Sandhed og Politik

“Der er intet fejet ind under gulvtæppet” sagde Poul Schlüter I 1989, da regeringen blev kritiseret for at bremse ombudsmandens undersøgelse af tamilske familiesammenføringer. Det viste sig så ikke at være rigtigt…

Er det kendetegnende for politik, at sandheden må skjules? Ja, det er det ifølge Hannah Arendt i hendes fine essay “Sandhed og Politik” fra 1968 (oversat til dansk og udgivet på forlaget Klim i 2020).

Hvis man tænker på det sidste amerikanske valg, de hemmelige genopdragelseslejre for urighurerne i Kina eller Putins hvidvaskning af Stalins terrorregime, så virker det som om Arendt har ret. Magthavere har stadig travlt med at forsøge at skjule sandheden. Herhjemme har det også vist sig at være svært at fastslå kendsgerningerne, når det drejer sig om slagtning af mink eller adskillelse af asylpar. 

Kendsgerninger står underligt svagt i forhold til politikernes virke. Det skyldes, ifølge Arendt, politikernes udgangspunkt. For politikere handler det ikke om, at der skal være en sammenhæng mellem deres egne tanker, deres tale og deres handlinger, siger hun. Politikerne repræsenterer grupper af andre mennesker og deres holdinger. Vælgere, som kan føle sig svigtet, hvis politikerne  er for ærlige. Endvidere betegner kendsgerninger det, der var og er. Politik kigger altid fremad, til noget, der ikke er. På den måde mener Arendt at politik og løgn er beslægtede. Løgn er menneskets frihed til at tænke noget andet end det, der er.

Når nu løgn og politik er tæt forbundne, så må et fornuftigt samfund helgardere sig, så spin i politik kan korrigeres, når det bliver til løgn. Det kan være domstolene eller medierne, der siger magten imod. Det kan også være universiteterne, hvis ikke deres forskningsmidler er bundet for tæt til politiske eller merkantile interesser. 

Hannah Arendt slår et slag for, at netop humaniora har en rolle at spille som korrektiv til magtens logik. For uden historikere til at fastlægge, hvad der skete, uden uvildig forskning, så kan politik komme ude af kontrol.

For os, der kan blive lidt pessimistiske over den måde demokratiet udfordres på i Polen, USA, Hong Kong, Rusland og Tjekkiet, så har Hannah Arendt en opløftende konklusion om sandhedens levedygtighed: “Hvad end de, der har magten, måtte finde på, er de ude af stand til at opdage eller opfinde en levedygtig erstatning for den.”

Og selvom Isak Dinesen (Karen Blixen) virker som et lidt usandsynligt sandhedsvidne, bruger Hannah Arendt hende til at slå et slag for humanioras særlige politiske rolle: “Historiefortælleren – historikeren eller romanforfatterens politiske funktion er at lære mennesker at acceptere tingene, som de er. På baggrund af denne accept, som også kaldes sandfærdighed, opstår dømmekraften, at det, igen med Isak Dinesens ord “til allersidst bliver…os forundt at overskue og gennemskue [historien]. Og det er dette øjeblik, vi kalder dommedag”.”

Lad os håbe at 2022 bliver et år, hvor der kommer bedre balance mellem politikernes spin og de faktiske kendsgerninger, så historikernes og historiens dom bliver mild, når det angår COVID-19, klima eller asyl. Det er bedre at feje for egen dør, fremfor at feje det hele ind under gulvtæppet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.