Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre
Det står som en af de tre bærende teser i trosbekendelsen. Men hvad ligger der i det? Bekendelsen fortsætter med en meget kort beskrivelse af Jesu liv: Født, pint, kortsfæstet, død, begravet, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd. Skal man så tro på begivenhederne som historisk fakta? Det virker umiddelbart ikke særligt frugtbart. Er trosbekendelsen indgangen til at være med i det kristne fællesskab? Det virker ekskluderende og fattigt.
Det giver ikke meget, at forstå trosbekendelsen som en liste af historiske fakta. Diskussionen om hvorvidt hændelserne kan anbringes historisk fører til en forståelse af tro som “sandt eller falskt”, tro bliver til overbevisning. Hvis trosbekendelsen “bare” er adgangsbillet til at komme med i den kristne klub, så bliver den til en checkliste, indholdet bliver uvirkeligt, eller snarere uvirksomt. Trosbekendelsen skal måske i stedet ses som en mulighed for erfaring. Den er placeret et sted mellem viden, som vi forstår det historisk, og dogmatik.
Erfaringer af Jesus kan tage mange former. Charlotte Rørth har i sin forfatterskab gentagne gange beskrevet sine konkrete, sanselige oplevelser af Jesus. Der er talrige beretninger af møder med Jesus, både historiske og nutidige nogle af dem nævnt i G. Scott Sparrows bog: “Sacred Encounters With Jesus”.
Dalai Lama siger ofte, at man skal blive ved sin egen kultur i forbindelse med ens trospraksis, og det er klogt sagt. Jeg havde engang en drøm med samme tema:
Jeg drømte, at jeg bevægede mig i et ørkenlandskab i Mellemøsten. Der var fyldt med plastikposer og skrald. Jeg går ved siden af Dalai Lama og vi bruger tiden på at samle skraldet op. Han introducerer sig selv, som han ofte gør, som “a simple monk”. Vi bevæger os hen til en lille oase, der nærmest ligner en lund, med træer og en lille høj. Foran højen står der en diamant. Det er den største diamant jeg nogensinde har set. En meter i højden, og måske en halv i bredden. Formet i mange facetter, skinner ædelstenen i forskellige farver. Ved foden af diamanten kan jeg se, at der er bragt ofre af ris og vin. Det er smukt, men jeg må videre. Jeg går til højre om højen og kommer til en stak af tjærrede bjælker af træ, der er stablet op i en stak, der strækker sig højt oppe mellem trætoppene. Det kunne være stole, men er snarere brudstykker af kors. Jeg falder på knæ, det er besværligt, trist, men det er her, jeg hører til.
Så jeg er ikke i tvivl om, at fundamentale erfaringer om trosforhold, er det som vores kultur kan give. De kan sætte sig i vores bevidsthed og give muligheden for oplevelser af det livsvigtige mellemværende der er mellem os selv, den jord vi bor på, og det guddommelige. Trosbekendelsen er en del af denne “kulturelle bagage”. Den bærer forestillinger videre fra generation til generation, der så kan bidrage til sætte en forståelsesramme og give mening til de troserfaringer, den enkelte gør sig.
