Et af mine nytårs-COVID-forsætter er at skrive og poste et brev om dagen. I teorien lyder det godt, omend omstændeligt og dyrt. Men der er nogle udfordringer. Personlige breve er så sjældne nu, at forventningerne til en passende respons er uklare. Modtageren tænker måske – det må være alvorligt – siden det er et fysisk brev. Eller – skal jeg også svare med et brev – I nogle af brevene har jeg så forsøgt at forklare det: Jeg er igang med et projekt – at skrive et brev om dagen. Det gør det hele lidt akavet.
Jeg sendte et brev til mit barnebarn på 12, og hun var ret optaget af hele processen med konvolut, frimærker, brevpapir o.s.v. Skal man slikke på konvolutten? Ja, det havde jeg slet ikke tænkt over: COVID-19 virus smurt tyndt ud og fordelt gennem posten til alle egne af landet. Det når forhåbentligt at dampe af, før brevene når frem.
Men hvorfor skrive breve? Det går langsommere, er det korte svar. Det har sine fordele! Man får ikke de hidsige mailtråde, hvor misforståelserne hober sig op. Når jeg skriver et brev, så folder associationerne sig ud på en anden måde end i en mail. Efter ca. 10-15 minutter begynder jeg også at skrive lidt mere personligt til modtagerne. Jeg husker dem bedre, funderer over, hvordan det går, tænker tilbage på fælles oplevelser osv.
Og man behøver ikke at sende breve. De kan være gode til at fastholde en tankerække. Jeg tror ikke at det altid er formålstjeneligt at sende beklagende breve, tiggende breve eller breve, hvor man tager sig selv i forsvar. Måske er det godt at få dem skrevet. Men man behøver ikke sende dem. I det hele taget kan nogle breve have godt af at ligge lidt i skuffen, inden de kommes i postkassen.
I genren “breve, der ikke skal/kan sendes” kan man også rubricere henvendelser til det metafysiske. Fordelen ved at skrive en bøn ned som brev er, at man vælger hvad man beder om og angiver en tydelig modtager. Det kan være en engel, en helgen, Jesus, måske julemanden, hvis man har den rigtige alder. Både intention og fokus bliver fastholdt. Af alle de myriader af tanker, følelser og ønsker som jeg nu har, så vælger jeg altså disse, som jeg så skriver ned. Og jeg vælger at dele dem med noget eller nogen, der både repræsenterer et dybere lag i mig selv og som også er betydeligt større end mig selv.
På den måde, gennem usendte breve, kan man aktivere en form for kommunikation, der ikke nødvendigvis kræver et fysisk brev som svar. Lidt ligesom mit nytårsforsæt. Man kan håbe på svar, men det er ikke sikkert, at det kommer i brevformat.
