Naturlig ondskab

Filosofi i det 20. århundrede fokuserer ofte på sprog og sproghandlinger. Specielt arven efter filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951) medførte diskussioner om, hvad man overhovedet kunne sige om verden. Som Wittgenstein skriver: “mit sprogs grænser er min verdens grænser”. Det levner ikke megen plads til at filosofere over det uudtalte. 

Den britiske filosof Mary Midgley (1919 – 2018) tager udgangspunkt et andet sted; hos de umælende dyr. En af hendes kongstanker er, at det sprog vi bruger om verden røber vores skjulte værdisystemer. Disse værdisystemer kan være selvmodsigende og farlige, og filosofiens opgave er at reparere og rydde op. Flere gange har hun sammenlignet filosofi med VVS arbejde. Begge er specialistopgaver, begge tager udgangspunkt i underjordiske systemer og uudtalte fordomme, og begge er nødvendige, hvis ikke man vil ende med et resultat, der stinker. Men forskellen mellem VVS arbejde og filosofi er, skriver Midgley, at alle ved, at vi har brug for blikkenslagere… 

Vores sprog røber, at vi italesætter naturen som ond. Vi taler om “et bestialsk mord”. Altså et mord, der kunne være udført af bæster, af dyr. Vi taler om svinestreger og griseri. Vi gør dyrene menneskelige og menneskene til dyr, og det sker i vores almindelige sprogbrug, for eksempel her i et citat fra Peter Have, vildtkonsulent hos Skov- og Naturstyrelsen: “Minken er et rovdyr og en dygtig lille dræber”. Artiklen med citatet har den sigende titel “Mink er en katastrofe for naturen” (TV2 Nord, 2008). Her i 2021 kan man jo spørge sig selv, hvem der er den dygtige dræber, og hvem der er en katastrofe for naturen. Vi har det helt tilbage fra myten om Edens Have: “Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«”

Så et af de steder, hvor vi har brug for rydde op, er i vores tanker om ondskab. Vi kan kalde det arvesynd eller naturlig ondskab, problemet er det samme. I vores tænkning og i vores sprog forsøger vi at “give aben videre”. Hvis det ikke er det dyriske i mennesket, så er det samfundets skyld. Hvis ondskaben hverken er vores egen eller samfundets skyld, så er det måske Guds ansvar. Det klassiske problem om ondskab (Teodice-problemet) lyder således: Hvis Gud er god, kærlig og almægtig, hvordan kan han så tillade ondskab? Hvordan kunne fattigdom, sygdom, Holocaust eller Hiroshima finde sted? Her mener Midgley at vi flytter ansvaret fra de kausale årsager til det metafysiske, og forsøger at dømme Gud for misgerninger og ulykker, der hører menneskeverdenen til. Vi umyndiggør os selv, og vi flytter ansvaret opad.

Midgleys pointe er den simple, at vi som mennesker har kapacitet til det gode. Vi ved, at gode handlinger fører til glæde hos andre, de skaber liv og de bidrager til et fælles bedste. Vi kan vælge at hjælpe dem, der lider, eller vi kan lade være. Vi kan vælge at eller slå, som Halfdan Rasmussen formulerer det i Noget om Helte. Vi regner ikke umiddelbart med, at ansvaret for disse gode handlinger skyldes Gud, vores opdragelse eller vores natur. Vi bilder os i al fald ind at vi har en frihed til at selv at bestemme, hvad vi gør. Så selv om arv og miljø danner baggrund for vores valg, burde vi lægge ansvaret for vores egne handlinger i vores egne hænder. Og måske skulle vi så vælge at behandle dyrene lidt bedre. Også i sproget. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.