I denne podcastepisode taler jeg med forfatter og teolog Karl Aage Kirkegaard.
Samtalen kredser om hans nyeste bog “Nærdødsoplevelsernes Lære”. Her systematiserer han indsigter fra hundreder af nærdødsberetninger. Vi dykker ned i de åndelige love, som bogen præsenterer. Der tales om karma, fri vilje, bevidsthed og sjælens rejse efter døden. Hvordan kan lidelse forstås som kærlighedens skub? Og hvad siger disse oplevelser om Gud, livet og vores formål? Lyt med, og få ny inspiration til din egen forståelse af det åndelige.
Transskription af podcastepisode
[Paul Bridgwater] (0:02 – 0:51)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”. En podcastserie, hvor vi undersøger grænselandet mellem denne verden og det, der måtte komme bagefter. Jeg hedder Paul Bridgwater, og i dag har jeg den store glæde af at have Karl Aage Kirkegaard med i studiet.
Karl Aage har gennem hele sit forfatterskab kredset om trosspørgsmål. Lige fra bogen “New Age – Religion og videnskab” fra 1998 til “Har nutidens kristendommen et budskab” fra 2009. I dag er han aktuel med en ny bog, nemlig “Nærdødsoplevelsernes lære”, og det er den, vi skal tale om.
Men vi starter med dig, Karl Aage. Vil du ikke begynde med at fortælle lidt om dig selv? Måske noget om din baggrund, dit arbejdsliv og forfatterskab?
[Karl Aage Kirkegaard] (0:51 – 4:49)
Ja, det vil jeg gerne. Jeg er født på en gård midt i Jylland, og jeg har gået i skole i Hammel, som er en by, der ligger 25 kilometer vest for Aarhus. Så har jeg gået i gymnasium i Aarhus på Aarhus Katedralskole, hvor jeg blev klassisk sproglig student.
Så studerede jeg på universitetet i Aarhus og blev cand. theol. Jeg fik præsteuddannelsen, og så fik jeg desuden uddannelsen til cand. mag. i religion og dansk. Jeg har ikke virket som præst, selvom jeg har uddannelsen til det, dels fordi der var nogen ting i den evangeliske lutherske forkyndelse, som jeg ikke rigtig kunne forlige mig med, dels fordi jeg begyndte at interessere mig for åndsvidenskab.
Så derfor valgte jeg at gå gymnasievejen, fik nogle tillægsuddannelser og blev så gymnasielærer. Via mine forældre har jeg været tilknyttet til det, der hedder Evangelisk Luthersk Missionforening. Det er en forening, der minder meget om Indre Mission, hvor man havde et stærkt skel mellem de troende og de vantro, mellem dem, der blev frelst og dem, der blev fortabt.
Det havde jeg det lidt svært med. Noget, der gjorde særlig indtryk på mig, det var en gang, jeg var i et møde i den forening i Vindum Forsamlingshus. Der var der en af forkynderne, der fortalte om frelse og fortabelse, og det blev forstået meget bogstaveligt som himmel og helvede.
Det, der var afgørende for, om man blev frelst eller gik fortabt, kom i himmel eller helvede, det var ikke, om man var et godt menneske eller et etisk menneske. Nej, det var, om man troede på Jesus Kristus som ens frelser og var rigtig kristen. Så kunne man være så god som mulig.
Hvis man ikke troede på Kristus, så gik man i helvede. Det var den meget klare og logiske forkyndelse, han havde, og det havde jeg svært ved at forlige mig med. Men jeg havde det også svært ved at rive det fra mig.
Det har ligesom siddet i mig i mange år og været det, der har været igangsættende for hele mit livs søgen efter mening, forståelse, logik i religion, i filosofien, i det hele. I hvordan verden er indrettet. Jeg havde jo svært med det der med tro.
Den tro, jeg var vokset op i, og så kom jeg i gymnasiet, og så blev jeg nærmest ateist og vendte mig fra det. På et tidspunkt så jeg tilfældigvis i et ugeblad en, der talte – det var første gang, jeg mødte begrebet reinkarnation – hvor han sagde, at himmel og helvede findes her på jorden, og der findes ikke noget evigt himmel og helvede, for når man dør, så fødes man igen. Det virkede på en måde meget mere tilfredsstillende på mig.
Den religionsform kunne jeg godt lide, men så kom jeg ligesom væk fra det, og jeg blev ved med at tænke på det, og så kom jeg på den idé, at jeg kunne læse teologi. Måske var der en eller anden dyb visdom i teologien, når man… altså en eller anden form for forklaring på livet, men det fandt jeg så ud af, at det var der ikke.
[Paul Bridgwater] (4:50 – 4:54)
Hvad var din erfaring med teologi, for de har vel været knap så dogmatiske?
[Karl Aage Kirkegaard] (4:54 – 8:04)
Ja, det var rigtigt. Der var stor forskel på dogmatikken på teologiske fakultet, og så i den missionske sammenhæng. Helt klart.
Man var meget mere åbent, kulturåbent, åbent over for filosofisk overvejelse og åbent over for kritik af Bibelen. Meget mere. Det virkede selvfølgelig også lidt forvirrende på mig, men så blev jeg så troende og omvendt mig måske lidt krampagtigt til kristendommen uden den store overbevisning.
Noget af det, jeg havde problemer med, dette var jo det problem, man kalder inden for teologien teodiceproblemet. Problemet om Guds retfærdighed, hvordan kan der ske alt det onde i verden, når Gud er god og kærlig og retfærdig? Og i forbindelse med det er jo også det problem, jeg baksede med, hvordan kan en kærlig Gud fordømme nogle mennesker til et evigt helvede?
Fordi der kommer jo ikke noget efter den straf, som man kan lære. Det er jo ikke noget, der fører frem til noget. Det har jo ikke en nyttig hensigt.
Og desuden så passer det jo heller ikke med, at man har lavet en endelig forseelse for en uendelig straf. Og det er jo trods alt Gud, der har skabt os som det syndelige væsen. Så der var en hel masse ting, jeg ikke kunne få til at passe.
Og som jeg ikke fik noget tilfredsstillende svar på på teologistudiet og blandt kristne i det hele taget. Der var sådan en overbevisning om, at “Herrens veje er uransagelige”. Vi kan ikke se Vor Herre i kortene.
Der er nogle problemer, vi aldrig får svar på. Der er en gåde i livet, som vi ikke får løst. Som Søren Kierkegaard sagde, det gælder som menneske ikke om at få løst livsgåden, men at få styrke og udholdenhed til at tåle, at livsgåden ikke bliver løst.
Og dermed siger han egentlig noget centralt om den almindelige, dogmatiske kristne holdning til de spørgsmål. Blandt andet også om livet efter døden. Det var også sådan noget, man nærmest ikke sagde noget om.
Og hvis der var nogen, der mente, at de kunne sige, hvad der skete i livet efter døden, f.eks. Rudolf Steiner eller nogle af nærhedsoplevelserne, så fik man nærmest en reaktion. Det skal man ikke røre ved. Det er noget helligt.
Man skal ikke røre ved majestætens hemmeligheder, Guds hemmeligheder. Det sagde Luther jo også, at man skulle ikke gå efter majestætens hemmeligheder, hvorfor der er nogen, der går fortabt, selvom de måske ikke er værre mennesker end andre. Det skal man ikke røre ved.
Man skal bøje sig for majestæten, selvom det føles helt urimeligt for ens selv.
[Paul Bridgwater] (8:04 – 8:09)
Men det har ikke været tilfredsstillende, og så søgte du inspiration andre steder.
[Karl Aage Kirkegaard] (8:09 – 8:44)
Ja, helt klart. For eksempel, da jeg var 22 år, var jeg i Kibbutz i Israel, og der havde jeg en værelseskammerat, som også var fra Danmark. Han havde taget en bog med fra Danmark, og det var den her, som jeg har liggende her foran mig, Raymond Moodys bog, Livet efter livet.
Det var den første bog, der fandtes på dansk i det hele taget, om det der fænomen nærhedsoplevelser, som jo også først blev introduceret af Raymond Moody.
[Paul Bridgwater] (8:45 – 8:56)
Ja, der er en fin tegning udenpå af et lys i en mørk tunnel, og det ser ud som om det er originaludgaven. Det ved jeg ikke om det er, men det ligner en fra 70’erne.
[Karl Aage Kirkegaard] (8:56 – 9:15)
Den er fra 1977. Raymond Moody skrev den engelske bog i 1975, og det var simpelthen igangsættende for forskning i hele verden. Den blev oversat til utrolig mange sprog, altså også til dansk, to år senere kom den.
Og så læste jeg den, da jeg var i Kibbutz i 1978.
[Paul Bridgwater] (9:16 – 9:18)
Og så har du været tæt ved kilden.
[Karl Aage Kirkegaard] (9:18 – 10:01)
Ja, det har jeg. Men ham der, min værelseskammerat, han sagde, at det jo handlede om folk, der har oplevet, at de næsten har været døde, og det er så smukt, og de har været i dødens land. Kunne du ikke tænke dig at læse den?
Og det prøvede jeg så, og den gjorde et stort indtryk på mig. Jeg vibrerede med den bog, så at sige. Jeg kunne lide energien i den.
Der var ikke den der fordømmelse. Man fik lige sådan en ny tro på, at der var en kærlig Gud, som ville menneskene det godt, som ikke ville dømme en og lede efter alle ens fejl. Så det var sådan set der, min interesse for nærdødsoplevelser begyndte.
[Paul Bridgwater] (10:01 – 10:49)
Så har du i din bog “Nærdødsoplevelsens Lære”, som kom her i 2024, der forsøger du at sammenfatte de vigtigste konklusioner, man kan drage om livet efter døden, og du baserer det på læsning af flere hundrede nærdødsberetninger. Raymond Moody fastslår, at der er nogle kendetegn, men du går et skridt længere og siger, at man faktisk godt kan udarbejde en nærdødsoplevelseslære med 15 åndelige love. Det er ikke fordi, at det er Moses på bjerget, hvor der er 15 love, der står mejslet i sten, men hvordan vil du selv beskrive bogens formål?
[Karl Aage Kirkegaard] (10:52 – 12:41)
Bogens formål er at gøre rede for nærdødsoplevelserens lære. Hvad siger nærdødsoplevelserne, hvad lærer de os om sådan nogle emner som, hvad sker der efter døden, hvad sker der umiddelbart efter døden, hvordan udvikler man sig i den åndelige verden, hvad er det for en verden, man kommer ind i? Det er en åndelig verden, hvor der gælder nogle andre love, end der gælder her i den fysiske verden.
Men det er jo ikke bare, hvordan den åndelige verden fungerer, men også nogle love om, hvordan menneskeskæbner udfolder sig. Vi kender jo alle sammen karmaloven, det er så en af dem. En, der spiller en stor rolle, det er loven om tankens skabende kraft, som betyder noget i den åndelige verden, der er den meget betydelig, men i den fysiske verden betyder den ikke så meget, fordi man møder på noget modstand.
For eksempel er det jo ikke nok, at man tænker, nu vil jeg have min kraftknude væk, nu tænker jeg den væk. Der er en vis modstand i organismen, ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, det tager bare længere tid, og det er vanskeligt, og nogle gange lykkes det ikke. Altså, der er en nærdødsoplever, der siger det på følgende måde, citat:
“Vi kan skabe vores omgivelser gennem de tanker, vi tænker. Fysisk kan det tage tid, men åndeligt sker det øjeblikkeligt”.
[Paul Bridgwater] (12:41 – 14:58)
Ja, det er sjovt. Jeg skal lige dele en erfaring med dig. Min far døde i 1998, og jeg havde en række ret skelsættende drømme omkring, hvor han forklarede, hvordan det var at være død.
Og i en af dem, der sagde han det samme, som du siger der, nemlig, at tanken skaber det, den tænker på. Og på det tidspunkt havde jeg lige erhvervet mig en brugt Mercedes Coupé. Meget, meget flot.
Grøn. Seks cylindre. Kørte fem kilometer på literen.
Og i en drøm, så havde han den flotteste mørkeblå Rolls Royce. Og det var ikke en konkurrence. Han ville bare illustrere, at her sagde han, og det virkede også, som om han var forbavset over, at der overhovedet var et liv efter døden.
Her sagde han, her kan man skabe det, man tænker på. Og så tænkte jeg, det er jo det – der er der ikke noget modstand. Det er der her.
Når du så skrev den op som en af dine love, så var det noget, jeg kunne genkende, godt nok fra en drøm. Det er jo temmelig anekdotisk, men jeg tænkte alligevel, at det kunne jeg godt genkende. Det resonerede med mig.
Men nu uddyber du det med en citat der. Jeg har spekuleret lidt over det også, fordi jeg har brugt eksemplet nogle gange, men der er sådan en oplevelse af en nærdødsoplever, der er imellem her og der. Hun kommer ind i tunnelen og møder tre lysende prikker.
Hun sagde, telepatisk, eller hvordan man nu er i kommunikation med de her tre lysende væsener, lysende prikker. “Jeg troede, I ville være engle”, og så kommer svaret prompte. “Du tror jo ikke på engle”.
Og der tænkte jeg, hvor er det sjovt, at det er tankens skabende kraft, men det er også tanken, der møder bevidsthed, som også former sig efter ens forståelse.
[Karl Aage Kirkegaard] (15:01 – 16:07)
Det er nemlig også et aspekt ved nærdødsoplevelserne, ikke alene at ens tanke skaber det, men fra den anden side, fra den åndelige side, de åndelige væsener, der tager imod en og giver en oplevelser. De indretter sig også efter, hvilke forestillinger man har. Så hvis man tror på engle, så ser man det, og hvis man ikke tror på det, så vil de ikke forskrække en.
Så vil de ligesom indrette sig efter, hvad man tror på, for at lette overgangen. Det er jo gode væsener, der vil give en det, man har brug for, og vil sørge for, at man føler sig godt tilpas. Og derfor vil fx en ateist heller ikke lige pludselig møde Jesus og alle englene osv.
Det vil måske være en overgang fra en oplevelse til et mørkt, til nogle lyse oplevelser, til en langsom realisering af, at jeg har en bevidsthed, at jeg tænker, at jeg undrer mig. Og så langsomt åbner sig. Så det passer godt med nærhedsoplevelsernes lære.
[Paul Bridgwater] (16:08 – 16:26)
Så nævnte du også karmaloven. Hvis man tænker karmaloven meget mekanisk, så har det noget at gøre med, at du har handlet ilde tidligere, og derfor går det dig skidt i dette liv. Men det forestiller jeg mig er en lidt forenkling af det, du forstår ved karmaloven.
[Karl Aage Kirkegaard] (16:28 – 17:45)
Ja. Altså, man skal jo, som du siger, passe på ikke at forstå det forenklet. Man kan også sige karmalovene.
Men altså, det grundlæggende er, at en handling afføder ens skæbne. Men den skæbne kan afføde… Den skæbne manifesterer sig ikke altid.
F.eks. hvis man inden den manifesterer sig har fået en indsigt, så vil… Som skæbnen egentlig skulle give en, så ville den ikke udfolde sig. Altså, der var jeg f.eks. en nærdødsoplever, der sagde, nå, nu skal jeg se hele mit liv passere revy, som alle de andre, jeg har hørt om. Åh, jeg gjorde jo noget forfærdeligt, da jeg var 40 år. Nu kommer vi snart til det. Jeg har indset, det var frygteligt forfærdeligt.
Jeg er bange for, at nu kommer det. Men så kom det slet ikke. Fordi han havde allerede indset det.
Han havde allerede lært det, han skulle lære. Og så behøvede han ikke at blive konfronteret med det igen.
[Paul Bridgwater] (17:46 – 18:26)
Hænger det også sammen med livsopgaven, det der med… Jeg tror, det er Karen Blixen, som har den berømte eksempel med, at livet er som at gå igennem en mark, og når man kigger sig tilbage, så aftegner det sig et billede, måske af en stork. At man møder det, man møder i livet, og skal løse de opgaver, man skal løse i livet.
Og lærer man, så bevæger man sig videre. Men lærer man ikke, så gentager de her mønstre i ens liv. Det kan være, man bliver ved med at løbe ind i uheldige kærlighedsforhold.
Det kan være så meget. Det kan være, man bliver ved med at have pengeudfordringer.
[Karl Aage Kirkegaard] (18:26 – 20:00)
Ja, det er rigtigt. Det er fuldstændig rigtigt. Og det hænger jo igen sammen med noget, man også lægger meget vægt på i nærdødsoplevelsen.
Vi har en fri vilje. Og det er fordi, vi skal handle rigtigt ud fra vores egen impuls, hvor vores egen vilje er selv. Det er ikke sådan, at vi er en robot eller bliver tvunget til noget.
Det vil sige, at når vi har en fri vilje, så betyder det også, at man kan vælge noget forkert. For ellers ville viljen ikke være fri. Så var man jo tvunget til at vælge det gode.
Hvis man valgte det gode hele tiden, så måtte det være et tegn på, at man på en eller anden måde var forudbestemt til det – determineret. Og det betyder jo så, at når man så vælger den forkerte vej, så betyder det jo ikke, at man fuldstændig går fortabt af den vej. For så virker karmaloven.
Karmaloven er jo faktisk noget positivt, der forhindrer en i at komme helt væk fra Gud, fordi den skubber en ligesom i en anden retning. Når man er gået i en forkert retning, så skubber den til en. Og det er det der skub, der kan opleves meget smertefuldt, og som vi oplever som lidelse.
Og der er altså nogen, der ikke lærer af det, der bare siger, okay, det var ikke en belæring, det var bare et uheld, eller det er jo skæbnen, der er ubehagelig. Jeg fortsætter, som jeg vil. Så oplever man et skub, måske i næste liv, indtil man lærer det.
[Paul Bridgwater] (20:01 – 20:31)
Ja, det var også en interessant… Altså nu hørte jeg foredraget med dig i går i Messiaskirken. Det var Foreningen af Nærhedsoplevere i Danmark, der havde inviteret dig.
Og der nævnte du også lidelse som en positiv faktor, der ligesom kunne føre en på rette vej. Og det synes jeg var en ny forståelse af lidelse i hvert fald. Men det er det, du er inde på her.
Lidelsen hjælper en med at forstå, okay, det her er ikke så smart.
[Karl Aage Kirkegaard] (20:32 – 21:15)
Ja, altså det billede, jeg brugte i går, det var en planet, eller en komet, der bevæger sig igennem verdensrummet. Den skal i en bestemt retning. Der er den gode retning for den selv.
Men den kan også bevæge sig i en forkert retning. Det er så også i en planet, der har en fri vilje. Det har den så ikke i virkeligheden.
Men altså lad os nu blive i det billede. Og så, når den bevæger sig lidt i en forkert retning, så kommer der en hånd og skubber til den. Nogle gange skubber den hårdt.
Og det er det skub, der opleves som lidelse. Og det skal man jo så forstå ikke som ondskab, men som en kærlig hånd, der vil lede en på den rette vej. Men man skal selv indse, hvad det er, man skal lære af de skub.
[Paul Bridgwater] (21:16 – 21:39)
Ja, altså det stiller jo nogle problemer over for folk, der har kroniske lidelser, som ikke kan slippe ud af det foreløbig. Hvis man nu ser frem imod 15 års fremtidige lidelse på grund af en eller anden sygdom, så kan det godt være, at læren desværre ligger, noget et stykke tid i fremtiden.
[Karl Aage Kirkegaard] (21:40 – 22:22)
Ja, ja. Hvor det selvfølgelig er et stort problem. Der er flere aspekter i det, fordi det kan jo også være, at man skal lære at finde de positive sider på trods af sygdommen, som der også findes i livet.
Og så kan der jo også være det aspekt i det, at hvis man er inde i en meget stærk, akut lidelse, så skal man ikke gå hen til personen og sige, at det er noget, Gud har påført dig for, at du skal få det godt om 15 år, kan du forstå det? Hvis det slet ikke er klart.
[Paul Bridgwater] (22:23 – 22:23)
Nej.
[Karl Aage Kirkegaard] (22:24 – 22:34)
Der var i går aften, nu refererer du til mødet, der var i går aften, der var der en dame, der sagde, at hun havde været igennem 25 års alkoholmisbrug.
[Paul Bridgwater] (22:34 – 22:34)
Ja.
[Karl Aage Kirkegaard] (22:35 – 23:09)
Og nu, flere årtier og senere, så tænkte hun tilbage på det og sagde tak for det, fordi det havde faktisk gjort hende til det menneske, hun havde. Hun var i øjeblik, det havde hun lært noget af, det havde givet hende en udbytte. Og så sagde jeg til hende, ja, det er rigtigt, du har lært noget af det, det var positivt, det havde et godt formål, men hvis jeg havde sagt det til dig, mens du var midt i alkoholismen, så var jeg blevet sur på dig, sagde hun.
[Paul Bridgwater] (23:09 – 23:24)
Ja, det er klart. Det har noget med, altså fra evighedens synsvinkel, det begreb med, hvis man ser det ovenfra, så giver alting en mening, men det er ikke altid en trøst, når man lever regnormenes liv.
[Karl Aage Kirkegaard] (23:24 – 24:12)
Nej, nemlig, så er det ukærligt i virkeligheden. Så er det ukærligt. Så skal man ikke sige det, så skal man ikke sige det. Jeg har jo også en onkel, der, nu er han død, men han fortalte, at da han var cirka 30 år, der fik han en meget stærk livstruende sygdom, og han lå i hospitalet og var fuld af bekymringer for sin kone og sine tre børn, da lige var blevet født, og han havde smerter.
Så kom en af hans slægtninge hen til ham og stod ved hospitalssengen og sagde til ham, ja, Frede, du kan tro, også det her har Gud en plan med, at han har givet dig det. Og det glemte han aldrig i sit liv, at hun sagde det. Det var aldeles malplaceret.
[Paul Bridgwater] (24:12 – 24:43)
Ja, det bliver meningsløst i den sammenhæng. Ja. Ja, hvis vi lige spoler lidt tilbage, og tager din metode frem.
Du har valgt nogle bestemte greb og afgrænsninger for at kunne skærpe fokus i bogen på netop nærdødsoplevelseslære. Vil du fortælle lidt om, hvordan du har arbejdet, altså hvilken valg du har truffet for at kunne sammenfatte beretningerne på en meningsfuld måde?
[Karl Aage Kirkegaard] (24:45 – 26:25)
Ja, men det er jo en systematisk metode. Altså den måde, som nærdødsoplevere ofte bliver beskrevet på, det er en kronologisk metode. Hvis man nu skal bruge nogle fine ord, så vil man sige, det er en synkron-metode og ikke en diakron-metode.
Det vil sige, en diakron, det betyder, at man går frem tidsmæssigt. Så skete der det, så skete der det. Så var jeg udsat for den ulykke, så blev jeg ført til hospitalet.
Så mistede jeg bevidstheden, så skete der det, så kiggede jeg ned på mit legeme, så kiggede jeg gennem tunnelen osv. Og så bagefter kom jeg tilbage og ændrede mit liv. Det er en diakron-metode, kronologisk metode.
Men jeg har en synkron, altså en systematisk metode, det vil sige, at jeg tager alle emner ved siden af hinanden, uafhængigt af, hvornår de forekommer i nærdødsoplevelserne. Hvad siger nærdødsoplevelserne om livet, om meningen med livet? Og alle de der emner, som jeg har stillet op, som fremgår af overskrifterne, hvad siger nærdødsoplevelserne om sansning, kommunikation, tanken, skabende kraft, rum, tid, bevidsthedsniveau, form, karmaloven og kontraster, den frie vilje, meningen med livet osv.
Som filosofi, der bliver ordnet systematisk. Jeg kunne også have kaldt det nærdødsoplevelsernes filosofi eller nærdødsoplevelsernes teologi, men nu valgte jeg lidt mere neutrale ord. Nærdødsoplevelsernes lære.
[Paul Bridgwater] (26:26 – 26:47)
Så i virkeligheden, de her emner, for eksempel kommunikation eller kontraster eller hvad det nu kan være, så har du samlet citaterne, og indledningsvis i hver kapitel har du en lille kort opsamling af de konklusioner, du kan nå på baggrund af de her citater. Og så udover det, er der en sammenfatning i de 15 love. Er det rigtigt?
[Karl Aage Kirkegaard] (26:47 – 27:29)
Ja, nu er det ikke sådan, at hver enkelt kapitel starter med en fremlægning af love.. Der er sådan en slags indføring, kan man godt sige. Ellers er det sådan, at jeg veksler mellem…
Jeg har ligesom et lærepunkt. Hvad siger den for eksempel? Hvad siger en nærdødsoplevelser om tankens kraft?
Hvad siger den om tankens kraft med hensyn til hvad man ser i den åndelige verden? Jeg har et lærepunkt, og så kommer der måske fem citater, der underbygger det. Og så kommer der et nyt lærepunkt, og så fem citater, der udbygger det.
Så… Nu kan jeg ikke huske, hvad du spørger om.
[Paul Bridgwater] (27:29 – 27:35)
Jeg tænkte egentlig, om det var en induktiv eller en deduktiv metode, men diskussionen er måske lidt lige meget.
[Karl Aage Kirkegaard] (27:35 – 28:21)
Nej, det er en induktiv metode. I den forstand, at jeg lægger så meget vægt på citaterne. Jeg lægger så meget vægt på citaterne, at jeg vil skabe en nærdødsoplevelsernes lære – en lære ud fra alle de nærdødsoplevelser, der findes.
Altså ikke en persons lærer, ikke Immanuel Kants lære, Jesu lære eller Buddhas lære. Nærdødsoplevernes lære, eller nærdødsoplevelsernes lære under et. Og der tager jeg så udgangspunkt i, så vil jeg sige, at det er citaterne, der er den øverste autoritet.
Det er dem, der siger, hvad læren er. Og så sammenfatter jeg det bare, hvad den siger.
[Paul Bridgwater] (28:21 – 28:30)
Og så kommer det næste spørgsmål selvfølgelig. Hvordan udvælger du så citaterne? Fordi der er jo tusindvis af citater fra nærdødsoplevelserne.
[Karl Aage Kirkegaard] (28:30 – 29:00)
Ja. Altså jeg vælger selvfølgelig citaterne ud fra, hvorvidt de passer lige til det lærepunkt, og det sted, jeg er i disposition. Men jeg vælger dem selvfølgelig også ud fra, at det skal være nogle citater, der er meget sigende.
Nogle citater, som har en pædagogisk værdi, som er klare, hvor der er en klar pointe. Og interessante citater. Citater, som er dybdegående.
[Paul Bridgwater] (29:01 – 29:05)
Skal vi tage et eksempel på et godt citat?
[Karl Aage Kirkegaard] (29:05 – 30:26)
Ja. For eksempel under religion. Der starter jeg med, det er på side 198.
Der starter jeg med at sige, at det er karakteristisk, at det ikke tillægges nogen særlig betydning, hvilken religion eller trosretning man tilhører. Det vigtige er, at religionen understøtter kærligheden. Og så kommer der et citat, og det kan jeg lige prøve at læse op, som jeg synes er et godt citat.
Jeg havde også tænkt på religion, mens jeg var der i den åndelige verden, og jeg modtog hurtigt den forståelse, at dette ikke var vigtigt. At ens religion ligegyldigt, hvilken de tilsluttede sig eller ikke tilsluttede sig på jorden, altid var det, der var skrevet i deres eget hjerte. Det handlede om, hvem personen var, ikke hvilken etikette de bar, eller hvem eller hvad de tilbad eller troede på.
Ens egen frekvens, tone, matematiske ligning og vibration siger det alt sammen, og man kan ikke reparere på det. Man er bare, hvem man er.
[Paul Bridgwater] (30:30 – 30:57)
Ja, det er et rigtig godt citat. Det viser også det der almene blik, som nærhedsoplevelsen har i forhold til religion. Også dem, som jeg har interviewet, har sagt, at det ikke låst fast til en bestemt religion.
Det er noget alment, og det kan hedde lyset, det kan hedde kilden, det kan hedde Gud. Det kommer an på, hvilken kulturel baggrund man har, men man skal ikke komme det ind i en bestemt rammesætning.
[Karl Aage Kirkegaard] (30:58 – 31:31)
Det er også en almindelig tanke, at religionerne er veje. Vi så det der billede med et bjerg, og de veje op til toppen af bjerget, op til kilden, op til guddommen, eller hvad man skal sige. De der forskellige veje, de svarer til bestemte kulturer.
Islam passer for eksempel til den arabiske kultur, og de passer også til bestemte mennesketyper. Der er nogen, der har brug for mere en fast vejledning, og så er der nogen, der har brug for en mere fri religionsform.
[Paul Bridgwater] (31:32 – 32:11)
Måske kan man i den forbindelse snakke om bevidsthedsniveauer. Det er også en vanskelig diskussion, fordi højere bevidsthed, det lyder som om det er bedre end lavere bevidsthed. F.eks. kristendommen gør meget ud af, for den forstand os buddhismen, at det er først, når du ved, du er intet, du er. Det er først, når du er… “salige er de fattige i ånden”. Det gælder endnu ikke om at være rig i ånden, så har man ligesom misforstået det. Hvordan er det med de her bevidsthedsniveauer i forhold til det, vi skal lære og i forhold til nærhedsoplevelsen?
[Karl Aage Kirkegaard] (32:13 – 34:32)
Ja, det er jo helt klart, at nærhedsoplevelsen taler om, at der er forskellige bevidsthedsniveauer. Der er højere bevidsthedsniveauer og lavere bevidsthedsniveauer. Det er måske ikke særlig overraskende, når man ved, at den åndelige verden er en bevidsthedens verden.
Er en verden, hvor ens tanker, følelser, åndelige værdier spiller en rolle. Og det, som kendetegner de høje bevidsthedsniveauer, det er viden, at man har en viden. Så på det punkt, der passer den altså ikke så meget til den der kristne tanke om, at man skal være fattig i ånden og man ikke skal forstå noget.
Fordi hvis man har en viden om, for eksempel en viden om, at alting tjener til det gode, så er man også bedre rustet til at klare livets modgang. Høje bevidsthedsniveauer er også kendetegnet ved kærlighed og forståelse. Der er ingen dom, fordi man forstår, hvorfor mennesker handler som de gør.
Der er ingen fordømmelse, som der er på de lave bevidsthedsniveauer, hvor der er frygt og uvidenhed og fordømmelse. Der er så megen fordømmelse blandt mennesker osv. Han er den sorteste person, jeg kender.
Jeg fordømmer hans handlinger, osv. Jeg håber, du må rådne op. Der ligger en fordømmende energi over det.
De højeste bevidsthedsniveauer er kendetegnet ved en forståelse af, at alting tjener et godt formål. Det er også interessant, at noget som frygt bliver betegnet som tilhørende af de lave bevidsthedsniveauer. Hvor man er på det højeste niveau, er der ikke frygt.
Det er et af de punkter, hvor det faktisk svarer til, hvad der står i Bibelen. Hvor der er et sted, jeg tror, det er i 1. Johannes brev, hvor der står: “Frygt er ikke i kærligheden.
Den, der elsker, frygter ikke. Den fuldkomne kærlighed har drevet frygten ud”. Det er jo også interessant.
[Paul Bridgwater] (34:33 – 34:39)
Det er også, at alle engle starter med at sige: “Frygt ikke!.” Når de kommer og henvender sig til folk.
[Karl Aage Kirkegaard] (34:39 – 34:44)
Frygt ikke, fordi det er en meget menneskelig følelse, når vi kommer over for det ukendte.
[Paul Bridgwater] (34:47 – 35:12)
Det er interessant, og det er også noget, jeg kan nikke genkende til fra de nærdødsoplevelser, jeg har kigget på det der med. Hvis man er i kommunikation med et højere væsen, og bliver bange, så forsvinder de fra en. Det kunne tyde på, at så ryger man ud af deres sfære.
Det er vigtigt i forhold til kommunikationen, at man ikke frygter. Selvom det kan jo være svært.
[Karl Aage Kirkegaard] (35:13 – 35:53)
Det har også noget at gøre med, at man er på det niveau, man kommer på det niveau, hvor man føler sig hjemme, hvor man føler sig godt til plads, hvor man er fortrolig med, og hvor mærkeligt den kan lyde, så kan nogle mennesker være mere fortrolige med et frygtens atmosfære, og føle sig meget ubehagelige til måde med en kærlig atmosfære. Søren Kierkegaard taler om det demoniske frygten for det gode. Altså, at nogen kommer ikke til lyset, fordi de befinder sig dårligt i forbindelse med det.
Og det bliver jo igen respekteret, ens frivillige bliver respekteret.
[Paul Bridgwater] (35:56 – 36:09)
Så hvordan er det, altså, hvordan er verden her i forhold til verden der? Altså, lever vi, som Leibniz siger, i den bedste af alle verdener, eller er der bedre verdener, eller?
[Karl Aage Kirkegaard] (36:12 – 36:14)
Nu synes jeg, du stiller to spørgsmål på en gang.
[Paul Bridgwater] (36:14 – 36:23)
Det gør jeg også. Det gør jeg også. Den første, det er, hvordan er der så egentlig her?
Hvordan er verden her i forhold til verden der?
[Karl Aage Kirkegaard] (36:23 – 39:58)
Ja, det er… Ja, den verden, vi lever i nu, det er jo den fysiske verden. Det er den verden, der befinder sig i rum og tid.
Noget, man kan sætte på matematiske form, og noget, man kan udtrykke i tal. Man kan sige, der er så og så mange kilometer fra Frederiksberg til København Centrum. Man kan sige, der er jeg er så og så høj.
1,76 meter, sagde jeg. Og man kan sige, ja, og man kan også måle det i tid, ikke? Der er gået et sekund, der er gået ti sekunder.
Vi har nogle ure, vi har nogle fantastisk præcise ure, der kan måle tiden præcist. Og man kan kombinere rum og tid med hastighed, hvor meget rum bevæger sig i forhold til en bestemt tid, 60 kilometer i tiden osv. Tid og rum er meget grundlæggende her på jorden.
Og forøvrigt også matematik, at man sætter tal på det. I den åndelige verden, når man kommer i den åndelige verden, så siger de, så er den almindelige opfattelse, der var ikke noget rum, der var ikke nogen tid. I hvert fald ikke rum og tid, som vi fornemmer det.
Altså, det kan eksemplificeres med det der med tankens kraft. Hvis man tænker på en Rolls Royce, så viser den sig for en. Man skal ikke bevæge sig hen til en Rolls Royce og kigge på den i en bilforretning.
Nej, den kommer til en, den manifesterer sig for en. Den har ikke noget rum, den skal overvinde. Og det med tid, det kan…
Der var heller ikke nogen tid, og det betyder faktisk, at der kan foregå en hel masse i løbet af et sekund jordisk tid. Så vidt jeg kan regne ud, så kan det, man kalder mere, at man oplever sit liv i alle detaljer, det kan ske på et sekund i jordisk tid. Og det kan være svært at forstå, men jeg har et eksempel, der jeg egentlig kan illustrere det ret godt, synes jeg.
Og det er en nærdødsoplevelse, som Raymond Moody for øvrigt har beskrevet en af sine bøger. En mand er indespærret i et hus i forbindelse med en hildebrand, og så ser han redningsmandskabet komme løbende imod sig for at redde ham. De kommer løbende, og så lige pludselig, så standser de.
Det fryser billedet fast som en film, hvor man trykker på en pauseknap. Og i løbet af, og så sker der det, efter de er frossen fast, så får han den der nærdødsoplevelse. Så kommer han op i den åndelige verden, oplever en masse ting, ser sit liv passere, og oplever nogle indsigter.
Der sker en hel masse tilstande, åndelige tilstande. Og så på et tidspunkt i jordisk tid vender han tilbage og ser brandmandskabet komme løbende imod sig. Men da han vender tilbage, ser han brandmandskabet i præcis samme stilling, som de havde, da han forlod dem.
Det vil sige, at alt det, han har oplevet der, det har han oplevet i åndelig tid, mens der ikke er forløbet noget tid i jordisk tid. Og så vender han tilbage, og så begynder de at løbe frem igen. Så det siger lidt om forskellen mellem åndelig tid og fysisk tid.
[Paul Bridgwater] (39:59 – 41:28)
Så eksemplet viser også, at der er jo en sekvensering alligevel. Selv i åndelig tid er der en sekvens, hvor der er nogle begivenheder, der finder sted. I hvert fald bagefter, når han skal fortælle om det.
Vi ved ikke, hvordan det var, om han fik alt viden på én gang. Jeg tænker, at tids- og rumsfornemmelsen i den åndelige verden må være meget væsentligt anderledes. Bare det, at en livsgennemgang går tilbage til fortiden og gennemgår det hele i detaljer og al dens virkning, det virker som en kinesisk æske på en eller anden måde.
Men der er alligevel det med, at når vi skal forklare det, eller når vi skal forstå det, så har vi både den der fornemmelse af en rum. Folk rejser ud, eller de siger, at de har rejst gennem stjernerne, jeg har rejst gennem en tunnel, og så kom jeg tilbage igen. Der er en form for tidsforløb, før, under og efter.
Og samtidig er der også denne her rumfornemmelse med, at jeg har rejst et sted hen, jeg er nået til en flod, jeg fik at vide, at jeg skulle tilbage, jeg kom tilbage, måske gennem et ørkenlandskab, men der er jo stadigvæk en form for tids- og rumserkendelse, selvom det er, men måske er det bare, fordi det er evighedens forgård. Vi når jo aldrig hen til evigheden, vi når altid kun hen til en grænse med nærdødsoplevelserne, og så kommer man tilbage igen.
[Karl Aage Kirkegaard] (41:28 – 42:12)
Ja, det er en måde at forklare det på. Det er en måde at forklare det på, at i den første tid, lige når man har haft nærdødsoplevelser, så er man tæt på det jordiske, så er man tæt på den jordiske sfære, og dermed også tæt på rum og tidsbegreber. Derfor oplever man meget de jordiske former, eller noget, der ligner det, at man har en åndelig krop, for eksempel.
Men jo højere bevidsthedsniveauer, man kommer op på, jo længere man bevæger sig opad, så at sige, jo mindre oplever man i form, jo mere oplever man i noget formløst, i energi, jo mere oplever man forskelsløsheden, enhedsoplevelsen.
[Paul Bridgwater] (42:12 – 42:17)
Det er også en af lovene, en af de 15 love, det med form, som jeg husker.
[Karl Aage Kirkegaard] (42:18 – 42:22)
Jo højere bevidsthedsniveaue, jo mindre oplever man i form.
[Paul Bridgwater] (42:26 – 42:34)
Kan du sige noget om kontraster? Fordi det er også en af lovene, at kontraster er nødvendige for erkendelse. Hvad ligger der i det?
[Karl Aage Kirkegaard] (42:36 – 43:56)
På en måde er det jo noget meget basalt, altså at vi kan kunne opleve noget i kraft af, at der er noget andet, som er forskelligt fra det. Et eksempel man kan give, det er jo stjernerne om natten. Man kan kun se stjernerne, fordi de bliver markeret af en kontrast.
Nattemørket, stjernerne er der også nu her om dagen, men vi kan bare ikke se dem, fordi der ikke er en kontrast til at markere dem. Men det er jo også sådan noget, eksempelvis denne her bog, den kan jo markeres af, at det ikke er bøger alt sammen. Kontrastprincippet er noget helt grundlæggende i tilværelsen, grundlæggende for at opleve noget, at sanse noget, men det gør sig jo også gældende på et mere åndeligt plan på den måde, at glæde kun kan opleves på baggrund af noget, der ikke er glæde.
Hvis vi var glade hele tiden, hvis vi var salige hele tiden, hvis vi havde den der følelse af en gennemstrømmende livsglæde hele tiden, så ville vi jo ikke have nogen kontrast at opleve den udefra, og så ville den bare være det normale, normaltilstanden. Så ville det blive kedeligt, nærmest uudholdeligt, fordi der ikke skete noget. Der var ikke en kontrast til at markere det for.
[Paul Bridgwater] (43:57 – 44:13)
Men tænker du ikke, at uendelig, ufattelig kærlighed i al sin dybde er det, som man kunne kalde Gud, eller det, man kunne kalde kilden? Altså selve det, at være i den tilstand, har det brug for en kontrast?
[Karl Aage Kirkegaard] (44:14 – 45:56)
Ja, det er et godt spørgsmål, og et vanskeligt spørgsmål, som jeg også har tænkt meget over. Og det er så lige på lidt usikker grund, men jeg tror faktisk, at kontrastprincippet også gør sig gældende med hensyn til den åndelige og den åndelige salighed. Og det hænger jo også sammen med det her med bevidsthedsniveauer, folk kommer op på forskellige bevidsthedsniveauer, afhængig af, hvilket udviklingsstrin de har.
Altså en seriemorder har jo ikke det samme udviklingsstrin som helgen, eller en Maharishi, eller sådan noget. Og det vil sige, at han har ikke den samme udviklingsstrin, og det vil sige, at han kommer ikke helt op på så højt et salighedsnniveau, enhedsniveau, som Marharishi gør, eller en helgen gør. Og men ligegyldigt sådan set, hvilket særlighedsniveau man kommer op på, så kommer der jo et ønske, så bliver det på en måde sådan lidt ensformigt.
Altså, man har lyst til at opleve noget andet. Man kan måske sammenligne det med, hvis man lever i en meget betrygget tilværelse, har et fast job, fast pensionsordning, bor i et parcelhus, alting er ordentligt, man er helt betrygget, og hverdagen går med det samme. Ja, man er helt betrygget, men det er også lidt kedeligt.
[Paul Bridgwater] (45:56 – 45:57)
Man hygger sig.
[Karl Aage Kirkegaard] (45:58 – 46:10)
Man hygger sig, man har brug for, at der sker noget, nogle udfordringer, noget spændende, et eller andet vildt, så det tror jeg også gælder på det åndelige plan.
[Paul Bridgwater] (46:14 – 46:22)
Jeg tænker også, okay, og vi er måske lidt tilbage til dit billede med kometen, og jeg tror det var en hund, der skubbede kometen tilbage.
[Karl Aage Kirkegaard] (46:22 – 46:23)
En hånd.
[Paul Bridgwater] (46:23 – 46:42)
En hund? En hånd, altså hvor lidelsen er hånden, der skubber en tilbage i den rette bane. Nå, okay.
Hvis der findes en overordnet plan, både for livet generelt og for den enkelte sjæl, og vi alligevel oplever det, vi skal, hvad er det så egentlig, vi skal bruge vores frie vilje til.
[Karl Aage Kirkegaard] (46:43 – 49:56)
Ja, det er jo rigtigt, at der er en spænding mellem tanken om en fri vilje og så tanken om en plan. Hvis der er en plan, hvis der er noget, vi skal, en opretning vi skal, så har vi jo ikke nogen frihed til at gå ud af den vej. Og det er jo, ja, det er jo et af de vanskeligste problemer, jeg så at sige har haft da jeg skrev den her bog.
At hvordan jeg kunne forene de to ting. Og altså, jeg tror, jeg vil illustrere det igen, det der med kometen, der kommer ud af sin bane. Altså, det er meningen, at vi skal vende tilbage til Gud, fordi vi er oprindeligt noget guddommeligt.
Vi har noget guddommeligt i vores inderste kerne, og det ligger ligesom i denne guddommelige kernes væsen, at den søger tilbage til det sted, hvor den kommer fra. Men under tiden kan man have lyst til, eller drive, at udvikle nogle begærer til at gå ad en afvej. Man kan måske blive kommet ud i et dårligt selskab.
Man kan komme ud i noget kriminalitet. Man kan komme ud i noget stofmisbrug. Og man kan være vokset op i et indre missionsmiljø, hvor man har en ubændig trang til at gøre oprør, og så gør man det stikmodsatte, bliver marxist og gør oprør mod alt og alle, og kan slet ikke have noget autoritet at gøre.
Men alligevel bliver der sørget for, bl.a. ved hjælp af karmaloven, at man finder ud af, at det var alligevel ikke helt det rigtige. Selvom jeg er meget imod autoritet, og jeg er meget imod det indre missionsmiljø, så kan jeg godt se, hvis jeg skal leve et liv, hvor alt er tilladt, hvor man kan gøre, hvad man vil. Alting går okay.
Det kommer også til at gå ud over mig selv, hvis andre handler sådan. Jeg kan godt se, at samfundet ikke helt kan fungere sådan. Når jeg prøver at leve sådan, så skete der noget ubehageligt, hvis folk var egoistiske over for mig.
Så der bliver sørget for, bl.a. ved hjælp af karmaloven, at man bliver rettet ind. Man kan jo måske sammenligne det på den måde, at der er en ramme af nødvendighed til, at man skal komme et godt sted hen. Fordi, hvis den ramme ikke var der, så kunne man jo ende i en evig død.
Så det er jo udtryk for kærlighed. Men det er også udtryk for kærlighed, at man har en fri vilje inden for den ramme. Man kan handle imod hensigten, og så bliver man skubbet til, får lidt lidelse.
Men man kan være stædig og gøre det samme igen, så får man lidt lidelse. Og man kan være stedig og gøre det samme tredje gang, og på et eller andet tidspunkt vil man lære det. Fordi det er jo ikke rart at blive udsat for lidelse.
[Paul Bridgwater] (49:57 – 50:52)
Nej, det er det ikke. Måske er den samme paradoks imellem den fri vilje og det forudbestemte til stede i mange af de beskrivelser, som nærdødsoplever har, når de møder det væsen, der fortæller dem, at de skal tilbage. Fordi ofte får de et valg, men er valget et valg?
Fordi de spørger, vil du tilbage? Og så siger de, nej, jeg vil blive her. Prøv lige at se på, hvad der sker, hvis ikke du vender tilbage.
Så bliver de præsenteret for billeder af grædende familiemedlemmer, eller hvad det nu kan være. Og så besinder de sig ofte og tænker, okay, jeg vælger at gå tilbage. Så jeg ved ikke, måske er det en dybere forståelse af den virkelighed, de er i, der gør, at de træffer et bedre valg.
[Karl Aage Kirkegaard] (50:52 – 51:13)
Ja, det er et bedre valg. Men de har stadigvæk deres frie vilje. Det er et frivilje, det er ligesom et knivseæg.
De fleste gange, der vælger de at lytte til det der. Men de har stadigvæk en mulighed for at sige, nej, jeg vil ikke vende tilbage. Jeg kan ikke.
Jeg vil blive heroppe hjemme.
[Paul Bridgwater] (51:13 – 51:14)
Og det hører vi så ikke fra.
[Karl Aage Kirkegaard] (51:15 – 51:26)
Nej, nej. Der bliver faktisk nogle gange sagt til dem, du har en fri vilje. Du kan godt blive her.
Men se, hvad der sker. Okay, ja.
[Paul Bridgwater] (51:31 – 51:55)
Vi skal til at runde af, tænker jeg. Og vi har både haft nogle gode citater, og vi har haft nogle eksempler på temaer, og vi har også haft nogle eksempler med love, og jeg tænker ikke, at det giver mening at gå igennem alle 15 love. Jeg anbefaler, at man køber bogen og dykker ned i dem.
Men har du nogle gode råd til læserne om, hvordan man kan bruge bogen?
[Karl Aage Kirkegaard] (51:57 – 52:52)
Ja, altså nu er det jo meget individuelt, hvordan man kan bruge bogen, fordi folk er jo individer, og de har hver deres problemer, hver deres spørgsmål. Så jeg ved egentlig ikke rigtigt, om jeg kan give nogen råd til, hvordan man kan bruge den, fordi det er så meget individuelt. Altså prøv at læs den.
Læs den langsomt. Du må gerne holde pauser, og tænke over det, fordi det er jo meget vigestom. Det er jo utroligt meget vigestom i de her citater og indsigter.
Det er jo også derfor, at jeg har skrevet bogen, fordi jeg synes, at det er så meget visdom i de her oplevelser. Så læs den langsomt. Læs den med pauser.
Tænk over de forskellige ting. Tag dig tid. Det er nok mit råd.
Find ud af, hvad der resonerer med de problemer og tanker, du lige har.
[Paul Bridgwater] (52:54 – 53:50)
Jeg tænkte også, at måske, altså hvis vi skulle tænke på en mulig målgruppe, altså en indirekte målgruppe i hvert fald, så er det andre folk, der tilbyder en lære. Det kunne være Luther. Det kunne være teologistudiet.
Det kunne være så meget andet. Det kunne være filosofiske retninger, der mener, at sprogfilosofien er det endegyldige svar på, hvordan vi konstruerer vores virkelighed. Så der ligger også en eller anden form for faglig ambition med bogen om, at den adresserer nogle centrale filosofiske skråstreg teologiske problemstillinger på en måde, hvor man siger, vi kan begynde at sige noget om konklusionerne på nærdødsoplevelserne.
Det vil gøre den til en lidt mere akademisk rettet bog. Er det fair at sige sådan?
[Karl Aage Kirkegaard] (53:51 – 55:08)
Jeg er jo påvirket af mit akademiske studie. Jeg prøver at lave en systematisk gennemgåelse. Jeg prøver at lave nogle metoder og overvejelser.
Jeg prøver at begrunde det, jeg siger. Jeg prøver at dokumentere det, jeg siger. Skriftbeviser, som man vil sige, i det teologiske studie.
Den indeholder, som sagt, meget visdom, og den svarer på mange af de spørgsmål, som teologien ikke svarer på, og som filosofien heller ikke svarer på. Filosofi i dag er jo grundlæggende en begrebsanalyse. De kommer jo ikke med noget, der svarer på menneskens dybeste, åndelige spørgsmål.
De har ikke en åndelig føde i sig. Begrebsanalyse, ja, det kan være meget godt, at man skelner mellem forskellige meninger af ord. Tro, for eksempel.
Men det er måske ikke det, mennesker har brug for lige, når de ligger på deres dødsleje. Og som sagt, den kristne teologi, synes jeg, der er mange grundlæggende spørgsmål, den ikke svarer på, som jeg synes, nærdødsoplevelserne svarer på.
[Paul Bridgwater] (55:09 – 56:23)
Ja, og det synes jeg også, altså, jeg synes, det giver stof til eftertanke, og når jeg har læst din love igennem, så kan jeg selvfølgelig grunde over med ting. Det mener jeg. Men i det store hele, så harmonerer det også med det, som jeg har, altså, hvad skal man sige, kan se ud af nærdødsoplevelserne, dem jeg har læst og hørt.
Så det kom ikke som nogen overraskelse, men det var jo godt, at der var nogen, der har forsøgt at systematisere det på den måde, som du har gjort det. Så tusind tak for dine tid og tanker, og det virker for mig naturligt og vigtigt med at systematisere de mange erfaringer, som nærdødsoplevere har delt. Og det kan få stor betydning.
Der kan jo være andre, der træder i dine fodspor og finder nye citater, finder nye systematikker, finder nye love. Det ville jo kun være godt, at det kunne give afsæt til ny forskning. Men ikke kun det.
Det kan også have betydning for, altså, sjælesorg. Det kan give mennesker et glimt af mening i tilværelser, der ellers kan føles meningsløse. Så, Karl Aage, tak for din bog og for samtalen i dag.
Jeg håber, at du har… måske lige her på falderebet er der noget, du synes, vi mangler at komme ind på?
[Karl Aage Kirkegaard] (56:23 – 57:34)
Ja, jeg tænkte lige på, at hvis man nu skal vide noget om, hvad der sker efter døden, og dermed få en viden om de store spørgsmål, ikke? Hvad er den ultimative mening. Hvem har så mest autoritet til at sige det? Er det præsterne, som har læst i Bibelen?
Er det teologerne, som studerer på universitetet? Er det nogen, der ved noget på anden hånd? Nej, det må være dem, der har været inde i dødens land og har oplevet det på første hånd.
Og det er også derfor, at jeg lægger så meget vægt på citaterne. At de er at med citaterne og med nærhedsoplevelserne, der vi ligesom tættest på kilden til denne viden, de har oplevet det på første hånd. Så dermed synes jeg, at de er større autoriteter end teologer, filosofer og andre, der siger noget på anden hånd og refererer på andre ting.
[Paul Bridgwater] (57:34 – 57:38)
Ja, man må til kilderne, og det er førstehåndsberetninger.
[Karl Aage Kirkegaard] (57:38 – 57:42)
Ja, til kilderne. Som de sagde i renæssancen, tilbage til kilderne.
[Paul Bridgwater] (57:42 – 57:45)
Ja, det er et godt sted at slutte. Tusind tak, Karl Aage.
[Karl Aage Kirkegaard] (57:46 – 57:46)
Velbekommen.
