I 2022 havde Karl Mejlhof en sælsom drøm om sin fætter Gunnar fra Sverige. I drømmen ligger Gunnar i en hospitalsseng med et slemt sår på højre hofte. Næste eftermiddag ringer Gunnars kone. Gunnar var blevet indlagt dagen før efter en faldulykke, og var død om natten. Oplevelsen har givet Karl Mejlhof flere spørgsmål end svar.
Her er lydoptagelsen og transkription af en telefonsamtale, som jeg havde med Karl Mejlhof den 5. december, 2023:
[Paul Bridgwater]: Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig over telefonen har jeg Karl Mejlhof. Karl, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Karl Mejlhof]: Jamen jeg bliver 77 i februar. Det meste af mit liv har jeg opvokset i Vangså. Det ved jeg ikke om siger nogen noget. Men det var faktisk da Ib Mossin var opvokset. Og det var sådan et bette fiskesamfund. Det ligger mellem Klitmøller og Vorupør.
[Paul Bridgwater]: Ej helt oppe der!
[Karl Mejlhof]: Så jeg har altid været glad ved naturen. Og så har jeg været maskinarbejder og arbejdede op på havnen. Jeg har været med til at lægge motorer i fiskekuttere og sådan noget. Det var lidt til fysikken og lidt til hjernen og sådan noget. Det har jeg faktisk været glad ved. Jeg bor i Thisted. Og der boede jeg også de første 5 år, inden vi kom til Vangså.
Jeg har jo haft en sådan lidt atypisk oplevelse. Det var jo ingen nærdødsoplevelse. Men jeg kan også sige, at det er heller ingen drøm. For normalt har jeg haft mange drømme, og de fiser ud lynhurtigt. Men det her, det virkelig brændte sig fast. Og forandrede en del ved at give en masse spørgsmål.
Men jeg begynder med… Jeg havde blandt andet en fætter i Malmø. Han var sådan en “Emil fra Lønneberg”. Han var lidt ældre end mig, men vi kom altid godt ud af det. Dem besøgte jeg tit i Sverige. Efterfølgende, så vi ringede sammen. Sådan en gang hver fjortens dag, og snakkede med hinanden. Det var både det at har var ældre, og så kunne man jo… hvad hedder det, man kunne… man kunne snakke om mere seriøse ting. Der var en ting, vi aldrig blev enige om. Om der var noget efter livet. Og det var vi ikke enige om.
[Paul Bridgwater]: Snakkede I om det tit?
[Karl Mejlhof]: Det er grund til, at det er gået sådan, den situation nu. Men alt i alt, jeg har en havehus her i Thisted. Og det efterhånden nu, det er vel 3,5 år siden. Det skete, det jeg vil fortælle nu.
[Paul Bridgwater]: Det glæder jeg mig til.
[Karl Mejlhof]: Jeg lå og sov. Det var jo sommernat, det var jo lyst. Ja, det var det. Og så pludselig så jeg en sygeseng foran mig. I et hvidt rum. Og der gik et par sygeplejersker rundt om sengen. Og i sengen, der lå en ældre herre, tyndhåret herre. Det var selvfølgelig lidt sløret, det hele. Jeg tænkte nok på, med de der sygeplejersker Min mor var sygeplejerske, om det var hende. Det strejfede mig. Men det kommer jeg ikke videre med. Men i sengen, hvor han lå der var tæppet/dynen over hans hofte. Han lå på siden og kiggede… Nej han kiggede ikke, han lå med lukkede øjne. Men tæppet over hoften. Det var skreden til siden. Og så var der jo virkelig noget, der fangede min opmærksomhed. Det var på hoften. Det var et grimt sår. Nærmest det, som sådan en byld. Den var så tydeligt, at den lå sådan og hævede sig. Sådan noget med pulslag. Så det var noget der stak…eller noget man lagde mærke til. Men så, umiddelbart derefter, jeg kiggede på det, så blinkede han med øjnene. Det var….og…og det var! Og så vågnede jeg. Lysvågen med det samme. Det var ikke sådan, at jeg var groggy eller på nogen måde… Jeg var lysvågen. Og så stod jeg ud af sengen. Det var jo lyst.
Jamen, puha, hvad er det her for noget. Så lavede jeg en tår kaffe, og så sad jeg med det. I denne her sommermorgen, fint vejr og alting. Og det skulle jeg ligesom fordøje lidt, det her. Og så..ja en time, det ved jeg ikke. Men efterhånden, så gik jeg bare i seng igen. Jeg var jo træt, og så sov jeg til morgenen. Og stod op og gjorde lige som jeg plejer. Men nu kommer der så klokken halv to… …så ringede min telefon. Og jeg kunne se, at det var Gunnar Nielsen fra Malmø. Og jeg havde jo ingen anelse om nogen ting. Så jeg sagde, “Hej Gunnar”. Ja, sagde konen så, det var ikke Gunnar. Han var her ikke mere, for de havde været i et supermarked og købe ind. Og der var nogle unger, der havde legede med sådan nogle sprøjtpistoler og sprøjtede vand på gulvet. Og det var han skvattet i. Og jeg havde ødelagt bøjlebenet, eller hoften, der.
Og så kom på sygehus. Og bleven behandlet der. Og ja, jeg ved ikke om han var helt bedøvet…men han var i hvertfald… han kom op og sidde lidt.. over at du er ulykkelig over det.. Men han sagde, at vi skal nok klare os, Inger… Jeg kan køre rundt i de her stole. Og så videre.
[Paul Bridgwater]: Han var ved godt mod ved det tidspunkt?
[Karl Mejlhof]: Ja, han altid været optimistisk. Men det svarede så at om natten.. der fik han en blodprop. Og der døde han.
Jeg fik aldrig at vide, hvad tidspunktet var. Men i hvert fald, det var det. Og så da jeg fik det her, jamen, det er jo ikke noget, man kan sige i sådan en situation. Men jeg fortalte ingenting om det her oplevelse, jeg havde haft. Men så gik der en par dage. Så jeg tænkte, at nej, det skal jeg dele med hende.
Og det gjorde jeg så. Så svarede hun, “Ja, han ville måske lige sende en hilsen til dig, eller sådan noget”… vi slog det hen. For det virkede jo ret uvirkeligt.
Efter sådan noget, så kommer alle spørgsmålene. For det første, hvorfor…hvis han ville det, sende sådan en.. ? Hvorfor…han havde to børn…? Hvorfor det var det ikke dem, han havde kontaktet? Og så kan jeg også spørge mig selv, om det var mig, der besøgte ham eller omvendt?
[Paul Bridgwater]: Ja, det er rigtigt.
[Paul Bridgwater]: Hvordan har det så påvirket dig sidenhen? At du havde drømmen og følte dig forpligtet…
[Karl Mejlhof]: Ja, men det er sådan, at det er jo en langsom proces. For det er, at… jamen, man bliver jo mere nysgerrig..ja.. om livet. Nu er jeg… Jeg kender lidt, eller en hel del, af hvad der står i Biblen. Der står jo noget om, at alt det, der er hinsides… det er jo dækket af et gardin, som vi ikke kan kigge bagved. Og det kan man også se det er. Men i hvert fald så kom jeg til at se en masse af de der… … nærdødsoplevelser, som folk har haft, særlig på tysk TV.
Jeg er godt kørende i tysk. Og der er jo en masse af de tanker, jeg selv har gjort. De ringer jo fuldstændig sammen med dem i harmoni. Så det har egentlig været sådan… Hvad skal vi sige? Jeg så er man ikke ene om det. Eller… det er jo sådan set en rar fornemmelse.
[Paul Bridgwater]: Karl, kan vi lige gå tilbage til selve drømmen. Hvad følelser havde du selv…var du trist, eller glad eller nøgtern? Hvordan var din sindstilstand?
[Karl Mejlhof]: Jamen… Lige da jeg vågnede af drømmen, da var jeg sådan lidt chokeret. Over sådan…for det var jo anderledes end en drøm. For det er at… Jeg for det første at det brænder sig så hårdt fast. Men så gik der jo sådan den der mellemtid inden hun [Gunnars kone] ringede til mig. Og jeg havde ikke spekuleret i… Og så da hun sagde det…Jamen så var jeg egentlig først efterfølgende, at jeg kom til at tænke på denne her sammenhæng der.
[Paul Bridgwater]: Jeg tænkte også at du beskrev, at det på en måde var meget abstrakt, og på en måde var tydeligt, med hoften der, og såret…
[Karl Mejlhof]: Jamen det, der var så utroligt, så kort et øjeblik. Det var jo ikke lang tid det varede, at det kan sætte så meget i gang. Det var jo ingen lang oplevelse. Og det var jo ingen… normalt med dem, der har haft nærdødsoplevelser… det er sådan tunnelvandringer og hvad nu.. Men det var jo slet ikke…jeg var jo ikke nærdød eller noget.
[Paul Bridgwater]: Og i lokalet der, der var en sygeplejerske? To sygeplejersker?
[Karl Mejlhof]: Der var to sygeplejersker. Som gik rundt om sengen.
[Paul Bridgwater]: Kan du huske flere detaljer fra det?
[Karl Mejlhof]: Jamen, så fik jeg aldrig spurgt om det var højre side. Efter hvad han lå og kiggede med, så var det højre side jeg så. Der var lederet. Det kunne jeg selvfølgelig have spurgt om. Men nu tænker jeg også på, at jeg ville jo ikke sætte VorHerre i forhør. Det er jo ingen grund til det. Det er jo mere end tydeligt nok for mig.
[Paul Bridgwater]: Ja, og så tænker jeg, hvordan har det påvirket dit liv – du sagde du var begyndt at interessere dig for kvantefysik.
[Karl Mejlhof]: Ja. Jamen det er egentlig, jamen bl.a. fordi der var en, der hedder Anton Zeilinger. Han fik Nobelpris i 80 eller deromkring [red: han fik Nobelpris i 2022] Fordi Niels Bohr og Einstein de kørte egentlig lidt i blød om det der partikeldeling. De vidste det er det der med at to halvdele af en atom eller hvad, de er i samme tilstand uanset hvor de er henne. Men de kunne ikke bevise det. …man kan gå ud og veje og måle mange ting nu. Og det beviste han at det er rigtigt. Og derfor fik han Nobelprisen der. Men han er jo også sådan…han er jo heller ikke uimodtageligt overfor alt det der. Jamen Einstein han sagde “Det her det forstår kun mig og VorHerre” Og det gør det jo nu…de render ind i en masse problemer som er lidt over deres fatteevne.
[Paul Bridgwater]: Hvordan koblede du det til din oplevelse – at kvantefysikken har det her syn på både partikel/bølge.. men også
[Karl Mejlhof]: Jamen det er nu det sidste jeg har hørt om. Vi skal ikke betragte os selv som materie. For hvis du bliver opløst så består man af neutroner og protoner og alle de ting der – som er elektriske… Det er energi det hele. Og det er 99,8%. Jeg ved ikke hvordan de kom til det. Men så er der stof de sidste 0,02 der, som de kan ikke gøre rede for. Men man kan jo egentlig sige at hvis man bare består af energi, jamen det gør jo også mere transportabelt. Hvis man kan sige det sådan.
[Paul Bridgwater]: Det synes jeg er en fin måde at sige det på.
[Karl Mejlhof]: Jamen det er en uudtømmelig kilde der. I stedet for at læse science fiction og kriminalromaner og ditten og datten. Så det er jo i hvert fald mere givende for mig. Med de få evner jeg har.
[Paul Bridgwater]: Har du nogle gode råd til dem der har haft lignende oplevelser som du har haft her?
[Karl Mejlhof]: Ja i det hele taget med de der stærke oplevelser… Man skal jo forberede sig på det tager lang tid at fordøje. Og man kan godt blive lidt ensom med det. Men opsøge dem, der selv har erfaring med det.
Men jeg tror at i fremtiden så vil der ske det at videnskaben eller kvantefysikken eller hvad du vil kalde det. Det vil gå i en højere enhed. Det er faktisk allerede gjort, ikke med religion men med det guddommelige. Det er absolut ikke uforeneligt. Men – tag det ligesom en gave. For det er jo virkelig. Man skal jo forberede sig på at det vil lave en hel del om på ens tankemåde og gøren og laden.
[Paul Bridgwater]: Og så har du nogle gode råd til dem som ikke har haft sådan nogle oplevelser?
[Karl Mejlhof]: Jamen jeg ved ikke hvad. Men hvis det hjælper altid – idelige ønsker… De kan fremkalde mange ting. Små hverdagsmirakler. Og egentlig betragter jeg os som en… Vi har en hjerne men det er egentlig ikke der det foregår. Det er vores bevidsthed som får sin næring i helheden. Så man kan jo betragte sig selv som en antenne der bare modtager. Og det kan man dyrke det der.
Hvis man savner svar på mange ting i tilværelsen. Det er ikke sådan man kan ønske sig en ny farvefjernsyn, men man kan få sådanne nogen små oplevelser, som gør livet betydelig nemmere.
[Paul Bridgwater]: Tak! Jamen, Karl, tusind tak fordi du ville fortælle din historie. Jeg tror jo fortsat på at det er rigtig vigtigt at få fortalt sådan nogen historier, fordi det sætter folks liv i perspektiv, og kan gøre, at folk ikke er så bange for døden.
[Karl Mejlhof]: Det behøver man ikke at være! Fordi om der er noget, før var det tro, eller forhåbning, men efter sådan en oplevelse, sammenlagt med alt det, som man ellers har oplevet, jamen så bliver det bare en del af én, den måde vi er på nu og her.
[Paul Bridgwater]: Så tak, Karl, og tak til jer, der lyttede. Du kan finde denne podcast, og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk.
