Da Janett som ung kvinde snorkler ud til en bøje ved Klampenborg, får hun et voldsomt astmaanfald og mister bevidstheden i vandet. Hun bliver genoplivet — men oplever i mellemtiden noget, der forvandler hendes blik på livet. Hun oplever et mælkehvidt lys og en livsgennemgang, hvor negative begivenheder fra barndommen bliver ændret til positive erfaringer.
Kapitler
1. Baggrund og livsomstændigheder (0:00–3:21)
Janett fortæller om sit arbejdsliv som kok og pædagog, om at blive mor og senere mormor, og om sin sygdomsdiagnose og dens indvirkning på hendes liv.
2. Nærdødsoplevelsen (3:21–12:49)
På en snorkeltur får Janett et voldsomt astmaanfald og mister bevidstheden. Hun beskriver sin oplevelse af at dø, et mælkehvidt lys og en følelse af altomfavnende kærlighed og fred.
3. En ny forståelse af barndom og liv (12:49–18:33)
Janett oplever sit liv i et nyt lys, især sin utrygge barndom. Oplevelsen giver hende en indsigt i, at hun ikke bærer skyld – og at alt hænger sammen i et større netværk.
4. Kosmologi og spirituel efterklang (18:33–22:32)
Hun deler sine refleksioner om Martinus’ kosmologi og hvordan nærdødsoplevelsen har præget hendes følsomhed, styrke og evne til at møde livets genvordigheder.
5. Dødens nærvær og kærlighedens kraft (22:32–25:39)
Tabet af en elsket bliver et chok, men også en bekræftelse på at døden ikke er endelig. Oplevelsen bringer trøst og en følelse af at alt er forbundet.
6. At leve med oplevelsen – og dele den (25:39–29:31)
Janett fortæller om at finde mening og styrke i at dele sin oplevelse, og om drømmen om at støtte andre mennesker på tærsklen til døden.
Transskription
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:31)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgewater, og med mig i studiet har jeg Janett Mogensen.
Janett, vi mødtes til et arrangement organiseret af Foreningen af Nærdødsoplevere i Danmark. Og jeg var meget glad for, at du sagde ja til at lade dig interviewe, men ellers har vi ikke nået at tale så meget sammen. Kan du ikke sige lidt om dig selv?
Hvad har du arbejdet med – og sådan nogle ting?
[Janett Mogensen] (0:31 – 1:33)
Jamen, jeg har været restauratør mange år. Har haft restaurant og café forskellige steder. Er uddannet kok, og har så senere hen haft restaurant selv, faktisk i nogle forskellige sammenhænge.
[Paul Bridgwater]
Hvor lå de henne?
[Janett Mogensen]
Jamen, dels i Klampenborg og i Hellerup, og så har jeg været ansat nogle forskellige steder. Sidst i et socialt job for unge mennesker, som har haft nogle diagnoser og har haft det svært.
Jeg er en blanding af kok, leder og socialt pædagog, kan man sige. Det har mest været med unge. Jeg har været interesseret i at arbejde med unge, der har det lidt svært.
[Paul Bridgwater] (1:33 – 1:34)
Og du har også familie, ikke?
[Janett Mogensen] (1:35 – 2:05)
Jo, jeg har været i et længere forhold på et tidspunkt og har fået en datter, der i dag bliver 31 lige om lidt. Ja, så har jeg så været skilt fra barnets far på et tidspunkt og møder min helt store kærlighed, der desværre døde nogle år efter vi kendte hinanden, og det var en meget stor chok.
[Paul Bridgwater] (2:06 – 2:07)
Det må det have været.
[Janett Mogensen] (2:07 – 2:46)
Ja, det var det.
[Paul Bridgwater]
Og du er også blevet mormor, siger du?
[Janett Mogensen]
Jamen, og så er jeg blevet mormor herfra, ja, to år siden.
Jeg blev sygemeldt og fik konstateret en diagnose, jeg havde sklerose. Og det røg jeg sådan lige helt ned på, og “Gud, hvad nu”? Men så ringede min datter dagen efter og sagde, at hun var gravid. Så røg jeg lige pludselig helt op igen og sagde, jamen, det er jo det, der blandt andet er mit livs formål fremover.
[Paul Bridgwater] (2:46 – 2:47)
Ja.
[Janett Mogensen] (2:47 – 2:48)
På en eller anden måde.
[Paul Bridgwater] (2:49 – 2:55)
Ja, og det må så være fornyeligt, fordi dit barnebarn er to, siger du?
[Janett Mogensen] (2:55 – 3:21)
Ja, så det er to år siden, at jeg fik pension, fik konstateret den her kroniske sygdom skelrose. Og så også, ja, altså det var så ni måneder før, at jeg fik at vide, at jeg var syg, og at jeg fik at vide, at jeg skulle være mormor. Det var dejligt.
[Paul Bridgwater] (3:21 – 3:32)
Okay, men din nærdødsoplevelse ligger længere tilbage. Ja. Så, hvor gammel var du?
[Janett Mogensen] (3:34 – 6:18)
Jamen, jeg har været omkring 25. Jeg har været sådan lidt uenig med mig selv om, om det var 25 eller 26, men det har nok været omkring 25. Og jeg havde en forretning ude i Klampenborg, hvor jeg, hvad hedder det, tog ud om morgenen, en del morgener sådan, inden jeg havde startet forretningen, og sådan morgenbadede.
Der, hvad hedder det, havde jeg så en morgen, hvor jeg kom ud sådan tidligt om morgenen. Jeg havde sammen med min mand købt sådan noget snorkeludstyr — altså ikke med flaske og sådan noget, men altså sådan lidt lettere strandsnorkeludstyr. Så det skulle jeg ud og prøve. Og så mødte jeg så én nede på stranden, en ældre mand, som jeg mødte sådan hver morgen, og jeg havde sådan en forretning dernede på stranden. Og ham mødte jeg, og han plejede at tage ud og bade, og vi mødtes nogle gange ude i vandet, og så kom han op og fik en kop kaffe bagefter, så jeg kendte ham sådan lidt — sådan kaffemøder.
Og så tager jeg så det her snorkeludstyr på og tager ned i vandet, og han tager også ud og svømmer, og vi siger lige sådan “Godmorgen, godmorgen”. Og så begynder jeg at svømme ud, og så, på et tidspunkt, tænker jeg, at der er sådan nogle bøjer ude i vandet. Og jeg tænker sådan, om jeg vil prøve at svømme ud til de der bøjer. Der kan ikke være så langt — det må være sådan til at have med at gøre.
Jeg skal lige sige, at jeg på det tidspunkt faktisk led af noget — jeg fik sådan nogle anfald af astma. Jeg fik sådan nogle astmaanfald, altså hvor jeg lige pludselig kunne gå i panik, men det tænkte jeg ikke sådan over lige dér.
Men jeg kommer så ud, og jeg prøver at svømme ud til den der bøje. Og jeg kigger op på den og tænker, at nu er der ikke så langt, og svømmer lidt igen, og kigger ned i vandet med dykkerbriller på og sådan noget. Og så kommer jeg så ud til den der bøje og tror, at det er sådan en lille bold, men det er jo sådan en kæmpestor bold, der ligger. Og jeg tænker, hvor kan jeg holde hænderne rundt om den dér? Og jeg tænker, at der må være en snor nede og rundt om den, og jeg kunne ikke rigtig få fat på den.
[Paul Bridgwater] (6:19 – 6:21)
Du har kommet ud til sejlrenden, tænker jeg.
[Janett Mogensen] (6:21 – 12:49)
Jeg har jo kommet helt ud til den der og syntes, det var spændende at svømme der og se ned i vandet og sådan noget, men da jeg så kommer ud, så går jeg simpelthen i panik. Jeg får så et af de der, og så kan jeg simpelthen ikke trække vejret, og jeg prøver at få fat på den der, og jeg tænker, nej, Gud, nej, hvad skal jeg gøre? Så må jeg hellere prøve at svømme ind igen og kigger også her bagud for at se, og der er jo langt ind pludselig, ikke?
Og fra det tidspunkt, der går jeg simpelthen ud, altså jeg kan ikke huske fra da jeg kæmper rundt derude ved den bøje der, og så indtil jeg ligger inde på broen igen og vågner op. Så jeg er jo ikke rigtig klar over, hvor lang tid der er gået, men der må altså være gået noget tid. Så jeg ryger ned i vandet, og så er ham der, den ældre mand, han opdager det så, og svømmer hen og får fat på mig og får mig trukket ind på badebroen.
Og min mand, han var så inde, han var ved at åbne forretningen, og min mor var så også, hun kom forbi en gang imellem til en kop kaffe og sådan noget, så hun var så også dernede, det var jeg så ikke lige klar over, at hun kom ned der. Men ham, den ældre mand, han genoplever mig, og jeg vågner op, og jeg tænker med det samme sådan, min mand var der, og min mor var der, og har lige været i et helt andet sted, som var meget usædvanligt. Jeg vil så lige sige, som en indskudt bemærkning, at jeg har sådan en barndom, hvor jeg har oplevet meget utryghed, hvor jeg kort fortalt egentlig aldrig rigtig føler, at jeg er blevet, jeg har hele tiden skulle forholde mig til, hvordan andre mennesker, et eksempel, altså jeg har sådan et billede af, at når jeg kom hjem fra skole, vi boede i en stor villa i Vedbæk, og når jeg kom hjem fra skole, så satte jeg sådan nøglen i døren, og sådan åbnede op, og jeg kan huske den der fornemmelse af, når jeg åbnede op og åbnede døren, at hvordan skal jeg nu forholde mig? Altså min mor drak rigtig meget alkohol, altså hun var ikke en alkoholiker, der sad nede på en bar, men hun drak rigtig meget hjemme, og har formentlig haft noget maniodepressivt et eller andet, fordi det var sådan enten, så var hun sådan over, overglad og beruset, og ellers så var hun meget, meget deprimeret, eller også har grædt. Og der var ikke nogen, der spurgte mig om, “Hvordan har du haft det i skolen”?
Så jeg følte hele tiden, at jeg skulle opfinde en ny, dyb tallerken i forhold til, hvordan jeg selv skulle agere og få andre følelser. Men den oplevelse, jeg havde der, da jeg var væk, det var en helt anden, altså jeg så mit liv, jeg blev født igen, og det er jo svært at beskrive med ord, hvad det egentlig vil sige at blive født igen, men altså jeg følte, at jeg ligesom så min barndom igen. Og sådan siet fuldstændig fra alle de her oplevelser.
Det var i sådan et mælkehvidt lys, og det kan man ikke rigtig beskrive, fordi “Hvad er det for noget”, men hvor jeg ligesom fornemmede, at alle de her utrygheder, de var fuldstændig forsvundet. Og sådan mit liv, nogle af de ting, som jeg havde oplevet, altså det er svært at forklare, for det er lidt ligesom en drøm også, nogle ting, man ikke rigtig kan forklare, men hvorfor man drømte det og det. Men fornemmelsen af det var, at alle de utrygheder var siet fra, og at jeg lige pludselig forstod, jamen alle de her ting, jeg havde oplevet, var jo ikke noget, jeg havde.
Altså det var jo ikke min skyld, eller det var ikke mit ansvar, eller det var sådan, og det så at vågne op, eller blive genoplevet, og det første, jeg faktisk ser, det er min mor. Og det var enormt grænseoverskridende, at jeg sådan havde det her meget mærkelige forhold til min mor, som jeg jo ikke havde eller var vred på på den måde egentlig, men det har jo nok været et eller andet sted alligevel. Men jeg havde sådan, altså hvor jeg lige pludselig kan huske, at jeg sådan så på hende, og sådan havde en eller anden tanke om, jamen det er jo ikke din skyld, og det er jo heller ikke min skyld, men i virkeligheden så er alt jo noget helt andet.
Altså en illusion, det er jo en illusion, jeg har bygget op i min opvækst, men den er jo slet ikke sandt. Altså så er jeg blevet nærmest sådan overvældet af sådan en meget meget stor kærlighed, og sådan en forståelse af, “Jamen det er jo slet ikke sådan, det hænger sammen”. Det var noget jeg selv havde bygget op inde i min bevidsthed.
Jeg kunne godt tænke mig at læse noget op for dig.
[Paul Bridgwater] (12:49 – 12:50)
Ja, det må du meget gerne.
[Janett Mogensen] (12:51 – 13:48)
Jeg skriver det lidt, jeg har sådan prøvet at, det er jo ikke sådan selve oplevelsen, men det er sådan, det jeg synes jeg fik ud af det på en eller anden måde.
Jeg oplevede mit liv passere i et helt specielt lys. Oplevet at alt hvad jeg havde oplevet af utryghed ikke var sandt. At det jeg havde oplevet var en illusion. På en ubeskrivelig måde forklarede det mig, at livet er som et netværk af sammensatte begivenheder. Som gør os uberegnelige, men alt er i virkeligheden kærlighed i et overvældende, ubeskriveligt, sandt lys.
[Paul Bridgwater] (13:51 – 14:04)
Det er jo meget både tankevækkende og godt beskrevet. Altså et net af begivenheder.
[Janett Mogensen] (14:05 – 16:03)
Ja, jeg tænker lidt sådan, fordi jeg har været meget med matematik. Jeg ser det lidt som et matematisk netværk af begivenheder, den ene begivenhed går ind i den anden begivenhed. Den gør sig en tredje begivenhed.
Og at det er ligesom en ligning af begivenheder, som så til sidst giver et facit. Men det facit, hvis nu man går ind og ændrer noget i en lille parentes, så bliver facittet anderledes. Så på en eller anden måde var der sådan en eller anden matematisk netværks…
Altså jeg så ligesom det her lys som sådan et… Altså det kan være meget, meget grovkornet net, der nærmest kan være helt grovkornet, at man slet ikke kan se det nærmest. Og så kan det være så fint, fint, fint, at det giver sådan et helt andet lys, vi slet ikke forstår.
Så for at være sådan en helt grovkornet netværk, som jeg jo egentlig følte, at jeg sådan hver gang skulle finde et nyt område i nettet, hvor jeg sådan skulle forholde mig til, fordi hvad skete der nu, og hvad skete der om på den anden side, og hvor skulle det lige pludselig så samle det hele sig i et sådan helt fint, fint, fint netværk. Jeg lige pludselig kunne forstå, jamen sammensætningen af, at det er sådan en helt anden verden.
[Paul Bridgwater] (16:05 – 16:20)
Og det var det, som ændrede din livsligning, altså du havde en forståelse med de grove korn, og så oplevede du dette, og så pludselig er der en helt anden facit i forhold til din mor, når du kommer tilbage.
[Janett Mogensen] (16:20 – 18:33)
Ja, jeg har sådan tit tænkt på — altså, jeg går så med det i rigtig mange år og har så meldt mig ind i denne her forening af nærhedsoplevere, og sådan kan fornemme, at mange af de andre personer også har gået med denne her oplevelse i rigtig mange år, uden egentlig sådan at kunne beskrive og kunne fortælle det rigtige til nogen. Og jeg oplevede helt klart også — altså, har sådan tænkt tilbage på: Jamen, hvorfor har jeg egentlig gået med det i så mange år? Jeg har ikke følt, at jeg rigtig har kunnet forklare det.
Jeg har så studeret efterfølgende noget, som ligger rigtig meget op til, og det har selvfølgelig også givet rigtig meget. Jeg ved ikke, om du kender til Martinus’ kosmologi, og har så — hvad skal man sige — mere nærstuderet det her: Hvad er det for nogle begivenheder, der gør, at vi alle sammen har en opfattelse af verden? Og det er jo sådan matematisk lagt sammen i, at vi alle sammen har en masse oplevelser fra forskellige liv og op til nu, der gør, at vi dels er dem, vi er — så vi har den udkigspost, vi nu er på — men i virkeligheden er vi jo alle sammen, ikke på den samme udkigspost, men vi er alle sammen jo forbundet i det samme…
[Paul Bridgwater]
Netværk?
[Janett Mogensen]
Ja, i virkeligheden.
[Paul Bridgwater] (18:35 – 18:43)
Hvis vi kort kunne vende tilbage til den her oplevelse af at se dit liv, kan du sætte flere ord på de billeder du så?
[Janett Mogensen] (18:44 – 20:05)
Jamen, det var sådan nogle form for børnebilleder. Altså, jeg tror, hvorfor jeg fremhævede det med, at når jeg kommer hjem fra skolen, var fordi der var et eller andet i oplevelsen af den samme oplevelse, men helt andet. Altså, kommer hjem og bliver taget imod, og: “Hvad har du oplevet?” Altså, hvor det var den anden vej rundt, hvor jeg sådan — det var jo ikke det. Men da jeg så vågnede op igen, eller blev genoplevet, kan man sige, og så så på min mor, så fik jeg ligesom den oplevelse af: Jamen, det er jo noget, jeg har bygget op. Altså, der skete noget terapeutisk enormt hurtigt. Det er jo sådan noget, man kan arbejde med i mange, mange år, og det kan sætte sig i kroppen, og der kan det ene og det andet. Altså, det var ligesom om, at der skete sådan en hurtig, terapeutisk…
[Paul Bridgwater] (20:05 – 20:37)
Altså jeg har hørt om, altså ens liv passer revy, og man ser tingene fra andre folks synsvinkler, men jeg tror aldrig at jeg tidligere har hørt om den der, programmering, altså at der er noget i dig, eller noget i universet, hvis man skal bruge de store ord, der ligesom går ind og terapeutisk arbejder med de oplevelser, du har haft, så det får en anden betydning, det er jo ret godt, for dit liv jo.
[Janett Mogensen] (20:38 – 22:32)
Ja, altså, jeg vil så sige — det er noget, jeg har studeret senere hen, nu i forbindelse med Martinus. Altså, som Martinus beskriver det, så har han jo fået en decideret kosmisk bevidsthed. Og det er der, ud fra hans beskrivelse, rigtig få mennesker på jordkloden, der har fået indtil nu.
Men det, der jo vil komme, som han beskriver det, er, at mennesker kan få det, der hedder kosmiske oplevelser — små glimt. Og jeg fornemmer det lidt som en form for kosmisk glimt. Men der er langt fra at få et kosmisk glimt til at opnå kosmisk bevidsthed, hvor alt står fuldstændig klart.
Jeg har haft rigtig mange ting, jeg har skullet arbejde med efterfølgende. Det er ikke sådan, at det fuldstændig har ændret min måde at se verden på — det har det ikke. Men det har været med til, at jeg underlæggende har fået en sensitivitet. For eksempel over for mennesker, hvis der sker noget — hvis folk kører op, skændes eller slås. Altså, jeg er enormt sensitiv over for alle mulige ting.
Men det har også givet en styrke. Så det har både givet en vis oversensitivitet — men også en enorm styrke.
[Paul Bridgwater] (22:32 – 22:37)
Har det haft betydning for hvordan du tænker med hensyn til sygdom og død?
[Janett Mogensen] (22:38 – 25:39)
Ja, altså, jeg havde så på et tidspunkt et møde efter min skilsmisse — et møde med en mand, som jo så lige pludselig, som 43-årig, dør af en blodprop. Det viser sig, at han faktisk havde et dårligt hjerte, for han var i meget god form. Men det dødsfald dér, det var ret grænseoverskridende på en eller anden måde, fordi det dels forandrede rigtig meget i mit liv.
Jeg tror faktisk, jeg nærmest er blevet syg af det. Det ser man med sklerose — at det faktisk kan opstå ved choktilstande. Men samtidig gav det også en enorm styrke. Altså, jeg har dels været i kontakt med ham flere gange og har egentlig nok ikke været specielt troende på spirituelle ting før i tiden. Men det dødsfald dér — selvom det har været rigtig, rigtig svært — så har det også været meget lærerigt, på en eller anden måde.
Altså, jeg er simpelthen ikke bange for det. Og det var ligesom om, at den oplevelse, jeg havde de omkring ti år før — at det er dér, det kan bruges. Fordi der er ikke noget at være bange for. Altså, jeg fik simpelthen en fornemmelse af: Du skal et andet sted hen, og vi ses på et andet tidspunkt. Vi skal nok forenes. For det her er ikke slut.
For det var også i det her mælkehvide lys og sådan — ude på den båd. Det var sådan lidt den samme oplevelse, på en eller anden måde. At vi blev brændt sammen. Og at jeg også, i oplevelsen, blev brændt et sted hen, hvor alt er fint. Det går op. Vi er samtidig infiltreret i det her netværk, men vi er det på forskellige måder.
Hvad er vi for nogle mennesker, der så får de her oplevelser? Hvad er vi for nogle energier i det her netværk? Det er ikke bare nok, at netværket er der — men hvem er vi egentlig, der skal forholde os til det her netværk og forholde os til hinanden?
[Paul Bridgwater] (25:39 – 25:44)
Det er jo et rigtig godt spørgsmål, hvad så har du nået frem til?
[Janett Mogensen] (25:44 – 27:05)
Jeg synes bare, det har været interessant i forhold til, at vi opfatter tingene forskelligt, men samtidig er der også det her meget fine netværk, hvor tingene går op. Og jeg synes, det er dér, hvor jeg har haft lyst til at gå mere ind i det. Jeg har ikke været helt parat til det, for der har været en masse omkring min egen sygdom. Men jeg har meldt mig til et kursus — Alex Riel, han laver en efterlivsterapi-uddannelse, som jeg har meldt mig til, til næste år — og jeg kunne godt tænke mig at arbejde med mennesker, som er på vej til at gå over på den anden side.
Jeg har haft nogle oplevelser med nogle mennesker og har for øjeblikket min mor, der er rigtig syg, og prøver at hjælpe hende.
[Paul Bridgwater] (27:06 – 27:12)
Har du nogle gode råd til dem, der har haft nærdødsoplevelser?
[Janett Mogensen] (27:14 – 27:51)
Måske prøver de at være åbne over for det. Jeg har ikke følt skam over at skulle fortælle det til nogen — det er egentlig ikke det rigtige ord. Det er mere sådan en: ‘Det tror jeg ikke rigtigt på, for det har jeg forstået på en mærkelig måde, og det har jeg heller ikke lyst til at opleve selv.’
Men det hjælper at tale med andre, som har haft lignende oplevelser.
[Paul Bridgwater] (27:52 – 27:53)
Der kan man jo bruge foreningen.
[Janett Mogensen] (27:53 – 27:54)
Det er jo det.
[Paul Bridgwater] (27:56 – 28:12)
Hvis man ønsker at finde foreningen, så er det på ndo.dk, så I ved det. Og gode råd til alle os andre, som ikke har haft nærdødsoplevelser.
[Janett Mogensen] (28:14 – 28:31)
Det kan virke belærende at forklare, at alt er så godt, som Martinus siger, det er enormt provokerende.
[Paul Bridgwater] (28:31 – 28:32)
Ja, det er det.
[Janett Mogensen] (28:33 – 28:47)
Det er det virkelig. Og det kan nærmest blive sådan helt, “hvad bilder hun sig ind” agtigt”. Og det er sådan, at jeg heller ikke har lyst til det.
Men summas-summarum, så er det sådan.
[Paul Bridgwater] (28:50 – 29:31)
Det synes jeg er en god måde at sige det på. Det kan nemlig være meget provokerende, specielt for folk, der har det virkelig svært. Jamen Jeanette, tusind tak fordi du fortalte din historie.
Og jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt historier som din. Det kan hjælpe andre folk med nærdødsoplevelser. Det kan også hjælpe folk til at sætte deres liv i perspektiv.
Og forhåbentlig gøre, at folk ikke er bange for døden. Og tak til jer, der lyttede. Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Tak.
