I sin sidste bog, “Mit år med Gud” (Gyldendal, 2021), filosoferer Svend Brinkmann over menneskets gudbilledlighed. “Imago Dei” hedder det på latin, det at vi er skabt i Guds billede. Det samme gør Charlotte Rørth i sin nyeste bog “Med Rank Ryg” (Bibelselskabet, 2021). Svend Brinkmann bruger kapitlet “Kan mennesket blive Gud?” til at påpege faren for inflation og hybris, hvis vi går ned ad transhumanismens vej og ved teknologiens hjælp forsøger at leve evigt og blive til guder. For Charlotte Rørth er vi allerede skabt i Guds billede, som mand og som kvinde, ligeværdige men forskellige. Det er det, vi skal respektere i vores omgang med hinanden.
De to mødes i en erkendelse af, at det at være menneske indebærer et særligt ansvar for andre. Svend Brinkmann argumenterer for, at det netop er fordi Gud har forladt os, at vi er nødt til at passe på hinanden. Charlotte Rørth siger, at det er oplevelsen af at blive set og anerkendt af Jesus, der gør, at hun kan leve med sig selv og nå ud til andre mennesker.
Når jeg er særligt interesseret i emnet, er det fordi jeg forstår gudbilledligheden som et centralt element i healing. Sådan som jeg har fået det forklaret, i natlige drømme vel at mærke, er det vigtigt at man i healingsøjemed identificerer sig med Gud. Den største forhindring her er egoet. Man kan synes man ikke er værdig til den status – her putter egoet sig og man kan ingenting. Man kan omvendt puste sig op som en form for overmenneske og tro, man kan det hele. Det er klart inflatorisk og farligt.
Hvis man har svært ved selv at erkende eller tage sin gudbilledlighed på sig, så kan man heldigvis henvende sig til nogen, der har prøvet det før: Jesus var ikke i tvivl om at han både var Guds søn og Menneskesønnen, og mange har oplevet det frisættende i at henvende sig til ham. Gennem bøn er det muligt at frigøre sig fra egoets tyranni og erfare, hvordan man selv bedst kan hjælpe næsten. Ikke som en præstation eller krav, men i en erkendelse af at den anden også er skabt i Guds billede.
Svend Brinkmanns udgangspunkt er tanken. Charlotte Rørths udgangspunkt er kroppen. Jeg tror Charlotte Rørth har fat i den lange ende! I sit år med Gud er det forbavsende, hvor lidt Brinkmann forsøger at etablere en trospraksis. Og når han oplever noget, der kunne fortolkes religiøst eller metafysisk – hvor hans egen krop reagerer – så undrer han sig over det, men slår det hen. Han forbliver i tankens univers.
Men for Charlotte Rørth er kroppen, og i særdeleshed kvindens krop helt central i troserfaringen. Det gælder både for hendes fysiske reaktion på mødet med Jesus, og for de veer hun oplever til begravelsessamtalen om hendes søn, Frederik. For Charlotte Rørth er inkarnationen en fortsat fysisk begivenhed. Her refererer hun blandt andet til en samtale hun har haft med Olav Knudsen-Baas, psykiatrisk overlæge på Sorlandet Sykehus Arendal.
“Vi talte om inkarnation. At den både foregår fra Gud med Jesus, og idet at vi lever med kroppe med vores tro” (s. 176)
Det er også det, som jeg forstår ved healing. Det er en transformerende proces, hvor gudsbilledligheden er forudsætningen for, at der kan ske en integration af sjæl og legeme. Det er den identifikation, der kan være udgangspunkt for den fortsatte inkarnation. Healingen er en vej til at erfare den forbindelse der er mellem psyke og krop – og på den måde danne bro til vores ophav. Det kan virke helende. Og gøre os i stand til at bekymre os mindre om os selv, og mere om de andre – i deres gudbilledlighed.
