Lisbet Nielsens nærdødsoplevelser

Dette er 11. episode i podcastenserien “Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger”

Lisbet Nielsen led af flere alvorlige hjertefejl, da hun i 2018 blev indlagt på Rigshospitalet til operation. Under operationen oplevede hun en parallel virkelighed, hvor hun gentagne gange bevægede sig frem og tilbage gennem et langt rør af lys. For enden af røret var der både grumme skikkelser, der forsøgte at kvæle hende. og venlige væsener, der hjalp hende. Lisbet er sikker på, at det var kærligheden til hendes børn, der fik hende til at overleve. 

Podcastens struktur:

0:00 Intro
0:55 Lisbets hjerteproblemer
3:12 Forberedelse til operationen
5:48 Operationen set udefra under narkose
10:06 Et rør af lys
12.12 Uhyggelige skikkelser
13.41 Venlige væsener
14.41 Frem og tilbage gennem røret
16.43 Parallelle virkeligheder
19.24 Lisbet kommer til sig selv
23.46 Livet før og efter operationen
26:02 Besøg af en afdød ven
28:00 En psykedeliske drøm om hunde
30:06 Drømmen om at redde kaniner
32:40 Lisbets refleksioner over hendes oplevelser
34.40 En barndomsoplevelse
36.18 Drømmesyn om hund
37:51 Anbefalinger til andre med lignende oplevelser
39:54 Outro

Transkription af podcast med Lisbet Nielsen

[Paul Bridgwater]

Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Og med mig her i det lille studie har jeg Lisbet Nielsen, som har to nærdødsoplevelser og nogle drømme og nogle andre tilsvarende oplevelser, som måske kan kædes sammen med det. Så det glæder jeg mig til at høre om. Lisbet, vil du ikke sige lidt om, hvem du er?

[Lisbet Nielsen]

Jeg er mor til to. Jeg er 47 år gammel. Jeg arbejder på en rehabilitering for hjerneskader. Jeg er uddannet ergoterapeut, og det har jeg været i mange år. Da jeg er i starten af 40’erne, der begynder mit liv at ændre sig. Jeg begynder at føle, at mit hjerte ikke er helt, som det skal være.

Jeg går til flere undersøgelser, og det bliver skubbet lidt i baggrunden. Men til sidst bliver jeg undersøgt lidt grundigere, og de finder ud af, at jeg har en utæthed ved mitralklappen. Det er en undersøgelse gennem spiserøret, hvor de kan se utætheden. Den har jeg vist haft, lige siden jeg var 12 år gammel, men den er så blevet så slem, at jeg står og skal opereres.

[Paul Bridgwater]

Når du siger slem, hvordan er det så at være dig på det tidspunkt?

[Lisbet Nielsen]

Selvom jeg rigtig gerne vil være for mine børn, har jeg et eksempel på, at jeg er ude i Fields med min mand og mine to børn. Jeg skal vælge udklædningskostumer til dem. Men der er jeg begyndt at være så dårlig, at efter nummer tre butik, føler jeg, at jeg er nødt til at sidde ned, fordi jeg bliver så stakåndede. Selvom jeg rigtig gerne vil alle de her ting, så har jeg bare ikke kræfterne i mig.

[Paul Bridgwater]

Hvad sker der så? Så bliver du undersøgt. Hvad er så konklusionen på det?

[Lisbet Nielsen]

De kan godt se, at utætheden er ved at være så slem, så nu skal jeg nok indlade mig på, at jeg skal opereres. De forsikrer mig, at der er et liv før operationen, og der er et liv efter. Og de siger, at der også kan være nogle konsekvenser for mig.

Det er ikke sikkert, at jeg vil føle, at jeg bliver helt god som ny. Men de siger, at der er gode muligheder for, at jeg i hvert fald får et rigtig godt liv, og jeg kan starte på ny igen.

[Paul Bridgwater]

Det lyder sådan en lille smule ildevarslende, når man snakker om før og efter på den måde.

[Lisbet Nielsen]

Ja, men det sagde han alligevel, at jeg skulle regne med, at der også kunne være nogle bilirkninger af sådan en stor operation.

[Paul Bridgwater]

Okay, og så bliver du opereret. Hvad sker så?

[Lisbet Nielsen]

Ja, men da jeg skal opereres, så er min mand sammen med mig. Og der kommer en sygeplejerske ind og siger, at nu bliver du snart hentet. Det er tidlig morgen.

Det er den 18. april 2018. Og hun siger så, at nu er de klar på operationsgangen til at modtage mig, og så vil der være en portør, der kommer og henter mig snart.

Og så venter jeg bare, og så kommer der en ind, og så bliver jeg meget overrasket, fordi det er en af mine barndomsvenner, der lige pludselig er blevet sat til at hente mig. Og han er portør på Rigshospitalet, men han har ikke vidst, at det var mig, han skulle hente. Det er vi meget overrasket over begge to. Det er en, jeg har leget meget med, da jeg var der i 7-10 års alderen. Og vi får snakket lidt sammen. Og det er også meget hyggeligt, at vi snakker sammen på vej derned.

Så siger jeg farvel til min mand nede på operationsgangen. Og jeg bliver lagt til at sove. Inden jeg bliver lagt til at sove, så forbereder hun mig lige på, og det er en af de første forberedninger, jeg får.

Det kan godt være, at du måske kan blive lidt halucineret undervejs, når du er ved at vågne op. Det var en af de ting, jeg fik, lige sekunderne inden jeg blev lagt til at sove.

[Paul Bridgwater]

Okay, det er også sådan en lille smule… Så nogle hentydinger, det kan være en “før eller efter”, “du kan godt komme til at hallucinere”. Det skaber ikke umiddelbart ro, kan jeg forestille mig.

[Lisbet Nielsen]

Nej, men jeg synes alligevel, at jeg hele vejen igennem ikke var bange. Jeg tænkte, det skal nok gå. De spurgte mig også, om jeg havde lyst til at få noget beroligende, inden jeg blev lagt til at sove.

Der havde jeg takket nej, det synes jeg ikke, jeg havde behov for. På en eller anden måde, så tror jeg ikke rigtig, at jeg var bange. Jeg tænkte, jeg skal nok klare det her.

[Paul Bridgwater]

Okay, og hvad sker så?

[Lisbet Nielsen]

Jamen, så bliver alting jo bare sort. Det er ligesom bare at falde i søvn, faktisk. Men det første glimt, hvor jeg oplever et eller andet bevidsthed, det er, at jeg vågner op under operationen. Og så begynder jeg at føle, at de er i gang med at rode ved min krop. De står nærmest i en flok, et team, og de snakker indbyrdes. Og det er ikke sådan, at det er mig, der er i centrum.

Det er mere sådan lidt ligegyldig snak, hvor de snakker om en vin, de har drukket i weekenden. Jeg føler ikke, at det er mig, der er i fokus. Men de snakker også, at jeg får en fornemmelse af, at de er ved at opgive mig lidt.

Sådan, at de ikke kan stille rigtig noget op. Så jeg ligger fastspændt i et leje, som ligesom et kors, hvor jeg er nu hen og er lagt til siden med sådan nogle læderremme. Og så begynder jeg så at sige til dem på en bestemt, men meget pæn måde, I er nødt til sådan at hjælpe mig. For jeg har altså to børn, som er nødt til at hjælpe mig. Men de lytter ikke til mig. Det er ligesom om, at de er bare i deres cirkler.

Og så begynder jeg så at råbe højere og højere og blive mere og mere desperat. Fordi de lytter bare ikke. Og så til sidst løsner jeg den ene arm, min højre arm løsner jeg ud af det der spænde. Og så kaster jeg mig ud til venstre side. Og så bliver der helt sort igen. Og jeg har et tydeligt billede af, hvordan de ser ud.

Der er nogle af dem, jeg kan huske, hvordan de ser ud. For eksempel lægen, kirurgen. Han er sådan en lavbenet en, der er med skæg og lidt gråskægget. Ikke særlig charmerende fyr.

[Paul Bridgwater]

Nej, nej. Og de andre, kan du huske dem.

[Lisbet Nielsen]

Jeg tror faktisk, at der er mest kvinder omkring her. Og det var også en kvindelig narkoselæge, der var der. Resten af timen var nok kvinder.

[Paul Bridgwater]

Og du mærker en frustration, og du kaster dig ud af sengelejet, og så bliver det sort.

[Lisbet Nielsen]

Ja, så bliver det helt sort.

[Paul Bridgwater]

Og du har fortalt mig, at du har set lægen bagefter.

[Lisbet Nielsen]

Ja, og det var så ikke den person, jeg havde set. Ikke udseendesmæssigt. Jeg ved ikke, om det har været hans indre, jeg har talt med.

Om han har været træt eller hvad under operationen. Fordi min operation kom jo til at vare næsten dobbelt tid af det, de havde regnet med.

[Paul Bridgwater]

Så hvor mange timer var det?

[Lisbet Nielsen]

Jeg husker det som om – jeg har ikke turde læse mine papirer – men jeg husker det som om, de sagde 9,5 timer. Hvor den skulle have været cirka 4,5 timer. Men det er fordi, at der blev lavet nogle flere ting.

Mit hjerte blev sat i stå igen, fordi de ikke rigtig havde kunne fikse det hele på en gang. De opdagede, at der var en fejl mere i hjertet. At der også var en anden indre klap, der var noget galt med.

Ja.

[Paul Bridgwater]

Så oplever du at være ved bevidsthed en gang til? Hvordan er det tidsmæssigt i forhold til det her første oplevelse med den lavbenede læge? Ligger du på operationsbordet stadigvæk?

Hvornår kommer det?

[Lisbet Nielsen]

Der ligger jeg nok stadig på et eller andet form for underlag. Men jeg føler, at jeg er på ryggen, og så kommer jeg ind i et rør af lys. Det minder lidt om en MR-scanner, men det er bare langt.

På en eller anden måde er mit perspektiv både, at jeg er i min krop, men jeg kan også se fremad. Så man kan forestille sig, at man faktisk har lidt flere perspektiver. Så jeg både oplever mig selv lidt udefra og kan se fremad, men at jeg alligevel ved, at jeg ligger på ryggen og bliver transporteret igennem et rør.

Og så kan jeg også mærke, at der er luft, og egentlig er det rigtig rart. I det der rør er der dejlig frisk luft mod mit ansigt, og lidt briseagtigt mod mit ansigt.

[Paul Bridgwater]

Er det et langt rør? Det er nok svært at forklare.

[Lisbet Nielsen]

Det er alligevel lidt langt, fordi det er bare stille og roligt, at det går derhen ad. Men jeg kan hele tiden se, at der er lidt lys fremme, men alligevel er det ikke ubegrænset langt. Det er sådan, at der er en ende derudad.

[Paul Bridgwater]

Og du transporteres på ryggen langsomt hen mod det her lys og mærker en brise?

[Lisbet Nielsen]

Ja, og det hele er godt. Det føles lidt klinisk, men det hele er egentlig okay. Indtil jeg så kommer ned for enden af røret, så ændrer det sig.

Fordi første gang bliver det rigtig ubehageligt, fordi så er der lidt mere mørke. Der er sådan nogle mørke skikkelser omkring der, hvor jeg er for enden af røret. Så føler jeg lige pludselig, at der er nogen, der tager fat, og jeg begynder at kæmpe.

Så føler jeg, at der er nogle rigtig lange slanger, der bliver viklet rundt om min hals, og så bliver de strammet til.

[Paul Bridgwater]

Altså slanger? Der er mange typer slanger. Det er ikke levende slanger?

[Lisbet Nielsen]

Nej, det føles lidt i konsistens som sådan en cykelslange, der bare bliver trukket rundt om halsen af mig. Og så prøver jeg virkelig at holde de der cykelslanger væk fra min hals. Og prøver virkelig at få luft, og jeg råber “De vil slå mig ihjel”. Jeg bliver virkelig dødsens angst.

[Paul Bridgwater]

Og hvad sker så?

[Lisbet Nielsen]

Så lige pludselig så ophører det. Det er ligesom, at det veksler nogle gange mellem det der rigtig forfærdelige, og så kommer jeg ind i et rum, der er rigtig dejligt. Hvor der er nogen, der kommer med dejlig drikkelse til mig, og sørger for, at jeg er helt tør i halsen. Så kommer de med juice til mig, og så har jeg det rigtig godt. Og der hvor de lytter til mig, der synes jeg, ej hvor er de søde. Men så lige pludselig, når jeg har været der i et stykke tid, så vågner jeg sig op i det der rør igen.

Hvor jeg så igen bliver transporteret på ryggen ud igennem røret. Og så begynder jeg så at opleve det der, det oplever jeg nok i hvert fald tre gange. Oplever jeg det der, hvor jeg kører ud igennem det der rør.

[Paul Bridgwater]

Altså er det så frem og tilbage gennem røret, eller er det videre frem igennem røret?

[Lisbet Nielsen]

Det føles som om, at det bare egentlig bliver spolet tilbage, hvor jeg kommer igennem det der rør. Og der sker helt det samme, hvor jeg bare kører ind igennem det rør, og så kommer ned fra enden igen. Og så er der nogle gange, når jeg kommer igennem røret.

Jeg tror faktisk, det der med røret sker mere end tre gange. Men det med, at de tager mig rundt om halsen, hvor jeg får den der kvælningsfornemmelse, det sker måske tre gange. Men jeg tror, jeg kommer igennem røret, måske op til seks gange.

Jeg har svært ved at huske præcis antallet.

[Paul Bridgwater]

Men frem og tilbage og frem og tilbage.

[Lisbet Nielsen]

Ja.

[Paul Bridgwater]

Er den første gang den værste? Eller er det ligesom Groundhog Day, hvor du starter forfra hver gang? Ved du, hvad der vil komme til at ske for enden af røret anden gang og tredje gang? Eller er du helt blank, når du kommer?

[Lisbet Nielsen]

Jeg genkender det der med, at de tager mig om halsen. Der begynder jeg at tænke, hvad sker der? Hvorfor sker det her for mig?

Jeg kan ikke rigtig forstå, hvad sker der? Men jeg begynder også at tænke, hvorfor bliver det ved? Jeg begynder måske også tredje gang, da det sker, at tænke, at jeg ikke kan gøre noget.

Og så begynder jeg at lade være med at gøre modstand. Det er først der, hvor jeg føler, at det begynder at holde op. Så begynder jeg at lade være med at vågne op til det igen.

Så begynder jeg at vågne op til noget, der er lidt mere rart. Hvor det er måske lidt mere virkeligheden, jeg vågner op til efter tredje gang.

[Paul Bridgwater]

Og når du siger, at det er lidt mere virkeligheden, er det så fordi, at du er tilbage på operationslejet? Eller det leje, du lå på? Eller er det blandt de her søde mennesker og væsener, der giver dig drikkelse?

[Lisbet Nielsen]

Ja, det er nok stadig en veksling. Fordi jeg synes stadig, at jeg vågner op i to forskellige… Der, der jeg føler, at det vil være den intensive del, hvor de plejer mig.

Der synes jeg stadigvæk, at jeg adskiller lidt mellem noget, der ikke er godt og noget, der er godt. Nogle af dem synes jeg er sødere end andre. Og jeg adskiller også meget dem, der sidder fastvagt.

Der er nogle af dem, jeg bedre kan lide end andre.

[Paul Bridgwater]

Så er det sådan så, at det er ligesom et lag oven på den virkelighed, der er på operationsstuen? Du kommer igennem røret, og det klassiske billede ville være, at nu havner man i en helt anden verden. Men det virker som om, at det også er et lag lagt oven på den verden, du befandt dig i på operationsbordet med nogle læge og sygeplejersker, som opererer dig og forsøger at få dig…

[Lisbet Nielsen]

Jeg tror, at der i hvert fald er et lag i den måde, jeg har oplevet tingene på. De har også fortalt mig senere, at jeg har prøvet at hive den der tube ud af min mund. Den der sørger for, at min luftveje var frie og jeg kunne trække vejret, den havde jeg en gang fået revet helt ud i min desperation.

[Paul Bridgwater]

Så den der kamp mod slangerne, cykelslangerne, det er også en anden måde at registrere det, der sker på operationsbordet? Ja. Nå, hvad sker så?

[Lisbet Nielsen]

Jamen, jeg er lidt blank lige nu.

[Paul Bridgwater]

Jamen okay, men du fortæller mig, at du er holdt op med at kæmpe imod, og tingene bliver lysere?

[Lisbet Nielsen]

Ja.

[Paul Bridgwater]

Og hvad så?

[Lisbet Nielsen]

Så begynder jeg sådan at komme mere og mere til mig selv. Men da jeg sådan begynder at føle, at jeg er lidt mere mig selv, så har jeg nok stadig sådan en fornemmelse af, at der er noget, der ikke er, som det skal være, og de stadig gerne vil slå mig ihjel. Jeg har stadig virkelig den der fornemmelse af, at der er nogen, der er efter mig, fordi det har virket så virkeligt, det der har foregået, så jeg kan ikke bare slippe det.

Jeg er sådan stadigvæk i den der, at jeg har ikke tillid til, at de bare vil mig det godt. Og de bliver også ved med at spørge mig om ting. Jeg er jo stadig fuldstændig væk på nogle måder.

De bliver ved med at sige til mig, hvad hedder dine børn? Hvad er deres fødselsdato? De bliver ved med at stille mig spørgsmål, bare ligesom at hive mig mere tilbage til min egen bevidsthed.

Og til sidst har jeg næsten ikke lyst til at svare på de der spørgsmål, fordi jeg kan bare mærke, at jeg kan bare ikke mere kæmpe. Jeg vil bare have, at de lader mig være, og så har jeg det til sidst. Og det er jo lidt det samme, det der med slangerne.

Når jeg stopper med at kæmpe imod, og da jeg også stopper med at svare på de der spørgsmål hele tiden, så begynder jeg at komme lidt mere til mig selv. Og så har jeg bare ikke den samme oplevelse alligevel. Da jeg vågner op, så er jeg meget sådan, at jeg ser i omrids. Jeg ser ikke skarpt. Og første gang jeg ser min mand, så er det bare hans omrids, jeg kan genkende. Og jeg kan se hans øjenhuler, det er bare sådan nogle mørke skygger, jeg kan se.

Jeg kan heller ikke se uret på væggen, det er bare sådan en skygge, en rund skygge på væggen.

[Paul Bridgwater]

Og hvad med hørelse?

[Lisbet Nielsen]

Den er meget skærpet, tror jeg. Jeg har også en oplevelse, som jeg ikke fik fortalt sidst, at jeg var meget opmærksom på, om lægen var til stede. Der var stuegang på et tidspunkt.

Og så er der en læge, der kommer, og de snakker sådan hen over mig. Og så, da han sådan har drøftet mig lidt med dem, der skal give mig medicin, så har han lige sagt, at de skulle måske give mig noget bestemt medicin, fordi jeg siger det der, når jeg ikke kan se. Og så, da det var, at han har sagt de der ting, så begynder han at gabe ved siden af mig.

Og så bliver jeg så vred, jeg bliver simpelthen så krig. Så siger jeg til ham, du skal ikke stå og gabe der.

[Paul Bridgwater]

Og det siger du så højt.

[Lisbet Nielsen]

Ja, jeg siger rigtig højt, og jeg er virkelig vred på, at han bare kan stå der og gabe. Og han bliver meget fornærmet over min reaktion. Jeg kan huske, at han synes, at jeg er fræk. Men den samme læge, der var, jeg kommer, der tror jeg, at jeg er helt sikker på, at det er den samme læge, der modtager mig på et tidspunkt i en konsultation. Hvor jeg er meget høflig over for ham.

[Paul Bridgwater]

Men det er alligevel meget, at dig der skal registrere og agere ud fra, hvordan han har det, frem for omvendt.

[Lisbet Nielsen]

Ja, ja.

[Paul Bridgwater]

At han tager hensyn til, hvor du er!

[Lisbet Nielsen]

Ja, men han blev virkelig fornærmet over, kan jeg huske det, at han synes, at jeg var rigtig fræk. Nej.

[Paul Bridgwater]

Var der så et før og efter, som sygeplejersken varslet?

[Lisbet Nielsen]

Altså, i forhold til, at du tænker på, hvordan jeg har haft det før og efter. Jeg synes jo, at jeg har fået nogle gode ting med den her operation. Jeg er ikke nær så perfektionistisk i forhold til, hvordan det skal være omkring mig. Jeg stadigvæk kan godt bedst lide at håndtere, når der er ryddeligt i mit hjem. Men jeg er måske blevet mere large i forhold til, at det må gerne rode bare lidt omkring mig. Så det er måske mere behageligt at være sammen med mig.

På nogle måder er jeg mere afslappet. Fordi jeg også må erkende, at jeg kan ikke leve op til det der perfekte billede.

[Paul Bridgwater]

Så det er det samme motiv med sådan at give lidt slip? Ja, det er sådan. Føler du selv, at du er blevet en anden?

Eller føler du, at du er den samme Lisbeth, som du altid har været? Eller hvordan er det med det?

[Lisbet Nielsen]

Jeg tror, at jeg er blevet klogere på nogle ting. Men jeg føler også nogle gange, at jeg undervurderer mig selv. Inden den her operation har jeg måske følt, at min hjerne var lidt skarpere.

Og jeg var mere kreativ, og jeg kunne nogle ting med mine hænder. Hvor jeg har troet efter operationen, at det der, det kan jeg ikke mere. Jeg kan heller ikke digte så godt mere. Men så har jeg fundet ud af, at ved at kaste mig ud i nogle ting, f.eks. min søns konfirmationssang og min nieces konformationssang, at jeg faktisk var blevet endnu mere hurtig til at lave digte. Jeg kunne sætte de der vers sammen meget hurtigt. Og det modbeviste lidt, hvad jeg selv følte faktisk.

At jeg var blevet meget mere dårlig i mit hoved.

[Paul Bridgwater]

Har du nogle andre oplevelser, du kan koble sammen med den anden virkelighed, den der er parallel med vores virkelighed? Har du nogle andre oplevelser, som kan bytte an til det, enten før eller efter?

[Lisbet Nielsen]

Ja, der er både nogle ting, jeg har oplevet tidligere i min barndom, men måske skulle jeg lige prøve at tage nogle af de der ting med, som jeg oplevede lige efter operationen. Der oplevede jeg jo også, der da jeg fik det medicin, og mit syn det vendte tilbage, der på et tidspunkt, så kigger jeg på væggen ved siden af mig. Og så ser jeg sådan et ansigt, et rigtig flot ansigt.

Ligesom et levende ansigt. Det bevæger sig. Jeg kan se, at det faktisk kigger på mig, og han smiler.

Jeg kan så ud fra smilet genkende denne her person. Det er en, som jeg har haft som voksenven, da jeg var i 16-års alder. Der gik jeg tur med min hund, og der var der et ægtepar, jeg lærte at kende. De tog sig af mig på en rigtig varm og god måde. Jeg spiste frokost hos dem og hyggede og snakkede med dem. Han havde været død i flere år, da det skete.

Og så var han der ved mig og smilede til mig, da jeg faktisk havde det rigtig svært. Der sendte han et kæmpe smil til mig.

[Paul Bridgwater]

Det er sjovt, at der er en hund med i mange af dine oplevelser. Ja. Nå, er der mere?

[Lisbet Nielsen]

Ja, der da det var, at jeg er på hospitalet, der har jeg stadig fast vagt. Netop fordi jeg har haft det her voldsomme delir, og der passer de ekstra på mig. Så der sidder der en nede i fodenden og passer på mig hver nat. Nogle af de her nætter, der drømte jeg nogle vilde drømme. Og jeg vågnede op og sagde, at jeg virkelig har haft den mærkeligste drøm. Der var den der virkelig psykedelisk farvede verden, hvor der er nogle hunde, der løber rundt i vandkanten.

Og det er bare sådan nogle grønlige farver. Rigtig vårgrøn og næsten skriggrøn og lyserød lilla. Det var sådan virkelig psykedelisk.

Og der var også nogle ballonagtige hunde, der render rundt i vandkanten og leger. Og de er bare rigtig søde og glade. Og jeg er sammen med min eks, eller faktisk min første kæreste, hvor jeg svæver hen over den der sø. Hvor vi er fastholdt i det der reb. Hvor vi står på hver vores side af det der reb. Og så bliver vi svinget hen over den der sø.

[Paul Bridgwater]

Det lyder helt Mary Poppins-agtigt.

[Lisbet Nielsen]

Og så er der sådan virkelig musik, sådan olietønde karnevals-agtig musik i baggrunden. Og det var bare sådan, gid det her vil blive ved, fordi det var sådan virkelig paradisisk. Og så vågner man bare op, og så tænker man, ej, det er lidt ærgerligt.

[Paul Bridgwater]

Der er også sådan fuld skrue med ballonhunde og et reb.

[Lisbet Nielsen]

Og så har jeg også en anden drøm. Den var både lidt underlig, men også lidt sjov. Jeg havde mistet min tante til kraft, måske et år.

Der var måske gået et halvandet år siden. Og der drømmer jeg, at jeg befinder mig i et hus, der hvor jeg bor, nede for enden af vejen, der har der ligget en blomsterhandel. Og det er i det hus, det foregår i drømmen.

Jeg kender ikke rigtig det hus indvendigt, men jeg ser i drømmen, at det er det hus, vi er i. Og der sidder min morbror og min tante, der nu er død på det tidspunkt, og de sidder rigtig og har en virkelig festlig aften. De sidder og drikker, og de sidder og synger, og de sidder virkelig ligesom sådan lidt.

Og virkelig har det rigtig hyggeligt. Og så lige pludselig begynder det bare at regne helt vildt. Altså virkelig skybrud-agtigt.

Og så kommer jeg i tanke om, at jeg må gå nu, fordi ude på huset er der en række af kaninbure. Og de der kaniner kan jo tåle alt det der regn, de er ikke dækket af. Så jeg vil prøve at gå ud og redde alle de der kaniner der.

Og så går jeg ud af huset i det der virkelig stærkt regn. Og så prøver jeg at redde alle de der kaniner. Men så i det samme, der jeg står midt i det der kaos, så slår lynet ned lige ved siden af mig.

Og så vågner jeg op.

[Paul Bridgwater]

Ej, sikke en måde at vågne på!

[Lisbet Nielsen]

Så var det den der faste vagt dernede lige for enden af sengen. Og så tænkte jeg, nej, jeg har lige haft den her drøm.

[Paul Bridgwater]

Men det må have været alvorlig siden der var en fast vagt.

[Lisbet Nielsen]

Ja, det var simpelthen fordi, at jeg havde været så virkelig, virkelig… De sagde også til min mand, at de vidste ikke om jeg ville blive normal igen. De vidste ikke om jeg ville vågne op.

At det der delir ikke. Fordi jeg var så langt væk.

[Paul Bridgwater]

Hvad tænker du selv om det? Tænker du selv, at det hele var hallucination og delirium? Eller hvordan fortolker du det?

Jeg ved ikke om du overhovedet fortolker det. Hvordan er din egen måde at bearbejde det sidenhen?

[Lisbet Nielsen]

Jeg har jo prøvet langt hen ad vejen bare at glemme det. Fordi jeg synes, det var så uhyggeligt. Og jeg synes også, at hvis jeg fortæller det for meget til nogen, hvordan kan de så stole på, at jeg er et fornuftigt menneske, når jeg kan have den slags oplevelser.

Men jeg tror bare, at det er måske en blanding af, at jeg tror, at jeg i virkeligheden virkelig har haft den der kamp. At jeg bare gerne ville tilbage til mine børn. Og de fleste, når de har de her oplevelser, det er måske lidt mere positiv stemning, at de har oplevet.

Hvor jeg simpelthen ikke ville videre. Jeg ville bare ikke videre ud til det der lys måske. Jeg ville bare gerne tilbage til mine børn.

Og det var så det, det kostede for ligesom at komme tilbage. At jeg simpelthen var nødt til at kæmpe mod det dårlige.

[Paul Bridgwater]

Og det er sjovt også, at billedet med kaninerne er også det at tage sig af noget andet. Altså det er hyggeligt inde i huset, men så kommer regnvejet, og du tænker, at jeg bliver nødt til at gøre noget med de her kaniner.

[Lisbet Nielsen]

Selvom det var hyggeligt, og selvom jeg ikke havde set min tante, jeg var af bevidstom. Det er altså min tante. Altså jeg møder min tante, og alligevel så vil jeg bare ud til de der kaniner der.

[Paul Bridgwater]

Har du mere, du tænker, at det er godt at få bragt på banen med hensyn til det her område?

[Lisbet Nielsen]

Ja, altså der er jo lige de der historier fra tidligere i mit liv, hvor jeg alligevel har haft nogle oplevelser, hvor jeg har tænkt, at det her er ikke helt almindeligt. Hvorfor oplever jeg det? Det fortalte jeg dig også en anden gang, at jeg engang var ved Astridsvej igen.

Vi boede i nummer 26, og jeg havde nogle veninder i nr. 40.

Og så står vi på sådan en solskindsdag ude i deres forhave, og så tænker jeg i mig selv, kan jeg vide om det kan lade sig gøre, at en bil trækker en anden bil i et ræb? Dengang var jeg jo ikke særlig gammel, så kan jeg vide om sådan noget kan lade sig gøre, tænkte jeg så. Og så da jeg havde tænkt tanken, så vendte jeg mig om og kiggede ud på gaden, og så kom der to biler, der træk en anden.

[Paul Bridgwater]

Så du har lige fornemmet det før det skete?

[Lisbet Nielsen]

Ja, det var meget sådan, hvor jeg allerede dengang undrede mig, hvordan kan det være? Jeg har lige tænkt det, og så kommer det der foran mig.

[Paul Bridgwater]

Ja, det er sådan nogen meningsfulde tilfælde, eller synkronicitet, det kan være tilfældigt, men det giver i hvert fald rigtig god mening også, og man ved ikke, hvad er årsag og hvad er virkning. Ja, fint.

[Lisbet Nielsen]

Og så var der også en gang, jeg havde den der hund, jeg fik den nok, da jeg var i 16 års alderen, og den var jeg så meget knyttet til den hund. Så havde jeg været en tur i Norditalien, hvor jeg havde siddet ved en swimming pool, med mine ben nede i swimming poolen, og så havde jeg lige pludselig følt sig sæt i hele kroppen, ligesom om jeg fik et stød i hele kroppen, og ned igennem min ben. Og så havde jeg tænkt på min hund.

Det slog mig bare, min hund. Og så havde jeg ikke lige tænkt mere over det. Men så havde jeg ringet sammen med mine forældre, jeg tror det var et par dage efter, at jeg havde haft den oplevelse, og så havde de sagt, at min hund var kommet galt af sted.

Min bror havde været ude at gå med den, og havde kastet en pind til den, ned ad en bakke, og så havde den fået et vrid i sin ryg, og så havde den et par dage, så havde den ikke kunnet gå så godt, den havde bare ligget i sin kurv. Men nu havde den så fået det bedre igen. Men der tænkte jeg bare, det var jo derfor jeg havde det der, ved swimmingpoolen.

[Paul Bridgwater]

Ja, der kommer sådan en flash ind!

[Lisbet Nielsen]

Ja.

[Paul Bridgwater]

Hvis du selv ligesom skulle, jeg ved ikke om man kan rådgive nogen, der er ude for en lignende situation, altså en alvorlig operation, nogen der forklarer dem, det kan være, at de kommer til at hallucinere. Har du nogen gode råd til, hvordan man håndterer det? Du er jo landet på dine ben igen, du er tilbage på arbejde, husk din mand, dine børn, det hele fungerer godt? Eller har du nogen gode råd til, hvordan?

[Lisbet Nielsen]

Ja, jeg tror man skal snakke om det, fordi jeg kan bare allerede, bare det her med, at jeg har talt med dig, også om det er flere år efter, det er jo mange år siden, men jeg kunne bare mærke, da jeg selv skulle fortælle det igen i dag, der har jeg synes, at det er kommet, måske mere på afstand, og det pakker sig lidt, det ordner sig lidt, hvor hvis man ikke får sat ord på, hvis man ikke, hvis man bare prøver at fortrænge det, som jeg har måske gjort, jeg talte meget om det, i starten, men det har bare også været, sådan lidt tabuagtigt, synes jeg, og man var også bange for det der med, det lyder altså lidt tosset, du har jo været helt skingrende skør, til din chef, der sagde, da jeg kom tilbage, jeg var altså lidt skør, efter den der operation, jeg kunne slet ikke, jeg var rigtig dårlig.

[Paul Bridgwater]

Så hvis det kan blive på en måde, hvis man kan fortælle det, og få det normaliseret, så gør det livet nemmere.

[Lisbet Nielsen]

Ja, det synes jeg. Så man ikke føler sig forkert.

[Paul Bridgwater]

Ja, det synes jeg bestemt ikke du er, Lisbet, overhovedet ikke.

[Lisbet Nielsen]

Men det er bare lidt mærkeligt, man kan ikke lade være, med at tænke, hold dig op.

[Paul Bridgwater]

Ja, hold dig op, det tænkte jeg også. Det har været stort. Nå, men tusind tak, Lisbet, fordi du ville dele din historie her, i podcasten.

[Lisbet Nielsen]

Det var så lidt, og tak for det.

[Paul Bridgwater]

Hvis du vil høre denne podcast, og andre podcasts, så er de tilgængelige på, www.healinghelp.dk/blog. Det er måske den nemmeste måde, at finde dem på. Så tror jeg, vi bare lukker af for nu.

Ja, ha det godt. Hej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *