Psykologiske Spøgelser

I sommeren 2003 var jeg i Italien sammen med min kone. Jeg havde købt mit første digitale kamera og tog et aftenbillede af torvet i Cortona. Fotografisk set blev det måske ikke så vellykket, billedet ligner to fotos lagt oveni hinanden. Men jeg har aldrig før eller siden oplevet dobbelteksponeringer af digitale fotos. Så måske er det lykkedes at tage et billede af et spøgelse…se til højre i billedet. Et spøgelse med armbåndsur, briller og blå skjorte! 

Til min fødselsdag fik jeg i år forærende en bog af min svoger. Det var en samling af Charles Dickens’ spøgelseshistorier, oversat af Hans-Jørgen Birkmose.  Normalt opfattes spøgelser som afdøde, der ikke kan slippe deres jordiske tilværelse. Men Dickens bruger spøgelser til noget andet. 

I Dickens’ historie “Den hjemsøgte mand og åndens tilbud” (1848) har hovedpersonen Redlow nærmest en åndelig dobbeltgænger, en afdød ven af Redlows nu afdøde kone. De to har elsket den samme kvinde, og de bærer det samme tungsind og den samme mistro overfor andre. Ånden har et tilbud med, som Redlow tager imod. Redlow slipper for at fortryde noget i sit liv, altså at føle skyld. Problemet er at gaven har en pris, Redlow bliver bærer af mistro, splid og foragt. Først når han tager sin skyld på sig, slipper han for åndens huseren. 

I novellen  “Bør læses i skumringen” (1852) bliver den nygifte Carolina hjemsøgt af en drøm om et ansigt. Et ansigt, der senere viser sig at tilhøre en ven af ægtemanden, der ender med at bortføre hende.  

Den skeptiske hovedperson i “Det hjemsøgte hus” (1859) gør grin med ånderne og får en passende straf: Han forvandles til en barber, fanget i et spejl, evigt fordømt til at rage skægget af mænd, der kigger sig i spejlet om morgenen. 

Psykologisk set kan alle disse spøgelser ses som sider af personligheden. De kommer som et resultat af hovedpersonernes manglende indsigt i deres egne skyggesider. 

I “Den hjemsøgte mand og åndens tilbud” må Redlow indse at det at fortryde er menneskeligt. Det er vigtigt at man kan føle skyld, og det er vigtigt at man kan fortryde. Hvis ikke man kan det, kan man ikke indse den skade, som man påfører andre. Psykoanalytikeren C.G. Jung ville sige, at ånden repræsenterer Redlows skygge, noget han må forlige sig med, hvis han vil blive til et helt menneske. 

I “Bør læses ved skumringen” har stakkels Carolina valgt sig en rationel ægtemand, der gør alt for at dæmpe hendes angst. Men angstens kilde ligger i hendes forhold til det mandlige. Hun kan ikke integrere det mandlige i sit liv, så ånden manifesterer sig fysisk og tager hende med sig. Skumringen, dér hvor fortællingen bør læses, markerer en grænse mellem det bevidste og det ubevidste. Dickens vil have os med ned i det ubevidste, så vi selv kigger på skyggerne. 

Den navnløse fortæller  i “Det hjemsøgte hus” er også en rationel type, der ikke har andet end foragt tilovers for ånder. Dog opsøger han alligevel det hjemsøgte hus og bliver opslugt af spejlet, der giver ham oplevelser og indsigter, han aldrig før havde drømt om. Men han er fanget, han kan ikke komme tilbage, og han bliver selv til ånd. Det ubevidste har taget ham. 

Hvad er så et spøgelse? Et genfærd af en afdød eller et aspekt af bevidstheden? Måske kan det være begge dele. Måske er det når man slipper fornuftens kontrol, at man har adgang til de bevidsthedslag, hvor ånderne og det åndelige findes. Og når vi anerkender skyggesiderne, og ser de er en del af os selv, bliver vi måske ikke længere hjemsøgt af det, som vi ikke vil kendes ved. 

Selv var jeg i shorts og en gammel T-shirt, da jeg tog billedet i Cortona i 2003…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.