Som 19-årig oplevede Svend Vincent Loldrup et dramatisk fald fra et højt træ, som resulterede i en nærdødsoplevelse. Han oplevede en følelse af salighed, mens han rejste gennem kosmos, indtil han befandt sig i et goldt landskab med en flod, der spærrede hans vej. På den anden side af floden stod en gruppe mennesker, som bød ham velkommen.
I det øjeblik, han skulle til at krydse floden, opstod der en tvivl i ham – skulle han krydse floden? I samme sekund blev han trukket tilbage til sin krop. Denne nærdødsoplevelse har haft en dyb og varig indflydelse på Svends liv. Den har givet ham to klare pejlemærker: at følge sin intuition og samvittighed.
I dag er Svend næstformand i Foreningen af Nærdødsoplevere i Danmark, som arbejder for at skabe større forståelse for nærdødsoplevelser og tilbyder et trygt fællesskab, hvor disse kan deles.
Kapitelinddeling
0:01 Intro
1:18: Foreningen af nærdødsoplevere i Danmark
5:27: Baggrunden for nærdødsoplevelsen
7:22: Selve nærdødsoplevelsen
14:31: Om salighed
17:39: En tænkende ting
18:13: Hvad er meningen?
22:23: Virkelighed og konstruktion
28:46: At leve i overenstemmelse med sin essens
39:07: Samvittigheden
45:36: Forholdet til andre
49:09: Religionsvidenskab og filosofi
55:55: Gode råd
1:00:45: Outro
Intro
[Paul Bridgwater] (0:01 – 0:17)
Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger”. En podcast, der undersøger grænslandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Svend Vincent Loldrup.
Svend, vil du ikke sige lidt mere om dig selv?
[Svend Loldrup] (0:18 – 1:18)
Jo. Jeg er 60 år, jeg havde min nærdødsoplevelse, da jeg var 19, altså for 41 år siden. Og det har påvirket stort set hele mit liv, mit valg af studie, mine mange livsvalg, det jeg forventer mig af andre mennesker i forhold til ægthed og mange livsvalg.
Så det har været meget styrende, specielt også det der med at kunne finde et sprog for denne her oplevelse, hvor jeg, som så mange andre, ikke har oplevet så meget resonans i min omverden. Og så har jeg forsøgt mig at opbygge et sprog, der på en eller anden måde kunne trænge igennem, men det er ikke lykkedes. Det har jeg jo opgivet.
Så er jeg jo så med til at danne “Foreningen af Nærdødsoplevere”
Foreningen af Nærdødsoplevere i Danmark
[Paul Bridgwater] (1:18 – 1:19)
Ja, denne her forening…
[Svend Loldrup] (1:20 – 2:41)
Hvad hedder den? Den hedder NDO, Foreningen af Nærdødsoplevere i Danmark. Jeg er næstformand.
Og vi håber på snart en lancering, vi har en hel del detaljer, der skal på plads. Men det vil jo så få lidt rum. Jeg har været i det rum i halvandet år nu.
Altså, vi mødes både over Skype en gang om ugen og fysisk tre-fire gange om året. Nogle gange har vi også åbne møder, hvor vi fortæller om det her. Nogle gange har vi forskere og andre inde til at holde foredrag for os.
Men det er jo et dejligt rum, fordi her er der jo fuld resonans, og vi kan jo filosofere frit derudad og sammenligne vores oplevelser. Og det er et kæmpe frirum. Jeg fældede en tåre af glæde første gang, jeg var der.
Jeg havde egentlig ikke studeret særlig meget af det, fordi min oplevelse var så manifest i sig selv. Jeg var helt sikker på, at det var en nærdødsoplevelse, og jeg har egentlig ikke opsøgt litteratur eller noget, fordi jeg ikke havde behov for bekræftelser. Men jeg blev overrasket, glædelig overrasket over, hvor fedt det var at snakke med andre i samme situation.
Og det har jeg også oplevet efterfølgende, at nye folk, der er kommet til, som også har knebet en tåre over det.
[Paul Bridgwater] (2:43 – 2:52)
Ja, det er ligesom blikket indenfra og udefra, at man får et fællesskab med dem, der har haft lignende oplevelser, som er i stand til at forstå, hvad det er, man taler om.
[Svend Loldrup] (2:52 – 3:42)
Ja, det er det, jeg er helt sikker på. Så vi synes absolut, at vi har noget at hjælpe folk med, og ikke mindst i forhold til især børneoplevere, som har svært ved at skille denne her oplevelse fra, hvad de ellers har oplevet, men som til gengæld ikke har fundet nogen resonans – det er vores erfaring, at de bliver meget skuffede over den tilværelse, de er i, og det er noget, der præger dem. Så det vil vi gerne udbedre.
Kendskab til fænomenet? Jeg tror ikke nødvendigvis, vi kan få overbevist folk om, at det er en realitet, men fænomenet kan jo være en realitet i den enkelte, så hvis der er nogen, der oplever…
[Paul Bridgwater] (3:43 – 3:43)
Det tror jeg også.
[Svend Loldrup] (3:43 – 4:13)
…pædagoger, psykiatere, psykologer, på hospitaler, sygeplejersker, whateever, som støder på det her fænomen, så vil vi godt have øget kendskabet til, at det her er et fænomen, man skal tage alvorligt, og der er et sted at gå hen. At få noget at snakke om, også i forhold til pårørende, hvordan skal man gribe det her?
[Paul Bridgwater] (4:14 – 4:51)
Det er sjovt, du nævner det der med oplevelser som børn i forhold til oplevelser som voksne. Jeg læste Pym van Lommels bog, ham den hollandske forsker, som kigger på eftervirkninger, og han siger netop, at børn har nogle andre eftervirkninger end voksne, også fordi, at de voksne har en konsolideret verdensopfattelse, hvor de kan begynde at fortolke oplevelsen ind i, hvor det hele er meget mere flydende som barn, og det kan være svært at integrere. Han mener, at der er nogle studier, der påpeger større psykiske vanskeligheder ved børneoplevere.
[Svend Loldrup] (4:54 – 5:27)
Nu er jeg en, der har fået den i mine formative år. Jeg fandt hurtigt ud af, at min sociale status, som jeg i forvejen ikke var særlig stor, for jeg kom med dårlig selvværd ud af folkeskolen, og jeg pakkede hurtigt sammen i forhold til at fortælle folk om det, for så blev der bare rystet på hovedet. Jeg har egentlig også gået med den alene i mange år, så jeg var ikke konsolideret endnu. Så der er sådan en gradvis…
Baggrunden for nærdødsoplevelsen
[Paul Bridgwater] (5:27 – 5:41)
Kan du sætte nogle ord på, hvordan det var at være 19-årig? Hvilken situation var du i? Hvor boede du henne? Hvad lavede du? Hvordan var Svend som 19-årig?
[Svend Loldrup] (5:41 – 5:58)
Jeg var meget usikker. Jeg blev mobbet meget i skolen, som jeg var færdig med. Jeg var flyttet på klubværelse. Jeg var egentlig på vej til at flytte til København.
[Paul Bridgwater] (5:59 – 6:01)
Hvor er vi henne i landet?
[Svend Loldrup] (6:12 – 6:16)
I Birkerød. Jeg havde ikke specielt meget fundament i mig selv.
[Paul Bridgwater] (6:16 – 6:22)
Hvad lavede du? Læste du stadigvæk? Eller var du holdt op med at læse, arbejdede du?
[Svend Loldrup] (6:23 – 6:54)
Jeg var [fisk?]. Jeg havde noget vikararbejde. Ude på Svaneparken. Hvor jeg havde en storebror, som havde et kromosonfejl, der boede. Men det var ikke fuldtid. Men det var nok til at holde det kørende. Det var i 80’erne. Og jeg røg en masse hash. Jeg var lidt en hippie, tror jeg, på det her tidspunkt.
[Paul Bridgwater] (6:54 – 7:05)
Ja, og jeg kommer selv oppe fra Nordsjælland af, og kan genkende det. Jeg tror, vi er nogenlunde jævnaldrende, så der var flippere og diskere. Flipper, det var jeg…
[Svend Loldrup] (7:05 – 7:09)
Jeg var bestemt også flipper, ja. Der var også mange kollektiver i Birkerød og sådan nogle ting.
[Paul Bridgwater] (7:09 – 7:20)
Nå, men okay. Du er på klubværelse. Og så skal vi…hvad sker der? Hvad er det for en oplevelse?
[Svend Loldrup] (7:20 – 7:21)
Til forløbet.
[Paul Bridgwater] (7:21 – 7:22)
Ja.
Selve nærdødsoplevelsen
[Svend Loldrup] (7:22 – 8:16)
Og ved siden af mig i et andet klubværelse bor der en ung kvinde der, som jeg kunne da også godt forelske mig lidt i. Jeg havde jo ikke rigtig noget selvværd at have mig selv i. Men vi havde en snak, og så var vi gået ned på tanken for at hente cigaretter.
Og på vejen tilbage, der er der sådan en lille sø, omgivet af træer. Så sidder vi så, og så for at imponere hende, det husker jeg tydeligt.
Så kravler jeg op i… Jeg har altid elsket at kravle og klatre. Så kravler jeg op i toppen af et birketræ, og jo højere jeg kom op, jo mere nervøs [blev hun]
“Åh, kom nu ned!” og det var jo en effekt, jeg brød mig om. Så da jeg var sådan rimelig meget oppe i toppen der, så griber jeg fat i en gren mellem en hånd, og sætter min fod i en gaffel med den anden, og spreder dem ud som sådan et X, for at gøre hende rigtig [nervøs].
[Paul Bridgwater] (8:16 – 8:16)
Ja.
[Svend Loldrup] (8:16 – 10:00)
Og så knækker grenen. Og lige i et splitsekund, så bliver jeg forskrækket. Altså, det der er dybt forskrækkeligt, ikke?
Men der er også en lynhurtig anerkendelse af, at det går så hurtigt, at det her overlever jeg ikke, nu jeg er færdig. Og så kan jeg mærke, at kviste rammer mig på vej ned.
Men jeg er helt rolig. Der har jeg lidt sådan et stort set allerede givet mig. Og jeg husker ikke, da jeg rammer, det er helt væk. Men det næste er, at jeg… jeg hænger over mig selv. Og så er jeg sådan, wow. Og i det her, allesteds nærværende lys…
…og fuldstændig en del af helheden. Og så konstaterer jeg, at jeg ligger dernede. Og hende der, Marianne, hun er bare sådan en grå skygge.
Og det er helt uvemodigt. Jeg når også at tænke på min familie og min kære der. Og det er også bare sådan helt uvemodigt.
Altså, de kommer når det er deres tur. Det er det mest naturlige. Og det er jo sådan en tilstand af…
…jeg vil sige vægtløshed og tidsløshed.
[Paul Bridgwater] (10:04 – 10:07)
Så det er ikke fordi, at du ser dig selv meget klart?
[Svend Loldrup] (10:07 – 10:57)
Nå, men altså, jeg har jo ikke nogen krop. Så er alt hvad jeg…det er jo også en interessant ting…alt, hvad jeg oplever, det oplever jeg ikke gennem øjne og ører. Og med hele hjernens behandling af de sanser, der kommer ind. Det har jeg jo ikke, jeg er ude af kroppen. Det er jo den reneste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Altså, du kan ikke beskrive det. Altså, sprog er jordisk. Vi render ind i sproglige kvababbelser her. Man kan ikke rigtig helt… Det er ikke til at sætte på ord, men jeg kan komme så tæt på som muligt.
Men det er jo en utrolig renhed. Og alt giver bare mening.
[Paul Bridgwater] (11:00 – 11:03)
Ja, men det er svært. Ja, altså det…
[Svend Loldrup] (11:10 – 12:00)
Der hænger jeg der. Det er jo sådan en fysisk ting at hænge, men så flyver jer der. Og bare nyder.
Og så på et tidspunkt, så bliver jeg sådan suget ud af… øh… kosmos, eller igennem kosmos.
Der er nogen, der beskriver det som en tunnel. For mig var det sort kosmos med én stjerne. Altså, jeg havde ikke nogen vægge.
Men billedet er lidt det samme. Du bevæger dig mod et lys for enden. Jeg fornemmede også, at der var andre.
Ikke fordi jeg kunne se dem, jeg vidste bare, at de var der. Og nogen passerede, og andre var på vej samme vej som mig.
[Paul Bridgwater] (12:01 – 12:03)
Så nogen var i modsatte retning?
[Svend Loldrup] (12.04 – 12.05)
Nej, nej. Nogen passerede.
[Paul Bridgwater] 12.06 – 12.07)
Nåh, du kom forbi dem?
[Svend Loldrup] (12:04 -14:29)
Nej, jeg stod lidt stille. Men der var bare andre.
Og igen, jeg har ingen fornemmelse af tid her. Men jeg kom så til det her flade, stenede, grusede landskab. Helt goldt. Og bevæger mig hen mod en rindende strøm. Ikke rindende, men bare en bred strøm vand. Så over på den anden side, der kommer der en flok mennesker. Med statur og det hele. Som bevæger sig op til dér, hvor jeg skal krydse. De ved åbenbart, hvor jeg skal krydse. Og kalder på mig. Og det lyder som om, at de kender mig. Og det studser jeg lidt over. Den er så bred, denne her vandstrøm, at jeg ikke kan helt se, hvem det er. Jeg skal også lige lytte og se, om det er et lokketoner…det er noget underligt noget. Men jeg skal jo så til at sætte foden – til at krydse. Og der bliver jeg hevet tilbage. Og vågner under der under træet
Og hende der, Marianne der, som er helt oppe at ringe. Tydeligvis meget forskrækket. Og jeg har jo virkelig ondt.
Jeg tror, at jeg måske har brækket ribbenene. Men jeg var salig! Det var helt vildt.
Jeg kom også op at stå. Hun støtter mig på vejen tilbage til vores klubværelse og sådan nogle ting, hun ville kramme og kysse. [Og jeg tænkte] “Åh, gå dog væk”. Og jeg kan ikke helt slippe af med hende, [og må sige] “Jeg trænger til et bad”. Så får jeg hende smidt ind på hendes eget klubværelse. Og så stod jeg der. Og jeg er simpelthen så salig!
Om salighed
[Paul Bridgwater] (14:31 – 15:00)
Jeg har gået og tænkt lidt over det. Fordi der er mange interessante ting. Men der er noget med, at denne her oplevelse af salighed fylder alt. Og det horisontale i forholdet til Marianne. Det forsvinder ligesom, ikke? Er det fordi, at du er så fyldt af oplevelsen?
[Svend Loldrup] (15:00 – 16:21)
Ja, totalt. Nu har vi snakket om det der med… Det var nu før. Det kommer vi tilbage til. Men altså, verden er jo modstand. Inerti. På mange planer. Og det der med, at modstanden bare er væk. Altså, det var den ultimative frihedsfølelse.
Jeg synes ikke engang at begrebet frihed dækker. Hvilket jo et eller andet sted gør den fysiske verden sådan lidt… jeg vil ikke sige meningsløs, vi forstod ligesom, at… og heller ikke fake! Men det var noget, jeg skulle opleve af en eller anden årsag. Men lidt som et skuespil. Lidt som at blive kastet ind i et eller andet computerspil. Altså, hele den fysiske verden blev sådan lidt mindre værd, kan man sige.
Altså, i forhold til den her enhed, som jeg lige havde oplevet.
[Paul Bridgwater] (16:22 – 16:56)
Og jeg tænker også, at der er en sjov kontrast mellem den følelse af salighed, du har, og så det golde landskab, som du krydser, før du når til floden. Hvor, når det bliver sprogliggjort som et goldt landskab, en flod, nogle mennesker, så er det svært at fornemme den der alvidenhed og salighed, som du beskriver som at værende en gennemgående træk ved din oplevelse.
[Svend Loldrup] (16:57 – 17:35)
Ja, det er også den mest finurlige del af den, at jeg egentlig skal opleve noget konkret. Også det der med de mennesker, der kommer på den anden side af landet, at de ligner noget jordisk. Jeg har jo ikke nogen forklaring på. Men altså, selvom jeg følte mig som en del af det hele, og alt gav mening, uden at rende rundt og spurgte specifikt selv meningen i dit og dat, men jeg forstod bare alting.
En tænkende ting
[Paul Bridgwater] (17:39 – 17:40)
Så er du stadigvæk Svend? Eller du er stadig en person?
[Svend Loldrup] (17:41 – 17:47)
Ja, jeg er stadig en oplevende ting. Altså, vi er sådan lidt tilbage til Descartes her.
[Paul Bridgwater] (17:47 – 17:48)
Ja, jeg tænkte også det.
[Svend Loldrup] (17:49 – 17:57)
En tænkende ting. Så man beholder sin, jeg ved ikke, hvordan man kan kalde det, identitet. Men man oplever i hvert fald sin…
[Paul Bridgwater] (17:59 – 18:01)
Du har subjektets perspektiv i hvert fald, stadigvæk.
[Svend Loldrup] (18:01 – 18:08)
Ja, selvom jeg lige pludselig er en del af alting, og jeg oplever mig som en del af alting, så er jeg stadig noget der oplever.
[Paul Bridgwater] (18:08 – 18:11)
Den der oplever. Ja, det er meget interessant.
[Svend Loldrup] (18:11 – 18:11)
Det er meget interessant.
Hvad er meningen?
[Paul Bridgwater] (18:13 – 18:36)
Du nævnte, at du kom tilbage med en følelse af en… du beskrev det ikke som en opgave. Du kan ikke engang helt huske, hvilke ord du brugte. Men, altså… Jeg må hellere bare stille det som en spørgsmål. Når du lander igen, har du på fornemmelsen af, at en opgave, en mening, en følelse af noget, du skal?
[Svend Loldrup] (18:36 – 21:14)
Ja, det er jo det helt centrale spørgsmål, som har stået ved mig, eller hos mig lige siden. Altså, hvad i himlens navn er meningen med at det her lange, besværlige, smertegivende liv, den her træghed, som jo egentlig er et kosmisk mikrosekund. Hvorfor skal vi det?
Altså, det er jo sådan lidt per rationale, at jeg tænker, at der er noget, vi skal opleve. Og det bringer en videre til måske, at der er noget, der skal læres. Og der er måske også en opgave i, at den der oplevende ting, som oplever sig, at det er jo egentlig det, der konstituerer mig. Altså, det er min essens, som en lille gnist, eller en lille energimængde på en eller anden måde. Og den har jeg i mig, også her i den fysiske verden.
Og så prøve at leve i den fysiske verden og lade min essens komme frem, sætter mig jo på den opgave at finde ud af, hvad er så min essens? Og hvornår er det, jeg bliver ledt på vildspor af kulturelle normer og hierarkier, og hvad man ellers bliver pakket ind i. Altså, man kan pakkes ind i alt muligt.
Altså, ens vilkår, man har her. Altså, det må være et eller andet at gøre med at finde ud af det! Altså, jeg fik ikke nogen bibel eller noget med ned fra oplevelsen, som var vejviser på nogen måde.
Så jeg har kun skulle finde det i mig selv. Og det har været svært også. Specielt også på et tidspunkt, hvor man, i hvert fald dengang, var en meget usikker person, og som prøvede at være ligesom de andre.
Som teenager, eller senteenager, så løber man meget efter, hvad der ligesom er foreskrevet. Og de forskellige grupperinger, man nu er i.
[Paul Bridgwater] (21:17 – 21:35)
Jeg kan huske dengang, at der var en samfundsfagsbog, som hed Æblebogen, som vi havde på gymnasiet. Og i den kunne man læse, hvad jeget var. Og der stod en sætning, som jeg aldrig glemmer.
“Jeget er summen af interpersonelle relationer”.
[Svend Loldrup] (21:35 – 21:37)
Ja, det var det.
[Paul Bridgwater] (21:37 – 21:40)
Og det er i hvert fald helt forkert.
[Svend Loldrup] (21:40 – 21:48)
Ja, det er i hvert fald en reduktion. Ja. Selvfølgelig er det jo de…
[Paul Bridgwater] (21:48 – 21:49)
Ja, det kan man sige.
[Svend Loldrup] (21:49 – 22:22)
Det er måske ikke helt forkert. Og der er jo ingen tvivl for os, der har haft den her oplevelse. Selvfølgelig har vi noget i hjernebaseret bevidsthed og omkommelse og sådan nogle ting.
Men det står også meget klart for os, at vi har noget, der ikke er hjernebaseret. Altså inklusiv hukommelse. Ja.
Altså hvis der er en mening med, at vi skal herned for at opleve noget, så kommer det interpersonelle selvfølgelig også med i spil, ligesom alt muligt andet af det inerti, der er her.
Virkelighed og konstruktion
[Paul Bridgwater] (22:23 – 24:04)
Jo, jo. Ja, altså det er noget, jeg har spekuleret en del over. Det er, at nærhedsoplevere møder mange af de samme fænomener på hver deres måde.
Altså, så for eksempel, du når til en flod, som du betegner som en flod med nogle mennesker. Og i optagelsen med Johnny Sort Hansen, oplever han også en flod med nogle mennesker. Mange oplever noget græs eller en plæne eller en have, som stadigvæk er denne side af grænsen.
Og det er alt sammen formuleret som i menneskesprog. I hvert fald når det kommer ud jo. Men det lyder også som om deres beskrivelse for eksempel af floden, du siger vand, det gør Johnny også, at man bruger, hvad skal man sige, menneskeligt sprog og menneskeligt kulturelle forudsætninger, for at beskrive den anden virkelighed.
Og så kommer man egentlig i et eller andet felt, hvor du har noget, der er klart en eller anden form for konstruktion af vores erfaringer. Fordi hvis ikke du vidste, hvad en flod var, så ville du ikke kunne sige, det var en flod, vel? Og samtidig, så er der en dybere virkelighed, som det repræsenterer.
Har du? Måske er det bare en uløselig gåde.
[Svend Loldrup] (24:05 – 25:24)
Ja, altså. Nu deltog jeg faktisk i en programrække på DR2 i nullerne, der hedder Sjæl og Videnskab. De sidste to af de seks afsnit handlede om nærdødsoplevelser.
I den sidste (den første, der var der noget om danske nærdødsoplevere, hvor jeg var den ene af dem). I den sidste, der vender de blikket ud i verden kan jeg huske. Og der var et eksempel på en canadisk kvinde, mener jeg det var, som var født blind.
Hun havde aldrig set noget hele sit liv. Altså, hukommelsesspor af billeder. Og da hun havde sin nærdødsoplevelse, der så hun sig selv for første gang.
Der stod [de] omkring hende på operationsstuen der, og hun kunne fortælle, hvad der lå på toppen af kommoder og sådan nogen ting. Og det er jo ret vildt. Det kan jo ikke være, hukommelsesspor, som lige bliver spillet igennem, fordi der bliver sat et eller andet dødskemi i gang, som på en eller anden måde sendes igennem sin hukommelse.
For det kunne hun jo aldrig have set. Altså, hun kunne aldrig have sat billede på.
[Paul Bridgwater] (25:24 – 25:25)
Nej, det er meget interessant.
[Svend Loldrup] (25:25 – 25:26)
Det er meget interessant. Så hvordan..
[Paul Bridgwater] (25:30 – 25:31)
Ja.
[Svend Loldrup] (25:32 – 25:50)
Jeg må bare overgive mig til, at… ja, det er… Måske repræsenterer det nogle forståelsesrammer.
Måske du også igen… måske det er bare et lidt andet videospil, man kommer ind i [….]
[Paul Bridgwater] (25:51 – 26:26)
Jeg kan huske, at der var en kvinde, der beskrev det, rejsen gennem tunnelen, altså rejsen gennem mørket, eller hvad man skal kalde det. Og hun ser tre lysende prikker komme svævende imod sig. Og så siger hun…
“Jeg troede, I ville være engle”, siger hun til dem. Og så siger de – prikkerne, du tror ikke på engle. Så det er måske også noget med, at det ikke kun er os, der former virkeligheden. Det er også virkeligheden, der former sig efter os.
[Svend Loldrup] (26:26 – 27:19)
Ja, det kunne være. Ja, interessant. Fordi nærdødsoplevelser er forskellige. Der er jo ret store variationer.
Sidste år, der havde TV2 en udsendelse om en kvinde. De prøvede at lave sådan en VR-version, altså en gengivelse af denne her rejse gennem tunnelen. Og den blev beskrevet som værende i mange farver, changerede, og hun mødte sin bedstefar, tror jeg det var, på vejen. Og så splittede tunnelen op. Han gik den ene vej, og hun skulle den anden vej. Og hvor jeg er på vej igennem et tomrum, hvor der kun er en stjerne for enden. Det er meget interessant, hvad det er, der gør det her.
[Paul Bridgwater] (27:19 – 27:28)
Også fordi dem, der så har oplevet det, siger, at det virkelig er den virkelighed, vi har her. Det er en dybere virkelighed.
[Svend Loldrup] (27:30 – 28:12)
Jeg ved ikke, om det er helt relevant det her, men jeg har lige læst om nogle forskere, som begynder at [undersøge] hele det her med bevidsthedsspørgsmålet. Vi har jo ikke forstået bevidstheden. Hvad er bevidstheden? Hvor der er nogle, der mener, at bevidstheden er en fælles bevidsthed. Altså noget, der er uden for os, kan man sige. Det er jo sådan en lidt interessant bevægelse i forskermiljø. At man konkret begynder at kalkulere med, at det er en mulighed.
[Paul Bridgwater] (28:12 – 28:15)
Jeg tænker også, at det giver rigtig god mening.
[Svend Loldrup] (28:15 – 28:27)
Ja, ja. Og den resonerer også meget godt med den der oplevelse af, at jeg forstod alting, da jeg var ude af kroppen. Og ikke var en … [?]
[Paul Bridgwater] (28:28 – 28:32)
Og det er jo også en beskrivelse, som går igen i mange nærdødsoplevelser.
[Svend Loldrup] (28:34 – 28:44)
Der er jo mange temaer, som vi går igen i alle de her…virkelig mange. Men derfor kan oplevelsen godt tage sig noget forskelligt ud. Det er meget interessant.
At leve i overensstemmelse med sin essens
[Paul Bridgwater] (28:46 – 28:57)
Hvis vi så vender jeg os til det der med at leve i overensstemmelse med sin essens. Hvordan har det så spillet sig ud i dit liv sidenhen?
[Svend Loldrup] (29:02 – 30:59)
Det har ikke været ubetinget nemt altid. Jeg har ofte været i tvivl om, om jeg var på vildveje. Om jeg traf de rigtige beslutninger. Hvor meget jeg blev styret af sociale krav. Nu kommer jeg fra en pæn borgerlig familie fra middelklassen, hvor der er nogle, der tjener styrtende og andre, der tager det lidt mere roligt. Men det har jo også hierarkiseret…jeg havde en bror, der var international direktør i et eller andet shippingfirma. Og han var helt klart familiens øverste i hierakiet. Det er jo ikke kun derfra, det er også andre mulige kulturelle normer, som man skal deale med.
Det kan have gjort mig i tvivl om, jeg har gjort det rigtige. Det sidste lidt større ting, jeg har gjort, det var at sælge det hus, jeg selv har bygget, i øvrigt, jeg har boet i det i 23 år, til fordel for at leve i en båd.
Og det er på baggrund af en tur i Atlanten, jeg havde en gang, det kan vi måske snakke om senere. Jeg er 60 år. Den dag idag – jeg har en båd den er ikke nogen billig båd – men alligevel har jeg ikke det, man kalder fast ejendom.
Og det gør noget ved min kreditværdighed og sikkerhed. Og både taber kun værdi jo, med mindre man virkelig holder dem ved lige. Fremfor at have fast ejendom.
[Paul Bridgwater] (31:00 – 31:02)
Hvorfor traf du det valg?
[Svend Loldrup] (31:03 – 31:17)
Jamen det er jo… Jamen så skal vi tilbage til den der. Hvad hedder det? En tur over Atlanten. Jeg tomlede et lift fra de kanariske ører til Brasilien.
[Paul Bridgwater] (31:17 – 31:19)
Du tomlede et lift?
[Svend Loldrup] (31:19 – 31:27)
Ja. Jeg har været ude at rejse. Det har været en 10-måneders tur. Jeg har været et par måneder i Marokko og taget over til Gran Canaria.
[Paul Bridgwater] (31:28 – 31:28)
Hvor gammel var du?
[Svend Loldrup] (31:30 – 31:33)
Jeg har været 21, 21, okay.
[Paul Bridgwater] (31:33 – 31:36)
Så faktisk ikke så lang tid efter oplevelsen. Kun et par år.
[Svend Loldrup] (31:39 – 34:25)
Og den der oplevelse af at være på en båd på det der uendelige hav. Og selvom det er et meget lille verden, man er i, sammen med tre andre, og man skulle synes, at man kunne få klaustrofobi. Men det gjorde jeg da ikke.
Det bliver så vigtigt, det man render rundt og gør. Man skal også huske at passe på sig selv og ikke falde overbord. Men også vindretning, sejlstilling. Så helt ned til hver enkelt bølge, som kroppen går med. Det der med at gå i et med det, man er. Og det var skønt.
Jeg var i den oplevelse af at være lige præcis, hvor jeg havde lyst til at være. Og det var sådan lidt en ude af kroppen oplevelse. Selvom jeg var i kroppen.
Men det ophævede ligesom inertien. Og den har jeg også oplevet mere glimtvis på andre tidspunkter. Over et godt spil skak og snak med en god ven.
Eller elskov, med den man er forelskede i. Der kan være de der glimt af øjeblikke i livet, hvor man bare vil være der, hvor man er. Og det er det nærmeste, jeg kan komme af den oplevelse, jeg havde i min salighed, da jeg havde min nærdødsoplevelse.
Og der tror jeg egentlig, at jeg også anser det der som fast ejendom, og det der, at man skal tænke i, at den skal opbygge værdi, og at man lever hele tiden for at kæmpe mod verden på en eller anden måde. Det var sådan en emancipationstanke, jeg havde med at flytte i båd.
Både fordi den båd kan sejle. Jeg er jo ikke stavnsbundet. Det oplevede jeg nærmest på et tidspunkt efter finanskrisen i det hus der.
Så jeg skyldte mere, end det var værd. Det var jo heller ikke helt bygget færdigt. Og det der med, at jeg kunne jeg ikke lide stedet, så kunne jeg bare smide fortøjningerne og lægge til et andet sted.
Og så kunne jeg købe båden for friværdien. Så jeg har jo heller ikke noget gæld. Så det har været sådan en emancipationstanke.
Jeg har ikke helt opnået den der glimtvise, eller salighedsagtige ting, som jeg oplevede på Atlanterhavet.
[Paul Bridgwater] (34:28 – 34:31)
Men måske kan man heller ikke andet end at tilrettelægge nogle rammer…
[Svend Loldrup] (34:31 – 35:00)
Ja, lige præcis. Der er absolut også inerti i denne her båd. Den kræver nogle vedligeholdelser. Nogle gange er både bare dyre. Men det er heller ikke fordi det er uproblematisk. Men det er et godt liv, jeg har fået mig nu. Det er den fjerde vinter, jeg går ind i nu. Nu ligger jeg i Hundested. Jeg er også rigtig glad for Hundested, for havnen og det liv der. Og den æstetik, der også er. Så jeg er meget godt tilfreds.
[Paul Bridgwater] (35:01 – 35:14)
Så det der med at leve i overensstemmelse med essensen. Du har ikke gået i vejen med meditation, yoga eller bøn? Eller sådan nogen praksisser?
[Svend Loldrup] (35:19 – 35:48)
Nej, jeg har været til noget healing. Jeg ved, at jeg har en ret direkte “connection” med det spirituelle jeg. Jeg fik også hentet her nogle værktøjer, jeg selv kan bruge.
Det er jo ikke altid, at jeg har overblikket til at bruge dem, hvis jeg ikke er i en krisesituation.
[Paul Bridgwater] (35:53 – 35:54)
Det er interessant.
[Svend Loldrup] (35:54 – 35:55)
Ja, det er sjovt nok.
[Paul Bridgwater] (35:55 – 36:00)
Med de der værktøjer, tænker jeg. Kom de efter du var landet? Altså fysisk på jorden?
[Svend Loldrup] (36:00 – 37:01)
Det var en anden healer, som gav mig noget med, at jeg kunne have venner på en eller anden måde. Jeg kunne også omslutte mig selv og beskytte mig selv. Jeg gik til healer, fordi jeg var ude i en svær, ulykkelig forelskelse, som tog mig lang tid at komme over.
Jeg tror et eller andet sted, at min quest efter at have de her saligheds oplevelser, det er nok det, jeg søger. Jeg er ikke blevet specielt spirituelt orienteret af oplevelsen. Jeg konstaterer, at der er en ånd eller essens, eller hvad man skal kalde den der oplevende ting.
[Paul Bridgwater] (37:02 – 37:18)
Men det kan også være en pointe i, at man ikke hele tiden søger tilbage til den åndelige virkelighed, der ligger bagved. Der er jo en grund til, at vi er her fysisk og oplever smerte og træghed og modstand.
[Svend Loldrup] (37:18 – 37:58)
I buddhismen, og tildels også i kristendommen, der er der en fornægtelse af det fysiske liv, askesen og renhedstanken. Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at det er vejen vi skal gå. Det er hernede skal vi finde ud at være, at leve med det, der er her.
Så hvis jeg hele tiden søger at undgå det, eller ved at søge at lægge det i det spirituelle, så tror jeg, at jeg går fejl af noget her.
[Paul Bridgwater] (37:59 – 38:01)
Ja, det giver rigtig god mening.
[Svend Loldrup] (38:01 – 38:05)
Jeg kan have et sagligt øjeblik over et billiardbord, nede på den lokale bodega
[Paul Bridgwater] (38:07 – 38:12)
Ja, og det er måske det vi skal opleve, hvis vi er her.
[Svend Loldrup] (38:12 – 38:14)
Ja, jeg tror måske ikke, det kun skal være det.
[Paul Bridgwater] (38:19 – 38:56)
Jeg kender det godt. En af de få øjeblikke, som jeg kan huske, som havde den der saglighedskarakter. Det var sådan en helt tilfældig pause imellem noget undervisning på lærerværelset på Østre Borgerdyd, hvor jeg var gymnasielærer.
Så pludselig skinnede noget lyset ind gennem vinduet, og pludselig var der en samhørighed med dem, vi sad imellem. Og jeg tænkte, at det her er jo lykken. Og det kom nærmest som en overraskelse, og så er det væk igen.
Men den kommer jo ikke af, at man sidder på sin meditationspude, og nødvendigvis og henvender sig til det.
[Svend Loldrup] (38:56 – 39:05)
Du har lige mindet om, at være fælles bevidsthed, eller sådan noget, der ophæver i, hvad det nu er, vi er ophævet i.
Samvittigheden
[Paul Bridgwater] (39:07 – 39:12)
Nu har vi talt om essens. Hvad med samvittighed?
[Svend Loldrup] (39:16 – 40:59)
Nu er vi inde på, hvad vi har fået med os tilbage. Det snakker vi også om i NDO-foreningen. Hvad det er for nogle guidelines, vi ligesom lever efter.
Hvad det er, der får os igennem det her fysiske liv. Og der har jeg i hvert fald selv nået frem til, der er intuition, og der er samvittighed.
(Jeg er på et eller andet tidspunkt…) Grunden til, at jeg har valgt dem, er, at intuitionen, tror jeg, rimelig meget er førbevidst. Det er ikke noget, jeg når at tænke over. Den sidder der bare. Og en stor del af samvittigheden er jo også førbevidst. Det er intuitivt, kan man sige.
Så jeg har… udover som guidelines har jeg min intuition, og så har jeg også en positiv forestilling af samvittigheden. Jeg ved godt, der er en hel del, der også er…den kan jo også være kulturbærende, og alle de andre ting der. Men man kan jo snakke om et stik af dobbelt samvittighed. Vi snakker altid meget ofte i negative kontekster, når vi snakker samvittighed.
Men man kan jo også prøve at konsultere sin samvittighed. Og det, synes jeg, er lidt af adgangen til min essens et eller andet sted.
[Paul Bridgwater] (41:03 – 41:08)
Kan du give et eksempel på, hvordan man konsulterer sin samvittighed? Altså, hvordan gør du?
[Svend Loldrup] (41:13 – 43:56)
Det kan jo være i… jeg vil gerne tage en ret nyelig oplevelse. Vi får en ny leder for det her arbejde. Et sted, jeg selv har været med til at skabe. Jeg har været med til at skabe kulturen og filosofien. Jeg har en kandidatgrad i pædagogisk filosofi. Så jeg ved også lige noget om etikken og kritikken af New Public Management. Og meget om det her omkring. Og så får vi her en ny leder, som er en rigtig teknokrat.
Og som begynder at tage initiativer. Topstyrer. Jeg var i øvrigt med til at ansætte ham.
Og han har løjet mig lige oppe i hovedet i forhold til lav struktur og demokratiske principper. Han begynder så at være meget topstyrende. Han har beskyttelsen med sig.
Og han indfører nogle ting, som vi bare ved, med de seks års erfaring, vi har med de borgere, der bor der. Altså, her arbejder jeg som projektleder på et bosted. Vi har indrettet vores – deres hverdag ud fra, hvad de har godt af.
Og nu kommer han, og kører, og han spørger os ikke en gang, hvad vil vores borgere sige til, hvis vi gør sådan og sådan. Han begynder bare at indføre de her New Public Management principper, og andre ting. Og jeg skriver et, synes jeg selv, ganske kvalificeret, syv sider langt brev til bestyrelsen.
For at høre, om de virkelig mener, at det er denne her vej, vi skal gå. Og det bliver den her leder meget oprømt over. Jeg kommer til samtale, og han vil, at jeg skal trække det tilbage, om jeg vil være med på “den nye rejse”.
Og jeg siger, nej, jeg synes, du skal begynde at lytte. Du er nødt til at moderer dine ting, hvis du skal have mig med på vognen. Og det er den topstyrer, han er, så henvender han sig til bestyrelsen.
Nå, det er mig, der bliver fyret. Og det er anden gang, at jeg bliver fyret på, fordi jeg står ved, hvad jeg tror på. Fordi de her borgere, som jeg har haft med at gøre, det er jo også ofte både intuition og samvittighed, der gør, at vi får indretter det på den rigtige måde til de her borgere.
Og det var for meget i modstrid med hvad jeg kunne tro på.
[Paul Bridgwater] (43:57 – 44:00)
Så samvittigheden er der, hvor du siger: “Jeg bliver nødt til at sige fra”
[Svend Loldrup] (44:01 – 44:02)
Det bliver jeg nødt til at sige fra, ja.
[Paul Bridgwater] (44:02 – 44:05)
Jeg bliver nødt til at sige fra, selvom det koste, hvad det vil.
[Svend Loldrup] (44:07 – 44:13)
Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, at være en deltager i noget, jeg synes, var uetisk.
[Paul Bridgwater] (44:14 – 44:18)
Ah, okay. Og det er derfor, det hænger sammen med essensen?
[Svend Loldrup] (44:19 – 44:41)
Ja, det er det. Så bliver essensen pakket ned i endnu mere inerti, fordi jeg accepterer, at jeg skal deltage i noget, jeg simpelthen ikke synes er ikke rigtig. Det er et rimelig hardcore eksempel her.
[Paul Bridgwater] (44:42 – 44:53)
Ja, og nu forstår jeg, hvad du mener med positiv samvittighed. Fordi det er ikke noget med nødvendigvis at have dårlig samvittighed over noget, man ikke skulle have gjort, men snarere at handle i overensstemmelse med det, man tror på og det, man mener er det rigtige.
[Svend Loldrup] (44:53 – 45:29)
Nu var det her arbejde faktisk det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft, men jeg fortryder ikke et øjeblik. Jeg kan stå rank, og jeg er glad for, at jeg fulgte min samvittighed og skrev det brev. Og jeg er jo lidt ærgerlig, jeg er virkelig ked af det på bostedets vegne.
Ja. Det var måske noget af det, jeg skulle lære hernede. Jeg tror også, at jeg bliver bedre og bedre til det.
Forholdet til andre
[Paul Bridgwater] (45:36 – 45:51)
Har nærhedsoplevelsen påvirket dit forhold til andre mennesker? Jeg siger det, fordi jeg kan godt se den der salighed, hvis man føler, at man lever i overensstemmelse med ens essens, så kan man godt blive rimelig kompromisløs i forhold til andre mennesker.
[Svend Loldrup] (45:53 – 46:40)
Det kan man godt blive, hvis man føler, at ens grænser er overskredet, men alle mennesker er jo i den samme inerti her. Og jeg holder meget af Løgstrup, som jo siger, at vi bærer hinanden i vores hænder. Og vi kan ødelægge hinanden eller vi kan bygge hinanden op. Og det kan man gøre i lille grad eller i høj grad. Den rigtige vej for mig, det er at være opbyggelig. Altså at anerkende, accepterende, åben, nysgerrig.
Så kan det være, at folk skuffer på et eller andet tidspunkt.
[Paul Bridgwater] (46:42 – 46:44)
Ja, så vi vil hjælpe hinanden igennem.
[Svend Loldrup] (46:45 – 47:44)
Ja, fordi jeg synes meget af det der med, at hvis vi viser, at vi bærer dem med kærlighed, det lyder meget højtsvunget. (Nå ja, det er højtravende…)
Så får man også det bedste frem. Og det er noget, der er selvforstærkende. Når hvis den her person, som jeg måske kan…
..der er nogle gange, som jeg har mødt med nogen, hvor inertien i livet har været hårdt, og de møder verden med parader. Hvis du kommer bag paraden, så bliver de jo glade, når man får et eller andet. Så ja, der forstærker sig selv hele tiden.
Og det tror jeg er min intuition. Der er sgu mange mennesker, der er glade for mit selskab.
[Paul Bridgwater] (47:45 – 47:46)
Ja, det kan jeg godt forstå.
[Svend Loldrup] (47:47 – 48:16)
Tak! Nu er jeg jo lige, som sagt, flyttet til en ny by her for 3,5 år siden. Jeg er jo helt benovet over, hvor mange mennesker, jeg kender, hvor mange cirkler, jeg har kommet ind og er inviteret med til runde fødselsdage. Og det er jo også en proces at komme til den her erkendelse. Jeg har jo ikke altid været lige god til det her. Men jeg bliver bedre og bedre.
[Paul Bridgwater] (48:20 – 48:32)
Nu stillede jeg det også lidt hårdt op, det der med det kompromisløse. Jeg tænker, at det er et rigtigt godt svar, du giver. Man håber jo, når man lever efter sin essens
[Svend Loldrup] (48:32 – 49:09)
Jeg synes jo også det der rum, at hvis man nu er i en selvforstærkende god spiral med enkelte mennesker, åbner det jo også for, at man kan sige tingene ærligt, og så man mener dem. Både fordi man har en sproglighed imellem os, som har åbenhed. Selvom jeg går på tværs af deres interesser. For det kan godt gå. Og det sætter jo også en fri til også at have sin holdninger. Hellere bygge op først, og så være sig selv, uden at bryde folk ned af det.
Religionsvidenskab og filosofi
[Paul Bridgwater] (49:09 – 49:24)
Ja, det behøver man ikke. Du har læst religionsvidenskab og filosofi. Har det betydet noget i forhold til din forståelse af din nærdødsoplevelse.
[Svend Loldrup] (49:27 – 50:22)
Nej, ikke konkret. Begge valg har været for at skaffe et sprog for det. Det har bragt noget inspiration til at sætte ord på denne her oplevelse.
Jeg har fået et større refleksionsrum, fordi mit begrebsapparat er godt. Men det har ikke givet mig sprog, så jeg kan konkretisere, hvad det var jeg oplevede, det bliver ved med at være
overjordisk. Det er overjordisk.
[Paul Bridgwater] (50:26 – 50:32)
Når du har læst Løgstrup, så kan du bruge Løgstrup til at forklare forbindelsen til de andre mennesker.
[Svend Loldrup] (50:32 – 50:35)
Ja, men det har noget at gøre med samvittighed også.
[Paul Bridgwater] (50:35 – 50:58)
Når det går ind på samvittighed, så er det jo lidt fattigt, at religionsvidenskab og filosofi har så svært ved at give mening til mennesker med spirituelle oplevelser.
[Svend Loldrup] (50:58 – 51:31)
Det her er religionsvidenskab på Aarhus Universitet og filosofi på Københavns Universitet. Man kunne slet ikke komme igennem med nogen som helst tanker om noget spirituelt. Det var et no-go. Alt skulle være bundet op i sprog og evidens.
[Paul Bridgwater] (51:33 – 51:41)
Lige så snart man siger, at verdens grænser er ens sprogsgrænser, så har man også begrænset, hvad man kan tale om.
[Svend Loldrup] (51:42 – 51:45)
Det med sproget er jo også en del af inertien.
[Paul Bridgwater] (51:45 – 51:55)
Ja. Og i forhold til religion, vil du betale dig selv som religiøs?
[Svend Loldrup] (51:57 – 53:42)
Øh, nej. Jeg ved jo, at der er noget. Jeg er vidne. At der er et åndeligt verden på en eller anden måde. Og der er sandsynligvis mening med, at vi skal igennem den fysiske verdens mikrosekund. Lange, lange mikrosekund.
Men som sagt har jeg jo ikke fået nogen guidelines eller nogen bibel i hånden. Jeg anerkender, at religion er sandsynligvis… eropstået af mange ting. Og sandsynligvis også en oplevelse af spiritualitet i den tidlige år.
Shamanisme lægger jo meget op ad det. Men religion har jo også været samfundsopbyggende. Det er jo fælles regler.
Man har ophøjet visse værdier. Det er jo sådan set det, der skaber religionen. Religion er for mig at se en menneskekonstruktion.
Og en kosmosudlægning, som kan have at gøre med, at folk har haft spirituelle oplevelser. Og måske også nærdødsoplevelser. Det ved man, at der har været nærdødsoplevelser i 1000 år.
[Paul Bridgwater] (53:44 – 54:12)
Det er også sjovt, at du så vender det til shamanisme. Selvfølgelig er shamanisme også en bred betegnelse for alle mulige folk, der har en stilling i deres samfund, som er den, man henvender sig til, hvis man er syg eller vil gerne vide noget om fremtiden, eller hvad det nu er.
Men det kendetegnende for beskrivelse af shamaner er de individuelle oplevelser, de har. Og ikke formaliseret gennem dogme.
[Svend Loldrup] (54:13 – 54:38)
Ja, det er jo der, hvor religion bliver til en konstruktion. Fordi den skal være med til at være samfundsopbyggende. Fælles regler. Fælles forståelser. Hvad for nogen værdier, der skal være ophøjede. Og hvad der er for nogen, der ikke skal. Religioners oprindelseshistorie er jo en blanding af alt muligt.
[Paul Bridgwater] (54:42 – 54:47)
Ja, og formodentlig sammen med skrift. Skriften har en betydning, når den nedfælder det her.
[Svend Loldrup] (54:47 – 54:48)
Ja, absolut.
[Paul Bridgwater] (54:50 – 55:46)
Det tænker jeg faktisk også er sjovt ved nærdødsoplevelser. At det, at du skriftliggør dem, at vi laver podcast om dem, er også med til at grundlægge en fælles forståelse, som måske på et tidspunkt også bliver en snærende bånd. Moody starter med sin bog, og han har de her kendetegn for, hvad en nærdødsoplevelse er. Og så kommer Kenneth Ring, og han siger, at vi kan graduere, hvor betydningsfulde de her oplevelser er, i forhold til en skala. Grayson-skalaen. Ja, så kommer Grayson-skalaen bagefter. Og så pludselig er det en autentisk nærdødsoplevelse, eller er det ikke? Og så begynder man at have de her strukturer for det, der er inde og det, der er ude. Hvilket selvfølgelig også er uundgåeligt, hvis det er, man gerne vil analysere det, men det også kan være en hæmsko.
[Svend Loldrup] (55:46 – 55:51)
Ja, det har absolut sine begrænsninger. Og sin begrænsende effekt, kan man sige.
Gode råd
[Paul Bridgwater] (55:55 – 55:59)
Har du nogle gode råd til dem, der har haft nattens oplevelser? Vi har NDO, men…
[Svend Loldrup] (56:01 – 56:32)
Jeg kan jo ikke sige andet, end at opsøge andre, der har haft det, fordi det er det eneste, du kan have en ordentlig refleksionsrum med, inden for det her. Så det kan jeg varmt anbefale. Også fordi, at det frisætter lidt den frustration, at gå alene med det. Det er faktisk en utrolig frisættelse, som vi har oplevet os der er i NDO.
[Paul Bridgwater] (56:34 – 56:53)
Jeg tænker på, at jeg har mødt nogen, som har haft nærdødsoplevelser, som har betydet meget for dem, men hvor det har været meget, meget lidt, de har oplevet. Men det har haft en kæmpe effekt på deres liv. Og jeg tænker måske, at sådan nogen kan tænke, at det ikke er en rigtig nærdødsoplevelse.
Den batter ikke noget i forhold til at se engle eller se en flod.
[Svend Loldrup] (56:53 – 57:41)
Nej, det er ikke noget, der er… hvis du først har haft en nærdødsoplevelse, så er du ikke i tvivl. Det er uden for sammenligning med noget som helst. Du kan ikke graduere nærdødsoplevelser heller. Nej. Du går i et med altet.
Og så kan det være, at det ser forskelligt ud. Men den oplevelse. Også det utroligt rene oplevelse af sandse uden ører og øjne.
Altså, hvad vi ellers har? Der er nogen, der hører tale, men det er jo telepatisk, kan man sige. Telepatisk, faktisk.
Det er et jordisk ord for…
[Paul Bridgwater] (57:43 – 57:52)
For fællestanker eller hvad det er. Og hvad med alle os andre, der ikke har haft en nærdødsoplevelse? Har du nogle gode råd til os?
[Svend Loldrup] (57:59 – 58:30)
Jeg har sådan lidt… ej, det bliver groft at sige oplevet ? . Ja, “stay open”
For det er en sandsynlighed bare. Og der er nogen, der altid vil være lukket. Men der er også nogen, der vil være åbne. I hvert fald med en nysgerrighed.
[Paul Bridgwater] (58:34 – 59:10)
Det er mit håb i hvert fald med sådan nogle podcasts som denne her. At den resonans, som du startede med at sige, den kan man godt mærke. Selvom man ikke har haft dem.
Det er min forhåbning. Men jeg må jo også ligesom finde en begrundelse til, hvorfor jeg har hørt 500 podcasts om nærdødsoplevelsen. Hvad er det, der ligger i det?
Men det er min tanke, at netop den der… altså en forståelse kan godt opnås, uden man nødvendigvis har oplevet, men simpelthen ved at man genkender… det er sgu rigtigt, det de siger.
Det kan man mærke.
[Svend Loldrup] (59:10 – 59:52)
Men også bare det. Og det er jo også lidt foreningens formål. Vi vil jo gerne ud og spread the word.
Og ikke fordi vi tror, at vi skal have omvendt folk, fordi der er ingen religion. Men for at gøre fænomenet legitimt, så kan det godt være, at man ikke tror på det, men oplevelsen er stærk, og det er jo svært. Og det er ikke særlig godt at gå alene med.
Og specielt ikke for børn, men heller ikke for folk, der har fået den ældre. Og det hjælper dem rigtig meget. Så det er vores formål med foreningen også.
At komme ud og prøve at normalisere det her fænomen.
[Paul Bridgwater] (59:53 – 59:55)
Det kunne være så godt.
[Svend Loldrup] (59:55 – 1:00:06)
Men hvis det bare kunne være med i folks kalkyle, når de møder nogen, der har haft den. Nå, det er det, vi har haft. Så acceptere det.
[Paul Bridgwater] (1:00:07 – 1:00:13)
Jeg tror også. For sundhedsvæsenet. Læger, der taler med folk, der har været i koma og oplevet det.
[Svend Loldrup] (1:00:14 – 1:00:39)
Der er folk, der får psykologhjælp, efter et voldsom ulykker. Mange har jo været ude for voldsomme ulykker i forbindelse med nærdødsoplevelser. Og som får tilbud til psykologhjælp.
Der er også lige så mange, der får afvist, at det er et eller andet hjerneflimmer. Og det er der ikke nogen af os, der tror på. Fordi vi var uden hjerne.
Outro
[Paul Bridgwater] (1:00:45 – 1:01:13)
Tusind tak Svend, fordi du ville fortælle din historie. Jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt historier som din. Og jeg håber det kan sætte ens eget liv i perspektiv.
Og gøre at man er mere åben for det som man kunne kalde for en fælles bevidsthed. Så tak til jer der lyttede. Og du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Tak for nu.
