Kan man tænke sig rask?

Jeg mener det er direkte skadeligt og kan være livsfarligt at sætte sin lid til at man alene med den rette tro, tanke eller indstilling kan kurere sygdomme som kræft, parkinson eller sklerose. Men at der er en forbindelse mellem psyken og kroppen kan der næppe herske tvivl om. I denne sammenhæng er TV serien “Kan man tænke sig rask?” interessant.

“Kan man tænke sig rask?” er navnet på en serie på TV2, hvor journalist Thomas Breinholt igangsætter forsøg, interviewer forskere og taler med patienter om lindring af kroniske sygdomme gennem tankens kraft. I det første afsnit i torsdags d. 7/6-2021 var der to bemærkelsesværdige optagelser: En med en parkinson-patient, der havde oplevet en markant forbedring efter besøg hos en healer, og en med en spansk forsker, der havde påvist, at en del af hendes patienter fik det bedre efter at have været udsat for placebomedicin. Vel at mærke hvor patienterne på forhånd havde fået fortalt, at de piller de fik ikke havde nogen medicinsk effekt!

For at undersøge placeboeffekten nærmere havde Thomas Breinholt etableret et forsøg med en såkaldt “falsk healer”, en skuespiller, der kun lod som om hun healede. Den “falske healer” var en tillidvækkende yngre kvinde med en rolig fremtoning. Hun havde langt mørkt hår og bar en halskæde med krystalvedhæng. Forsøgspersonen lå på en briks i behagelige omgivelser. Skuespilleren lagde et klæde hen over forsøgspersonens øjne og holdt hænderne et par centimeter ud fra dennes krop. Samtidig forklarede hun blidt, hvilket område af kroppen hun nu behandlede. Nogle af forsøgspersonerne fortalte om en forbedring i deres tilstand, de mærkede endda fænomener som varme, afslapning og smertelindring. Journalistens pointe var, at det var forsøgspersonernes egne forventninger til behandlingen, der gjorde, at de mærkede en forbedring, altså “de tænkte sig raske”. Det vil jeg gerne udfordre lidt: 

Hvis to bagere bager brød, hvor den ene er uddannet og den anden er en skuespiller, er skuespillerens brød så nødvendigvis uspiseligt? Eller hvis to præster holder en gudstjeneste, hvor den ene er skuespiller og den anden er teolog, er skuespillerens prædiken så værdiløs?

Problemstillingen må have gjort indtryk på mig, for om natten drømte jeg om den i en finurlig form: Jeg drømmer, at det er vinter, der er sne, og jeg ligger i en bivuak ude i en skov, for enden af en skovvej. Det er nat. Vi er flere afsted sammen, men jeg er den eneste, der er vågen. Pludselig kommer der en kane kørende hen ad skovvejen, ned mod vores lejr. Der skinner et blåligt lys om kanen, der er trukket af heste. Jeg bliver klar over, at der er noget underfuldt på vej! Ud af kanen stiger der en figur, der virker genkendelig. Jeg er stærkt bevæget, jeg græder nærmest, det er så stort. Hvem er det? Åh – det må være julemanden! Manden går mig i møde, men mens han går, forvandler han sig. Han bliver mindre. Det lysende forsvinder. Nu ligner han en helt almindelig person, ligesom dig eller mig. Han har en lidt slidt brun vadmelsskjorte på. Jeg prøver at hilsen, han stopper ikke, men går lige forbi. Og så går det op for mig, at selv om manden var helt almindelig, så var han samtidig den rigtige julemand. Han kunne begge dele på én gang, og det kan vi alle. 

Da jeg vågner, kommer jeg i tanker om C.G. Jungs teori om arketyper. Han ville påstå, at vi alle har en forbindelse til dybe lag af bevidstheden, hvor arketypiske figurer optræder: julemanden, healeren, krigeren, vismanden, prinsessen, heksen med flere. Og som Jung ville sige, spørgsmålet er ikke om disse arketyper er falske eller sande, for vi oplever dem som virkelige, og de har en effekt – de er virksomme.

Så det med at kunne tænke sig rask er måske ikke en viljessag, men en villighed til at åbne sig overfor det, der er større end en selv. At forbinde sig med andre mennesker i en indre og ydre rammesætning, hvor forvandlingen kan ske. Om det så er hos bageren, i kirken eller på behandlingsbriksen. Det er ikke tankens kraft alene, der gør det. Det er forbindelsen mellem os, hvor det psykiske landskab åbner sig og bliver spirituelt. Og hvor kroppen responderer og aktiverer vores egne muligheder for at arbejde med det, som er problemet.  

Det med at tænke sig rask er også så meget sagt. Det kan godt være, at det er et problem ved vores nuværende sundhedssystem, at vi som patienter ofte bliver gjort til passive modtagere af en medicinsk behandling. Men vi skal ikke over i den anden grøft, og tro at vi skal tage det fulde ansvar for vores egne dårligdomme. COVID-19 er en virus, og nok så mange tanker kan ikke afværge smitte. Her er det mere effektivt at holde afstand og bruge håndsprit! Parkinson eller sklerose er kroniske sygdomme, udviklingen kan måske bremses eller gå i stå, men selve sygdommen kan efter min bedste overbevisning ikke tænkes væk. 

Måske er svaret på spørgsmålet “Kan man tænke sig rask?” – nej, det kan man ikke. Men man har måske mulighed for at aktivere et indre beredskab for at lindre symptomerne – nogle gange med overraskende gode resultater.

2 reaktioner

  1. Tak for dit gode indlæg – tænker at vi har en mere eller mindre uopdaget kraftknap i os, som ved brug af stædig viljestyrke eller en andens mod/medspil kan mobilisere nogle særligt dygtige celler som afgiver energi når livet “gælder” – ligesom hvis man er tæt på at drukne eller kommer ud for noget umuligt, hvor noget andet end det velkendte i adfærd pludselig tager over. Det er her mange udtaler, at de ikke rigtig ved, hvor al den kraft kom fra, så de kunne redde situationen. Tænker at vi skal bruge meget mere tid på at udforske vores fantasi, som jeg mener er fri og uden rammer for enhver forestilling som, med vedholdenhed, kan skabe virkelighed.
    Kan man tænke sig rask? Måske … 🤔

    1. Hey, jeg er ikke i tvivl om at tankens kraft er større end de fleste er klar over, som eksempel er min personlige teori om depression og tristhed – kan tit forsvinde alene med. Et par smil om dagen,, jeg.memer du behøver ikke have grund til at smile. For at det hjælper, det alene kan på sigt Være nok til at se forbedring. Jeg ved godt det ikke er særligt uddybende, men jeg ville heller ikke skrive en hel roman

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.