Jeg fik Svend Brinkmanns nyeste bog forærende; den hedder “Vi er det liv vi lever” og er lige udkommet. Den er jeg glad for! Det gik op for mig at Brinkmann har bevæget sig fra punktnedslag til fortælling, fra statements til sammenhængende beretninger.
Svend Brinkmanns gennembrudsbog “Stå fast” (2014) er et opgør med selvhjælpsbøger, der lover et quickfix, Bogen er polemisk, provokerende og morsom. Polemisk, fordi den selv er udformet som en selvhjælpsbog i syv punkter. Provokerende i sine anbefalinger, for eksempel, at man skal tage nej hatten på og holde op med at mærke efter i sig selv. Og så er den morsom. Det er absurd at forsøge at løse livets gåde med 7 smarte råd.
Jeg har selv brugt bogen “Ståsteder” (2016) i min filosofiundervisning i gymnasiet. Det år havde jeg fire selverklærede nihilister i min klasse, og jeg håbede på at Brinkmanns pointer kunne danne modvægt til idéen om et værdiløst og tomt univers. Ved hvert ståsted knyttes der filosoffer til, hvor Brinkmann giver korte og letlæste introduktioner til deres tanker og deres relevans. De ti ståsteder, som Svend Brinkmann gennemgår, er aspekter ved livet, der synes at have værdi i sig selv. De er det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og (en forholden sig til) døden. Den grundlæggende pointe i bogen er, at vi skal dvæle ved de gode ståsteder. De er ikke er en forberedelse til noget andet, det er nok at de er der. Jeg ved ikke om det gjorde indtryk på de fire nihilister!
Efter Brinkmanns bøger struktureret som punktnedslag har han skrevet to mere biografiske bøger, hvor livet ses i sammenhæng. “Hvad er et menneske” (2019) beskriver et ungt menneskes dannelsesrejse, hvor hovedpersonen Andreas’ udvikling sker i en tæt og filosofisk dialog med hans døende farmor. Bogen er skrevet som roman, og kan minde lidt om Jostein Gaarders “Sofies Verden” (1991) i den måde den veksler på mellem filosofi og Andreas’ refleksioner. Bogen fik en sønderlemmende og måske berettiget kritik i dagspressen: …en sjældent træls hybrid, halvt faglitterær formidling, halvt en skitseagtig og tam fiktion, der på den mest triste og pædagogiske vis illustrerer fagtekstens pointer skrev Tue Andersen Nexø i Information d. 23/8-2019. Det er skrapt skrevet, men jeg havde også selv svært ved at læse den færdig, måske fordi jeg ikke er en teenager.
Den seneste bog, “Vi er det liv vi lever” (2021) er efter min mening mere vellykket. Den biografiske hovedperson er en 93-årig kvinde, Lily, der har kontaktet Svend Brinkmann for at indgå i en brevveksling og dialog om, hvad det vil sige at have menneskelig værdighed. Bogen er formet som Lilys fortælling om sit eget liv, hvor Brinkmann viser, også gennem filosoffer, hvordan Lily og vi andre er underlagt en skæbne, der er formet både af de valg, vi tidligere har truffet og de omstændigheder og rammer, de er truffet i. Lily forelskede sig som ganske ung i en tysk soldat under Anden Verdenskrig og blev udskammet i sin hjemby og interneret efter krigen. Alligevel fortryder hun aldrig kærligheden, og virker aldrig bitter eller anklagende.
Bogen har gjort indtryk på mig. For det første er Lily kompromisløs i at fokusere på det, der giver livet værdi: kunst, musik, litteratur, venskab og kærlighed. For det andet så føler hun en forpligtelse til at videreformidle det, som hun har fået med sig – hun er produktiv! Hun læser og går i dialog med moderne litteratur, fx Brinkmann og Houllebecq, og hun insisterer på meningsfulde samtaler og skriver digte, noveller og breve. For det tredje demonstrerer bogen også, hvad alderdommen kan. Som Lily selv formulerer det:
Kort og godt: At være gammel er at have livet i behold. At have fået en gave. At have oplevet en livsbane med mange identiteter. At undres. At mærke intensiteten.
4 reaktioner
Dejligt at blive erindret om Ståsteder, som jeg, som ikke-filosof, havde stor glæde af. Den gav nemlig plads til refleksionen over de elementer af livet, der har værdi i sig selv, og som kan forsvinde, eller i hvert fald blive temmelig sløret, i den almindelige grågrumsede og travle hverdag.
Og nu Brinkmanns nye bog, som jeg kun lige er startet på, men som din teaser kun giver mig mere lyst til at afsætte flere sammenhængende timer til. Selv har jeg bidt mærke i Brinkmanns beskrivelse af Lily, som et menneske der lever livet med værdighed.
Hvad er værdighed egentlig?
Tak, Susanne! Det klassiske svar om værdighed er Kants skelnen mellem værdi (smørret koster 15 kr.), affektionsværdi (der afhænger af den enkeltes tilknytning til genstanden), og så værdighed, der kommer af menneskets selvbestemmelse. Men det levner ikke plads til dyrene. Peter Kemp har argumenteret med, at det kan godt være dyr ikke har værdighed, men de har al fald integritet. Værdighed har noget at gøre med, at mennesket ikke kan prissættes.
Tak for fin gennemgang at Brinkmanns bøger. Får meget lyst til at læse Ståsteder, som jeg ikke har læst før.
Tak, Susanne, du må gerne låne den af mig!