I 2018 mistede Lene synet, men har siden delvist genvundet det. Hun har arbejdet som sygeplejer og vågekone, og har brugt en del af sin professionelle og private virke til at hjælpe mennesker, der nærmer sig døden. Lene beretter om møder med det hinsides, blandt andet et besøg af en afdød nabo nytårsaften, og hendes oplevelser med spøgelser på Mariah Island i Australien.
Kapitler
0:00 – 0:40: Introduktion
0:41 – 4:10: Lenes tab af synet og det at finde fred
4:11 – 5:34: Arbejdet som vågekone og troen på livet efter døden
5:35 – 7:17: Oplevelsen med Lenes far på den anden side
7:18 – 14:21: Professionelt arbejde med døden og healing i Australien
14:22 – 20:06: Nytårsaften og mødet med en afdød nabo
20:07 – 26:55: Spirituelle oplevelser i Australien og Ulurus energi
26:56 – 36:00: Spøgelsesoplevelser på Mariah Island
36:01 – 42:03: Håndtering af dødsangst og samtaler om efterlivet
42:04 – 44.08: Gode råd til døende og pårørende
44.09 – 44:43: Outro
Transskription
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:40)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Lene Devereux.
I 2018 mistede Lene synet, men har siden delvist genvundet det. Hun har arbejdet som sygeplejer og som vågekone, og har brugt en del af sin professionelle og private virke til at hjælpe mennesker, der nærmede sig døden. Lene, du oplevede en stor forandring i dit liv i 2018, hvor du mistede synet.
Hvordan var det at stå midt i det?
[Lene Devereux] (0:41 – 2:51)
Ja, men det var en meget stor forandring. Det var ligesom om, at alt blev forandret. Og det skete over nogle måneder.
Og for at ligesom at kende det liv, jeg havde, og jeg skulle faktisk have startet et nyt arbejde, jeg havde også planlagt en stor ferie, og så lige pludselig, så mistede jeg min syn. Og ja, det var fysisk meget udfordrende. Jeg skulle lære at leve livet på ny.
Alt det praktiske om, hvordan en hverdag kommer til at fungere, og det skulle jeg lære uden at have synet. Og der var også mange ting ligesom at tage sig til, fordi jeg skulle snakke med en masse mennesker, og der var en masse, der skulle ordnes i forbindelse med det her. Og til sider var det også meget traumatisk.
Jeg gik igennem en hel del operationer. Og ja, det var ikke spor let. Og så skete der det, at en stor forunderlig ting, at når jeg sad om aftenen, og jeg kunne selvfølgelig ikke se fjernsyn, og på det tidspunkt, i den første tid, så havde jeg heller ikke en telefon, fordi den kunne jeg ikke finde ud af at bruge simpelthen.
Det skulle jeg jo lære først. Og så sad jeg der og ligesom gik indad, og der fandt jeg som en store forundring fred simpelthen. Og det var en meget behagelig følelse.
Og jeg sad bare der. Det var ligesom en form for en åndelig oplevelse, hvor jeg bare var i nuet, og der var ikke nogen bekymringer. Jeg tænkte ikke, hvorfor det er sket for mig.
Jeg var simpelthen bare lige nu og her, og det føltes rigtig godt faktisk.
[Paul Bridgwater] (2:51 – 2:58)
Var det forbundet med en eller anden form for praksis, meditation eller bøn, eller var det noget, der bare kom?
[Lene Devereux] (2:59 – 3:26)
Det kom som en gave simpelthen, fordi før havde jeg selvfølgelig oplevet noget tilsvarende, og det var når jeg var ude i naturen, eller når jeg lavede en form for praksis, eller var på kursus. Så lige pludselig var det her bare flere timer af gangen, at jeg oplevede det. Ligeså snart jeg lukkede øjnene, jeg følte ikke engang, at jeg gik ind ad, at det skete bare simpelthen.
Så var denne her dejlig ro her.
[Paul Bridgwater] (3:28 – 3:33)
Og du har siden delvist genvundet synet. Har du kunnet bevare den her fornemmelse af ro?
[Lene Devereux] (3:35 – 3:56)
Det har faktisk vist sig at være lidt sværere, fordi når vi har synet, og det er ikke kun mig, så vil vi meget gerne bruge det, og så er der mere uro, og der sker flere ting. Der er mindre tid til at sætte sig og være i ro. Men når jeg sætter mig og er i ro, så kan jeg meget let finde den.
[Paul Bridgwater] (3:58 – 4:06)
Så noget med at begrænse stimuli, altså syns-stimuli og andre stimuli, og så kan man finde tilbage til det.
[Lene Devereux] (4:06 – 4:10)
Ja, og det er sådan.
[Paul Bridgwater] (4:11 – 4:19)
Du har haft nogle stærke oplevelser i dit arbejde med døden, både personligt og professionelt. Kan du fortælle lidt om det?
[Lene Devereux] (4:21 – 4:39)
Ja, jeg har arbejdet frivilligt som vågekone, og jeg har også arbejdet i plejen, især med ældre. Og der har jeg nogle gange fået lov til at følge dem og være tæt med dem den sidste tid.
[Paul Bridgwater] (4:41 – 4:47)
Hvad fik dig til at arbejde frivilligt som vågekone? Det er jo ikke noget, man tænker, at det er en karrierevej for mig.
[Lene Devereux] (4:49 – 5:34)
Nej, det er det jo nok [ikke]. Men på en eller anden måde har det fascineret mig, fordi at jeg, via det helt fra meget tidligere, helt fra teenage årene, så har jeg altid vidst, at der var mere på den anden side. Jeg havde læst alle de bøger, der var, og var på forskellige kurser.
Så for mig var der ikke noget underligt i det. Det var helt naturligt, at der fandtes et liv, der fortsatte på den anden side. Så på den måde kunne jeg måske være der som en form for vidne og som en støtte.
[Paul Bridgwater] (5:36 – 5:45)
Du har fortalt noget om, at du havde en oplevelse, da din far gik bort. Kan du sige noget om det?
[Lene Devereux] (5:46 – 7:17)
Ja, det kan jeg godt. På det tidspunkt var jeg meget langt væk fra ham. Jeg boede i Australien på det tidspunkt.
Da jeg fandt ud af, at han var gået bort, så gik jeg hen et stille sted for ligesom at være. Jeg mærkede sorgen, der var sket der, og tænkte på min far. Lige pludselig så åbner der sig op noget mere.
Min far, han er lige pludselig til stede. Min far var ret syg gennem en del år. Man kunne også se det på ham.
Her virkede hans energi. Han virkede rask. Han udstrålede en rigtig stor kærlighed.
Det der var sådan lidt…, at min far faktisk ikke troede, at der var noget på den anden side. Så var han jo her. Det var meget tydeligt, at han viste mig, at nu var han her på den anden side, og han havde det rigtig godt.
Han havde det rigtig godt, og han udstrålede en så stor kærlighed, at min egen sorg simpelthen ikke kunne være der. Jeg følte bare fred og lykke over, at min far var der, hvor han nu var. Det var en meget stor oplevelse.
[Paul Bridgwater] (7:19 – 7:26)
Var der nogle bestemte omstændigheder, som gjorde det. Hvor var du henne? Var du i naturen, eller var du hjemme?
[Lene Devereux] (7:26 – 8:23)
Nej, det var faktisk sådan, at det var omkring juletiden, og jeg skulle faktisk have haft gæster, og var ved at lave mad. Så skete det her. Nå, men nu går jeg ind i soveværelset, og er ligesom lidt mig selv og i fred og ro.
Så jeg var bare mig selv, og tænkte, at nu skal jeg bare føle denne her sorg her, og tillade mig selv at føle den. Så åbnede det bare op. Så var far der bare.
Vi har altid haft en tæt kontakt. Så det undrede mig slet ikke. Det var kun positivt at se ham i det der.
Han virkede rask, og han var på den anden side, hvor han ville have forsvoret, at han var. Han havde det så godt, og gerne ville dele det med mig.
[Paul Bridgwater] (8:24 – 8:32)
Så det var simpelthen budskabet. Der var ikke noget, en skjult skat i baghaven under æbletræet?
[Lene Devereux] (8:34 – 8:54)
Overhovedet ikke. Men det er vel også en stor skat, og lige pludselig ikke at føle en stor sorg. Kun at føle glæde på hans vegne, og vide, at min sorg var min sorg.
Men han havde det jo faktisk godt, og jeg havde minderne.
[Paul Bridgwater] (8:56 – 8:59)
Ja, det er jo også en fantastisk julegave.
[Lene Devereux] (8:59 – 9:01)
Det er det i hvert fald, ja.
[Paul Bridgwater] (9:02 – 9:14)
Og så har du også arbejdet med døden professionelt, både som vågekone og sygeplejer. Kan du sige noget om dine erfaringer der?
[Lene Devereux] (9:16 – 10:12)
Ja, men det er helt specielt at være der, hvor livet slutter. Der er en helt speciel energi, sådan føler jeg det, når det er, at livet er lige ved at stoppe. Personligt tror jeg lidt, at det er ligesom ved fødsler.
Der er en enorm stor energi der, der skal stor energi til at føde. Men jeg tror faktisk også, at der skal stor energi til at dø. Og det lyder lidt underligt, men det tror jeg, og det er også tit, at man hører, at folk får en ekstra opblusning lige inden de dør.
Og jeg tror simpelthen, at det kræves der på en eller anden måde. Men det er smukt at stå der og mærke, at der åbnes op ind til en anden dimension.
[Paul Bridgwater] (10:14 – 10:19)
Hvad var din opgave, hvis man skulle sige det sådan? Hvad gjorde du?
[Lene Devereux] (10:20 – 11:36)
Min opgave har ikke været noget særligt. Selv indenfor, da jeg arbejdede med sygeplejen, så har det bare været små praktiske ting, som måske at væde læberne. Og lige sørge for, at de ikke ligger der, uden noget som helst mulighed for at få lidt væske.
Og så har jeg også, som demenshealer, bare oplevet at få lov at sidde med dem, og ligesom bare være i det felt og opleve, når det er, at de er ved at gå derfra. Og nogle har jo så været meget urolige, og har også haft smerter. Og der har jeg så været med til at give den viden videre, for det er ikke altid, at det bliver set, at der er smerter.
Og det er også noget forholdsvist nyt, fordi for manges vedkommende i plejen har det været, at man ikke skulle give for meget medicin, fordi så var man jo ved til at slå dem ihjel. Så jeg har sådan, ligesom man ved fra hospice, at man skal give så meget, at der ikke er smerter. Og så er der jo en proces i det, på en eller anden måde.
[Paul Bridgwater] (11:37 – 11:40)
Og hvad er en demenshealer? Du siger, at det er en demenshealer, ikke?
[Lene Devereux] (11:41 – 13:27)
Jo, en demenshealer. I princippet kunne det være en healer inden for plejen, fordi den form for healing, jeg lærte, det var nogen, som arbejdede inden for sygehusvæsenet og på plejehjemene. Og jeg lærte den her form for healing, og så på det plejehjem, hvor jeg arbejdede, jeg havde forskellige funktioner.
Jeg var blevet ansat som massør, men jeg arbejdede også og havde uddannelse som aktivitetsassistent. Så det vil sige, at jeg var med i alle de aktiviteter, der foregik, og arbejdede også en del inden for demensenheden, simpelthen. Og der fik jeg simpelthen mulighed for at lave denne her healingsform med folk, der havde den sidste tid inden for demens, faktisk.
Det var folk, der var meget syge med demens og Alzheimer’s. Jeg fik lov af hende, der styrede det plejehjem, og så blev jeg alle familierne til dem, der havde det, mens de blev spurgt, om det var okay, at jeg gjorde det her. Og alle sagde ja, det vil de gerne have.
Så det har været en stor oplevelse at få lov at være der. Og også en udfordrende oplevelse, fordi der var folk, der nogle gange havde det meget svært og var meget urolige. Men det var også der, hvor jeg oplevede, at der blev givet allermest.
For der var en enorm umiddelbarhed og meget hjerte. Så det var også utroligt smukt.
[Paul Bridgwater] (13:29 – 13:32)
Jeg kan næsten ikke forestille mig, at det var i en dansk kontekst.
[Lene Devereux] (13:32 – 14:21)
Nej, det var det ikke. Det var, da jeg boede i Australien, og det var forunderligt. Dengang jeg blev ansat, så blev jeg ansat til at være massør.
Og så huskede jeg samtalen. Jeg prøvede at sige, hvor skal jeg give massage? Jeg forestillede mig, at jeg havde et rum.
Men så viste det sig, at jeg skulle bare gå rundt til folk, ind i deres værelser og give massage, hvordan det nu end kunne lade sig gøre. Hvilket jeg kom til at nyde utrolig meget. Det var one to one.
Og det er det, jeg bedst kan lide. Jeg havde en rigtig god udveksling med de her mennesker. Mange af de her mennesker fik heller ikke rigtig nogen besøg.
Så på en måde var jeg også den, der var der for selskabet.
[Paul Bridgwater] (14:22 – 14:32)
Har du et eksempel? Du kunne eventuelt ændre navnet på vedkommende, så man kunne se et forløb for sig.
[Lene Devereux] (14:35 – 16:11)
Der var en dame, hun var utrolig urolig, i den sidste tid, hvor hun blev sengeliggende. Ligeså snart jeg havde en lille smule tid, og det var lidt i løbet af dagen, men også især i slutningen af dagen, fordi der var mere rum der. Så gik jeg derind og sad, hvornår jeg så kunne.
Og gjorde det jeg skulle i forbindelse med healing, manifestere den der væren og healing. Jeg synes, hun responderede utrolig godt. Det var som om, at der blev meget mere ro.
På et tidspunkt begyndte de pårørende at komme. Det tog faktisk en del dage, inden hun døde. Så lige så snart jeg kunne igen, så gik jeg bare ind.
Jeg synes, at det, de gjorde med hende, var så smukt i sig selv. De var virkelig til stede. Det var ligesom om, at der var en væren, og at de bare ville være der med deres mor.
Så gik jeg sådan ind og lagde mine hænder på børnene og på dem, der var til stede, og var i den der dejlige følelse af, at de gerne ville være sammen med hende den sidste tid. Det var ikke noget, der var normen, kan man sige.
[Paul Bridgwater] (16:12 – 16:32)
Det er smukt. Jeg tænker, du har nogle fortællinger, som har at gøre med familie, og en af dem har at gøre med nytårsaften. Du har en tvillingesøster, og jeg synes, at historien er ret spændende.
[Lene Devereux] (16:32 – 20:06)
Ja, men det er den også, fordi jeg var til nytårsaften hos min søster, og hun bor i en lejlighed. Den var lige slået 12, og vi stod og skålede, og vi kunne høre alle de der fyrværkeri, der var begyndt i baggrunden. Og så var nyårsmusikken spillet fra fjernsynet af.
Og mens vi stod og småsnakkede, så kommer der en ældre mand ind, og han bor simpelthen i den der opgang. Han har ikke boet der hele tiden, hans søster har boet der, og hun blev så syg over et pænt stykke tid, og så boede han der. Og så døde hun, og det var kun meget kort, måske en måned eller to for inden.
Og der boede han så i den der lejlighed der. Og lige pludselig kommer han frem i et billede, og jeg ved jo 100% det er ham, og han fortæller mig, at: “Jeg er lige er gået bort”. Altså det er sådan, at jeg lige er gået bort.
Og det kan jeg egentlig godt forstå, at du vil jo godt være sammen med din søster. Jeg forstår godt, at du er på vej på den anden side. Og jeg føler også, at det er sådan et privilegium, at han er der, og jeg siger faktisk ikke noget til min søster.
Fordi det er ligesom om, at det er sådan lidt et helligt øjeblik, at det er hans og mit øjeblik, hvor han var en utrolig sky mand. Han var en mand, som selvom både min søster og jeg så ham igennem mange år, fordi han jo besøgte søsteren, så var det kun et lille nik, man kunne få. Altså der var ikke noget med, at man kunne stå og snakke med ham.
Og det var trods både min søster og jeg prøvet at snakke med ham. Så han var utrolig sky, og det han så kom, det var ligesom om, at “nu er jeg på vej”, og “jeg skal jo hen til min søster”. Og så vidste jeg jo så på en eller anden måde, at det også var mit ansvar, at hvad hedder det, jamen altså, han havde ikke noget familie, der kom, han havde ikke nogen venner, der kom, og der var ikke nogen forplejende, der kom, for det gjorde der kun dengang, at søsteren hun levede.
Så altså, der ville ikke komme nogen mennesker, og besøge ham. Min søster havde været oppe og aflevere blomster, men han åbnede ikke døren. Han ville ikke have de der blomster der.
Så jeg vidste, at hvis han skulle findes, så skulle der noget hjælp til der… Og så kort efter, et lille stykke tid efter, så står jeg med min søster foran døren, og selvfølgelig har vi prøvet at ringe på, og der er ikke nogen, der åbner. Og så har jeg altså en ret god lugtesans.
Så jeg åbner brevsprækken, og lugter gennem brevsprækken, og så kan jeg lugte, at der er noget der. Og så har min søster kontaktet varmevæsteren, og det fører til, at en låsesmed og også politiet bliver tilkaldt. Og de får åbnet døren, og så, ja, der ligger han der.
Så det var jo godt, at han blev fundet.
[Paul Bridgwater] (20:06 – 20:11)
Ja, ja. Var det traumatisk på nogen som helst måde for dig?
[Lene Devereux] (20:13 – 20:44)
Nej, jeg opfatter det virkelig som et privilegium. Det er en gave for mig, fordi det går så rent ind. Det er ligesom om, at det bare er der, og det er ligesom om, at det er fra hjertet af på en eller anden måde.
Det er en intuition, eller noget, der kommer fra et sted, hvor det er en gave i hvert fald. Så nej, på ingen måde. Tværtimod.
[Paul Bridgwater] (20:46 – 21:05)
Du har også haft nogle oplevelser i Australien, ved jeg. Altså både en, som har at gøre med aborigines. Jeg ved ikke, om det hedder sådan korrekt nu.
Det oprindelige folk. Også med kolonimagten i England, hvis man skal sige det sådan.
[Lene Devereux] (21:06 – 21:06)
Ja, det er rigtigt.
[Paul Bridgwater] (21:08 – 21:15)
Skal vi starte med Ayer’s Rock, eller det hedder det ikke, det hedder Uluru.
[Lene Devereux] (21:16 – 23:41)
Det hedder Uluru. Ja, altså Uluru, det er jo som sagt en stor, stor klippe, der ligger midt inde i midten af Australien. Og den ligger ude i ørkenen.
Og den er kæmpe stor. Omkring 10 kilometer i diameter. Og Uluru betyder faktisk mødestedet på Aboriginal.
Altså med det samme, da jeg kom, Og det er et helligt sted for dem, simpelthen. Det er også derfor, de ikke vil have den hedder Ayer’s Rock.
Fordi det er deres sten. Og det er et helligt sted for dem. Og da jeg kom til stedet, og jeg skal lige sige, at man skal rent faktisk køre 700-800 kilometer, for at komme til det sted.
Det ligger virkelig in the middle of nowhere. Det ligger simpelthen, man kører lige ud hele tiden. Altså time efter time efter time.
Og så lige pludselig, så kommer man til den der store, store sten. Og der er en fantastisk åndelig energi omkring den. Jeg oplevede det utrolig maskulint.
Altså en utrolig maskulin åndelig energi. Som om, at forfæderne havde lavet nogle ceremonier der, simpelthen. Og så begav jeg mig rundt om stenen der.
Og der var jo ind imellem nogle huler. Det er ikke meningen, at man skulle gå derind, sådan. Men på et tidspunkt, så sniger jeg mig lidt ind.
Og tænker, at jeg vil lige se lidt af den der hule der. Og der er altså også en speciel energi derinde. Man kan ligesom mærke tiden.
Ja, den tidsløse fornemmelse der. Og så kigger jeg ind i en mindre hule, som ligger ligesom bagved. Og så ser jeg ligesom et syn.
Nogle mennesker, nogle aboriginals, som ligesom står der. Og er i gang med sådan nogle dagligdags ting. Ligesom om, at de sidder lidt ned.
Og der er nogen, der laver lidt med nogle redskaber. Og jeg kan også se, at der er en, der står med lidt mad. Og er ved at lave noget der.
Og det var også bare en gave. At opleve, at tiden forsvandt. Og lige pludselig, så var jeg der med dem.
[Paul Bridgwater] (23:43 – 23:45)
Havde de nogen bevidsthed om dig?
[Lene Devereux] (23:47 – 24:03)
Øhm… Det var ligesom om, at… Hvis jeg mærker, så var det ikke ligesom om, at de var klar over, at jeg var der.
Det var måske ligesom om, at de var der. Og så tillod de mig at være der på en eller anden måde.
[Paul Bridgwater] (24:03 – 24:04)
Okay.
[Lene Devereux] (24:04 – 26:33)
Så det er mere sådan, jeg vil mærke det. Jeg havde faktisk en anden oplevelse. Hvor jeg også var ude i ørkenen.
Og det var sammen med hende, jeg havde lært healing med. Hun havde fået kontakt med en aboriginal healer. Ja.
Og så var vi en lille gruppe, der skulle ud og se på hellige steder. Simpelthen, han ville vise os de hellige steder. Og på det her tidspunkt, så…
Hvad hedder det? At vi kørte til et sted, hvor der er nogle klippeformationer. Og der er der åbenbart nogle forskellige malerier på nogle af de her steder her.
Og stenen, som vi skulle ud og kigge på. Og det var altså også fint nok. Men det jeg oplevede, det var, at da vi stod ude af bilerne.
Så mærkede jeg simpelthen jorden som hellig land. Og jeg mærkede, at forfæderne var bevidste om mig. Og at de udsendte den her koloenorme velkomst til mig.
Og det var så rørende, jeg fik simpelthen tårer i øjnene. Altså, det gik lige i hjertet simpelthen. Det var ligesom velkommen.
Altså, jeg følte mig sådan… Altså, hvor er det så smukt at få den her velkomst her. Altså, aboriginals er jo meget forbundet med landet.
Altså, det har også de der drømmelinjer. Og det er meget forbundet med mad, simpelthen. Altså, det der med, at nomader går fra madsted til madsted.
Og så bliver det ligesom forbundet med andre oprindelige folk. Så bliver det også forbundet med det religiøse, simpelthen. Men at mærke den der velkomst der, den mærkede jeg også på andre tidspunkter.
Slet ikke så overvældende som dengang. Men de havde en enorm kærlighed og åbenhed over for andre mennesker. Og den rørte mig meget dybt.
Og jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at jeg ville få lov til at opleve sådan en åbenhed. Ja, også med alt det, de har været igennem, kan man sige.
[Paul Bridgwater] (26:34 – 26:55)
Jo, det tænker jeg også. Det er jo ret overraskende og dejligt, at den der velkomst er der. På trods af det, som er sket.
Men jeg ved også den modsatte side af mønten, nemlig. Hvad skal man sige? Var det en straffelejr?
[Lene Devereux] (26:55 – 27:11)
Ja, ja. Jamen, det var ude på en ø, hvor der var en… Det har været i midten af 1800-tallet omkring der.
1800-tallet, der har været en straffekoloni.
[Paul Bridgwater] (27:11 – 27:12)
Kan du huske, hvad øen hed?
[Lene Devereux] (27:13 – 27:14)
Ja, det er Mariah Island.
[Paul Bridgwater] (27:14 – 27:15)
Mariah?
[Lene Devereux] (27:15 – 29:33)
Mariah Island, ja. Og folk fra England og Irland, de blev simpelthen sendt til Australien forskellige steder. Så folk var fattige dengang.
Så det var med at stjæle et brød eller en kartoffel eller et eller andet helt banalt. Og så blev de altså bare sendt ud til Australien, og så hjalp de sig med at opbygge den der nye nation, kan man godt sige. Så det er sådan…
Man kan godt se, at det er en nation, der er bygget på hjælp via straffefanger, som jo var helt almindelige mennesker, der bare var fattige. Og på den der ø der, der var der så et hus, hvor overopsynsmanden eller kommandanten boede med sin familie. Og der havde vi fået lov at være nogle dage, fordi personen jeg kendte der, vi arbejdede som guide, og det sted blev brugt som det sidste sted på turen.
Og der fik jeg så at vide, at i det der hus var der oplevet spøgelser, og at der var flere, der havde oplevet det samme. Og jeg er der så i løbet af dagen, og jeg mærker ikke rigtig noget, og tænker heller ikke over det, fordi jeg oplever andre ting. Og så om aftenen, lige inden jeg skal i seng, så går jeg på toilettet, og det er ret lille toilet, og der er sådan en meget smuk toiletkumme, som helt givet er blevet transporteret fra England.
Det er sådan en hvid porcelæn med noget blåt på, med et blåt mønster, meget smukt. Og så er jeg der, og lige pludselig kan jeg mærke et mandligt spøgelse, og en mandlig energi, og han er irriteret over, at jeg er der. Han vil godt have, at nu går jeg ud fra det toilet, han vil meget gerne have det i fred.
Og så går jeg ud, og så siger jeg, at nu har jeg altså mødt spøgelse. Og det viser sig, at det er rigtigt, at de andre også har oplevet det der spøgelse.
[Paul Bridgwater] (29:34 – 29:35)
Og vidste du, at det var på toilettet på forhånd?
[Lene Devereux] (29:35 – 32:03)
Nej, nej, nej, det har jeg ikke gjort. Så det var jo så fint, at det var derude, for det var kun ude på toilettet, at folk havde oplevet det der trange toilet – “uf, der er noget der”. Jeg mærkede så, at det var en mand, og også, at det var den der kommandant, der var blevet lidt for glad for det der toilet.
Det var måske det, at han havde fred med alt det hårde arbejde, og det har også været hårdt for ham. Og så kommer jeg ind og fortæller det, og så lægger jeg mig ned. Og lige i det, at jeg lægger mig ned, så er der altså en kat, der hopper op på min mave, og det er en spøgelseskat.
Og jeg kan mærke, at den ikke er særlig stor. Den er meget spinkel, og formodentlig en stor killing. Og jeg ser også, at den er sort.
Og så har jeg jo ikke oplevet noget lignende, at der er en kat, der hopper op på maven af mig, og som ikke eksisterer i virkeligheden. Så jeg sætter mig sådan op og siger, at nu er der altså en kat, der hopper op på maven af mig. Og så idet, at jeg fortæller det, og kigger mod døren, så ser jeg en lille pige.
Hun er omkring fem år, og hun virker meget okay glad, og det er jo hendes kat. Og på en eller anden måde, så er det måske hendes far. Hun er blevet tilbage på grund af at faderen er der, og hun fortæller mig, at hendes mor er død meget tidligt.
Og så tænker jeg ligesom, at jeg tror jo dér på efterlivet, og så tænker jeg, at der er jo nogen, der savner hende på den anden side. Det er jo nok ikke så hensigtsmæssigt, at hun er der. Så jeg spørger hende, vil du ikke tilbage til din mor?
Det vil hun jo gerne, men det tager lige lidt tid. Jeg forestiller mig sådan en tunnel, og så er der nogen i den anden ende, der rækker ud efter hende. Jeg fortæller hende, prøv lige at komme her henne, prøv lige at se, der er altså nogen lige derhenne, som rækker ud efter dig.
Og til sidst så ender det med faktisk, at hun går derhen.
[Paul Bridgwater] (32:04 – 32:05)
Ved du om hun tager katten med?
[Lene Devereux] (32:06 – 32:23)
Jamen det gør hun, hun tager katten med, og bagefter så mærker jeg altså hende. Jeg ser i hvert fald ikke hende igen. Og ham der spøgelsemanden, han bliver der.
Han havde ikke lyst til at smutte videre.
[Paul Bridgwater] (32:29 – 32:35)
Har du brugt dine evner med spøgelser professionelt, eller har det bare været noget, der har dukket op?
[Lene Devereux] (32:36 – 33:40)
Det er bare noget, der har dukket op. Og rent faktisk, så har jeg det sådan, at når jeg oplever spøgelser, så bliver mit nervesystem aktiveret. Det er en anden energi, som når jeg får syn.
Altså syn er meget mere intuitivt fra hjertet af. Hvor spøgelser, det er ligesom om, at de kommer ind i mit nervesystem, og så nu er vi her, og så må du forholde dig, hvordan du vil forholde dig. Jeg har altid sagt, at jeg ikke har lyst til at møde spøgelser.
Men hvis jeg kan hjælpe, så vil jeg meget gerne gøre det. Og det er ligesom at sige, at der er et andet sted. Men jeg har oplevet faktisk i år, et meget sød møde med en sød spøgelse.
Og det var min søster og jeg, vi var på weekendtur. Og så overnattede vi i et kloster. Og det var sådan lidt bed and breakfast udvidet, for man kunne også få aftensmad.
[Paul Bridgwater] (33:41 – 33:41)
Hvor var det henne?
[Lene Devereux] (33:41 – 33:53)
Det var Maribo. Og det var meget meget søde, de der nonner der. Og helt anderledes, end det jeg regner med, fordi de rent faktisk har udenlandske nonner.
[Paul Bridgwater] (33:53 – 33:54)
Ja, de har været der.
[Lene Devereux] (33:55 – 36:00)
Ja, rigtigt, og de er faktisk så søde, de der nonner. Vi havde sådan en god kontakt med dem. Jeg ved ikke, om du også fik snakket med de der nonner der.
Men så den sidste aften, så blev vi inviteret med til aften… Ja, gudstjenesten, der er i kapellet. Eller ikke i kapellet, men i deres kirke.
Og hvad hedder det, det er også fint nok. Og så går jeg ud, og når man kommer ud, så er der jo dagligstolen. Og lige der, så er der sådan en søjle, og så ser jeg en sidde der.
Og så tænker jeg, nå, men det er nok en af søstrene, fordi der var et ældre ægtepar, to damer og søstre, som vi snakkede med. Og så tænker jeg, men hun var da også inde i kirken, så hun kan da ikke nå at sidde der. Men jeg tænkte sådan, nå, men hende må jeg lige snakke med.
Og så går jeg sådan et skridt frem, og så ser jeg, altså i et syn, at det er et spøgelse, og det er en nonne. Og hvad hedder det, jamen hun har, altså hun har ikke nonne-dragt på, hun er i civil. Og det vil sige, at hun har sådan en hvid skjortebluse, og sådan en grå, hvad hedder det, nederdel på.
Og hvad hedder det, hun sidder og kigger ned, og hun kigger ikke på mig. Og så går jeg så videre, og med det samme, så ved jeg, at det er hende, jeg rent faktisk har mærket de to aftener der. Vi var jo på første sal.
Og der, inden jeg går ind, så kan jeg mærke, at der er en tilstedeværelse. Og jeg er sådan, okay, ja, men altså, det er helt fint, at der ikke sker mere end det her. Og så går jeg ind i værelset, og der er ikke mere.
Og så, jamen det er så hende. Altså jeg er hende, der lige holder lidt øje. Og som selvfølgelig er i den orden, som hun elsker.
Så det var sådan en meget smukt møde, synes jeg. Ja, ja.
[Paul Bridgwater] (36:03 – 36:05)
Men du nævnte det ikke over for nonnerne?
[Lene Devereux] (36:06 – 36:46)
Nej, det synes jeg ikke, jeg ville. Altså, hvis energien havde været der, så havde jeg gjort det. Men på det tidspunkt var det EM eller VM i fodbold med Tyskland.
Så der foregik nogle ting der, vi skulle se kamp. Og der var faktisk en tysk præst på besøg på det tidspunkt. Så det var lidt sjovt, at vi så kampen med dem.
Så det gik jo meget fredeligt. Nej, det gjorde jeg ikke. Og jeg tror heller ikke, jeg sagde noget til min søster.
Fordi hun er meget følsom, så tænker jeg, at jeg skal ikke aktivere noget der.
[Paul Bridgwater] (36:49 – 37:00)
Ja, men altså, Lene, hvor er dit liv nu i dag? Tænker du, at du har noget af synet tilbage igen? Hvad er dine drømme og forhåbninger?
[Lene Devereux] (37:01 – 37:43)
Ja, altså lige nu har jeg så en førtidspension. Så jeg prøver at integrere de oplevelser, som jeg har haft i det liv, jeg har nu. I mit nye liv, faktisk.
Og jeg har også et ønske om at være der for andre. Og hjælpe dem til at være åbne i de forskellige livssituationer, som de nu er i. Og kunne være der med dem på en eller anden måde.
Så det er sådan der, hvor jeg er nu. Det er ikke sådan specifikt.
[Paul Bridgwater] (37:44 – 37:58)
Men det arbejde, du havde på hospice i Australien, er det sådan noget arbejde, du eventuelt ville kunne gå videre med? Eller tænker du, at det er et overstået kapitel nu?
[Lene Devereux] (38:01 – 38:40)
Jeg vil ikke sige, at det er et overstået kapitel, men det kunne godt være på en eller anden måde. Jeg har også arbejdet med det her i Danmark, så det er både i Danmark og i Australien, jeg har arbejdet med det. Fordi det falder mig let, så kunne det godt være, at det bliver sådan noget.
Men jeg har også arbejdet med healing, så på en eller anden måde er det der, hvor energien er, der bliver åbnet op for. Hvor jeg kan føle, at jeg kan gøre bedst nytte sådan set. Det føler jeg, at det er det, jeg er åben over for.
[Paul Bridgwater] (38:40 – 39:07)
Jeg tænker, at der er hårdt brug for nogen, der kan være der i overgangen til døden, og som kan bibringe hele situationen en ro og måske ikke afklarethed, men i hvert fald en åbning mod det næste stadie, som kan være gavnlig. Har du nogen gode råd til dem, der i slutningen af livet er bange for at dø?
[Lene Devereux] (39:08 – 40:33)
Ja, der er mange, der tror, at døden er forbundet med meget smerte og tumult. På grund af frygten eller angsten er det forbundet med noget ubehageligt. På et tidspunkt var der en hospicelæge, som snakkede med en dame, som havde meget frygt.
Hun var tæt på at dø, og så fortalte denne her hospitalslæge, at døden faktisk er en proces. Det foregår på den måde, at du er syg, og så bliver du mere og mere syg. Det vil sige, at du bliver sengeliggende, og på et tidspunkt får du måske også noget smertestillende, og du bliver mere og mere træt, og så begynder du også at glide ind i bevidsthedløsheden, og måske have nogle øjeblikke, hvor du er vågen.
Men til sidst, på grund af formentlig den medicin, du får, og sygdommen, så bliver du bevidstløs, og så glider du helt automatisk ind i døden. Så for de flestes vedkommende er det jo en utrolig rolig proces, hvor man faktisk er bevidstløs.
[Paul Bridgwater] (40:35 – 40:47)
Tror du ikke også, at det er det, som folk er bange for, nemlig den der bevidstløshed, at de ikke eksisterer mere, at det er sådan angsten for ikke at være til, der er noget af det, som trigger dødsangst?
[Lene Devereux] (40:48 – 42:03)
Jo, det tror jeg helt sikkert. Altså, der er jo en del, som tror på livet, efterlivet på et eller andet måde. Det gør de kristne, der er et efterliv på et eller andet plan.
Men det er jo så ukonkret, fordi folk ikke har oplevet det, kan man sige. Så det er sådan: “Er der nogen til at tage imod mod mig, eller hvordan er det der efterliv?” Ja, og det er jo sådan, som det er.
Jeg tror, det er vigtigt at snakke med folk. Altså, det på et tidspunkt, det gjorde jeg også, da jeg var ikke på plejehjem, men var ude med en vågning, hvor det var ude i et hjem, hvor det tog mange dage, før hendes far, han døde. Han havde et meget stærkt hjerte.
Og der oplevede jeg, at det var simpelthen hende, der blev hjulpet, fordi hun havde utroligt svært ved at give slip på det, at skulle miste sin far. Men det var mere, tror jeg, fordi hun ikke vidste, hvad det var.
[Paul Bridgwater] (42:05 – 42:11)
Og det var faktisk også mit næste spørgsmål. Har du nogle gode råd til dem, der står dem nærmest, altså de pårørende?
[Lene Devereux] (42:13 – 44:08)
Ja, jeg tror, det er vigtigt, at man som pårørende forstår, at selvom man er bevidstløs, at der stadig er nogle sanser tilbage. Både følesansen og høresansen er det, der sidst går, altså inden man dør. Så det vil sige, at hvis du sidder der, og personen er bevidstløs, så er der en chance for, at personen godt kan høre på et eller andet niveau, at du er der, og i hvert fald føle den kærlighed, at du giver til det menneske.
Så for mig er det vigtigt, at de pårørende siger, at er der noget, jeg godt vil sige, er der noget, jeg godt vil give videre, inden min mor eller far eller hvem det nu er går videre. Det er simpelthen en mulighed for at fortælle, at den kærlighed, der har været, det synes jeg, man skal benytte sig af. Ligesom at der er den tid, og det er ikke bare en tid, som ikke er, men det er den, den eksisterer.
Og så synes jeg også generelt, at man skal være meget bedre med hinanden, at kunne snakke om det. Altså, at det ikke skal være det der tabu, der. Hvis man siger, at ens forældre eller nogen er ved at dø og så “Nå, skal vi snakke om noget andet!” men at man simpelthen kan snakke om det, og dele de der følelser om tab og ligesom alt det, man går igennem.
Det er min forhåbning, at folk bliver bedre til at gøre det. For før tiden, da man boede på landet, så var det jo en naturlig del af livet at dø. Man lå der til skue inde i statsstuen.
Og det gør man så ikke mere, men det er jo stadig, at vi skal alle sammen den vej.
[Paul Bridgwater] (44:09 – 44:43)
Ja, men det håber jeg også. Jeg deler dine forhåbninger. Lene, tusind tak, fordi du vil fortælle din historie.
Jeg tror, det har stor betydning at få tænkt over døden og fortalt om den. Og det hjælper din historie til. Og tak til jer, der lyttede.
Og skriv endelig til mig på paul@healinghelp.dk, hvis du har kommentarer eller lignende til podcasten. Og ellers er podcasten at finde på Apple og Spotify og nu også på YouTube. Alle vegne.
Tak for nu, og tak Lene.
[Lene Devereux] (44:44 – 44:44)
Velbekomme.
