Sjælen og døden

Sapiens
Min svoger Kristian er altid gavmild og betænksom med hensyn til julegaver. I år gav han mig en grafisk fremstilling af menneskehedens fødsel. “Sapiens” hedder bogen, skrevet af Yuval Noah Harari, bearbejdet af David Vandermeulen og Daniel Casanave. Bogen er en smuk fortælling, og gennem illustrationerne bliver læseren ført pædagogisk gennem de første trin af vores historie. Bogen har en klar pointe: mennesket er et dyr som andre dyr, og gennem evolutionen har vores sociale og kognitive evner udviklet sig som nyttige redskaber til at brødføde os selv og vores nærmeste. Forestillinger om det guddommelige, om nationer, om jura, om idealer m.m. er nyttige fiktioner, der skaber mulighed for sammenhængskraft på tværs af sociale grupper.

Surviving Death
Lige nu er der også en interessant serie på Netflix, om bl.a. nærdødsoplevelser “Surviving Death – undersøgelser for beviser for et efterliv” . Her fortæller den ene efter den anden, hvordan de på operationsbordet, ved en ulykke eller undervejs i et svært sygdomsforløb oplever at bevidstheden synes uafhængig af kroppen. De beskriver deres krop udefra og beretter om fantastiske rejser til en anden dimension, lyd, lys og kærlighed. Mange føler sig forvandlet, når de kommer tilbage til kroppen, ydmyge overfor en større sammenhæng, og de har svært ved at sætte ord på oplevelsen.

Så kan bevidsthed reduceres til et egenskab ved hjernen, ligesom hørelsen eller synet? Eller er bevidsthed en grundlæggende præmis ved eksistensen, som kan fungere uafhængigt af kroppen?

Dødsmeditation
Jeg har ikke selv haft en nærdødsoplevelse, men jeg har haft en mindre oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig. For nogle år tilbage var jeg til en dødsmeditation i Center for Visdom og Medfølelse, arrangeret af Maria Damsholt. Idéen med en dødsmeditation er, at man øver sig på døden, øver sig på at give slip, så overgangen fra denne verden til den næste sker bevidst. I forbindelse med meditationen oplevede jeg følgende:

Jeg har intet tilbage, intet køn, intet navn, intet sprog, ingen ejendom. Jeg kigger ned af mig selv, der er nærmest kun en hvid silhouet. Jeg har bevidsthed, ellers er jeg intet. Jeg er bogstaveligt talt målløs, både uden sprog og uden mål. Så kommer der en sommerfugl flyvende. Den er meget smuk, og med et ved jeg, at den indeholder det hele. Alt er i sommerfuglen. Jeg er intet, og den er alt. Og i det øjeblik modtager jeg en dorje (en dorje er en buddhistisk rituel genstand).

Hvad drømmen eller synet betød, er jeg ikke helt klar over, bortset fra, at man skal give slip på alt, for at modtage alt.

Hvad siger filosofien?
Der er ikke mange fagfilosoffer i dag, der tager spørgsmålet om forholdet mellem sjæl og legeme alvorligt, men der er undtagelser. I 2006 udkom Erich Klawonns “Sjælen og Døden – En bevidsthedsfilosofisk undersøgelse” (Syddansk Universitetsforlag). Med baggrund i Descartes forsvarer Klawonn sjæl/legeme dualiteten, altså at bevidstheden ikke er en kropslig egenskab. Et af argumenterne, bogen benytter sig af, er “zombie-argumentet”:

“Man kan tænke sig et væsen, i hvis organisme der foregår præcis de samme fysiske og kemiske processer som i et menneske, men som fuldstændigt mangler et aspekt af bevidst oplevelse. Betragtet ‘udefra’ (dvs. i et naturvidenskabeligt perspektiv) ville et sådant væsen være uskelneligt fra en normal person. Det ville reagere på sine omgivelser og bevæge sig som en normal person, og det ville udstøde de samme lyde som en normal person, men eftersom det ikke ville have nogen indre oplevelsesside, ville det være en slags ‘robot’ af kød og blod – eller (i en filosofisk betydning) en zombie. Den logiske mulighed for ‘zombier’ synes at dokumentere, at en fuldstændig fysisk beskrivelse af en person ikke kan inkludere en oplevelsesmæssig ‘inderside’ i form af umiddelbart givne tanker, følelser, sanseindtryk osv. […] Hvis ‘zombie-argumentet’ er korrekt, følger det, at selv om bevidst oplevelse er tæt forbundet med fysisk-kemiske processer i centralnervesystemet, kan oplevelsessfæren i sig selv ikke vær en del af den fysiske virkelighed.” (Klawonn s. 10)

Forskning i dag
Hvis Klawonn har ret, så er der måske også et filosofisk og logisk belæg for ikke kun at rubricere nærdødsoplevelser som kuriøse anekdoter, men også at underlægge disse videnskabelige (og ikke kun naturvidenskabelige) analyser. Heldigvis er der også nogen der gør det, Se for eksempel artiklen “Forskere søger i stigende grad efter beviser for et liv efter døden” af Lars Henriksen og Nikolaj Krak i Kristeligt Dagblad (15/4-2017). Men det naturalistiske paradigme, som samfundet befinder sig i i øjeblikket, gør det svært for forskningen at få midler og anerkendelse. Lad os håbe det ændrer sig med tiden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.