Som 14-årig var Mette Thygesen udsat for en rideulykke og lå flere dage i koma. Hun oplevede at forlade kroppen og blive draget mod et lys. Der fik hun besked om at vende tilbage og “fortælle, hvad hun så”. Herefter så Mette en række parallelle verdener styret af griskhed, uærlighed og begær. Mette har etableret den første gruppe af nærdødsoplevere i Danmark, hvor deltagerne kan dele deres erfaringer. Se hjemmesiden ndo.dk for mere information.
Kapitelinddeling:
00:00 Intro
00:16: At gå med nærdødsoplevelsen for sig selv.
04:06: Selve nærdødsoplevelsen: Altomsluttende kærlighed, parallelle verdener og et skræmmende ansigt.
12:01: Nede på jorden: Genoptræning og eftervirkninger
14:26: Hvordan skal oplevelsen forstås?
17:02: Nye erkendelser
21.03: Forholdet til lægevidenskaben
23:29: Hvad var det Mette skulle fortælle?
25:58: Kroppen, følelser og traume
30:12: Gode råd
31:50: Outro
Transskription
[Paul Bridgwater] (0:00 – 0:16)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Mette Thygesen.
Mette, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Mette Thygesen] (0:16 – 0:50)
Jo, det vil jeg gerne. Jeg er 42 år, og jeg er egentlig uddannet cand.polit. Og så havde jeg en nærdødsoplevelse i 1995, som jeg egentlig endte med…
…det kan I jo komme til at høre, men jeg gik med [den] for mig selv rigtig længe. Men de sidste tre år har jeg egentlig brugt rigtig meget tid på denne her nærdødsoplevelse og på at opstarte en gruppe og på at komme ud og fortælle om nærdødsoplevelser og egentlig møde andre oplevere at dele med.
[Paul Bridgwater] (0:50 – 0:52)
Hvorfor tror du egentlig, at det gik så lang tid?
[Mette Thygesen] (0:53 – 3:15)
Jamen, det tror jeg, at det gik dels fordi, at jeg var så ung, men også fordi, at jeg blev afvist, da jeg den første gang skulle prøve at fortælle en læge om, hvad jeg havde oplevet, som sagde, at det var ikke det. Det var aldrig sket. Så holdt jeg det rigtig meget for mig selv.
Fordi der var også en skræmmende del i oplevelsen, som kom til at gøre, at hvis det, der var rigtig dejligt og rigtig godt, ikke var rigtigt, hvad var så det? Men hvis den skræmmende del heller ikke var rigtigt, hvad pokker var det så? Jeg følte, at jeg havde set en anden verden, en dårlig anden verden også.
Jeg var helt sikker på, at jeg havde set den og helt sikker på, at det var det. Men hvis det så ikke var noget, der rigtigt var sket, hvad pokker var det så? Så jeg tror, at det var derfor, at det gik så lang tid.
For fire år siden tog jeg en uddannelse til traumeterapeut – transbiologisk traumeterapeut – med fokus på, hvordan traumer sidder i kroppen.
Så jeg fik nogle redskaber til at håndtere, når man nu snakkede om alle de her ting. Da jeg fik det, så følte jeg, at jeg var rustet til at gå i gang med at komme ud og dele min egen oplevelse og fortælle om dem. Men jeg må sige, den første gang, jeg delte den, var i ISGO, i IANDS i USA, deres onlinegruppe.
Første møde, jeg var til, der hørte jeg bare på andre. Og andet møde delte jeg den. Men jeg var simpelthen så bange for, hvad deres konklusion ville blive på det.
Altså igen, er det overhovedet rigtigt? Viser det virkelig, at du er en dårlig person, når du har haft denne her ting? Er du helt langt ude?
Er det her slet ikke inden for begrebet? Så det med at møde anerkendelse og accept af det og sige, jamen det har vi hørt før. Også denne her ting med den skræmmende del.
Oplevere, der har haft flere nærdødsoplevelser, som siger, at den skræmmende del er bare en virkelig udfordrende del, men ikke noget dårligt og ikke noget dårligt om dig. Og information om det her med, jamen det er ikke ligeså normalt at have en dårlig del. Hovedparten er de gode, men det kan også være, at det bare er dem, der er dårlige, at folk bare holder det for sig selv.
[Paul Bridgwater] (3:16 – 3:20)
Ja, der er lidt tabu omkring det at opleve noget dårligt.
[Mette Thygesen] (3:20 – 4:06)
Ja, præcis. Selvom jeg havde hørt det, så 14 dage efter snakkede jeg med en dansk forsker herhjemme, Tobias Anker Stripp, som jeg sammen med ham og hans vejleder, en anden nærdødsoplever, startede den her gruppe med. Og selv da jeg fortalte ham den igen, var jeg stadigvæk sådan: “Hvad er nu hans reaktion på den?”
Altså igen, bliver jeg afvist igen? Men hvor han også støttede op og anerkendte det. Altså det der med at møde nogen, der kan sige, jamen det er okay, og det har vi hørt før. Og ikke ryste på hovedet og vende det hvide ud af øjnene og sige, arh, tror du nu også det?
Er det ikke bare dig? Har du ikke bare slået hovedet? Fordi det er det ikke.
[Paul Bridgwater] (4:06 – 4:13)
Nej, og vi må hellere komme hen til oplevelsen. Hvad du oplevede, og hvor gammel var du, og hvad skete der?
[Mette Thygesen] (4:14 – 9:42)
Ja, jeg var 14 år og gik i 9. klasse, og jeg synes faktisk, at jeg havde et så godt liv, som man kan have på det tidspunkt. Jeg havde venner, en hest og var glad for min familie, og jeg glædede mig til fremtiden.
Altså, ja, bare så glad, som man kan være. Og så var det den hest, der faldt oven på mig. I rigtig lang tid kunne jeg ikke rigtig huske, hvad der skete, men den løb, og så snublede den på forbenene, hvor den så landede nede på mig og slog en koldbøtte videre over.
Det sidste, jeg så, da hesten kom ned til mig, var: “Nu bliver jeg mast.” Men så kom jeg ligesom ud af kroppen, og så blev jeg suget op, men jeg røg ned i en, jeg siger sort tunnel, men det var egentlig bare sort. Det var ikke aflåst. Jeg landede der, men igen, det gjorde ikke ondt.
Altså, jeg slog mig ikke, og det var ikke sådan et bump. Men jeg var sådan: “Hvor er jeg henne?” Alt var mørkt, men jeg begyndte at orientere mig. Egentlig var det ikke så mørkt alligevel. Jeg kunne se et lys nede for enden, og det lys trak bare så meget. Som jeg altid siger, at det ikke var fordi, det var et lys fra en pære, altså, for det første, det blændede ikke, men det var så varmt, og det strålede bare af liv, viden, visdom, kærlighed, hjemme, omsluttethed, altså, ja, det skulle jeg bare ned imod. Så jeg træk nede imod det, og jeg tror egentlig ikke, jeg gik, jeg tror nærmest mere, at jeg svævede ned imod det. Og imens jeg gjorde det, der var ikke sådan dødsstille, men der var heller ikke nogen lyd. Der var måske lidt sådan en, lidt som vand, der drypper, hvis du er nede inde i en kalkmine, med lidt vand, der sådan drypper ned. Det var der måske lidt lyd af, men ikke noget, jeg forstod noget af. Og så var det også samtidig sådan, at der nærmest kom energi i sjæle ud og støttede op og egentlig sådan lidt: “Velkommen, og det er her, du er, fordi sådan er det, og det er sådan, det skal være, og du er på den rigtige sti, og det er bare sådan, det skal være.” Men jeg var slet ikke så fokuseret på dem, fordi det var det lys, der trak, men det var bare som om, de støttede mig, de bakkede mig rigtig godt op og lod mig vide, jamen: “Roligt, du er her.” Men det var det lys, der trak, og så var der cirka halvdelen, eller halvvejs ned til det, så kom der en anden sjæl, eller det var i hvert fald en, der bestemte over det hele her, som sagde: “Stop, du skal vende om, du skal tilbage.” Og der sagde jeg: “Jamen, det vil jeg ikke, jeg vil blive her.” Og så fik jeg at vide: “Jamen nej, du har set noget, du skal ned og fortælle, du skal tilbage.” Og i det øjeblik – altså, det var virkelig et millisekund – kom der så mange tanker samtidig. Den første tanke var: “Jamen, tilbage? Jeg har min mor og far, jeg har min bror og min søster, og det er fint. De kan sagtens klare det, de skal igennem, uden mig. Jeg ser dem senere, når de er klar.”
Så kom der en anden tanke: “Jamen, hvorfor? Når jeg siger, jeg vil være her, hvorfor skal jeg så tilbage?” Det kunne jeg slet ikke forstå. Samtidig var der også en fornemmelse af, at alt deroppe – selvom jeg ikke kan huske det præcist – var logisk. Alt var en selvfølge, ligesom når man læser en krimi og komplottet afsløres. Alt hang bare sammen.
Og så tænkte jeg: “Hvis jeg får at vide, at jeg skal tilbage og sige noget og så komme op igen, så må jeg gå tilbage og sige det.” Så jeg tror, jeg tænkte: “Jeg går ned, og alt var logisk deroppe, så er det også logisk, når jeg kommer tilbage. Så står der en og siger: ‘Kan du lige fortælle det her?’ og så kan jeg fortælle det og gå tilbage.” Så jeg vendte om – lidt surt egentlig – og tænkte: “Hmm, så kan det også være lige meget.”
Lige i det øjeblik, jeg vendte om, blev alt sort. Altså nok den der sorte intethed, som jeg ved, mange forklarer på forskellige måder. Og så begyndte rejsen tilbage.
Jeg skal lige sige, og det synes jeg er lidt vigtigt: Da jeg stod deroppe og ikke ville tilbage, var jeg stadig ikke nået helt ned i lyset. Jeg var stadig kun i processen. Men den viden, visdom og kærlighed, der var der, var så stærk. Selvom jeg havde et godt liv nede på jorden, var det bare: “Jamen, det er her, jeg skal være, og jeg skal nok se min familie igen senere.”
Rejsen tilbage begyndte først igennem det sorte lag. Men jo tættere jeg kom på jorden, desto mere føltes det som om, jeg rejste igennem parallelle verdener. Hver verden tilføjede lidt griskhed, uærlighed, begær – alle mulige ting, som ikke eksisterede deroppe.
[Paul Bridgwater] (9:43 – 9:51)
Det minder lidt om Dantes helvedesringe, altså at folk kommer i forskellige ringe alt afhængig af, hvad de har begået på jorden.
[Mette Thygesen] (9:52 – 9:55)
Det må jeg sige, dem kendte jeg faktisk ikke.
[Paul Bridgwater] (9:55 – 9:55)
Nej okay.
[Mette Thygesen] (9:58 – 9:59)
Men ja.
[Paul Bridgwater] (9:59 – 10:02)
Men de var parallelle, siger du? Parallelle verdener?
[Mette Thygesen] (10:02 – 10:55)
Ja, det var, fordi jeg så dem ikke, men følelsen var bare, at det var verdener ligesom vores verden. Men her var folk griske, uærlige eller bedrageriske. Jeg vil sige, det føltes som om, at hver verden – hver parallel verden – havde sin egen drivkraft. De første verdener kunne have været fulde af kærlighed, latter eller næstekærlighed, men det var ikke dem, jeg oplevede.
Det var disse verdener, der satte sig fast: dem, hvor de negative ting dominerede. Og så, da jeg rejste igennem dem, så jeg et hvidt ansigt. Det skræmte mig virkelig. Det så… AARGH ud.
[Paul Bridgwater] (10:59 – 11:01)
Hvad var det med ansigtet, der var skræmmende?
[Mette Thygesen] (11:02 – 11:16)
Jamen, det er sjovt, fordi alt var sort, men ansigtet var hvidt, og det kom bare ud sådan, altså det kunne være… det kunne være et råb, altså det kunne være et…
[Paul Bridgwater] (11:17 – 11:23)
Altså, var det ligesom Edvard Munchs “Skriget”? Eller var det… Altså, hvad udtrykte det? Jeg ved det godt… Jamen altså…
[Mette Thygesen] (11:23 – 11:35)
Jeg synes måske, det virkede sådan lidt angribende: “WAAUGH,” sådan. Altså, på den måde. Det var ikke sådan et indelukket skrig, det var mere sådan et “AARGH”-skrig, hvis det giver nogen mening.
[Paul Bridgwater] (11:35 – 11:40)
Jo, jo. Eller altså virkelig truende, farligt.
[Mette Thygesen] (11:40 – 11:59)
Ja, men jeg har faktisk senere tænkt på det og været sådan: Jamen, i virkeligheden tror jeg faktisk ikke, det var for at skræmme mig. Det var måske, fordi der var nogen, der selv var skræmte. Altså, at jeg blev skræmt af noget, jeg så, men egentlig ikke noget, der var rettet direkte mod mig.
[Paul Bridgwater] (12:00 – 12:00)
Nej, nej.
[Mette Thygesen] (12:01 – 12:17)
Det er lidt der, jeg er endt. Men fra jeg oplevede det og virkelig følte, jeg fik benene på nakken, husker jeg faktisk ikke mere. Øhm, altså, jeg husker ikke min opvågning.
[Paul Bridgwater] (12:17 – 12:17)
Nej.
[Mette Thygesen] (12:18 – 12:21)
Nu skal jeg sige, at denne her rideulykke skete en fredag.
[Paul Bridgwater] (12:21 – 12:21)
Okay.
[Mette Thygesen] (12:21 – 13:22)
Og så kom jeg på hospitalet. Jeg fik nogle bedøvelser og vågnede først op om søndagen. Og så tog jeg hjem fredag – sådan cirka 14 dage efter. Det er faktisk først, da jeg siger farvel til sygeplejersken, at jeg husker noget igen.
Ellers var der ligesom bare et tomrum. Derfor var det i starten også meget svært at finde ud af, hvornår denne her oplevelse skete, og hvordan den passede ind i det hele. Der var så lang tid, jeg ikke kunne huske. Min krop… Ja, alle musklerne var fuldstændig væk. Det eneste, jeg måske kan huske før, er aftenen inden, jeg skulle hjem. Jeg står og børster tænder ude på hospitalet og kigger op – og ser mig selv: hvid, med sorte rander under øjnene, indfalden hud og sort hår. Jeg tænker bare, at jeg ikke skal fange mit eget blik, for så bliver jeg fanget i denne her verden. Jeg havde lidt en fornemmelse af, at jeg ikke var kommet helt tilbage til det gode, jeg rejste fra. Der var nogle ting, der ikke fungerede helt på samme måde.
[Paul Bridgwater] (13:23 – 13:34)
Altså, var det så en bevidsthed om, at det gode, du rejste fra, var dit liv før ulykken? Eller tænker du på det sted, hvor du oplevede lys og kærlighed?
[Mette Thygesen] (13:34 – 13:39)
Ja, helt tilbage tænker jeg, at jeg ikke kom tilbage til det liv før ulykken.
[Paul Bridgwater] (13:40 – 13:40)
Ej, okay.
[Mette Thygesen] (13:41 – 13:47)
Jeg rejste jo fra det gode, så jeg vidste godt, jeg ikke var der. Men jeg følte heller ikke, at jeg var kommet helt tilbage til det, jeg rejste fra.
[Paul Bridgwater] (13:47 – 13:48)
Nej, det forstår jeg.
[Mette Thygesen] (13:48 – 14:13)
I dag kan jeg måske tolke det sådan, at jeg kom tilbage som en ny person. Det gik bare meget, meget lang tid, før jeg blev klar over det. Jeg tror, jeg kom tilbage med nogle nye indsigter. Jeg havde set noget nyt lys og kunne se tingene på en anden måde. Det var helt uvilkårligt, som om jeg kunne opfatte nogle ting, jeg ikke kunne opfatte før, eller se nogle nuancer, jeg ikke kunne se før.
[Paul Bridgwater] (14:14 – 14:24)
Du var 14 år og gik i 9. klasse. Hvordan var perioden efter ulykken?
[Mette Thygesen] (14:26 – 15:50)
Lige i starten gik de næste tre måneder med fysisk genoptræning. Jeg kunne ingenting. Jeg sov og trænede. De første dage skulle jeg have hjælp til alt – få tøj af og på, skære maden ud… Alt.
Efter en måned skulle vi op på intensivafdelingen for at se, om jeg kunne genkende nogle lyde eller måske huske noget fra respiratoren eller det værelse, jeg havde været på. Jeg håbede især, at lægen, der havde taget imod mig, kunne give mig et fingerpeg om, hvad det var, jeg havde oplevet. Men han sagde bare: “Det er ikke sket. Det er medicinen. Det bedste, du kan gøre, er at glemme det.”
Det gjorde, at jeg virkelig lukkede det ind i mig selv. Jeg vidste, det var sket, men jeg troede også, at hvis nogen skulle forklare mig, hvad der var sket, måtte det være lægerne.
[Paul Bridgwater] (15:50 – 15:51)
Ja.
[Mette Thygesen] (15:51 – 16:17)
Samtidig havde jeg også en følelse af, at en præst heller ikke kunne give mig svar. Det, jeg havde oplevet, føltes som mere, end det man læser i Bibelen. Bibelen og religionen prøver jo at forklare noget større, og det var nok det, jeg havde snuset til.
[Paul Bridgwater] (16:18 – 16:18)
Ja.
[Mette Thygesen] (16:18 – 16:18)
Altså.
[Paul Bridgwater] (16:19 – 16:21)
Ja, det tror jeg er rigtigt.
[Mette Thygesen] (16:21 – 16:47)
Ja. Og så må jeg også sige, at netop denne del med det sorte, eller det skræmmende i det, var også sådan: Jamen, på det tidspunkt, hvad siger det om mig? Altså, der var jeg meget optaget af at tænke: Jamen, når jeg har været i noget og oplevet det skræmmende, betyder det så, at jeg er en dårlig person, fordi jeg har set det?
Men hvad jeg vil sige er, at det at se noget dårligt jo ikke gør dig til en dårlig person.
[Paul Bridgwater] (16:47 – 16:47)
Nej.
[Mette Thygesen] (16:47 – 17:00)
At du er i et dårligt miljø gør jo ikke dig dårlig. Men hvad gør du der? Ja. Og nu har du observeret det, men du kan vende dig om, eller du kan gå væk, eller du kan prøve at forbedre det. Der er mange ting, du kan gøre.
[Paul Bridgwater] (17:02 – 17:16)
Altså, du kom tilbage som en ny… hvad skal man sige? Ja, du var en ny person. Var der nogle nye erkendelser, der fulgte med i forskellen mellem at være her og så at være dér?
[Mette Thygesen] (17:20 – 17:57)
Ja, det er der jo, men jeg vil så sige, at… altså, det tror jeg måske gælder generelt for mange nærdødsoplevere eller i hvert fald flere. Der sker en oplevelse, specielt når det sker som barn, og hvis man ikke lige bliver mødt og støttet i det. Så går man med det for sig selv i ret lang tid. Og når man så møder andre eller erkender nogle ting, så giver det mening. Det bliver ikke bare dig, der er mærkelig. Men det er måske ikke noget, man lige kommer ud og viser med det samme, når man er kommet tilbage. Det sidder inden i en. Altså… altså, jeg tror…
[Paul Bridgwater] (17:57 – 17:58)
Kan du give et eksempel?
[Mette Thygesen] (17:58 – 18:59)
Jamen, jeg vil sige, at med hele denne her ting… altså, måske den vigtigste ting… det er én af dem, det her med: Nu er vi her igen med døden. Altså, hvis det er døden – jamen, man var jo dér, og man fortsatte. Det var jo ikke sådan en skræmmende død. Og det er også det, som mange af os taler om: Jamen, man glæder sig til det. Og det er ikke, fordi vi går op i at begå selvmord eller noget. Man er også glad for at være her. Men det, der venter en bagefter, er noget godt, når det kommer, når det skal. Så det giver en anden tilgang til livet. En anden… sådan… jamen, også til ting som sygdomsforløb. Hvis det er det, der skal ske, så er det det. Og det er ikke noget, man bare frygter. Det er selvfølgelig en omvæltning, at man ikke er her, og at man mister nogen. Men man ser det hele i et større perspektiv.
[Paul Bridgwater] (18:59 – 19:14)
Hvor man er henne, ja. Det kan jeg godt se. Altså… øhm… hvad fik dig til at åbne op? Hvad fik dig til ligesom… altså, du lukkede ned, du blev ikke forstået, eller… det er så groft sagt, ja, ja.
[Mette Thygesen] (19:14 – 20:03)
Jamen, jeg tror måske lidt, det var fordi, jeg fik at vide: Jamen, du har set noget, du skal ned og fortælle. Så jeg har altid tænkt, at der skulle komme et eller andet. Men det, jeg faktisk har tænkt i rigtig lang tid, var nok, at jeg skulle hjælpe andre. I hvert fald dem, der havde haft en mørk eller skræmmende nærdødsoplevelse, med at komme igennem det. Men det, der helt fik mig til at lukke op, var, at jeg begyndte… og det er også sådan, at man kan holde det nede, men på et eller andet tidspunkt må man give efter. Ellers kæmper man bare for meget med at holde det nede. Og så tror jeg, at det hjalp, at jeg havde taget en uddannelse som traumeterapeut og kunne få nogle redskaber til at håndtere de reaktioner, man mærker i kroppen.
[Paul Bridgwater] (20:04 – 20:08)
Du var cand.polit., så tænkte jeg, okay, altså, det er alligevel et spring.
[Mette Thygesen] (20:09 – 20:29)
Ja, det er selvfølgelig rigtigt, men jeg tror bare, der skete nogle andre ting i livet, som gjorde, at man begyndte at overveje, hvordan livet egentlig hænger sammen.
[Paul Bridgwater] (20:29 – 20:30)
Ja, ja.
[Mette Thygesen] (20:30 – 21:02)
Og det hænger måske også meget sammen med den oplevelse, jeg havde, fordi sådan en oplevelse gør noget ved en. De fleste, der har haft den slags oplevelser, ændrer ofte deres opfattelse af livet, universet og ens rolle i det hele. Det bliver nødvendigt at omdefinere sig selv og sin plads i verden.
[Paul Bridgwater] (21:03 – 21:30)
Jeg har så meget, jeg gerne vil spørge dig om, men det lyder som om, vi skal tage fat i det her med organisationen. Det virker rigtig fornuftigt, at du har slået dig sammen med Tobias Stripp, som er læge og forsker. Hvordan ser du mulighederne for, at lægevidenskaben begynder at beskæftige sig med det her på en seriøs måde?
[Mette Thygesen] (21:31 – 22:03)
Det er et stort spørgsmål, men det, jeg kan sige, er, at vi allerede er gået i gang med noget af det. Mit fokus er på opleverne og netværket omkring dem. Man kan håbe, at der med tiden bliver større interesse fra sundhedsvæsenet, og at flere får øjnene op for, hvad der sker, og hvilke effekter det har for opleverne bagefter.
[Paul Bridgwater] (22:04 – 22:15)
Er det tanken, at det skal blive en del af sundhedsvæsenets tilbud til folk, der har været i koma eller haft andre lignende oplevelser?
[Mette Thygesen] (22:17 – 23:28)
Ja, det kunne være rigtig interessant. I Sverige er de faktisk begyndt at spørge folk, der har været i koma, om de har haft andre oplevelser. Det er spændende, når man taler med folk, der har arbejdet på hospice eller sygeplejersker, der har været tæt på patienter. Det kan være nærdødsoplevelser eller “end-of-life experiences”, hvor patienter oplever, at nogen kommer og tager imod dem, eller at der sker opvågninger og ny erkendelse.
Det er noget, der er udbredt, men som ikke er formatiseret eller en del af nogen protokol. Derfor afhænger det i dag meget af, hvem man møder. Det ville være dejligt, hvis der kom mere struktur på det.
[Paul Bridgwater] (23:29 – 23:34)
Hvis jeg hopper lidt tilbage, så er det det her med, at du føler, du skal fortælle noget.
[Mette Thygesen] (23:34 – 23:36)
Ja, du mener, at jeg skal fortælle noget, jeg har oplevet.
[Paul Bridgwater] (23:37 – 23:38)
Du har set noget, du skal fortælle.
[Mette Thygesen] (23:41 – 25:01)
Det er nemlig rigtig interessant, for det tog mig lang tid at forstå, hvad jeg egentlig havde oplevet. Jeg troede, jeg skulle fortælle noget konkret, men jeg havde jo ikke “set” noget. Jeg oplevede et mørke, et lys og en følelse af kærlighed, visdom og accept.
Det, jeg kan sige, er, at der er noget. Noget, der er så tiltrækkende og kærligt, at det omslutter én fuldstændig. Jeg kan ikke give nogen definition, men det er der.
[Paul Bridgwater] (25:02 – 25:04)
Så det er dét, du skal fortælle?
[Mette Thygesen] (25:06 – 25:57)
Ja, måske. Jeg tror, det handler om at dele oplevelsen og lade folk selv finde ud af, hvad de tror, eller hvordan de vil tolke det. Jeg vil ikke diktere noget eller sige, hvad folk skal gøre eller tro. Man må finde sin egen vej og forståelse ud fra sit eget liv. Det vigtigste er, at der er noget, og at man skal lytte til sig selv og finde mening i sine egne oplevelser.
[Paul Bridgwater] (25:58 – 26:22)
Og det leder mig faktisk over til det andet spørgsmål, faktisk det tredje spørgsmål. Ja, det var det med kroppen, altså, at kroppen betyder noget i forhold til at forløse traumer, og at det har noget at gøre med, at du åbner dig og fortæller dine historier. Hvad er det? Hvordan hænger det sammen?
[Mette Thygesen] (26:22 – 26:27)
Ja, men der tror jeg igen, at det hele ikke er så sort-hvidt, altså.
[Paul Bridgwater] (26:27 – 26:27)
Nej.
[Mette Thygesen] (26:27 – 27:12)
Fordi jeg tror, jeg tror måske lidt igen, man skal se det som om, at den her sjæl, der er oppe og oplever noget, som kommer ned i en krop, og den her krop, den er i… jamen, den har nogle traumer, og ved traumer mener jeg noget energi, der er bundet i kroppen på den ene eller anden måde, og det kan den egentlig også godt være gennem generationer. Så jeg tror, det er sådan et større samspil af det hele, altså, at man kan ikke bare se på sin sjæl, krop, ånd og så sige, løs det hele. Jamen, du er også hernede i en krop med nogle fysiske begrænsninger og måske nogle sygdomme eller et eller andet, som… noget kan behandles, noget kan ikke, og noget kan forløses. Så jeg tror, det er et samspil mellem alle de ting, hvis det giver mening.
[Paul Bridgwater] (27:13 – 28:32)
Jamen, det giver fin mening, men måske… altså, jeg hørte en nærdødsoplevelse, som var struktureret lidt som din, altså, hvor vedkommende oplevede lyset, kærligheden og så videre, og så fandt ud af, hvem der skulle tilbage. Så gik hun ned ad en trappe og havnede i et rum, og det her rum var helt forfærdeligt. Der var en masse ansigter, der var skræmmende på væggene. Hun havde heldigvis en eller anden form for beskytter med sig, som hun følte sig rolig ved, og som støttede hende. Så gik det op for hende, at alle de her ansigter, det var hende selv som barn. Hun var selv udsat for… jeg tror, hun hedder Robin Birdsong. Hun er på IANDS, hvor alle de her ansigter og forfærdelige ting var en gennemspilning af det, hun havde holdt inde. Så selvom det var forfærdeligt i nærdødsoplevelsen, så, når hun kom ud, følte hun, okay, den del kunne hun ikke give slip på. Så tænkte jeg på din kropsterapi-del… ja, der er måske andre måder end at gå ned i en og se det hele som ansigter på en væg. Måske er det noget, man kan arbejde med. Jeg ved det ikke…
[Mette Thygesen] (28:33 – 29:16)
Ja, det tror jeg godt, man kan. Altså, man kan så sige, at hun har en forholdelse til, at man ser de her ting, men det er okay, at der har været de reaktioner på nogle forskellige ting. Altså, også lidt igen… og tænke, det er det ansigt, man så, der skræmte én. Hvad var det egentlig, der skræmte én? Altså, også det som jeg sagde… det ansigt, der skræmte mig, jamen, var det ansigt? Var intentionen egentlig at skræmme mig, eller var det, fordi det var skræmt af noget andet? Altså, hvad er det egentlig, der er sket? At se lidt mere objektivt på tingene og så lidt mere… hvad er sammenhængen bag det her?
[Paul Bridgwater] (29:17 – 29:35)
Altså, når du fortæller historien, som du fortalte, kan jeg ikke lade være med at lave en kobling mellem det, du ser i spejlet, når du vågner og kigger dig selv i øjnene og tænker: “Jeg vil ikke kigge mig selv i øjnene,” og så det her ansigt, du ser på vej op. Der er en eller anden kobling. Tænker du, det er spekulativt, er det nu?
[Mette Thygesen] (29:35 – 29:39)
Øhm, nej, jeg har bare ikke tænkt på det før.
[Paul Bridgwater] (29:41 – 29:46)
Øhm, er det ligesom en form for spejlbillede af nogle følelser, der er?
[Mette Thygesen] (29:48 – 30:03)
Ja, men det kunne da måske… det kunne da måske… ja. Nej, men jeg nu forstår mig… jeg forstår mig lige til at tænke på, hvis det er nu rigtigt, så var det jo også, fordi… så ville det jo, hvis det var der, jeg var, så ville det jo også netop være at stoppe mig på rejsen.
[Paul Bridgwater] (30:03 – 30:03)
Ja.
[Mette Thygesen] (30:04 – 30:11)
Men ja, ja, ja, det må jeg lige gå hjem og gruble lidt mere over, hvad det er. Ja, ja.
[Paul Bridgwater] (30:12 – 30:16)
Øhm, har du nogle gode råd til dem, der har haft nærdødsoplevelser?
[Mette Thygesen] (30:18 – 31:20)
Jamen, egentlig… hvis… altså: “Find nogle andre oplevere, og prøv at tale med dem.” Og det kan være ret svært, fordi før har man jo netop ikke kunnet komme ud og finde nogle oplevere, men nu er der vores gruppe under ndo.dk, hvor der står “oplevere”, og der kan man kontakte mig og komme med i den gruppe, hvor man kan møde andre oplevere. Altså, ja, det er næsten det bedste, jeg kan sige. Fordi, ja, selvfølgelig tro på, hvad du oplever. Du skal ikke, hvis nogen siger, at det er noget sludder, så skal du ikke gemme det væk eller tro på det. Men det med at dele det med andre, som kan forstå det uden at skulle have nogle ting forklaret og uden at rynke på næsen, ja, det er guld værd. Og det kan være, det er det eneste, man behøver. Det er bare at møde den forståelse og accept, og så…
[Paul Bridgwater] (31:21 – 31:26)
Ja, det lyder simpelthen rigtig godt. Og hvad med dem, der ikke har haft en nærdødsoplevelse?
[Mette Thygesen] (31:27 – 31:49)
Ja, der vil jeg sige, nu har I… hvis du hører det her, så har du hørt noget om det. Så hvis du hører nogen, der siger noget, som du synes lyder mærkeligt, og selvom du ikke tror på det, så lad være med at afvise det. Sig, ja, men jeg har hørt noget af nogle andre fortælle om det, så du kan henvende dig her igen, ndo.dk, og få noget mere at vide om det.
[Paul Bridgwater] (31:50 – 32:15)
Ja, ja, tusind tak, fordi du vil fortælle din historie, Mette. Men jeg tror, det er fortsat vigtigt at få fortalt historier som din, og det kan hjælpe med at sætte vores allesammens liv i perspektiv, og forhåbentlig også gøre, at folk ikke er bange for døden. Og tak til jer, der lyttede. Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk.
Denne podcast kan evt. høres i forlængelse af Thullas glimrende podcast “På den åbne kanal” nummer 14, hvor Mette også bliver interviewet. Se https://www.thulla.dk/podcast/
