When I find myself in times of trouble
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom
Let it Be!
Beatlessangen “Let it Be!” er inspireret af en drøm som Paul McCartney havde om sin afdøde mor. Moderen arbejdede som jordmoder i Liverpool og var indlagt til en brystoperation, da hun pludselig døde af en blodprop. Det var i 1956 og Paul McCartney var 14 år gammelt. Tolv år senere, i 1968, indspillede The Beatles “The White Album”. Samarbejdet i bandet gik skidt, og drømmens ord om at “lade det være” kom til Paul om natten, både som en inspiration og trøst. Mange lyttere har sidenhen fortolket udtrykket “Mother Mary” som en henvisning til Maria, mor til Jesus. Det har Paul McCartney det fint med, har han sagt.
Korte fyndord kan være trøsterige. Ordlyden fra titlen på Peter Bastians sidste bog “Altid allerede elsket” (2017) dukker for tiden op i mange sammenhænge, både i prædikener og artikler. I bogen fortæller Peter Bastian, hvordan han til sidst lagde sin spirituelle stræben på hylden for at turde acceptere sig selv og sin fejlbarlighed. På samme måde som “Let it Be” har ordene “Altid allerede elsket” en resonans, der går ud over deres ophav, flere kan se sig selv i dem.
Accept og taknemmelighed er også kendetegnende for Troels Kløvedals bog “Alle mine morgener på jorden” (2017). På trods af svær kronisk sygdom er Troels Kløvedal i stand til at opretholde sin påstand om, at netop denne morgen er enestående. Det har han jo ret i! Denne morgen er den bedste og eneste der er, de andre morgener ligger enten i fortiden eller fremtiden. Det er ikke kun logik, ordene åbner for en undren og glæde over hvor rigt livet er.
Lige nu under Corona-nedlukningen er jeg en lidt langsom starter, når jeg vågner om morgenen. Der går en rum tid, før jeg kommer ovenpå. Humøret kan være nede og tankerne triste. Men når jeg sidder og forsøger at tune mig ind på dagen, så kommer de samme ord igen og igen: “Tag det roligt”, bliver der sagt. Selvom ordene måske ikke har samme saft og kraft som hos Paul McCartney eller Peter Bastian, så ligger der et lignende budskab og en opfordring til at acceptere tingene, som de er.
Jeg håber, at de mange ord og fraser under COVID-19, der signalerer bekymring, for eksempel “Hold afstand”, “Her bærer vi mundbind” og “Vis hensyn” også suppleres i vores indre af andre mere trøsterige ord. Måske kan Paul McCartney, Peter Bastian eller Troels Kløvedal inspirere os til at gå igang med at finde vores egne ord, der på det personlige plan bringer en accept, en rummelighed og en taknemmelighed ind i eksistensen – lad det være – “Let it Be!”.
2 reaktioner
Bekymring og overvågning hænger måske sammen. Fædre, der bekymrer sig om døtre, samfundet, der bekymrer sig om COVID. Paul McCartney blev også beskyldt for at ville styre alt for meget under indspilningerne af Let It Be albummet. Det er ret svært at slippe det, som man synes er værdifuldt.
Jeg kom i tanker om en slager fra halvtredserne, da jeg var teenager:. Que sera, sera, sunget af Doris Day. Den fortsætter sådan: What ever will be, will be. The future’s not ours to see, Que sera, sera. Vi piger var under næsten konstant overvågning og længtes efter frihed til selv at træffe afgørelser. De alvidende forældre, navlig fædre, kunne jo trods alt ikke se, hvad fremtiden ville bringe. Dér ville deres almagt standsel
En anden tekst, der rinder mig i hu, som giver mod til at fortsætte, selvom ting ser håbløse ud, og jeg ikke kan finde udvej, er Leonard Cohens: Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering. There is a crack, a crack in everything, that’s where the light gets in.