Besættelse

En ung mand ringede til mig og spurgte, om jeg kendte noget til besættelse. Han mente, at en anden havde fået adgang til hans hjerne. Han følte sig overvåget. Det etablerede psykiatriske system mente at han havde en psykose og anbefalede medicinsk behandling. Han spurgte mig om jeg kunne hjælpe ham. Jeg svarede at det vidste jeg ikke om jeg kunne, men jeg kunne måske give ham redskaber til at han kunne hjælpe sig selv. 

Jeg kan genkende problemstillingen med besættelse fra mit eget liv. I slutningen af teenageårene og i flere år efter havde jeg også på fornemmelsen at jeg havde en skikkelse, et ondt, beregnende, grinende væsen rumsterende rundt i hjørnet af min bevidsthed, og at jeg skulle passe på med at lukke ham ind. Hvad kan man gøre ved det?

Man skal anerkende at det er et problem, og at man selv har et ansvar for at gøre noget ved det. Men det er vigtigt ikke at gøre problemet større, end det er. 

Det er nemt at blive forskrækket over sig selv. Man kan føle sig magtesløs eller frygte at man er ved at blive skør.  Men det dæmoniske har kun den magt i ens liv, som man selv giver det. Hvis man er bange for sig selv og bange for det dæmoniske, så vokser problemet. Hvis ens bevidsthed hele tiden kredser om besættelsen, giver man den energi.

Det er ikke så unormalt at have andre folk inde i hovedet. Vi rykker hele tiden ind og ud af hinandens tanker. Når man lytter til P1, så går stemmerne lige ind i øret. Hvis man møder en gammel ven, så fyldes ens bevidsthed med gensynsglæde. Hvis man er forelsket, så brænder den udkårne sig fast på nethinden. Så det er en god idé at sørge for positive stimuli til hjernen: Mozart fremfor Death Metal, Alle vi Børn i Bulderby fremfor Hammer’s House of Horror

Det kan også være konstruktivt at anskue besættelsen fra en analytisk vinkel. Er det en havfrue, der lokker? Det kan være tegn på udfordringer med at rumme kvindelig seksualitet. Er det en lumsk troldmand, der lover dig magiske evner? Det kan være kompensation for en fraværende far. I “Anthem” synger Leonard Cohen (1934-2016)  “There is a crack, a crack in everything / That’s how the light gets in”. Det modsatte er også tilfældet, mørket kommer ind gennem sprækkerne. Der, hvor man selv har psykologiske udfordringer, f.eks. med faderen, moderen og det modsatte køn, er der, hvor man kan opleve noget dæmonisk på det spirituelle plan. Det psykologiske og det spirituelle følges ad. 

I mit forsøg på at få has på min egen oplevelse af besættelse havde jeg stor glæde af at læse psykoanalytikeren C.G. Jung (1875-1961), der tager det metafysiske alvorligt og samtidig underkaster det en intellektuel analyse. Det sætter oplevelsen af besættelse i perspektiv; det punkterer det store drama.

Jeg spurgte den unge mand, hvad han selv gjorde. Han sagde, “det virker beroligende, når jeg henvender mig til det, der er større end mig selv”. Det er jo bøn. Det er den simpleste, mest effektive metode til at få spirituelt snavs ud af hjernens krinkelkroge. Fader Vor er fremragende til det. Gennem bøn lukker man lyset ind, fremfor mørket.  

Det er vigtigt at pointere at ovenstående råd til selvhjælp ikke står i modsætning til de tilbud det offentlige har indenfor psykiatrien, men skal opfattes som et supplement. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.