Døde delfiner og Pelorus Jack

For tre uger siden var der stor forargelse, da den årlige grindefangst på Færøerne gik ud over 1400 delfiner i bygden Skálafjord. Det færøske medlem af folketinget, Sjúrður Skaale, tog straks afstand fra drabene: “Et klart flertal mener, at det var forkert, og det ikke skal ske igen. Det kan blive dyrt for vores eksport” (TV2 d. 15/9). Ikke noget med, at det var synd for delfinerne.

Måske kan vi lide delfiner, fordi vi kan genkende dem som individer. Det gælder fx “Fungie”, en delfin, der frem til 2020 svømmede rundt i havnen ved den irske by Dingle. Det gjaldt også “Pelorus Jack”, en delfin, der holdt til i farvandet mellem New Zealands Nord- og Sydø i perioden 1888-1912. Pelorus Jack hjalp skibe med en sikker passage mellem de farlige rev, siges det, og myndighederne var så taknemmelige, at den blev fredet. 

Ikke nok med at vi som mennesker kan genkende de enkelte delfiner. De kan også genkende hinanden. Hver delfin har sin egen kaldelyd eller signatur og kan kommunikere med de andre ved at kalde på dem.

I kristen mytologi er delfinen et symbol på Kristus. En delfin på et anker blev i katakomberne symbol på Kristus, der fører sjælene til Paradis. Men før Kristus var der en græske myte om musikeren Arion, der red på en delfin.  Han spillede så smukt på lyren, at delfiner samlede sig om ham, og da han blev taget til fange af pirater, undslap han ved at ride på en delfins ryg. Desværre døde selvsamme delfin, og myten ender med at alle de sømænd, Arion var sammen med, blev korsfæstet ved delfinens grav. 

Måske er der et problem med at gøre delfiner alt for menneskelige. For hvis delfiner ligner mennesker, hvad er så det særlige ved os mennesker? Hvis Pelorus Jack ligefrem hjælper mennesker af sin egen fri vilje, hvordan kan det så være, at vi ikke giver delfiner tilsvarende rettigheder? 

Denne ambivalens mellem det hedenske og det kristne og mellem det dyriske og det menneskelige er også et tema i Charles Causleys digt Pelorus Jack fra 1968.  

Sømændene i digtet glæder sig over at se delfinen: 

‘Look!’ all the seamen cry. ‘The good / Fish rises on the sea once more!’ 

Men delfinen er nu ikke længere menneskelig. Den er blevet til en dæmonisk haj, der lokker en skibsdreng i døden. Nu rider skibsdrengen som en helgen på hajen: 

A shark that on its flaring back / Bore the young saint from night to day; 

Det menneskelige er nu blevet spaltet fra dyret, og er blevet til et genfærd, der lokker sømænd til deres død: 

But I have seen that fish before. / Its teeth are sharp. Its throat is red. / It gives no light, and I can hear / The sea on the stabbed rocks ahead. 

På et dybdepsykologisk niveau udtrykker digtet egentlig hele problemstillingen fra Skálafjord: Når vi giver dyr individualitet og menneskelighed, hvad bliver vi så selv? Måske bliver vi bare til brutale bæster, der afliver delfiner på en strand. Så er det nemmere, som digtet gør, at spalte det menneskelige fra dyret. Nu kan vi igen regere som de eneste moralske væsener på planeten, Til gengæld må vi vogte os for undersøiske skær og genfærd, der rider på hajer i vores ubevidste. 

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.