En af Johannes Møllehaves bedste salmer hedder “Vi trækker streger” (1992). Mads Granum har sat musik til. Første vers lyder således:
Vi trækker streger og sætte skel
imellem andre folk og os selv.
Imellem alle dem vi kalder ægte,
og dem hvis ægthed vi så vil benægte
Og det er det vi gør – vi trækker streger. Vi havde familiemiddag i onsdags, og diskussionen gik om konfirmation: I mit barnebarns klasse diskuterer de næste års konfirmationsforberedelse. Der er vist nok enighed i klassen om, at man godt kan blive konfirmeret, selv om man ikke nødvendigvis tror på Gud. Jeg havde siddet og døset hen over frikadellerne, men da måtte jeg godt nok bede om mine himmelblå. “Det kan man da ikke”, røg det ud af mig, fnysende. Men når jeg tænker nærmere over det, så tror jeg Møllehave har en pointe…
Der er en polemik i Kristeligt Dagblad i øjeblikket om dåben. I en kritik af Lindevang Kirkes liturgiske nytænkning skriver tidligere sognepræst Johannes H. Christensen fyndigt og skarpt: “Alle mennesker – selv den mest perverse pædofile og den ædleste nobelpristager – er Guds skabninger, skabt i hans billede. Men ikke alle er over en kam Guds børn. Det bliver vi i dåben.” Igen, her går grænsen, her trækker han en streg: “Imellem alle dem vi kalder ægte, / og dem hvis ægthed vi så vil benægte”.
“At trække streger” er det som kristendommen hele tiden gør op med – og selv gør. Det er tesen i Tom Hollands bog Dominion – The Making of the Western Mind fra 2019, som min gode ven Lis Borgen har lånt mig. Hver gang der er en gruppe, der tager patent på den rette tro, så er der andre, der henviser til evangeliet og med hånden på Bibelen og ånden i hjertet så definerer de et fællesskab på ny. Om det så er protestanter, kvækere, shakere eller baptister – udbryderbevægelserne ligger i kristendommens DNA mener Holland. Og selv når vi i nyere tid slipper Bibelen og henviser til menneskerettigheder, minoritetsrettigheder, kønsrettigheder eller dyrerettigheder, så er den grundlæggende tankegang egentlig et arvegods fra kristendommen. Styret af ens samvittighed må man sammen med sine trosfæller sige fra og kæmpe for retfærdighed.
Hvad ville Møllehave så sige? Formodentlig ligger det i salmens sidste to vers:
Han slog en streg over hver en streg
som sættes mellem dig og mig.
Så ikke én af dem Vorherre skabte
skal kaldes udenfor og helt fortabte.
Et kors det danner, naturligvis
og det blev så hans kærlighedspris.
Og alle de der faldt uden for stregen
dem slog han følge med på hele vejen.
