Johnny Sorts nærdødsoplevelse

Fredag den 13. november, 1981 blev Johnny Sort kørt over af et tog. Han oplever at bevæge sig gennem stjernerne til sit eget paradis. Han får en gave, som han tøver med at tage imod, men han har siden brugt den på at hjælpe andre mennesker i krise.

0.00: Intro
0.20: Lidt om Johnny Sort
01.17: Op til nærdødsoplevelsen
04.09: Ulykken
07.47: Nærdødsoplevelsen
16.46: Efter ulykken
21.40: Billedet af pyramiden
31.05: Billedet af gudinden
34.30: Fejloperationen
41.40: Johnny henter sværdet
42.26: Om at bruge sværdet
46.50: Strategier for at leve livet
52.10: Solopgange og gudindens stemme
61.26: Om at give sværdet videre
65.53: Det fysiske sværd
69.10: Outro

Transkription

[Paul Bridgwater]
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig over Zoom har jeg Johnny Sort. Johnny, vil du ikke sige lidt om dig selv?

[Johnny Sort]
Jo, først vil jeg gerne sige tusind tak, fordi du har fundet mig, og jeg må have lov at deltage i denne podcast. Jeg synes, det er vildt spændende, og det bliver mere og mere spændende i forhold til det med grænselandet mellem livet og døden. Hvis jeg skal præsentere mig, så hedder jeg Johnny Sort, og jeg kommer fra en lille landsby i Nordjylland, Asaa. Jeg er 61 år, og jeg er gift. Jeg plejer at sige, at jeg er rimelig godt gift. Sådan heroppe i Vendsyssel, så er det jo stort. Men jeg har boet sammen med Hanne i mere end 40 år, og vi har fire børn og venter det syvende barnebarn.

[Paul Bridgwater]
Og så er barnebarnet ikke kommet endnu?

[Johnny Sort]
Jeg er jo lige oppe forbi i dag, og hun mente, det kunne godt blive i dag. Så på den måde kan man jo sige, at det er et rigt liv på alle mulige måder.

[Paul Bridgwater]
Og hvis vi tager fat i din nærhedsoplevelse, kan du beskrive, hvad der gik forud? Altså, hvor gammel du var, hvor du var henne, og hvad der skete?

[Johnny Sort]
Ja, jeg er vokset op her i Asaa, og når jeg sådan tænker tilbage på min ungdom og barndom, så er det egentlig altid været et præget af at være med i sport, foreningsfællesskaber. Jeg har spillet fodbold, fra jeg var fem-seks år gammel. Jeg har spillet badminton, tennis, billard, har altid elsket at lege.

Og omkring folkeskolen, så var jeg nok en af de elever, hvis jeg skulle vokse op i dag, så ville jeg helt klart få en diagnose. Dampbarn eller meget krudt i røven. Så skolen var egentlig ikke noget, der sagde mig ret meget. Jeg gik i skole indtil 10. klasse, og da jeg var færdig, så stod jeg jo som alle andre. Hvad skulle jeg være, når jeg bliver stor?

Og jeg var egentlig ret usikker på, hvad det var, jeg gerne ville, men min far havde et lille trykkeri, og det var nok egentlig det, der gjorde, at jeg søgt ind på teknisk skole på grafisk linje i Aalborg. Og på det her basisår, der finder jeg ud af, at jeg godt kunne tænke mig at være offset-trykker. Altså en ganske almindelig trykker, der trykker aviser, reklame og ugeblade. Så det var sådan den vej, mit liv var sporet ind på. Så tager jeg rundt i Nordjylland for at søge efter en praktikplads, og fik faktisk flere valgmuligheder. Men valgte så en stor virksomhed i Randers, og det var simpelthen fordi, at dengang Randers var dygtige, så er de også stadigvæk i fodbold, og de var også dygtige til billiard, og jeg tænkte, at det var helt naturligt for mig at skulle derned, fordi det var de to ting, jeg brændte for os, fritidsmæssigt. Så jeg får så min læreplads, og inden jeg skal starte min uddannelse i Randers, tilbage i sommeren 1981, der skal jeg så på halvårs skoleophold i København, over i Rødovre. Så det var egentlig også første gang, jeg flyttede væk fra det her lille samfund, hvor alle kender hinanden. Jeg flyttede til Albertslund på kollegie, hvor vi var flere hundrede unge mennesker fra hele Danmark.

Og når jeg så husker tilbage i mit liv, altså som 18-årig, at flytte til København på kollegie, det var simpelthen den fedeste tid overhovedet. Så der var fester og gang i den, og vi sad og spillede kort til 4-5 stykker om morgenen, altså det var den sjove tid i mit liv, helt klart. Så det der er skæbnesdagen, hvis jeg skal gå videre, det er sjovt, eller pudsigt nok, fredag den 13. Så det er jo for mange en ulykkesdag, og det er jo lidt sjovt, eller pudsigt, at det er skæbnes dagen i mit liv.

[Paul Bridgwater]
Hvad måned var det?

[Johnny Sort]
Det var i november måned. Og det der sker, det er, at jeg havde en aftale med 3 af mine venner, jeg havde gået på skolen med i Aalborg, 3 gode kammerater. De skulle over og besøge mig i København. De skulle bo ude hos mig ude på kollegiet. Jeg havde skaffet et ekstra værelse til dem, og planen var, at vi bare skulle have en rigtig sjov weekend, jeg skulle vise dem København. Aftalen var så, at jeg skulle hente dem ind på Hovedbanegården, omkring midnat, fredag aften.

Og for at komme ind til Hovedbanen, så skulle jeg med S-tog uden for Albertslund station. Jeg er sent på den, vi havde dækket op til fest, fordi det skulle jo fejres, at der kom gæster på besøg. Så jeg var sent på den, men løber fra kollegiet og op til S-tog stationen.

Da jeg kom op ad trappen på perronen, så huskede jeg, at der er is, der er glat på perronen. Så jeg snubler, jeg falder, da jeg kommer op. Jeg falder faktisk ud over kanten af perronen.

Det sidste, jeg husker i det her fald, er, at jeg slår min nakke. Så jeg slår mig bevidstløs i den her sekvens. Hvad jeg ikke er klar over, det er, at jeg lander imellem skinnerne, ligger på langs, og så ligger jeg med min højre arm ude på sporet og ligger der.

Toget er ikke kommet på det her tidspunkt, og jeg ved ikke, hvor længe jeg har ligget der. Der er godt nok gået et ældre ægtepar længere ud på perronen, men det var mørkt, det var sent om aftenen, så toget skulle komme 22.52. Og det, der sker, det er, at da toget kommer, så lokoføreren, som kører toget, ser, at jeg ligger på banelegemet, men har ikke en jordisk chance for at undgå mig. Så det, der sker, det er, at jeg bliver kørt over toget og fire vogne, og da toget så standser, så er det på den måde, at der er et hjul, der holder oven på min arm. Så man kan sige, at jeg er også låst fast. Og så kan man sige, at det næste, jeg ved ikke, hvor længe det går, inden ambulancen kommer, men der er sket et kvarter, 20 minutter. Det er så der, hvor man kan sige, at der starter en livskamp for mit vedkommende.

Omkring den oplevelse, jeg har, da toget rammer min arm, jeg ser det ikke, jeg er ikke ved bevidsthed her, men jeg kan huske en kæmpe eksplosion af smerter, da min arm bliver knust. Så som hvis du forestiller dig, at det eksploderer ind i hjernen på dig, det var ind i den reaktion, jeg havde. Jeg kommer til bevidsthed, og så noget af det, som jeg har haft med mig hele tiden, det er den lugt, der er under et lokomotiv eller under et tog.

En forfærdelig grim lugt. Men samtidig ligger jeg også i klemme under hjulet, og jeg tænkte, det er sjovt nok, at man kan godt tænke i den situation, men jeg tænkte faktisk, at hvis det der, at jeg ikke kunne komme fri, så fik jeg faktisk den tanke, at hvis nu jeg begynder at hive, min jakke, jeg havde på som dynejakke, den virker ligesom en kompressor. Så hvis nu jeg hiver mig fri, så vil jeg helt klart forbløde, så vil jeg omkomme.

Så samtidig med, at du ligger i en sindssyg hård situation, så skal du samtidig også finde ro. Det er virkelig de modsatte kontraster i overlevelsen. Men det, der så sker, mens jeg ligger her under toget, den oplevelse, jeg oplever, det er egentlig, det er Shubidua, de synger en sang, der hedder “Stjernefart”, med millioner af stjerner eller milliarder af stjerner. Så det er ligesom sådan en stjernetunnel, en stjernevrimmel, jeg oplever. Og hvor jeg kommer igennem det her sus af fart.

[Paul Bridgwater]
Så du ser ikke tilbage? Altså, slipper din bevidsthed den der smerte?

[Johnny Sort]
Ja, det gør den faktisk. Ja, fordi den forsvinder, og så er det egentlig bare fokus på det her lys. Altså lyshav og stjerner. Og så det, der sker, det er, at jeg kommer ind på en eng.

Altså, jeg lander i en helt anden verden. Og det, jeg oplever, det er, jeg kalder det lidt egoistisk for mit paradis, men det er jo vores alles paradis, men det er at komme ind et sted, som er enormt fredfyldt. Altså, alle smerter er væk.

Og noget af det, jeg tænker, det er, at min tanke var, at de farver, der var på denne her eng, de farver eksisterede ikke på jorden. Altså, det var sådan helt vildt smukt.

[Paul Bridgwater]
Altså, hvilke farver var der?

[Johnny Sort]
Jamen, et samsurium af alverdens farver. I slutningen af det her, jeg sendte dig nogle billeder fra solopgang, hvor jeg sidder og tager solopgangsbilleder de sidste 13 år. Og hvis du blander alle de smukke billeder sammen, så får du det.

Det er jo sådan den måde, jeg bedst kan beskrive. Noget af det, jeg morede mig over, det var, hvordan fandens mælkebøtte, den også er på den eng her. Så den er også i paradis.

[Paul Bridgwater]
Ja.

[Johnny Sort]
Men jeg kommer ind på den her eng, og der er som sagt helt fredfyldt. Der er en enorm ro, der er lys, og det, jeg så lægger mærke til, det er sådan i horisonten, der løber der en flod. Jeg bliver automatisk trukket hen til den flod, og henne ved floden, der møder jeg 6-7 skikkelser. Nærmest sådan lidt munkeagtigt, men i forskellige højder. Sådan et symbol med forskellige aldre. Og de her skikkelser, de hilser på mig. De siger ingenting, men hilser på mig. Og der er overhovedet ikke noget dramatik i det her.

Det er jo fred. Det er fredfyldt. Der er slet ikke noget, som man kan være bange eller nogen ting. Og det, jeg så oplever, det er, at de vinker mig videre. Sådan at de med en bevægelse siger Jeg skal bare gå videre. Jeg følger floden. Og så i horisonten, der er der en pyramide.

[Paul Bridgwater]
Kan vi lige stoppe ved engen en gang, lige for at få… Det er alle farver, eller mange farver. Er det en eng? Er det græs? Er det træer?

[Johnny Sort]
Det er blomster, blomster, blomster, blomster.

[Paul Bridgwater]
Det er blomster – alle mulige blomster..

[Johnny Sort]
Jeg ser ikke træer, men jeg ser blomster.

[Paul Bridgwater]
Kan man lugte noget, eller er det irrelevant?

[Johnny Sort]
Nej. Der er heller ikke lyde. Der er heller ikke lydende?

Der er stille. Der er fredfyldt.

[Paul Bridgwater]
Og floden, altså lige for at blive ved detaljerne, er den bred, er den smal, er den hurtig, er den langsom?

[Johnny Sort]
Den er langsom, fordi det, jeg bemærker, det er, at solen skinner i floden. Så der er havblik, altså den er stille. Så jeg kan se de der sølvglimt fra solen i floden.

[Paul Bridgwater]
Okay. Godt. Undskyld, jeg skulle bare lige have detaljerne med

[Johnny Sort]
Jamen, det er fint. Helt okay.

[Paul Bridgwater]
Okay. Du ved, at de her syv skikkelser, som ligner måske munke, omtrent syv.

[Johnny Sort]
Ja, og jeg kan heller ikke… Nu har jeg hørt andre beretninger omkring det her oplevelse, at man møder familiemedlemmer, eller nogen, man kender fra fortiden. Det her var ikke nogen, jeg overhovedet kunne genkende, på nogen måde.

Men som sagt, jeg bliver så… Så den pyramide, der er i horisonten, den trækker mig til sig. Jeg går ikke.

Jeg svæver.

[Paul Bridgwater]
Og du går forbi de her syv, og de siger den vej, eller de siger ikke noget.

[Johnny Sort]
Ja, de vinker. De vinker sådan hele tiden. Der er en arm ud, og så siger du, du skal gå videre den vej. Så jeg kommer hen til pyramiden, og da jeg står foran den, så er den jo bare…

Den er høj, og åbningen er oppe i toppen af pyramiden. Og helt automatisk, så… Jeg går ikke op ad trapperne, men jeg tæller trappetrinene, og jeg tæller de 100 trappetrin. Og så, da jeg kommer op i toppen af pyramiden, så kommer jeg ind i et rum. Et stenrum, hvor der er fakler på væggen. Og det første, jeg lægger mærke til, det er til venstre for mig, der er der et stenalter.

Og på det stenalter, der ligger, der er et kæmpe sværd.

[Paul Bridgwater]
Og du siger kæmpe?

[Johnny Sort]
Jamen det var så stort, så jeg tænkte, det kan jeg ikke løfte. Hvis jeg skulle bære det, så ville jeg bare tænke, det er alt for stort for mig. Jeg var 18 år gammel, så det kunne jeg ikke bare lige tage og løfte.

Og så, det der sker, det er, at mens jeg kigger på sværdet og kigger op, så ser jeg sådan over ved den ene væg, der er der en stentrone. Ligesom en stol, der er hugget ind i væggen. Og der sidder der, jeg kalder hende for min gudinde, den smukkeste kvinde, som kigger på mig.

Og så på hendes ene side, der sidder der en ugle. En ugle, ja. Og den der ugle, de der øjne, helt klare gule, de stirrer bare på mig.

[Paul Bridgwater]
Ja.

[Johnny Sort]
Jamen altså, det var sådan lidt underligt. Men gudinden siger så, at, jamen hun siger bare meget tydeligt, det sværd, der ligger på alteret, det var en gave til mig.

[Paul Bridgwater]
Ja, det er en fantastisk gave.

[Johnny Sort]
Og sværdet sagde hun også, det er ikke til at slås med, det er ikke til at gå i krig med, det er ikke til at kæmpe, men det kan løsne knuder. Altså sværdet var ikke skarpt, men det kunne løsne, hvis man forestiller sig, at man har nogle store svære knuder, der skulle løsnes op. Ligesom den gordiske knude. Jamen så sværdet, i stedet for at man skal hugge knuden over, så kunne man faktisk finde løsninger, altså man kunne løsne knuden med sværdspidsen, ja. Og så sagde jeg til hende, prøv lige at høre her, jeg er 18 år gammel.

[Paul Bridgwater]
Ja. Det var meget rationelt, når man snakker med en gudinde.

[Johnny Sort]
Jamen det sagde jeg, og jeg sagde til hende, prøv lige at høre her, og desværre, jeg turde slet ikke at løfte det.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Så siger hun til mig, at den dag, jeg var klar til at hente det, så var jeg velkommen til at komme og tage det.

[Paul Bridgwater]
Ja, det er jo en meget fin besked.

[Johnny Sort]
Og så, mens jeg stirrer på hende, så næste øjeblik, så er jeg nede på engen.

[Paul Bridgwater]
Ja.

[Johnny Sort]
Og så står jeg nede ved de her skikkelser, som jeg mødte tidligere. De vinker farvel til mig, og jeg går tilbage til der, hvor jeg kom fra, og automatisk kommer jeg ind på den her tunnel igen, lystunnelen, og rejser tilbage, og det der egentlig sker så, det er, at da jeg kommer tilbage, så hører jeg en stemme sige, sådan meget klart, at “han er tilbage igen, han er i live.”

[Paul Bridgwater]
“Han er i live.”

[Johnny Sort]
Og det er så Falckredderne, der kommer til stedet.

[Paul Bridgwater]
Ja.

[Johnny Sort]
Og så kæmper de med at få mig fri, få toget fri, eller sådan, at de kunne få mig ud.

[Paul Bridgwater]
Og er du ved bevidsthed, mens de gør det, altså dagligdags bevidsthed? Så du hører den stemme, og så er du væk igen?

[Johnny Sort]
Ja, og så alligevel, mens jeg ligger der, så spørger de, hvad jeg hedder. Jeg fortæller mit navn, jeg fortæller telefonnummer hjem til mine forældre. Sådan, at de bliver underrettet med det samme også.

[Paul Bridgwater]
Så du er der?

[Johnny Sort]
Ja, og de giver mig måske morfinindsprøjtninger, eller et eller andet, for også at fjerne smerter. Alt det her, det ved jeg ikke noget om, men jeg hører kun den der stemme sige, at nu er han tilbage igen.

Han er i live. Og den nat har jeg fået at vide, at jeg er død, mens jeg ligger under toget. Jeg dør inde i ambulancen, og jeg er død inde på operationsbordet.

[Paul Bridgwater]
Og er du død så, at hjertet holder op med at slå?

[Johnny Sort]
Ja, det er Falckredderne, der fortæller de to gangene, og den kirurg, som tager imod mig. Jeg mister jo rigtig meget blod. For at vide efterfølgende, jeg får transplanteret 3 liter blod.

Så man kan jo sige, at min arm blev knust. Der var ikke noget at redde, man kunne ikke gøre noget. Så det handlede kun om at redde så meget som muligt.

Men det er kun den første gang, at jeg har nærdødsoplevelsen. De to andre gange, der oplever jeg ikke nogen ting.

[Paul Bridgwater]
Altså de to andre gange, hvor du er udsat for en voldsom ulykke?

[Johnny Sort]
Altså derinde i ambulancen og på operationsbordet.

[Paul Bridgwater]
Ja, nu er jeg med. Tak.

[Johnny Sort]
Så der har jeg ikke noget med nærdødsoplevelsen. Så det er den ene gang, mens jeg ligger under toget, hvor jeg kæmper for overlevelsen.

Og jeg plejer at sige på den måde, at uanset om det er universelt, eller om det er noget, man har inde i sig selv. Så er det en enorm styrke, hvis man har det inde i sig selv. Fordi det er jo i de yderste grænser, hvor jeg virkelig skulle bevare roen.

Ikke gå i panik. Så denne her oplevelse har helt klart reddet mit liv.

[Paul Bridgwater]
Ja, så oplevelsen har været din oplevelse, som har hjulpet dig med at klare den.

[Johnny Sort]
Ja, man kan jo sige, at tid eksisterer ikke.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Tid eksisterer på jorden.

Det eksisterer ikke i paradis.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Der har man ingen tidsfornemmelse.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Så man kan jo sige, at hvis nu jeg skulle have ligget og kigget på min arm og kæmpe for at overleve i et kvarter eller 20 minutter. Så tror jeg ikke, at jeg har været her i dag. Hvis jeg skulle sidde og konfronteres med den smerte og den voldsomme ulykke. Så det der med at finde det der fristed eller komme ind i paradis har helt klart gjort, at jeg har bevaret roen i en enorm stresset situation.

[Paul Bridgwater]
Hvordan havde du det, da du vågnede så?

[Johnny Sort]
Jeg vågnede først om morgenen. Da jeg vågner, det første jeg gør, det er jo meget sjovt. Jeg kigger ned på min armstump, på min amputerede arm.

Jeg vidste den var væk. Det var ikke noget chok for mig, da jeg vågnede, at min arm var væk. Fordi det var jeg fuldstændig klar over.

Og min første tanke, det var, hvad med min praktikplads som trykker. Og så er vi tilbage på jorden igen. Fordi det er jo sådan, vi tænker.

Hvad med min uddannelse? Hvad med min identitet? Hvad med mit arbejde?

Så det var egentlig den første tanke. Min næste tanke, det var selvfølgelig, at det var øv, det var højre arm. Jeg var højrehåndede, men nu er jeg venstrehåndede. Og så vildt nok, så min følelse var jo også en taknemmelighed over at være i liv. Det var de første tanker, der overhovedet kom. Det var taknemmeligheden over at få lov at leve videre.

Jeg vil stadigvæk være her.

[Paul Bridgwater]
Jeg tænker, du har fået malet billedet af pyramiden og floden og menneskene foran den. For dem, der følger med på Zoom, så kan de se billedet. Men for dem, som har følger med over podcast, så ligger det på hjemmesiden, hvor du kan finde podcasten, på healinghelp.dk. Nu deler jeg billedet, og så kan du måske forklare, hvad vi ser. Hvor meget af billedet kan du se, Johnny, på din skærm?

[Johnny Sort]
Jeg ser lige på mobiltelefonen, men jeg tror, at det er det meste

[Paul Bridgwater]
Det fylder hele billedet.

[Johnny Sort]
Jeg skal lige sige, at det her maleri… Jeg springer lige i tiden. Der går jo 30 år, inden jeg fortæller den her historie til nogen. Min nærdødsoplevelse, den kunne jeg ikke fortælle til andre.

[Paul Bridgwater]
Hvorfor går det så mange år? Altså hvad?

[Johnny Sort]
I starten ville jeg jo sige, prøv at være i det her ungdomsmiljø. Alle mine kammerater kommer på besøg dagen efter. Og alle, der kom ind, de var i chok.

Alle var i sorg. Alle synes, det var forfærdeligt. Det var en tragedie, det der var sket her.

Samtidig var jeg taknemmelig over at være i live. Så det er simpelthen den modsatte verden, jeg sådan set står i. Og jeg tænkte jo også, at hvis jeg skulle fortælle om, hvad jeg har oplevet her, så ville de helt klart sige, at han har skulle slået hovedet. Ikke fordi, at det var pinligt eller noget, men den ene dag tager faktisk den anden. Og for mig var det primære det liv bagefter. Det handlede egentlig om at sige, at jeg skulle videre i mit liv.

Det her, at jeg mistede mine arm, men jeg skulle videre i mit liv. Jeg skulle i gang igen, så hurtigt som muligt. Og allerede den første dag, der lærte jeg mig selv at spænde snørrebånd med én hånd.

Jeg begyndte at øve mig i at skrive med venstre. Allerede efter fem dage, da jeg blev udskrevet fra hospitalet. Og ti dage efter, da jeg er tilbage i Nordjylland.

Og der står jeg og spiller badminton, og jeg spiller fodbold.

[Paul Bridgwater]
Det er en ret vild udvikling.

[Johnny Sort]
Ja, og det betød faktisk noget for mig at komme tilbage til livet. Det betød noget at komme tilbage til mine kammerater. Det betød noget for mig at komme i gang.

Det var ikke min arm, der skulle definere mig. Tværtimod, jeg havde mistet min arm. Men i gåseøjne, det var også kun en arm. Ja, men det var det jo. Jeg skulle jo have været død, eller gået og mistet begge ben. Så der var faktisk en enorm taknemmelighed i, at det kun var en arm, jeg havde mistet.

[Paul Bridgwater]
Ja, det er…

[Johnny Sort]
Og så lige, når jeg får lavet et maleri 30 år efter. Så er det fordi, at denne her nærdødsoplevelse har jeg haft i mit hjerte altid. Hver eneste morgen, når jeg sidder nede og ser solopgang.

Så er det en ny fødsel, og det er mit paradis, jeg genoplever. Ja. Og der var en enorm fredfuldhed i at faktisk have lov at have det her billede.

Og så 30 år efter ulykken, der snakkede jeg med en psykoterapeut. Jeg stødte på, som arbejder med regression. Det er at blive ført tilbage til tidligere liv.

Og jeg spørger hende, om man kunne blive ført tilbage til min nærdødsoplevelse. Ja. Og det bliver vi så egentlig om at prøve.

Og jeg lægger mig på en sofa og slapper af og giver slip. Og så i løbet af et split sekund, så er jeg tilbage i det her paradis. Og så er det maleri, jeg får malet efter den her regression, det er her.

Og hvad ser vi så? Jamen, det skulle jo gerne være den samme beskrivelse, som jeg lige har fortalt.

[Paul Bridgwater]
Okay, hvis vi starter for en ende af. Altså det som er rundt i kanten her, er det engen…

[Johnny Sort]
Det er mørket, det er udenfor. Det er det, der er i det her. Jeg går ud til en kunstner bagefter og fortæller min historie.

Og spørger, om hun kunne tænke sig at male den her nærdødsoplevelse. Og jeg tror faktisk, det var lidt skræmmende for hende at få den her opgave. Fordi det er jo, at jeg er i kontakt med det allermest sårbare. Det kan jeg mærke også som mennesker. Døden er tabu, og nærdødsoplevelsen er sgu også tabu. Fordi det skulle gå så lang tid, inden jeg bare turde spørge en anden.

Men maleriet illustrerer meget godt især floden. Men det, der fyldte meget i den første regression, jeg får lavet der, det er pyramiden, og så er det rejsen, og så er det gudinden.

[Paul Bridgwater]
Kan du sætte nogle flere ord på gudinden? Hvordan er hun?

[Johnny Sort]
Hun er jo mild, hun er smuk, hun er fantastisk. Man kunne jo godt blive forelsket. Det var jo mildhed.

Men jeg møder jo også et menneske eller en kvinde, som skubber mig tilbage til livet igen. Så selvfølgelig får hun en enorm status for mig. Og så skal jeg også lige sige, at sværdet er måske det, der fylder allermest i maleriet. Fordi svært var gaven, som jeg kunne tage med mig til at søge løsninger.

[Paul Bridgwater]
Og sværdet bliver jo også nødt til at være stort, og det er det så også her i billedet.

[Johnny Sort]
Ja.

[Paul Bridgwater]
Og pyramiden, det er ikke en klassisk ægyptisk pyramide, vel? Eller i hvert fald, den har man klarbetændt op, og så har den en åbning for oven, kan man se.

[Johnny Sort]
Ja, fordi det forvirrede mig faktisk noget. I mange år bagefter, der søgte jeg, hvem kunne den her gudinde være? Og faldt over den græske gudinde Athena, fordi uglen var med deri. Og Athenas symbol er jo blandt andet uglen, visdom og så videre. Men pyramidens åbning i toppen, den harmonerede ikke med den mytologi. Så på et tidspunkt blev jeg enig om, at det må være Athena, og så stoppede min søgning der.

Så man kan sige, at pyramiden, som har åbningen i toppen, det var ikke de ægyptiske pyramider.

[Paul Bridgwater]
Nej, det ligner mere noget fra Sydamerika.

[Johnny Sort]
Ja, men så meget indsigt havde jeg ikke på det tidspunkt. Nej, ikke på det tidspunkt, det får du senere. Men man kan også sige, at det, at jeg rejser mig, det bruger jeg måske allerede sværdet, fordi man kan jo også sige, det der med at lære at spænde snørebånd med en hånd, allerede dagen efter. Der var mange, der ville sige, at det kan man ikke.

[Paul Bridgwater]
Nej, for lige dem, der ikke har billedet foran sig, så kan man sige, at den er malet i nogle flotte pastelfarver, og der er en kvinde til venstre, som er gudinden, og så foran hende har hun det lange sværd, som Johnny har beskrevet. Og så er der et stort cirkel med en pyramide indeni, som er ligesom man ser ind i en, ikke en forstørrelsesglas, men man ser ind i cirklen, hvor foran pyramiden er nogle mennesker, som ser ud, som om de står i floden. Pyramiden er bagved floden i det her billede, hvor Johnny beskriver, at den faktisk er på denne side af floden, hvis man skulle sige det sådan.

Okay, der er også et billede mere, jeg tænker, og det er et, du får lavet noget tid senere.

[Johnny Sort]
Det er 40 år efter. Det er sådan en fejring af min overlevelse rent faktisk, hvor jeg så taler med en anden psykoterapeut, som også arbejder med regressioner. Jeg har spottet, at hun er sindssygt dygtig, eller er dygtig, og spørger sig, om hun vil prøve at føre mig tilbage igen, for jeg kunne rent faktisk godt tænke mig at opleve det her endnu en gang.

[Paul Bridgwater]
Ja, det kan jeg godt forstå.

[Johnny Sort]
Jeg er nok i denne her hypnose i over en time, og alt det står bare lysende klart. Men det, der især skinner igen ved den sidste regression, det er gudinden, og det er farverne. Jeg er ikke selv i stand til at gå ud og male et maleri, men jeg opsøger så en ny kunstner igen, og fortæller hende om den her rejse.

Jeg blev interviewet over flere dage, hvor hun så går i gang med at lave gudindemaleriet. Det er jo netop gudinden, som er i centrum der, og det er ren og skær taknemmelighed over den kvinde, som reddede mit liv. Jeg skulle have været en gravsten, jeg skulle have været væk på det tidspunkt for 40 år foræret.

[Paul Bridgwater]
Det er et meget flot billede. Hun har ikke en krone eller en diadem, men noget på hovedet, som breder sig ud ligesom lidt indiansk fjerdragt. Så er der en søjle midt i med en perlekæde på, og så har hun et krystal op i panden. Var det noget, du så, eller var det hendes fortolkning? Det er hendes fortolkning.

[Johnny Sort]
Jeg møder en kunstner, som jeg giver frit slag til at være kreativ.

[Paul Bridgwater]
Vi skal fange følelsen.

[Johnny Sort]
Ja, for jeg kommer jo og fortæller mit, men jeg skal også være lojal over for hende, som påtager sig af opgaven. Så hun skræddersyrer selvfølgelig hendes kreative kunstevner til det her maleri, og med min historie. Jeg synes, hun har gjort det fantastisk.

[Paul Bridgwater]
Jeg synes også, det er meget smukt.

[Johnny Sort]
Vildt begejstret. Så det der med at få det ned på billedet eller på lærredet, det har også gjort det langt nemmere for mig at gå ud og fortælle min historie. Fordi det er den, der er lagt ned på lærredet på denne her måde.

[Paul Bridgwater]
Ja, så det bliver mere konkret.

[Johnny Sort]
Ja, meget mere trygt for mig at sige, at nu tør jeg godt at fortælle om det. Eller tør, for der er jo ikke noget farligt i det, men jeg fik det bare ikke gjort. Ikke engang min egen kone, ikke engang mine egne forældre.

[Paul Bridgwater]
Hvis man så skulle spørge til, fik du nogensinde hentet sværdet?

[Johnny Sort]
Ja.

[Paul Bridgwater]
Kan du fortælle om det?

[Johnny Sort]
Det gjorde jeg i 2001.

Og historien forud er faktisk lidt en tragedie, men i 1993 blev jeg tilbudt en operation imod fantomsmerter. Jeg møder en kirurg i en radiosendelse, og denne her kirurg fortæller rigtig flot og godt om et godt tilbud, lad os sige sådan. Jeg kunne stadigvæk mærke min amputerede højre hånd, hvilket er meget typisk for amputerede mennesker.

Den legemsdel, som ikke er der længere, jamen de nervebaner, der leder ud til den amputerede del, er jo stadigvæk oppe i hjernen. Men jeg møder den her kirurg, som siger, at han kunne fjerne den her fantomoplevelse. Og det går ud på, at man går ind i rygmarven og finder de nervebaner svarende til højre hånd. Og brænder min højre hånds nerve over. Så teorien er, at de signaler, der kommer ned fra min hånd, de bliver blokeret på vejen op til hjernen. Jeg stiller faktisk kritiske spørgsmål omkring den her operation, men for at vide, at den er nem, enkel og lige til, at det er en operation, man har gode erfaringer med. Det er veldokumenteret, at standardoperationen landet over imod fantomsmerter. Jeg spørger omkring risikoen, og han siger, at selv en fødsel ville kunne gå galt. Det var de risici forbundet med det her. Jeg kan også sige, at hvis man skal lære lidt af den her historie. Havde jeg nu spurgt den her kirurg, må jeg se den litteratur, du taler om? Eller må jeg love at snakke med en af de øvrige patienter, der har været igennem den samme operation?

Jamen så havde jeg ikke haft det liv, som jeg har i dag. Fordi det der sker, det er som 30-åring, der kommer jeg ind og skal lave den her operation. Og så skal jeg lige sige, fra årene fra jeg var 18 til jeg bliver 30, der får jeg arbejde i en børnehave, og jeg tager en uddannelse som pædagog.

Jeg bliver formand for en billardklub. Jeg starter Dronninglund handicap-idræt op. Jeg bliver årets navn i nordjysk idræt.

Jeg kommer til at spille elite-billard på lige fod med ikke-handicappet. Jeg spiller fodbold. Så jeg er en rigtig, rigtig aktiv.

Og jeg får fire børn, ikke? Så der er fuld fart på. Så der var ikke noget der.

Og så får jeg lavet den her operation som 30-åring. Også det år vi valgte at blive gift. Og da jeg vågnede op efter den her operation, så er det en helt anden verden.

Det er et helt nyt liv. Så det at man har brændt mine nervebaner i rygmarven over, hvad jeg ikke var klar over, det var at man fjernede fire af mine torntappe, mine nakkehvirvler, for at kunne åbne ind til det selveste rygmarven. Men den smerte jeg vågner til, altså hvis du forestiller dig, at din overkrop er fyldt med saltsyre og brænder. Helt tiden, altså der er ildebrænd i din krop. Og så inden operationen havde jeg en kildrende fornemmelse i min amputerede hånd. Efterfølgende så er det sådan, at hvis du døber din hånd i petroleum og sætter ild til den og lader den brænde, så brænder min hånd.

Så det var den smerte jeg vågnede til. Og nu snakker vi 93, og i dag har vi 24. Sådan har mit liv været hver eneste sekund siden den her operation.

[Paul Bridgwater]
Det er 29 år.

[Johnny Sort]
Det kan jeg ikke gøre det.

[Paul Bridgwater]
Det er mig, der ikke kan tælle…

[Johnny Sort]
Det var jeg da ikke endt til.

[Paul Bridgwater]
31 år.

[Johnny Sort]
Nej, men de næste syv år efter den her operation, hvis vi kan snakke de yderste grænser af et menneskes liv, så var det kampen for at overleve. Jeg mister mit job. Vi mister indkomst.

Vi må gå fra hus og hjem. Jeg bliver enormt presset af, at jeg ikke sover om natten. Siden 93 har jeg sovet mellem 1 og 3 timer i døgnet.

Fordi lige så snart jeg skal lægge ned og slappe af, så brænder min krop. Men en ting er min livskamp, som jeg kommer ind i. Fem år efter operationen, der mødte jeg en anden patient, der havde været igennem den samme operation.

Jeg har altid fået at vide, at jeg var den eneste det var gået galt for. Alle andre gange er det gået godt. Og det er jo den, man står med, som Palle alene i verden. Men nu møder jeg en mere, som har været igennem den samme operation. Hun bliver opereret en måned efter mig. Og hendes fortælling og beskrivelse af hendes smerter, for eksempel når hun havde så mange smerter bagefter, at når hun ikke kunne holde smerten ud, så stak hun armen ind i en gloende varm ovn og brænder sig selv. For simpelthen at flytte fokus fra den smerte, der er der hele tiden. Jeg har for at vide, at jeg er den eneste, der går galt for. Og nu møder jeg et andet menneske, som har været igennem det samme.

Vores begges opfattelser var, at det var en operation, man lavede hundredvis af. Det, der så sker, det er, at jeg begynder at kæmpe imod det her system. Og når man stiller sig op imod det danske sundhedsvæsen, og hele det system, både klagesystem, sundhedsstyrelse, retslægeråd og Folketingets sundhedsudvalg. Altså hele den verden. De er saftsussemig dygtige til at beskytte hinanden, eller beskytte sig selv. Så det, der egentlig er den historie, det er, at jeg får samlet alle patienterne.

Og i Danmark er der 15 patienter, der får lavet den her operation. Da jeg får den lavet i 93, så er jeg nummer 5. Jeg får samlet alle patienterne, og de 14 af de 15 operationer, de var gået helt galt.

[Paul Bridgwater]
Ej, nej, nej, nej, nej.

[Johnny Sort]
Jeg møder folk, der begår selvmord bagefter. Jeg møder mennesker, som tager mere og mere smertestillende medicin.

Og til sidst så står organerne af, at man dør af den morfin og smertestillende medicin, man får. Så mens jeg får samlet alle de her mennesker, så kommer jeg også til at kæmpe deres kamp. Og det er i forbindelse med den kamp, at jeg er nødt til at hente sværdet.

[Paul Bridgwater]
Og hvordan gør du det?

[Johnny Sort]
Jeg sætter mig ned på stranden, ved en solopgang, og lukker øjnene og tænker mig tilbage. Og på den måde så rejser jeg op og henter sværdet. Så det sværd har jeg bare inde i mig selv, eller inde i min hjerne.

[Paul Bridgwater]
Og henter du det hver dag, du går ned til stranden?

[Johnny Sort]
Nej, jeg har bare hentet det ene gang. Det var bare en rejse. Så jeg har en fantastisk gave, som jeg har brugt især i den kamp mod hele vores sundhedsvæsen.

[Paul Bridgwater]
Jeg bliver jo nysgerrig, altså hvordan bruger man det? Ej, hvordan bruger man det? Hvordan er det?

[Johnny Sort]
Man kan bruge det i forbindelse med den kamp i det system. Du drømmer ikke om, hvor mange fælder der er. Hvis du skriver til patientombuddet, eller sundhedsstyrelsen, eller patienterstatningen, de er verdensmester i at formulere. Jeg kan give et godt eksempel. Der var en kvinde, der havde fået lavet den her operation. Hun dør bagefter, hun begår selvmord.

I hendes operationspapir, der står der, at hun er blevet hjulpet. Og når sundhedsstyrelsen går ind og siger, at nu laver vi en undersøgelse, så beder man om at få patientjournalerne, og så kigger man, hvad der står i patientjournalerne. Så selvom vedkommende er død, og man ved, at hun er død, så står hun registreret som en, der har fået et positivt resultat, fordi det står i patientjournalen. Det er de fælder, man er op imod. Jeg er heldig, at jeg møder en journalist på Danmarks Radio, som går ind og laver to tv-udsendelser om denne her operation. Som menneske har jeg ikke haft en jordisk chance.

[Paul Bridgwater]
Nej, man skal op i medierne.

[Johnny Sort]
Ja, fordi når jeg ringer til sundhedsstyrelsen, så får jeg en kontordame, men når journalisten ringer, så får han medicinaldirektøren. Det er to forskellige steder, man kommer. Så jeg er også heldig med, at jeg møder en fantastisk journalist, som bliver en af mine rigtig gode venner, som hjælper.

Og det er måske også sværdet, der har hjulpet mig til at finde ham. Så det er på mange mentale planer, at man skal bruge det her sværd.

[Paul Bridgwater]
Ja, til at løsne knuder.

[Johnny Sort]
Lige nøjagtigt.

[Paul Bridgwater]
Ja, og få viklet trådene ud, så ikke?

[Johnny Sort]
Lige nøjagtigt, ja.

[Paul Bridgwater]
Ja, det er vildt. Og hvor er du så nu i dag i forhold til …

Altså fik I erstatning? Lykkedes det?

[Johnny Sort]
Jeg fik, som den eneste.

[Paul Bridgwater]
Ej.

[Johnny Sort]
Men det er jo igen en lang historie.

Der var to af de andre, der kørte til Højesteret. Og tre gange, så sad der læger i retslægerådet, der var inhabile, for at udtale sig. Så som menneske har man ikke en jordisk chance i den verden.

Så det endte så med, at de opgav … Ja, Sonja, den ene, hun skulle betale 50.000 til kammeradvokaten. Altså, vi har skabt sådan et system, der sidder og fodrer sig selv.

Det er helt vildt, hvordan man bruger oceaner af penge. Jeg fik erstatning. Og det er jo …

Den historie skal vi slet ikke give ind på.

[Paul Bridgwater]
Nej, nej, nej, men jeg ville tænke, hvor endte den der. Ja.

[Johnny Sort]
Og hvor, at man kan sige, for et ødelagt liv, så snakker vi en erstatning på 500.000. Ja. Så det er jo heller ikke vilde summer, men det var med til at redde min familie i 2001-2002, at vi kunne få økonomien… Vi havde en årsindkomst på det tidspunkt på 110.000 til to voksne og fire børn.

[Paul Bridgwater]
Nej, det er jo …

[Johnny Sort]
Ja. Så vi har også været presset rigtig langt ud som familie. Samtidig med, at man skal kæmpe.

[Paul Bridgwater]
Ja.

[Johnny Sort]
Og jeg var så syg, at jeg ikke engang kunne gå op og bede om sygedagpenge.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Jeg kunne ikke gå op på kommunen og sige, at jeg har brug for hjælp. Så langt ude var jeg faktisk. Jeg husker sådan et eksempel.

Hvis man sad nede ved frisøren og skulle klippes, så har man jo typisk øjenkontakt i spejlet. Ja. Og bare det at skulle kigge på et andet menneske og kigge i øjnene, det var nok til, at jeg næsten var ved at bryde sammen.

Ja. Så det er også de yderste grænser, de yderste følelser. Så det er også en enorm kontrast til nærdødsoplevelsen, men den har jo rent faktisk reddet mit liv, også i denne her kamp.

[Paul Bridgwater]
Men når jeg snakker med dig og når vi har ringet sammen tidligere, så har jeg tænkt, at det var dog et utroligt positivt, lysende, roligt menneske. Er der sket en ændring siden? Eller har du fundet nogle måder, du kan takle smerterne på?

Hvordan er det lykkedes dig at nå derhen? Du holder jo mange foredrag. Du engagerer dig i foreningslivet.

[Johnny Sort]
Jeg vil sige, at 90% af min dag, af døgnets 24 timer, det er 100% smerter. Det er, hvor mine smerter er der hele tiden. Det er, hvor de fylder i mit liv.

Den smerte, jeg har, det er ildebrand i kroppen, og det er ildebrand i min hånd. Så den eneste måde, jeg kan for eksempel flytte fokus fra mine smerter, det er, når min hjerne har fuldt fokus på noget andet, så kan jeg fortrænge mine smerter. Det er altafgørende for mig at leve.

Jeg er nødt til at leve. Hvis jeg bare giver mig helt hen til at sige, så er man bare smerter, så er det det. Så tror jeg ikke, jeg er her længere.

Men det kræver også enormt både struktur og energi at træde ud af den her verden og så fokusere på de gode ting. Jeg er jo heldig med, at jeg har masser af børnebørn. Jeg er heldig med, at de bor tæt på.

Så det er jo en sindssyg god strategi at lige køre forbi og hilse på dem eller sige hej. Bare ti minutter. Og så være taknemmelig for, at det lykkedes mig også at få lov at opleve det.

Jeg skulle jo egentlig have været død under toget, ikke? Og så alligevel den begejstring, der ligger i, at mit liv går videre. Også den dag, jeg ikke er her længere.

[Paul Bridgwater]
Så det er også et taknemmelighed, der driver?

[Johnny Sort]
I den grad. En anden måde, en anden strategi, det er for eksempel, hvis jeg vågner klokken et i nat. Det er slet ikke…, det vil være helt naturligt. Jeg går i seng klokken 11 og måske vågner klokken et. Så normalt, når man tager natten med sig ind i dagen, og man tænker, det bliver en lang dag, fordi jeg har ikke sovet i nat. Der gør jeg så det.

Jeg prøver så vidt muligt at lave noget konstruktivt de første par timer. Men nu for eksempel, solen står op klokken fem. Så tager jeg allerede ned til stranden klokken fire.

Og det, der sker, når jeg sidder nede på stranden. Jeg har kaffe med, jeg kan tage min computer med, jeg kan lave nogle arbejder eller et eller andet. Eller lave et foredrag.

Men det, der sker, når jeg sidder nede på stranden, det er et, det er duftene. To, det er lydene. Det er bølgerne.

Det er fuglene. Tre, det er horisonten. Og det er vinden.

Så det der med at begynde at trække vejret. Og trække det stille og roligt. Det er jo også en strategi i forhold til at flytte mig.

Altså smerter er jo en stresstilstand. Og så prøver jeg at gå over og finder en ro. I at sidde her på stranden.

Og så gør jeg altid det, at jeg skriver mine taknemlighedsord.

[Paul Bridgwater]
Ja, det kan jeg se et et billede af. Altså fra en af dine avisartikler. Eller en avisartikel om de her ord, der står.

Hvad for nogle ord kunne det være, at du skriver?

[Johnny Sort]
Jamen altså det første, det er, at jeg har et sted at bo.

[Paul Bridgwater]
Ja, det kan man være taknemmelig over.

[Johnny Sort]
Nå men jeg har prøvet det modsatte.

Jeg har mad på bordet. Jeg har familie. Jeg bor et sted, hvor der er fred.

Der er trygt. Det kan også være, at jeg skal ud og holde foredrag. Og i morgens, der er jo det helt klart den her podcast.

[Paul Bridgwater]
Det glæder mig.

[Johnny Sort]
Men det er jo, at du flytter dit fokus. Du flytter dit mindset på nogle ting, der giver mening. Og på den måde kan du udviske natten og mørket. Sådan, at det er det andet, du har fokus på. Men du skal også bare lige… Jeg er rigtig god til at træde ud af den rolle.

Se nu laver vi den her podcast. Men det er også sikkert som amen i kirken, at lige så snart vi er færdige, så er jeg smadret. Jeg betaler også mine priser ved at tage ud og holde foredrag.

Jeg kan holde til ét foredrag på en uge. Hvis jeg begynder at tage to eller tre, så begynder min hjerne at stresse af. Ligesom sådan en PTSD.

Du kan slet ikke rumme dit liv og din hverdag. Så jeg skal passe rigtig meget på min energi.

[Paul Bridgwater]
Vi skal tale om de her billeder, du tager om morgenen. Fordi det fører jo også til nogle andre overraskende konklusioner på din nærdødsoplevelse. Noget, som jeg har tænkt lidt over, siden du fortalte mig det.

Vi bliver nødt til at have historien med… Du tager et billede. Nu viser jeg lige billedet for dem, der er på Zoom.

Jeg skal lige share screen. Og… Nu skal vi lige se…

Så det her, det man ser, det er et billede af solen, der er ved at stå op. Det er nogle fantastiske farver, hvor sollyset spejler sig i vandet. Blå og mørkerød og orange.

[Johnny Sort]
Ja, og himlen. Jeg har jo siddet samme sted de sidste…første gang jeg var i regression. Det var derefter, jeg begyndte for alvor at sætte mig ned.

Og det, der sker, det er… Jeg har jo taget en masse solopgangsbilleder. Og specielt der, hvor vandet er helt spejlblankt.

Hvor horisonten spejler sig ned i havoverfladen eller vandoverfladen. Det påvirker mig. Og nogle morgener tager jeg 100 billeder.

Det er bare med mobiltelefonen. Og der er ikke noget manipulation af farver eller nogen ting.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Det er som det er. Og det ændrer sig fra minut til minut. Hvis folk har smerter, stress eller bekymringer, så er det nok den bedste terapi, der overhovedet findes.

Det er at finde den ro, der er i den solopgang. Ja, det kan også være solnedgang for den sags skyld. Men nu bor jeg ved Kattegat, så selvfølgelig er det solopgangen.

Men det, der sker, det er, at jeg tager billeder og lægger dem op på Facebook. Og får rigtig mange kommentarer. Og så var der en skolelærer ud fra en efterskole. Jeg kender rigtig godt. Hun spurgte, om det var til at købe billederne. Om man kunne få dem som kalender.

Så langt havde jeg ikke tænkt. Men jeg fik så lavet en årskalender med et billede hver måned. Og så tog jeg ud til hende, fordi jeg syntes, at hun var en rigtig gæv skolelærer på den efterskole. Så jeg gav hende det bare som en gave. Hun var så yderst taknemmelig og syntes, at det var helt fantastisk. Og så ser hun så, at hun havde noget hun gerne ville vise mig. Og så bor hun ude på landet. Og så oppe på hendes seng har hun en yurd. Sådan et telt, som nomaderne bruger.

Og fortæller, at de er nogen, der mødes en gang hver måned. I forbindelse med fuld måned. Og så laver de nogle meditationer.

Eller sange og danser. Og svedehytter. Men sådan den spirituelle verden.

Og det var meget fjern for mig. Jeg synes helt klart, at om nogen, så har jeg været meget jordbunden.

[Paul Bridgwater]
Det har været billard og fodbold.

[Johnny Sort]
Lige nøjagtig.

[Paul Bridgwater]
Og familie.

[Johnny Sort]
Så blev jeg inviteret med. Og er åben og tager med derud. Så skal de lave en meditation.

Vi er omkring 15, der sidder rundt i den her yurd. Og så hende, der skal holde meditationen. En kvinde.

Som jeg aldrig har mødt før. Hun hedder Jane. Og har et sted, hun kalder for Moder Jords have. Heroppe i Ventshøsten. Nå, men luk øjnene. Fødderne godt ned i gulvet.

Bare give slip og slap af. Og så, da hun begynder at tale, så tænker jeg, at den stemme, den kender jeg. Den har jeg bare hørt før.

Hårerne rejser sig. Og jeg er bare ikke et sekund i tvivl. Det er gudinden fra min nærdødsoplevelse.

[Paul Bridgwater]
Det er vildt.

[Johnny Sort]
Og tårerne, de triller ned af kenderne. Og jeg er med i, jeg er totalt forvirret. Totalt forvirret.

Det her gik sgu langt ud over min forstand i alle mulige måder. Nej, men så da hun er færdig. Og vi fortæller så sådan, hvad vi har oplevet.

Og jeg kunne ikke fortælle om det her.

[Paul Bridgwater]
Nej.

[Johnny Sort]
Der sidder mange mennesker omkring mig.

Så jeg ringer til Jane dagen efter. Og spørger, om jeg må komme op og besøge hende.

[Paul Bridgwater]
Ja.

[Johnny Sort]
Og jeg tager så op til det her lille sted. Altså hun er et fantastisk menneske. Altså har levet i den spirituelle verden.

I hele hendes liv. Og jeg har taget mine malerier med. Så tager jeg ind, og så spørger jeg hende som det første.

Da vi kommer ind i stuen. Hun var jo spændt på, hvad det var, jeg ville. Og jeg spørger så, hvad lavede du fredag den 13. november 1981 22.52? Hun siger, det ved jeg sgu da ikke. Og det var lige før, hun gik over for at kigge efter en kalender.

Men hun gik så tilbage i 1981 på Akademiet i Aarhus. Men begynder at fortælle. Hun er shaman. Hun har været over i Mexico, Peru, Guatemala. Været over og besøge alle de der pyramider. Det er derovre, hvor der er åbning i toppen.

Og det der også er, det er at hun fortæller. At hun tit har oplevet det der med at gå i seng om aftenen. Og så være dødtræt om morgenen.

Som om man har været på arbejde hele natten. Og det er egentlig sådan, kan jeg konkludere. Der er jo andre, der ved meget mere om det her.

Men det er måske sådan, hvis jeg skal beskrive det. Det er jo, at der måske er en mellemstation. Imellem livet og døden.

Eller en dimension. Hvor man kan sige, når man er på vej ind i dødsriget. Så er der sådan et holdepunkt.

Det kan også være de der skikkelser, de har ventet på nogle andre. Men hvor at de mennesker, der har den evne og kan gå ind i den dimension. Kan være engle og kan skubbe mig tilbage. Det er lige nuagtigt. Så min opfattelse af det her, det er at der er en dimension. Imellem livet og døden.

Hvor man kan enten rejse den ene eller den anden vej.

[Paul Bridgwater]
Var der andre ting ved hende? Var det stemmen alene, eller lignede hun gudinden?

[Johnny Sort]
Det var stemmen. Jeg har jo tænkt på, hvordan hun har set ud for 40 år siden. Men det var stemmen, fordi jeg lukkede øjnene.

Og så var jeg ikke … Jeg så hende ikke som Gudinden, da vi hilsede på hinanden.

[Paul Bridgwater]
Nej. Men det er interessant. Jeg har også oplevet noget af det samme med hensyn til en drøm, jeg havde for mange år tilbage.

Hvor jeg netop også bevægede mig op ad en bjerg. På toppen af bjerget var der også en Gudinden. Som samtidig var en jeg kendte.

Jeg vidste, det var en dobbelthed. Det var både en person jeg kendte, som var kollega. Og det var samtidig også en gudinde. Og det var den der dobbelthed. Det var jeg godt klar over i situationen. Og hendes budskab var ret sjov.

Det var, at mennesker tror, at de kan komme med smiger og komme op til toppen af bjerget. Men det kan de altså ikke. De må bevæge sig hele vejen rundt om bjerget, og det tager lang tid.

Så tænkte jeg, okay, der er lang vej.

[Johnny Sort]
Så blev du sendt ned igen. Ja, lige præcis. Fedt.

[Paul Bridgwater]
Ja, det var nok meget godt. Det var sjovt parallelt det der med, at du møder en, som faktisk er et menneske. Og det havde jeg også den der tydelige fornemmelse af.

Hun var både det ene sted og det andet sted samtidig. Nå, men det betyder vel noget. Det skal jo ikke sige på den måde.

Hvad betyder det så, at du oplever det? Ændrer det dine perspektiver?

[Johnny Sort]
Jeg synes, at det at du kontaktede mig for et stykke tid siden, har også været med til at sætte nogle tanker i gang. Fordi jeg bliver efterhånden overrasket igen og igen. Hvis jeg lige tager min livsbane bagud, så er der jo ingen tvivl om, at jeg kommer ind.

Jeg får en uddannelse som socialpædagog og arbejder inden for handicapområdet. Jeg starter handicapidræt op. Jeg underviser på Dansk Handicapidrætsforbund i 25 år.

Jeg er med i specialsport Danmark og hjælper handicappede børn med i fællesskaber. Og sammen med en kammerat laver vi noget, der hedder Ud af labyrinten. Hvor vi laver en gratis åben rådgivning for mennesker, der bliver fanget i systemet.

Og der skal jeg lige hilse til, at der er rigtig mange. Jeg med min rejse med den kamp i sundhedsvæsenet, har gjort en masse erfaringer. Hvor jeg har været med til at guide andre mennesker.

Hvor er det knuden, der er? Hvad er det, der holder dig fastlåst? Og har selvfølgelig også en livserfaring i forhold til at rejse mig, når livet gør ondt.

Så på den måde, sammen med Roland, der er psykoterapeut, har vi kunnet hjælpe nogle mennesker. Vi havde lejet et kontor på Dronninglund Slot. Vi har et tårnværelse som vores base, så når folk kommer ind i krise, og så kommer ind på et tårnværelse på et slot, det er super fedt.

Fordi det var ikke det, man forventede. Vi har nok hjulpet 150-200 mennesker i den tid, vi var deroppe. Så gik vi i konkurs.

Det er naivt at lave en gratis åben rådgivning. Vi skulle ikke leve af det, men vi troede, at vi kunne få hjælp fra kommuner eller nogen, der ville støtte os. Men vi lærte også, at dem, der arbejder i kommunen, de afgiver ikke deres job for at hjælpe andre. Men det der med at få lov til at hjælpe mennesker i sorg, hjælpe mennesker i krise, være med til, at der er nogen, der kommer og siger, at du har reddet mit liv. Det er jo fedt at få lov til at gøre den gerning. Og der, hvor jeg egentlig er i dag, hjælper stadigvæk mennesker, men har lært at klone mit sværd, sådan at andre kan få sværdet også.

Så har jeg fundet nogle sten ved Vesterhavet, som er helt runde, helt blanke. Så lad os sige, at det var dig, der kommer og siger, at du står i en eller anden håbløs situation. Så har jeg det her sværd, du kan få som gave.

Så får du stenen, du kan tage med dig, så når du sidder til samtale oppe på jobcenteret eller i en eller anden svær situation, så tager du bare stenen i hånden, så er det sværdet. Så sværdet kan deles alle mulige steder hen. Så det her, det er ikke min ejendom.

[Paul Bridgwater]
Det er en meget smuk tanke. Og så kan man sige, at den kan også komme i en podcast.

[Johnny Sort]
Men jeg skal ikke eje.

[Paul Bridgwater]
Nej, det er det. Den kan komme videre. Det forstår jeg godt.

[Johnny Sort]
Så det her sværd handler jo meget om tro. Det handler om selvtillid, det handler om styrke, det handler om at også sondere sit liv. Altså hvad er det, der holder mig låst fast?

Så sværdet kan også være med til at sige, at man tør at svæve op og så se ned på sig selv og løsne de knuder, der nu skal løses.

[Paul Bridgwater]
Altså det er også et smukt billede, som jeg tænker også. Du må bruge meget af det der med at kunne analysere forskellige dele af dit liv og så træffe nogle beslutninger. Du har de her stærke smerter, du vågner tidligt om morgenen.

Alligevel finder du en løsning på baggrund af den situation, du er i for at komme videre. Og så er det jo en gave, at du har taknemmeligheden med dig. Det synes jeg også er meget smukt.

Vi skal lige finde ud af, har du så fundet sværdet?

[Johnny Sort]
Jamen det har jeg jo.

[Paul Bridgwater]
Det synes jeg også er meget smukt.

[Johnny Sort]
Og det er jo en endnu værre historie. Jamen i december her i 2023, der fik jeg en opringning fra en loge, som er i familie med Malteserordenen. En dansk afdeling, hvor de ville give mig en gave for mit frivillige arbejde.

Og så tager jeg til Sæby, op til det hedder vel præsidenten. Og så får jeg en kuvert.

[Paul Bridgwater]
Jeg troede de var stormestre. Nå, det er lige meget.

[Johnny Sort]
Det kan også være. Lederen er det. Og så skulle jeg så have taget et billede med det diplom, jeg fik. Og kommer så ind på hans kultur, som bare er smæk fyldt med alverdens skjold og ordener og diploma. Virkelig en historie omkring den kultur. Og så sætter jeg mig i sådan en stor lederstol, og sidder og skal vise det diplom, og så skal han tage et billede. Og så rejser hårene sig igen. Og da jeg så rejser mig op og kigger, så over i det ene hjørne, der hænger sværdet på sådan en traplade.

[Paul Bridgwater]
Det er jo så vildt.

[Johnny Sort]
Jamen jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige. Jeg bliver faktisk vildt begejstret. Samtidig med at jeg også bliver berørt.

Og så nogle gange tænker man, er det ens egen underbevidsthed, der bare søger de her ting? Eller er det bare universet, der nu siger nu er det nu? Og jeg er kommet dertil, hvor jeg også skal give meget mere slip på mig selv.

Jeg har sådan nogle gange, måske i det sidste stykke tid, alt det der er sket med at gudinden, og nu også sværdet. Altså lidt som et elastik, der bliver strukket ud. Opad, og stadigvæk så holder jeg også fast i jorden.

Og der har jeg den følelse, at jeg er der, hvor jeg skal til at turde give meget mere slip. Og de mennesker, der kontakter mig, som siger, at vi har en håbløs situation. Det kræver også en samtale, når man får foræret sværdet og stenen. At turde og bevæge mig ind i det univers. Og give slip. Og så lad mig bruge min livserfaring som den gave.

Fordi vi er også bundet op i en kultur i Danmark og den vestlige kultur. Altså hvor det er systemer, der er rigtig gode til at holde mennesket fast. Så vi kan ikke løbe fra kulturen.

Så det at lave et samspil mellem det spirituelle, det åndelige og universelle, og så vores kultur. Det egentlig det vi gerne vil.

[Paul Bridgwater]
Ja, det lyder rigtig godt og meget nødvendigt. Og jeg tænker, at nu skal vi til at afslutte podcasten. Fordi vi har været igang længe

[Johnny Sort]
Jeg glæder mig.

[Paul Bridgwater]
Jeg tænker også okay. Tusind tak Johnny, fordi du ville være med her. Det er et stort privilegium at tale med dig.

Og det er inspirerende. Og hvis det er lige så inspirerende for andre som det har været for mig at høre på det her, så har vi nået meget. Og så tænker jeg, at hvis du vil høre denne podcast og andre podcasts, så er de at finde på.

Og nu kommer reklamen så på www.healinghelp.dk/blog. Og så kan jeg jo bare anbefale, at man googler Johnny Sort og ser hvad der kommer op. Og der er masser af materiale. Mange foredrag.

Og nogle meget flotte billeder af solnedgange. Solopgange! Nu slukker jeg for optagelsen i hvert fald.

Se mere om Johnny Sort her:

Johnny Sorts hjemmeside: https://johnnysort.dk/

Journalen med Steen Ysing: Johnny Sort: Et ar for livet: https://www.youtube.com/watch?v=OnRp5CR4ZO8&t=129s

Når Sandheden gør ondt: https://www.youtube.com/watch?v=Dxs3eTTLkS0&t=933s

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *