Værsgo, kom bare ind – jeg er både glad og beæret! Skal jeg lige hjælpe dig af med den der? Jeg tager lige din frakke og hænger den her (hvis du har brug for det, så ligger toilettet lige derhenne). Tag sofaen, gør det nu, så kan du selv styre, hvor tæt du sidder på pejsen.
Så tæt går Martin Amis på sin læser i sin seneste “roman” Inside Story (2020). Ikke alene bliver læseren inviteret ind i forfatterens hjem, men vi får tilbudt whisky, et gæsteværelse og et indblik i mange af de bøger forfatteren læser.
Jeg er ved at læse to selvbiografiske værker, det ene af Thomas Merton: The Seven Storey Mountain (1948), det andet Inside Story af Martin Amis. I begyndelsen var det lidt skizofrent. Thomas Merton (1905 – 1968) var en katolsk munk, der dyrkede stilheden, hans liv var og er en inspiration for mange indenfor tværreligiøs tænkning og spiritualitet. Martin Amis (1949 – ) er en nutidig vittig, sekulær, britisk forfatter, der ikke holder sig tilbage med hensyn til kvinder, sprut, sprog og meninger.
Gradvist under læsningerne, begyndte jeg at se ligheder fremfor forskelle. Både Merton og Amis skriver fænomenalt godt, og så er de storlæsere. De går i dialog med andre forfattere, og de går i dialog med os som læsere. Thomas Merton fortæller om en usund fascination af D.H. Lawrence, Freud og Jung. Amis er besat af Saul Bellow, og blander fiktive personer fra Bellows forfatterskab med selvbiografisk materiale for at nå tættere ind til sit idol.
Amis og Merton vil begge læseren noget. Merton vil have os omvendt til katolicismen, mens Amis (som ikke kan siges at være den mest pålidelige fortæller) beskriver, hvordan han går fra et fromt ønske om at “berige og belære” (Dryden) til en ambition om at udvide erkendelsens grænser: “for God’s sake, open the universe a little more!” (s. 96).
Fælles for dem er at de bruger deres eget liv, andres liv og andres bøger til at tag fat i læseren. Dette er alvor. Det er dit liv, det er mit liv. Vi må leve det. Læsning er ikke en kompetence, ikke underholdning, ikke tilegnelse af viden. Læsning er et fælles åndedræt mellem levende og døde, mellem virkelighed og fiktion, mellem dig og mig.
Only connect! That was the whole of her sermon. Only connect the prose and the passion, and both will be exalted, and human love will be seen at its height. Live in fragments no longer. (E.M. Forster, Howard’s End).
