Marielle Valtemar var udsat for et overfald og fik en nærdødsoplevelse, som fik stor betydning for hendes liv. På en ø i Wales, hvor hun forskede i fugles adfærd, blev hun udsat for grov vold fra sin partner. Under episoden fik hun en nærdødsoplevelse, der gav hende en følelse af ro og klarhed. Oplevelsen blev et lyspunkt, som hun har opfattet som en særlig gave hele livet. Hendes fortælling rejser spørgsmål om forholdet mellem videnskab og spiritualitet og giver anledning til refleksion over, hvad der sker ved livets afslutning.
Kapitler
- Introduktion og baggrund (0:00 – 1:17)
Marielle præsenterer sig selv, sin opvækst i Fjernøsten og sin akademiske baggrund. - Rejsen til Mellemøsten og forholdets nedtur (1:18 – 5:45)
Beskrivelse af en rejse og starten på et voldeligt forhold. - Skomer Island og nærdødsoplevelsen (5:46 – 22:24)
Et voldligt overfald på øen fører til en nærdødsoplevelse. - Eftervirkninger og flugten fra forholdet (22:25 – 27:20)
Marielle beskriver livet efter episoden, herunder flugten fra forholdet. - Nyt liv og refleksioner (27:21 – 32:08)
Beskrivelse af et nyt kapitel med ægteskab, familie og karriere. - Nærdødsoplevelsen i retrospekt (32:09 – 37:10)
Refleksioner over nærdødsoplevelsens betydning og forholdet mellem videnskab og spiritualitet. - At dele sin historie (37:11 – 43:26)
Marielle fortæller, hvorfor hun vælger at dele sin oplevelse, og hvordan det kan hjælpe andre.
Transskription
[Paul Bridgwater] (0:02 – 0:22)
Velkommen til podcast-serien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”. En podcast, der beskæftiger sig med grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig har jeg Marielle Valtemar.
Jeg håber, at jeg har udtalt det rigtigt. Marielle, vil du sige lidt om dig selv?
[Marielle Valtemar] (0:22 – 1:14)
Ja, tak fordi jeg må være med i dag, Paul. Det har jeg glædet mig til. Jeg er hollænder og har nu været dansk gift i 45 år.
Jeg er 70 år gammel og har de sidste 16 år boet i Danmark sammen med min mand Flemming. Vi har rejst meget, både… siden vores ægteskab, altså siden vi blev gift, men jeg er selv også født og opvokset i Fjernøsten, født i Singapore og boet i Malaysia som barn, indtil jeg kom på kortskole som 12-årig i Holland og derefter gjorde mit universitetsuddannelse færdigt i England.
[Paul Bridgwater] (1:14 – 1:17)
Hvad var dit universitetsuddannelse? Hvad uddannede du dig til?
[Marielle Valtemar] (1:17 – 2:26)
Jeg har en bachelors i psykologi, og det var fra London University, og senere kom jeg til Liverpool efter jeg blev færdig med det, for at læse til Ph.D., altså forskning i dyrs adfærd. Der havde jeg fået en plads på en lille ø i Wales, en lille ø der hedder Skomer Island. Det med at finde et tema, et emne inden for forskning, det er noget, hvor man skal finde en lille niche, og det fandt jeg så på Skomer Island med at forske i lundernes adfærd, du ved de der sort-hvide fugle, som man også har på Falklandsøerne.
Faktisk var øen, også den ligner Falklandsøerne med stejle klipper, og det har en mening, at jeg fortæller det, fordi det er vigtigt, at man kan forestille sig øen, fordi det er der, hvor min nærdødsoplevelse skete.
[Paul Bridgwater] (2:28 – 2:34)
Okay, så du er på den her lille ø i forskningsøjemed. Er det sommer, altså hvor lang tid er du der?
[Marielle Valtemar] (2:34 – 3:14)
Ja, det er sommer. Jeg havde fået plads der i en forskerhytte, hvor der var plads til otte forskere, der var laboratorier, der var et køkken og et badeværelse, og ved siden af, der var bolig for The Warden, altså hvad hedder det? Det var jo en nationalparkbeskyttet område for havfugle, så han boede der med sin kone og passede på øen.
Det var hans ansvar. Denne her warden, det er en …
[Paul Bridgwater] (3:14 – 3:16)
Det lyder som en skovridder, det er jo ikke en værge.
[Marielle Valtemar] (3:17 – 5:45)
Ja, en slags skovridder, faktisk. Så om sommeren var der en båd fra fastlandet, der ikke lå så langt væk, og der kom dagsbesøgende, altså vandrere, ornitologer, fugleinteresserede, og de kunne være der om dagen og gå rundt. Der var sådan en sti rundt om øen, og de måtte ikke forlade den der sti.
Men de otte forskere, der var der, alle interesserede i havfugle, de kunne gå, hvor de ville, altså gå ved siden af den vante sti for ligesom at lave deres observationer. Da jeg læste til psykologi, der mødte jeg en meget karismatisk mand, altså allerede det første år, men vi blev kæreste det andet år af min bacheloruddannelse, og jeg flyttede meget hurtigt hjem hos ham. Det her var i London, og han boede i East End.
Han havde faktisk en social bolig der, og jeg flyttede ind hos ham, og det første år var meget godt. Det gik, kan man sige, godt. Jeg var glad.
Så besluttede vi – sommerferien der. Jeg går lidt tilbage i tiden for at fortælle om de omstandigheder for min nærdødsoplevelse. Så besluttede vi at rejse til Mellemøsten, sådan en backpacker.
Tre måneder tog vi afsted. Vi rejste gennem Libanon, Syrien, altså meget relevant i dag. Det var før der var krig i de områder.
Og så gennem Tyrkiet, Iran til Afghanistan. Vi var i Kabul, og så så vi også de store buddhaer i Bandyamir. Det var meget spændende.
Men jeg fik Kabul mave. Det gør alle. Jeg var meget syg.
Og han ville gerne have rejst videre til Mashhad i Nordafghanistan, men jeg sagde, at jeg kunne ikke mere, og jeg vil hjem. Så blev han så vred, og det var der, hvor han slog mig første gang. Men jeg var helt færdig.
Og så rejste vi hurtigt tilbage dengang. Det var i … hvornår var det her?
Det var i 74-75, 75.
[Paul Bridgwater] (5:46 – 5:50)
Og du må have været …?
[Marielle Valtemar] (5:53 – 22:24)
Jeg var 21. [Så] rejste vi hjem, og så derefter det sidste år, hvor jeg læste psykologi, så gik det virkelig galt. Det blev jo værre hele tiden med volden. Han kunne slå mig for at købe forkert slags te.
Jeg havde blåt øje. Jeg havde en kat, som han slog så voldsomt en gang, at han slog katten mod væggen, og dens lunger kom ud. Og han kunne finde på at kaste katten ud af døren.
Så det var virkelig … det var meget, meget voldeligt. Jeg bliver berørt af det nu.
Jeg mærker, at jeg bliver helt tense. Hvad hedder det her? Men i hvert fald …
Jeg kunne ikke … mange har spurgt mig, hvorfor gik du ikke bare ikke? Hvorfor gik du ikke…forlod ham?
Men man skal forstå, at min familie, mine forældre, boede i Fjernøsten, og jeg havde ikke nogen egne venner dengang i London. Jeg havde ingen familie, jeg havde ingen venner omkring mig, og han var så charmerende, at de venner, som vi havde som fællesvenner, de troede ikke på mig, når jeg betroede mig til dem. Det var især pigerne, selvfølgelig.
Jeg fortalte det til, og de sagde, nej, det kan ikke være rigtigt, selv, når jeg havde et blåt øje. Så sagde han bare, jamen jeg reparerede bilen, og så stod hun i vejen, og så fik hun min albu i øjet, og den slags ting. Jeg prøvede at gå til politiet, men det var 70’erne, og de grinede bare af mig, og de sagde, tag hjem, vi kan ikke beskæftige os med den slags ting.
Men vi kommer til nærdødsoplevelsen, fordi det var tredje år, hvor jeg så havde fået denne her forskningsplads, og han var arbejdsløs, efter vi havde begge to fået vores bachelors i psykologi, og han kunne ikke få arbejde. Og han var meget jaloux over, at jeg havde fået en forskningsplads, og øen Skomer Island lå ikke så langt væk fra fastlandet Wales, og han camperede over på fastlandet og holdt øje med mine bevægelser på øen med en kikkert, så var det tæt nok på, og beliggenheden af forskerhytten var sådan, at man kunne se det fra fastlandet, så tjekkede han, hvor jeg gik hen, og så kom han en dag over med den der dagsbåd og besøgte mig, og der havde jeg besluttet, at jeg ville slå op med ham.
Og vi gik en tur, vi kom til min favoritsted, der hed Muse Rock, fordi der var så mange, og det var meget flot, der var en anden klippe lige overfor, og der var store bølger, og kan man sige hav, og der var mange måger der, kittywakes, rigtig flot udsigt over havet, og der sad jeg ofte bare, når jeg slappede af, så vi satte os der, og så fortalte jeg ham, at jeg ville slå op med ham. Og det var rigtig dumt af mig at gøre det på det der sted, fordi han blev simpelthen så vred på mig, at han tog kvælertag på mig, og det eneste jeg kan huske er, at vi sad der eller stod der, det kan jeg ikke huske, men han blev utrolig vred. Og så lige pludselig, så var jeg i en anden dimension.
For det første mærkede jeg en utrolig glæde og en afslappethed, hvor jeg før havde været enormt spændt, og hvor alle mine muskler var spændt, så mærkede jeg, at jeg bare slappede af. Når man er for eksempel i et dejligt svimmingpool, hvor vandet var varmt, det er bare en sammenligning, men det var simpelthen at slappe totalt af, og en følelse af enorm lykke og en følelse af nærvær. Jeg havde ikke nogen krop, og jeg blev bevidst om, at jeg nu var min rene sjæl, kan man sige, min rene jeg, den person man er, når man ikke har nogen andre at tage hensyn til, når man ikke bliver forstyrret, når man bare kan være sin inderste jeg, hvor man ikke behøver at opføre sig socialt eller noget.
Og der følte jeg, at det er mig, og min krop er væk, og så så jeg et lys, og jeg var omgivet af en mørke, jeg var selv i en mørke, der var ikke helt sort, det var sådan en meget dyb, mørkeblå mørke. Sådan som jeg forestiller mig, når vi er udenfor, kan man sige, når en astronaut har forladt jordens magnetiske felt, og er ude i rummet, det er sådan jeg følte, en enorm, uendelig, stor rum, det var helt uendeligt. Men jeg var fokuseret på et lys, og svævede egentlig i en kegle af lys mod det centrum af det lys, altså det var meget stærkt lys lige i midten, og så var der ligesom lidt mindre tydeligt omkring den der stærke punkt.
Og jeg var i denne her bane, og var på vej derhenne, og jeg følte også, at jeg ikke blev bedømt, at jeg var ligeværdig med alt, jeg var en del af alt. Og det jeg var… ved siden af opmærksom på, at der var væsener, jeg kiggede ikke på dem, jeg så dem ikke, jeg var bevidst om, at der var væsener, og jeg kunne kun høre, at de kommunikerede med hinanden, det var ligesom en radio, der er stemt på utydeligt. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede eller sagde, men jeg kunne høre, at det var ligesom en kommunikation mellem dem, de var ikke fokuseret på mig, og jeg var ikke fokuseret på dem, jeg vidste bare, at der var nogen derude.
Og det var ligesom helt uendeligt, helt uendeligt, og så svævede jeg mod det der lys, og jeg var glad og afslappet, og så pludselig var jeg tilbage i min krop, så ja, så skulle jeg jo håndtere alt det, jeg havde forladt. Så for mig var det sådan, at jeg var i en vanskelig situation, en livstruende situation, pludselig var jeg i en anden dimension, og lige så pludselig var jeg tilbage. Jeg måtte så håndtere, jeg var faktisk totalt desorienteret, jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket, jeg hørte lyden igen af havet, og det velkendte lyd af mågeskrig og havet, og jeg så klippen her, hvor jeg sad, og så kiggede jeg lidt rundt, og så kikkede jeg op til venstre, højre op, der sad min kæreste, og han sad og havde hovedet i hænderne, og albuerne på knæene, senere har jeg tænkt, han troede, at han havde dræbt mig, så han sad og funderede over, hvad han nu skulle. Men så bevægede jeg, og han så, at jeg var kommet til mig, og så kom han ned til mig. Det er i min hukommelsen ikke særligt tydeligt mere, fordi det er så længe siden, men på en eller anden måde, så gik vi sammen tilbage til båden, hvor han så rejste tilbage til fastlandet.
Jeg gik ind på mit værelse i forskerhytten, og der sad jeg lammet i et hjørne i to timer, fordi jeg noterede klokken på væggen i laboratoriet, og rystede. Jeg var spærret ind i min krop, og jeg rystede, og jeg kunne ikke bevæge min krop, jeg sad sammenkrøbet i et hjørne, og det eneste jeg kunne se, det var vinduet og den blå himmel. Der var jeg ved bevidsthed og sagde til mig selv, hold ud, hold ud, fordi jeg kunne ikke bevæge mig.
Senere har jeg besøgt psykologer, og en psykolog har fortalt mig, at det kan sammenlignes med et dyr, der har fået et livstruende chok og ryster. For eksempel når du har en hare i forlygtene af din bil, den fryser, eller et dyr kan ryste af skræk, og han har sammenlignet med det. Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete der, men han var jo væk fra øen, så efter de to timer, så rejste jeg mig og gik ud af døren og kiggede ud på havet.
Aldrig har farverne været så stærke og lysende, som da jeg kom ud af hytten de to timer, hvor jeg havde været derinde og været i chok. Græsset var ufatteligt grønt, og havet utrolig stærkt og himlen blå, og jeg undrede mig over de farver. En uge efter kom han tilbage til øen, og i mellemtiden var jeg dybt chokeret, jeg tror jeg fik en slags nervesammenbrud.
Han overtalte mig til at forlade øen sammen med ham, og jeg var som en klud, jeg kunne ikke beslutte noget, jeg kunne ikke sige nej. Han truede med forskellige ting, og vi tog tilbage til lejligheden, for jeg havde ikke nogen viljestyrke. Jeg havde mistet viljestyrken, jeg havde mistet muligheden for at tænke, jeg havde mistet mine kræfter.
Så vi var taget tilbage til den lejlighed i London, og der holdt han mig indespærret i en måned. Og så kan man spørge, hvordan kan man holde nogen indespærret? Det han gjorde var, at han overvågede mig hele tiden.
Jeg prøvede et par gange at komme væk, men det lykkedes ikke. Han overvågede mig så meget, at jeg ikke engang kunne være på toilettet i fred, fordi han kom og tjekkede efter et minut. Det havde han ret i, fordi jeg prøvede at skrive breve til min familie, til mine forældre i udlandet, om de kunne hjælpe mig.
Men når han fandt dem, så var der igen stridigheder og slag og spark. To gange lykkedes det mig at komme ud af døren og ud på gaden. Jeg kom ud på gaden, fordi mit mål var at komme til posthuset.
Det var før mobiltiden og før computertiden. Det er måske lidt svært at forestille sig i dag, men det eneste var luftpostbreve. Man kunne købe et tyndt luftpostbrev, som man kunne folde sammen, og der var allerede frimærke på, og bare putte det i postkassen.
Det var sådan et, jeg ville have fat i. Den første gang, jeg nåede ud på vejen, så trak han mig tilbage til lejligheden. Jeg skreg og kæmpede imod, men der var ingen på gaden, der hjalp mig.
Næste gang var jeg ude på posthuset, og jeg var begyndt at skrive, og så kom han og hev mig ud derfra. Der var heller ikke nogen, der hjalp mig der. Det var en måned, jeg var fanget.
Så kom der et brev fra min mor med et flybillet, til hvor de boede, da de flyttede til Hongkong. Så kunne han ikke nægte, at jeg skulle afsted. Så han måtte lade mig flyve, men han beholdte alle mine ejendele.
Det vigtigste af alt, fordi man kan sige, at det er ligegyldigt, men det vigtigste af alt var min bachelorsbevis. Fordi dengang var det ikke digitalt, og man kunne ikke få en kopi. Det var kun den oprindelige, der betød noget.
Det ændrede så tingene for mig, fordi jeg måtte forlade studiet. Jeg opgav studiet, kan man sige. Det var min beslutning.
Da jeg så endelig var kommet til mine forældre, boede jeg hos dem i et år. Fordi jeg kunne ikke få mig selv til at vende tilbage til England. Jeg var rædselsslagen for at vende tilbage, og stadigvæk i dag, der kan jeg ikke rejse til England.
Fordi det giver mig en utrolig angst. Jeg havde mareridt i et år bagefter. I dag vil man sige, at det er PTSD.
Og senere, da jeg opsøgte psykolog for at få hjælp og behandling. Der var jeg i 30’erne og igen i 40’erne, og jeg søgte hjælp for at bearbejde de hændelser, der skete. Så ja, det er ligesom beskrivelsen af min NDO, og også de omstandigheder, der udløste det.
[Paul Bridgwater] (22:25 – 22:51)
Det virker som et lille lys i mørket, kan man sige. Fordi det, du beskriver, er så forfærdeligt. Ja, det er ganske, ganske forfærdeligt.
Og han ødelagde på mange måder din livsbane, dit liv og det, du ville. Og så har du den éne oplevelse af noget helt, helt andet.
[Marielle Valtemar] (22:52 – 27:20)
Ja, du har ret, Paul. Fordi begge de her ting skete, kan man sige. Min akademiske karriere sluttede på den måde.
Da mine forældre flyttede sig fra Hongkong til Singapore, der prøvede jeg at få en plads på Singapore Universitet. Men det faktum, at jeg ikke havde min eksamensbevis, gjorde, at de ikke ville tage mig. Jeg skrev til en lærer på uddannelsen, og han sagde, desværre kan vi ikke give en kopi, men jeg kan skrive et brev, at du har taget eksamen, og at du har fået det, og det er det karakter og så videre.
Men det er ikke alle uddannelsesinstitutioner, der vil godtage det. Senere har jeg brugt det til andre uddannelser, men ikke forskning. Jeg forsøgte også Singapore Zoologisk Have – at få arbejde der, og der lavede jeg lidt ad hoc opgaver med dyr.
Men det var ikke noget varigt. Men man kan sige, at da jeg var kommet dertil, var jeg så heldig at møde min mand. Og i ham så jeg, jeg ved ikke om det i bagklogskabslys gjorde, men instinktivt kunne jeg mærke, at han var en morarsk solid person.
Han arbejdede på den danske ambassade dengang i Singapore, og nu har vi været gift i 45 år. Har to sønner og to børnebørn. Så på den måde, selvom karrieremæssigt, at det ændrede mit liv, så har jeg haft et rigtig godt liv sammen med ham.
Vi har også på grund af hans karriere rejst til udlandet, så der har jeg haft mange oplevelser. Vi har boet i Tokyo, vi har boet i Wien og Salzburg og været meget i det tysktalende del. Og da jeg så kom tilbage til Danmark for 16 år siden, der tog jeg for 15 år siden, så et år efter vi kom tilbage til Danmark, så tog jeg uddannelse på RUC som turistfører.
Og det er et årligt diplomuddannelse. Og jeg har haft meget glæde at arbejde som turistguide de sidste 15 år, så alt er endt godt. Og det andet, du sagde, er, at min NDO har jeg båret ligesom en lille gave inde i mig.
Fordi hele omstændighederne omkring, hvor jeg fik den, der blev det skubbet for mig i baggrunden, for jeg havde alt det andet, også psykiske og at bearbejde. Og også det, kan man sige, mine livsomstandigheder, der skete så meget, at jeg ligesom ikke brugte det på nogen måde. Og så kan man sige, hvad betyder det at bruge det, men jeg brugte det ikke på mig selv.
Så er der måske også noget, jeg skal tilføje, at når jeg fortalte om det, jeg fortalte mine forældre om det, men de afviste det. Og sagde, jamen, det må have været en drøm eller et eller andet. Du har drømt det.
Og så de accepterede, at han havde været så voldelig, at jeg havde mistet bevidstheden, men de kunne ikke acceptere en nærdødsoplevelse. Der var heller ikke særlig meget viden om det. Det er 1977.
Og for mange mennesker, og selv min mand, som jeg mødte et par år senere, han sagde også, det er der noget mærkeligt noget, og så blev der ikke snakket mere om det. Og senere hen, kan man sige, når jeg har prøvet at fortælle om det, så har folk ligesom, kan man sige, hævet øjenbrynene og tænkt: “Nå, hvad er det for noget?” Og så ikke spurgt nærmere ind til det.
Det var for mærkeligt, tror jeg, på mange måder.
[Paul Bridgwater] (27:23 – 27:46)
Hvad er dine egne tanker om det nu? Det har været den her utrolig betydningsfulde oplevelse, som har været en gave. Men du er også samtidig trænet videnskabskvinde, kan man sige, i dyrs adfærd, …analyserer ting rationelt.
For mig virker du ikke sværmerisk.
[Marielle Valtemar] (27:46 – 31:44)
Nej, og det er jeg heller ikke. Jeg er stadig meget videnskabelig anlagt i de ting, jeg læser og undersøger. Men der er kommet en ekstra dimension.
Jeg er helt sikker på, at det, jeg har oplevet, har jeg oplevet. Og det er ikke en drøm. Det er ikke en film.
Fordi den virkelighed, selv så mange år efter, og hvad er det nu? Det er 47 år efter. Så det er stadigvæk lysende klart for mig.
Det er noget, jeg ved, jeg har oplevet. Og jeg føler det, som om det er en anden dimension. Om lyset er en gud, det ved jeg ikke.
Det kan være, at det er sandt. Jeg er nået ikke videre end at se lyset. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag det.
Men derfor kan jeg heller ikke afvise det. Som videnskabsmennesker tænker man sådan. Jeg ved, hvad jeg har oplevet.
Men fordi det ikke er bevist, betyder det ikke, at det ikke er virkelighed. Der har været forskellige teorier, ligesom string theory, at der er forskellige dimensioner. Og det er også bevist, at når en menneske dør og forsvinder, så er 99,8% af de mennesker væk.
Men hvor er de 0,2%? Man kan læse artikler om det. Det er bevist.
Så jeg ved det ikke. Jeg holder mig til det, der er bevist. Men jeg er åben for ting, der ikke er bevist.
Og jeg er nysgerrig efter det. Nysgerrig også af at høre, hvad andre mennesker har oplevet. Og fordi jeg ikke har oplevet det, betyder det ikke, at det ikke eksisterer.
Det er noget, de har oplevet. Og det kan også være rigtigt. Jeg kan ikke bedømme det.
Det er ikke min plads at bedømme det. Men jeg har den sikkerhed, at det, jeg har oplevet, det har jeg oplevet. Og det giver mig den sindsro den dag, jeg dør.
Det er fint. Det er helt fint for mig. Det bliver hårdt for de mennesker, der holder af mig.
Og der vil savne mig. Og det kan gøre ondt i mig at tænke, at mine børn eller børnebørn vil savne mig. Men så håber jeg, at de må håndtere det, som de kan.
Og at jeg har givet dem nok til, at de kan håndtere det godt. Men for mig er jeg ikke bange for at dø. Hvis det sker i morgen, så vil det være fint.
Og nogle gange i mit liv, når der har været andre vanskelige perioder i mit liv, så har jeg haft det en slags længsel. Efter at komme tilbage til den tilstand, hvor jeg havde absolut ro. Og alle de vanskeligheder, vi oplever her på jorden, dem var jeg lige pludselig befriet for.
Det var væk, og det var ligegyldigt. Alt det, vi oplever her på jorden, har ingen betydning. Det, der har betydning, det er, at min inderste jeg, og jeg var accepteret, og jeg var ligeværdig.
Med alt det gode og det onde, jeg har i mig, var jeg accepteret. Så det var den fantastiske oplevelse, jeg havde.
[Paul Bridgwater] (31:44 – 32:07)
Hvad fik dig til at, ikke at gå offentligt med det, men ligesom at tale om det? Det har været et kim i mange, mange år, eller har ligget der som en gave, en trøst måske. Hvad har fået dig til at fortælle?
[Marielle Valtemar] (32:09 – 36:19)
Ja, jeg har stadigvæk, kan man sige, i de år, i mit liv, altså gennem 30’erne, 40’erne, 50’erne, 60’erne, altid holdt mig opdateret om feltet, og læst de bøger, der er udkommet. Raymond Moody, Eben Alexander, og tidligere Shirley MacLaine, så… Audrey Hepburn var meget spirituel, kan man sige. Det går helt tilbage i tiden, da jeg var ung.
Så jeg vidste, at der var andre, ikke andre, men at der var mennesker, der var spirituelle, og de havde oplevet nogle ting. Så jeg holdt mig på den måde, ikke aktivt, men så en gang imellem, kan man sige. Måske en gang om året, at jeg vandt tilbage til det der tema.
Og så fornyeligt, så lavede jeg en Google-søgning igen, og læste også de forskellige danske bøger, der er udkommet fornyeligt. Og så stødte jeg på en hjemmeside af NDO-gruppen, hvor Mette startede det for tre år siden. Og så begyndte jeg at blive aktiv, og de har en online møde en gang om ugen, og et fysisk møde en gang om måneden.
Og jeg blev opmærksom på gruppen for cirka halvandet år siden. Og siden da har jeg deltaget, og på den måde kom jeg også til at møde dig og andre, og Mette, som er meget aktiv, som foregangskvinder i den her gruppe. Og virkelig udbreder viden omkring det, hun taler forskellige steder, og vi har nu mennesker fra Jylland og fra hele Danmark, der deltager i online møderne.
Så det er vigtigt for mig også at dele min oplevelse, fordi måske kan andre også finde den ro, jeg har med min oplevelse, med det budskab. Eller der er andre derude, der har haft en NDO oplevelse, nærdødsoplevelse, som egentlig ikke rigtig kan placere det. Og så vide at de er ikke alene, vi er flere, der har oplevet det, og vi bliver flere og flere i vores gruppe.
Og det giver en særlig sammenhold på en måde, at være med i den her gruppe, fordi vi forstår hinanden. Ligesom man kan have en sorggruppe, hvor man har den fælles oplevelse af at have mistet, så er det her noget, vi kan samle os om. Så det er derfor, jeg gerne vil være med i din podcast, fordi der kan være nogen, der hører om oplevelsen, og så måske har lyst til at være med.
Der kan også være nogen, der hører det her, der står i en vanskelig situation, hvor de har mistet nogen, eller er ved at miste en kær person. Og måske kan det give dem noget trøst, fordi jeg ved, at der er en anden dimension. Jeg ved, at når kroppen ikke mere kan bevæge sig, og er i stand til, altså i hvert fald min krop, jeg kan ikke generalisere, men min krop, da den var så ud af stand til at bevæge sig, at min kæreste troede, jeg var død, at jeg var i en anden dimension, og der var ro og fred.
[Paul Bridgwater] (36:20 – 37:10)
Jeg skal holde en samtale her i Lindevang Kirke efter nytår. Og undertitlen det er, nærdødsoplevelser, er der en naturlig forklaring? Og jeg har bikset med det spørgsmål, fordi hvad er en naturlig forklaring?
Er det, at man skal reducere [det] til fysiologiske processer? Er det de der forklaringer med, at det er gammastråler ved livets udgang? Mangel på ilt?
Hallucinationer? Jeg synes spørgsmålet begrænser svarmulighederne. Så jeg tænkte, okay, nu vil jeg prøve at spørge dig.
Er der en naturlig forklaring?
[Marielle Valtemar] (37:12 – 39:08)
Jeg spurgte engang en læge ved et aftenselskab. Jeg forklarede, hvad jeg havde oplevet. Han affejede det med at sige, at det er hjernens sidste udløsning af alle dopamin- og serotoninstoffer.
Og derfor havde du den oplevelse. Men for mig forklarede det ikke den variation, der er i nærdødsoplevelse. Vi oplever forskellige ting, men der er også nogle fælles ting.
Jeg har stadig spørgsmål om, om det er det, eller er det den anden dimension? I hvert fald er det utroligt rart og behageligt, så man behøver ikke være bange for døden. Jeg vælger at tro, at det var en anden dimension, fordi det virkede sådan for mig.
Det virkede så realistisk. Jeg kan stadig se den anden univers, og hvor uendeligt det er, hvor jeg tænkte, at det er det, der er vigtigt. Det er det her, der er stedet.
Det fysiologiske kan man måle, men man kan ikke måle den anden dimension af gode grunde. Og af gode grunde, de mennesker, der faktisk dør og går videre gennem lyset, og kommer videre, fordi jeg tror, der var videre. De kan jo ikke berette om det, så det er et meget vanskeligt spørgsmål, du skal besvare, Paul.
[Paul Bridgwater] (39:09 – 40:15)
Tak for hjælpen. Det virker i hvert fald begrænsende at sige, at vi kigger kun på det fysiologiske del af det. Selve oplevelsesdimensionen, det kan vi jo ikke bare kimse af.
Ja. Men tusind tak, Marielle. Det var en stor fornøjelse.
Og jeg tænker, at du har både gode råd til dem, der har haft nærdødsoplevelser, du har også beskrevet, hvordan det har påvirket dit liv. Jo, måske har du nogle gode råd til dem, der ikke har haft nærdødsoplevelser. Der måske ikke har en naturlig tilgang til noget spirituelt.
De lever deres liv, de tænker, at der er det, der er her, hvorfor bekymre sig om andet. Har du nogle gode råd til dem?
[Marielle Valtemar] (40:16 – 41:38)
Jeg tænker, at det er vigtigt at holde et åbent sind. Jeg er jo trænet i videnskab med statistik og forsøg og alt det der. Men vi bliver jo også klogere, og selv Bohr og Einstein kunne ikke forklare alting.
Så det skal man huske, at vi mennesker ved jo ikke alt. Og så er det jo spændende, at der er en anden verden derude. Og det er jo spændende at holde den tanke og ikke lukke af.
Og jeg tænker også, at det er vigtigt at vide, at vi er jo heldige her i Vesten og i særligt Nordeuropa, at vi har mange materielle goder, men det er faktisk ikke noget, det drejer sig om i den anden dimension. Så det er selvfølgelig rart at have, men det er ikke det, der er vigtigt i livet rent faktisk. Hvad du ejer og hvad du har.
[Paul Bridgwater] (41:40 – 41:46)
Hvad vil du sige var vigtigt så? Hvad er det, det har givet dig? Fordi der var jo ikke nogen direkte budskaber.
[Marielle Valtemar] (41:47 – 42:29)
Nej, jeg fik ikke nogen budskaber. Men jeg tænker, at det der er vigtigt er at være så godt et menneske, som man kan være. Og jeg har heller ikke følt mig kaldt, ja selvfølgelig, jeg tror alle mennesker tænker over, hvad er meningen med livet.
Men for mig er jeg kommet frem til, fordi det var det heller ikke, da jeg var yngre. Der var jeg forvirret i forskellige perioder i mit liv. Men det allervigtigste er at være et godt menneske for de mennesker, jeg møder på min vej.
Og være et godt menneske for mine nære og passe på dem, så godt jeg kan.
[Paul Bridgwater] (42:31 – 42:31)
Tusind tak.
[Marielle Valtemar] (42:32 – 42:32)
Velbekomme.
[Paul Bridgwater] (42:32 – 43:04)
Tusind tak for din fine udgangsreplik. Marielle, tak fordi du ville fortælle din historie. Jeg tror, det er rigtig vigtigt at fortælle sådan nogle historier.
Det hjælper med at få sat livet i perspektiv. Og forhåbentlig også gøre folk ikke så bange for døden. Og tak til jer ved lyttede.
Du kan finde denne podcast og andre podcasts på hjemmesiden healinghelp.dk Og skal jeg lige høre, var det “Se og Hør”, du kom i?
[Marielle Valtemar] (43:04 – 43:04)
Ja.
[Paul Bridgwater] (43:04 – 43:05)
Og ved du, hvornår det udkommer?
[Marielle Valtemar] (43:05 – 43:26)
Nej, det ved jeg ikke. Jeg blev interviewet for “Se og Hør” med billede. Og ja, vi må se, de har en serie interviews med NDO oplevere.
Så det er meget spændende, at de interesserer sig for det. Fordi så kommer det ud til mange hjem, tænker jeg.
[Paul Bridgwater] (43:26 – 43:29)
Ja, det er da rigtig godt. Det er meget godt. Det er godt at vide.
Tak.
