Meditativ gudstjeneste

Jeg skulle have afholdt meditativ gudstjeneste i Lindevang Kirke i dag, men den blev aflyst på COVID-19 restriktioner. Der er normalt orgelmusik fra 17.00 – 17.30, og dernæst er der en halv times andagt. Her er dagens program, så hvis man er dedikeret, så kan gøre det som DIY – en do it yourself tjeneste.

Billedtekst: Billedet er et fotografi af en stencirkel ved nordenden af Damhusengen taget ved solopgang den 3. januar i år. Stenene er placeret i en cirkel, men står hver for sig. I dag er opstillingen i kirken på samme måde. Vi danner en cirkel sammen, men der er afstand mellem os. 

Dagens tema: Dagens tekster handler om bøn og om at være sammen hver for sig. I den ene af teksterne skal du ”gå ind dit kammer”, altså bede alene, og i den anden tekst opfordres du til at bede sammen med andre. Hvad skal man så gøre? Den tredje tekst, Johannesevangeliets tekst om vintræet, kan måske give en forklaring på modsætningen.

Salme 712: Vær velkommen Herrens År
Nyn, frem for at synge, det spreder færre dråber når man nynner. 

Bøn: Vi beder 3 gange sammen: Lad ordene og meditationen åbne vores hjerter for Guds nærvær og kærlighed

Første tekst er fra Matthæusevangeliet 6,5-13.
Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. 

Anden tekst er fra Matthæusevangeliet, kapitel 18, 19-20.
Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.  For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.

Kommentar: En måde at forstå kontrasten mellem de to tilgange til bøn er at tænke på lignelsen om vintræet og grenene fra Johannesevangeliet:

Tredje tekst er fra Johannesevangeliet, kapitel 15, vers 5.
Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Kommentar: Hos Johannes er vi både en del af træet, og samtidig udgør vi de forskellige grene hver for sig. Den enkelte gren får næring af træets saft lige som alle de andre grene. Men den skal producere sine egne blade, blomster og frugter. Vi beder hver for sig. Men sammen er vi med som en del af træet.

Temaet for forårets meditative andagter er engle. Og hvad har de med dagens tekster at gøre? Nogen synes, at engle er mere tilgængelige end Gud Faderen. Jeg har hørt flere, blandt andet den amerikanske forfatter Tennessee Williams, sige at de ikke vil ulejlige Gud med bøn i tide og utide. Men englene er budbringere. Så kan det være nemmere at henvende sig til dem i tiltro til, at de bringer budskabet videre. Som lidt større grene end os må engle også være en del af vintræet.

Nu går vi ind i meditationen…

BønFader Vor. Vi beder bønnen sammen. 

Salme 376: Lyksaligt det folk, som har øre for klang. Vi nynner…

Velsignelsen – siges højt sammen, hvor vi rækker armene ud mod hinanden: 

Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Amen!

2 reaktioner

  1. Kommer englene til at ligne de katolske helgener, som går i forbøn for menneskene, sådan som Tennessee Williams opfatter engle?

    1. Hej Lis! Har du noget om Tennessee Williams beskrivelse af engle? Jeg kan faktisk ikke finde det sted, hvor Tennessee Williams beskriver, at man ikke skal ulejlige Gud. Han var noget ambivalent med hensyn til betydningen af religion: “The predominant characteristic of all religion is fear, and fear almost always breaks down, within the soul and the community, as anger. Man invented religion to give meaning and majesty to his life.” (http://jamesgrissom.blogspot.com/2013/03/tennessee-williams-on-invention-of.html). Men han konverterede også til katolicisme…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *