Som 16-årig blev Netka Elisabeth Bach kørt ned af en lastbil. I hendes nærdødsoplevelse oplevede hun et kæmpe hvidt lys, en stærk kærlighed og en stemme, der fortalte, at det ikke var hendes tur endnu.
Her er podcast og transkription af interviewet med Netka den 16. december, 2023
[Paul]
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Netka Elisabeth Bach. Og jeg har glædet mig til at tale med dig, Netka. Vil du ikke lige sige lidt om dig selv?
[Netka]
Tak i lige måde. Jeg er født i Aarhus i 1951, og har levet et langt liv. De første 15 år som intellektuel, nærmest, og matematiker.
Og siden da som kunstner og healer og …undervist børn, voksne og alle ældre og alle mennesker i at lave kreative ting. Og det glæder dem, og det glæder mig.
[Paul]
Og hvad skete der så, der da du var 16, som gjorde at dit liv tog en ny drejning?
[Netka]
Jeg havde lige fået min nye Velo Solex, og skulle over krydset i Valby. Og så bliver jeg åbenbart kørt over sammen med en anden mand, af en kæmpe lastbil fra Tyskland. Og han får forskellige skader, får jeg senere at vide.
Jeg kommer i respirator, og oplever så dødsoplevelsen, og hvor jeg bliver vågen igen. Og denne oplevelse, jeg ved ikke, hvornår den egentlig kom, men det jeg følte, det var, at der kom et kæmpe hvidt lys, bølgende imod mig. Og da det ligesom ramte kroppen omkring mig, der følte jeg en så stor kærlighed, så jeg tænkte, nej, er det det, jeg ligesom har længtes efter?
Selvom jeg kun var 16, jeg var bare sådan helt væk. Og det er så… ord kan jeg ikke beskrive det.
Det er bare tryghed, og harmoni, og varme, og lys. Og det er egentlig i en ret stor fart, jeg kommer afsted, og svæver med. Og så begynder det lige pludselig at gå langsommere, og så begynder jeg ligesom at kigge omkring, eller hvad sker der?
Og så siger jeg, nej, nej, jeg vil med, kom hurtigt igen, jeg vil videre, i hvert fald. Og det gik langsomt. Og så var der en stemme, der sagde sådan meget blødt også, der sagde, nej, det er ikke din tur endnu. Du har meget at udrette på jorden. Og ja, så… Det var ikke så, at jeg lige pludselig var tilbage på jorden, men så gik det sådan langsomt, og så kunne jeg se min seng på hospitalet, og se, der stod nogen omkring mig, og ligesom kiggede ned. Og da jeg så fik øjnene åbne, og kom ind i kroppen igen, så var det… Så stod lægerne, og nogen sagde, nej, hun åbner øjnene nu, hun glimter. Og så tog de mig ud hver gang, så jeg ligesom besvinder af smerte igen, og så kom jeg tilbage, og var væk.
Væk flere gange. Men ja, hver gang jeg ligesom var vågen, der gik nok nogle dage med det. Og så, da jeg så blev vågen igen, og det var en langsom…
Kroppen var jo totalt smadret. Min første reaktion, det glemte jeg. Da øjnene blev åbne, og jeg så lægerne, og min mor, tænkte jeg, åh nej, nej, nej, jeg vil tilbage.
Og så ville jeg prøve at vende mig op fra det, og så komme… Men jeg kunne jo slet ikke røre mig på grund af, jeg var helt radbrækket af… Men da jeg så endelig vågnede og kom ud af respiratoren, så var det sygeplejersken, som sagde, om jeg havde… om jeg kunne tale russisk. Og der som 16-årig, det kunne jeg jo i hvert fald ikke. Jeg interesserede mig for astronomi før.
Og så sagde hun noget om… Så vidt hun forstod, så handlede det om ude på landet hos en købmand, som var min bedstefar. Og at jeg havde fortalt, at jeg havde hjulpet ham i forretningen. Og så kom det lige pludselig frem, at jeg godt kunne huske, hvordan han så ud, og jeg kunne huske forretningen, og de gamle… Hvad hedder sådan nogle materier? øhm…
… ja.
[Paul]
Kunne hun russisk, altså sygeplejersken, hvordan vidste hun, at det var russisk?
[Netka]
Hun kunne tale russisk, ja. Det var derfor, hun så spurgte, om jeg netop havde familie der, fordi jeg havde snakket om min bedstefar. Men det har jeg jo ikke så vidt, jeg ved i hvert fald ikke.
Men det var som om, jeg havde været tilbage i en… Jeg ved ikke, hvor langt tilbage, for der var der slik og søde sager, som var øverst på hylderne, der var lavet af træ. Og jeg husker stigen.
Jeg tænkte nogle gange, hvis min bedstefar lige lidt var ude, så kom tanken, uh, jeg kunne godt tænke mig at kravle op. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg var glad for, og det var sådan set, hvad jeg huskede af det.
[Paul]
Og det er ikke din nuværende bedstefar?
[Netka]
Nej, det var en helt anden. Også en helt anden i… Kroppen her var mere rund og blød.
Ja, det er en dejlig bedstefar.
[Paul]
Hvis vi vender tilbage til den oplevelse, du havde, da du hørte en stemme sige, at det ikke var din tur. Var der mere ved den situation? Altså, spurgte du om noget?
Så du noget?
[Netka]
Det var nok i den periode, eller i perioden, med den langsomme kommen væk igen fra, fra at være i lyset og varmen og harmonien, at da jeg havde hørt stemmen, at det ikke var min tur endnu, så syntes jeg, at jeg forestillede mig, at nej, jeg ville ikke tilbage. Jamen, kunne jeg ikke bare på en eller anden måde? Og så var det så, at jeg fik…
Nogle gange er det jo heller ikke med ord, som sådan. Det er jo meget med at mærke og føle sig, så nogle gange er det svært at sætte ord på. Men jeg fik en klar fornemmelse af, at Gud var…
Selvom det undrede mig med en stemme, men at Gud var en… Jo, altså en kæmpe… For jeg ser det som en kæmpe energi, der kan styre meget og så videre.
Men at han ikke var glad for, at vi havde så mange… Han fortalte mig på den der måde, med ikke at have for mange navne. Han havde kun ét navn, og det var så Gud, og det var den største energi i universet nærmest.
[Paul]
Hvorfor var han ikke glad for, at der var mange navne?
[Netka]
Fordi at… Som han sagde, så er det så om, at menneskerne har taget sig væk fra mig, fordi de kalder mig ikke det navn, jeg hedder. De kalder mig alle mulige forskellige religioner. Så længe det er på, så kan verden ikke… Så vil menneskerne udkonkurrere, slå hinanden ihjel. Det var ikke hans måde.
Jeg ved ikke, om jeg tænkte så meget over det, men senere hen fik jeg det også lige pludselig. Kom det til mig, næsten ti år efter, i en bus, så kom det til mig, at der kom alle religionsnavnene, og at det var det, man kunne sige, onde i verden faktisk. Fordi der kun er én ren energi, og ikke med en masse navne.
[Paul]
Mange, der har haft nærdødsoplevelser, fortæller om en livsgennemgang. Var det noget, som du har oplevet?
[Netka]
Ikke i denne her. Jeg døde så senere ved en operation, hvor jeg kunne høre, de sagde, jeg var død. Jeg gjorde alt for at bevæge øjnene, eller vise, jeg ikke var død. De satte en hjertemaskine til, og det kunne jeg heller ikke mærke.
[Paul]
Hvor gammel var du der?
[Netka]
Der var jeg 27 år, og jeg havde 40 feber hele tiden, og de kunne ikke finde ud af, hvorfor. Så var der så åbenbart en, der sagde at jeg skulle have en kæbehuleoperation, hvor det hele blev skåret op, og søm og spores i næsen. Jeg har aldrig haft kæbehule operation, men der var jeg det forkerte sted. Der døde jeg, som sagt. Jeg kunne høre, de sagde, hvad er klokken, og så var den lidt i 12. Så er det jo frokost, så siger de, vi kalder lige på en portør og kører hende ned. Og så var jeg væk igen.
[Paul]
Hvor kørte de dig ned henne?
[Netka]
De kørte mig ned på Bispebjerg Hospital, i kælderen, sagde de. Og det mærkede jeg så ikke, fordi jeg gik åbenbart ud, lige efter jeg havde prøvet alle de her anstrengelser sig i lang tid. Så var jeg væk igen.
[Paul]
Altså, at køre ned i kælderen på Bispebjerg Hospital. Altså, hvad skete der? Altså, hvad skete der i kælderen?
Hvorfor skulle du derned?
[Netka]
Det er jo der, hvor lægger de døde ned. Jeg har set i fjernsynet, at de ligger dem i bokse nu, men der var det sådan nogle hvide senge, der stod på rad og række gennem et langt rum. Og som jeg så senere hen, folk havde sådan en seddel på stortåen, så jeg senere. Men der vågnede jeg ved, at jeg hørte en lille pige græde så ynkeligt, så jeg synes, hende må jeg finde, og så må jeg trøste hende. For det var der mere, end man kunne høre på af lidelse. Og så tager jeg åbenbart…
Jeg begynder at bevæge mig, og så ser jeg min hånd fuldstændig blå og blodfyldt i, fordi de sagde, vi ordner hende senere, jeg skulle gøres rent. Og så kom en portør, og så blev jeg kørt op og langsomt vågnede op igen med kolde tæpper. Det var meget smertefuldt.
Og portøren, der ville hjælpe mig, han blev fyret dagen efter, og min journal forsvandt. Så var det historie ligesom. Ja, ude, for det var en grov fejl.
Men det var der, hvor jeg oplevede… Da de sagde, at jeg var død, var jeg vågnet op fra en oplevelse af, at jeg var kommet nogle andre steder hen i universet på en eller anden måde. Og havde så set…
Ligesom med forskellige energier, og det kunne godt minde lidt om skyer, hvor nogen var store og lysende, og jeg kiggede omkring, jeg elsker når stjerner og ting glimter og blinker… Og så ser jeg til venstre, og så ser jeg sådan en lille mørk tung sky. Jeg tænkte, nå, altså…
Og lige pludselig tænkte jeg, det er min mor. Men der kom jeg jo også til at leve bagefter, og det gjorde hun jo også i mange år. Men det var den oplevelse, jeg fik af, det man bliver til, altså uden kroppen, men ligesom med energi og sjæl.
[Paul]
Og du har fortalt noget om, at du ligesom mange andre, har undret dig over, hvad der sker med dem, der er gode, og hvad der sker med dem, der er onde, hvis man skal sige det sådan.
[Netka]
Ja.
[Paul]
Kom du til klarhed over det, gennem dine nærdødsoplevelser?
[Netka]
Ja, men det var mere i en overgang, hvor jeg efter nærdødsoplevelserne, to med ti års mellemrum, lige pludselig kom ud af kroppen, hvor jeg så blev vist forskellige ting. Og det var altid med en enorm fart, og det var som, det var igennem mit vindue, med en måne. Det var altid det samme sted, og så når jeg placerede det, så så jeg et eller andet. Og der var ligesom folk der, hvor jeg tænkte, nej, alle de der fattige mennesker derovre, de så forskelligt ud i forskellige områder, det var ikke rigtigt med mure eller sådan noget, det var bare, hvor jeg så tænkte, nej, altså også fordi jeg synes, det er selvfølgelig synd for de fattige og sådan nogle ting, men hvor jeg synes, så var der nogen, der så onde ud, og så blev der sagt, jo, men de har f.eks. dræbt nogle mennesker i deres liv, og så var der nogle andre steder, han pegede hen og sagde, her der, så var der fuldstændig lysende, og det var folk der hjalp, hvor der var blidhed og kærlighed. Så der var ligesom de forskellige, hvis det hedder facetter, af menneskets, og det bekymrede ikke Gud på den måde, at han ikke dømte, han synes ikke, fordi jeg også kom til at sige, når – uha da, hun havde været med dem, der havde slået ihjel, så sagde han, jo, det hele er, vi er bare på forskellige faser eller stadier, og det var som om, at det var okay, at have været igennem der, hvor man har været ondt.
[Paul]
Så når du siger forskellige faser eller stadier, er det så sådan så, at der er en tanke om, at vi lever i forskellige kroppe, eller forskellige tilstande, fra tidernes morgen?
[Netka]
Ja, nu var det der, og det er underligt nok vist mig med kroppe, altså mennesker og deres udtryk efter deres liv, at de var der, men det var ikke i helvede, de var jo stadigvæk oppe i himlen sammen med de andre. Og jeg synes, man holdt sig lidt i sine grupper, og så var det så, at der blev forklaret, at man selv kunne have været i en af de grupper førhen, og så var det altså til sidst, at man lærte os, at man den ene klare energi, altså ligesom Guds kærligheds energi, som den er mere ren og enkelt, og vi forvirrer med alle de navne der, som der tager vores energi mere, end dem med dem, for det er jo det samme, vi alligevel tilbeder. Gud er den samme, uanset navn på religionen.
[Paul]
Og jeg tror, jeg stillede spørgsmålet før, men det der med en livsgennemgang, fik du en gennemgang af dit eget liv?
[Netka]
Ja, det gjorde jeg, hvor jeg har oplevet mange, mange, mange, ja, altså belastende… misbrug, misrøgt, alt muligt. Men da jeg så det ligesom i sin helhed, så var det ikke ligesom så mørkt, så var det ligesom sådan en svævende, flydende, hvor det ligesom er det gode på en eller anden måde, skinnede igennem, at det var det, der lyste mest igennem, end alt det, jeg havde været udsat for, det var ligesom den gode og rene energi på en måde. Hvor jeg sådan set var, ja, altså lykkelig, tilfreds selvfølgelig, eller hvor man i hvert fald ligesom forstår meningen med det, på en eller anden måde får man et hele.
[Paul]
Altså du var også inde på det der med, at din mor var i en mørk sky, og her nævner du også misbrug, og det er ikke fordi, jeg vil grave i din fortid på den måde, men det kan alligevel være hjælpsomt med et billede eller et eksempel eller noget, et mindre eksempel af, hvad er det for noget, som så var det mørke i dit liv, som så fik et andet klang, da du så det i kærlighedens lys?
[Netka]
Ja, i mere lys. Det er jo stadigvæk den måde, at jeg har været uønsket, uelsket og uægte. Det er gået igennem meget i mit liv også.
[Paul]
Nu har du nævnt Gud. Er der andre, du har mødt? Jo, du så din mor, og du så nogle menneskegrupper eller energigrupper, men har du mødt nogen, eller har du haft en fornemmelse af, at der var andre til stede?
[Netka]
Ja, egentlig, dengang jeg havde de oplevelser ud af kroppen, efter jeg havde været død to gange, der var der altid to energier. Jeg så dem aldrig, og de kunne godt sige lidt ind imellem, men det var som om, jeg mærkede deres beskyttelse hele tiden. Så på den måde var jeg ikke bange for, hvad skal jeg nu se her, fordi jeg var oppe at se mange forskellige ting.
Så det var trygt. Og så var der, da jeg oplevede, at jeg skulle ud på en prøve, blev der sagt, jeg ved egentlig ikke, hvorfor. Men ja, og det sagde jeg så ja til, at der havde jeg stadig de to energier ved siden af mig.
Og jeg kan ikke lige nu huske, hvad, men jeg husker, at det, der står klarest for mig, det var, at til sidst var jeg så træt, så jeg tænkte, skulle jeg sige ja? Der så jeg sådan en stor arena, hvor der i midten var smukke hvide får, og så op langs… ja, der var der løver, og på en eller anden måde skulle jeg komme igennem de der løver og komme ned, og så være sammen med fårene. Så havde jeg, ja, så var alt godt. Og jeg fandt sådan langsomt sådan nogle veje, jeg var meget træt, så det gik langsomt. Og sådan halvvejs tænkte jeg skulle jeg virkelig give op, det havde forgivet… Og så i det samme, så kom der det der fantastiske lys, og så blev der ligesom, jamen så var alt godt, så blev alt, selvom jeg ikke så ansigter, så var der så, så var alt et stort smil og glæde og harmoni. Og ja, så vågnede jeg kort tid efter. Hvor når jeg var ude på den måde i universet, så gav der altid et “klik”, når ligesom sjælen var faldet på plads.
[Paul]
Hvad mener du med et “klik”?
[Netka]
Ja, og det var som om, når jeg nogle gange prøvede, hvor jeg havde svært ved at komme tilbage, hvor jeg hang midt imellem, ja, så råbte jeg igen ligesom den gang hvor de sagde, jeg var død, så prøvede jeg igen lige dermed at røre mig og bevæge mig for at, ja.
[Paul]
Så faldt det på plads, og så kom du tilbage?
[Netka]
Ja, så kom jeg ned, og derfor holdt jeg lidt op med det, fordi at nogle gange tog det for lang tid, og jeg kunne høre folk var i stuen, og min kæreste og så videre, og de snakkede om, at når jeg lå med halvåbne øjnene, så var jeg ikke til at at vække. Så det der, jeg længtes efter det der, så jeg prøvede at slappe så meget, man skulle lige som slappe af, og på en måde blive vægtløs. Så skete det.
[Paul]
Vi talte altså før podcasten om din tro omfattede Jesus eller Kristus, eller noget lignende, og der sagde du noget interessant, synes jeg. Kan du prøve at sige lidt om det?
[Netka]
Ja. Jeg er meget i alle forskellige kirker, og når folk er så glade for Jesus, og nogen er for jomfru Maria, men Jesus er meget gennemgående, så har jeg aldrig følt den kontakt. Jeg har følt, det ligesom var noget, allerede som barn, som spejder, der følte jeg, at der var noget forkert ved det.
[Paul]
Hvad har du tænkt var forkert ved det?
[Netka]
Det er mere fordi, som også åbenbart Gud fortalte på et tidspunkt, at den der renhed, han har, hvor han ikke har alle de navne, altså, kald mig kun et navn, fordi hvis du misbruger mig med alle mulige navne, så vil der aldrig blive fred. Og det er jo rigtigt nok, at man ligefrem slår hinanden ihjel, og begynder at krige imod religionen, og så er der kun én, og det tænker jeg jo altid, det er fint, at folk synes, og når de bliver glade ved at tro på Jesus, men det har jeg ikke kunnet på den måde. Der er for mig en Gud på denne her.
Der er ikke alle de der sidespring skulle jeg til at sige, med forskellige, jeg kan være i. Jeg nyder det lige meget, om jeg er i en katolsk, eller er kristen, eller moské, eller hvad det er, der nyder jeg jo. Det er jo den samme energistemning, men er i, ja.
[Paul]
Så det der med at være Guds søn, som man påstår Jesus er, hvad tænker du så om det?
[Netka]
Jo, men så synes jeg også, at Gandhi og Martin Luther King, og mange af vores, de kunne jo så også være Guds børn. Og så tænker jeg på, Guds børn er vi jo alle, for så vidt, men nogle af os, farer jo vild, og ja, det kan jo være svært.
[Paul]
Ja, det er et godt svar. Har du nogen gode råd til dem, der har haft nærdødsoplevelser?
[Netka]
Nu har jeg kun hørt, at det er meget sådan, det er lidt forskelligt, hvad, men den der er gennemgående, det er den med lyset og varmen. Men det er der efterhånden mange mennesker, der får, at man får ligesom mere respekt for livet, men det er jo ligesom nogle gange, at kan man ligesom nå det og omfavne det, fordi man kan ikke sige, vores samfund, byer, og larm, og alt det vi gør som mennesker, at det fremmer, man skal ligesom ud.
[Paul]
Og har du nogen gode råd til alle os andre, der ikke har haft nærdødsoplevelser?
[Netka]
Jeg tror alligevel godt, at dem der, at man kan, det er jo lidt som, eller endda meget mere end det, at stå ved havet og kun høre dets brusen, eller stå en nat og se stjernehimlen, det er den der stillhed og renhed. Det er jo det, vi også skal prøve at skabe, vi skal ikke glemme det, som man så gør, i hverdagens travlhed.
[Paul]
Så find de øjeblikke, hvor man kan mærke den stillhed, og tilstedeværelse.
[Netka]
Og når jeg så ikke kan komme ud på landet indimellem, så hjælper det mig at komme ind i en kirke, høre folk synge, eller meditation, eller sangskåle, eller trommelyd osv. Det kommer også ligesom ind og rører ind, så man ligesom kommer mere i nærheden. Det tror jeg, at de fleste mennesker glemmer.
Og modsat stress, som har overtaget øjeblikket.
[Paul]
Netka, tusind tak fordi du ville fortælle din historie. Jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt sådan nogle historier, og det kan hjælpe andre med at sætte deres liv i perspektiv. Og måske også gøre, at folk åbner sig, og om ikke de flytter på landet, så er de opsøger stilhed.
[Netka]
Ja, og giver sig selv stillheden, skønheden og renheden.
[Paul]
Jo.
[Netka]
Og også det der med at føle, at kroppen er lys, altså føle lys igennem kroppen, og føle at man alligevel bliver beskyttet af god energi.
[Paul]
Og tak til alle jer, der har lyttet. Og du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Og jeg siger også tusind tak for at komme.
[Netka]
Du er så velkommen.
