Jeg vågnede en morgen med denne sætning i hovedet:
Mennesket tror, at når det dør, så vil det blive stillet spørgsmålet: “Hvor meget har du elsket?”, …og det er også rigtigt. Men et andet spørgsmål, der trænger sig på er: “Har du passet på jorden”. Og dybest set er de to spørgsmål ens.
Det, der giver livet dybde og mening er kærlighed. Og hvem kan sige, at man ikke kunne have gjort det bedre? Normalt når kærligheden måske ud til ens selv og næsten. Hvis sætningen skal give mening, så må det være fordi vi selv og vores nærmeste er en integreret del af den planet, som vi skal passe på. Så fordringen er, at passe på os selv, vores næste og vores verden.
Nobelpristageren Louise Glück beskriver vores forhold til jorden i det fine digt Matins fra digtsamlingen The wild iris
Unreachable father, when we were first
exiled from heaven, you made
a replica, a place in one sense
different from heaven, being
designed to teach a lesson: otherwise
the same – beauty on either side, beauty
without alternative – Except
we didn’t know what was the lesson. Left alone,
we exhausted each other. Years
of darkness followed; we took turns
working the garden, the first tears
filling our eyes as earth
misted with petals, some
dark red, some flesh colored – We never thought of you
whom we were learning to worship.
We merely knew it wasn’t human nature to love
only what returns love.
(1992)
Det rejser så et nyt spørgsmål: Kan man passe på sig selv ved at passe på jorden?
