Podcast nr. 20 i serien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”
For ti år siden mistede Julie Ovesen sin mor. De var meget tætte. Kort efter dødsfaldet mærkede Julie moderens tilstedeværelse gennem en aen på sin ryg. Og tidligt en morgen, nogle år senere, ser Julie moderen gå ind i stuen. Oplevelser af denne art er ikke usædvanlige. Forskningen viser, at når det drejer sig om ægtefæller, er der ca. en fjerdedel af de efterladte sikre på, at de har været i kontakt med den afdøde. Det ville være interessant at vide, om tallet også gælder for de efterladtes børn.
Kapitler
00.00: Introduktion og rammesætning
01.32: Lidt om Julie
01.48: Om at miste sin mor
05.25: En aen på ryggen – en oplevelse i stuen
08.42: Har andre i familien oplevet noget?
10.38: Dewi Rees’ undersøgelse af forskellige typer oplevelser
12.20: Gode råd
13.42: Outro
Transkription
[Paul Bridgwater] (0:00 – 1:30)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. I dag skal det handle om besøg fra afdøde, og med mig i studiet har jeg Julie Kjær Ovesen, som har mistet sin mor, og siden har set og mærket hendes tilstedeværelse. Men før vi tager fat i det, vil jeg lige rammesætte med noget statistik. I Peter Fenwick og Elisabeth Fenwicks fine bog “The Art of Dying” fra 2008 har de en opgørelse over, hvor stor en procentdel af de efterladte oplever kontakt med afdøde. Tilbage i 1973 var der 1467 amerikanere, der havde mistet deres partner eller ægtefælle, og som blev spurgt om, de havde kontakt med den afdøde, og 27% svarede ja.
Og en islandsk undersøgelse fra 1976 med 1132 informanter viste, at 31% af disse oplevede kontakt med den afdøde. Og en lidt nyere amerikansk undersøgelse fra 1986 med 3000 adspurgte har 20% som har oplevet noget tilsvarende. Så Julie, du er bestemt ikke alene, og der er rigtig mange mennesker, der har oplevet at gense en af deres nærmeste.
Men før vi starter på det, kan du fortælle lidt om dig selv først.
[Julie Kjær Ovesen] (1:31 – 1:42)
Hej til alle sammen, det kan jeg godt. Jeg hedder Julie, og jeg er 40 år gammel. Jeg er lige blevet 40, og det er jeg meget glad for.
Jeg er mor til tre drenge på 3-11 år.
[Paul Bridgwater] (1:48 – 1:55)
Og hvornår mistede din mor, var det mens du var barn, eller var du teenager eller voksen, eller hvornår var det?
[Julie Kjær Ovesen] (1:56 – 2:04)
Jeg mistede hende for 10 år siden, da jeg var 30 år gammel, så min sidste fødselsdag, hvor hun var ved min side, det var min 30 års fødselsdag. Og et par måneder efter det der, døde hun.
[Paul Bridgwater] (2:07 – 2:08)
Og hvad døde hun af?
[Julie Kjær Ovesen] (2:08 – 2:14)
Hun døde af kræft, i et kort forløb på 7 måneder fra det blev konstateret, at hun gik bort.
[Paul Bridgwater] (2:15 – 2:20)
Ja, så det var ikke en overraskelse efter de 7 måneder, men ellers måtte det have været noget af et chok.
[Julie Kjær Ovesen] (2:20 – 2:33)
Ja, det var det også, og det var jo sådan en proces, som det typisk er, man starter med at få konstateret, så håber man, at der er noget behandling, der virker, så virker det ene, og så prøver man noget andet. Sådan var det hele tiden, sådan en proces, hvor vi tabte hende mere og mere.
[Paul Bridgwater] (2:34 – 2:36)
Hvordan havde hun det selv med at dø?
[Julie Kjær Ovesen] (2:38 – 3:02)
Det ved jeg ikke. Selve døden. Hun holdt jo, det gør vi jo allesammen, holdt forfærdelig meget i livet.
Og hun kæmpede rigtig, rigtig længe og rigtig meget. På et tidspunkt fik hun nogle stråler, der gjorde, at hun blev lam fra lige ud og ned. Og sidste gang, jeg så hende, inden vi skulle til afsked med hende, der var noget af det første, hun sagde til mig, nu gider jeg ikke mere.
[Paul Bridgwater] (3:02 – 3:05)
Nu gider jeg ikke mere. Så hun tænkte, okay, nu er det altså nok.
[Julie Kjær Ovesen] (3:05 – 3:09)
Så der var hun selv ved at finde hende til en accept af tilstanden.
[Paul Bridgwater] (3:10 – 3:12)
Havde du et godt forhold til hende?
[Julie Kjær Ovesen] (3:13 – 3:18)
Megagodt. Jeg snakkede med min mor næsten hver dag. Jeg snakkede så meget med hende.
Jeg var meget, meget tæt med hende.
[Paul Bridgwater] (3:20 – 3:21)
Og du har søskende?
[Julie Kjær Ovesen] (3:21 – 3:30)
Jeg har to søstre. En storesøster og en lillesøster, og vi savnede hende bare allesammen. Hun var et menneske-menneske.
[Paul Bridgwater] (3:35 – 3:39)
Og hele det her sygdom og dødsforløb, var det en overraskelse?
[Julie Kjær Ovesen] (3:40 – 4:25)
Kæmpe overraskelse. Hun var anden sidste barn af en børneflok på 13. Og hun var den samlende i den flok.
Og hun var den første, der døde af den flok. Så at den anden yngste skulle gå bort, var et stort chok og overraskelse for alle. Det var virkelig ikke noget, vi havde regnet med.
Hun var lige gået på pension, som helt klassisk, tror jeg. Det hører jeg desværre lidt tit. Fra et job, som hun har elsket meget højt som institutionsleder af den lokale børnehave. Og vuggestue. Så havde hun en stor, stor berøringsflade i byen. Og i livet generelt havde hun meget berøring med mange mennesker.
Og betød meget for mange, tror jeg. Det var et chok, at hun gik bort.
[Paul Bridgwater] (4:25 – 4:31)
Hun var både centrum i familie, men også i lokalsamfundet.
[Julie Kjær Ovesen] (4:31 – 4:32)
Ja, det var hun.
[Paul Bridgwater] (4:34 – 4:35)
Og hvor gammel var hun?
[Julie Kjær Ovesen] (4:35 – 4:36)
Hun blev 61.
[Paul Bridgwater] (4:37 – 4:38)
Det er heller ikke meget.
[Julie Kjær Ovesen] (4:38 – 4:39)
Nej, det er det ikke.
[Paul Bridgwater] (4:40 – 4:46)
Okay. Så din mor dør… hvad årstid er det?
[Julie Kjær Ovesen] (4:46 – 4:48)
Det er december.
[Paul Bridgwater] (4:48 – 4:49)
Åh ja, det er også…
[Julie Kjær Ovesen] (4:50 – 5:11)
Så var den jo ligesom rammesat. Ja, men vi havde jo småbørn fra det tidspunkt. Min storesøster og jeg.
Så det måtte man jo ligesom kunne være i samtidig med døden. Fordi børnene kommer altid først. Og det gjorde det også for min mor.
Så til hendes begravelse havde vi f.eks. valgt slikposer til de børn, der var til begravelsen. Fordi de skulle selvfølgelig med. Fordi børn skærmer vi ikke, vi inddrager dem.
[Paul Bridgwater] (5:13 – 5:17)
Og hun har også haft kontakt med mange børn qua ens arbejde, ikke?
[Julie Kjær Ovesen] (5:17 – 5:25)
Jo, jo, jo. Som leder af en institution. Det var hun gennem 40 år, tror jeg. Så der havde hun rigtig mange børn igennem.
[Paul Bridgwater] (5:25 – 5:27)
Okay. Hvad oplevede du så?
[Julie Kjær Ovesen] (5:28 – 6:26)
Jamen jeg har mødt hende tæt på to gange. Den første gang, det var et par dage efter hun døde. Hvor man jo bare var i den vildeste sorg. Og der lå jeg inde i en seng hjemme i mit barndomshjem. Og lige pludselig så kan jeg mærke, at min ryg bliver varm. Og det er ligesom at blive aet på ryggen. Og der er jeg ret sikker i mig selv på, at det var mor, der kom og aede mig hen over ryggen. En trøst. Ikke, at det skal nok gå, men hun var der bare lige for at sige hej. Så det var sådan en dejlig lille oplevelse. Og så mødte jeg hende igen et par år senere. Igen hjemme i barndomshjemmet.
Jeg er hjemme og besøger min far. Og jeg kan ikke huske, jeg har nok haft familien med hjemme, det tænker jeg. Og der er en overetage på hans hus.
Og jeg har sovet ovenpå og går ned ad trappen. Sådan en morgen er jeg lige vågen. Og så ser jeg hende gå ind i stuen.
Og jeg går efter hende ind i stuen. Og så er der ikke nogen der er inde.
[Paul Bridgwater] (6:26 – 6:36)
Så er stuen tom. Og du går efter hende? Så du er ikke overrasket over at se hende?
Eller hvordan?
[Julie Kjær Ovesen] (6:37 – 6:53)
I øjeblikket så tænker jeg bare, nej, der er et menneske, der går ind i stuen. Jeg er jo social af natur, så jeg skal jo bare efter. Og når jeg sådan lige tænker mig om, så er det mors postur, der gik derind.
Det var hendes højde, det var hendes drøjde, det var hendes facon at gå på. Så selvfølgelig var det jo mor, der er gået derind i den stue.
[Paul Bridgwater] (6:54 – 6:56)
Altså har du nogen detaljer med hensyn til påklædning?
[Julie Kjær Ovesen] (7:01 – 7:29)
Nej, det har været noget neutralt tøj. Nogen mørke farver, tænker jeg. Det var mere sådan højden og drøgden.
Hun havde sådan en speciel gyngende gang. Når hun gik og var ikke så høj. Vi er vokset op med rokokoben i min familie. Så det var de berømte rokokoben, der var gået ind i stuen. Og min far er noget højere. Det var i hvert fald ikke ham.
Så der var hun lige at hilse på.
[Paul Bridgwater] (7:31 – 7:32)
Hun havde ryggen til dig?
[Julie Kjær Ovesen] (7:32 – 7:33)
Hun havde ryggen til mig, ja.
[Paul Bridgwater] (7:35 – 7:49)
Og var det en passage?
Ville hun ofte gå ind i stuen på den måde? Var det sådan en naturlig ting? Var det naturligt for hende?
[Julie Kjær Ovesen] (7:49 – 8:04)
Ja, det kunne det sagtens være. Hun var overalt i det hus. Så hun kunne lige så godt gå ind i stuen, som hun kunne være så mange andre steder.
Ja, specielt sådan en morgen, hvor man var stået op. Hun kan sagtens have været den første oppe. Ja, det var det.
[Paul Bridgwater] (8:04 – 8:14)
De her to oplevelser, at hun rører ved dig, eller du føler, at hun aer dig på ryggen. Og det her, at du ser hende gå ind i stuen. Hvad har det betydet for dig med de her oplevelser?
[Julie Kjær Ovesen] (8:16 – 8:42)
Det gør jo bare, at jeg tænker, at hendes energi ikke er forsvundet helt. Altså, jeg føler på nogle måder, at hun følger med. Jeg er selv ret uafklaret i, hvad jeg egentlig tror på, der sker med os efter døden.
Men jeg må så alligevel sige, at jeg ikke er i tvivl om mine oplevelser. Jeg er ikke i tvivl om, det havde været hende. Og jeg troede måske egentlig mest på, at energien bliver opløst. Men det giver ikke mening i mit hoved, når den var der så tydeligt.
[Paul Bridgwater] (8:42 – 9:06)
Nej, okay. I bogen The Art of Dying, som jeg har med, så betegner den sådan en oplevelse som hallucinationer. Og det er jo ikke negativt ment i bogens kontekst.
Det er ikke fordi, at bogen ikke regner dem for virkelige. Men de er karakteriseret sådan, fordi det er subjektive oplevelser, som kun angår personen selv. Og så tænkte jeg, har andre af dine familiemedlemmer oplevet noget?
[Julie Kjær Ovesen] (9:09 – 9:26)
Ikke – både – og. Jeg ved, hun besøger os i drømme. Og min far mener bestemt også, at han er blevet besøgt.
Og jeg tror, det er en drøm, han har beskrevet for mig. Det kan jeg godt blive lidt i tvivl om. Men det er igen, hvor hun er inde i stuen, og han ser hende.
Og der stod hun på stylter.
[Paul Bridgwater] (9:27 – 9:28)
Nå, hvor sjovt.
[Julie Kjær Ovesen] (9:29 – 9:52)
Så lidt hævet over os andre.
Svævende er man jo aldrig, så der skal nok et par stylter til for at bevare jordforbindelsen. Og der havde han sådan en fin snak med hende, hvor han tænker på hende. Så sidder hun sammen med nogle veninder, en mor, og nogle andre af vores afdøde kære.
Der havde de haft sådan en samtale om nogle ting. Så, ja.
[Paul Bridgwater] (9:52 – 10:10)
Ja, ligesom “gyldne sale” i salmen af Grundtvig, ikke? Ja…nå Så havde hun en besked til ham, eller var det bare, at han observerede, at hun snakkede med…? Nej, jeg tror nok, der var en besked med.
[Julie Kjær Ovesen] (10:10 – 10:25)
Hun var også ret tydelig i livet, man vidste godt, hvor hun var henne, når hun mente noget. Og jeg tror også, hun havde en ret tydelig besked med til ham. Og jeg kan ikke huske, hvad det var.
“Nu skal vi lige gøre sådan her!”, kunne jeg forestille mig.
[Paul Bridgwater] (10:26 – 10:28)
Og hvad med dine søskende, så?
[Julie Kjær Ovesen] (10:28 – 10:33)
Ikke mig bekendt, ikke så tydeligt, men min storesøster får hende tit på besøg i drømme.
[Paul Bridgwater] (10:38 – 11:24)
De to Fenwick har en interessant opgørelse over, hvad oplevelsen af den afdøde kan bestå af. Og der er en undersøgelse, som er foretaget af en walisisk læge, som hedder Dewi Rees, med 227 enker og 66 enkemænd. Og 39% af dem har mærket et nærvær af en eller anden art. 14% har set den afdøde, som du også så din mor. 13% hører den afdøde. 12% taler med den afdøde.
Og 3% bliver rørt af den afdøde. Så tænker du, at du er nok ret heldig, altså de 3% der. Der er ikke mange, der føler en fysisk berøring.
[Julie Kjær Ovesen] (11:24 – 11:30)
Nej, og det var også en bølgende følelse. Det var meget ligesom at blive aet nedad. Det bølgede varmen ned ad ryggen.
[Paul Bridgwater] (11:33 – 11:36)
Hvad tænker du om oplevelsen nu? Så mange år siden er det.
[Julie Kjær Ovesen] (11:37 – 11:59)
Jamen altså, den første oplevelse, hvor jeg blev aet ved ryggen, var jo et par dage efter hendes død. Så den var ret ny. Og så der, hvor jeg så hende, det har været et par år yderligere efter.
Så det er måske otte år siden i dag. Og noget andet, jeg synes, der også er lidt sjovt, når vi nu snakker om afdøde og sådan noget, det er, at den dag hun døde, det var hendes mors 100-års fødselsdag. Og hun var død på det tidspunkt, hendes mor.
[Paul Bridgwater] (11:59 – 12:00)
Okay.
[Julie Kjær Ovesen] (12:00 – 12:20)
Det tænker jeg også, det var ikke tilfældigt. Gad ved ikke, om hun har haft besøg også i sin… Nej, det er jo specielt.
Ja, det er det. De var også meget tætte. Det var den her mor til de 13, det første af hendes 13 børn, der går bort.
Det sker på hendes egen 100-års fødselsdag. Det er sådan lidt en fin ting. Det er sådan lidt en cirkel på en eller anden facon.
[Paul Bridgwater] (12:20 – 12:30)
Og mor til 13, det er imponerende. Ja. Har du gode råd til andre, der har en lignende oplevelse?
[Julie Kjær Ovesen] (12:31 – 12:50)
Jeg tror, man skal være åben over for det. Og når de opstår, så må man jo være i det. Jeg tror, det opstår, så man ikke når at fange det alligevel. Eller sådan. Det er bare en meget naturlig oplevelse, egentlig. Det var først bagefter sådan, “hov, der var der ikke nogen i den stue”. Men det var der jo.
[Paul Bridgwater] (12:51 – 13:08)
Jeg tænker også, det er jo interessant, det er jo snart Halloween. Der er mange spøgelseshistorier. Man har ofte en vis ængstelse for genfærd og den slags. Det har du overhovedet ikke.
[Julie Kjær Ovesen] (13:08 – 13:24)
Nej, det var bare så dejligt. Det var bare rart. Det var jeg slet ikke bange for.
Mit mellemste barn er ret bange for mormor lige for tiden. Han har også hørt den her historie. Han synes altid, det er uhyggeligt.
Og det synes jeg bare på ingen måde, at det var. Så det skal jeg virkelig have vendt om, den fortælling for ham, tænker jeg.
[Paul Bridgwater] (13:28 – 13:39)
Ja. Altså, populærkulturen spiller jo også meget på det skrækindjagende. Og det er egentlig skægt, fordi de fleste beretninger af kontakt med afdøde, er meget positive.
[Julie Kjær Ovesen] (13:40 – 13:40)
Ja.
[Paul Bridgwater] (13:42 – 14:11)
Ja, men Julie, tusind tak, fordi du vil lade dig interviewe. Og det er min forhåbning, at man i fremtiden vil kunne tale mere åbent om, om oplevelser som din.
Og at det også vil have betydning for, hvad man synes, der er værd at forske i, som Fenwickerne også har gjort. Og tak til jer for at have lyttet med. Du kan høre denne podcast, og andre lignende podcasts, især om nærdødsoplevelser og livsfortællinger, på hjemmesiden www.healinghelp.dk.
