu har vi haft gode råd til dem med angst, som vi har.
[Dorte Brighton] (49:36 – 50:47)
Jamen, ja, altså jeg skulle jo til at sige, der er jo ikke noget at være bange for, men jeg kan jo godt forstå, altså jeg tror, jeg tror egentlig i bund og grund, der er ikke ret mange, der er bange for selve døden, jeg tror, folk er bange for at miste. Jeg tror, folk er bange for at miste dem omkring dig. Og den der også, hvad skal der ske, den tanke har jo virkelig også været, især i september her, 24, her da jeg gik bort igen, der var den virkelig markant omkring mig selv også.
Mister jeg nu familien, fordi det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Så jeg tror, det er meget den, der er angsten i det. Og tit og ofte, så sidder den jo sammen med noget svigt, som folk har haft i deres liv på en eller anden måde, ikke?
Hvor man, altså trauma er noget svigt eller et eller andet den vej der, så kom ind og få arbejdet med det i stedet for. Og der er mange, der tror, at når jeg siger, at man skal ind og arbejde med trauma eller svigt, så skal de have 20 terapitimer. Nej, ofte så er det nok med en, at de får kigget på, hvad er det, og så kan man få sluppet det.
Det er ikke nok for alle, det ved jeg godt, men for rigtig mange er det. Og så kan man få sluppet det, og så kan man egentlig føle den her friskhed eller lethed, eller hvad man skal kalde det hen over sit liv, ikke?
[Paul Bridgwater] (50:47 – 51:15)
Men lad os lige spole tilbage, fordi du sagde noget ret interessant omkring det der med angsten for døden. Fordi jeg tror, det er rigtigt, at folk ikke er bange for selve døden, de er bange for at miste og de er bange for smerter. Og det med at være bange for at miste, det har du været inde på, at måske har det noget at gøre med deres eget forhold til at opleve svigt. Hvad så med den anden del af det?
Det der med langtrukne smerteforløb, når det er det, man er bange for?
[Dorte Brighton] (51:16 – 52:19)
Jeg kan jo godt forstå det, for der er jo nogen, der ligger syg i flere måneder, og det kan da bestemt ikke være sjovt på nogen måder. Ligeså snart sjælen giver slip på kroppen, så er der jo ingen smerter mere. Så forsvinder smerterne jo fuldstændig.
Men oven i det har jeg også lyst til at sige, at man skal ikke gå ud og begå selvmord, fordi det er jo… Jeg har faktisk haft, når jeg har ude og holde foredrag om det her, at nogen har spurgt mig, hvad så, vil det så ikke bare være lettere at begå selvmord, og jeg siger nej. Fordi så er den læring, som man skal have deroppe for den fejl, man har gjort hernede ved at begå selvmord, den er voldsom, kan man sige.
Jeg ved ikke konkret, det er jo forskel for folk til folk, hvad de skal igennem. Men jeg tror ikke… I forhold til smerterne, så tror jeg, at man er nødt til at stole på, at vores sundhedssystem er så godt, at vi kan få noget hjælp den vej.
Og så vil jeg jo sige, men det kommer jo an på, om man tror på det eller ikke, men jeg oplever jo mange, der bliver healet og får lindring den vej.
[Paul Bridgwater] (52:22 – 52:47)
Dorte, tusind tak, fordi du ville dele din historie og dine oplevelser med mig. Jeg tror, det er vigtigt, at fortællinger som dine bliver hørt, både for at hjælpe os med at forstå livet på en dybere måde, og måske også for at gøre døden mindre skræmmende. Og tak til jer, der har lyttet med.
Hvis du vil høre flere episoder eller læse mere, kan du finde det på healinghelp.dk Dorte, tusind tak.
[Dorte Brighton] (52:47 – 52:56)
Ja, tak for, at jeg måtte fortælle min historie. Og ja, jeg tror også, det er vigtigt, at folk hører omkring, at det er ikke så slemt alt det der med at snakke om døden og sådan nogen ting der.
[Paul Bridgwater] (52:57 – 52:58)
Nej, det er det ikke.
