Julefrokost og læringsglemsel

“Læringsglemsel” er rektor, professor og forfatter Lene Tanggaards udtryk for, at når man lærer, må man helst glemme at man lærer. Læringsglemsel er også titlen på hendes lille bog fra 2018, som lå fint pakket ind under juletræet i år. Måske ment som et kærligt hip til mig, som netop arbejder som læringskonsulent. En af bogens pointer er enkel: Det nytter ikke noget kun at fokusere på strategi, kompetencer og læringsmål i uddannelsessystemet, for i sig selv kan de stjæle fokus fra erkendelsen.

Julefrokoster giver også en god anledning til at glemme. I denne tid kunne man ellers fokusere på at gøre regnskabet for året op og lægge nye planer for året, der kommer. Oprette nytårsforsæt og åbne den nye kalender. Men måske skal man bare glemme det og nyde det, der står på bordet lige foran en. Som Johannes V. Jensen skriver

[…] Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det på Afstand!
Jeg vil begrave mig i en Slurk…
Jeg var tørstig…i Aftes, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.
Der står fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild –
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen at jeg tier.
[…]

(Ved Frokosten, Johannes V. Jensen, Digte 1906)

Det umiddelbare ved sansningen driver tankerne på flugt. Der er ikke ord tilbage. Tanden i stegen gør at digteren tier. Lene Tanggaard beskriver en tilsvarende ordløs erkendelsestilstand på flere forskellige måder: “måske er tåge lige så vigtig som klarhed”, ” [..] det gælder ikke om at fylde en spand [med læringsmål], men om at tænde en bål” og så citerer hun Peter Bastian “En situation kan udvikle sig på den ene eller anden måde, men når en situation udvikler sig optimalt, i kærlighedens navn, er der altid en fornemmelse af, at man bliver beåndet, man bliver henført, man bliver inspireret. I hvert fald hele den der oplevelse af, at man glemmer sig selv, ikke for at glemme sig selv, det er en følge af opslugthed af metieren. En opslugthed af det, der foregår. (Tanggaard s. 28, s. 92 og s. 75-76)

Men nu har jeg måske også skrevet nok om det. Flere ord lægger flere lag til. Flere associationer kræver flere forklaringer. Der er måske vigtigere at være i det øjeblik vi higer efter, at kunne glemme os selv for at lære at være os selv. Måske ved at sætte tænderne i et godt stykke smørrebrød.

Velbekomme!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.