Fut på fred på jord

Man kan sige meget godt om Glade jul, dejlige jul, men det er ikke en sang med fut i. Stateligt skrider den frem, og der er så langt mellem “fred på jord” og “fryd på jord”, at man kan nå at spise en pebernød undervejs. Måske skal der også noget lettere til nytårsboblerne, noget uformelt. Det kunne være den gamle Cat Stevens Peace Train på pladen Teaser and the Firecat fra 1971. Når man først har fået den på hjernen, kører den rundt og rundt: 

Now I’ve been happy lately
Thinking about the good things to come
And I believe it could be
Something good has begun

Oh, I’ve been smiling lately
Dreaming about the world as one
And I believe it could be
Someday it’s going to come

‘Cause I’m on the edge of darkness
There rides a Peace Train
Oh, Peace Train take this country
Come take me home again […]

Men hvad er det for noget med et fredstog, og hvorfor er der så mange sange om tog? Med fare for at havne på diverse sidespor… 

Tog som livsrejse

Tog synes at være gode til repræsentere menneskets livsrejse. Skibe er også populære, mens fly, busser og biler synes at være mere sjældne. Men det ser ud til at være et amerikansk fænomen. Jeg kan kun komme i tanke om ganske få danske sange om tog: C.V. Jørgensen har skrevet Lokomotivation. Tørfisk “kører toget dagligt” i deres nummer VLTJ. Hvis du kan flere, så skriv dem endelig i kommentarfeltet!

Måske er togrejser et sted, hvor man er i en slags eksistentielt tomrum mellem her og der. Som togrejsende er man “sammen og hver for sig”, for at bruge et lidt belastet udtryk. Togrejser rummer fortid, nutid og fremtid. Du kan ikke få toget til at køre hurtigere eller langsommere. Du når frem sammen med andre, men kan stige af og på undervejs. Det ligner livsbanen… 

Er det lyden?

Der er noget rytmisk over samspillet mellem maskine, skinner og fløjte. Det kan man ikke helt sige om en flyvemaskine. Prøv at lyt til Smokestack Lightning med Howling Wolf. Der er én akkord. Sangen starter som et langsomt damplokomotiv, der trækker ud af stationen. Og Howling Wolfs sang og mundhamonika minder om togfløjtens hylen. Se optagelsen på YouTube, og nyd kontrasten mellem den lille britiske konferencier og den store amerikaner. 

Er det kulturen?

Udgangspunktet for amerikanske sange om tog synes at være gospelsange. I det 19. århundrede brugte afroamerikanske menigheder den nyeste teknologi som metafor for deres fremtidsdrømme. Det kunne være Canada, der var det forjættede land, hvor “The Underground Railroad” var den banede vej. Men i sanguniverset var det ofte himmelen, der var endestationen. Eksempler på gospelsange med tog er Get on Board Little Children, This Train (is Bound for Glory), og Mary had a Baby. Og hvad med Danmark? Det kan være den danske sangskat med Grundtvig og Aakjær satsede mere på nordisk mytologi og landbrug end på moderne maskiner. Der er da H.C. Andersen’s begejstring for jernbanen, H.C. Lumbyes Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop, Sophus Claussens Røg og Johannes V. Jensens: På Memphis Station – men de er ikke sange. 

Hvad har toget med?

I gospel tager toget mennesker med. Det ændrer sig i blues og rock. Hos Cat Stevens er det, som vi har set, fred toget har med. Hos Doobie Brothers og the O’Jays er det kærlighed i henholdsvis Long Train Running og Love Train.  På Trumps officielle kampagnevideo er det selvfølgelig ham selv, der er med på The Trump Train Song. 

Destinationen

Togrejsen har mange faser. Der er forberedelsen i fx People Get Ready med Curtis Mayfield eller Slow Train Coming med Bob Dylan.  Der er stationen, fx i I’m Gonna Meet You At The Station med Rev. Blind Gary Davis. Der er selve påstigningen fx i The Gospel Train (Get on Board). I en del sange gøres der opmærksom på at ikke alle kan komme med toget, som Sister Rosetta Tharpe synger i This Train – “This train is a c l e a n train…this train[…]. Som total modsætning til et krav om ordentlighed er der så Grateful Dead’s Casey Jones, hvor lokomotivføreren er på kokain. Så er der destinationen. Det kan være Georgia, som i Gladys Knight and the Pip’s Midnight Train to Georgia. Det kan være Nuremberg, som i Peter Seegers sang: Last train to Nuremberg. Det kan være hjem, som i Simon og Garfunkel’s Homeward Bound. Her ved nytåret kan vi måske som Cat Stevens (nu Yusuf Islam) håbe på fred som endemål, fred for COVID-19, fred i Mellemøsten, fred blandt republikanere og demokrater i USA, fred i Venstre. Fred på jord… så…

let’s all jump on the peace train!

P.S. Jeg har oprettet en playliste, der passer til dette blogindlæg på Apple Music.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.